Formandens tale ved afsløringen af portrættet af Mogens Lykketoft

Fredag den 10. januar 2017 holdt Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, tale ved afsløringen af portrættet af fhv. formand for Folketinget, Mogens Lykketoft.

Det talte ord gælder

Velkommen alle sammen! 
Vi skal i dag afsløre portrættet af fhv. formand for Folketinget Mogens Lykketoft. 
Kære Mogens, kære Mette, 
Kære familie og venner til Mogens, 
Kære Roald Als, 
Kære gæster 
Talen til dig i dag, Mogens, er jo ikke et farvel. 

For I det her hus er vi jo ikke helt parate til at tage afsked med dig. 

Nu er du jo lige kommet tilbage igen oven på din tid som formand for FN’s Generalforsamling. 

Det ved jeg har været en meget stor oplevelse for dig. 

Jeg kunne godt have undt dig mindst et år mere i den stilling, så du kunne have fulgt dine initiativer helt til dørs og personligt holde øje med, at de kom ud i alle krogene. 

Men sådan er den stilling nu engang skruet sammen. 

Det vigtigste er, at du sammen med Mette har nydt hver eneste dag. 

Og der går vist lang tid, før FN får så flittig og interesseret en formand igen. 
Og nu, hvor jeg har nævnt dig, Mette, så vil jeg gerne sige, at det i denne tale faktisk er temmelig svært ikke også at sige Mette, hver gang jeg siger Mogens. 

For I har altså vist jer som et vældig godt team, I to. 

Det har jeg selv oplevet på nært hold, da Mogens var formand. 

Og jeg er sikker på, det samme har været tilfældet i New York. 
Mogens, jeg har selvfølgelig glædet mig til i dag og til endelig at få lov at se portrættet af dig. 

Og det bliver godt at få det udstillet i Folketingets egen Hall of Fame i den fine ende nede ved Folketingssalen. 

Men vi har stadig fornøjelsen af dig og dit arbejde herinde, og vi møder dig jo på gangene hver dag. 

Og en fornøjelse, det er det altså. 
Jeg har selv haft fornøjelsen i de år, hvor jeg var menigt medlem af Præsidiet. 

Her sad du som formand for bordenden og satte retningen for Præsidiets og Folketingets arbejde. 

Det gjorde du yderst velforberedt, og du evnede at favne os alle sammen og lytte, så vi kunne se os selv i beslutningerne. 

Du fik også det hele til at virke så legende let og det er først efter, at jeg selv har overtaget posten, at det er gået op for mig, hvor stort et arbejde, der foregår bag kulissen, og hvor mange interesser, der skal tilgodeses. 

Jeg kan også fortælle dig, at da jeg som den nye pige i klassen for første gang mødte mine formandskolleger fra de øvrige nordiske parlamenter, da fremhævede de dig som en, der havde fået dem til at føle sig godt tilpas i deres formandsrolle. 
Du havde fortalt dem, hvordan man kunne fylde formandsrollen positivt ud og faktisk få større indflydelse, end hvis man var blevet minister. 

Og du havde lært dem, at der ikke findes en manual, som man slavisk skal følge. 

Men at der er god plads til, at man kan lægge sin egen person og sig selv som politiker og sine egne interesser ind i de rammer, der findes for posten. 

Den samme læring fik jeg ud af de år, som vi havde sammen i Præsidiet. 

Og det vil jeg gerne sige dig en stor, personlig tak for her i dag også. 

Men der er også andre, du er mentor for. 

Mange af de unge mennesker, som melder sig ind i DSU eller Frit Forum, siger, at deres politiske forbillede er Mogens Lykketoft. 
Og ved hvert folketingsvalg vælges nye, unge socialdemokrater ind, som i deres første interview siger, at du er den, de ser allermest op til. 

Det er måske den allerstørste fjer, du kan sætte i hatten. 

Du har altid taget dig tid til at være sammen med de unge i dit parti. 

 
Selv har du sagt, at det var det, du selv oplevede i din egen tid i DSU og Frit Forum. 

At de store kom forbi. 

Jens Otto Krag, Per Hækkerup, m.fl. 

Det var i den grad med til at fastholde interessen. 

Slår man op på Frit Forums hjemmeside i dag, så viser topbanneret et foto af dig omgivet af 15 unge studerende. Og jeg ved, at du er æresmedlem af foreningen, og at det bestemt ikke er en titel, de rutter med. 

Det skal lige siges, at det altså ikke kun er DSU’ere, som du har givet din tid og opmærksomhed. 

Også når tre elever fra 9. klasse skrev til dig og spurgte, om de kunne få lov til at interviewe dig om pressens magt og indflydelse, sagde du ja og fandt en halv time til dem. 

Og bare her for to dage siden var en gymnasieklasse fra Ordrup Gymnasium på besøg herinde, hvor du fortalte dem om FN. 

Jeg ved det, fordi et af mine børnebørn, Olga, går i den klasse og var med. 

Kære Mogens. Jeg er gået lidt uden om dit imponerende CV, for jeg ved, at det kender alle, som er til stede her i dag. 

Men det skal alligevel nævnes, at det i dag er nøjagtig 36 år siden, at du blev udnævnt som skatteminister i Anker Jørgensens regering. 
….. 
Ud over Mette, så har du en anden stor kærlighed, og det er Grønland. 

Derfor er det nok heller ikke tilfældigt, at I blev gift i Grønland. 

Og det var heller ikke tilfældigt, at det var jeres gode ven, formanden for det grønlandske landsting, Jonathan Motzfeldt, der foretog vielsen. 

Det samme gælder Færøerne. 

Derfor har der altid været en ekstra fin og god stemning, da du var med til kontaktudvalgsmøderne med Grønlands Landsting og Færøernes Lagting, både som præsidiemedlem og som Formand for Folketinget. 

Og så er der jo alle de andre gode og sjove oplevelser, vi har haft sammen. 

Jeg er stadig stolt over, at det engang lykkedes mig med et let pres at få dig til at synge Admiralens Vise fra Pinafore. 

Og du gjorde det lige så fremragende som Jørgen Reenberg. 

Jeg har Mogens Jensen og Søren Espersen som vidner. 
Det fik vi dig til på en udvalgsrejse til Afrika. 

Det sjove var, at det bagefter viste sig, at det var danskere, som sad ved bordet ved siden af. 

Men det var gudskelov før, der var noget, der hed en Smartphone! 

 
Når nu tiden kommer, og du forlader Folketinget ved udgangen af denne valgperiode, så er vi jo mange, som er spændte på, at du får omsat alle dine daglige noter i dine Mayland kalendere til prosa. 

Det bliver et digert værk om dansk og international politik i alle de år, du var med. 

Måske kan du udgive et bind hver 6. måned, så vi ikke skal vente alt for længe? 

Og apropos ikke vente alt for længe. Nu skal vi altså have hevet det klæde af, så vi kan se værket. 

Og bagefter er det din tur, Mogens, til at tale, inden at kunstneren Roald Als får ordet og fortæller om maleriet og den kunstneriske proces. 

Lad os udløse spændingen og se resultatet.