Tv fra Folketinget

Møde i salen
19-01-2018 kl. 10:00

Møde i salen

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.


2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26


Du kan se alle vilkår her.


3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.


4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.


Møde i salen

1) Forhandling af F 6: Om selvstændighedsprocessen i Grønland. 

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren oplyse om den angiveligt fremskredne selvstændighedsproces på Grønland, herunder 1) redegøre for forfatningskommissionens hidtidige arbejde, 2) gøre klart, under hvilke omstændigheder regeringen vil konkludere, at Grønland de facto er udtrådt af Kongeriget Danmark, og hvor længe herefter Grønland vil kunne modtage bloktilskud, 3) beskrive den økonomiske situation, et selvstændigt Grønland vil stå i efter tabet af bloktilskud, og finansieringen af de sagsområder, som stadig ikke er hjemtaget, og 4) anslå den økonomiske og faglige udfordring, et selvstændigt Grønland vil befinde sig i efter yderligere overtagelse af statsborgerskab, Højesteret, udenrigstjenesten, grænsekontrollen, forsvaret og sikkerheden, sundhedsvæsenet (Rigshospitalet) og det valutariske område?

Af Søren Espersen (DF), Henrik Brodersen (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Claus Kvist Hansen (DF), Martin Henriksen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 11.10.2017. Fremme 13.10.2017).

Afspiller

2) Forhandling af F 9: Om investeringsforeningers og kommuners investeringer i virksomheder med aktiviteter i ulovlige bosættelser. 

Forespørgsel til udenrigsministeren:

Hvad vil regeringen i lyset af FN’s Sikkerhedsråds resolution 2334 fra december 2016 og ny information om danske pensionskassers, investeringsforeningers og kommuners investeringer i virksomheder med aktiviteter i ulovlige bosættelser gøre for at rådgive og hjælpe private aktører og kommuner med at følge den vejledning, Danmark og andre EU-lande har offentliggjort, og leve op til deres internationale forpligtelser beskrevet i FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv?

Af Nikolaj Villumsen (EL), Rasmus Nordqvist (ALT), Martin Lidegaard (RV) og Holger K. Nielsen (SF).

(Anmeldelse 02.11.2017. Fremme 07.11.2017).

Afspiller

Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelse:

Kenneth Kristensen Berth (DF) m.fl.:

Beslutningsforslag nr. B 64: (Forslag til folketingsbeslutning om et midlertidigt stop for studielån til udenlandske studerende).

Titlen på den anmeldte sag vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 23. januar 2018.

Det er først hr. Søren Espersen som ordfører for forespørgerne til en begrundelse. Værsgo.

Tak. Dansk Folkeparti har rejst denne forespørgsel alene som følge af en dyb og reel bekymring for Grønland. Vi taler som bekendt om et land med kun 45.000 indbyggere, altså nogenlunde det samme antal som i Vordingborg Kommune. Grønland er en del af kongeriget Danmark og som sådan omfattet af grundloven. Grønland er repræsenteret her i Folketinget, alle på Grønland er danske statsborgere, og alle på Grønland kan få et dansk pas. Enhver på Grønland har når som helst ret til at flytte til Danmark og fra dag et her besidde alle rettigheder.

Derfor har vi som folketingsmedlemmer ikke alene ret til, men også pligt til at reagere, når vi er vidne til, at Grønland styrer mod økonomisk kollaps og dermed en social katastrofe. Vi har her i Tinget anlagt en kedelig tendens, nemlig at vi meget gerne må engagere os, blande os, om man vil, i alle mulige forhold i alle mulige lande, når vi oplever økonomisk og socialt nedbrud, men når det gælder 45.000 danske statsborgere på Grønland, lusker vi væk fra ethvert ansvar – givetvis af en latterlig angst for at virke koloniherreagtige.

Denne forespørgsel ville ikke være nødvendig, hvis Grønlands landsstyre og Grønlands Landsting var i fuld gang med at løse landets strukturelle udfordringer. Desværre er dette ikke tilfældet. Derimod synes man stærkt optaget af så hurtigt som muligt at skabe et selvstændigt land, mens man i den grad undlader at fortælle sin befolkning, præcis hvilke dramatiske konsekvenser for levestandard og velfærd et selvstændigt Grønland vil medføre, ligesom man forsømmer at gennemgå og blotlægge den meget lange række af økonomiske forpligtelser, som staten efter Grønlands selvstændighed naturligvis ikke længere påtager sig.

Jeg ser frem til at høre statsministerens besvarelse og ydermere høre, hvordan mine kollegaer i Folketinget ser på udviklingen på Grønland og deres bud på, hvad der kan gøres.

Tak til ordføreren. Så er det statsministeren, værsgo.

Man er meget velkommen til at fotografere oppe fra presselogen. Jeg vil bare bede om, at man ikke bruger blitz.

Værsgo til statsministeren.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne vigtige forespørgselsdebat med temaet Grønlands selvstændighedsproces og økonomi – et vigtigt tema, ikke mindst når man er glad for vores rigsfællesskab, som jeg er. I maj sidste år diskuterede vi samme emne her i salen i en lignende forespørgselsdebat, og dengang gjorde jeg rede for nedsættelsen af den grønlandske Forfatningskommission, og jeg gav også status på forfatningsarbejdet. Kommissionen er jo fortsat i den indledende fase af sit arbejde, og det er derfor begrænset, hvad der i virkeligheden er kommet af nye, yderligere oplysninger siden diskussionen i maj.

Så jeg vil nøjes med at fremhæve et par centrale spørgsmål om kommissionens arbejde. Som det er oplyst over for mig, er kommissionen ved at være færdig med at etablere sit sekretariat, og der blev i sommer bl.a. ansat en sekretariatschef. Kommissionen har i august sidste år været på inspirationsbesøg i Island for at orientere sig om Islands selvstændighedsproces og forfatningsarbejde, og kommissionen vil i løbet af indeværende år afholde en konference, som skal sætte fokus på betydningen og vigtigheden af arbejdet og formålet med en grønlandsk forfatning. I udgangspunktet arbejder kommissionen med en tidsramme på 2-3 år fra nedsættelsen.

Kommissionens sammensætning er blevet ændret, som følge af at et medlem har skifte parti og at et medlem har fået orlov fra Inatsisartut. Kommissionen vil derfor som følge afændringerne midlertidigt have 6 medlemmer og fortsætte sit arbejde efter en pause. I forbindelse med ændringerne i kommissionens sammensætning har naalakkersuisut besluttet at tilbyde de grønlandske kommuner mulighed for at indstille en af landets borgmestre som tilforordnet til kommissionen.

I forhold til den nærmere forståelse af kommissionens arbejde og udkommet heraf forstår jeg, at det er landsstyrets tilgang, at kommissionen først et stykke tid inde i arbejdet, efter bl.a. møder og debatter med befolkningen i Grønland, vil kunne komme med et bud på, hvordan kommissionens endelige forslag vil se ud – altså, og det er jo det springende punkt, om der vil blive tale om en forfatning eller dele af en forfatning, der skal gælde, mens Grønland er en del af rigsfællesskabet, altså en slags identitetsdokument, om man vil, eller en forfatning, der kun skal gælde for et selvstændigt Grønland. Som jeg tidligere har tilkendegivet, og jeg vil gerne gentage det her, skal en kommende grønlandsk forfatning respektere grundloven, hvis forfatningen skal gælde, mens Grønland er en del af rigsfællesskabet. Som jeg også har været inde på tidligere, er det klart, at hvis det grønlandske folk ved en folkeafstemning tilslutter sig en forfatning for et selvstændigt Grønland, altså træffer beslutning om selvstændighed, så betyder det, at der skal være forhandlinger mellem regeringen og naalakkersuisut om gennemførelse af Grønlands selvstændighed. Det følger helt klart af selvstyreloven.

Jeg kan jo ikke foregribe og skal heller ikke foregribe, om arbejdet tilrettelægges på en måde, der fører til en situation, hvor der skal være sådanne forhandlinger, altså om selvstændighed – og i sagens natur kan jeg så heller ikke foregribe resultaterne af sådanne forhandlinger. Men jeg har tidligere tilkendegivet to centrale ting i den forbindelse, som jeg også gerne vil gentage her.

For det første er det helt, helt afgørende, at der er klarhed om, hvad hensigten med processen er. Her appellerer jeg altså fortsat til, at der bliver klar tale. Jeg går derfor ud fra, at der vil være en dialog mellem regeringen og naalakkersuisut, inden et forslag i givet fald sendes til afstemning, så der ikke opstår tvivl om rækkevidden af en folkeafstemning.

For det andet kan jeg ikke se en situation for mig, hvor statens tilskud eller opgaveløsning fortsætter i en længere periode efter Grønlands selvstændighed. Det er min linje, og det er en linje, der også var bred politisk enighed om i Folketinget under debatten sidste forår, og som blev afspejlet i vedtagelsen. Et Grønland på egne ben forudsætter jo en selvbærende økonomi. Lige nu er konjunkturerne gode i Grønland, væksten er høj, ledigheden er faldet, og det skyldes især større rejekvoter og gunstige priser på fiskeprodukter – det er jo sådan set positivt.

Men Grønland står fortsat over for store økonomiske udfordringer i forhold til vækst, beskæftigelse og finanspolitisk holdbarhed. Som Grønlands Økonomiske Råd har påpeget gennem en årrække, er der brug for reformer, der er brug for nye indtægter.

Rådets seneste beregninger viser behov for budgetforbedringer på ca. 1 mia. kr. eller 7 pct. – 7 pct. – af bruttonationalproduktet over de næste 15-20 år, hvis velfærden skal fastholdes, i takt med at der bliver flere ældre og færre til at tjene pengene. Og det er jo altså beregninger med afsæt i, at Grønland har den position, Grønland har nu som en del af rigsfællesskabet, og med afsæt i, at vi har et bloktilskud og en delvis dansk opgaveløsning i Grønland. Indtil videre er der ikke gennemført reformer i Grønland, som har reduceret holdbarhedsudfordringen afgørende. Man kan ikke alene satse på nye indtægter eller investere sig ud af problemerne.

Det sagt er erhvervsudvikling selvfølgelig en del af selvstyrets svar på udfordringerne, og her har selvstyret jo særlig fokus på udnyttelse af Grønlands råstofpotentiale, men også på udvikling af turisterhvervet. I den sammenhæng fokuserer Grønland meget på udbygning af infrastruktur i form af flere og bedre lufthavne, som bl.a. kan øge turismen, som jo så igen kan bidrage til vækst og nye arbejdspladser.

Der arbejdes så aktuelt i Grønland i første fase med investeringer godt 3 ½ mia. kr. eller knap 25 pct. af BNP. 25 pct. af BNP er et stort beløb. Jeg er ikke i stand til at komme op med noget historisk eksempel fra Danmark, der kan matche en investering af det omfang. Efter min bedste hukommelse vil det svare til 55 af de flyindkøb, vi er ved at foretage, altså 55 gange indkøbet af jagerfly af typen F-35, så det siger noget om, hvad for en investering man gør sig overvejelser om.

Selvstyret forsøger selv at tilvejebringe 2 mia. kr. af de 3 ½ mia. kr. gennem ekstraordinære udbytter fra de selvstyreejede selskaber, mens det resterende beløb forudsættes lånefinansieret med en garanti fra landskassen.

Der foreligger endnu ikke detaljerede oplysninger om økonomien i projekterne, altså nogen gennemarbejdet, transparent businesscase, men det er Grønlands Økonomiske Råds vurdering, at projekterne samlet set ikke er rentable, og at det øger risikoen for selvstyrets finanser.

Derfor drøftede jeg for et par uger siden spørgsmålet om nye lufthavne med formanden for naalakkersuisut, Kim Kielsen, og jeg tilkendegav i den forbindelse, at jeg forstår og fuldt ud respekterer ønsket og visionen om en bedre infrastruktur i Grønland, også set i et udviklingsperspektiv – selvfølgelig gør jeg det. Men jeg udtrykte også bekymring for den mulige risiko, som projekterne indebærer for Grønlands økonomi, hvis de samlet set viser sig ikke at være økonomisk bæredygtige. Derfor tilbød jeg Kim Kielsen, at vi fra dansk side yder administrativ bistand, når der foreligger nærmere oplysninger om økonomien i projekterne, og det er forventelig her senere i foråret.

Ud over holdbarhedsudfordringen består Danmarks økonomiske relation til Grønland overordnet set af tre elementer. For det første Danmarks tilskud til Grønland, altså bloktilskuddet. Det udgør i år 3,8 mia. kr. eller lidt over halvdelen af landskassens samlede indtægter, så for hver 2 kr., der kommer i landskassen, kommer den ene fra Danmark. Det gør det muligt for Grønland at have en betydelig højere velfærd, end det ellers ville være tilfældet.

For det andet varetager Danmark som bekendt en række opgaver i Grønland, som Grønland selv har mulighed for at overtage, og det følger af selvstyreloven, at Grønland selv finansierer overtagelsen. Men indtil det sker, er det jo altså Danmark, der finansierer. Danmark har udgifter til de godt 20 områder, der endnu ikke er overtaget, i størrelsesordenen ca. ½ mia. kr. Det omfatter bl.a. finansielle forhold, politi, retsvæsen og kriminalforsorg. Så et bloktilskud på 3,8 mia. kr., opgaveløsning af ting, der principielt kunne hjemtages for godt ½ mia. kr.; det giver 4,3 mia. kr.

For det tredje varetager rigsmyndighederne nogle få områder, som først kan overgå til Grønland ved selvstændighed. Det følger af grundloven, og det omfatter jo bl.a. udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken. På forsvarsområdet anvender Danmark over ½ mia. kr. årligt i Grønland. Midlerne går især til suverænitetshævdelse, men også til eftersøgnings- og redningsberedskabet. Det er en vigtig opgave, som vi så det i forbindelse med den tragiske naturkatastrofe ved Karratfjorden i Vestgrønland. Med aftalen om at styrke forsvarets opgaveløsning i Arktis bliver der tilført yderligere 120 mio. kr. årligt til området.

Der er altså tale om et bloktilskud på 3,8 mia. kr., der er opgaver for ½ mia. kr., der kan hjemtages, og der er opgaver, der aktuelt koster ½ mia. kr. stigende til noget mere, som er egentlige rigsopgaver og som, hvis rigsfællesskabet opløses, i et eller andet omfang jo må håndteres i Grønland.

Det får mig bare til helt stilfærdigt at sige, at der jo samlet set er en situation, hvor man – for ikke at overdrive tingene – står med en meget, meget stor økonomisk udfordring, hvis Grønland skal være selvstændigt. Nu handler selvstændighed jo ikke kun om økonomiske ressourcer, Grønland har også behov for et uddannelsesløft for at styrke den økonomiske udvikling. Det har Grønlands Økonomiske Råd også påpeget, og jeg ved, at naalakkersuisut er meget opmærksom på den problemstilling og prioriterer den højt. Mange af de sagsområder, som Grønland endnu ikke har overtaget, forudsætter højt specialiseret arbejdskraft. Det gælder på det finansielle område, og det gælder på lufthavnsområdet, for blot at nævne et par eksempler. Man kan selvfølgelig vælge at indgå samarbejdsaftaler med Danmark eller på anden vis købe sig til ydelserne udefra, hvis befolkningen ikke selv har de fornødne kompetencer, men det er formentlig ikke det, der tænkes på eller ønskes i Grønland.

Fra regeringens side samarbejder vi gerne yderligere med selvstyret på uddannelsesområdet, hvis der er et ønske om det, og det er generelt regeringens tilgang til rigsfællesskabet. Jeg er fuldt ud overbevist om, at et godt samarbejde mellem vores lande gavner vores befolkninger mest. Jeg er fuldt ud overbevist om, at et stærkt rigsfællesskab er i alle tre landes interesse og i diskussionen her jo altså i Danmark og Grønlands klare interesse. Jeg respekterer, at andre har en anden holdning ... (henviser til anlægsarbejdet udenfor). Det er anlægsarbejdet udenfor, det er også stort, men dog ikke 25 pct. af vores bruttonationalprodukt.

Jeg skal bare slutte af med at sige, at jeg respekterer, at andre har en anden holdning, men jeg må også sige, at jeg helt uden at forholde mig til det økonomisk realistiske i det ikke deler den holdning. Tak for ordet.

Tak til statsministeren. Så går vi videre med hr. Søren Espersen som ordfører for forespørgerne.

Jeg takker statsministeren for en meget saglig besvarelse af denne forespørgsel. Der er i mit sind ingen tvivl om, at statsministeren ser med stor alvor den økonomiske, sociale og forfatningsmæssige situation på Grønland. Det er væsentligt, at det forholder sig sådan, og det takker jeg statsministeren for.

Jeg vil tillade mig at slå fast, at uden statens bloktilskud ville Grønland ikke være i stand til at overleve økonomisk, og selv med bloktilskuddet er Grønland økonomisk allerede i knæ. Som statsministeren påpeger, har Grønlands økonomiske råd anslået, at der i løbet af de næste år skal findes budgetforbedringer på 1 mia. kr., og det ville efter danske forhold svare til krav om budgetforbedringer på 100 mia. kr. Det er et svimlende beløb, det er et uhyggeligt beløb, som enten ville medføre katastrofale offentlige nedskæringer eller kaste Danmark for løverne på det internationale lånemarked, især hvis det skulle vise sig, at der ikke var nogen muligheder for over en årrække at genoprette økonomien.

At den grund skulle man forvente, at Grønlands landsstyre og Landsting var travlt beskæftiget med at forberede markante reformer, specielt inden for det elendige uddannelsessystem, samt når det gælder erhvervsreformer, nu, hvor den grønlandske politiske ledelse må have indset, at drømmen om råstoffermilliarderne er endeligt forbi. Men nej, Grønlands politikere har ikke tid til den slags. De har andre langt mere storslåede planer: Selvstændighed. Den dagsorden har overraskende samtlige politiske partier bundet sig til. Processen er sat i gang, den kan ikke standses, jubler de alle, og Grønlands ledelse synes dermed fuldstændig ligeglade med virkeligheden. Selv de allermest stålsatte grønlandske politikere taler endog om, at Grønland skal være et selvstændigt land på selve 300-årsdagen for Hans Egedes indkomst til øen. Det er om 3 år – om 3 år.

