Rigsdagsgården lukkes for biltrafik

09.04.2013

Rigsdagsgården lukkes for biltrafik fra mandag den 22. april. Det sker som led i den ydre sikring af Christiansborg, som Præsidiet har vedtaget efter anbefaling fra PET.

Christiansborg Slotsplads områdesikring med granit fra Bornholm

Lukningen af Rigsdagsgården har kun betydning for motoriseret trafik, mens der fortsat vil være fri adgang for fodgængere og cykler. Særlige køretøjer vil fortsat have adgang til Rigsdagsgården via Tøjhusgade. Det gælder bl.a. udrykningskøretøjer, kongehusets biler, ministerbiler og diplomatbiler.

Gæsteparkeringen i Rigsdagsgården kan fortsat benyttes via Tøjhusgade, indtil gravearbejderne begynder dér, hvis besøget forinden er meldt til Folketingets Portvagt.

Vareleverandører og pressens sendevogne m.v. vil fortsat have adgang til Rigsdagsgården via Tøjhusgade for afsætning eller kortere ophold indtil gravearbejderne begynder.

De nuværende taxaholdepladser i Rigsdagsgården vil blive flyttet til taxa- og busholdepladsen på kanten af Slotspladsen umiddelbart uden for Rigsdagsgården, hvor også turistbusser med gæster til Folketinget kan parkere.

Der vil fortsat være adgang til parkeringspladserne på Ridebanen og i Proviantpassagen. Dog vil adgangen hertil ikke længere kunne foregå gennem Rigsdagsgården.

Den nuværende lukning af Rigsdagsgården er en del af den samlede områdesikring af Christiansborg, som ventes færdig i efteråret 2014.

Senest opdateret: [18.11.2022]