Folketingets åbne data skærer ned, men bliver bedre

31.08.2015

Samlingerne 20091 (2009, 1. samling) til 20121 (2012, 1. samling) er midlertidigt fjernet fra Folketingets åbne data. Det er tilfældet, da det har vist sig, at der er en del ufuldstændige data i samlingerne før oktober 2013.

Der foregår pt. et forbedringsarbejde, der skal rette op på de ufuldstændige data. Forventningen er, at forbedringsarbejdet er afsluttet i løbet af efteråret. Når det er sket, vil de gamle samlinger blive lagt på igen. Den løbende opdatering af data vil ved samme lejlighed blive forbedret.

Pt. bibeholdes kun data fra samlingen 20131 og fremefter. Data om nye sager, dokumenter og afstemninger bliver opdateret i disse. Desværre kan der være ufuldstændige relationer mellem aktører i samlingen 20131 og fremefter. Dette skal du være opmærksom på, hvis du vil anvende disse data.

Hvad er Folketingets åbne data?
Folketingets åbne data giver dig adgang til Folketingets data og mulighed for at anvende dem til egne formål. Du kan få adgang til Folketingets åbne data via en webservice, der anvender den såkaldte Odata-protokol.

Du kan f.eks. anvende Folketingets åbne data i en app, på en hjemmeside, til analyser eller i andre sammenhænge, hvor data fra Folketinget kan indgå. Folketingets åbne data henvender sig primært til personer, der i forvejen har et vist kendskab til såvel programmering som parlamentariske processer.

Folketinget har udviklet en databrowser, der kan hjælpe med at få et overblik over data. Med databrowseren kan du f.eks. browse rundt i data og følge de relationer, der er mellem de forskellige data. Du kan også få et samlet overblik over datamodellen. Endvidere giver databrowseren nogle eksempler på, hvordan du kan kalde webservicen.

Hvis du har specifikke spørgsmål vedr. anvendelse af Folketingets åbne data, kan du kontakte Folketingets webmaster på [email protected].

Du kan også kontakte Folketingets Oplysning, hvis du har andre spørgsmål om Folketingets arbejde.

Senest opdateret: [18.11.2022]