Europa-Parlamentets formand besøgte Folketinget

25.03.2014

Tirsdag den 25. marts 2014 var Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, på officielt besøg i Danmark. I Folketinget mødtes han bl.a. med Folketingets formand.

Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz
Foto: ©Folketinget

"På mødet drøftede vi situationen i Ukraine og talte om de handlemuligheder, som EU har i sådan en krise. Vi kom også omkring de aktuelle EU spørgsmål, der rører sig i den danske offentlige debat, herunder om holdningen i Danmark til spørgsmålet om social dumping og velfærdsturisme", sagde Folketingets formand, Mogens Lykketoft efter mødet.

Om Martin Schulz

Han startede sin politiske karriere, da han trådte ind i det tyske Socialdemokratiske parti i en alder af 19 år. Som 31-årig blev han valgt som den yngste borgmester i Nordrhein-Westfalen, et hverv, som han udøvede i 11 år.

Martin Schulz har været medlem af Europa-Parlamentet siden 1994. Han var leder af de tyske SPD-medlemmer af Europa-Parlamentet og blev senere valgt til næstformand for Den Socialdemokratiske Gruppe.

I 2004 blev han valgt til formand for den næststørste politiske gruppe i Europa-Parlamentet. Som leder af den Socialdemokratiske og Demokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet har han arbejdet navnlig for social retfærdighed, fremme af beskæftigelse og vækst, reform af finansmarkederne, bekæmpelse af klimaforandringer, fremme af ligestilling og skabelsen af et stærkere og mere demokratisk Europa.

Martin Schulz blev den 17. januar 2012 valgt til formand for Europa-Parlamentet for en periode på to og et halvt år.

Senest opdateret: [18.11.2022]