Åben konference om valgdeltagelse den 4. juni

22.05.2014

Forskningsprojektet 'Hvad får os til at stemme' er den største kortlægning af valgdeltagelsen i Danmark nogensinde. Resultatet bliver offentliggjort ved en konference den 4. juni kl. 9.00-12.00 i Landstingssalen på Christiansborg.

Ved Kommunal- og regionsvalget 2013 steg valgdeltagelsen med 6,1 procentpoint i forhold til valget i 2009. Hvad der ligger bag denne markante fremgang, har professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen, mulighed for at give et kvalificeret bud på.

I forskningsprojektet 'Hvad får os til at stemme' har han i samarbejde med en række centrale aktører (Folketinget, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Social, Børne- og Integrationsministeriet, KL, Danske Regioner, DUF og landes kommuner m.fl.) undersøgt hvilken effekt, de mange mobiliseringstiltag forud for kommunalvalget havde på valgdeltagelsen.

Vært for konferencen er Folketingets kommunaludvalg, og DR Nyheders Ask Rostrup vil på dagen være ordstyrer.

Konferencen er åben for alle, men tilmelding er påkrævet. Se i boksen til højre for flere detaljer.

Foreløbigt program

09.00-09.10 Velkomst

09.10-09.40 Kasper Møller Hansen (professor, KU) og Yosef Bhatti (Seniorforsker, KORA): Hvem 
                     stemmer? Præsentation af resultaterne af forskningsprojektet ’Hvad får os til at stemme?’

09.40-10.15 Jonas Hedegaard Hansen (KU) og Jens Olav Dahlgaard (KU): Hvad virkede?
                     Hvordan virkede de forskellige tiltag til at øge valgdeltagelsen? Resultater fra 
                     mobiliseringseksperimenterne.

10.15-10.25 Åben spørgedebat

10.25-10.45 Kaffepause

10.45-10.55 Mogens Lykketoft (formand for Folketinget, S): Folketingets mobiliseringstiltag

10.55-11.25 Paneldebat med Mogens Lykketoft, Signe Bo (formand for DUF), Daniel Lillerøi 
                    (viceborgmester i Næstved kommune, S) m.fl. Resultaterne sat i perspektiv

11.25-11.45 Åben spørgedebat

11.45-12.00 Margrethe Vestager (økonomi- og indenrigsminister, RV): Afslutning
                     Hvad gør vi nu? Fremtidens tiltag!

Senest opdateret: [18.11.2022]