Planen er, selv set med neutrale briller, ikke farbar. Den grønlandske økonomi kører i disse måneder så at sige på speed. De mange kroner, som lige her og nu glædeligt tjenes ind på fiskeriet, synes at sløre sanserne, således at ingen taler om de rædselsvækkende strukturelle problemer. De synes så abstrakte, at de er helt pakket væk i den normale offentlige debat. Politikerne giver i stedet i den offentlige debat udtryk for en ganske anden historie, nemlig at selvstændighed er løsningen, at så snart man opnår selvstændighed, så vil tingene køre. Det er selvfølgelig et bevidst forvrænget billede.

Det forties over for befolkningen på Grønland, præcis hvilke dramatiske og uhyggelige konsekvenser for levestandard og velfærd, et selvstændigt Grønland vil medføre, ligesom man forsømmer at gennemgå og blotlægge den meget lange række af økonomiske forpligtelser, som staten efter Grønlands selvstændighed naturligvis ikke længere påtager sig. Et ansvarligt Landsting og landsstyre ville for længst have fremlagt alle disse konsekvenser for befolkningen på Grønland, og så, frem for at bruge al energi på at fremmane utopiske billeder, i stedet målbevidst kaste alle kræfter ind på at løse Grønlands økonomiske og samfundsmæssige problemer.

I mit parti har vi svært ved at tro, at Grønlands politiske ledelse har evne og vilje til at rette op på forholdene. Jeg skal derfor fremsætte følgende - og jeg skal sige, at det er på Dansk Folkepartis vegne, der er desværre ikke andre, der har villet tilslutte sig det:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at selv i en situation, hvor 55,7 procent af Landskassens indtægter udredes af staten, og hvor væsentlige økonomiske udgifter som bl.a. statsborgerskab, Højesteret, udenrigstjenesten, grænsekontrollen, forsvar og sikkerhed ydermere udredes af staten, styrer Grønland dag for dag frem mod økonomisk kollaps. Folketinget konstaterer yderligere, at opførelsen af tre store lufthavne til en samlet udgift på knap fire milliarder kroner dramatisk vil fremskynde processen, idet Folketinget beklager at selvstyret synes at mangle såvel vilje som evne til at løse samfundets strukturelle udfordringer, alt imens de ledende politikere bruger al deres energi på at indføre selvstændighed. Folketinget beklager den dybt alvorlige situation, selvstyret på denne måde har sat borgerne i.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 27)«.

Tak for det. Og forslaget til vedtagelse indgår i den videre diskussion.

Så er der en spørger. Hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Jeg vil egentlig gerne starte med at sige, at jeg både påskønner og anerkender det store engagement, som hr. Søren Espersen har i det grønlandske samfund, og som jeg virkelig tror er ud fra en dyb bekymring, som hr. Søren Espersen også selv sagde. Og jeg deler sådan set også store dele af de bekymringer, som Søren Espersen har.

Når det er sagt, må jeg sige, at jeg er meget uenig i de løsninger, som hr. Søren Espersen ser for sig. Og jeg forstår på den offentlige debat, vi har haft i de forgangne måneder, at man bl.a. fra Dansk Folkepartis side overvejer, om Danmark skulle sætte Grønland under administration. Der kunne jeg bare godt tænke mig at vide, hvad man egentlig forestiller sig. Det var et forslag, som blev bragt frem af Thorkild Kjærgaard i en kronik.

Hvad er det helt præcis, man forestiller sig så skulle ske? Altså, vil man så indsætte danske socialmyndigheder, mere dansk politi på gaderne? Har man virkelig en tro på, at man ved at tage ansvaret fra hele det grønlandske samfund for deres egen fremtid vil komme nogle af de store udfordringer til livs? For jeg må sige, at jeg egentlig synes, at den historiske erfaring fortæller en anden historie.

Tak. Så er det ordføreren.

Vi har ikke foreslået suspension af selvstyret, som det er rigtigt at professor Thorkild Kjærgaard gjorde i en kronik i Jyllands-Posten forleden. Jeg har en frygt for, at hvis der ikke sker nogle markante ændringer i den måde, den grønlandske politiske ledelse styrer landet på, så vil det på et tidspunkt komme til den situation, at Grønland økonomisk kollapser. I den situation kan Danmark jo ikke stå på sidelinjen og se til, at det sker, og heller ikke, tror jeg, hvis vi taler om en selvstændig stat. Jeg tror, at det kommer, hvis ikke der bliver ændret dramatisk i den politiske udvikling.

Hr. Martin Lidegaard.

Det var jo vigtigt med den præcisering. Altså, det er i et fremtidsscenarie, hvor Grønland er gået bankerot, om jeg så må sige, at hr. Søren Espersen kan se for sig, at Danmark ligesom skal sætte Grønland under administration. Det er jeg glad for at høre. Men er der så andet, som hr. Søren Espersen og Dansk Folkeparti mener at Danmark bør gøre nu, eller ønsker man egentlig bare den her forespørgsel for at lufte sin bekymring?

Det er ikke alene i en situation, hvor Grønland har opnået fuld selvstændighed, at en administration kunne komme på tale. Det er klart, at hvis Grønland er et selvstændigt land, er løbet kørt, og så må Grønland jo selv redde sig ud af det, ligesom andre fejlslagne stater er nødt til at redde sig ud af det.

Jeg taler om en situation frem mod selvstændigheden, hvor det – hvis der, som jeg siger, ikke sker afgørende økonomiske reformer – kan blive nødvendigt. Der vil jeg sige, at det har vi gjort med enkelte kommuner. Jeg mener, at Farum blev sat under administration, og skete det ikke også på Djursland?

Danmark har jo tradition for at gribe ind, inden ulykken sker. Og det er så egentlig det, jeg opfordrer til her at de grønlandske politikere selv gør. For de ønsker jo ikke et samarbejde med Danmark om det.

Tak. Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Jeg vil gerne sige godt nytår til hr. Espersen, og tak for forespørgselsdebatten.

Nu er det jo sådan, at Grønland er et demokratisk samfund. Landet ledes ikke bare af nogle politikere, men af nogle politikere, som befolkningen har stemt ind til at kunne udføre et godt stykke arbejde.

Hvad angår selvstændighedsprocessen, er det jo ikke en proces, som er ny, men det er en proces, som har været i gang i mange år – allerede siden en tidligere generation end min. I den forbindelse, på vej mod selvstyreaftalen, har det været vigtigt, at de grønlandske politikere involverede de grønlandske borgere mest muligt, og i den sammenhæng har befolkningen også været indeover og haft en meget stor andel i udformningen af selvstyrelovgivningen i dag. Det er befolkningen, der står bag selvstyreloven. Det er en demokratisk proces. Hvad siger ordføreren til, at det ikke bare er politikerne, der kommer med nogle ideer, men at det er befolkningen, der står bag?

Værsgo, ordføreren.

Jamen jeg har ikke anfægtet, at Grønland er et demokratisk samfund, og at befolkningen står bag. Selvfølgelig gør man det.

Der er så noget, der kan undre. Lad os bare tage som eksempel de tre store lufthavne, hvor man ikke agter og ikke har gjort det fra selvstyrets side at fremlægge en økonomisk forudsigelse af, hvad det er, der kommer til at ske, hvordan pengene skal skaffes. Man har sagt, at man vil udrede halvdelen af dem selv. Fra hvilken statskasse? Hvor har man 2 mia. kr. liggende til det? Hvad skal der ske bagefter? Er der overhovedet hotelkapacitet til alt det her? Hvordan skal det hele fungere?

Man fortæller jo ikke befolkningen, hvad det er, der sker. Jeg er flittig læser af de grønlandske aviser, og det grønlandske landsstyre vil simpelt hen ikke fremlægge det. Man er gået i gang, og så kommer der nok et eller andet senere, og det bebrejder jeg politikerne. Så er det jo klart, at befolkningen ikke kan følge med.

Fru Aleqa Hammond.

Nu skal man heller ikke tro på alt, hvad aviserne skriver, og man skal heller ikke lade sin viden udelukkende være baseret på, hvad aviserne skriver. Det ville være helt forkert.

Ligesom statsministeren highlightede det så flot, er væksten høj i Grønland og ledigheden er faldet, og de grønlandske politikere og vælgerne står bag, at det er nødvendigt med investeringer og vækst i Grønland. Det er ikke bare for at gøre os fri af bloktilskuddet, men decideret udelukkende for at skaffe en bedre hverdag for landets borgere generelt.

Når det er sagt, vil jeg lige spørge ordføreren om, hvilke fordele ordføreren ser der kan være for Danmark, når Grønland går hen og bliver selvstændigt.

Den eneste fordel for Danmark vil være, at vi sparer 4 mia. kr. hvert år. For den grønlandske befolkning vil der ingen fordel være ved selvstændighed før det øjeblik, hvor de grønlandske politikere har genoprettet økonomien, fået gang i hjulene, lavet en erhvervsudvikling, fået et ordentligt uddannelsessystem. Ad åre kan det muligvis blive til fordel for den grønlandske befolkning, men ikke nu. Det er jo slet ikke den diskussion, man har på Grønland. Det er jo om her og nu og om, at forfatningskommissionen snart skal være færdig, og vi skynder os. Det er jo ikke om, hvordan vi løser landets problemer, så vi kan blive selvstændige. Det er der, jeg bebrejder det grønlandske selvstyre.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Og mange tak til ordføreren for at tage det her emne op. Jeg synes, det er vigtigt at sige, at vi mellem Grønland og Danmark også deler en række grundlæggende værdier. Det er respekten for menneskerettigheder, det er respekten for demokratiet og et velfærdssamfund, og vi har jo også i høj grad ladet os inspirere af den måde, som det danske samfund fungerer på.

Derfor synes jeg også, det er enormt vigtigt, at man respekterer de grønlandske vælgere, og jeg vil gerne høre, om Dansk Folkeparti mener, at det her er respektfuldt i forhold til de grønlandske vælgere. Mener man, at måden at løse udfordringerne på, er at rulle udviklingen tilbage? Mange tak.

Jeg synes i høj grad, det er respektfuldt at konstatere, at der er tale om danske statsborgere, som har en politisk ledelse, der ikke har viljen og efter min opfattelse heller ikke evnen til at styre Grønland økonomisk. Det har ikke en klap – undskyld udtrykket – med menneskerettigheder at gøre. Det her er en økonomisk debat, en meget, meget pragmatisk debat om, hvordan det kan lade sig gøre at være selvstændig, når 55,7 pct. af udgifterne allerede nu betales af staten; hvordan det kan lade sig gøre at opføre tre kæmpestore lufthavne til en samlet værdi af næsten 4 mia. kr. Det her er en pragmatisk diskussion. Der er simpelt hen ikke pengene til det, men alligevel fortsætter man.

Respekt for Grønland mener jeg i høj grad at jeg har. Det er af respekt for 45.000 danske statsborgere, der bor på Grønland, at jeg har rejst den her debat.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

I det grønlandske demokrati er der jo mange forskellige politiske holdninger, ligesom der også er det i det danske demokrati. Der er jo også mange i Grønland, som er bekymrede i forhold til økonomien, og som udtrykker den bekymring politisk, men også i høj grad i samfundsdebatten. Jeg synes, det er vigtigt, at man giver mulighed for, at der i de forskellige nuancer, også i grønlandsk politik, i det grønlandske politiske system. Vi er jo nogle, som har nogle af de bekymringer, og som også arbejder dagligt for, at de bekymringer ligesom kommer til udtryk i den debat, der er i Grønland. Mange tak.

Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke rigtig noget at svare der. Jeg synes jo, det er klart, at der er forskellige politiske nuancer på Grønland. Men indtil videre må jeg konstatere, at samtlige grønlandske partier har sat kursen mod selvstændighed. Man har lavet en forfatningskommission, som er i fuld gang med arbejdet, og som også allerede er i fuld gang med at planlægge f.eks. de tre store lufthavne. Det er det, jeg kan konstatere. Og der taler vi ud fra en økonomisk betragtning: Det lader sig ikke gøre. Så lad være med at fortælle den grønlandske befolkning, at der overhovedet er mulighed for det, for det er der ikke.

Hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det. Også godt nytår til ordføreren herfra, og tak for indlægget.

Jeg har to spørgsmål i forhold til at få ordføreren til at reflektere lidt mere over, hvad det er for et arbejde, der er sat i gang i Grønland. Jeg synes, at de antagelser, ordføreren giver udtryk for, nogle gange kan blive lidt ensidige og unuancerede. I sin motivation siger ordføreren, at vi har en latterlig angst for ikke at virke koloniherreragtige, og at det er derfor, vi ikke agerer her. Kunne det også være, at vi måske er vidne til en nation, som er i gang med at opbygge en national identitet, hvilket også kan være grunden til, at den her kommission er sat i værk som det, statsministeren også italesætter som et identitetsdokument?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er sikkert rigtigt, det vil jeg da ikke anfægte. Men hvad det er, man har sat i gang – det kunne jeg også forstå på statsministerens tale, men det er muligt, jeg har misforstået det – ved man jo ikke engang rigtig. Altså, er det noget, der skal være inden for grundlovens rammer, og hvor rigsfællesskabet fortsætter, eller skal det være en forfatning for en selvstændig stat? Ikke engang det har vi kunnet få ordentligt svar på. Vi er da i høj grad en part i sagen. Hvorfor kan vi ikke få det at vide?

Jeg er da overbevist om, at der ligger masser af kulturelle ønsker hos den grønlandske befolkning, som måske ser noget lysende i at være en selvstændig nation, men det kræver bare, at man har økonomien i orden.

Hr. Roger Courage Matthisen, værsgo.

Nu hører jeg så igen ordføreren bruge økonomien som løftestang for, at der skal dikteres en masse fra dansk side, og igen overlader vi ikke i et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde en proces til at foregå i Grønland. Spørgsmålet om, hvad dokumentet skal bruges til, er jo også en proces, som de selv er i gang med at afklare, og før vi så afkræver dem et svar, er vi jo nødt til at vise dem respekt og give dem ro og tid til at udvikle deres visioner for deres land. Er ordføreren ikke enig i det?

Hr. Søren Espersen.

Jeg synes bare, at når der tales en forfatningskommission, så har vi et rigsfællesskab nu, hvor alle tre parter – Danmark, Grønland og Færøerne – har en interesse i, hvad der foregår. Og ja, selvfølgelig bruger jeg økonomien som løftestang, for økonomien er løftestang for al politik. Der er intet – jeg kan ikke umiddelbart komme i tanke om noget – der ikke, når vi diskuterer her i Folketingssalen, har en basis økonomien. Det er der, det starter: Har vi penge til det, kan vi klare det, er der fremtidsmuligheder osv.? Det er det, vi sidder og sysler med inden for alle områder. Det gør man ikke i det grønlandske selvstyre.

Tak. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne rette ordføreren en smule. Jeg har to gange helt konkret hørt Søren Espersen i debatter foreslå muligheden for at sætte Grønland under administration, altså ikke i fremtiden eller efter en konkurs, eller hvad ved jeg, men helt konkret. Jeg vil først høre, om ordføreren ikke kan bekræfte, at det er rigtigt.

Det andet er, hvis ordføreren sammenligner Grønland med, at vi kan sætte Farum under administration. Med hvilken ret har Folketinget så den mulighed? Hvordan er det beskrevet? Så vidt jeg husker, er Grønland ikke nogen kommune i Danmark, Grønland er faktisk et land, som vi samarbejder med i rigsfællesskabet.

Det sidste først: Grundloven sætter rammerne for det. 90 mandater i Folketinget er så rigeligt til at ophæve selvstyret. Der behøves ikke mere. Om der så kan skaffes 90, er et andet spørgsmål, og det tror jeg faktisk ikke der kan. Men der er selvfølgelig ingen forhindringer for, at vi her i Folketinget kan ophæve Grønlands selvstyre.

Med hensyn til det med at være under administration: Ja, det har jeg luftet som en mulighed, bestemt. Jeg tror, som jeg sagde til hr. Martin Lidegaard, også, at den situation kommer, at det bliver nødvendigt. Jeg håber ikke, det kommer til at ske. Men hvis man fra Grønlands landsstyres side fortsat ikke løser landets strukturelle problemer, så bliver det nødvendigt, ja.

Hr. Christian Juhl.

Tak for det. Det andet spørgsmål er sådan lidt mere principielt: Tror ordføreren, at et land, et folk, en kommune, hvad som helst, udvikler sig bedst under et overherredømmes administration eller via udvikling af et demokrati parallelt med, at man udvikler økonomien? Det er jo egentlig et banalt spørgsmål, og jeg håber da, at der kun er ét svar på det, men jeg vil gerne høre ordføreren. For det lyder, som om det at sætte folk under administration kan løse hvad som helst. Jeg mener, at det skaber større problemer, fordi det skaber manglende ejerskab til at udvikle ens eget land.

Tak. Hr. Søren Espersen.

Jeg ved det ikke, men jeg tror da, at Farum er ganske godt tilfreds med, at man for noget tid siden blev sat under administration. Det tror jeg da. Det er ikke mit indtryk, at der er problemer dér længere. Men prøv så at se på sådan et ord, som hr. Christian Juhl benytter, altså overherredømme. Er det sådan, hr. Christian Juhl ser statens indsats i rigsfællesskabet, altså som et overherredømme, hvor der er fuldt selvstyre på Grønland, fuldt selvstyre på Færøerne, og hvor staten subsidierer med midler begge steder og i øvrigt også hjælper med at løse en række problemer? Er det overherredømme? Det er sådan et udtryk, som jeg egentlig mere tror hører til hr. Christian Juhls fortid. Jeg havde ikke regnet med, at vi skulle høre det igen i dag.

Tak. Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Først vil jeg sige, at det er fint, at hr. Søren Espersen blander sig i debatten i alle områder af rigsfællesskabet. Det gør han også, når det gælder Færøerne, og det hilser jeg velkommen. Der er også mange andre, der har blandet sig i debatten om Grønlands økonomi i de sidste måneder. Der er så dog kommet den ændring i forhold til før, at der er stadig flere, også sådan rimelig højt profilerede personer, som taler om direkte at suspendere selvstyret. Nu forstod jeg på hr. Søren Espersens svar, både til hr. Martin Lidegaard og hr. Christian Juhl, at Dansk Folkeparti ikke er spændt for disses vogn, og at man ikke ønsker at suspendere selvstyret. Men dog siger ordføreren, at grønlandske politikere, altså grønlandske politikere uden undtagelse og helt generelt, ikke har evnen og viljen til at gøre det, der er nødvendigt for at undgå en økonomisk katastrofe i Grønland. Hvis hr. Søren Espersen siger, at selvstyret ikke skal suspenderes, og at disse politikere ikke har evnen og ikke har viljen – der er ingen, der har evnen og viljen – hvad er det så, han mener at Danmark skal gøre?

