Estlands præsident besøgte Folketingets formand

08.05.2012

Folketingets formand Mogens Lykketoft mødtes i dag med Estlands præsident, Toomas Ilves.

Estlands præsident, Toomas Ilves, og Folketingets formand, Mogens Lykketoft
Foto: Hasse Ferrold

Den estiske præsident var på arbejdsbesøg i København for at deltage i eHealth Week, hvor han bl.a. skulle fremlægge en rapport fra EU’s arbejdsgruppe for e-sundhed, som han er formand for.
 
Lykketoft og Ilves kender hinanden fra tidligere, hvor de begge var udenrigsministre i samme periode.
 
”Det var godt at gense Toomas Ilves, som  med sine store energi og sine stærke visioner var en højt skattet kollega i vores fælles tid som udenrigsministre," siger Mogens Lykketoft.
 
Efter mødet med Folketingets formand talte den estiske præsident om Europas fremtid ved et møde arrangeret af Det Udenrigspolitiske Selskab (DUS) i Landstingssalen på Christiansborg.
 
Ilves blev valgt som præsident i Estland første gang i 2006 og siden genvalgt i 2011. Han har tidligere været medlem af både det estiske parlament og Europa-Parlamentet. Derudover var han Estlands udenrigsminister i årene 1996-1998 og 1999-2002.

Se flere nyheder fra Folketinget

Senest opdateret: [09.03.2017]