Granitsten skal sikre mod terror

08.04.2013

27 sten af bornholmsk granit er nu sat op på Christiansborg Slotsplads.

Christiansborg Slotsplads områdesikring med granit fra Bornholm

Opsætningen af granitstenene er et led i den terrorsikring af Christiansborg, som Folketingets Præsidium har besluttet efter anbefaling fra Politiets Efterretningstjeneste.

De 27 sten, der i løbet af de næste par uger vil blive suppleret med yderligere ca. 50 sten, er en midlertidig foranstaltning, og de skal stå på Slotspladsen i det næste års tid, indtil den permanente løsning står klar.

Afgrænsningen af Slotspladsen skal sikre, at kun biler, der har en særlig tilladelse, kan komme ind på Slotspladsen.

Cykler, fodgængere og demonstrerende m.fl. vil kunne færdes som hidtil.

Senest opdateret: [18.11.2022]