Tak. Værsgo til hr. Søren Espersen

Jeg havde håbet på, at vi i dag kunne sende en klar besked til det grønlandske selvstyre om, at det ikke er acceptabelt med den måde, det kører på økonomisk. Det havde jeg håbet på. Det er det, der står i vores forslag til vedtagelse. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt. For at skulle suspendere et selvstyre er da ikke noget, man går og glæder sig til, men jeg siger bare, at situationen sagtens kan komme, hvis man ikke tager sig sammen og løser landets strukturelle problemer.

Jeg vil så sige, at når jeg tillader mig at sige »grønlandske politikere«, er det, fordi der ikke er ét parti i Landstinget, som ikke har sat kursen mod selvstændighed, altså ikke ét. Jeg hører spagfærdige røster fra enkelte, som nok har en anden opfattelse, men som klogelig tier stille med det, fordi det ikke er særlig populært i Grønland. Jeg har også et lønligt håb om, at der en dag vil opstå et parti på Grønland, som kunne give det her modvægt. Det håber jeg sker.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Der er jo visse paralleller til Færøerne, og nogle gange har jeg på Færøerne selv fremført, at debatten om løsrivelse fra Danmark kan ligne noget, der minder om eskapisme fra de problemer, man står over for, og at det så bliver en slags identitetspolitik. Der kan være visse aspekter af det på Færøerne og nogle gange måske også i Grønland, og det er jo uheldigt, hvis det, som det drejer sig om, er, at debatten om løsrivelse er en slags eskapisme, som jeg altså nogle gange også synes gør sig gældende på Færøerne. Men jeg synes sandelig også, at det, når man taler om at suspendere selvstyret, er eskapisme, og hvis vi får disse to holdninger over for hinanden, altså en løsrivelse fra Danmark fra Grønlands side på den ene side og en suspension af selvstyret fra dansk side på den anden side, får vi den totale konfrontation, som ikke gavner nogen som helst. Er Søren Espersen enig i den udlægning, den forståelse?

Tak. Det er altid godt at begynde med spørgsmålet, for så får man det i hvert fald afleveret inden bemærkningerne.

Værsgo.

Jeg kan ikke se, der er noget særlig eskapistisk i at sige, at der kan komme en situation inden så længe, hvor Danmark bliver nødt til midlertidigt at suspendere selvstyret i Grønland på grund af økonomien. Er det eskapisme? Jeg vil hellere anklage mange af mine kollegaer her i Folketinget for at være eskapister, når det drejer sig om Grønland, for der er mine kollegaer godt nok gode til at holde mund. Jeg vil så sige, at det her er en pragmatisk diskussion – det har jeg sagt fra starten – og det er en økonomisk diskussion: Er der penge til det? Er der penge nu selv med bloktilskuddet? Det er der jo ikke engang.

Tak for det. Så er der ikke flere kommentarer, og så går vi videre til næste ordfører, fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak for det. Socialdemokratiet har altid udtrykt respekt for, at der er et ønske om selvstændighed i Grønland, og det gentager jeg gerne i dag. Grønland har valgt at nedsætte en selvstændighedskommission, og det er for mig at se op til grønlænderne at tage stilling til, hvad der nu skal ske – hvis der skal ske noget.

Socialdemokratiet stiller sig naturligvis bag, at en formulering af en grønlandsk forfatning ikke må være i strid med grundloven, heller ikke det er noget nyt. Det må være op til grønlænderne at finde ud af, hvornår de er parate til selvstændighed. Det er ikke min opfattelse, at det grønlandske folk er klar til det endnu. De har brug for et langt højere uddannelsesniveau og en langt større udvikling af deres erhvervsliv, af råstofudvinding og af turisme, før økonomien er så stærk, at den kan bære selvstændighed, og det ved de grønlandske politikere. Det er selvfølgelig også nødvendigt, at det grønlandske folk ved besked.

Når anmodning om selvstændighed på et tidspunkt i fremtiden kommer, skal der laves en aftale mellem Grønland og Danmark. Det er vi helt sikre på vil komme til at ske på et tidspunkt, og vi forventer, at love og regler overholdes i processen, herunder grundloven. Derudover mener vi i Socialdemokratiet ikke, at det er en særlig hensigtsmæssig måde at forsøge at påvirke den proces, som man har politisk i Grønland, på. Vi står ved den aftale, de danske partier, dog minus Dansk Folkeparti, har indgået med Grønland på vegne af Danmark. Det betyder også, at vi respekterer, at man udarbejder en forfatning for Grønland. Forfatningsarbejdet er en del af en selvstændighedsproces, og det bør derfor ikke komme bag på nogen, især ikke for Grønlands vedkommende, hvor stort set alle partier bakker op om selvstændighed ad åre i en eller en form. Der er ingen tvivl om, at grundloven er højest i det juridiske hierarki i rigsfællesskabet. Hvis Grønland vedtager en forfatning, skal den leve op til grundloven, hvis man ønsker at forblive i rigsfællesskabet.

Jeg vil gerne runde af med at gentage, at vi fra socialdemokratisk side selvfølgelig står ved selvstyreloven som aftale mellem Grønland og Danmark. Det indebærer, at bloktilskuddet fra Danmark til Grønland følger bestemmelserne i selvstyreloven, og det indebærer, at det udelukkende er op til det grønlandske folk at beslutte, om eller hvornår de vil være et selvstændigt land med de konsekvenser, også økonomiske konsekvenser, som det vil få for landet.

Jeg skal læse et forslag til vedtagelse op på vegne af alle partier i Folketinget undtagen DF.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at selvstyreloven bygger på ønsket om at fremme ligeværdighed mellem Grønland og Danmark og øge grønlandsk selvbestemmelse. Folketinget konstaterer, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, og at det grønlandske folk kan træffe beslutning om selvstændighed, så længe processen sker inden for grundlovens rammer. Træffer det grønlandske folk en sådan beslutning, indebærer det efter selvstyreloven forhandlinger mellem regeringen og naalakkersuisut med henblik på gennemførelse af selvstændighed for Grønland. Folketinget finder, at spørgsmålet om Grønlands selvstændighed ikke kan ses uafhængigt af et selvbærende Grønlands økonomi. Folketinget konstaterer, at konjunkturerne aktuelt er gunstige i Grønland, men noterer, at Grønlands økonomiske råd fortsat påpeger behov for reformer og nye indtægter, hvis der skal sikres en holdbar økonomi i Grønland. Folketinget noterer, at selvstyreloven forudsætter en standard på danske ansvarsområder i Grønland svarende til standarden i Danmark under hensyn til grønlandske forhold.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 29).

Tak. Forslaget til vedtagelse indgår i de videre drøftelser. Hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for indlægget. Nu er vi så i rigsfællesskabet, og der formoder jeg at vi kan tale frit om, hvad vi synes om de forskellige lande og partier og sådan noget inden for rigsfællesskabet. Det forudsætter jeg at vi kan.

Så vil jeg egentlig sådan helt pragmatisk spørge den socialdemokratiske ordfører: Har hun tillid til, at det grønlandske selvstyre er i stand til at løse landets økonomiske strukturelle problemer?

Som udgangspunkt mener jeg at vi skal have tillid til det. Som det ser ud nu, er der ikke en økonomi i Grønland, der gør, at man kan blive selvstændig. Men det skal jo ikke betyde, at man én gang for alle siger, at det her aldrig bliver til noget. I vores vedtagelsestekst skriver vi også, at der er en gunstig udvikling i økonomien i Grønland for tiden, og det er da et håb for os alle sammen, at den økonomi kan blive endnu stærkere. Hvis det lykkes for Grønland at få en stærk økonomi, der kan være stærk nok til, at en selvstændighed kan komme på tale, så kan vi kun glæde os over det. Men der er vi ikke i dag.

Hr. Søren Espersen.

Men er der en gunstig udvikling i den grønlandske strukturelle udvikling? Det tror jeg da ikke der er. Man fanger en masse fisk i øjeblikket, men selv om man forestillede sig, at de kunne fange ti gange så mange fisk eller tyve gange så mange fisk eller halvtreds gange så mange fisk, som de gør i dag, ville det ikke løse landets økonomiske strukturelle problemer.

Jeg bed mærke i, at ordføreren sagde, at som udgangspunkt mener hun at det grønlandske selvstyre er i stand til og har viljen og evnen til at løse landets økonomiske strukturelle problemer. Er det sådan, at det kun er et udgangspunkt, eller er der en lille tvivl om det?

Altså, der er også andre indtægtskilder end fisk. Fiskene har det med for tiden at flytte sig lidt rundt på grund af klimaforandringerne, men der er også andre indtægtskilder, og der er ingen tvivl om, at turismen vil komme til at vokse i Grønland. Der er heller ingen tvivl om, at der er et grundlag for at få en større erhvervsudvikling end den, der p.t. er i Grønland. Vi kan f.eks. bare tage havnen i Nuuk, som man har udvidet rigtig meget i de seneste år, og se, hvor stor en betydning det har haft i forhold til ekstra aktivitet og mange flere mennesker i arbejde.

Så selvfølgelig er der muligheder. Som jeg ser det, kan det grønlandske folk ikke i dag klare en selvstændighed, men vi skal jo ikke lukke døren for dem og sige, at det aldrig kan komme til at ske.

Hr. Magni Arge.

Tak. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at det ikke var alle partier i Folketingssalen bortset fra Dansk Folkeparti, der var med i forslaget , for Tjóðveldi står udenfor. Vi har vores eget forslag, som jeg vil gøre rede for senere. Tak.

Så er det hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Det var ikke opmuntrende. Jeg synes, at man har uld i munden, når man siger »hvis« og »når«. Men til gengæld hørte jeg ordføreren sige, at hun før havde sagt, at Socialdemokratiet bakkede op om selvstændighed, og det ville hun vil gerne slå fast.

Jeg skal bare spørge ordføreren: Mener ordføreren, at man ud fra det, der ligger her, har en jordisk chance for at blive selvstændig? Altså, vi har at gøre med en økonomi, som allerede nu er himmelråbende langt væk fra virkeligheden, og alligevel står ordføreren og siger, at man ønsker selvstændighed. Det her vedrører jo ikke bare Grønland eller de grønlandske politikere; det er jo for den grønlandske befolkning, at det skal være en god idé, altså om man har selvstændighed, eller om man stadig væk er en del af rigsfællesskabet.

Værsgo til ordføreren.

Sådan som det bliver fremlagt i dag, synes jeg, at man fra Dansk Folkepartis side ligesom lukker døren og siger: Det her bliver aldrig nogen sinde til noget – ned med dem!

Det synes jeg ikke skal være beskeden fra det danske Folketing. Jeg synes, at beskeden til grønlænderne og de grønlandske politikere skal være, at som vi ser det, er der ikke nogen mulighed for det i dag, men at det da ikke skal være ensbetydende med, at det aldrig bliver muligt i fremtiden. Det må da være en afgørelse, som det grønlandske folk træffer, når de forhold, der skal være til stede, også kan opfyldes, herunder naturligvis de økonomiske forhold, som jeg da er meget enig med Dansk Folkeparti i bestemt ikke er til stede i dag.

Hr. Henrik Brodersen.

Vi har en udfordring med, at der ikke er lagt planer for, hvordan processen skal være, man har sat den i gang, men der er ikke nogen planer for, hvor den skal ende. Vi er ikke vidende om, hvor de planer eventuelt skulle føre hen. Ordføreren er inde på, at der også er andre muligheder end fiskeriet, selv om det kan svinge både til den ene og den anden side. Søren Espersen siger det meget klart med at sige, at om så man fiskede det halvtredsdobbelte, ville det aldrig redde det. Ordføreren er inde på, at der muligvis er andre indtægtsmuligheder såsom råstoffer og turisme. Altså, råstofudviklingen kommer overhovedet ikke til at finde sted i det her omfang. Man skal næsten sejle halvdelen af verdens befolkning til Grønland, hvor de hver lægger en hundredkroneseddel, før det retter op på det her. Jeg tror ikke, det kommer til at finde sted.

Værsgo, ordføreren.

Altså, spørgeren siger, at vi ikke ved, hvor det fører hen, og det er rigtigt, at det ved vi ikke, for det er en proces, der lige er sat i gang. Og det kan jo være svært at afkræve svar om noget, når først man har sat udredningsarbejdet i gang. Så siger spørgeren, at råstofudvinding ikke kommer til at ske. Hvor ved ordføreren det fra? Altså, man kan da ikke stå her i dag, midt i januar 2018, og sige, at det aldrig kommer til at ske. Det er svært, ja, og de firmaer, som har købt de koncessioner, der er, er endnu ikke klar til at udvinde, fordi det andre steder rundtomkring i verden, hvor de har nogle koncessioner, er lettere at udvinde. Men den dag kan da sagtens komme, hvor nogle af de ting, der ligger under klipperne oppe i Grønland, bliver så værdifulde, at de bliver taget op. Jeg synes ikke, man kan være så konsekvent i sine udtalelser.

Tak. Hr. Sjúrður Skaale.

Det har i de seneste måneders debat været således, at der er sket en legitimering af, at man generaliserer grønlændere og grønlandske politikere, således som man også oplevede det for Færøernes vedkommende for ikke så mange år siden. Det kan føles, når man bliver omtalt generelt som nogen, der ikke kan, så slukker det en gnist, en lyst til at bevise noget andet. Hvad er ordførerens mening om, at man i debatten i Danmark omtaler grønlænde re og grønlandske politike re og selvsty ret under et, helt generelt som udueligt? Tak.

Værsgo, ordføreren.

Det er skidt for vores forhold til Grønland, at man fra dansk side har en tendens til at gøre det, og det er ikke bare politikere, det er også andre uden for huset her, der har en tendens til at generalisere om Grønland. Jeg tror, det bunder i uvidenhed om Grønland. Det bunder i manglende kendskab til de mange forskellige partier, der er der, og i uvidenhed om, hvordan partierne arbejder, og ikke mindst i ukendskab til grønlandske forhold. Vi kunne sige det samme om Færøerne. Det tror jeg faktisk vi kunne. Det er bare slet ikke i den sammenhæng problemer, som er på Færøerne.

Tak, og så er det fru Aleqa Hammond.

Vi hører meget ofte, når der er diskussion om Grønlands selvstændighed og selvstændighedsprocessen, at der er nogle, som siger: Jeg tror på det, og jeg tror ikke på det. Det kan ikke lade sig gøre, og det kan lade sig gøre. Den diskussion har vi da også derhjemme. Jeg synes også, at det er en helt naturlig diskussion, man har, og den problemstilling, vi har, hvad angår økonomien, har vi også derhjemme. Det er jo ikke sådan, at Grønland ønsker selvstændighed what ever, det måtte tage, og det gør vi bare. Det er det jo ikke. Verden er meget mere nuanceret end, hvad der bliver highlightet af Dansk Folkeparti i dag.

Jeg synes, det er vigtigt, at Folketinget står fast ved anerkendelse af det grønlandske folk i henhold til folkeretten og ved, at Grønland har ret til egen selvbestemmelse, og den selvbestemmelse har vi valgt at føre i henhold til grundlovens egne rammer. Står vi sammen omkring det her, tror jeg også, at vi har et fordrageligt forhold mellem Danmark og Grønland, så længe der er gensidig respekt, også i henhold til den aftale, vi står sammen om.

Mener ordføreren, at der skal laves om på den proces, vi er i, eller skal vi stå fast ved den gode aftale, vi har?

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes faktisk, at den vedtagelsestekst, som jeg læste op før, bekræfter det, som spørgeren siger.

Ja, der er en gensidig respekt. Der er tæt samarbejde mellem Grønland og Danmark på mange niveauer, og jeg synes, at vi skal fortsætte ad den vej. Vi skal ikke være blinde for de problemer, der er; det vil jeg gerne medgive over for DF, men vi skal se, om vi kan hjælpe på vej i stedet for at skælde ud og sige: Nu tager vi magten fra jer. Nu tager vi den hjem hertil. Det er ikke befordrende.

Så jeg kan bekræfte, at vi i hvert fald fra socialdemokratisk side står ved de aftaler, der er.

Fru Aleqa Hammond.

Væksten er høj og ledigheden faldet de sidste år, og det ser også positivt ud for fremtiden, som også hr. statsministeren highlightede det.

Jeg synes også, det er utrolig vigtigt, når vi snakker om selvstændighedsprocessen for Grønland, at man ikke udelukkende kun ser på bloktilskuddet som det eneste punkt, der skal diskuteres, i relationen mellem Danmark og Grønland. Hvordan ser ordføreren på de gode relationer, Grønland har, også i en proces, hvor selvstændighed diskuteres i Grønland? Gavner det relationerne mellem Danmark og Grønland, at vi har de her diskussioner, som vi har herinde i dag?

Værsgo, ordføreren.

Jeg forstod det sådan, om den diskussion, vi har i dag , gavner relationerne mellem Danmark og Grønland. Nej, det tror jeg såmænd ikke, men jeg har jo heller ikke den indstilling, at vi ikke skal tale om de her ting. Det er ikke sådan, at vi skal putte os og sige, at det her skal vi ikke tale om, og nu lukker vi øjne og ører, og så må Grønland ordne det hele selv. Jeg mener, at der er samarbejde på så mange forskellige niveauer, som også vil kunne være til hjælp i den fase her, hvor man i Grønland diskuterer, om man skal være selvstændig eller ej.

Fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Og mange tak til Socialdemokratiets ordfører både for ordførertalen og for de fine kommentarer. Til næste år er det jo 10 år siden, vi fik selvstyreloven i Grønland. Det er jo sådan, at når man peger fingre ad nogen, peger der også en række fingre tilbage på en selv, og jeg synes, det er vigtigt at understrege, at det på trods af den her meget vigtige debat er vigtigt at huske på, at vi sådan set også i dag har en lang række opgaver her i Folketinget, som vi ikke har fået løst.

