1. Næstformand, Henrik Dam Kristensens tale ved de sydslesvigske årsmøder 2017

Folketingets 1. næstformand Henrik Dam Kristensens tale til de sydslesvigske årsmøder, Friluftsmødet i Slesvig søndag den 11. juni 2017

Det talte ord gælder

Kære venner 
Jeg er stolt over i år at få lov til at være Folketingets præsidiums repræsentant i de sydslesvigske årsmøder. 
Besøg på årsmøderne er altid en opmuntrende og fornøjelig oplevelse .
Jeg er fuld af respekt og beundring for jeres succesrige indsats for - gennem de seneste snart 100 år - at holde danskheden levende og hele tiden forny det danske folkeliv i Sydslesvig. 

Og når jeg nu kom til at sige: de seneste snart 100 år kan jeg godt afsløre: Jeg glæder mig helt vildt til, at vi skal fejre 100 året for genforeningen om tre år i 2020.
Det er ikke så længe siden jeg kørte fra København til Vendsyssel og hele vejen tænkte på alt det gode, der binder os sammen i Danmark og på hvor stort det er i forhold til det, der splitter os. 

Og når jeg siger ”binder os sammen i Danmark”, så er I altså også tænkt med, alle jer fra det danske mindretal her i Sydslesvig. 

Jeg skulle op til Vendsyssel Kunstmuseum og på Præsidiets vegne åbne en udstilling med Berit Hjelholts hovedværk, ”Som en rejselysten flåde”. 

Det er et værk, som i næsten 30 år har prydet pladsen bag formandsstolen i Folketingssalen.  

Folketinget havde foræret værket til museet, fordi man er ved at renovere Folketingssalen og genskabe det vindue ud mod slotspladsen, der oprindeligt var på sted, hvor kunstværket hang. 
Sangen ”Som en rejselysten flåde” stammer fra en festforestilling i 1920 på Det Kongelige Teater i anledning af Genforeningen, som teatret ønskede at fejre med et skuespil bestilt hos forfatteren Helge Rode. 

Forestillingen hed Moderen og en af sangene i stykket var "Som en rejselysten flåde". 

Musikken skrev Carl Nielsen, og i dag kendes sangen mest som en af vore mest populære sangskatte fra Højskolesangbogen.
Så her sad jeg som jyde i bilen fra København på vej hen over Carl Nielsens Fyn og med kurs mod Vendsyssel og var i godt humør ved tanken om vores kulturarv, vores folkestyre og vores kunst- og foreningsliv, der binder os så stærk sammen hen over tid, sted og generationer.

Jeg ved godt, at der stadigvæk er nogle år til 2020, men som I kan høre, er jeg er altså allerede begyndt at glæde mig. 

Der er så mange positive temaer og lærerige succeser i de 100 år der snart er gået, at det bliver et overflødighedshorn at bruge 2020 på at fortælle den gode historie om Genforeningen og folkeafstemningerne, om Sydslesvig og om Sønderjylland. 

Det kan godt være, at de dansksindede i Sydslesvig følte sig som taberne i folkeafstemningen. 

Og at det samme var tilfældet for de tysksindede nord for den grænse, der blev fastlagt efter afstemningen. 
Men i de 100 år, der snart er gået, er det jo jer, der er gået hen og blevet vinderne. 

Tænk, at det har kunnet lade sig gøre. 

Det er ikke så sært, at den måde at drage grænser på og sikre mindretalsrettigheder på nu danner skole. 

Grænsedragningen ved folkeafstemning kombineret med politiske rettigheder for mindretallene tjener som et positivt eksempel den dag i dag for regioner rundt i hele verden, der står med samme udfordringer, som I gjorde dengang. 

Det korteste strå voksede sig til det længste, og det har I en meget stor aktie i.

Men I er blevet mere end blot vindere, I to mindretal syd og nord for grænsen. 

I er også blevet venner. 

I arbejder så fint og godt sammen, at det vil jeg også gerne benytte lejligheden til vise min store respekt for. 

Også selv om det nogle gange betyder, at vi kommer under dobbelt pres på Christiansborg, men det tager vi ikke skade af. 
Godt nok er jeg ikke selv ægte sønderjyde, men født lige nord for Kongeåen. 

Men jeg kan jo godt huske hvordan det var lidt længere syd på: 

Den usagte mistillid. Forretninger, man ikke handlede i. Uforsonlighed, fjendskab og gammelt nag henover hækkene. 

