Folketinget sender delegation til FN's 70. generalforsamling

17.09.2015

Folketinget sender den 20. september – 4. oktober 2015 en delegation på otte medlemmer til FN’s generalforsamling i New York. Delegationsrejsen begynder i den amerikanske hovedstad Washington D.C., hvor delegationen vil få introduktion til aktuel amerikansk indenrigs- og udenrigspolitik gennem møder og samtaler i bl.a. det amerikanske udenrigsministerium (State Department), Kongressen og Pentagon. Herudover vil delegationen mødes med repræsentanter fra Verdensbanken og amerikanske tænketanke, hvor bl.a. præsidentvalget 2016, de danske prioriteter i Verdensbanken og implementering af FN’s post-2015 mål, forhandlingerne af frihandelsaftalen (TTIP), og terrorbekæmpelsesindsatsen samt de geopolitiske udfordringer i Arktis er på dagsordenen.

I New York deltager delegationen i FN’s generalforsamling og følger debatterne mellem statsoverhoveder og ministre fra hele verden om aktuelle, globale udfordringer. Delegationen vil deltage i en række møder og temabriefinger om bl.a. FN’s udviklingsaktiviteter og situationen forud for Det Humanitære Verdenstopmøde i 2016, bæredygtig udvikling og post-2015 dagsordenen samt om FN’s Sikkerhedsråd. Endvidere vil der være fokus på emner som fredsopbygning, humanitære indsatser ved konflikter og naturkatastrofer, FN’s arbejde med at fremme menneskerettigheder og forbedre vilkårene for kvinder og børn i konfliktområder.


Deltagere i delegationen:

  • MF Brian Mikkelsen (KF)
  • MF Torsten Schack Pedersen (V)
  • MF Christian Juhl (EL)
  • MF Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)
  • MF Mette Reissmann (S)
  • MF Annette Lind (S)
  • MF Ulla Sandbæk (ALT)
  • MF Morten Løkkegaard (V)
  • Lovchef Birgit Thostrup Christensen
  • Ekspeditionssekretær Susanne Henriksen

Senest opdateret: [18.11.2022]