Vi er ikke i mål i forhold til at sikre, at de her 32 områder ligesom er nået op på en standard, som er tilstrækkelig, vil jeg tillade mig at sige. Det er jo sådan, at der står i selvstyreloven, at man skal arbejde for en standard, der svarer til den danske. Det kan jo godt være, at man i den her proces – for det er jo en proces for det grønlandske folk – når frem til, at man ikke nødvendigvis vil have en dansk standard på den lange bane, men at man måske gerne vil indrette de forskellige områder på en anden måde. Og jeg synes, det er vigtigt, at man giver lov til og mulighed for, at det grønlandske folk kan gennemgå den proces. Og det vil jeg høre om Socialdemokratiet er enig i.

Værsgo. Ordføreren.

Efter at have besøgt Grønland seks gange nu, er jeg slet ikke i tvivl om, at der er måder at gøre tingene på i Danmark, som ikke er så anvendelige i Grønland. Og det er klart, at når der skal laves lovgivning og der skal laves aftaler, er det nødvendigt, at der tages hensyn til grønlandske forhold. Og det er præcis det, vi også har sagt i vedtagelsesteksten, nemlig at Folketinget noterer, at selvstyreloven forudsætter en standard på danske ansvarsområder i Grønland, der svarer til standarden i Danmark under hensyn til grønlandske forhold. Så for mig at se er det helt naturligt, at der er anderledes måder at gøre ting på i Grønland, end vi ville gøre dem på i Danmark.

Tak. Og så er der ikke flere kommentarer til ordføreren. Jo, man skal bare lige være venlig at trykke sig ind, når man ønsker anden kommentar. Værsgo.

Mange tak. I Grønland er vi jo i gang med en nation building, kan man sige; vi er i gang med at bygge et samfund op, som vi gerne vil have det. Vi har jo haft hjemmestyre siden 1979, og ting tager tid – og ting tager nogle gange også lidt længere tid, end man måske kunne ønske sig de ville gøre. Men det er vigtigt at have respekt for den proces.

I forhold til den økonomiske udvikling er det jo sådan, at der er nedsat en forfatningskommission, og vi ved jo sådan set ikke, hvad udfaldet bliver i sidste ende. Derfor synes jeg måske også, det er lidt tidligt at tage den her debat i Folketinget. Det synes jeg måske man skulle gøre på et lidt senere tidspunkt, når det grønlandske folk har haft bedre mulighed for at diskutere de her ting. Mange tak.

Det var sådan set også det, jeg sagde i min tale. Så der er ikke nogen uenighed der.

Tak. Og det var så den sidste kommentar. Hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Tak. Grønland har altid haft en unik plads i danmarkshistorien. Vi har igennem vores fælles historie et unikt sammenhold på tværs af afstande, som bliver brugt rigtig meget af danskere, grønlændere og selvfølgelig også af færinger, som rejser på kryds og tværs af rigsfællesskabet for at bo, arbejde og opleve.

I form af min rolle som ordfører for Grønland har jeg knyttet et særlig tæt og personligt bånd til både Grønland og rigsfællesskabet som helhed, og derfor ville jeg rent personligt synes, det ville være rigtig, rigtig trist at miste en så central del af ikke bare vores historie, men også vores rigsidentitet. Jeg vil til enhver tid selvfølgelig respektere det, hvis et demokratisk flertal ønsker selvstændighed, men jeg må her tilføje, at jeg er oprigtig glad for det stærke og solide rigsfællesskab, som vi nyder i dag.

Det er naturligt og gunstigt at tage debatten op, som vi gør her nu, når man tager i betragtning, at der har været økonomisk fremgang for Grønland i 2017. Grønlandsk selvstændighed er nemlig helt klart afhængig af, om man formår at skabe en bæredygtig økonomi og vækst. Grønlands vækst er primært baseret på fiskeri, som står for en meget, meget stor del af eksportindtægterne, og når fiskeriet går godt, afspejler det sig selvfølgelig i den grønlandske økonomi. Den økonomiske fremgang i Grønland er dog ikke ensbetydende med, at de grundlæggende strukturelle problemer i økonomien er løst, for en økonomi baseret primært på én eksport er, som jeg ser det lige nu, ikke holdbart på den lange bane. En selvbærende økonomi er en klar forudsætning for grønlandsk selvstændighed, og hvis man tager Danmarks bloktilskud på 4 mia. kr. om året ud af det grønlandske statsbudget, svarer det til rundt regnet halvdelen af landskassens samlede indtægt.

Derudover står Grønland såvel som Danmark og Færøerne over for den udfordring, at når der i fremtiden vil være flere ældre, vil der dermed være færre til at betale for samfundet. Den eneste måde at komme den udfordring til livs og sikre fremtidig velfærd er at indføre reformer og udvikle en fremadskuende erhvervspolitik. Behovet for reformer er også blevet påpeget af Grønlands Økonomiske Råd. Derfor mener jeg ikke, at man på nuværende tidspunkt bør prioritere en politisk selvstændighed, eftersom den økonomiske selvstændighed går forud.

Jeg håber meget på, at vi i stedet kan få en konstruktiv debat på tværs af rigsfællesskabet om, hvordan man aktivt styrker Grønlands økonomi gennem reformer. Derudover synes jeg også, man skal se på, hvordan vi kan styrke de kulturelle bånd i rigsfællesskabet samt øge investeringer i både Danmark og Grønland. Det vil styrke ikke bare økonomien, men også følelsen for rigsfællesskabet, hvilket jeg mener er en vigtig del af hele vores rigsfællesskab. Tak for ordet.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger. Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak til ordføreren. Jeg vil også gerne sige tak til Venstres ordfører for det gode samarbejde i forhold til at udarbejde en vedtagelsestekst. Tak for din indsats.

Fra Inuit Ataqatigiits side arbejder vi for en selvbærende økonomi. Vi ved sådan set også, at Grønland har hjemtaget erhvervsområdet for en lang række år tilbage, og når vi snakker om økonomi og økonomisk udvikling i Grønland, er der ingen tvivl om, at der er behov for noget anderledes for at sikre en stærkere økonomi. Nu er det her med lufthavnene og lufthavnsprojektet blevet bragt på bane, og vedrørende lufthavnen i Qaqortoq er der en erkendelse af, at det er et politisk projekt; det er ikke et investeringsprojekt. Vedrørende lufthavnene i Nuuk og Ilulissat er man nødt til at investere for at kunne skabe noget vækst. Den anerkendelse af, at Grønland tager nogle politiske initiativer til at sikre, at der bliver skabt noget vækst i Grønlands økonomi, synes jeg sådan set bare man skal være med til at bakke op om. Jeg vil høre, hvad Venstres ordfører tænker om de tanker.

Værsgo til ordføreren.

Når man kigger på, hvor besværligt det kan være at rejse rundt til nogle af de dele af Grønland, hvor der, som jeg ser det, er store muligheder for vækst i turismen, såsom Ilulissat, ser jeg især lufthavnsprojektet i Ilulissat som noget, der kunne gøre en stor forskel for Grønlands økonomi. Der har været en enorm vækst i turisme i f.eks. Island, hvor folk flyver ind for weekenden fra Europa, fra USA, og jeg ser et kæmpe potentiale i noget lignende i Grønland, hvis man kan udvikle de her projekter. Men jeg er også godt klar over, at det er projekter af en enorm størrelse i forhold til den grønlandske økonomi, så jeg kan bare sige, at jeg håber på, at man fra Grønlands side kan skride frem og finde investorer og finde måder at realisere det her på, for det ser jeg som en af de måder, hvorpå man kan skabe en afgørende ændring i den grønlandske økonomi.

Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til Venstres ordfører. Jeg får lejlighed til senere, tror jeg, at kommentere fru Aaja Chemnitz Larsens seneste replik, som var, at en af lufthavnene, forstår vi nu, er et politisk proces. Det vil sige, vi taler om 25 pct. af BNP, og statsministeren forklarede, at det efter danske forhold ville betyde en udskrivning på 55 gange vores kampflykøb. Og så blev det kaldt et politisk projekt, for det er sådan noget, der sætter gang i stemningen.

Jeg vil stille hr. Marcus Knuth det samme spørgsmål, som jeg stillede til Socialdemokratiets ordfører: Har ordføreren tillid til, at det grønlandske selvstyre er i stand til at løse landets langsigtede økonomiske problemer?

Der er jo ikke nogen tvivl om, at Grønland, og det er også en del af den debat, vi har i dag, står over for en økonomisk udvikling, som er stærkt, stærkt bekymrende, men jeg har tillid til, at det grønlandske selvstyre er et selvstændigt demokratisk organ, som gør alt, hvad de kan for at styrke den grønlandske økonomi – noget, som Det Økonomisk Råd i Grønland også er inde på – og der er brug for reformer, og det er jo det, som selvstyret arbejder på.

Hr. Søren Espersen.

Nu bruger jeg specielt lufthavnsbyggerierne som eksempel. Det er korrekt, at der fiskes godt i øjeblikket, men som jeg tidligere er det ikke nok til at løse de her problemer. I en situation, hvor man i den grad er klemt økonomisk, er man altså i gang med at bruge 25 pct. af BNP. Er det særlig klogt, vidner det om en ledelse, der har forstået, hvor alvorlig en økonomisk situation Grønland står i?

Værsgo til hr. Marcus Knuth.

Der er jeg sådan set ikke enig, for det er besværligt at rejse til de forskellige dele af Grønland. Man skal typisk via Kangerlussuaq og med de vejrforhold, der er, gør det det meget, meget besværligt at komme videre til Nuuk, meget, meget besværligt at komme videre til Ilulissat. Jeg ser, som jeg sagde før, et kæmpe potentiale i turismevækst i Grønland, ikke mindst baseret på det, man har set på Island. Hvis man skal kunne komme til Grønland på et weekendbesøg som amerikansk eller europæisk turist, kræver det altså, at man kan flyve direkte ind og ikke risikerer at sidde fanget i Kangerlussuaq i flere dage. Så jeg mener, udvidelse af lufthavnene, især i Ilulissat, er noget, som er vigtig for udvidelse af Grønlands økonomi. Hvordan det så bliver finansieret, kan vi diskutere, og det synes jeg er en interessant debat at tage, men jeg mener, at man skal forbedre den grønlandske infrastruktur, hvis man skal kunne skabe de vækstmuligheder inden for turisme, som jeg mener der er potentiale til.

Hr. Christian Juhl.

Ordføreren for Venstre anbefalede eller bad grønlænderne om ikke at prioritere en politisk selvstændighed. Er det ikke ethvert folks drivkraft i udviklingen af ens land, at man også har en trang til selvstændighed og demokrati? Jeg minder om, at vi i Danmark i flere perioder af historien netop har brugt den drivkraft til at overvinde andre ting. På et tidspunkt var der sågar i det danske kongehus tanker om, at vi skulle være en del af det tyske rige, fordi vi var økonomisk totalt bankerot i Danmark. Men alligevel blev der rejst en stemning om, at selvstændighed, demokrati og selvstyre nu er det bedste, og dermed rejste vi os også ud af den mærkelige tankegang, der dengang herskede.

Værsgo til ordføreren.

Når vi kigger realiteterne i øjnene og ser de enorme økonomiske udfordringer, som Grønland står over for, synes jeg, det vil være en underlig prioritet at bruge så utrolig meget tid på at diskutere en selvstændighed, der af økonomiske årsager naturligvis vil ligge meget, meget langt ude i fremtiden. Der mener jeg altså at man bruger tiden bedre på at diskutere: Hvordan kan man komme i gang med nogle af de reformer, som bl.a. det grønlandske Økonomiske Råd anbefaler?

Hr. Christian Juhl.

Jamen handler det ikke netop om to ben, altså det at stræbe efter at have selvstændighed og indflydelse på sit land og samtidig med det arbejde for at få økonomien til at fungere? Det er vel også dybest set det, vi gør i det danske Folketing for Danmark. Og har vi så ikke netop via rigsfællesskabet forpligtet os til at hjælpe Grønland til at komme i den situation, hvor de både kan være selvstændige og økonomisk bæredygtige? Altså, jeg mener da, at det er den solidaritet, vi har indgået en aftale om mellem Færøerne, Grønland og Danmark – at det gør vi i fællesskab, og vi hjælper hinanden med de kræfter og den økonomi og de ressourcer, vi har i fællesskab, når nogen har sværere ved det end andre.

Jamen jeg synes, vi gør det meget klart både i vores regeringsgrundlag og nu også i den tekst, som vi vedtager her, at vi respekterer muligheden for selvbestemmelse. Men det ændrer jo altså ikke på de enorme økonomiske udfordringer, som Grønland står over for. Vi diskuterer noget, som jeg synes er et særdeles relevant projekt og et særdeles relevant emne, f.eks. hvordan man udvider mulighederne for at flyve direkte til Grønland. Og det synes jeg er den relevante debat at have. Sideløbende kan vi selvfølgelig godt diskutere selvbestemmelse, og det er jo så også det, vi gør lige nu.

Tak. Fru Aleqa Hammond, værsgo.

Nu er det jo sådan, at vi ikke ser så meget på begrænsninger, med hensyn til hvad det grønlandske selvstyre kan eller ikke kan. Det er heller ikke Folketingets arbejde at gøre sig til dommer over det. Men en ting er sikkert: Uanset selvstændighed eller ej, så er det jo vigtigt og nødvendigt for det grønlandske samfund med reformer, og det er nødvendigt med investeringer, således at vi i Grønland kan indfri det potentiale, vi har, til økonomisk vækst til gavn for den grønlandske befolkning, men også at gøre os uafhængige af bloktilskuddet. Det er helt naturligt, at vi gerne vil af med det, synes jeg selv

Når det er sagt, synes jeg også, at det er utroligt vigtigt for mig at pointere, at det ikke er det grønlandske naalakkersuisut alene, der bestemmer, hvordan ruten og linjen skal være for den grønlandske politiske verden. Der står et parlament, Inatsisartut, bag, som også har vedtaget finansloven og hvordan naalakkersuisut skal prioritere deres investeringer i samfundet. Det er en demokratisk proces hele vejen igennem, som jeg synes, at der skal udvises stor respekt for. Om vi er i stand til det eller ej, er ikke diskussionen her, synes jeg.

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg skulle forstå det som en kommentar eller som et spørgsmål. Jeg ved ikke, om ordføreren kan gentage det lidt mere klart. Jeg hørte det mere som en kommentar.

Er der spørgsmål til? Værsgo.

Er det mit andet spørgsmål? ( Formanden : Ja.). Ja, man kan jo sige, at Grønland er et fantastisk land. Vi ser også, at Grønland har et meget stort potentiale til en stærk økonomisk fremgang, ikke bare i form af vores fiskeri, men også i form af råstofsektoren og helt bestemt også turismen. For at et land kan være mere økonomisk selvbærende, er det utrolig vigtigt, at man ser på nye muligheder og store investeringer. Når vi snakker om lufthavnene i Grønland og den udgift, der er, og som også statsministeren highlighter, så er det vigtigt for det grønlandske samfund at se, at det ikke bare er en udgift, men at det er en investering til at få midlerne tilbage til noget helt andet, som vi kan bruge det til. Jeg tror, at det er vigtigt, at man gør Grønland tilgængeligt, men også, at man helt bestemt sikrer, at vi har flere flysæder, således at vi kan få gavn af vores store natur, som hele verden også gerne vil se. Det synes jeg er den rigtige retning at gå i. Jeg synes også selv personligt, at det er den rigtige investeringsvej at gå. Er ordføreren ikke også enig i det?

Tak. Værsgo.

Tak. Nu forstår jeg det lidt bedre. Jeg er meget enig i, at investeringer selvfølgelig er en del af vejen frem. I forhold til de lufthavnsprojekter, som vi diskuterer her, støtter jeg, som jeg sagde før, helhjertet op om, at det ville være til gavn for bl.a. et område som Ilulissat at have en direkte flyvning dertil. Det er jo ikke noget, som kun ville styrke turismen, som vi har set i Island, men jeg mener faktisk også, at det er noget, som ville styrke rigsfællesskabet, altså også gavne almindelige danskere eller færinger, som gerne vil til Grønland. Det er jo en forhindring, at man igen og igen skal forbi Kangerlussuaq, hvor man risikerer at sidde fast i flere dage. Så ja, infrastruktur er en helt, helt central del i udviklingen af den grønlandske økonomi.

Tak for det. Så skal jeg måske lige præcisere, at man også har ret til bare at komme med en kommentar – man behøver ikke nødvendigvis stille spørgsmål. Værsgo til hr. Henrik Brodersen.

Tak. Og tak for ordførertalen. Jeg er jo bekendt med, at ordføreren har beskæftiget sig rigtig meget med økonomi, og jeg vil gerne spørge ordføreren: Tror ordføreren på det her økonomiske projekt? Hvis man gik ind i et hvilket som helst pengeinstitut og satte sig foran en førsteårsbankelev med et budget uden indtægter, men med et meget, meget stort forbrug, så tror jeg ikke, at man ville få lov til at køre det her igennem. I så fald var der i hvert fald et rigtig godt incitament til at havne i et fjernsynsprogram, hvor man tager hånd om skrantende økonomier.

Så jeg skal bare gentage mit spørgsmål: Tror ordføreren på det her økonomiske projekt? Så må ordføreren egentlig selv om, om det drejer sig om en kortere eller længerevarende periode.

Jeg vil gerne takke ordføreren for at rose mine evner som økonom. Jeg må dog skuffe ved at sige, at min primære bedrift som økonom var, da jeg arbejdede for investeringsbanken Lehman Brothers, som krakkede med en verdenskrise til følge, så jeg ved ikke, om jeg er den rigtige at spørge.

Men jeg mener i hvert fald – og det tror jeg at jeg har sagt et par gange allerede – at man er nødt til at gøre noget ved den grønlandske infrastruktur, i hvert fald når det kommer til at kunne flyve direkte til f.eks. Illulissat eller Nuuk. Det, at man altid skal forbi Kangerlussuaq, mener jeg altså er en alvorlig hindring for udviklingen af den grønlandske økonomi. Så kan man, som jeg sagde til hr. Søren Espersen, diskutere, hvordan det skal gøres, og om den fremgangsmåde, som selvstyret kigger på nu, er den mest rentable. Der er i hvert fald én dansk investeringsvirksomhed, som er interesseret i være med til at finansiere det.

