Grundloven og folkestyrets udvikling

Danmarks grundlov danner rammen om vores folkestyre. I hovedtræk går indholdet stadig tilbage den første grundlov, junigrundloven, fra den 5. juni 1849. Grundloven er kun blevet ændret 4 gange siden. Selv om politikerne med mellemrum taler om at justere den og den kan virke lidt gammeldags, danner grundloven fortsat en solid ramme om det danske demokrati.

Grundlovgivende forsamling
Større

Grundloven er Danmarks vigtigste lov

Danmark har ca. 1.300 love. Den vigtigste lov er grundloven, som alle andre love skal overholde. Grundloven er Danmarks forfatning, dvs. den lov, der beskriver de grundlæggende regler for vores demokratiske samfund. Den indeholder i store træk borgernes rettigheder og pligter og magtens tredeling. 

Danmark styres af en regering valgt af Folketinget

Det vigtigste princip for styreformen står i grundlovens § 2: Den danske regeringsform er indskrænket-monarkisk. Indskrænket-monarkisk betyder, at kongen har regeringsmagten, men at magten er indskrænket af reglerne i grundloven.

Begrænsningen af kongemagten er i dag meget vidtgående. Regenten har ikke nogen selvstændig magt – kongen eller dronningens magt er kun formel. Landet styres af en regering, som Folketinget har accepteret. Danmark er med andre ord et demokrati.

Rettigheder og pligter for borgerne

Borgerne har en række rettigheder, som er sikret i grundloven. Det gælder f.eks. rettigheder som:

  • personlig frihed – ret til at tro og mene, hvad man vil
  • ytringsfrihed – ret til at sige, hvad man vil 
  • forsamlingsfrihed ‒ ret til at forsamles og demonstrere for sine synspunkter
  • foreningsfrihed ‒ ret til at oprette og være medlem af foreninger

 Af pligter sikrer grundloven bl.a., at der er:

  • 9 års undervisningspligt for alle børn ‒ enten i folkeskole eller privatskole eller i hjemmet
  • værnepligt for alle sunde og raske mænd

Magten er delt i 3

Magtens tredeling blev nedskrevet i grundloven i 1849 og gælder den dag i dag. Tredelingen af magten skal sikre, at magtmisbrug ikke kan finde sted. Magten er delt således:

  • regeringen har den udøvende magt
  • Folketinget og regeringen har den lovgivende magt
  • domstolene har den dømmende magt

Tredelingen beskrives i grundlovens § 3: >>Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.<< 

I dag bliver § 3 forstået lidt anderledes end i 1849, men det grundlæggende princip om magtens tredeling er stadig et kerneprincip, vores folkestyre hviler på. Kongen er erstattet af en regering. Den lovgivende magt ligger dermed hos både regering og Folketing.

Magtens tredeling

Magtens tredeling

Oversigt over udviklingen af grundloven

Grundloven er blevet ændret 4 gange, siden den første grundlov blev underskrevet i 1849. Dengang fik kun 14-15 % af befolkningen stemmeret, og knap halvdelen benyttede deres stemmeret.

  • I 1866 blev demokratiet sat under pres, da kongen og godsejerne fik gennemtrumfet en større indflydelse på regeringen og Landstinget. 
  • I 1915 fik kvinder og en række andre grupper stemmeret, og dermed fik ca. 41 % af befolkningen stemmeret. 
  • I 1920 blev regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken indskrænket, og grundloven blev tilpasset, at Nordslesvig igen var dansk, og at Island var blevet en selvstændig stat i 1918.
  • I 1953 blev princippet om negativ parlamentarisme som styreform skrevet ind i grundloven. Det vil sige, at der ikke behøver at være et flertal i Folketinget for en regering. Regeringen må bare ikke have et flertal i Folketinget imod sig. Hvis det sker, skal regeringen gå af. 

Du kan læse mere om grundlovens udvikling i nedenstående.
Grundloven er et resultat af den uro, der herskede i Europa i 1800-tallet. Fra 1660 til 1848 havde Danmark enevælde, og i 1700-tallet begyndte modstanden mod enevælden at ulme rundtom i Europa. Befolkningerne stillede krav om, at folket skulle være med til at bestemme, hvordan dets land skulle styres, og flere steder blev monarkiet væltet og erstattet af en republik. En række europæiske lande oplevede revolutioner i 1848 – der var bl.a. opstand i Paris, Berlin og Wien. 

