Folketinget har åbnet et nyt besøgsareal for gæster

18.04.2012

Folketinget lægger vægt på at være et åbent og tilgængeligt parlament, og hensigten med det nye besøgsareal er at tage godt i mod gæster og afvikle logistikken forbundet med besøg bedst muligt.

Åbning af Folketingets nye besøgsareal april 2012

Folketingets formand Mogens Lykketoft åbnede arealet den 18. april og lagde i sin tale vægt på den oplevelse, gæsterne får med det nye areal: ”Det vil gøre huset mere indbydende og fortællingen om det danske demokrati mere forståelig. Dermed gør det en i forvejen stor oplevelse for vores gæster endnu større.”

Besøgsarealet er placeret ved Folketingets besøgsindgang og er indrettet med tre undervisningslokaler, som bl.a. kan anvendes til de mange skoleklasser, der besøger Folketinget. I billeder, tekst, lyd og film fortælles i de øvrige dele af arealet om det danske demokratis historie, Folketingets opgaver og Folketingets nuværende medlemmer, der præsenteres i et portrætgalleri.

Der er stor interesse for at besøge Folketinget. Hvert år er flere end 65.000 mennesker fra ind- og udland på omvisning i Folketinget.

Besøgsarealet er forbeholdt Folketingets mange gæster. Hvis man har en aftale i Folketinget eller skal på en omvisning, kan man derved få adgang til arealet.

Den samlede pris for besøgsarealet er 6 mio. kr. Heraf er 3,5 mio. kr. brugt på istandsættelse af lokalerne og 2,5 mio. kr. brugt på udstilling og film.

Senest opdateret: [18.11.2022]