Så jeg synes klart, man kan kigge på, hvordan de her projekter skal finansieres, men jeg mener, at der er nødt til at ske en udvikling af den grønlandske infrastruktur, når det kommer til lufthavne, hvis man gerne vil sikre en bedre grønlandsk økonomi. Det mener jeg også er noget, som vil være en styrkelse for rigsfællesskabet, fordi det også vil gøre det nemmere for danskere at besøge Grønland.

Tak. Sidste spørgsmål fra hr. Henrik Brodersen.

Tak. Folk har jo en rejselyst, og nu har de fleste af dem, som har den lyst, jo været på Bali, Galapagosøerne og alle mulige andre steder, og man søger jo også op for at se det smukke, storslåede land, som Grønland jo rent faktisk er. Men når man kan komme hurtigt dertil, er der måske også, hvis de her lufthavne bliver bygget, den fordel, at man også kan komme hurtigt derfra. For hvad skal alle de her mennesker, som vi nu indflyver til Grønland, rent faktisk beskæftige sig med, mens de er der? Der er jo ikke nogen plan for, hvor de skal overnatte, og hvad der er af forskellige oplevelsesmuligheder ud over selvfølgelig at kunne fotografere den storslåede natur, der er på Grønland. Det er det, vi efterlyser en plan for.

Et er, at der investeres så massivt i, at det skal være muligt at flyve til og fra Grønland, men man kan spørge, hvor er resten af oplevelsen er ud over selvfølgelig at fotografere is – og det er smukt, det erkender jeg.

Der synes jeg nu, at Island som et eksempel viser, at man godt med meget høj vækst kan udvide en turismeøkonomi – hermed også opførelse af hoteller osv. – til gavn for samfundet, og jeg er sikker på, at hvis der kom betydelig flere turister til f.eks. Illulissat, så ville byen opføre de nødvendige hoteller osv. Altså, der er jo allerede en del krydstogtskibe, som kommer forbi, og som måske ikke var der i samme omfang for 5 eller 10 år siden. Turisme er noget, som vil gavne den grønlandske økonomi. Jeg ser det ikke som en hindring for Grønlands økonomi, at der skulle komme flere turister – det ville jeg tværtimod se som noget positivt.

Tak, og det var slut på spørgerunden. Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Der er ingen tvivl om, at Dansk Folkeparti nærmest til enhver tid, allerede før selvstyreloven, har syntes, at Grønland skulle sættes under administration. Man har en eller anden idé om, at det er bedst for Grønland, at de bliver sat under administration. Og så er jeg sådan set ligeglad med, hvad hr. Søren Espersen mener om mit ordvalg i den sammenhæng. Det er ikke en vej frem, men en vej baglæns.

I Enhedslisten anerkender vi ethvert folks ret til selvbestemmelse og demokrati. Vi anerkender selvstyrelovens bestemmelse om, at Grønland kan beslutte selvstændighed. De kan undervejs hjemtage en række sagsområder, når de ønsker det. Vi anerkender også Danmarks folkeretlige forpligtelser til at facilitere en sådan udvikling i overensstemmelse med FN's resolutioner – for at sige det lidt mere klart end det lidt mærkelige sammensurium af udtalelser i den her debat. Demokrati og selvbestemmelse er den eneste bæredygtige vej til udvikling, også økonomisk. Vi ser positivt på forfatningskommissionens arbejde og har tillid til, at det kan foregå på en god og demokratisk måde til gavn for Grønland.

Vi anerkender, at det grønlandske samfund har alvorlige økonomiske og sociale problemer, men man ser også positive ting. Og jeg synes, det er lidt trist at høre en debat, hvor vi altid kun skal nævne de negative ting, når der faktisk er drift på en række områder i Grønland. Fiskeriet er i god udvikling. Air Greenland – når vi nu snakker om fly og den slags – bidrager positivt til den grønlandske økonomi, som et af de få store flyselskaber. Turismen er i udvikling og endda – i forhold til tidligere – i rivende udvikling, vil jeg sige, og der er som også tidligere nævnt et kæmpe, kæmpe potentiale. Kommunerne har igangsat en indsats på det sociale område og især på børneområdet – det er nødvendigt, og det er også positivt at se, at man faktisk nu tager fat på nogle områder, som ikke har fået den nødvendige interesse før. Uddannelsessystemet er i udvikling. Og sådan kunne vi jo blive ved med at nævne områder, hvis vi ville være nuancerede og nøgterne, hr. Søren Espersen.

Vi mener i Enhedslisten, at kongeriget skal bidrage økonomisk og på anden måde, hvis Grønland beder os om det. Det er en solidaritet, vi lovede hinanden, da vi lavede rigsfællesskabet. Vi ser med tilfredshed på, at Grønland engagerer sig udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk i debatterne og søger indflydelse. Grønland bidrager meget positivt til kongerigets udenrigspolitik på mange områder, og det er meget produktivt, ikke mindst i spørgsmålet om Arktis. Tænk, hvad Danmark ville være i Arktisdebatten, hvis ikke det var, fordi vi var i rigsfællesskab med Grønland; vi ville overhovedet ingen adgang have til den diskussion og de løsninger, der måtte komme ud af den.

Vi vil støtte Grønlands vej til selvstændighed og forventer rigsfællesskabets solidariske hjælp til den proces. Vi kan godt forestille os et fremtidigt rigsfællesskab mellem tre selvstændige lande, når Færøerne og Grønland beslutter sig for at blive selvstændige. Tak.

Tak for det. Så er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg skal bare lige have noget på det rene. Altså, Danmark skal hjælpe, hvis grønlænderne beder om det. Nu har jeg selv siddet i Grønlandsk-dansk selvstyrekommission igennem længere tid, i øvrigt sammen med hr. Christian Juhls partifælle Line Barfod, og der var der ikke noget om det. Der blev det fastlagt ved lov på grønlændernes anmodning, at bloktilskuddet blev låst fast på 2009-penge. Der var ikke noget med ekstra hjælp. Det undrede vi os over at grønlænderne ønskede, men vi gik selvfølgelig med på det – eller rettere sagt, det gjorde Selvstyrekommissionen.

Mener hr. Christian Juhl, at Grønland også skal hjælpes økonomisk, efter at man har opnået selvstændighed?

Jeg mener, at vi ud over bloktilskuddet skal hjælpe i det omfang, det er nødvendigt. Og det gør vi også i dag på en række områder. Statsministerens redegørelse var jo netop en opridsning af de områder, som man ikke sådan lige normalt sætter et tal på, men som også er, hvad skal man kalde det, en hjælp til statsopbygningen.

Efter selvstændighed kan det også være nødvendigt, at rigsfællesskabet fortsætter, og at vi dér solidarisk hjælper hinanden. Jeg mener også, at der går en enormt stor hjælp fra Grønland til Danmark i øjeblikket, f.eks. i forbindelse med initiativerne i Arktis, hvor Danmark får en placering, som vi slet ikke ville have, hvis ikke vi havde Grønland med i rigsfællesskabet. Så på den måde går det begge veje, og det bør det også efter min mening gøre efter selvstændighed.

Hr. Søren Espersen.

De områder, statsminister nævnte, der koster penge, er jo dem, som endnu ikke er hjemtaget af det grønlandske selvstyre. Det har jo ikke noget med bloktilskuddet at gøre. Altså, de ting, der ikke er hjemtaget, finansierer staten selvfølgelig. Men det er ikke det, vi taler om, det er bloktilskuddet. Det, der blev nævnt som eksempel på, at Danmark foretager en hel masse ting, er f.eks. flådens tilstedeværelse i Grønland, som også har en stor civil betydning.

Men jeg skal lige have slået helt fast: Når Grønland har fået selvstændighed, skal Danmark fortsat finansiere Grønland efter Enhedslistens opfattelse. Er det korrekt forstået?

Danmark skal ikke finansiere Grønland, og jeg tror ikke på, at Grønland anmoder om selvstændighed før den dag, hvor de har en økonomi i balance, og hvor de kan beslutte selv at gøre det, f.eks. ligesom Færøerne i øjeblikket gør, hvor de siger, at de gerne vil være fri for støtte fra Danmark, fordi støttepenge ikke er naturlige penge, og derfor er det ikke godt for landets udvikling. Det er jo en meget, meget positiv situation, og den situation vil Grønland også komme i efter min mening.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg tror, at vi alle sammen kender det med at have en god ven, som pludselig ikke længere ringer helt så meget som tidligere, og man får følelsen af, at et venskab er ved at glide lidt ud i sandet, men at man desværre ikke helt ved hvorfor. Den følelse kan jeg også godt få, når jeg følger debatten om grønlandsk selvstændighed, for på den ene side kan jeg sagtens forstå ønsket om at træde sin helt egen sti, men på den anden side tror jeg, at både Grønland og Danmark fortsat kan få masser af gavn af et tæt samarbejde og af at gå hånd i hånd inden for det, som nu engang hedder rigsfællesskabet.

Som repræsentant for et parti skabt på en udbrydertrang og et ønske om mere frihed og selvstændighed ønsker jeg og Liberal Alliance naturligvis at støtte op om det grønlandske folks ønske om det samme. Det er altafgørende for os, at den proces for udvikling af rigsfællesskabet, som er her, og som også vil komme i den kommende tid, skal ske i respekt for grundloven og de aftaler, som vi allerede har indgået med det grønlandske selvstyre.

I Liberal Alliance ønsker vi i øvrigt et fortsat konstruktivt samarbejde i hele rigsfællesskabet. Vi vil gerne fastholde et stærkt og samarbejdende rigsfællesskab, og det indebærer altså også, at vi støtter op om det ønske, som er i Grønland, om øget selvstændighed. Det er i den ånd, vi skal udvikle det fortsatte samarbejde i rigsfællesskabet. Vi skal respektere hinanden, og vi skal samarbejde på de mange områder, hvor Grønland og Danmark har fælles interesser.

Liberal Alliance mener, at vi, i takt med at Grønland og Danmark ønsker det og også er parat til det, overdrager mere ansvar og flere administrative opgaver til selvstyret i Grønland. Men jeg mener også, at der er en faldgruppe, vi skal passe meget på, for det blotte faktum, at ansvar er overdraget, skal jo ikke forhindre os i stadig væk at hjælpe hinanden, give hinanden gode råd og kærligt trække hinanden væk fra afgrundens kant, hvis vi er kommet lidt for tæt på. Det er det, gode venner gør.

Fra dansk side skal vi understøtte den økonomiske udvikling i Grønland mod et liberalt åbent marked, så det grønlandske samfund er bedst gearet til eventuel fremtidig øget selvstændighed, for en forfatningsmæssig uafhængighed vil også betyde økonomisk uafhængighed, og Grønland skal i så tilfælde være klædt på til at kunne klare sig uden de økonomiske tilskud, som opnås i dag.

Vi er netop gået ind i hundredåret for Islands selvstændighed, og i den anledning synes jeg det er oplagt at drage nogle paralleller og tage ved lære af de erfaringer, vi har gjort os både forud for og efter 1918. Islands selvstændighed står for mig i dag ikke som et opgør med fortiden, men som starten på et nyt og forstærket kulturelt og økonomisk fællesskab i gensidig respekt. Det er det, jeg og Liberal Alliance ønsker og håber for det fortsatte samarbejde mellem Grønland og Danmark.

Så vil jeg bare til sidst sige, at Liberal Alliance støtter det forslag til vedtagelse, der tidligere er blevet læst op.

Tak til Liberal Alliances ordfører. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Island tog den fulde selvstændighed, mens Danmark var besat. Det synes jeg ikke var særlig pænt gjort, men lad det nu ligge, det er ikke det, vi skal diskutere i dag. Ordføreren taler om øget selvstændighed, og jeg vil gerne bede om en definition på det. For der ligger en række endnu ikke hjemtagne områder, som Grønland kan tage, i det øjeblik man ønsker det. Så det er ikke noget, vi skal give Grønland. Det kan man tage. Der er så nogle ting, der er undtaget; det er udenrigstjenesten, forsvar og sikkerhed og Højesteret. Der er nogle enkelte ting, der ikke kan overtages, medmindre man bliver et selvstændigt land. Så hvad ligger der i begrebet øget selvstændighed? Vi taler om enten-eller her, og ikke noget med at øge.

Jeg synes faktisk godt, man her kan tale om øget grad af selvstændighed og overdragelse af flere administrative områder, og at det – som jeg også sagde – bliver gjort i en gensidig forståelse for, hvornår man er parat til det.

Hr. Søren Espersen.

Der er ingen, der anfægter Grønlands ret til at tage lige præcis de områder hjem, som de ønsker. Det blev formuleret i selvstyreloven, så det er ikke noget med, at vi er særlig gavmilde, fordi vi gør det. Altså, hvis Grønland vil hjemtage de områder, kan man gøre det, og så har man formodentlig økonomien til at gøre det. Så det er ikke noget med at give. Jeg vil bare gerne have præciseret, at det er sådan.

Jeg er meget glad for hr. Søren Espersens præcisering.

Den næste spørger er hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Og også godt nytår til hr. Carsten Bach.

Jeg synes, det var en rigtig fin indledning, som ordføreren havde, i forhold til, at vi måske kan se det som en god ven, der glider lidt væk, og hvor det føles underligt hvad der sker med den her relation. Så fik jeg et billede af, at hvis den gode ven gang på gang kan opleve sig selv blive omtalt generaliserende og nedladende i fjernsynet, er der måske en grund til, at den gode ven bliver lidt mere tilbageholdende med at fastholde en relation.

Kan ordføreren genkende, at vi måske fra Folketingets side – og der mener jeg ikke ordføreren, for jeg mener egentlig, det var en rigtig god og egentlig også progressiv tale og holdning til emnet, som ordføreren fremførte i dag, men regeringskonstellationen og det støtteparti, som i dag har stillet den her forespørgsel – måske skal have en højere grad af ligeværdig og respektfuld dialog, når vi omtaler det fremadrettede samarbejde?

Vi skal i alle sammenhænge have en ligeværdig og respektfuld tone, når vi taler om alle venskabelige forhold. Det er sådan set ligegyldigt, om det er vores forhold til det grønlandske folk, eller om det er vores forhold til andre folk. Og jeg synes faktisk også, at der i den dialog og den debat, der er i Folketinget, i altovervejende grad er tale om gensidig respekt osv. Så jeg kan ikke genkende det billede, som jeg synes spørgeren forsøgte at tegne lige før.

Den næste spørger er fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Jeg mener selv, at Grønland bliver selvstændigt; det er kun et spørgsmål om tid. Og når vi snakker om bloktilskuddet fra Danmark til Grønland – altså hvad der vil ske, hvad der ikke vil ske, og det ene med det andet – vil jeg sige, at jeg tror, det er utrolig vigtigt, at man også anerkender og respekterer den situation, at flertallet i Grønland ønsker selvstændighed. Og det er der, vejen for Grønland fører hen. Det vil også være passende for Folketinget at følge med i, hvad der så vil ske, efter at Grønland er nået dertil, hvor økonomien er så stærk, at vi begynder at føre forhandlinger mellem Grønland og Danmark og diskutere, hvad der skal ske derefter.

Jeg efterlyser sådan lidt debat om, hvad en win-win-situation kan være for både Danmark og Grønland, når vi når dertil, i stedet for at se Grønland som et land der ikke kan stå på egne ben på grund af bloktilskuddet. Hvad med at se på, hvilke muligheder Danmark har for at være en del af Grønlands fremtidige udvikling, således at man muligvis kan se en win-win-situation. Hvad siger ordføreren til det?

Altså, al udvikling er jo, kan man sige, sådan pr. definition et spørgsmål om tid. Og den udvikling, som jeg også beskrev, som jeg ser for mig, for forholdet mellem Grønland og Danmark, er jo en øget grad af selvstændighed. Og på et eller andet tidspunkt, som jeg også gav udtryk for, er der måske en situation, der gør, at det grønlandske folk ønsker at tage det definitive skridt frem til fuldstændig selvstændighed. Og så må vi jo tage det, når den tid kommer.

Spørgeren bemærkede måske også, at jeg omtalte afgrundens kant. For jeg synes – som det også har været lagt frem tidligere, og som der er blevet gjort opmærksom på, bl.a. ved økonomiske redegørelser og andet – at der er nogle forhold i det grønlandske samfund og nogle beslutninger, der er truffet i Grønland, som måske mangler en vis form for soliditet i forhold til økonomisk ansvarlighed.

Økonomisk ansvarlighed er Grønlands vej mod en stærkere økonomi. Det er alle enige om, uanset om det er her i Folketinget eller i Grønland. Vi er enige i, at Grønland har brug for en stærkere økonomi, end vi har i dag. Når det er sagt, vil jeg sige, at Danmark også er vidende om, at Grønland har et stort potentiale for økonomisk fremgang gennem investeringer, som er nødvendige.

Måske kunne det være en god idé for Danmark også at tænke på de muligheder, Grønland har, uanset om landet politisk er på vej mod selvstændighed, og også være med til at investere til gavn for vores partnerskab og ligeværdighed for fremtiden. Hvad siger ordføreren til det?

Den udvikling, jeg også beskrev i min ordførertale, peger jo netop frem imod en mere liberal og åben økonomi, uafhængigt af statstilskud og andet. Jeg synes, det er helt naturligt, og der er helt bestemt en række potentialer for økonomisk udvikling i Grønland. Jeg skal ikke som politiker stå her og gøre mig klog på, hvilke områder det vil være bedst for det grønlandske samfund at fokusere på. Det tror jeg der er andre, der er langt bedre til, end jeg er.

Så er det hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Lad os tænke den tanke, at vi får slået fast, at det stadig væk er muligt, og at det er det, den grønlandske befolkning vil, at det er det, man arbejder henimod. Der er godt nok ikke nogen plan for det, og man ved ikke helt, hvor det havner. Men lad os nu tænke den tanke, at Grønland er selvstændigt om 5, 10 ,20 år, hvordan ser ordføreren så på spørgsmålet om at varetage de ting, som Danmark gør nu, og her tænker jeg i særdeleshed på alt med kystbevogtning, forsvar osv. osv.? Vil det stadig væk være i dansk regi? Vil det være NATO? Vil det være andre, som skulle overtage de her ting?