Kongen afgiver sin enevældige magt

 
I Danmark faldt revolutionerne i Paris, Berlin og Wien sammen med, at Christian 8. døde i 1848. Frederik 7. overtog magten. Bekymret for en eventuel revolution i Danmark og oprør i de danske hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg, og efter pres fra flere sider afgav Frederik 7. sin enevældige magt samme år.
 
Den 5. oktober 1848 blev Den Grundlovgivende Rigsforsamling valgt. Den bestod af 152 medlemmer, der skrev og vedtog Danmarks første grundlov – junigrundloven. Junigrundloven havde 100 paragraffer.
 
Frederik 7. underskrev Danmarks Riges Grundlov den 5. juni 1849. Dermed tog Danmark et afgørende skridt væk fra enevælden og hen mod demokratiet. 

 

 

Kongens magt blev begrænset, og borgerne fik stemmeret

Borgerne fik stemmeret og kunne stille op til valg. Stemmeret og retten til at stille op til valg (valgbarhed) er hjørnestenen i ethvert demokrati.

Den danske regeringsform blev indskrænket-monarkisk. Det betyder, at kongen regerer landet, men ikke har nogen selvstændig magt. Det er regeringen, der leder landet.

 

 

Magtens tredeling

Magten blev delt i 3 i grundlovens § 3. Princippet om magtens tredeling kom fra den franske filosof Montesquieu i 1748. Tanken er, at der er 3 magtformer, som holder hinanden i skak. Hvis al magten over en stat ligger ét sted, er der risiko for magtmisbrug. Ved at dele magten mellem regering, Folketing og domstole forhindres magtmisbrug, idet det f.eks. ikke er den samme statslige myndighed, der både laver lovene og dømmer efter dem.
 
 

Borgernes rettigheder

En række rettigheder og pligter for borgerne blev indført med grundloven i 1849. Tanken om rettigheder for borgere blev bl.a. formuleret med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og den franske menneskerettighedserklæring fra 1789. 

Borgerne fik via grundloven bl.a. følgende rettigheder:

  • foreningsfrihed
  • trosfrihed
  • mødefrihed
  • trykkefrihed
  • ejendomsrettens ukrænkelighed
  • personens ukrænkelighed
  • retten til understøttelse for den fattige

Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. loven og gjorde Danmark til et demokrati. Statuen på Christiansborg Slotsplads forestiller Frederik 7. til hest ‒ kongen, der afgav sin enevældige magt og underskrev Danmarks første grundlov. 

 
I dag markerer vi stadig, at enevælden blev afskaffet, når vi hvert år den 5. juni fejrer grundlovsdag.

Stemmeretten 

I 1849 gjaldt stemmeretten kun de >>uberygtede mænd over 30 år med egen husstand, som ikke modtog eller havde modtaget fattighjælp<<. Det svarede til kun ca. 15 % af hele befolkningen.
Rigsdagen – Danmarks første parlament – bestod af Landstinget og Folketinget. Måden, Folketinget og Landstinget blev valgt på, var forskellig. Befolkningen havde:

  • lige og almindelig stemmeret til Folketinget hvert 3. år 
  • indirekte lige og almindelig stemmeret til Landstinget hvert 8. år
 
Ved valg til Folketinget kunne mænd med stemmeret stemme direkte på en kandidat ligesom i dag. Den indirekte stemmeret til Landstinget betød derimod, at borgerne stemte på valgmænd, som så valgte landstingsmedlemmerne. 
Danmark tabte Slesvig, Holsten og Lauenborg til Det Tyske Forbund efter krigen i 1864. Tabet betød, at der skulle laves en ny grundlov. Den største debat om, hvad der skulle stå i grundloven, handlede om valgloven, og hvordan den daværende Rigsdags to kamre, Folketinget og Landstinget, skulle sættes sammen. 

