Statsministeren

Statsministen er regeringens chef. Det er statsministeren, der bestemmer, hvem der skal være ministre, og hvilke ministerier der skal være.

Lars Løkke Rasmussen
Større

Statsministeren har stor magt

Statsministerposten er landets højeste ministerpost. En statsminister har en særlig stor magt og et særlig stort ansvar. Det er f.eks. kun statsministeren, der kan bestemme: 

  • hvem der skal være minister
  • hvilke ministre der eventuelt skal afskediges/udskiftes
  • hvornår der skal være folketingsvalg inden for den 4-årige regeringsperiode

Statsministeren fører tilsyn med sine ministre og fordeler opgaver og fagområder imellem dem. 

Den nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen leder en regering, som består af ministre fra partierne Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det er anden gang, Lars Løkke Rasmussen er statsminister.

Alle kan blive statsminister

Der er ingen formelle krav til en politiker, der ønsker at blive statsminister. F.eks. behøver man ikke at være jurist el.lign.

Det er ikke engang et krav, at man har en uddannelse. Anker Jørgensen (S), der var statsminister 2 gange i 1970- og 80’erne, havde f.eks. ikke nogen uddannelse ud over, hvad der svarer til folkeskolen. 

Statsministeren er som regel partileder for et af de større partier i Folketinget – ofte enten Socialdemokratiet eller Venstre – og medlem af Folketinget. 

En statsminister forventes at være rigtig god til at:

  • forhandle aftaler
  • lede regeringen og Statsministeriet
  • forstå politiske processer
  • forklare og forsvare regeringens politik og beslutninger
  • repræsentere Danmark og danskerne i udlandet

Statsministeren leder regeringen 

Regeringen i Danmark består ofte af flere partier – det kaldes for en koalitionsregering eller en flerpartiregering.

Statsministeren skal sørge for at: 

  • holde trådene samlet i regeringen, så ministrene fremstår som enige i regeringens politik, selv om de måske kommer fra forskellige partier
  • den politiske alliance mellem regeringspartierne og de partier, der støtter regeringens politik, er på plads 

Statsministeren holder mange koordinerende møder, dels med lederne af de partier, der er med i regeringen, dels med sine ministre. Statsministeren er også formand for regeringens vigtigste regeringsudvalg som f.eks. Koordinationsudvalget, hvor alle regeringens centrale politiske udspil bliver koordineret. 

Regeringsudvalgene ‒ det politiske maskinrum

Regeringens udvalg er en slags politiske maskinrum. Antallet af udvalg og deres opgaver varierer fra regering til regering. Udvalgenes medlemmer er regeringens ministre. I udvalgene samarbejder ministrene om regeringens arbejde og politiske udspil. Det er statsministeren, der bestemmer, hvilke udvalg der skal oprettes og eventuelt nedlægges. 

De vigtigste udvalg er Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget – Koordinationsudvalget koordinerer regeringens større politiske udspil og lovforslag, mens Økonomiudvalget koordinerer regeringens samlede økonomiske politik. 

Det er næsten aldrig statsministeren, der kommer med forslag til konkrete love. Det sørger hans ministre for på deres forskellige fagområder. 

Statsministeren er ofte landets forhandlingsleder i internationale sammenhænge. Det er tit statsministeren, der repræsenterer Danmark ved topmøder som f.eks. EU- og NATO-topmøder, besøg hos andre landes præsidenter m.m.

Den samfundsmæssige udvikling og øgede globalisering har ændret statsministerens arbejdsindhold. I dag bruger statsministeren mere tid på at orientere sig internationalt og håndtere vanskelige internationale opgaver, ikke bare på Danmarks vegne, men indimellem på f.eks. hele EU-samarbejdets vegne, end statsministre gjorde før i tiden.
Statsministeriet er et lille ministerium sammenlignet med andre ministerier. Det adskiller sig fra de fleste andre ministerier ved kun at have få egentlige fagområder. Statsministeriets vigtigste fagområder er:

  • sager og opgaver i relation til det nordatlantiske område, dvs. generelle spørgsmål om selv- og hjemmestyreordningerne for Færøerne og Grønland
  • overordnede og principielle spørgsmål med betydning for pressens vilkår
  • kongehuset

Pressen har siden 1925 hørt under Statsministeriet, og derfor er statsministeren også pressens minister.

