Henrik Dam Kristensen valgt som Nordisk Råds præsident

29.10.2015

På Nordisk råds session i Reykjavik blev fhv. minister Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraterne, formand for Nordisk Råds danske delegation valgt som Nordisk Råds præsident for 2016.

Præsidenten leder Nordisk Råds politiske arbejde og repræsenterer Nordisk Råd i offentligheden og i andre sammenhænge.

”Jeg er naturligvis både glad og stolt over at være valgt til Nordisk Råds præsident", siger Henrik Dam Kristensen. Og fortsætter.

”Vi har en særlig mulighed i disse år for at arbejde nordisk. I forsvars- og sikkerhedspolitikken er der en historisk mulighed for et tættere samarbejde mellem de nordiske lande, vi kan indkøbe materiel sammen og deltage i fælles internationale missioner. Men også på områder som sundhedspolitikken, ved fælles nordiske medicinindkøb og ved at udnytte det unikke nordiske brand bedre som turistlande kan vi opnå store gevinster sammen slutter Henrik Dam Kristensen.

I Danmark er der tradition for, at oppositionen besætter posten med en af sine ledende politikere, når Danmark har præsidentskabet for Nordisk Råd, og det var en enig dansk delegation som indstillede Henrik Dam Kristensen til posten som præsident.
 
Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti blev valgt som Nordisk Råds vicepræsident.

Blandt tidligere danske præsidenter for Nordisk Råd kan nævnes de tidl. statsministre Hans Hedtoft, Erik Eriksen, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen og kulturminister Bertel Haarder.

 

Talen kan læses i sin helhed ved at klikke på linket i boksen til højre.

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [09.03.2017]