Landets magtelite af bl.a. godsejere mente, at for stor en del af befolkningen havde fået del i magten i 1849. Krigsnederlaget blev brugt som anledning til at indskrænke demokratiet ved at ændre grundloven i 1866, så den almindelige stemmeret til Landstinget blev afskaffet. I stedet fik den rigeste del af befolkningen sammen med kongen ret til at vælge flertallet af medlemmerne til Landstinget. Folketinget blev fortsat valgt af mænd over 30 år med egen husstand.

 


Privilegeret stemmeret var til fordel for de rigeste

Der indirekte og almindelige stemmeret til Landstinget blev afskaffet, og i stedet blev der indført privilegeret stemmeret.
Den privilegerede stemmeret til Landstinget betød, at:

  • 12 af de 66 landstingsmedlemmer blev valgt af kongen (regeringen) på livstid
  • 53 landstingsmedlemmer blev valgt indirekte af valgmænd i enkeltmandskredse
  • 1 landstingsmedlem blev valgt af Færøernes Lagting
I et demokratihistorisk perspektiv var det vigtigste ved den reviderede grundlov, at Landstinget blev meget mere elitært sammensat. Ved at afskaffe den almindelige stemmeret til Landstinget fik man nu en forfatning, som meget markant begunstigede de velhavende og især de store jordbesiddere på landet, idet kun 7 mandater blev valgt i København. Dermed fik landets rigeste, bl.a. godsejerne, uforholdsmæssig stor indflydelse på landets politik. 

Stor modstand mod den gennemsete grundlov

Grundlovsændringen i 1866 fik stor indflydelse på de følgende 50 års politik, da der var skarpe politiske skel mellem Landstinget og Folketinget. Lovforslag skulle vedtages i begge ting, men det var vanskeligt at nå til enighed om love, når de politiske uenigheder var så store. Grundloven havde ingen regler for, hvordan parterne skulle løse problemet. 
Grundloven fra 1866 krævede, at finansloven skulle vedtages, før staten kunne opkræve skat. Finansloven blev derfor omdrejningspunktet i en magtkamp om demokrati og parlamentets indflydelse på regeringen. Den siddende Højreregering lavede flere gange midlertidige (provisoriske) finanslove efter at have sendt rigsdagsmedlemmerne, der sad med den lovgivende magt, hjem. Perioden 1877-1894 bliver af denne grund kaldt provisorietiden ‒ en tid, hvor demokratiet var under hårdt pres. 

Systemskiftet og stemmeret til kvinderne

Modstanden mod den privilegerede valgret var stor blandt de mindre velhavende grupper, og den gennemsete grundlov udløste i årene efter en forbitret forfatningskamp. Denne forfatningskamp fandt først sin løsning i 1901, kendt som systemskiftet, hvor negativ parlamentarisme som princip blev anerkendt af kongen. I 1915 blev grundloven ændret igen. Den privilegerede valgret blev afskaffet, kvinder og fattige fik stemmeret, og antallet af stemmeberettigede steg fra ca. 15 % til ca. 41 %. 
 
I Danmark har vi i dag negativ parlamentarisme. Det vil sige, at der ikke behøver at være et flertal for en regering i Folketinget. Regeringen må bare ikke have et flertal imod sig. At have størst opbakning i Folketinget er altså ikke det samme som at have flertallet. 

Negativ parlamentarisme betyder også, at et flertal af Folketingets medlemmer kan tvinge regeringen til at gå af og udskrive valg. Danmark kan altså godt kan have en mindretalsregering, dvs. en regering, hvor partiet eller partierne i regeringen ikke selv har flertallet på 90 mandater. Så længe regeringen ikke har et flertal imod sig, bliver den ikke væltet.

Langt de fleste regeringer i Danmark har været mindretalsregeringer. 

Kongen udpegede regeringen efter egen smag

Fra 1849 og frem til 1901 udpegede kongen regeringen uden at forholde sig til, hvordan Rigsdagen, der bestod af Landsting og Folketing, var sammensat. Det gav grundloven ham ret til. Kongen sympatiserede med godsejerne og pegede derfor på dem, så i en lang periode sad godsejerne på regeringsmagten.

