24.06.2009

Folketinget har købt en ejendom i Tordenskjoldsgade i København i forbindelse med den nye boligordning for folketingsmedlemmer. Prisen er 125 mio. kr. for den færdigindrettede ejendom, der forventes at være klar til brug i efteråret 2010. I ejendommen indrettes 50 lejligheder á ca. 50-60 kvm.



Folketingets Udvalg for Forretningsorden besluttede i efteråret 2008 en ny boligordning for medlemmer af Folketinget. Købet af ejendommen, som ikke tidligere har været til benyttet til beboelse, gør det muligt at kunne tilbyde folketingsmedlemmer en lejlighed i København i den periode, hvor de er valgt til Folketinget. Ordningen omfatter kun folketingsmedlemmer, der er berettiget til boliggodtgørelse efter gældende regler

”Den nye boligordning indebærer, at Folketinget stiller en lejlighed til rådighed i København i stedet for at give folketingsmedlemmerne et boligtilskud. Det giver medlemmerne mulighed for at kunne tage fat på det politiske arbejde fra den første dag. Samtidig er det mere økonomisk for Folketinget på sigt”, siger Thor Pedersen, Folketingets formand.

Når den nye ejendom er klar til indflytning ultimo 2010, kan Folketinget begynde at tilbyde boliger til medlemmerne, som hidtil har været berettiget til boliggodtgørelse. Den nye boligordning bliver indfaset over de kommende valgperioder. Folketinget forventer på sigt at råde over ca. 75 lejligheder til folketingsmedlemmerne.

I dag giver Folketinget et tilskud mod dokumentation på op til ca. 65.000 kr. pr. år til folketingsmedlemmer, som er berettiget til boliggodtgørelse. Det er herefter op til medlemmet selv at skaffe en bolig. Ordningen gælder i øjeblikket for ca. 75 folketingsmedlemmer. Den gamle ordning udfases, men nuværende folketingsmedlemmer med boliggodtgørelse vil fortsat kunne bruge den.

En tilsvarende boligordning for medlemmer af parlamentet har fungeret godt i Sverige og Norge i mange år.

Yderligere oplysninger: pressesekretær Thomas S. Sarup, tlf. 3337 3329

Senest opdateret: [13.11.2020]