Folketingsvalg

Mindst hvert 4. år er der folketingsvalg. Her fordeles de 179 pladser i Folketinget efter en metode, der sikrer, at alle dele af landet er repræsenteret i Folketinget. Ved valget er Danmark inddelt i 10 storkredse med mindre opstillingskredse under sig. De opstillede partier skal normalt have mindst 2 % af stemmerne for at blive valgt ind. 

valg
Større
Det er de danske statsborgere, der vælger, hvem der skal sidde i Folketinget. Vælgerne stemmer på de kandidater, som de synes skal repræsentere deres holdninger. Det kaldes repræsentativt demokrati. 

Det er Økonomi- og Indenrigsministeriet, der står for at afvikle folketingsvalg i Danmark. Men langt de fleste opgaver løses ude i kommunerne.

Folketingsvalg mindst hvert 4. år

Det er statsministeren, der bestemmer, hvornår der skal udskrives folketingsvalg. Men der skal afholdes valg mindst én gang hvert 4. år. Man ved derfor altid, på hvilken dag valget senest skal afholdes.

Folketingsvalg skal være direkte og hemmelige. Det står i grundloven. Det betyder bl.a., at man kan stemme direkte på en kandidat, og at ingen andre må se, hvad man stemmer. 

Direkte og hemmelige valg sikrer, at andre ikke kan presse en vælger til at stemme på en bestemt kandidat eller et bestemt parti. Derfor stemmer man i et stemmerum, hvor man er alene. Og derefter lægger man sin sammenfoldede stemmeseddel i en forseglet stemmekasse. 

Folketingsvalg kræver en del administrative forberedelser. Social- og Indenrigsministeriet anbefaler derfor, at et folketingsvalg udskrives mindst 20-21 dage før selve valgdagen. Partierne bruger tiden indtil valgdagen på at føre valgkamp. 

Mandater = pladser i Folketinget

Der er 179 folketingsmedlemmer i Folketinget svarende til 179 mandater. Mandaterne fordeler sig således: 

  • Danmark: 175 mandater
  • Grønland: 2 mandater
  • Færøerne: 2 mandater 

Fordeling af stemmerne

Når stemmerne er talt op efter et valg, fordeles pladserne i Folketinget efter en særlig dansk variant af den metode, der kaldes for forholdstalsmetoden. Det er en ret indviklet metode, men til gengæld er det en matematisk retfærdig måde at fordele pladserne på.

Alle landsdele repræsenteres

Metoden garanterer, at partierne får pladser i Folketinget i forhold til, hvor mange stemmer de har fået i hele landet. Får et parti f.eks. 10 % af stemmerne i landet, så skal det også have 10 % af mandaterne – eller pladserne – i Folketinget. Samtidig sikrer metoden, at alle dele af landet er repræsenteret i Folketinget og ikke kun de store byer, hvor der bor mange vælgere.

Valgsystemer i andre lande

Et andet valgsystem er flertalsvalg i enkeltmandskredse. Her er det kun den kandidat, der får flest stemmer i den pågældende valgkreds, der bliver valgt ind. Alle stemmer på andre kandidater er dermed spildt. 

Lande med forholdstalsvalg som i Danmark vil ofte have flere partier i parlamentet, mens enkeltmandskredssystemet som regel fører til topartisystemer, som man ser det i Storbritannien med Labour og the Conservative Party.

En spærregrænse afgør, om et parti har fået stemmer nok til at blive valgt. Ved folketingsvalg er der ikke nogen formel spærregrænse, som partierne skal klare. Men reglerne om fordeling af tillægsmandater fører i praksis til, at et parti skal have minimum 2 % af stemmerne på landsplan for at blive valgt. Det svarer til 4 mandater.

Hvis partiet ikke bliver valgt ind, går stemmerne tabt ‒ de bliver ikke fordelt på andre partier. 

