SKOLEVALG 2017: Valgsejr til Venstre

02.02.2017

8., 9. og 10. klasseselever har i dag afgivet deres stemme ved valgsteder over hele landet. Venstre er valgets vinder, Socialdemokratiet tager andenpladsen, mens Liberal Alliance kommer ind på tredjepladsen.

 

I aften sluttede en hård valgkamp. 45.345 elever fra 8., 9. og 10 klasser landet over har i dag været forbi stemmeboksen for at sætte deres kryds ved det parti, som de er mest enige med. Venstre vinder Skolevalget 2017 med 19,1 procent af stemmerne, Socialdemokratiet får 15,6 procent, mens Liberal Alliance kommer ind på en tredjeplads med 13,5 procent.

Samlet vinder blå blok med 55,3 procent af stemmerne mod 44,7 procent til rød blok.

”Resultatet er nogenlunde som forventet. Fløjpartierne og partierne med de meget klare standpunkter klarer sig lidt bedre hos de unge end hos de voksne vælgere. Det er meget naturligt, det gør også de 18-29 årige. Men skolevalg handler om mere end, hvor de unge sætter deres kryds. Det vigtige er, at de unge lærer at tage forskellige informationer og argumenter ind og bearbejde dem”, siger Jonas Hedegaard Hansen, valgforsker, Københavns Universitet.  

Chris Preuss, landsformand for Venstres Ungdom, sagde umiddelbart efter at valgresultatet endegyldigt cementerede Venstres sejr:

”Vi er utroligt glade for at eleverne igen har vist, at de ønsker en borgerlig og liberal regering, og at de synes at Venstre skal være Danmarks største parti”.

Tre ugers skolevalg lukkede med et brag

Valgaftenen blev transmitteret direkte på DR3 fra Christiansborg i København med Peter Falktoft og Esben Bjerre Hansen som værter. Valgaftenen afsluttede en tre uger lang valgkamp, hvor eleverne har valgt mærkesager og ungdomspartierne har kæmpet om elevernes stemmer ved et autentisk folketingsvalg.

Det er Folketinget og Undervisningsministeriet, der står bag Skolevalg 2017. Formålet med valget er at motivere de unge til at tage del i demokratiet og at forberede dem på at stemme, når de får stemmeret. 

Se det endelige valgresultat på: www.skolevalg.dk/valgresultat/ Her kan du også finde regionale og lokale tal. Du kan gense DR3’s udsendelse på www.dr.tv

Kontakt til Skolevalg:

·     Projektleder på Skolevalg, Christian Juul Lentz: 3337 3458, christian.lentz@ft.dk

·     Kommunikationskonsulent på Skolevalg, Jonas Kangas, 6162 4940: jonas.kangas@ft.dk 

FAKTA OM SKOLEVALG 2017

·       Skolevalg 2017 er et tre uger langt undervisningsforløb udformet som en valgkamp.

·       63.000 elever fra 8.-10. klasser fra 670 skoler over hele Danmark deltager i Skolevalg 2017.

·       Eleverne vælger mærkesager og laver kampagner, inden de på valgdagen den 2. februar sætter kryds ved det parti, de er mest enige med.

·       Det er muligt at stemme på alle de partier, der er opstillingsberettigede til Folketinget.

·       Det er ikke muligt at stemme personligt.

·       Undervisningsforløbet slutter med en stor valgfest på Christiansborg, hvor valgresultatet bliver afsløret.

·       Hele valgaftenen bliver vist direkte på DR3 den 2. februar kl. 19.00-21.00.

·       Bag Skolevalg står Folketinget og Undervisningsministeriet.

·       Formålet er at styrke elevernes forståelse af og deltagelse i demokratiet ved at prøve en rigtig valghandling.

·       Skolevalg skal være med til at dæmme op for tendensen til, at unge ikke stemmer i samme udstrækning som resten af befolkningen.

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [08.09.2017]
Sideansvarlig: Christian Juul Lentz