Formandens tale på Kastellet på flagdagen 2016

Mandag den 5. september 2016 holdt Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, tale ved kranselægningen på Kastellet ved monumentet for Danmarks internationale indsats.

Det talte ord gælder

Deres kongelige højheder, mine damer og herrer 

Jeg er meget beæret over igen i år at tale her på Kastellet ved mindemonumentet på flagdagen. 

Det er altid en meget stærk og følelsesladet oplevelse for mig at kunne stå her og på hele Folketingets vegne sige tak til alle jer, der har været udsendt for Danmark. 

Når man deltager i det fulde, officielle program på flagdagen, når man hele følelsesregistret igennem. Stolthed, ærefuldhed, samhørighed, respekt, sympati, sorg og tristhed. 
I har været udsendt til konfliktfyldte steder i verden. Som soldater, politifolk, redningsmandskab eller civile rådgivere. 

Det har været en modig beslutning, I traf om at tage af sted. En beslutning, som vi har den dybeste respekt for. 

Jeres store indsats påskønner vi i dag. Og samtidig mindes vi dem, der ikke kom hjem med livet i behold. 

På flagdagen sidste år udgav Berlingske e-bogen ”De Faldne”. 

Den indeholdt et portræt af 37 ud af de 43 danske soldater, som havde mistet livet i Afghanistan i årene 2009 – 2015. 

Det var en opdatering af den papirbog, som udkom med samme titel i 2010 og som byggede på mange af de artikler med portrætter, som avisen havde tegnet af de faldne og løbende trykt i avisen. 

Redaktøren, Line Tolstrup Holm, skrev følgende i forordet og jeg citerer: 

”Vi havde endnu kun offentliggjort få artikler, da vi modtog et kritisk brev fra en læser, som skrev: ”Soldater skal ikke gøres til mennesker af kød og blod. 

De er anonyme. Demokratiets redskaber, som tages i brug, når alle andre muligheder er udtømte. Jeg er imod at I giver dem et navn”. 

Den kritik er vi fundamentalt uenige i. Denne bog giver dem alle et navn. 

Vi giver de faldne en fortælling. Vi gør tallene til mennesker. 

Vi betragter det som en af de mest påtrængende journalistiske forpligtelser i en krigsførende nation: at tage hvert eneste tab alvorligt”, siger Line Tolstrup Holm. 

Jeg kunne ikke selv være mere enig i den betragtning. 

Det er ikke nogen let bog at komme igennem, og det kan bestemt heller ikke have været nogen let bog at medvirke i for de efterladte – familie såvel som venner. 

Så derfor vil jeg gerne sige tak til de efterladte, at de lod journalisterne fra Berlingske komme inden for i deres hjem og fortalte og delte historien om den datter, søn, far eller ægtefælle, som de havde mistet. 

De fortalte ikke kun historier om den faldne soldats barndom og drømme. 

De fortalte ikke kun historien om den faldne soldats kald og mod, da han eller hun søgte ind til Forsvaret, og hvorfor de valgte som karrierevej at blive udsendt til de brændpunkter i verden, som Danmark engagerede sig i. 

De fortalte også om livet efter, at de havde modtaget den frygtelige nyhed, at soldaten var omkommet under missionen. 
Ingen af familierne får nogen sinde erstattet det tab, de led. 

Der går ikke en eneste dag, hvor de ikke tænker på tragedien og savnet. 

De finder en måde at komme videre på, men mange nærer en frygt for, at andre vil glemme den, de mistede, så at mindet til sidst kun lever hos dem selv. 

Her vil jeg gerne på Folketingets vegne garantere, at det aldrig kommer til at ske. 

De vil aldrig blive glemt. For vi vil minde de faldne år efter år på flagdagen den 5. september. Og vi har dem i vores erindring, hver gang vi som lovgivere skal træffe den svære beslutning, om Danmark skal levere endnu et bidrag til en international mission. 

En ting er de faldne. Noget andet er de sårede. De, der kommer hjem med livet i behold, men som er blevet såret på krop eller sjæl. 

Fortællingerne om veteranerne spænder fra den mest optimistiske solstrålehistorie til den mest ufattelige tragedie. 

Når de paralympiske lege starter i Rio om få dage, så ved jeg, at der sidder to veteraner her i Danmark og ærgrer sig over, at de var uhyggelig tætte på at kvalificere sig i kajak roning. 

Men de har samtidig har sat sig det mål at træne endnu hårdere for at komme med til OL i Japan i 2020 og vinde guld til Danmark. 

Det er desværre ikke alle, der er i stand til at sætte sig nye mål i tilværelsen. 

Håbløsheden, smerterne og kvalerne får overtaget og deres mål i livet bliver at gøre en ende på det. 

Det er ikke til at bære, når nyheden om sådan en skæbne rammer os. 

Og derfor kan vi først begynde at tale om succes for vores veteranpolitik den dag, alle hjemvendte bliver hjulpet videre til en tilværelse, der rummer håb og hvor de gode dage er flere end de mørke. 

Heldigvis er det i dag et enigt Folketing, der bakker op om veteranpolitikken, og som hele tiden er opmærksom på, hvordan vi kan gøre det bedre. 

Vi er ikke i mål, men vi har en god dialog med veteranforeninger, om hvordan vi kommer videre. 

Flagdagen er ikke kun en københavnerbegivenhed. 

Det er så dejligt at se, hvordan den markeres rundt i hele landet. 

Og hvordan de mange foreninger markerer dagen i ugerne op den 5. september. 

I år har jeg selv haft fornøjelsen af at deltage i Kastelløbet for to uger siden. 

Og så sent som i går i et arrangement i Veteranhaven i Slagelse. 

Det slår mig hver gang, at uanset hvad vi kan levere som lovgivere, så er der et helt lag af omsorg, kammeratskab og støtte i veteranarbejdet, som kun I kan levere ude i foreningerne, hvad enten I er veteraner, pårørende eller frivillige. 

Det er så dejligt at opleve, hvordan I fra hjertet leverer en kæmpeindsats i det arbejde. Det er forenings Danmark, når det er bedst og sammenhængskraft, når den er stærkest. 

Kære alle nuværende og tidligere udsendte danske kvinder og mænd. 

Kære alle pårørende til de udsendte. 

Vi takker for den indsats, I har gjort, og de ofre, I har bragt. 

I gør Danmark ære. 

Tak! 

Vi vil nu mindes dem, der aldrig kom tilbage, ved at lægge kranse her ved monumentet. 

De skal aldrig blive glemt!