I Folketinget på et kredsmandat

I princippet kan et parti bl.a. også komme i Folketinget, hvis partiet får mindst 1 kredsmandat i én af de 10 storkredse, som landet er inddelt i. Det sker nu yderst sjældent i praksis, at et parti kommer i Folketinget alene på et kredsmandat, for normalt har partiet også opfyldt betingelsen om at få 2 % af stemmerne på landsplan. 

Det var f.eks. tilfældet i 1998, da Kirsten Jacobsen stillede op for Fremskridtspartiet. Partiet var truet af spærregrænsen, men Kirsten Jacobsen fik 31.267 personlige stemmer, hvilket var nok til 2 kredsmandater. Partiet klarede dog også de 2 % på landsplan, og kredsmandaterne blev altså ikke afgørende for partiets plads i Folketinget.

Rent valgteknisk afgør spærregrænsen, hvilke partier der kan deltage i fordelingen af tillægsmandaterne efter et valg.

Spærregrænsen i andre lande

Spærregrænsen er ikke nævnt i grundloven, men det er fastslået ved dom, at den heller ikke er i strid med grundloven. Spærregrænsen på 2 % er relativt lav i forhold til mange andre lande. Tyskland har en spærregrænse på 5 %, Sverige og Norge har 4 %, og Tyrkiet 10 %, mens f.eks. Holland og Finland slet ikke har en spærregrænse.

Det er ofte blevet diskuteret, om spærregrænsen på 2 % af stemmerne på landsplan skal forhøjes, eller om den omvendt helt skal afskaffes, men indtil videre forbliver spærregrænsen på 2 %.
Danmark er inddelt i 3 landsdele og 10 storkredse, der igen er opdelt i 92 mindre opstillingskredse, ved et folketingsvalg. 
 
Inddelingen bruges ved beregningen af, hvor mange folketingsmedlemmer der skal vælges i de forskellige områder af landet. Metoden skal sikre, at alle egne repræsenteres i Folketinget, og at partiernes valgresultater på landsplan afspejles i Folketinget.

Landsdele, storkredse og opstillingskredse

Storkredsene og opstillingskredse er fordelt på de 3 landsdele Hovedstaden, Sjælland-Syddanmark og Midtjylland-Nordjylland: 
 
Hovedstaden er inddelt i 4 storkredse og 28 opstillingskredse:
 
  • Københavns Storkreds (12 opstillingskredse)
  • Københavns Omegns Storkreds (8 opstillingskredse) 
  • Nordsjællands Storkreds (6 opstillingskredse)
  • Bornholms Storkreds (2 opstillingskredse)
 
Sjælland-Syddanmark er inddelt i 3 storkredse og 33 opstillingskredse:
 
  • Sjællands Storkreds (12 opstillingskredse)
  • Fyns Storkreds (8 opstillingskredse)
  • Sydjyllands Storkreds (13 opstillingskredse)
 
Midtjylland-Nordjylland er inddelt i 3 storkredse og 31 opstillingskredse:
 
  • Østjyllands Storkreds (11 opstillingskredse)
  • Vestjyllands Storkreds (11 opstillingskredse)
  • Nordjyllands Storkreds (9 opstillingskredse)
 
I hver storkreds skal der vælges et bestemt antal folketingsmedlemmer – det kaldes mandater. Antallet af mandater pr. storkreds beregnes hvert 5. år efter indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed i den pågældende kreds.
 
Man kan kun stemme på kandidater, der stiller op i den storkreds, hvor man selv bor. Hvis man f.eks. ønsker at stemme på statsministeren, kræver det altså, at statsministeren stiller op i den storkreds, man bor i.
 

 

En kandidat til Folketinget kan enten blive valgt på et kredsmandat eller et tillægsmandat. Når kandidaten først er valgt, er det ligegyldigt, om det er sket på den ene eller den anden type mandat, men når valgresultatet gøres op, er der stor forskel på de to typer.
 
