Partiernes opbygning

Politiske partier består af medlemmer. Medlemmerne samles i vælgerforeninger, der udpeger kandidaterne til f.eks. Folketinget. Vælgerforeningerne udgør tilsammen et partis landsorganisation. Landsmødet er den øverste myndighed, hvor alle medlemmer af partiet kan stemme. Her vedtages partiernes arbejdsgrundlag, principprogrammet. 

Udsnit med stolerækker i Folketingssalen
Større

Medlemmer i partierne

Alle kan som udgangspunkt melde sig ind i et politisk parti. Ca. 180.000 danskere er for øjeblikket medlem af et politisk parti. Hvert parti prøver at hverve så mange medlemmer som muligt, og partierne stiller som hovedregel ikke specielle betingelser til de mennesker, der ønsker at melde sig ind. Dog skal medlemmet:

  • overholde partiets vedtægter
  • være enig i og loyal over for partiets program 
  • kun være medlem af ét parti
Et politisk parti kan påvirke udviklingen i samfundet ved at få valgt medlemmer til enten Folketinget, kommunalbestyrelser eller regionsråd. Partierne kan også forsøge at påvirke udviklingen i samfundet uden for de folkevalgte organer, f.eks. ved at partiets medlemmer skriver indlæg i aviserne eller på andre måder forsøger at få partiets synspunkter frem i offentligheden.

Ungdomsafdelinger

Næsten alle partier har en ungdomsafdeling. Her kan man øve sig i politik, hjælpe moderpartiet eller debattere med de ældre politikere. Mange toppolitikere er begyndt deres karriere i et ungdomsparti. 
En vælgerforening består af medlemmer af et bestemt politisk parti. Vælgerforeningerne udpeger kandidater til politiske organer som f.eks. Folketinget og Europa-Parlamentet og udbreder partiets synspunkter i befolkningen, bl.a. ved at:
 
  • hverve nye medlemmer
  • føre valgkamp for lokale kandidater
  • hænge valgplakater op
  • indsamle penge 

Nogle partier kalder deres vælgerforeninger for partiforeninger (Socialdemokratiet og SF), mens andre partier kalder dem foreninger (Radikale Venstre).

De store partier har vælgerforeninger i alle valgkredse og/eller kommuner, mens de mindre partier måske kun har vælgerforeninger i visse dele af landet. Vælgerforeningerne udgør tilsammen landsorganisationen i partiet. 

Folketingsgruppen

Hvis partiet har repræsentanter i Folketinget, udgør disse en selvstændig gruppe, folketingsgruppen, som løbende holder møder om arbejdet i Folketinget. Det samme gør sig gældende for kommunalpolitikere og regionspolitikere, der mødes i byrådsgrupper og regionrådsgrupper.
 
Den øverste myndighed i partierne er landsmødet, hvor repræsentanter for alle niveauer i partiet samles for at diskutere de overordnede politiske linjer. 

Der er forskel på, hvor ofte et landsmøde afholdes. Typisk er det dog en gang om året. Landsmødet vælger en hovedbestyrelse og eventuelt et forretningsudvalg, som tager sig af beslutningerne mellem landsmøderne. 
I Socialdemokratiet kaldes den øverste myndighed for kongressen. I Det Konservative Folkeparti hedder det landsråd. Enhedslisten foretrækker navnet årsmøde.
 
De fleste politiske partier arbejder på grundlag af et partiprogram. Man kan skelne mellem to typer: 

  • principprogrammer
  • arbejdsprogrammer
 
Principprogrammet indeholder partiets overordnede og principielle holdninger. 

Arbejdsprogrammet beskriver partiets politiske planer for den nærmeste fremtid på en række samfundsområder og tjener som et arbejdsredskab i det daglige.

Fastlæggelse af partiets holdninger

Principprogrammet vedtages af partiets øverste myndighed. Det sker som regel efter en omfattende debat på alle niveauer i partiet, dvs.:
 
  • lokalafdelinger
  • hovedbestyrelsen
  • partiledelsen 
  • folketingsgruppen
 
Nogle partier nedsætter et programudvalg, der laver et forslag til et nyt principprogram. Andre lader folketingsgruppen om det. Arbejdsprogrammerne bliver derimod ofte vedtaget af enten partiets hovedbestyrelse eller folketingsgruppen.
 
Hvem der bestemmer partiets politik i Folketinget, er forskelligt fra parti til parti. I nogle partier er det folketingsgruppens medlemmer. I andre er det landsorganisationen og/eller hovedbestyrelsen. I Socialistisk Folkeparti (SF) bestemmer hovedbestyrelsen f.eks. over folketingsgruppen, mens det i Det Konservative Folkeparti er folketingsgruppen, der fastlægger politikken i Folketinget.
 
Partierne er ikke nævnt i grundloven, for de var ikke dannet i 1849, da grundloven blev indført. Men i grundlovens § 56 står der: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.« Ikke desto mindre forventes det, at folketingsmedlemmerne følger den linje, som partiet er blevet enig om. 

Partierne har forskellig praksis for, hvor store afvigelser fra partilinjen der bliver accepteret. Generelt kan man sige, at de fleste partier mener, at der skal være plads til individuelle tilkendegivelser, men at det samtidig sjældent tillades, at et medlem offentligt taler for opfattelser, der er helt anderledes end partiets.

I visse »følsomme spørgsmål«, f.eks. af etisk art, stiller partierne dog deres folketingsmedlemmer frit, det vil sige, at de ikke behøver at stemme ens, men kan følge deres overbevisning. Medlemmerne i regeringspartierne bliver dog ikke stillet frit, hvis det betyder, at regeringen så kommer i mindretal og derfor må gå af.

 

Leksikon

Gå til leksikon
Folketingsgrupper
Efter et folketingsvalg samler de nyvalgte folketingsmedlemmer sig i folketingsgrupper. Medlemmer valgt for samme parti danner typisk en folketingsgruppe, men også andre (f.eks. et medlem fra Færøerne eller Grønland eller en løsgænger) kan blive optaget i et partis folketingsgruppe.
Gruppesekretær
Hver folketingsgruppe har en gruppesekretær. Gruppesekretæren er medlem af Folketinget, og funktionen minder om en bestyrelsespost i en forening.
Gruppeformand
Hver folketingsgruppe vælger en gruppeformand. Gruppeformanden leder gruppemøderne. Når folketingsmedlemmerne i gruppen har diskuteret en sag, er det gruppeformanden, der tager ordet til sidst og konkluderer, f.eks. hvad partiets holdning er, og hvad partigruppen skal stemme til et lovforslag eller et ændringsforslag.
Partiprogram
I et partiprogram gør de politiske partier rede for hovedlinjerne i deres politik. Her fremstiller partierne deres værdier og arbejdsprogrammer. Det vil sige, at partiprogrammet er en beskrivelse af, hvad partiet vil opnå, og hvordan det vil opnå det.
Partisekretæren
Partisekretæren er bindeleddet mellem partiets medlemmer i Folketinget og baglandet. Når man taler om baglandet i politik, menes der f.eks. bestyrelserne og formændene i de enkelte valgkredse samt partiets hovedbestyrelse.