Ungdomspartiledere i debat om flygtninge og aktiv dødshjælp

22.01.2017

Anden uge af Skolevalg 2017 starter med en debat om mærkesager mellem ungdomspartiernes formænd i Landstingssalen på Christiansborg. Debatten er arrangeret i samarbejde med TV 2 NEWS og bliver transmitteret direkte mandag den 23. januar kl. 10.00-11.00 på bl.a. Folketingets tv-kanal.

I sidste uge udskrev statsminister Lars Løkke Rasmussen Skolevalg for 63.000 8.-10. klasseelever over hele landet. Valgkampen går nu ind i sin anden uge og starter med en partilederdebat med formændene for alle ungdomspartierne. Foran et publikum på over 200 skoleelever fra København og Frederiksberg skal ungdomsformændene debattere fire af de 20 mærkesager, eleverne har kunnet vælge imellem i den første uge af Skolevalg 2017.

Bag Skolevalg 2017 står Folketinget og Undervisningsministeriet. Mere end 670 skoler og 63.000 elever over hele landet deltager i valget, som i år afvikles for anden gang.

Fire mærkesager til debat

Partilederdebatten bliver arrangeret i samarbejde med TV 2 NEWS, og det er nyhedsvært Karen-Helene Hjorth, der skal styre slagets gang. Undervejs i debatten får eleverne i salen mulighed for at stille spørgsmål om mærkesagerne til panelet.

De fire mærkesager, der er til debat, er:

-          Danmark skal tage imod flere flygtninge

-          Hårdere straf for vold og overgreb

-          Gør aktiv dødshjælp lovligt

-          Gratis psykologhjælp til unge under 25 år


Umiddelbart efter partilederdebatten er der valgkaravane i Fællessalen på Christiansborg, hvor ungdomspartierne stiller op til spørgsmål fra elever og presse. Derudover vil undervisningsminister Merete Riisager være til rådighed for interviews før debatten i tidsrummet kl. 9.45-10.00.

Debatter over hele landet  

Partilederdebatten bliver transmitteret direkte på bl.a. Folketingets tv-kanal. Derudover vil resten af landets 8.-10. klasser også få mulighed for at opleve og deltage i debatter med ungdomspolitikere, for Dansk Ungdoms Fællesråd arrangerer 350 debatter på skoler over hele Danmark i dagene op til valget den 2. februar.


Valgaften på DR3 med Esben og Peter

Skolevalg 2017 er delt op i tre moduler. Eleverne skal i den første uge orientere sig i 20 mærkesager og beslutte sig for, hvilke tre de vil kæmpe for. I anden uge skal eleverne lave kampagne for en af deres mærkesager og dele den på de sociale medier for at skaffe opmærksomhed og opbakning til den.

Op til den sidste uge af undervisningsforløbet vælger de politiske partier også tre mærkesager, der herefter kommer til at udgøre grundpillen i deres partiprogram for Skolevalg. Elevernes opgave er at vurdere, hvilket parti der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil stemme på.

Den 2. februar går de mange tusinde 8.-10. klasseelever til stemmeurnerne på deres skoler. Når stemmerne er talt op om aftenen den 2. februar, afsløres resultatet af valget i en livesending fra Landstingssalen på Christiansborg, hvor alle ungdomspartierne er samlet. Her vil Peter Falktoft og Esben Bjerre gennem to timer styre slagets gang med omstillinger til unge rundt om i landet og snak med politikere på Christiansborg. Det hele kan følges på DR3 og dr.dk 2. februar kl. 19-21.

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [08.09.2017]
Sideansvarlig: Christian Juul Lentz