På den tid havde regeringen ikke nødvendigvis opbakning fra Rigsdagen – men det var ikke sådan, at et flertal af rigsdagsmedlemmerne kunne tvinge regeringen til at gå af.

Parlamentarismen bliver indført i 1901

Ved valget i 1901 fik Højre (konservative), som var regeringsparti, en meget lille opbakning – de fik kun 8 ud af Folketingets 113 pladser. Folketingsflertallet mod kongens regering blev nu så stort, at kongen måtte bøje sig og anerkende princippet om negativ parlamentarisme. Det betyder, at en regering ikke må have et flertal imod sig i Folketinget. 

Kongens anerkendelse af parlamentarismen i 1901 bliver kaldt for systemskiftet. Parlamentarisme har vi i praksis haft som styreform siden 1901: Regeringen afspejler Folketingets sammensætning, og den kan kun blive ved magten, så længe Folketinget ikke siger, at nu har det mistillid til den. 

Negativ parlamentarisme indskrevet i grundloven i 1953

Først i 1953 blev det parlamentariske princip om, at Folketinget kan vælte en minister eller en hel regering, hvis et flertal ikke længere har tillid til ministeren/regeringen, skrevet ind i grundlovens § 15: 

>>Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.<<


>>Stk. 2. Udtaler Folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.<<


Grundlovsdag, den 5. juni, 1915 fik Danmark en ny grundlov. Den indeholdt 5 vigtige ændringer: 

  • kvinder, tjenestefolk m.fl. fik stemmeret og ret til at stille op til valg
  • stemmeretsalderen ved folketingsvalg blev sat ned fra 30 til 25 år
  • den privilegerede stemmeret til Landstinget blev afskaffet
  • kongens ret til at udnævne landstingsmedlemmer blev fjernet
  • folkeafstemninger blev indført

Kvinder og tjenestefolk fik stemmeret på lige fod med mændene i 1915. Men forud var gået årtiers kamp for at opnå denne stemmeret, fra det første lovforslag derom blev fremsat i Folketinget i 1886. I 1908 fik kvinderne kommunal stemmeret, og 7 år senere fik de endelig stemmeret til rigsdagsvalg. 

41 % af befolkningen havde nu stemmeret ved valget i 1918, hvor antallet af stemmeberettigede før grundlovsændringen kun var på ca. 18 % af den samlede befolkning.

Fattige og kriminelle fik ikke stemmeret

Kvinder og tjenestefolk fik stemmeret i 1915. Men der var flere grupper i samfundet, der ikke kunne stemme. Uden for stemmeretten stod stadig fattige, umyndiggjorte, kriminelle, folk uden fast bopæl og fremmede uden dansk indfødsret.

I 1933 blev der gennemført en omfattende socialreform. Her fik en del af de borgere, der modtog fattighjælp, mulighed for en anden form for økonomisk hjælp fra det offentlige, der ikke fratog dem stemmeretten. Med socialreformen fik flere af landets svageste altså adgang til at deltage i demokratiet.

Ved grundlovsændringen i 1953 fulgte Rigsdagen op på reformen fra 1933. Man fjernede begrænsningerne i stemmeretten for straffede og modtagere af fattighjælp fra grundloven. 

Fattighjælp som begreb tog Folketinget helt ud af lovgivningen i 1961, da man vedtog lov om offentlig forsorg. Nu gav det ikke længere mening, at der i valgloven stod, at personer, der modtog fattighjælp, ikke havde stemmeret. Så den begrænsning tog Folketinget ud af valgloven i 1965.
 

Grundlovsændringen udvidede demokratiet 

Man kan sige, at Danmark fik et egentligt demokrati med 1915-grundloven, fordi: 

  • grundlovsændringen dannede grundlag for ligestilling mellem mænd og kvinder
  • næsten alle – også størstedelen af de dårligt stillede i samfundet – fik stemmeret og dermed politisk indflydelse
  • alle stemmer blev lige meget værd uanset indkomst
  • befolkningen fik indflydelse gennem folkeafstemninger

Danske kvinders stemmeretsoptog 

Hele landet festede, da stemmeret til kvinderne var en realitet. Kvindernes stemmeretsoptog i København samlede op mod 20.000 deltagere. Optoget gik til Amalienborg, hvor forsamlingen fejrede den nye grundlov. 

