--------- Det talte ord gælder -----------

Velkommen til Hendes Majestæt Dronningen og til alle her på Christiansborg Slotsplads.

I dag er det tredje gang, at vi markerer flagdagen. Den flagdag som vi indførte for at ære alle, som har været udsendt for Danmark i international tjeneste.

Flagdagen er blevet en fast og rigtig tradition, som også Folketinget står bag.

Det er her på flagdagen, at vi i Danmark har muligheden for at vise vores taknemlighed over for de udfordringer og de – som oftest – farlige opgaver, som I har taget på jer.

Opgaver, der aftvinger den største respekt, og hvor vi andre kun kan være taknemlige for det mod, I udviser.

Det er derfor, jeg i dag på Folketingets vegne takker alle soldater, hjemmeværn, politi, beredskab, sygeplejersker, læger og andre, som har været sendt ud til verdens brændpunkter.

Det er mig også magtpåliggende at rette en tak til alle pårørende – ægtefæller, mødre og fædre, børn og anden familie – som hver dag har måttet leve med usikkerhed og frygt for, hvad der kunne ske.

***

På søndag den 11. september er det 10 år siden, Al-Qaedas forfærdelige terrorangreb på USA fandt sted – en terrorhandling, der ændrede trusselsbilledet og udfordrede almindelige borgeres sikkerhed.

Billederne af flyene, der fløj ind i World Trade Center i New York, er uudslettelige.

Også den dag stod det klart, at demokratiernes frihed ikke var en given ting, men at det krævede, at vi i de frie demokratier måtte handle. Det gjorde vi – og det gør vi fortsat.

I Danmark har vi taget ansvar. Vi har ikke forholdt os passivt, men har vist vilje og styrke til at deltage i kampen for demokratiske frihedsrettigheder, også selv om kampen finder sted langt væk.

Danmark er i dag engageret i internationale operationer i bl.a. Afghanistan, Libanon, Irak og Adenbugten og ved NATO-indsatsen i Libyen.

Et er, at det er Folketinget, der beslutter, at Danmark skal deltage, men det er jer, der med jeres indsats løser de ofte farlige opgaver, som er en følge af disse beslutninger.

Ved mit besøg i Camp Bastion, Camp Armadillo og Camp Price i Afghanistan fik jeg ved selvsyn mulighed for at opleve, hvilken stor indsats danske kvinder og mænd yder.

Det er en indsats, som gør Danmark ære.

***

Nogle vender hjem med sår på krop og sjæl.

Nogle betaler den højeste pris – livet.

Så sent som i forgårs fik vi budskabet om, at endnu en dansk soldat var blevet dræbt, og at fire var blevet såret.

Det smerter mig dybt, og den smerte har jeg svært ved at formulere med ord, der dækker.

Mine tanker går til de pårørende og til alle de pårørende til tidligere udsendte, som må leve med savnet af en søn, en datter, en far, en ægtefælle.

Mindet for vore faldne har nu fået den rette plads på Kastellet ved indvielsen af Monumentet for Danmarks Internationale Indsats.

Vi har vist, at vi står sammen – som nation – og værner om mindet om vore faldne.

Om jer, der er vendt hjem, ved vi, at mange af jer er blevet personligt styrket ved at være udsendt, men også, at der for mange er oplevelser, følgevirkninger og alvorlige fysiske skader, som vi andre kun kan forsøge at forstå betydningen af.

I har ydet en indsats for Danmark.

I har taget de største risici.

Danmark skylder derfor, at vi yder den maksimale indsats for jer med hjælp og støtte – og det gælder også til pårørende.

Det er derfor et fremskridt, at Folketinget sidste år vedtog en veteranpolitik, som giver mulighed for en bedre samlet indsats for veteraner og pårørende med veteranhjem og personlige kontaktforløb, der skal sikre, at ingen bliver glemt.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden her til at rette en tak til de regimenter og enheder og deres chefer og til de frivillige organisationer – der, ud over hvad vi har vedtaget i Folketinget, selv har påtaget sig den opgave på bedste måde at yde hjælp til hjemvendte og pårørende.

Det er en indsats, som for mange – ved jeg – har betydet mere end det, vi har kunnet gøre fra Folketinget og det offentliges side.

Udfordringen er til stadighed at gøre det bedre.

Det er mit ønske, at vi i de kommende år lærer af erfaringer og bliver endnu bedre til at tage hånd om og imødekomme de behov, I har herhjemme.

Det er her, vi som samfund kan omsætte vores respekt og taknemlighed i handling.

Alle Danmarks udsendte – kvinder og mænd – vi takker jer.

Danmark ærer den indsats, I har ydet! Tak.