Politiken havde den 18.
september 2017 en artikel under overskriften:
»Kunstakademier uddanner til høj ledighed og lav løn«, og det blev så dokumenteret nede i artiklen.
Det er et reelt problem, at der er rigtig mange, der efter meget lange kunstneriske uddannelser er ramt af arbejdsløshed i kortere eller længere perioder – og for nogle altså i længere perioder – og det store spørgsmål er jo så:
Hvad gør vi ved det?
Der er jo forskellige redskaber, det er klart.
Der er noget med at dimensionere nogle uddannelser, der er noget med at skabe noget mere beskæftigelse, og det er jo det, som vi har stillet forslag om med de fire forslag, som vi har fremsat her.
Det har jo grundlæggende været beskæftigelsesforslag, altså forslag, der ville skabe mere beskæftigelse og frem for alt ville skabe mere beskæftigelse, der ville komme ud med kulturelle og kunstneriske tilbud i hele landet – i hele landet.
Det har jo været formålet med forslagene.
Men der vil formentlig stadig være et problem, altså at der er folk, der får en kunstnerisk uddannelse og af den ene eller den anden grund ikke slår igennem og ikke kan få arbejde inden for det område, og hvad gør vi så?
Det er jo her, det her forslag kommer ind.
Vi kan selvfølgelig sige til folk:
Tag en ny uddannelse, altså start forfra, og bliv ingeniør, eller bliv cand.
mag.
eller et eller andet.
Det kan vi gøre.
Men vi kunne jo også gøre noget andet og sige:
Bring den faglighed, som du har fået qua en lang uddannelse, i spil med en tillægsuddannelse inden for et andet område.
Det er jo sådan set det, som det her forslag handler om, altså som eksempel:
En musiker, der med kryds og kors og bånd og stjerner og det hele har været gennem konservatoriet og brugt en masse tid på det, og det har kostet en masse penge, og som ikke kan få arbejde, kan få en kortere tillægsuddannelse, der gør, at vedkommende vil kunne bruge sin faglighed og den kortere tillægsuddannelse til f.eks.
at være leder på en musikskole.
Det er et spørgsmål om at udnytte samfundets ressourcer rationelt, og en måde at gøre det på er jo ved at give mulighed for, at man kan få en tillægsuddannelse.
Hvis man er ansat et sted, kan man som regel få uddannelse, og hvis man er selvstændig erhvervsdrivende, har man også mulighed for at få uddannelse.
Problemet er dem, som ikke har mulighed for det inden for de rammer, og det er der, vi foreslår, at man skal kunne få mulighed for at få uddannelse til op til 120 point, altså det, der hedder ECTS-point, som enten vil være en masteruddannelse eller en kandidatuddannelse, som kan fordeles på fire semestre, eller som kan være en diplomuddannelse eller to diplomuddannelser.
Det er altså en måde at udnytte ressourcer på, det er faktisk ikke en måde at bruge ressourcer på.
For den uddannelse, vi udnytter, er en uddannelse, der allerede er givet til folk.
Det er jo så også derfor, at det her forslag modtages positivt blandt nogle af dem, det berører.
F.eks.
kan man i Billedkunstnernes Forbunds blad læse om det her forslag:
Videreuddannelsesfradrag for kunstnere er en rigtig god idé.
Med usikre og svingende indkomster har mange kunstnere svært ved at finansiere uddannelse.
Forslaget er et skridt på vej til at give os mulighed for at komme på niveau med resten af arbejdsmarkedet, når det gælder efteruddannelse.
Det er altså ikke en særregel.
Det er altså ikke noget særligt for en lille gruppe mennesker, men det er et spørgsmål om at bringe det på niveau med noget, rigtig mange andre på arbejdsmarkedet allerede har ret til.
I forhold til den debat, vi har haft mere generelt, da det her er det sidste af vores forslag, har ideen jo været at sætte fokus på ikke alene kunstneres vilkår, men også på kunstneres beskæftigelse, og hvordan vi får kunsten ud i landet, og det synes jeg at den her debat har bidraget til, og det er vi da glade for, også selv om vi kan regne os frem til, at forslagene ikke umiddelbart bliver vedtaget.
