Amerikansk toppolitiker besøger Folketinget

25.05.2009

Steny Hoyer, der er flertalsleder for Demokraterne i Repræsentanternes Hus, besøger Folketinget 27. og 28. maj. Folketingets Præsidium er vært for besøget.

Rollen som flertalsleder er efter formanden den vigtigste position i Repræsentanternes Hus. Steny Hoyer er dermed den fjerde mest betydningsfulde politiker i USA efter præsident Obama, vicepræsident Biden og formand Pelosi.

Folketingets formand Thor Pedersen og Steny Hoyer holder pressemøde i Grundlovsværelset på Christiansborg den 27. maj kl. 11.00 – 11.30. Der er adgang til Christiansborg med gyldigt pressekort.

Steny Hoyer har nære relationer til Danmark. Hans far var dansk, født i København og siden udvandret til USA.

”Jeg ser meget frem til Steny Hoyers besøg. Det giver mulighed for at drøfte politiske emner af fælles interesse med en af de mest indflydelsesrige personer i amerikansk politik. Gennem sine danske aner har Steny Hoyer et nærmere forhold til Danmark end nogen anden nuværende amerikansk toppolitiker, og han har i mange år i USA gjort et stort arbejde for at udbrede et positivt kendskab til Danmark og danskerne”, siger Thor Pedersen, formand for Folketinget.

Straks efter sin juridiske embedseksamen gik Steny Hoyer ind i politik. Hans politiske karriere i hovedtræk:

  • 1966-1979: Medlem af Senatet i delstaten Maryland (Demokraterne).
  • 1975-1979: Yngste formand nogensinde for Marylands Senat
  • 1980 - : Valgt til Kongressen (Repræsentanternes Hus)
  • 2007: Udnævnt til flertalsleder i Repræsentanternes Hus.

Gennem sin karriere har Steny Hoyer engageret sig i stort set alle politikområder lige fra sundhed, uddannelse, arbejdsmarked, trafik til international politik.

Steny Hoyer er i Danmark den 26.-29. maj og skal under besøget i Danmark også i privat audiens hos Hendes Majestæt Dronningen og holder ud over møder med Folketingets formand Thor Pedersen møder med statsminister Lars Løkke Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller og klima- og energiminister Connie Hedegaard.

Yderligere oplysninger:
konsulent Torben Mikkelsen, tlf. 33 37 30 07.

Senest opdateret: [14.02.2020]