Kvindesagsforkæmperen Henni Forchhammer læste en kort tale op i Folketingssalen, hvor hun på vegne af de mange tusinde danske kvinder udtrykte sin glæde over, at de havde fået >>fuld politisk borgerret<<, som hun kaldte stemmeretten.

Der gik næsten 3 år mere, før grundloven trådte i kraft i 1918. Grunden til udskydelsen var verdenskrigen; første verdenskrig sluttede i 1918. Da kvinder og tjenestefolk deltog i det første folketings- og landstingsvalg efter den nye grundlov den 22. april 1918, var ventetiden langt om længe forbi. 

Små partier fik bedre muligheder i Folketinget

En ændring af valgloven, som blev vedtaget sammen med grundlovsændringen, betød, at mindretal og mindre partier havde en bedre chance for at blive valgt ind. 

Valgsystemet fra 1915 har været med til at skabe en tradition for, at mange partier er repræsenteret i Folketinget. Det har haft stor betydning for vores demokrati. Den til enhver tid siddende regering er nødt til at forhandle bredt med Folketingets mange partier for at få flertal for sin politik. Det skaber samarbejde og det, der ofte i medierne kaldes brede aftaler hen over midten. 

Udbuddet af partier betyder også, at vælgernes holdninger er bredt repræsenteret i Folketinget.
Princippet om, at det er Rigsdagens sammensætning og ikke kongen, der afgør, hvem der sidder i regering, var i praksis indført ved systemskiftet i 1901. Men formelt var det ikke skrevet ind i grundloven endnu. 

I 1920 brød Christian 10. princippet. 

Genforeningen med Sønderjylland

Tyskland havde overgivet sig i 1918, og første verdenskrig var afsluttet. I forbindelse med fredsforhandlingerne efter verdenskrigen og de nye grænsedragninger i Europa blev der skabt politisk rum for at give slesvigerne mulighed for at stemme om deres statslige tilhørsforhold. 


2 folkeafstemninger blev der holdt ‒ en i Nordslesvig og en i Sydslesvig. Resultatet: Den nordlige del af Slesvig blev dansk, den sydlige forblev tysk. Genforeningen af Sønderjylland med Danmark skete den 15. juni 1920.

Spørgsmålet om, hvor den nye grænse skulle gå i forbindelse med genforeningen af Sønderjylland, havde skabt uenigheder i Rigsdagen. En dybereliggende utilfredshed med den radikale regering Zahle blandt den borgerlige opposition og erhvervslivet var der også.


Kongen afsætter regeringen

Kongen valgte at fyre regeringen Zahle den 29. marts 1920. Han udnævnte efter mere end et døgns forhandlinger en ny, som havde et flertal imod sig i Rigsdagen. Det skabte en meget alvorlig politisk krise. Fagbevægelsen truede med generalstrejke. Også befolkningen var vred, og der var demonstrationer foran kongens bopæl på Amalienborg Slot.
 
Efter lange forhandlinger måtte kongen udnævne endnu en regering – denne gang en, som ikke havde et flertal imod sig – og som dermed fulgte det parlamentariske princip, også indført ved systemskiftet i 1901. 

Reaktionen, der fulgte efter kongens overtrædelse af de parlamentariske regler – regler, som på det tidspunkt ikke var skrevet ind i grundloven, men som der var enighed om at følge ‒ var med til at styrke parlamentarismen i Danmark. Partierne og befolkningen gav udtryk for, at et brud på den parlamentariske praksis ikke skulle ske igen.

Grundloven tilpasses

Som en følge af genforeningen var Rigsdagen nødt til at tilpasse grundloven. Ved justeringen i september 1920 blev 1915-grundloven tilpasset til, at:

  • Nordslesvig nu igen var dansk
  • Island var blevet en selvstændig stat i 1918
  • Folkeafstemning bliver muligt, og der skal afholdes en folkeafstemning, hvis grundloven skal ændres

Desuden indskrænkede man bl.a. regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken. En regering kunne efter justeringen ikke længere erklære krig eller slutte fred uden Rigsdagens opbakning. Verdenskrigen havde sat sine spor. 

