Indvielse af Eidsvoll Plads 17. maj

14.05.2014

På Norges nationaldag den 17. maj kl. 10:00 er der indvielse af Eidsvoll Plads ved Øster Voldgade/Oslo Plads.

1814 dansk norsk grundlovsjubilæum
Den 17. maj 2014 er en stor mærkedag for Danmark og Norge. Den markerer 200 året for, at Norge fik sin første grundlov, som blev forhandlet og vedtaget på Eidsvoll uden for Oslo i 1814.

En grundlov, som blev til stor inspiration for kampen i Danmark for at få en fri forfatning.

1814 var også året, hvor Danmark og Norge måtte gå hver til sit efter 434 års national sameksistens. Men på trods af adskillelsen fortsatte Danmark og Norge med at være tætte og inspirere hinanden inden for kunst, kultur, samfundsudvikling, osv. Og i dag er Norge stadig Danmarks nærmeste slægtning på det nationale plan.

Derfor fejrer Danmark også 200 året for den norske grundlov under overskriften fællesskab og folkestyre.

Folketinget søgte Københavns Kommune om at få en Eidsvoll Plads som et symbolsk indslag i fejringen. Og det er blevet bevilget: En lille, grøn trekantet plads tæt på Nyboder, som i forvejen indeholder et mindesmærke for den hjælp, Danmark sendte til Norge under 2. verdenskrig. Og som ligger tæt på Oslo Plads.

Det bliver fejret med en kort indvielsesceremoni lørdag den 17. maj 2014 kl. 10:00 på Norges nationaldag. Livgarden spiller, og der er taler af borgmester Morten Kabell, Folketingets 1. næstformand, Bertel Haarder og vicepræsident Ingjerd Schou fra det norske Storting. Folketinget byder også på kaffe og kage, og alle er velkomne.

Senest opdateret: [18.11.2022]