Høring om færgedriften til Læsø, Samsø og Ærø

03.02.2014

Udvalget for Landdistrikter og Øer holder tirsdag den 25. februar kl. 9.00-12.00 en høring om færgedriften til Læsø, Samsø og Ærø. Høringen er åben for alle og finder sted i Landstingssalen i Folketinget. Du kan desuden se høringen live på Folketingets TV-kanal og på www.ft.dk.

Formålet med høringen er at få belyst de udfordringer og barrierer, som den nuværende færgedrift til Læsø, Samsø og Ærø giver anledning til, fremtidsperspektiver og nytænkning, samt om det er grundlag for at justere eller ændre det statslige tilskud til de tre ø-kommuner.

Høringen indledes med oplæg om baggrund og historik for det statslige tilskud til Læsø, Samsø og Ærø Kommuner af afdelingschef Niels Jørgen Mau, Økonomi- og Indenrigsministeriet, og borgmester Jørgen Otto Jørgensen, Ærø Kommune.

Herefter belyser Læsø, Samsø og Ærø Kommuner problemstillinger ved den nuværende tilskudsmodel med tre konkrete eksempler (cases) fra de tre kommuner.

Borgmester Marcel Meijer, Samsø Kommune, redegøre for de tre kommuners forslag til en ny takststruktur - den såkaldte landevejsmodel.

Professor dr. scient. og cand. oecon. Bjarne Madsen og seniorrådgiver, Ph.d Hanne W. Tanvig afslutter oplæggene med kommentarer ud fra transport-, og regionaløkonomisk- og udviklingsmæssige perspektiver.

Læs om baggrunden for høringen samt program her.

Tilmelding skal ske via linket i højre side.

Senest opdateret: [05.01.2023]