Formandens tale på Kastellet på flagdagen 2015

Lørdag den 5. september 2015 holdt Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, tale ved kranselægningen på Kastellet ved monumentet for Danmarks internationale indsats.

Det talte ord gælder
 
Deres kongelige højheder, mine damer og herrer 

Det er en stor ære for mig at tale her i dag ved monumentet for Danmarks internationale indsats. 

Det er en stor ære at få muligheden for at takke alle jer, der har været udsendt for Danmark. 

Udsendt til steder i verden, hvor det internationale samfund har bedt os om at være med til at skabe fred og sikkerhed. 

Hvad enten I har været af sted som soldat, politi, redningsmandskab eller civil rådgiver, har I alle taget en modig og svær beslutning. 

En modig og svær beslutning om at tage ud til steder i verden, hvor der råder kaos, konflikt og krig. 

Det har vi den dybeste respekt for. 

Vi påskønner jeres store indsats. 

Og vi mindes dem, der ikke kom hjem med livet i behold. 

Jeg glæder mig til at være med i hele programmet i dag og til sidst på eftermiddagen at kunne byde jer indenfor i Rigsdagsgården til Folketingets reception. 

Det er dejligt, at Flagdagen ikke kun er en Københavner begivenhed. 

Derfor vil jeg gerne på Folketingets vegne sende en stor hilsen til de mange lokale sammenkomster, som finder sted i dag rundt i landet. 
Jeg har selv været så heldig, at kunne komme på besøg i danske lejre i Afghanistan og Irak. 

Det har hver gang været en stor oplevelse at blive modtaget af jer med glæde og stor gæstfrihed. 

Det har hver gang været en stor oplevelse for mig at se, hvordan I havde taget et lille stykke Danmark med ud i den store verden. 

For I viste ikke kun, at I var professionelle og dygtige til jeres arbejde. 

I viste også, at I kunne udføre jeres arbejde et fremmed sted langt væk fra Danmark, men stadigvæk gøre det på en dansk måde med rod i de værdier, som kendetegner os som demokratiske samfundsborgere og som vi er blevet præget af i folkeskolen, i foreningslivet og på arbejdspladserne. 
 
Uanset hvor I var, var der et civilsamfund omkring jer. 

Og her viste I med jeres ansvarsfuldhed og jeres professionelle optræden, at bevæbnede ordenspersoner i uniform sagtens kan optræde både myndigt, respektfuldt og imødekommende. 
 
I kom hjem igen. 

Og fra at have taget et lille stykke Danmark med ud i verden, tog I et stort stykke af verden med hjem til Danmark. 

Jeres oplevelser har mange af jer omsat positivt i jeres videre færden, karrierer og uddannelser. 

De styrker og færdigheder, I fik derude, har I bygget videre på herhjemme. 

Til gavn for jer selv og for Danmark. 

Men det store stykke af verden har også i nogle tilfælde vist sig som mismod, angst og sår på sjælen. 

Nogle har oplevet så voldsomme krigshandlinger og smertelige tab af nære kammerater, at det ikke har været nok blot at vende hjem til lille fredelige Danmark. 

Nogle mistede hele eller dele af førligheden. 

Jer vil vi aldrig vende ryggen! 

Derfor har Danmark i dag en veteranpolitik. Den er ikke perfekt, og den blev indført på den hårde måde, efter at de første Balkan veteraner var vendt hjem. De havde været vidne til mange grusomheder i borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. 

Og det var først da, de kom hjem og nogle led under det, at man for alvor opdagede behovet. 

Men i dag er vi et enigt Folketing, der bakker op om veteranpolitikken, og som hele tiden er opmærksom på, hvordan vi kan gøre det bedre og udbygge den. 

Det er vi, både når vi forhandler finanslov og forsvarsforlig, men også når vi bare selvstændigt taler veteranpolitik. For nu har den fået den plads i vores prioriteringer og i vores bevidsthed, som den fortjener. 
 
Og selv om vi ikke er helt i mål med den endnu, så har vi en god dialog om, hvordan vi kan komme videre. 

Ikke mindst fordi, at veteranforeningerne og pårørende foreningerne hele tiden stiller deres viden og erfaringer til rådighed for os. 
 
Vi kan meget som lovgivere. 

Vi kan bevilge penge og skabe rammer. 

Men den måde, som I tager hånd om hinanden på, den måde I dyrker jeres kammeratskaber på, den måde I viser omsorg og opmærksomhed for hinanden på. 

Den leverer I selv helt inde fra hjertet. 

Det mærkede jeg tydeligt, da jeg deltog i Kastelløbet for 2 uger siden 

Det mærker jeg tydeligt i dag på flagdagen. 

I dag siger vi ikke kun tak til de udsendte. 
 
Vi siger også tak til den far, som stod i afgangshallen med en stor klump i halsen og sagde farvel til sin datter og bad hende passe godt på sig selv. 

Vi siger tak til kæresten, som kyssede sin forlovede farvel på perronen, mens de begge kæmpede med tårerne. 

Og vi siger tak til den lille dreng, som ikke ville slippe krammet om sin fars hals, da han sagde farvel på kasernen sammen med resten af familien. 

Tak fordi I stod savnet igennem og var der hele tiden med jeres opbakning. 

I har med stolthed og glæde taget imod dem ved hjemkomsten og I har med omsorg og kærlighed taget jer af dem, der kom hjem med skader på legeme eller sjæl. 

Ikke kun når det har været jeres egne, men også når det har været deres kammerat. 
 
I har engageret jer i de foreninger, som hjælper veteranerne med at få en hverdag til at fungere igen. 

Jeres frivillige arbejde, engagement og omsorg er uundværligt. 

Kære alle nuværende og tidligere udsendte danske kvinder og mænd. 

Kære alle pårørende til de udsendte. 

Vi takker for den indsats, I har gjort, og de ofre, I har bragt.

I gør Danmark ære. 

Tak!

Nogle kom aldrig tilbage. 

Dem mindes vi nu ved at lægge kranse her ved monumentet. 

De skal aldrig blive glemt!