Deltag i lodtrækningen om billetter til Folketingets åbning 2017

01.08.2017

Vil du overvære åbningsmødet i Folketingssalen tirsdag den 3. oktober kl. 12.00? Så kan du nu deltage i en lodtrækning om 2 billetter eller møde personligt op ved Folketingets indgang.

Folketingets åbningsmøde foregår tirsdag den 3. oktober kl. 12.00. Har du lyst til at overvære åbningsmødet, kan du som noget nyt deltage i en lodtrækning om 2 billetter. Du kan lægge et lod i puljen via e- mail eller pr. telefon frem til den 1. september kl. 13.00. Som sædvanlig kan du også møde personligt op i køen kl. 7.00 ved Folketingets indgang på åbningsdagen, hvor et begrænset antal billetter udleveres efter først til mølle-princippet. 

Folketingets åbning, folketingssalen 

Deltag i lodtrækning om adgang til pladserne

Du kan deltage i lodtrækningen ved at sende en e-mail eller ved at ringe til Folketingets Besøgstjeneste. 

Deltag via e-mail: Send en e-mail til [email protected] og skriv ”Lodtrækning 2017” i emnefeltet. Angiv navn, adresse og telefonnummer på dig selv og en eventuel ledsager.

Deltag via telefon: Ring til Folketingets Besøgstjeneste, telefon 3337 3221, og opgiv samme oplysninger som ovenfor. 

Yderligere information

Fristen for deltagelse i lodtrækningen er den 1. september kl. 13.00. Der er et begrænset antal billetter i lodtrækningen, og du kan maks. få tildelt 2 billetter. Hvis du vinder, får du besked i uge 37, hvor du også vil modtage yderligere information om afhentning af billetter, og hvornår du skal være på plads på tilhørerpladserne i Folketingssalen. Billetterne skal afhentes på dagen inden kl. 10.00. Man skal være på pladsen i Folketinget senest 11.20.