Af de 179 mandater i Folketinget er der 135 kredsmandater og 40 tillægsmandater. Derudover bliver der valgt 2 mandater på Færøerne og 2 i Grønland.

Mandatregnestykket ser sådan ud: 
 
  • Kredsmandater 135
  • Tillægsmandater     40
  • Færøske mandater             2
  • Grønlandske mandater         2
  • I alt 179

Kredsmandater – den geografiske repræsentation

Kredsmandaternes funktion er at sørge for, at alle egne i Danmark bliver repræsenteret i Folketinget – det vil sige, at der vælges folketingsmedlemmer fra hele landet. Af de 179 medlemmer i Folketinget vælges de 135 medlemmer ind på et kredsmandat. Et kredsmandat er geografisk knyttet til den kreds, hvor kandidaten er opstillet, og fordeles ud fra valgresultatet i den enkelte storkreds. Kredsmandatet bliver ikke påvirket af partiets resultat på landsplan. 

Fordeling af kredsmandater: 
 
  • Hovedstaden har 39 kredsmandater
  • Sjælland-Syddanmark har 50 kredsmandater
  • Midtjylland-Nordjylland har 46 kredsmandater 

Tillægsmandater ‒ partiets succes på landsplan

Formålet med tillægsmandaterne er at sørge for, at partierne får en lige så stor andel af pladserne i Folketinget, som de har fået stemmer i hele landet. Hvor kredsmandaterne fordeles ud fra valgresultatet i den enkelte kreds, fordeles de 40 tillægsmandater, ud fra hvor mange stemmer et parti får på landsplan. 
 
Lykkes det ikke for en kandidat at blive valgt som et af de 135 kredsmandater, er der mulighed for at blive valgt på et tillægsmandat. Så selv om en kandidats parti måske ikke klarede sig godt i den lokale valgkreds, kan partiets succes på landsplan betyde, at kandidaten alligevel kommer i Folketinget.
 
Der er 40 tillægsmandater, der fordeles ud fra valgresultatet på landsplan, altså landsresultatet: 
 
  • Hovedstaden har 11 tillægsmandater
  • Sjælland-Syddanmark har 15 tillægsmandater 
  • Midtjylland-Nordjylland har 14 tillægsmandater

Læs Danmarks Statistiks beskrivelse af, hvordan kreds- og tillægsmandater fordeles ved folketingsvalg Se bekendtgørelsen om fordelingen af kredsmandater og tillægsmandater Se den danske lov om folketingsvalg Se den færøske lov om folketingsvalg Se den grønlandske lov om folketingsvalg
Partiernes måde at opstille deres kandidater på ved et valg kan have stor indflydelse på, hvordan stemmerne bliver fordelt efter valget, og hvem der bliver valgt ind i Folketinget. De øverste kandidater på stemmesedlen får nemlig ofte flest stemmer. Opstillingen har også betydning for, hvordan man fordeler partistemmerne efter valget.
 
Der er 2 forskellige måder at opstille kandidaterne på: 
 
  • sideordnet opstilling ‒ eventuelt med nominering af en spidskandidat 
  • kredsvis opstilling ‒ eventuelt kombineret med partiliste
Kandidaterne får personlige stemmer, hvis vælgerne stemmer direkte på kandidaten. Sætter vælgerne deres kryds ud for partiets navn, opgøres det som en partistemme. Generelt for begge opstillingsmetoder er, at jo flere personlige stemmer en kandidat får, jo større chance har kandidaten for at komme i Folketinget. 
 

Man kan stemme på dem, der stiller op i ens storkreds

Som vælger kan man stemme på alle partier og kandidater, der er opstillet i den storkreds, hvor man har bopæl. Derfor kan man kun stemme personligt på statsministeren eller lederen af et parti, hvis de stiller op i den storkreds, hvor man bor. 