Som en følge af justeringen blev Det Udenrigspolitiske Nævn oprettet i 1923.


Landstinget var en torn i øjet på venstrefløjen, der arbejdede kraftigt for at få det afskaffet. Det lykkedes med grundlovsændringen i 1953. 
 
Man ønskede også at sikre den negative parlamentarisme, dvs. retten til at kræve, at en regering skal gå af, hvis Folketinget siger, det ikke længere har tillid til den, ved at få princippet skrevet ind i grundloven. Man havde bl.a. lært noget af påskekrisen i 1920, hvor kongen forsøgte at danne en regering, der havde et flertal af rigsdagsmedlemmerne imod sig.
Stemmeretsalderen, som ifølge 1915-grundloven var 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget, fandt mange også for høj. 
 
 I 1953 indgik politikerne et forlig. Resultatet blev, at:
 
  • Landstinget blev afskaffet
  • antallet af medlemmer i Folketinget blev forøget fra 149 til 179
 
Hvor høj stemmeretsalderen skulle være, var der uenighed om. Den blev derfor taget ud af grundloven og sat til sin egen folkeafstemning. Valget stod mellem 23 og 21 år. Resultatet blev, at stemmeretten blev sat ned til 23 år. 

Aldersgrænsen for valg kan ændres ved folkeafstemning

At afgørelser om stemmeretsalder blev taget ud af grundloven, betyder, at man i dag kan ændre stemmeretsalderen, uden at man skal ændre hele grundloven. Kun en folkeafstemning kan dog ændre på stemmeretsalderen. 
 

Vigtige ændringer i grundloven

Andre betydelige ændringer i grundloven i 1953 var:
 
  • muligheden for folkeafstemninger blev udvidet (§ 42)
  • kravet om folkeafstemning ved afgivelse af dansk suverænitet blev skrevet ind i loven (§ 20)
  • ombudsmandsinstitutionen blev oprettet som et værn mod den offentlige forvaltnings eventuelle misbrug af sine magtbeføjelser ‒ så borgerne har et sted at klage til, hvis deres rettigheder bliver tilsidesat (§ 55)
  • frihedsrettighederne om frihedsberøvelse og foreningsfrihed (§ 71 og § 78) blev udvidet
  • en ny paragraf om retten til arbejde blev tilføjet (§ 75)
  • grundloven blev udvidet til også at gælde for Grønland, der tidligere havde haft kolonistatus
  • en ny tronfølgelov blev vedtaget, der gav både kvinder og mænd ret til at arve tronen, og den ændring blev også skrevet ind i grundloven (§ 2) 
Ændringerne i tronfølgeloven og grundloven om arvefølgen i kongehuset skete, fordi den senere Margrethe 2. som førstefødt stod til at arve tronen, men ikke kunne, fordi kvinder på det tidspunkt ikke havde lov til det. 

Leksikon

Gå til leksikon
Grundloven
Grundloven er den vigtigste lov i Danmark og bliver ofte kaldt for alle andre loves moder. Hvis Folketinget vedtager en lov, som strider mod grundloven, erklærer domstolene loven ugyldig. I grundloven er der regler om, hvordan Folketinget bliver valgt, hvordan regeringen dannes, og hvad staten kan bestemme for den enkelte borger. Det er også grundloven, der sikrer, at vi i Danmark bl.a. har ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed.
Folketinget
Det danske parlament kaldes Folketinget. Det består af 179 folketingsmedlemmer. De 175 vælges i Danmark, 2 vælges i Grønland og 2 vælges på Færøerne.
Parlamentarisme
Når en ny regering bliver dannet, skal den ikke godkendes af Folketinget. Til gengæld må regeringen ikke have et flertal imod sig. Det vil sige, at en regering godt kan have opbakning i Folketinget, selv om de partier, som er med i regeringen, ikke udgør et flertal i Folketinget. Men hvis 90 eller flere af medlemmerne i Folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes. Det kaldes for parlamentarisme.
Regeringen
Regeringen er landets udøvende magt ifølge grundlovens § 3. Dens opgave er at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.