Formandens tale ved mindehøjtidelighed for ofrene for terrorangrebet i Bruxelles

Skærtorsdag den 24. marts 2016 holdt Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, tale ved mindehøjtidelighed ved den belgiske ambassade.

Det talte ord gælder

Kære alle sammen 

Så er vi her igen. Samlet i en trist og sørgelig stund og skal forsøge at begribe, at endnu en terrorhandling har ramt os og kostet adskillige, uskyldige liv. 
En stor tak skal lyde til de politiske ungdomsorganisationer, som også denne gang tager initiativ til en mindestund. 

En mindestund, hvor vi kan stå skulder ved skulder og føle, at vi ikke er alene i fortvivlelsen. 

En mindestund, hvor vi kan bekræfte hinanden i, at vores frie og fredelige tilværelse er under angreb. 

Men også en mindestund, hvor vi sender et klart signal til de feje, hjernevaskede terrorister og deres bagmænd om, at de ikke har vundet, og at de heller ikke kommer til det. 

Her 2 dage efter selvmordsbomberne i Bruxelles begynder der nu at blive sat ansigter og historier på de uskyldige, som mistede livet, da islamisterne trak i bombesnorene. 

 
Der var moderen, som stod i kø ved skranken i afgangshallen i lufthaven på vej til et familiebesøg. Hun havde få minutter inden taget afsked med sin mand og parrets 4-årige tvillingepiger. 

Der var den unge, 20-årige mandlige studerende i metroen på vej til dagens første forelæsning på universitetet. 

Og alle de andre. 

Alle sammen almindelige mennesker som os - i gang med tage hul på tirsdagen i deres fredelige hverdagsliv. 

Derfor berører disse drabshandlinger os så dybt, for vi spejler os i ofrene og synes, det lige så godt kunne have været os selv. 

Derfor bliver vi også bange, selv om prøver at mande os op og sige: I kan bare komme an, vi er ikke bange. 

For jo, vi er bange. Vi er bange for, at vores nærmeste ikke er i sikkerhed. 

Vi er bange for, at det skal gå ud over vores kære, og at især børnene bliver skræmte af at se, hvad der ruller hen over TV-skærmen. 

Jeg ved, at mange føler, vi er inde i en slags cyklus, hvor terrorangrebene nu gentager sig selv og med samme reaktioner hver gang: Angrebene finder sted. TV-kanalerne rapporterer live fra gerningsstederne. 

Alverdens ledere fordømmer handlingerne. Folk lægger blomster. 1 minuts stilhed og en mindehøjtidelighed. 

Det er muligt, der er fælles træk, men det må aldrig blive sædvane og noget, vi vænner os til. 

For man mærker, at folk er ved at have fået nok af den samme politikertale hver gang. 

Man efterspøger handling i stedet for snak. 

Faktisk har jeg selv nået et punkt, hvor jeg er ved at være en smule træt af at gentage, at det er vigtigt, vi lever videre som før, og at den største trussel mod os er vores egen frygt. 

Der kommer et tidspunkt, hvor selv åbne, frie samfund må sige: Nu er det nok. 

Ligesindede som dem, vi har set stå bag de seneste angreb i Paris og Bruxelles, skal tages ud af spillet. 

De prædikanter, der står bag deres hjernevask og radikalisering, skal tages ud af spillet. 

Ellers taber vi. 

Men lige nu og her vil vi gerne have tid og fred til at sørge og mindes. 

De berørte familier skal have tid og fred til at begrave deres døde. 

Og de mange sårede skal have tid og fred til at hele og at blive raske. 

Derfor sender vi vores varmeste sympati og medfølelse til Bruxelles og til de mange, som er personlig ramt af tragedien. 

I skal vide, at I alle sammen er i vores hjerter. 

Tak for ordet.