Det kan jo være meget svært at stå og gisne om, hvilke opgaver i det grønlandske samfund langt ude i fremtiden der skal varetages. Nu tillod jeg mig at sammenligne en lillebitte smule med Island i min tale. Nu nævner spørgeren selv NATO i den her sammenhæng, og her kunne man måske også prøve at drage en parallel til Island.

Nu står jeg jo bare og gisner som en anden spåkone om noget, der formentlig ligger meget langt ude i fremtiden, og det tænker jeg ikke er det, vi skal bruge tiden på her i Folketingssalen.

Nej, men det er da trods alt et vigtigt emne. Der er vel ikke nogen, der kunne forestille sig, at der ligger et så stort område fuldstændig ubevogtet – et så stort område, som der ikke var nogen der tog hånd om. Amerikanerne er meget, meget glade for, at Danmark løser de opgaver, vi gør deroppe, fordi de så er fri for det. Men jeg er også af den ret faste overbevisning, at hvis vi sejlede det sidste skib væk fra Grønland kl. 12.00, så havde de sejlet et nyt til kvart over. Der er ikke nogen, der har interesser i, at et så stort strategisk vigtigt landområde ligger fuldstændig ubevogtet hen. Hvad mener ordføreren det her kunne føre til?

Jamen jeg er ordfører for Liberal Alliance på det grønlandske område. Jeg er ikke spåkone, og jeg kan ikke og vil ikke stå fra Folketingets talerstol og spå om en udvikling, som ingen kender, og som dårligt er sat i gang.

Med det kan vi sige tak til Liberal Alliances ordfører og gå videre i rækken til Alternativets ordfører, nemlig hr. Roger Courage Matthisen. Værsgo.

Tak for det. Først og fremmest tak til statsministeren for redegørelsen vedrørende arbejdet i den grønlandske forfatningskommission. I Alternativet følger vi kommissionens arbejde med stor interesse, og vi arbejder også et resultat med spænding. Vi skal respektere det grønlandske selvstyres demokratiske processer, og derfor er Alternativet positivt indstillet over for det grønlandske arbejde med en forfatning. Vi tilslutter os også vedtagelsesteksten, som i dag blev læst op af fru Karin Gaardsted. Vi vil desuden opfordre til, at Folketinget fastholder fokus på at skabe en økonomisk, social og miljømæssig bæredygtig udvikling i Grønland, hvor vi ikke fortaber os i at tale om bloktilskuddet. Det vender jeg tilbage til.

Alternativet ønsker fortsat en forsoning i Grønland og mellem Grønland og Danmark. Det er vigtigt, at Folketinget anerkender selvstyrelovens formål om at fremme ligeværdighed og øget grønlandsk selvbestemmelse. Den proces skal understøttes. Hvis Danmark fortsat ønsker et rigsfællesskab i fremtiden, om end og måske på andre vilkår, end vi kender det i dag, bør vi fokusere på en god dialog mellem Grønland og Danmark, hvor et bærende princip netop må være ligeværdighed. I rigsfællesskabet har vi en historisk, identitetsmæssig og kulturel fællesmængde, men vi har også en hel del, som vi ikke er enige om, og som vi ikke er fælles om. Det bør vi anse som en berigelse. Alternativet ønsker et rummeligt rigsfællesskab, hvor mangfoldighed er en styrke, og derfor bakker vi op om ønsket om en grønlandsk stemme.

Jeg har noteret mig, at forfatningsarbejdet foregår i to tempi, og derfor er det også vigtigt at forholde sig til forfatningskommissionens arbejde som et spørgsmål om at styrke demokratiet i rigsfællesskabet og styrke demokratiet i Grønland. I forfatningsarbejdet er inddragelse derfor afgørende, således at det grønlandske folk har en oplevelse af, at de bliver hørt, at de bliver talt med, inddraget, og ikke kun talt om eller til. På den måde kan arbejdet i forfatningskommissionen være et vigtigt bidrag til demokrati, til medejerskab og til fællesskab i Grønland, og det mener vi har værdi på vejen frem. I Danmark bør vi anse forfatningskommissionen som en god anledning til at lytte til den grønlandske befolkning, til at lytte til de grønlandske politikere, for at blive oplyst om, hvordan grønlændere forstår sig selv og deres position, herunder hvilke styrker og udfordringer de selv mener at have. Der vil jeg gerne takke min kollega Sjúrður Skaale for tidligere at italesætte, at han oplever, at der foregår en generalisering i vores Folketing angående Grønland, grønlandske folketingspolitikere og det grønlandske folk, og det mener jeg undergraver den ligeværdighed og den progressive debat, som vi skal have sammen. Derudover fokuserer ordføreren for DF på et uddannelses- og socialområde, som er horribelt. Jeg ved ikke, om det netop var ordene, som ordføreren brugte, men jeg synes heller ikke, at det afspejler virkeligheden, for vi kan se, at den opmærksomhed, som Grønlands Folketing og politikere har på områderne, faktisk fylder en del mere end opmærksomheden på en forfatning.

Når jeg ser på selvstyrets budgetter, ser jeg også en opmærksomhed, der afspejler, at over 50 pct. allokeres til uddannelse, til sociale områder, og det er undtaget generelle offentlige tjenester. Implementeringen af selvstyreloven pågår fortsat, og der forestår stadig et stort politisk arbejde i Grønland og Danmark, før selvstyreloven fuldt ud er implementeret, og her er altså tale om et arbejde, hvor Danmark bør understøtte udviklingen i Grønland, der fremmer en højere grad af uafhængighed. Grønland har også en række udfordringer med at skabe en selvbærende økonomi, men der foregår som sagt tidligere mange gode projekter og tiltag i Grønland, som ikke får lov til at blive inddraget i debatten. Det entydige fokus på bloktilskuddet er ikke frugtbart. Og der er jeg egentlig også glad for, at Venstres ordfører kan gå ind og italesætte, at det godt kan være, at finansieringen af eksempelvis udvidelse af lufthavne skal op til overvejelse, men at nødvendigheden af, at vi udvider, nødvendigheden af, at vi tager os af infrastrukturen i forhold til turismen, er noget, som vi skal tale positivt om. Vi bør i højere grad orientere os efter tiltag såsom en fælles grønlandsk-dansk investeringsfond, der kan understøtte og fremme udviklingspotentialer i Grønland såsom førnævnte turisme, forskning og anvendelse af mineraler. Det må bestandigt ligge os på sinde at samarbejde om at skabe og muliggøre nye løsninger inden for en bæredygtig økonomi og udvikling, hvor man også husker på og tager hensyn til de kommende generationer af grønlændere såvel som kommende generationer af grønlændere i Danmark.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Alternativet er begejstret for det grønlandske mod og det grønlandske håb, og vi anerkender den nation building, der er i gang. Vi ønsker en positiv og bæredygtig fremtid for Grønland og inden for nye rammer og håber, at vi kan udvikle et endnu stærkere fællesskab.

Tak til ordføreren. Der er par korte bemærkninger. Først er det hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det er lige omkring det med lufthavnene og turisterne, der så vil strømme til, når de er bygget. Jeg vil bare sige, at hvis turister vil til Grønland i nogle dage, er de altså ligeglade med at skifte fly. Der er hundredtusindvis af danskere, der skifter fly, når de skal ud til de små græske øer i Det Ægæiske Hav osv. Det gør man med glæde. Jeg skulle også skifte fly, da jeg skulle til Michigan i USA. Det var irriterende, men jeg kom alligevel af sted. Så lad det nu ligge.

Der bliver sagt, at det her er grønlændernes måde at blive hørt på, og at vi skal lytte til den grønlandske befolkning. Og der vil jeg spørge: Hvornår i nyere tid er den grønlandske befolkning ikke blevet hørt? Hvilken dansk regeringen har i nyere tid ikke lyttet til Grønland? Det er ikke fair at skildre det, som om nogen står og råber, og at der så ikke er nogen her i Danmark, der gider høre efter. Det er ikke fair. Jeg skal simpelt hen bare høre: Hvornår er det sket, at en dansk regering i nyere tid ikke har lyttet til Grønland?

Lad mig lige starte med det første, altså kommentaren fra ordføreren om, at turisterne skifter fly med glæde. Altså, jeg ved ikke, hvad ordføreren baserer den holdning på. Er det din egen holdning? Okay, det er godt.

Dernæst vil jeg sige, at der er flere eksempler på, at Grønland ikke bliver inddraget i et tilstrækkeligt omfang, uanset om det er i forhold til Whaling Commmission eller andre tiltag. Men jeg hører tit og ofte ordførere udtrykke ønske om en større inddragelse af Grønland og de grønlandske mandater i arbejdet. Jeg mener også, at vi kan se, at der i selve forhandlingerne om Thulebasen har været brug for en langt større gennemsigtighed og et langt større ansvar fra Danmarks side om at indgå i en reel forhandling, før vi så den aftale og de kontrakter blive givet til amerikanske side.

Jeg skal bare lige minde om, at med hensyn til de direkte tiltaleformer skal ordføreren erindre sig det. Tak for det.

Værsgo til hr. Søren Espersen.

Regeringen og Folketinget lyttede til grønlænderne, da de ønskede hjemmestyre i slutningen af 1970'erne, og da de ønskede selvstyre i 2009, blev der lyttet til befolkningen. Ellers følger den danske regering de ting, der er lagt ind i selvstyreloven, til punkt og prikke, og hver gang der er en mulighed for at tage grønlandske politikere eller ledende ministre på Grønland med til forhandlinger, der berører Grønland, sker det. Det er, som mange har beskrevet det, en solstrålehistorie, i hvor høj grad Danmark og staten lytter til rigsfællesskabet. Så jeg vil bare igen sige, at det er en totalt unfair beskrivelse af det, der foregår.

Det var vist mere en kommentar. Tak. Og undskyld, jeg tiltalte ordføreren med »du«.

O.k. Den næste spørger er hr. Karsten Hønge.

Der var lige et enkelt afsnit i hr. Roger Courage Matthisens tale, jeg bed mærke i, og jeg har simpelt hen lige brug for at blive opdateret på Alternativets miljøpolitik. Hørte jeg virkelig rigtigt, at Alternativet støtter, at Grønland bruger 25 pct. af deres nationalprodukt på at bygge fire lufthavne?

Nej, det må jeg sige at Alternativet ikke støtter. Men vi støtter planlægningen af en udvidelse af infrastrukturen. Så måden, den er finansieret på, som hr. Marcus Knuth også omtalte, er selvfølgelig noget, Grønland skal tage en debat om.

Jeg synes så ikke, at hr. Roger Courage Matthisen skal slippe på den måde. Altså, ordføreren nævnte udtrykkeligt de fire lufthavne. Hvis I nu prøver at fedte det af med et eller andet med, at der var noget med finansieringen, må jeg sige, at det slet ikke er det, jeg spørger til. Jeg spørger til Alternativets miljøpolitik. Altså, uanset det med finansieringen, mener Alternativet nu, at det er en god idé at bygge fire nye lufthavne i Grønland med de dramatiske miljømæssige konsekvenser, det har at udbygge lufthavne? Ja, det er da helt okay at mene det, og jeg hører grønlandske politikere mene det, men mener Alternativet, at det er vejen at gå sådan miljøpolitisk?

Tak for spørgsmålet. Hvis jeg sagde det i min ordførertale, vil jeg gerne beklage, for det er jo ikke alle fire lufthavne, vi støtter op om. Vi støtter op om en udvidelse der, hvor det giver mening i forhold til at udvide turismen i Grønland. I forhold til luftfart og miljøudfordringer har ordføreren også helt ret: Vi mener ikke, at det bare er luftfart, der skal redde Grønlands økonomi på bekostning af miljøet. Det gør vi ikke.

Den næste spørger er hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. For at følge op på hr. Karsten Hønges spørgsmål: Når Alternativet mener, at det altså kun er de initiativer, der giver mening, man ligesom synes man vil understøtte, hvad er det så for nogle lufthavnsprojekter, som i Alternativets øjne ikke giver mening?

Som jeg sagde før: Hvis jeg har sagt, at det er alle fire projekter, vi gav støtte til, så vil jeg meget gerne beklage. Det var ikke det, jeg mente. Men jeg mener, at vi skal se på udvidelsen i forhold til f.eks. Nuuk.

Er det så de tre øvrige projekter ud over Nuuk, som man ikke mener giver mening og man så derfor mener at grønlænderne burde droppe?

Nej, det kan jeg altså som sagt ikke sige nu. Det er jo heller ikke min beslutning. Jeg støtter op om at udvide og tænke i det element, der drejer sig om lufthavnsinfrastruktur i forhold til at udvide deres turisme. Men det er jo ikke min beslutning, så jeg skal ikke komme med en anbefaling. Og som sagt, hvis jeg i min ordførertale har støttet op om, at det var alle fire lufthavne, der skulle have et stempel herfra, så beklager jeg.

Den næste spørger er fru Aleqa Hammond.

Den grønlandske økonomi har brug for nye indtægter – og nye indtægter for landskassen – således at vi kan fremme velfærdssamfundet i Grønland meget mere, end vi gør i dag, og det er nødvendigt med investeringer. Vi diskuterer selvstændighedsprocessen i dag, og vi får det til at lyde, som om vi skal bygge lufthavne eller ej, men når det er sagt, synes jeg, at det er vigtigt at se det i et større perspektiv, og det er, at Grønlands samlede landsstyre og samlede Landsting er enig med hinanden om, at det er utrolig vigtigt. Infrastrukturen i Grønland er i dag alt for svag til, at den kan være med til at fremme Grønlands økonomiske vækst i den grad, som vi ønsker det, og det er derfor, det er vigtigt. For at kunne finansiere hjemtagning af sagsområder, som er underlagt den danske jurisdiktion, er det vigtigt med de investeringer, der i sidste ende og på sigt vil bringe økonomisk udvikling i Grønland, og at vi sætter fokus på det. Ser ordføreren en mulig win-win-situation i den her sag med mulige medinvestorer fra dansk side?

Absolut. Som jeg også sagde i min ordførertale, mener jeg, at vi skal afsøge mulighederne for den her grønlandsk-danske investeringsfond yderligere. Derudover er der jo meget forskning, som også kan understøttes i Grønland, som kan være til gavn for en fremtidig økonomisk indtjeningsmulighed.

Jeg synes også, at rigsfællesskabet fortjener, at man ser på de muligheder, Grønland kan bringe med sig, også i en tid, hvor Grønland har fået selvstændighed, og at man begynder at udvikle rigsfællesskabet i retning af et partnerskab i andre former. Jeg synes også, at det er vigtigt, at man ser på den kendsgerning, at Grønland stadig væk vil være der, og at Danmark stadig væk vil være der, uanset om Grønland er blevet selvstændigt eller ej. Der synes jeg også at man kan se på hinandens potentialer i at kunne udvikle, hvad skal man sige, det partnerskab, vi har opbygget gennem de sidste 300 år, og se, hvordan kan vi arbejde os hen i retning af at styrke hinandens positioner.

Jeg er helt enig, og jeg synes, det er en fin analogi, at det skal være et partnerskab, så vi ikke kommer til at presse for meget national vilje ned over dialogen. Det skal jeg jo være der, hvor vi finder en balance mellem at finde et partnerskab og så også bibeholde nogle nationale eller rigsfællesskabsinteresser. Så fremadrettet er det en mulighed.

Med det siger vi tak til Alternativets ordfører og går videre i rækken til den radikale ordfører, nemlig hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Med det siger vi tak til Alternativets ordfører og går videre i rækken til den radikale ordfører, nemlig hr. Martin Lidegaard. Værsgo.

Mange tak, og tak til Dansk Folkeparti for at tage den her debat op igen. Der er mange ordførere, der har lavet den sammenligning, at forholdet mellem Danmark og Grønland kan sådan sammenlignes med et venskab, hvor den ene part er på vej ud. Det er jeg egentlig ikke enig i. Jeg synes, at hvis det endelig skal sammenlignes med noget, så må det sammenlignes med et ægteskab, for dels er der jo papir på det, kan vi roligt sige – der er både en grundlov og en selvstyrelov – dels har de to lande levet sammen på godt og ondt i mange, mange år. Rigtig mange grønlændere og danskere har giftet sig og fået børn. Mange af de grønlændere, der lever i Grønland i dag, har dansk blod i sig, og mange danskere i Danmark har grønlandsk blod i sig.

Det er sådan et ægteskab, hvor man må sige, at der er lidt krise, og man må også erkende, at den ene af ægtefællerne faktisk seriøst overvejer at forlade ægteskabet, som i hvert fald ønsker større selvstændighed, måske endda fuld selvstændighed. Hvad stiller den anden ægtefælle op i den situation? Ja, her synes jeg jo lidt, at hr. Søren Espersen og Dansk Folkeparti risikerer at spille rollen som den forurettede, hidsige ægtemand, der tror, at han ved at råbe lidt højere og true lidt, så kan han banke ægtefællen på plads – også selv om jeg anerkender, at det sker ud af stor kærlighed og veneration og fortvivlelse over, at ægtefællen ønsker at forlade ægteskabet.

Men jeg tror, at hvis man var ægteskabsrådgiver her og satte sig ned og kiggede på forholdet, ville man prøve at fokusere lidt på, hvad det egentlig er for nogle problemer, der er i ægteskabet, og hvad er det for nogle problemer, som den anden part tror, at vedkommende kan løse ved at forlade ægteskabet. Hvis vi så springer ud af metaforen og ind i den alvorlige virkelighed, så tror jeg egentlig, at noget af det, som danske og grønlandske politikere kan blive enige om, er, at der banker en række meget alvorlige problemer på det grønlandske samfunds dør.

Vi har stadig efter årtier – både årtier, hvor Danmark havde hovedansvaret, og årtier, hvor grønlænderne har haft hovedansvaret – sociale forhold i Grønland, som ingen af os kan holde ud at se. Alt for mange børn har alvorlige problemer. Vi har den nærmest klassiske problemstilling i uddannelsessystemet, og vi har investeringer, som på trods af åbenlyse muligheder, stadig lader vente på sig.

Jeg deler sådan set den opfattelse, som flere af ordførerne i dag har givet udtryk for, nemlig at en skilsmisse ikke vil løse nogle af de problemer i sig selv – det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror også, at et bedre samarbejde i rigsfællesskabet har en langt større mulighed for at løse mange af de her udfordringer. Men det, der må være vores opgave som danske politikere, er jo måske også lidt mere offensivt, end vi har været vant til, at overbevise vores grønlandske ægtefælle om, at det faktisk er tilfældet.