Når jeg møder unge mennesker i dag i grænselandet, så forstår de slet ikke, hvad jeg taler om, når jeg fortæller om den tid. 

De lytter selvfølgelig og hører, hvad jeg siger, men de kan ikke mærke det eller relatere det til noget. 

Det er nok det bedste og stærkeste billede på, hvor vi står i dag.

I 2016 havde jeg fornøjelsen af at være præsident for Nordisk Råd. 

Et af de politiske temaer, vi arbejdede intenst med, var Slesvig-Holstens ønske om at komme tættere på det nordiske samarbejde. 

Nordisk Råds Præsidium holdt sit sommermøde sidste år netop her i grænselandet. 

Vi havde gode, officielle møder i Kiel, og vi nåede også til Vadehavet, men vigtigst af alt, så fik vi skabt gode politiske bånd. 

Her er der grund til at fremhæve Anke Spoorendunks store indsats. 

Jeg er ikke i tvivl om, at et tættere samarbejde er til gavn for begge parter. 

Jeg skal dog ikke undlade at fortælle, at det gibbede i medlemmerne af Nordisk Råds Præsidium, da de passerede den dansk-tyske grænse og blev mødt af et stort skilt i Tyskland, hvor der står ”Das ægte Norden”. 

Her var jeg selvfølgelig nødt til at forklare de gode kollegaer fra de nordiske lande, at Slesvig-Holsten ikke var ved at begå identitetstyveri, men kun udtrykte deres store ønske om et tættere samarbejde med Norden.

Den politiske dimension af mindretalsarbejdet i Sydslesvig gennem SSW, har jo i de senere år været en svir at adressere i taler som disse.

Her kunne man virkelig tale om tidehverv i grænselandet. 

Først kunne SSW i fredsommeligt samarbejde med tyske partier udpege Flensborgs overborgmester, og derefter kom partiet med i koalition med SPD og De Grønne i landsregeringen i Kiel. 

At Simon Faber sad for bordenden som overborgmester i Flensborg og Anke Spoorendonk som Slesvig-Holstens justits-, kultur- og Europaminister i regeringslokalet Kiel viste lysende klart, at gamle skel var udvisket. 

Og begge viste sig som enestående brobyggere mellem den danske og den tyske samfundsmodel.

De to valg inden for det sidste års tid viste desværre, at koalitionerne ikke kunne overleve en valgperiode mere. 

Men det må I altså love mig, at I ikke bliver kede af og modløse over. 
I har stadig en historisk høj opbakning og repræsentation. 

Men sådan er politik. 

Det har jeg oplevet på egen krop i flere omgange. 

Når de pauser indtræder, hvor man ikke selv sidder ved styrepinden, så er det netop vigtigt, at kulturen, foreningerne og sammenholdet står stærkt.  

Når mit eget parti har været i opposition, så er det netop i de år, at vi oplever hele bevægelsen, alle aktive partimedlemmer, fagforeninger og tillidsfolk på arbejdspladsen sige til os: ”Kom igen. I må ikke give op. Det vi kan sammen og det vi vil sammen er så stort, at selvfølgelig kommer vi tilbage”.

Det føler jeg, at jeg kan drage en direkte parallel til hos jer. 

Så længe, I står så stærkt, som I gør.

Så længe, I står så stærkt i skolerne, i kirkerne, i foreningerne, så har I en solid opbakning og alle ved, hvad I står for. 

Det er først, hvis fundamentet begynder at slå revner, at der er grund til bekymring. 

Men det er jo ikke tilfældet her hos jer. 

Tværtimod.

Hver gang, jeg kommer på disse kanter. Hver gang jeg møder jer rundt omkring i det kulturelle og politiske liv i Danmark og i Sydslesvig, så bliver jeg så imponeret over jeres arbejde. 
Sydslesvigsk Forening og hele det mangesidede danske foreningsliv har en uhyre engageret medlemsskare.

I en tid, hvor de folkelige foreninger mange andre steder taber terræn og sygner hen, så holder I engagementet stærkt i live. 

Jeg vil gerne ønske jer rigtig god fornøjelse med alle markeringerne, og så glæder jeg mig til at se de sydslesvigske repræsentanter i Folketinget til november til den traditionelle mindretalsfrokost.

Tak - og fortsat flot årsmødefejring.