Hver af de 92 opstillingskredse har sin unikke stemmeseddel. Kandidaterne, der stiller op i storkredsen, kan nemlig være listet i forskellig rækkefølge på stemmesedlerne i de forskellige opstillingskredse. Rækkefølgen af kandidaterne kan have betydning for, hvem der kommer i Folketinget efter valget. 
 
Partierne beslutter selv, hvordan de ønsker at opstille deres kandidater.

Find folketingsmedlemmer efter storkreds

Sideordnet opstilling

Et flertal af partierne bruger sideordnet opstilling. Metoden gør, at det som regel er de kandidater, der får flest personlige stemmer, der kommer i Folketinget.

Kandidaterne står i alfabetisk rækkefølge

Ved sideordnet opstilling er der ikke prioriteret mellem kandidaterne på forhånd, og kandidaterne bliver anført på stemmesedlen i alfabetisk rækkefølge. Partiet kan dog vælge at fremhæve én af kandidaterne i hver opstillingskreds, populært kaldet en spidskandidat. 

Spidskandidaten står først

Spidskandidaten står øverst på stemmesedlen i opstillingskredsen. De øvrige kandidater står i alfabetisk rækkefølge. De stemmer, der afgives til selve partiet, bliver fordelt på kandidaterne i forhold til antallet af personlige stemmer, den enkelte kandidat har fået. Dermed får alle de opstillede kandidater, der har opnået personlige stemmer, del i partistemmerne.

Kredsvis opstilling

Ved kredsvis opstilling opstiller partiet én kandidat i opstillingskredsen. Denne kandidat står øverst på stemmesedlen i opstillingskredsen. Derefter følger i alfabetisk rækkefølge de kandidater, der er opstillet i de øvrige opstillingskredse i storkredsen.

Vinderen tager det hele

Kandidaten øverst på stemmesedlen får alle de stemmer, der er afgivet på selve partiet i kandidatens opstillingskreds, plus de personlige stemmer, kandidaten selv har fået i hele storkredsen.

Kredsvis opstilling og partiliste

Den kredsvise opstilling kan suppleres med det, der kaldes opstilling på partiliste. Ved opstilling på partiliste vælger partiet den rækkefølge, som de øvrige kandidater i storkredsen skal stå i på stemmesedlen. 
 
Partilisten har betydning for, hvilke kandidater der bliver valgt, da kandidaterne som udgangspunkt vil blive valgt i den rækkefølge, de er angivet i på partilisten. 
 
Metoden gør, at det som regel er de kandidater, partiet har prioriteret at sætte først på partilisten, der kommer i Folketinget. 
 
Det er kommunalbestyrelserne, der står for afholdelsen af valget i de enkelte valgkredse. Det gør de ved at vælge nogle borgere i kommunen, der hjælper til med de mange praktiske opgaver. De kaldes valgstyrere og tilforordnede vælgere. Det er ofte partierne, der stiller med frivillige til at være valgstyrere og tilforordnede vælgere. 

Valgstyrerne og de tilforordnede vælgere har mange opgaver, bl.a.:

  • åbner og lukker de valglokalet
  • udleverer de stemmesedler og krydser folk af på valglisten
  • overværer de, at stemmesedlerne lægges korrekt i stemmekasserne
  • yder de hjælp til stemmeafgivningen til de personer, der har behov herfor
  • tæller de stemmerne op

Leksikon

Gå til leksikon
Folketingsvalg
Ved et folketingsvalg vælger den danske befolkning, hvem der skal være medlemmer af Folketinget. Der skal være folketingsvalg mindst hvert 4. år. Det er statsministeren, der udskriver folketingsvalg. For at kunne stemme skal man være dansk statsborger, bo fast i Danmark og være fyldt 18 år. Det samme gælder, hvis man vil stille op som kandidat til et folketingsvalg. Når stemmerne er talt op, får partierne pladser i Folketinget i forhold til, hvor mange stemmer de har fået. Der vælges 179 medlemmer til Folketinget: De 175 vælges i Danmark, 2 vælges i Grønland, og 2 vælges på Færøerne.