Folketinget siger tillykke til Finland med 100-årsjubilæet

23.11.2017

Den 6. december 2017 er det 100 år siden, at det finske parlament udråbte Finland til en uafhængig og suveræn nationalstat. Det fejres i den helt store stil i Finland og fordi Danmark og Finland står hinanden meget nær som nordiske naboer og venner, ønsker Folketinget at markere dette 100-årsjubilæum med en stor konference i Landstingssalen.

Formanden for det finske parlament, Maria Lohela, deltager sammen med parlamentarikere fra både Finland og Danmark.

Konferencen med titlen ”Finland i profil” handler både om Finlands historie og udvikling og ser på de fælles træk og bånd, der eksisterer mellem Finland og Danmark. Finland har haft en dramatisk historie og blev i fødslen ramt af en bitter borgerkrig. Siden fulgte den såkaldte vinterkrig i 1939 mod den store nabo mod øst, Sovjetunionen. Her vil historiker Claus Bundgård Christensen fortælle om de 1.000 danskere, som drog til Finland som frivillige for at kæmpe på finnernes side.

På trods af Finlands dramatiske historie er landet i dag et af verdens mest velstående lande og især kendt for sin moderne velfærdsstat, som hævder sig internationalt på områder som uddannelse og sundhed. Moderne samfundsforhold og politik er derfor også emner, som konferencen kommer ind på.

Journalist Lene Johansen fra DR er ordstyrer. 

Konferencen er allerede fuldt tegnet, men den transmitteres live på Folketinget TV-kanal og på folketinget.dk. Der er dog reserveret pladser til pressen i Landstingssalens presseloge.

Konferencen foregår på dansk og finsk med simultantolkning.

Klik her og læs det fulde program for konferencen.

Se flere nyheder fra Folketinget

Finn Tørngren Sørensen
Presseansvarlig
Telefon: +45 3337 3451

Send e-mail