Kirgisistans justitsminister på besøg i Folketinget

16.03.2017

Onsdag i denne uge var der fint besøg i Folketinget. Justitsministeren i Kirgisistan, Uran Akhmetov, var nemlig på besøg, og han mødtes med blandt andre medlem af Retsudvalget, Trine Bramsen (S).

På mødet blev emner som Retsudvalgets arbejde og rolle, valg til Folketinget, Danmarks grundlov, hvordan man får en høj valgdeltagelse, kvinder i politik og meget mere berørt, og det var en spørgelysten justitsminister, som var på besøg.

Justitsministeren, som var ledsaget af højtstående embedsmænd, er i Danmark i denne uge for at studere det danske, politiske system nærmere, særligt inden for det retspolitiske område. Besøget er en del af et større EU-projekt, ”Promotion of the Rule of Law in the Kyrgyz Republic”, og Institut for Menneskerettigheder (IMR) står for dette 5-dages besøg i Danmark, hvor justitsministeren også skal mødes med blandt andre den danske justitsminister, Søren Pape Poulsen (KF), politiet, eksperter fra IMR, Rigsadvokaten og Folketingets Administration. 

Billede af Trine Bramsen og kirgisitans justitsminister Om Kirgisistan 

Kirgisistan et bjergrigt, centralasiatisk land, ca. 4,5 gange større end Danmark, med 5,7 mio. indbyggere. Landet opnåede uafhængighed i 1991, da Sovjetunionen blev opløst. 
Kirgisistan blev et parlamentarisk demokrati i 2010, da en ny forfatning blev vedtaget ved en folkeafstemning. Parlamentets magt blev styrket på bekostning af præsidentembedet, der tidligere havde store beføjelser. Hvert femte år afholdes valg til parlamentet, som består af 120 pladser. Det seneste valg blev afholdt i 2015. 14 partier stillede op, men kun 6 partier opnåede at blive repræsenteret.