Besøg af Nigers udenrigsminister

05.10.2012

Folketingets formand Mogens Lykketoft mødtes fredag den 5. oktober 2012 med Nigers udenrigsminister Mohamed Bazoum i Folketinget.

Besøg af Nigers udenrigsminister
Foto: Hasse Ferrold

”Niger er et af verdens allerfattigste lande og står over for store udfordringer med at skabe økonomisk udvikling for den stærkt voksende befolkning. Desuden trues stabiliteten af fundamentalistiske terrorister, der har overtaget den nordlige dele af nabolandet Mali. Med valget af Mahamadou Issoufou som ny præsident i april 2011 er Niger kommet godt ind på det demokratiske spor, og under mødet fik vi en god drøftelse af, hvordan denne proces fastholdes de kommende år”, udtaler Folketingets formand, Mogens Lykketoft, efter mødet med Mohamed Bazoum.

Danmarks udviklingspolitiske samarbejde med Niger går tilbage til 1974, men landet er først i 2011 blevet egentligt dansk partnerland. Danmark er blandt de største bilaterale donorer, og har betydelig indflydelse selv med et mindre program. Det nigersk-danske samarbejde fokuserer på landbrugsudvikling, vand og sanitet samt demokratisering og god regeringsførelse.

Senest opdateret: [18.11.2022]