Statsrevisorerne anmodede i december 2010 rigsrevisor om at gennemføre en undersøgelse af Finansiel Stabilitet A/S. Rigsrevisor har valgt at udskille forløbet omkring tildelingen af individuel statsgaranti til Amagerbanken A/S i denne undersøgelse, mens den planlagte undersøgelse af Finansiel Stabilitet afgives senere.

Med Bankpakke I etablerede staten sammen med den finansielle sektor i oktober 2008 en generel statsgaranti, som skulle sikre pengeinstitutterne den nødvendige likviditet. Med Bankpakke II fra februar 2009 blev det muligt at indgå aftale om individuel statsgaranti. Finansiel Stabilitet tildelte indtil 31. december 2010 individuelle statsgarantier til i alt 64 pengeinstitutter med et samlet tilsagn på i alt 366 mia. kr.

Amagerbanken fik efter ansøgning i juni 2010 en individuel statsgaranti på 13,5 mia. kr. – bl.a. under den forudsætning, at banken selv rejste ny kapital på 750 mio. kr. En anden forudsætning var, at banken fik en ny ledelse. Den nye ledelse fandt det nødvendigt at nedskrive med yderligere 3,1 mia. kr. i bankens årsregnskab for 2010, hvorefter man i februar 2011 måtte konstatere, at Amagerbanken ikke kunne fortsætte på egen hånd.

Amagerbanken blev herefter overdraget til Finansiel Stabilitet med henblik på afvikling. Statens tab på den tildelte garanti kan endnu ikke opgøres, men udgør maksimalt 2,1 mia. kr.

Statsrevisorerne konstaterer, at Amagerbanken ikke var en veldrevet bank, og at banken benyttede sig af en række risikable forretningsmetoder, fx forhøjelse af lån til betaling af renter, indfrielser af andre pengeinstitutters panter og lån for at undgå kunders konkurs samt finansiering af kunders privatforbrug. Amagerbankens løbende afværgeforanstaltninger betød, at man i betydeligt omfang skubbede problemerne foran sig i stedet for at løse dem – og at man ikke levede op til bankens egen kreditpolitik.

På den baggrund er det velbegrundet at spørge, om der var grund til at tildele Amagerbanken en individuel statsgaranti med henblik på videre drift.

Statsrevisorerne finder det i den forbindelse bemærkelsesværdigt, at Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har været uenige om Amagerbankens økonomiske tilstand. Finanstilsynet vurderede således i maj 2010, at behovet for nedskrivninger og solvensreservationer var mellem 0,5 mia. kr. og 1,1 mia. kr. mindre, end Finansiel Stabilitet havde vurderet i april 2010. Det var på dette tidspunkt Finansiel Stabilitets vurdering, at det ikke var forsvarligt at tildele Amagerbanken en statsgaranti, mens Finanstilsynet vurderede, at Amagerbanken opfyldte lovens solvenskrav. Erhvervs- og Vækstministeriet fastslog med udgangspunkt i lov om finansiel stabilitet, at Amagerbanken var berettiget til at ansøge om individuel statsgaranti. Finansiel Stabilitet indledte på den baggrund forhandlingerne med Amagerbanken og stillede de mest vidtgående vilkår, som var stillet til et ansøgende pengeinstitut.

Det er Rigsrevisionens konklusion, at der på dette tidspunkt og med de særlige vilkår var fundet en forsvarlig løsning for tildeling af individuel statsgaranti til Amagerbanken.

Denne sag viser, at man i overensstemmelse med lovens formål har forsøgt at styrke Amagerbankens kapitalgrundlag og finansielle robusthed. Statsrevisorerne må konstatere, at dette ikke lykkedes i sagen om Amagerbanken grundet bankens økonomiske tilstand og risikofyldte forretningsmetoder.

Statsrevisorerne finder det uhensigtsmæssigt, at der forud for tildeling af individuel statsgaranti til Amagerbanken ikke forelå en vurdering af Amagerbankens økonomiske tilstand, som både Finansiel Stabilitet, Finanstilsynet og ministeriet kunne være enige om – uanset deres forskellige roller i sagen. Statsrevisorerne kritiserer, at Finanstilsynet ikke i tilstrækkelig grad gjorde opmærksom på Amagerbankens økonomiske tilstand og risikable forretningsmetoder forud for tildelingen af statsgarantien.

Statsrevisorerne finder, at erhvervs- og vækstministeren i sin redegørelse til denne beretning bør gennemgå de erfaringer, som ministeriet, Finanstilsynet og Finansiel Stabilitet har høstet af denne sag, og redegøre for de initiativer, som disse erfaringer har affødt. Ministeren bedes endvidere redegøre for, hvordan disse erfaringer kan nyttiggøres i den fremadrettede indsats for at ruste pengeinstitutterne til at møde markedets realiteter og sikre tilliden til den finansielle sektor.

Ministerens svarfrist: 3 mdr.

• Se hele beretningen her