Ministeriet hjælper statsministeren

Statsministeriet hjælper statsministeren, bl.a. ved at forberede ham eller hende til alle møder og arrangementer, som statsministeren skal deltage i. Det gælder både udenrigspolitisk og indenrigspolitisk.

Embedsmændene i Statsministeriet holder statsministeren orienteret om de forskellige sager, rådgiver statsministeren og koordinerer regeringens og statsministerens mange møder.

Opgaver på indenrigsområdet

På indenrigsområdet forbereder Statsministeriet alle sager og opgaver på de områder, der kræver statsministerens involvering. 

Materialet til regeringens ministermøder og møderne i regeringens Koordinationsudvalg forbereder og koordinerer Statsministeriet også. 

Udenrigsområdets opgaver

På udenrigsområdet handler en vigtig del af Statsministeriets arbejde om samarbejdet inden for EU og statsministerens deltagelse heri. Også de sikkerheds- og forsvarspolitiske forhold, som f.eks. Danmarks deltagelse i samarbejdet i NATO, er vigtige. Statsministeriet arbejder tæt sammen med andre relevante ministerier, f.eks. Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, på udenrigsområdet.

 
Statsministerens nytårstale er en fast tradition den 1. januar hvert år. Her taler statsministeren til det danske folk og kan uden afbrydelser fortælle om sine resultater og visioner for fremtiden.

Thorvald Stauning, tidligere socialdemokratisk statsminister, begyndte traditionen. Han holdt den allerførste nytårstale i 1940. I 1946 blev det en fast opgave for statsministeren at gøre det hvert nytår.

Marienborg – statsministerens embedsbolig – er der, statsministeren holder talen. Det var den tidligere statsminister Anker Jørgensen (S), der startede denne tradition i 1981. Det skete, fordi Statsministeriet var i gang med at flytte. Siden 1986 er statsministens nytårstale blevet holdt på Marienborg som en fast tradition. Talen sendes i både radio og tv.

Den trelængede ejendom Marienborg ved Frederiksdal i Lyngby-Taarbæk Kommune tilhører staten, som stiller den til rådighed for statsministeren til repræsentative formål. Her kan ministeren holde møder, modtage gæster og holde officielle sammenkomster.

Ministeren har selvfølgelig også mulighed for at gøre disse ting i Statsministeriet. Men der er bedre plads på Marienborg, og rammerne er mere rolige end på Christiansborg, hvor Statsministeriet ligger.

I enkelte perioder har Marienborg også været brugt som privatbolig, f.eks. boede den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard på Marienborg. 

Statsministeren er regerings chef. Allerede i 1676 under enevælden blev posten som regeringschef oprettet, da lensgreve Frederik Ahlefeldt blev udnævnt til storkansler, som det hed. 

I 1730 omdøbte man titlen til statsminister. Titlen blev igen ændret i 1848 til premierminister. Det er også den titel, der bruges i Danmarks grundlov, der blev vedtaget året efter, i 1849. 

6 år senere, i 1855, ændrede man grundloven. Nu omdøbte man premierministeren til konseilspræsident.

Ved næste ændring af grundloven i 1915 kom embedet til at hedde statsminister, som det også hedder i dag.

Statsministeren fik eget ministerium

Eget ministerium fik statsministeren først i 1914 – i modsætning til de øvrige ministre, der har haft deres egne fagministerier under sig helt siden grundlovens indførelse i 1849. Før 1914 havde statsministeren kun et sekretariat.

Fagminister og statsminister

Før 1914, og også i en årrække efter, havde statsministeren også en post som fagminister ved siden af statsministerposten. Hvilken ministerpost det var, varierede fra statsminister til statsminister. F.eks. fungerede de tidligere statsministre J.B.S. Estrup og H.E. Hørring som finansministre, samtidig med at de var konseilspræsidenter (gammel betegnelse for statsminister).

Leksikon

Gå til leksikon
Regeringen
Regeringen er landets udøvende magt ifølge grundlovens § 3. Dens opgave er at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.