179 teenagere indtager Borgen

22.01.2016

Mandag den 25. januar indtager 179 skoleelever Folketingssalen, når Folketinget for niende gang afholder Ungdomsparlament (UP16) for landets 8.-9.-klasser. Eleverne skal debattere og stemme om deres egne beslutningsforslag og får derudover også mulighed for at stille spørgsmål til statsminister Lars Løkke Rasmussen og fem andre ministre i spørgetiden fra kl. 12.30 - 13.30.

Deltagerne i UP16 er udvalgte skoleelever fra 8.-9. klasser på skoler i Danmark og Grønland, som siden august sidste år har kunnet indsende deres egne forslag til, hvordan vi skal løse samfundets udfordringer. Folketinget har denne gang modtaget 1.477 beslutningsforslag, hvoraf 60 er blevet udvalgt til at blive behandlet af Ungdomsparlamentet.

Forslagene er udvalgt, så hele landet er repræsenteret geografisk, og så mange forskellige emneområder er dækket. De udvalgte forslag afspejler en stor variation og strækker sig lige fra indførelse af dødsstraf til forslag om bilfrie søndage og lovliggørelse af aktiv dødshjælp.

Møderne vises direkte på Folketingest tv-kanal og på Folketingets hjemmeside. På Ungdomsparlamentets hjemmeside www.UP16.dk kan man se de 60 udvalgte beslutningsforslag.

Ud over statsministeren deltager finansministeren, skatteministeren, social- og indenrigsministeren, kulturministeren og beskæftigelsesministeren.

Journalister kan overvære Ungdomsparlamentets møder i Folketingssalen fra presselogen.

Læs mere om UP16 på www.up16.dk.

Sideansvarlig: webredaktion