Åbent samråd om billetpriser og studiekort i den kollektive bustrafik

17.04.2009

Folketingets Trafikudvalg har kaldt transportminister Lars Barfoed og undervisningsminister Bertel Haarder i samråd om billetpriser og tilskud til studiekort i den kollektive bustrafik. Samrådet er åbent for alle og finder sted fredag den 24. april 2009 kl. 14.30 i vær. 2-080 på Christiansborg.

Udvalget har bedt transportministeren redegøre for regeringens holdning til udviklingen i billetpriserne i den kollektive bustransport. Udvalget har desuden bedt undervisningsministeren redegøre for, hvorfor statens tilskud til studiekort bortfalder, hvis en kommune beslutter sig for at gøre den kollektive bustransport gratis for elever og studerende under 25 år.

Samrådsspørgsmålene er stillet efter ønske fra Jesper Petersen (SF).

Links til samrådsspørgsmålene findes i boksen til højre.

Samrådet er åbent for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Enkelte er forbeholdt pressen. De øvrige pladser går efter først til mølle-princippet. Hvis man ønsker at overvære det åbne samråd, kontaktes udvalgets sekretariat senest torsdag den 23. april 2009 kl. 12.00. Kontaktoplysningerne fremgår til højre på siden.

Det er tilladt at fotografere og optage lyd og tv m.v., hvis det kan ske med tv-kameraer på stativ, uden at anbringe mikrofoner på bordene og uden at forstyrre samrådets afvikling i øvrigt.

En cd med lydoptagelse af det åbne samråd vil senere kunne fås i Folketingets Oplysning, tlf. 33 37 33 38.

Senest opdateret: [18.11.2022]