Jeg synes, at vi på en eller anden måde bærer en del af ansvaret for, at vi ikke rykker længere. Det har været et kodeks – også da jeg var udenrigsminister – at vi har ønsket at lægge initiativretten i Grønland, hos grønlandske politikere for at udvikle og styrke rigsfællesskabet, også med henblik på at løse nogle af de udfordringer, vi ser her. Men jeg synes ikke, at der er sket så meget ved den strategi, og måske er det på tide, at vi, der vil rigsfællesskabet det godt, som ønsker ægteskabet, også prøver at komme med nogle udspil til, hvordan en styrkelse af ægteskabet, en styrkelse af rigsfællesskabet faktisk kunne adressere nogle af de spørgsmål, som ligger grønlænderne så meget på sinde.

Jeg er personligt af den overbevisning, at hvis Grønland ønsker større selvstændighed, og det er grønlænderne i deres gode ret til at gøre, og at få bugt med de problemer, de kæmper med i dag, så går vejen i første omgang over et styrket samarbejde med Danmark, ikke den modsatte vej. Men det hjælper jo ikke meget, at vi har den holdning i Danmark, hvis ikke Grønland, det grønlandske folk og de grønlandske politikere har den holdning, og derfor kunne jeg godt tænke mig en debat her i Folketinget – og måske vil statsministeren starte den i dag – som handler om, at vi fra dansk side måske også kunne spille mere offensivt ud.

Jeg ved, at regeringen jo f.eks. arbejder med en investeringsfond, som vi også arbejdede med. Den har godt nok været undervejs længe – det havde den også allerede været, da jeg sad som udenrigsminister – men der er altså sådan nogle ting, som vi har snakket om i lang tid, hvor man tænker: arh, kunne vi ikke lige få trillet den bold af sted. Vi har snakket om udfordringerne for en del grønlandske børn – sidst i forbindelse med de alvorlige rapporter, der kom. Hvor langt vi kommet med øget ressourcer til politiet? Hvor langt er vi kommet med at tage initiativer? Hvor langt er de grønlandske politikere kommet her?

Altså lidt mere ærlig snak, lidt mere fokus på de udfordringer, som vil gøre Grønland til et bedre sted at leve, vil måske få alle parter bedre frem og gøre ægteskabet mere lykkeligt, inden det ender i en skilsmisse, som dybest set godt kunne ende med at gøre problemerne større og ikke mindre. Tak.

Tak. Der er en række korte bemærkninger. Den første er fra Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til Radikale Venstres ordfører. Jeg er meget enig i mange af de ting, som der kom frem i talen, og jeg har også selv, når jeg har været rundt at holde oplæg i Danmark om Grønland, brugt det her billede med, at det er et parforhold, hvor den ene part har et ben på vej ud af døren, og hvor det kan være svært for den anden part at engagere sig og vide, hvor Grønland egentlig står henne i forhold til f.eks. de her 32 områder. Er det nogle, man gerne vil hjemtage inden for en kort årrække, eller er det nogle, som man sådan set egentlig gerne vil fastholde, som tingene er lige nu, bare i en anden politisk form?

Personligt tror jeg, at det er vigtigt, at man, hvis man vil have et selvstyre og den relation, som der nu er i rigsfællesskabet, betragter det som et hjul. Det er et hjul, som hele tiden skal være i gang, og jeg synes, det er enormt vigtigt, at man også kigger på, hvad det er for nogle områder, som Grønland godt kunne hjemtage. Det er måske ikke de helt store, tunge områder, som man skulle hjemtage, men det drejer sig måske også om at kigge på nogle mindre områder, så man hele tiden holder det her hjul i gang. Vi kunne også godt tage et emne som udenrigspolitik, som jeg også ved ligger ordføreren rigtig meget på sinde, og snakke om, hvordan man kunne være med til at udvikle Grønlands udenrigspolitiske rolle. Det synes jeg er et enormt interessant spørgsmål.

Når jeg er rundt at holde oplæg, bliver jeg tit spurgt: Ville det gøre en forskel, hvis Danmark agerede anderledes? Det synes jeg sådan set er et ret interessant spørgsmål, fordi pilen ofte peger på, at Grønland gør så og så mange ting forkert. Men det er sådan set også ret interessant at kigge på, om det ville gøre en forskel, hvis Danmark agerede anderledes, så det spørgsmål vil jeg sende videre til ordføreren.

Det er en række rigtig gode pointer, synes jeg, som spørgeren her hiver frem. Et parforhold, også den slags, som vi snakker om her, er jo noget, der hele tiden udvikler sig. Det er et hjul, der drejer rundt, og man bliver hele tiden stillet over for nye vilkår uden for ægteskabet og skal derfor også finde nye måder at agere sammen på. Hvis vi snakker udenrigspolitik, og det er jo et godt eksempel, kunne det så gøre en forskel, hvis Danmark agerede anderledes?

Altså, jeg synes egentlig, at vi, da fru Aleqa Hammond var landsstyreformand, havde stort held med ad flere omgange at invitere Grønland med til de møder, vi havde, når vi havde besøg af udenlandske udenrigsministre, som vi vidste Grønland havde en aktiv interesse i, også med hensyn til at tiltrække investeringer. Det var sådan set noget, der gjorde både Grønland og Danmark større på de møder. For mange af de lande, bl.a. Japan, kan jeg lige huske, repræsenteret ved den japanske udenrigsminister, havde – og har – en stor interesse i Arktis. Så det gjorde mødet større for Danmark, at vi også kunne levere, om jeg så må sige, en grønlandsk deltager på topniveau. Men det gjorde helt klart også mødet mere interessant for grønlænderne, for Danmark var også en garant over for Japan for, at her er der et rigsfællesskab, som står sammen, og vi står ikke i modsætning til Grønland, og vi vil gerne bidrage. Så den form for tiltag er et godt eksempel, når vi tager det udenrigspolitiske, på, at her kunne parterne få endnu større gavn af hinanden, end de gør i dag.

Tak. Spørgeren, værsgo.

Mange tak. Ud over de her 32 områder, som Danmark varetager på vegne af Grønland, så har vi jo sådan set vist en velvilje her fra Folketingets side til at være med til at styrke forholdene i Grønland. Folketinget var med til at afsætte 10 mio. kr. til bl.a. at styrke indsatsen for børn og unge i en erkendelse af, at det er rigtig grelt, hvad der foregår, i forhold til i hvert fald en del af de børn og unge, der er i Grønland. Langt de fleste børn i Grønland har jo en god barndom, heldigvis, men der er en gruppe, som har behov for hjælp. Jeg tror også, at Grønland har måttet igennem en erkendelsesproces om, at der måske er behov for, at vi samarbejder med nogle andre for at løse nogle af de her udfordringer.

Et andet eksempel, som statsministeren også var inde på, var det her med at yde administrativ bistand, og det kan være både økonomisk bistand, men også juridisk bistand, i forhold til den udvikling, som Grønland vil igennem. Det synes jeg sådan set er nogle ret gode eksempler, som man måske i virkeligheden kunne gøre noget mere ud af at udvikle i et samarbejde, og man kunne netop stille det her spørgsmål om, hvordan vi i fællesskab kan være med til at sikre, at det er et hjul, som hele tiden er i gang. Mange tak.

Jeg er meget enig, og jeg er også glad for at få lejlighed til at sige, at jeg egentlig også oplever, at der er lidt grøde i den politiske debat i Grønland i øjeblikket. Der har været en periode, hvor det var en meget dominerende dagsorden i Grønlands politik at tale om den her selvstændighed, mens der egentlig var forbløffende lidt fokus på de udfordringer, man havde lige foran sig. Jeg synes egentlig, at der er kommet en mere konstruktiv tone, og det er også derfor, jeg måske synes, at det er tid til, at Danmark så også, kan man sige, åbner lidt op og deler nye tanker med de politikere i Grønland, som har en interesse i det – igen ud fra en gensidig respekt og en forståelse af, at Grønland har nye ønsker om større selvstændighed. Men som sagt er det min overbevisning – og jeg føler måske i tiltagende grad, at også fru Aaja Chemnitz Larsen er et godt eksempel på det – at på nogle områder går vejen sådan set gennem at få styrket samarbejdet, for at man kan opnå det, også hvis man ønsker at hjemtage flere områder.

Så er det hr. Christian Juhl.

Tak for det. Det giver jo visse associationer, når man snakker om et ægteskab. I Danmark er vi – i hvert fald overvejende – vant til indgåelse af ligeværdige ægteskaber. Jeg ved ikke, om man kunne sige, at det her var et tvangsægteskab, men man kunne i hvert fald sige, at det var et arrangeret ægteskab. Det har i hvert fald ikke været på en ligeværdig baggrund, at man har indgået det. Det har været den ene part, der har bestemt, at nu er vi sammen, og så har det langsomt udviklet sig til et efter min mening mere ligeværdigt forhold. Og så er det vel ikke skidt, at den ene part siger: Hmm, måske kunne vi godt være venner uden at være gift, og måske kunne vi endda være bedre venner uden at være gift.

I Danmark har vi jo et princip om, at selv efter en skilsmisse aftaler mad nogle økonomiske betingelser og støtter hinanden. Altså, jeg kan f.eks. nævne børnepenge og den formue, man har opbygget i fællesskab; det er jo også noget, der efter en skilsmisse kan tænkes at blive delt. Jeg mener, der findes jo også lykkelige skilsmisser. Jeg mener, at vi både skal kigge på det moralske, etiske i at være ligeværdige og så også sige, at hvis der er en økonomisk stærk part og en økonomisk svag part, så må vi vel deles om boet på en eller anden måde

Jeg tror, at når det drejer sig om hele diskussionen om vores fælles historie, vil jeg nok placere mig selv og mit parti sådan nogenlunde midt i den debat, der har været i dag, forstået på den måde, at jeg ikke mener, at man skal være bleg for at erkende, at der er ting, Danmark kunne have gjort bedre. Danmark har også taget skridt og udført handlinger, som ikke har gavnet Grønland og det grønlandske samfund, så der er, kan man sige, ingen grund til på den måde at glorificere Danmarks holdning. Men jeg abonnerer altså heller ikke på den der fortælling om Danmark som en stor, styg kolonimagt, der uden overhovedet at inddrage grønlænderne, kun har tilføjet det grønlandske samfund ondt.

En lang række af de beslutninger, der blev truffet i det 20. århundrede, blev truffet efter samråd med grønlænderne, efter grønlændernes ønske. Jeg vil også tillade mig at sige, at langt størstedelen af de beslutninger, der blev truffet, blev truffet ud fra det ønske at gøre det grønlandske samfund godt. Og derfor synes jeg, at man fra begge sider skal vare sig for at gøre det til sådan en meget sort-hvid sag.

I hele spørgsmålet om økonomi ligger vi nok der, hvor man jo i hvert fald bliver nødt til at se for sig, at det er et spørgsmål om meget kort tid, hvor man som selvstændig nation kan påregne at få en meget massiv økonomisk støtte. Og jeg ved ikke, om jeg skal blive ved med at vade rundt i den metafor, men hvis vi skal sammenligne det med et ægteskab, så er sådan et ægtefællebidrag trods alt en meget, meget lille del af en fraskilts økonomi.

Hr. Christian Juhl.

Nu prøvede jeg at nuancere debatten, og det var derfor, jeg nævnte det. For jeg synes nogle gange, at vi kun snakker om alt det skidt, der er i Grønland. Jeg synes også, at man skulle prøve at se på, hvad mulighederne er, og hvor vi kan understøtte hinanden. Det behøver jo ikke alene at være med økonomi, hvilket hr. Søren Espersen spurgte til; det er også de immaterielle værdier.

Altså, på to områder placerer Grønland jo Danmark godt og giver Danmark en næsten uvurderlig adgang til at have indflydelse. Jeg tænker på Arktisdebatten, hvor Grønlands placering jo giver os en eminent mulighed for at blande os i et meget, meget storpolitisk spørgsmål i fremtiden og i øvrigt være med til at præge den debat, hvilket vi gør gensidigt som i et ligeværdigt ægteskab. Det andet er i NATO, hvor vi får en enorm goodwill og rabat, fordi amerikanerne har lov til at være i Pituffik, altså på Thulebasen. Og de der ting kan man jo ikke gøre op i penge, jeg kan i hvert fald ikke. Og derfor mener jeg, at vi også skal huske at balancere tingene og sige, at det da godt kan ske, at det er en relativt billig ting, at vi hjælper Grønland med at bygge sig op som selvstændig stat, fordi vi jo til gengæld får en hel masse den anden vej, som er svært at gøre op i penge. Personligt synes jeg ikke, at amerikanerne skal være på Thulebasen, men de er der, og de har siden 1950'erne givet Danmark en enorm indflydelse sikkerhedsmæssigt.

Jeg er meget enig i, at i den her diskussion skal man ikke gøre alt op i penge. Og jeg er sådan set også enig i – det har jeg sagt flere gange – at Grønland gør Danmark større og giver os nogle store udenrigspolitiske gevinster rundtomkring i verden.

Når det sådan kommer til de konkrete NATO-bidrag, ved jeg ikke, hvor stor betydning Grønland har haft. Det, vi skal huske på her, er jo, at også Grønland selv, hvis man river sig løs, skal have løst sin sikkerhedssituation på en eller anden måde. Det er jo ikke kun den sydlige del af rigsfællesskabet, der har været under NATO's beskyttelse; det har også været den nordlige del af rigsfællesskabet. Og Grønland ligger i den verden, vi nu lever i, ret udsat og har derfor brug for beskyttelse. Det er et stort landområde med få mennesker og store geopolitiske interesser. Så jeg mener, at Grønland og Danmark der sådan set har en fælles interesse i at søge den beskyttelse mod magter, der ikke nødvendigvis altid vil os det godt.

Så er det hr. Søren Espersen.

Tak for indlægget. Jeg er faktisk enig i en del af det, der blev sagt. Jeg vil lige, inden jeg stiller mit spørgsmål, sige, at selvstyreloven ironisk nok faktisk stillede Grønland dårligere økonomisk end før. Vi fik et fastlåst bloktilskud, hvor det tidligere har været forhandlet med den danske finansminister. I de dårlige år fik man mere, og de hjemtagne områder blev finansieret af Danmark. Det gør de ikke efter selvstyreloven. Så det var egentlig økonomisk en forkert vej at tage.

Jeg vil lige sige til det, der blev nævnt omkring investeringsfonden, den dansk-grønlandske investeringsfond, at der har jeg gentagne gange hørt statsministeren slå fast, at vi gerne vil deltage i en dansk-grønlandsk investeringsfond, men at det må være grønlænderne, der tager initiativet til det. Er det ikke også fair at sige, at det jo så ikke sker?

I forhold til det første kan jeg helt bekræfte, at det er rigtigt, at selvstyreloven stillede Grønland dårligere økonomisk. Jeg ved ikke, om det nødvendigvis er en dårlig ting. Altså, mit mål er jo ikke at yde så meget økonomisk støtte til Grønland som muligt. Jeg synes da, det er et ædelt mål at have, at Grønland løbende skal kunne stå på mere selvstændige økonomiske fødder. Jeg forstår godt det grønlandske ønske, og jeg ønsker også, at vi bidrager til, at Grønland bevæger sig i den retning. Men vi kan alle sammen se, at det ikke er helt let. Det er sådan en anden diskussion.

Så er det også rigtigt – tror jeg – at Danmark i et stykke tid har signaleret en lyst til at diskutere det her spørgsmål, men man kan selvfølgelig også spørge, hvis der ikke umiddelbart kommer nogen respons fra det grønlandske samfund på den invitation, om det så er, fordi der er en mangel på interesse, eller det er, fordi der også i det grønlandske samfund er lidt diskussion om, hvorvidt det her er noget, de skal eller ikke skal. Man kunne også spørge, om Danmark måske ville have en interesse i at gå et skridt længere ud, om jeg så må sige, end vi gør for øjeblikket, i konkretiseringen af, hvordan sådan noget kunne se ud, og invitere nogle andre typer grønlandske partnere til en diskussion om det.

Hr. Søren Espersen.

Nu skal det siges, at i forhold til selvstyreloven, jeg var selv med til det, var det Grønlands ønske, at bloktilskuddet skulle fastlåses på 2009-penge. Det var i en situation, hvor der var en vældig eufori over alle de oliemilliarder, man nu skulle tjene. Det var det, der var det helt afgørende, og noget, som vi i vores parti opponerede imod. Altså at man midt i sådan en situation, hvor man på Grønland fik at vide, at der var olieressourcer for 10.000 mia. kr. på Grønlands østkyst, og hvad skulle man så et lille fjoget bloktilskud? Sådan var stemningen dengang, det husker jeg meget, meget tydeligt.

Men hvis nu alt det her ikke bliver til noget, hvad er det så, Danmark skal gøre for at løse den her situation på anden vis end at sige til Grønlands regering, at I må gøre det her og ordne det her ting, for ellers kan I komme ud i et økonomisk kollaps? Skal vi bare lade stå til og bare se på?

Det sidste i det jeg prøver at sige, er, at jeg også synes, at vi kunne agere mere aktivt, men bare det at råbe lidt højere tror jeg sådan set ikke løser problemet her. Lad os tage nogle konkrete eksempler, for det, vi nogle gange savner i den her debat, er at blive meget konkrete. Nu har vi diskuteret fire lufthavne her i dag. Min personlige overbevisning er, uanset hvad jeg mener om de lufthavne, at muligheden for at tiltrække private investorer til dem ser ud til at være meget, meget lille, fordi rentabiliteten tilsyneladende ikke er særlig stor. Det vil sige, at den grønlandske regering må formodes at ramme hovedet mod en mur i den her sag, fordi man ikke kan få bygget de lufthavne.