Men jeg vil godt lige et øjeblik dvæle ved nogle af de indvendinger, der har været.
F.eks.
har den socialdemokratiske ordfører flere gange brugt den indvending:
Vi i Socialdemokratiet kæmper for velfærd, og så kan vi altså ikke prioritere de her områder.
Det lyder jo godt, men kan vi ikke lige holde fast i, at personindkomsten for en billedkunstner på landsplan i gennemsnit er 180.000 kr.?
Det er langt, langt under, hvad gennemsnitsindkomsten for den øvrige befolkning er.
Og kan vi ikke lige holde fast i, at den gennemsnitlige indkomst for en skønlitterær forfatter er under 100.000 kr.
om året?
Kan vi ikke lige holde fast i, at det er langt under den gennemsnitlige befolknings?
Så derfor, når vi fremsætter de her forslag, har det jo ikke været noget med at give dem med en guldske i munden flere guldskeer.
Det har været et spørgsmål om at understøtte et vækstlag i en periode for at give folk en mulighed for at undersøge, om de kunne slå igennem og leve af deres kunst eller at finde noget andet.
Der har også været hele den her diskussion om fradrag, og den startede jo allerede fra den første tale.
Der var partier, der gik på talerstolen og insisterede på, hvor meget de var mod fradrag, undtagen når det lige var til OL-deltagere, der boede i skattely, og som havde fået en medalje.
Så var det helt i orden, at der var et fradrag.
Men det danske skattesystem vrimler jo med fradrag til særgrupper:
Der er forskerordningen, som har været nævnt, og der er professionelle fodboldspillere osv., der får gavn af det.
Der er DIS-ordningen, som betyder, at søfolk ikke skal betale skat, altså ikke til gavn for søfolkene, næh, næh, det er da ikke derfor, man har givet skattefritagelse, men til gavn for rederne.
Til gavn for rederne har man fritaget søfolkene for skat, sådan at søfolkene kan få en lavere løn.
Der er en opsparingsordning for professionelle sportsudøvere, eller hvad med stuehusregelen?
Der er den meget kendte stuehusregel, som betyder, at beboelsesejendomme ved bondegårde vurderes eller beskattes efter særlige regler, eller for slet ikke at snakke om det omtalte havfradrag for fiskere.
Som der står på SKATs hjemmeside, er det for ansatte eller selvstændige fiskere, der har været registreret som erhvervsfiskere i løbet af indkomståret.
De kan et få fradrag pr.
påbegyndt havdag.
Der står:
»Hver fangsttur skal mindst have en varighed på 12 timer.
Ved en havdag forstås 24 timer.
Ved længerevarende fangstture kan du få fradrag for to havdage, når turen varer over 24 timer.
Varer turen over 48 timer, kan du få fradrag for tre havdage og så videre.
Havfradraget vælges for hele indkomståret og udgør maksimalt 41.800 kroner årligt«.
Jo, der er masser af fradrag i den danske skattelovgivning, man kan gå i gang med, hvis man har lyst, og derfor synes jeg helt ærligt ikke, at det er et særligt argument, når vi kommer med folk, der tjener 180.000 kr.
eller under 100.000 kr.
og siger:
Var det måske ikke en idé, at vi kunne lave en ordning her?
Og man siger så:
Uha, vi er principielt mod fradrag.
Det lyder ærlig talt en smule hult i mine ører.
Men jeg ser frem til, at når vi fremsætter de her forslag om afskaffelse af de her fradrag, er der bred opbakning.
Jeg anerkender, at Liberal Alliance har været klar i spyttet i forhold til det og selvfølgelig vil stemme for.
Det bliver jo spændende, hvad resten af partierne vil gøre.
Afslutningsvis vil jeg bare sige tak for debatten.
Vi håber jo på, at de her forslag kan være med til at fremme den debat, der sikrer bedre beskæftigelse, færre arbejdsløse og en mere rationel udnyttelse af samfundets ressourcer og frem for alt, at kunsten og kulturen kommer ud i hele landet.
Tak.