Der har jo været nogle ret interessante forslag forskellige steder fra. Bl.a. har Minik Rosing sagt: Jamen, hvis det, vi vil lave, er at forsøge ligesom lidt at kopiere lidt af det islandske eventyr og få en masse turister, der alligevel skal til Island, til også at flyve over Grønland og dermed booste en ny mulighed for turisme, så kunne det jo være, at vi i stedet for skulle anlægge et stort flot hotel ved nogle af de lufthavne, vi allerede har, og hvor man rimelig let kan komme til. Det er i hvert fald billigere end at skulle bygge fire nye lufthavne, og det vil i øvrigt nok også være lettere at trække private investorer til. Nogle gange skal vi også være meget konkrete: Hvad er det, vi kan gøre, for at vi kan samle nogle private investorer? Måske kan vi også hjælpe lidt til fra statslig side og give Grønland et tilbud, som er så godt, at man dårligt kan sige nej til det.

Tak. Så er det fru Aleqa Hammond.

Nu er det jo ikke sådan, at man i Grønland bare ser på, at man står med økonomiske problemer, og det er heller ikke sådan, at Grønlands eneste politiske fokus er at få selvstændighed indført så hurtigt som muligt på bekostning af børn og uddannelse. Debatten er meget mere nuanceret end de highlights, vi har hørt i dag. Jeg synes også, at det er utrolig vigtigt, hvis man skal snakke om ægteskab, at Grønland meget klart også siger, at man ikke går ind for tvangsægteskaber, men når nu man er i et ægteskab, er det jo også vigtigt, at man husker at flirte med hinanden og sikre, at ægteskabet er værd at holde ud. Derfor synes jeg også, at man hele tiden bør sørge for, at de 32 sagsområder, som er underlagt dansk jurisdiktion, også er på det niveau, som er et ægteskab værdigt. Jeg synes også, at man her kunne arbejde lidt ekstra hårdt i ægteskabet fra dansk side og sikre, at de 32 sagsområder ligger på et ægteskabeligt værdigt niveau, så man i det mindste sikrer, at der er ro i ægteskabet indtil videre. Hvordan kan vi styrke ægteskabet, spørger jeg ordføreren.

Jeg håber, at jeg fik givet udtryk for, at jeg også oplever, at der er kommet en større nuance i den politiske debat i Grønland, og at der bliver åbnet op på flere områder. Jeg er faktisk meget enig i, at flirt er en god ting i et ægteskab, og jeg vedkender også, at Danmark selvfølgelig har et ansvar for de 32 områder, som vi har.

Men jeg må sige, at jeg også tror, at jeg med formandens tilladelse vil gå så vidt og sige, at man i et ægteskab måske også forventer, at det kommer lidt længere end flirten, og at det er derfor, at jeg synes, at noget af det, Danmark kunne gøre her, jo var at sige: Er der nogen konkrete initiativer og projekter, som vi i fællesskab kunne løfte, og som det er svært for Grønland at løfte alene qua den størrelse, økonomien i Grønland har, men som man godt kunne rejse interesser for fra danske investorer, måske nordiske investorer og europæiske investorer. Det hele behøver ikke at være dansk – det er der ingen grund til – men Danmark kunne måske initiere nogle investeringer og nogle initiativer, som Grønland kunne have en åbenlys interesse i.

Det, jeg i virkeligheden efterlyser, er, at vi ikke har så stor berøringsangst i Danmark for måske at blive konkrete i de ting, vi foreslår over for Grønland.

Lad os så sige, at Grønland bliver selvstændigt inden for overskuelig tid. Synet på Arktis er ved at blive et helt andet på verdensplan lige nu, og Arktis kommer til at få en stor betydning for udenrigspolitikken, som Danmark også anerkender at det får. Hvor ser ordføreren Danmark i det nye Arktis, når Grønland er blevet selvstændigt?

Ja, det er jo lidt svært at forestille sig. Det er klart, at hvis Grønland vælger at blive hundrede procent selvstændigt, og det er Grønland jo i deres gode ret til, så vil Danmark jo i hvert fald juridisk set ikke længere være en arktisk stat. Vi vil selvfølgelig have en lang historie og dermed også stærke holdninger og viden, vi kan bidrage med i den store verden, men Grønland vil f.eks. selv og alene skulle forhandle delingen af Ishavet med Rusland.

Tak. Næste spørger er hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Jeg synes, det var en fin, afbalanceret tale, og taleren talte meget både i sine svar og i sin tale om, at der ikke skal være så meget berøringsangst fra dansk side over for Grønland, at man skal turde foreslå ting over for Grønland, og at danske politikere skal være mere offensive i debatten om grønlandske forhold. Hvordan forestiller ordføreren sig det skal foregå? Det, der legitimerer sådan en mere offensiv tilgang, må vel være de økonomiske overførsler fra Danmark til Grønland – med pengene følger retten til at have meninger. Forestiller ordføreren sig, at der skal stilles betingelser ved de overførsler, som går fra Danmark til Grønland, eller hvordan forestiller ordføreren sig det skal foregå, hvis ikke det kun skal være en debat?

Når jeg siger offensiv, mener jeg sådan set positivt offensivt, altså ikke vendt mod Grønland. Det, jeg forestiller mig, er, om man kan komme ud med en række initiativer, der helt umiddelbart vil gavne både Grønland og Danmark. Vi snakker tit om det her med gensidig respekt og gensidig ligeværdighed, og det kunne være, vi skulle tage det lidt mere bogstaveligt. De projekter, jeg snakker om her, er noget, som både Grønland og Danmark vil få både økonomisk og politisk gavn af, uanset hvad vi mener om bloktilskud og selvstændighed osv. Jeg tror, at hvis man fokuserede lidt mere på den type samarbejder og lidt mindre på den meget tunge diskussion om penge osv., kunne det være, at det kunne give lidt fornyelse i parforholdet.

Så har jeg bare en kommentar til sidst. Jeg er enig med ordføreren. Jeg har personlig svært ved at se, at Grønland skulle blive mere frit, mere rigt, få mere tryghed ved at løsrive sig, og derfor synes jeg, det er en forfærdelig og uheldig kurs, debatten tager, når den ene part siger løsrivelse og den anden siger suspension af hjemmestyret, for det fører ikke til noget som helst, og derfor hilser jeg det meget velkommen, at der kommer initiativer, som taler om noget konkret, noget indholdsmæssigt, noget med substans, noget pragmatisk i stedet for den meget ideologiske kurs, som jeg mener fører til et sort hul. Tak.

Mange tak for det. Jeg glæder mig i øvrigt også til at diskutere mulighederne for fælles projekter til gavn for begge parter med Færøerne som udgangspunkt.

Så siger vi tak til hr. Martin Lidegaard. Vi går videre i rækken, og så er det hr. Karsten Hønge, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Rigsfællesskabet giver mulighed for, at tre små folk, tre små nationer kan læne sig op ad hinanden, og hvis vi vil, kan rigsfællesskabet være et fantastisk partnerskab mellem ligestillede. Det er klart, at vi adskiller os fra hinanden, men der er altså også meget, der binder os sammen. Forskellighed behøver jo ikke at betyde modsætninger og problemer, hverken sådan internt i Danmark eller mellem lande. Forskelle mellem folkeslag kan netop føre til en gensidig inspiration og fælles berigelse. En plus en plus en behøver ikke kun at give tre, det kan jo give både fire og fem, og jeg oplever, at rigsfællesskabet faktisk giver mulighed for fælles fordele.

Snæversynet nationalisme fordummer, uanset hvor og hvornår man støder på den, og jeg synes faktisk, at jeg ved at følge den grønlandske debat lidt for ofte støder på nationalistisk populisme. Så lad os hjælpe hinanden i processen mod selvstændighed for både Færøerne og Grønland, hvis det er et udbredt ønske blandt et flertal. Lad os se, hvor langt isen holder, om jeg så må sige.

Jeg tror, det vil give de bedste løsninger, hvis den slags store beslutninger om selvstændighed bygger på et solidt flertal. Ellers risikerer man altså bare, at samfundene bliver rykket fra hinanden. Der er selvfølgelig jævnligt udfordringer i samarbejdet, men jeg tror, vi skal øve os i at løse dem frem for at opløse rigsfællesskabet.

Der er lyspunkter i Grønlands erhvervsliv og økonomi, men der er samtidig næsten uoverskuelige økonomiske og sociale udfordringer, og jeg undrer mig faktisk ofte over, at diskussionen om hastigheden af bevægelsen mod selvstændighed fylder så meget. Det er vigtige debatter, men det, vi diskuterer for lidt, er, at Grønland støt er på vej mod en økonomisk betonmur. Det grønlandske samfund står hver eneste dag over for dramatiske sociale udfordringer. Tusindvis af børn vokser op under fuldstændig uacceptable forhold, alt for få unge i Grønland får en uddannelse, og mens det sker lige for øjnene af os, går der, synes jeg, en uforholdsmæssig stor del af tiden og energien med at diskutere andre temaer som f.eks. hastigheden af bevægelsen mod selvstændighed. Igen ville jeg da som socialist opfordre til, at der var større opmærksomhed på uligheden, klassesamfundet, de sociale tragedier, og at alt for få får en uddannelse i Grønland.

Jeg ønsker Grønland alt muligt held og lykke på vejen mod selvstændighed, og det vigtigste må vel være reel selvstændighed og uafhængighed, men sådan en giver bare ikke mening, hvis man ikke samtidig har et solidt økonomisk fundament, en veluddannet befolkning og en social virkelighed, der binder land og folk sammen. Selvstændighed er en flot overskrift, det er en smuk drøm, men det skal være mere end papir og drøm.

Jeg er nok endnu mere optaget af den virkelighed, som hver dag betyder så meget for den unge uden uddannelse, for de mange udsatte børn og unge, for den hårdtarbejdende lønarbejder, for uligheden i det rå og grønlandske klassesamfund.

Jeg håber, at det er miljø og social bæredygtighed, der skal være landkendingsmærker for hele rigsfællesskabet og også for Grønland. SF's støtter Grønlands vej mod selvstændighed, hvis det er et stærkt ønske fra et flertals side, og hvis befolkningen med åbne øjne er klar til at tage konsekvenserne. Men jeg må sige, at jeg håber, at vi trods alt fortsat kan finde hinanden i fællesskab, og jeg vil meget gerne støtte hr. Martin Lidegaards ønske om, at vi her i Folketinget mere aktivt spiller ud med initiativer, der netop kan holde sammen på fællesskabet og netop gennem det, som hr. Martin Lidegaards sagde, nemlig ærlig snak, styrke fællesskabet i stedet for at opløse det.

Tak for det. Der er et enkelt spørgsmål fra hr. Christian Juhl.

Jeg synes, at SF's ordfører næsten faldt i den modsatte grøft af, hvad han normalt gør, ved at snakke om en økonomisk mur. Vel er problemerne alvorlige, men de er jo ikke en uoverstigelige. Jeg mener, at hvis man lytter til de grønlandske medier, bliver der jo mindst lige så meget diskuteret økonomi, børns vilkår, sociale forhold, ulighed og uddannelse, som der bliver diskuteret selvstændighed.

Vi lægger mere mærke til selvstændighedsdebatten, fordi vi måske er nervøse for at miste en god ven eller ægtefælle, som nogle nævnte det, men den trekant, som rigsfællesskabet består i, trives vel også bedst ved, at folk er så selvstændige som muligt, at alle tre parter er så selvstændige som overhovedet muligt. Er det ikke sådan, at selvstændighed og indflydelse på egne vilkår netop er motoren og drivkraften i at opbygge et mere bæredygtigt, et mere lige samfund, og at det faktisk bør gå hånd i hånd.

Siger ordføreren virkelig, at det er nødvendigt, at vi skal fortsætte de nuværende relationer mellem de tre parter, for at Grønland kan udvikle sig?

Nej, det mener jeg ikke. Jeg synes, jeg gjorde meget ud af at sige, at vi i SF støtter Grønlands vej mod øget selvstændighed og også mod fuld selvstændighed. Jeg tror bare, at det er at holde hinanden for nar, hvis vi lader, som om selvstændighed bare er noget, man beslutter, at det bare er et papir. Man kan ikke, synes jeg, med nogen rimelighed diskutere en vej mod selvstændighed uden også at diskutere de konsekvenser, det får. Så er det jo bare gøgl, så er det bare snak.

Jeg er bare mere optaget af den sociale virkelighed, der er for så mange mennesker i Grønland, og mere optaget af at få de ting løst. Men i øvrigt har jeg fuld respekt for, hvis man i Grønland ønsker at gå selvstændighedsvejen, og hvis man med åbne øjne er villig til at tage de økonomiske konsekvenser af den, og det er eksempelvis formanden for SIK i Grønland, Jes Bertelsen. Han siger jo meget tydeligt, at han er helt opmærksom på, at det vil betyde dramatiske ændringer i den økonomiske levefod i Grønland. Men han synes det er det værd og ønsker stadig væk selvstændighed.

Mit problem er, synes jeg – og jeg følger faktisk den grønlandske debat ret nøje i de grønlandske medier også – at man ikke ønsker at koble de to ting, men de to ting hænger sammen.

Hr. Christian Juhl.

Jamen når vi så gør det, synes jeg også, at vi skal yde den retfærdighed, at vi trods alt erkender, at der er forskel på nationalisme, som jo også trives i Danmark, og en national stolthed og en national selvstændighedsfølelse. Den sidste er efter min mening en voldsom stor energi og drivkraft i et samfund. Den første, nationalismen, er en hæmsko.

Den der nationale stolthed og lysten til selv at bestemme på sine egne områder er jo netop det, som kan bringe ændringer i både ulighed og sociale problemer og økonomiske problemer efter min mening. Derfor bør vi hele tiden understøtte begge ben – både udvikling af økonomien og udviklingen af demokratiet og af retten til selv at bestemme.

Derfor mener jeg også, at vi bør fokusere på begge dele og ikke bare male et sort billede. Når vi kan se, at nogle af tingene faktisk er på vej, så skal vi, som ordføreren selv siger, understøtte det noget kraftigere. F.eks. er turismen jo på vej, den stiger op til 10 pct. om året. Det er da bedre og fornuftigere at tage det stille og roligt end som f.eks. på Island, hvor det er eksploderet, og hvor man næsten ikke kan følge med udviklingen.

Jeg kan jo bare bekræfte, at SF jo støtter Grønlands vej mod selvstændighed. Jeg tror så ikke som Enhedslisten, at den der nationale bevidsthed i sig selv fører til økonomisk udvikling – den vej kan jeg nu ikke lige se koblingen i.

Men det korte svar for mig er sådan set bare, at i den her vinter er jeg mere optaget af, at der er masser af grønlandske børn, der i dag fryser i Grønland, der ikke får nok at spise. Der er alt for mange piger, der bliver udsat for seksuelle overgreb. Det er en rå social virkelighed, som jeg synes vi skulle tage at ændre, mens vi her sidder og diskuterer en abstrakt drøm, et papir.

Uafhængighed og selvstændighed er kun noget værd den dag, man står på sine egne ben – ellers er man bare i lommen på andre, og det er ikke selvstændighed. Men jeg synes, det er mere vigtigt at diskutere det rå grønlandske klassesamfund i dag, der svigter over for børn, end at vi diskuterer, i hvilket tempo man vil gå mod selvstændighed. Det betyder ikke, at jeg ikke synes, det er vigtigt at gå mod selvstændighed; jeg synes måske bare, at fokus skulle være et andet sted.

Med det siger vi tak til SF's ordfører og går videre til den konservative, nemlig hr. Rasmus Jarlov. Værsgo.

Det Konservative Folkeparti elsker Grønland. Det er ikke noget, jeg bare siger. Det mener jeg virkelig. Vi er meget, meget stolte af og glade for at være i rigsfællesskab med Grønland, og tak, fordi I gerne vil være sammen med os.

Det er udmærket, at Dansk Folkeparti lufter kritikken af selvstyrets økonomiske prioriteringer. Dansk Folkeparti har ret i sin kritik, men vi ønsker ikke en konflikt mellem Danmark og Grønland. Det vil være gift for det rigsfællesskab, som vi brændende ønsker at bevare, og derfor kan vi ikke stemme for Dansk Folkepartis forslag om at sætte Grønland under administration ... Hvis der ikke står det, står det der ikke længere. Så har det stået i et tidligere udkast til en tekst – det tror hr. Søren Espersen ikke.

Vi skal styrke vores rigsfællesskab, så det bliver stærkere. Det er vigtigt, at befolkningerne i både Grønland og Danmark betragter rigsfællesskabet som en fordel. I den forbindelse har vi i Danmark et ansvar for at interessere os mere for Grønland. Danskerne skal til enhver tid udvise respekt for grønlænderne. Danmarks Radio bør fortælle mere om Grønland for at give danskerne en større viden og forståelse. Regeringen skal kæmpe for Grønlands interesser internationalt i fiskeriforhandlinger og andre sager, som har betydning for Grønland. Regeringen skal huske, at den ikke kun er regering for Danmark, men også for Grønland og Færøerne. Her i Folketinget skal vi hele tiden arbejde for at inddrage de grønlandske folketingsmedlemmer i de sager, som har relevans for Grønland, eksempelvis forsvarspolitikken.

Fra Grønlands side bør man til gengæld holde op med at rette en masse urimelige beskyldninger mod Danmark. Man bør helt grundlæggende holde op med at bebrejde Danmark, at vi ønsker at bevare rigsfællesskabet. Når grønlandske politikere omtaler Danmark som koloniherrer og besættelsesmagt, er det både urimeligt og historieløst. Danskerne har været meget længe på Grønland – formentlig lige så længe som inuitterne – har ret til at være der, og Grønland er ikke en koloni, men en del af et fællesskab. Økonomisk, uddannelsesmæssigt, praktisk, forsvarsmæssigt, sikkerhedsmæssigt, på næsten alle andre områder, man kan forestille sig, er rigsfællesskabet en fordel for Grønland. Det er der slet ingen tvivl om.

Grønlands selvstændighed vil aldrig blive en praktisk eller økonomisk fordel for Grønland, men det handler om følelser og identitet, og der kan vi jo ikke fra dansk side fortælle grønlænderne, hvordan de skal føle. Det kan de kun selv afgøre. Jeg synes bare, det er værd at minde om, at skotterne ikke bliver mindre skotter, selv om de er en del af Storbritannien. Danskerne bliver ikke mindre danske af at være med i EU, og på samme måde bliver grønlænderne heller ikke mindre grønlandske af at være en del af rigsfællesskabet. Man mister ikke sin egen identitet, fordi man er med i et større fællesskab. Vi har ingen intentioner om at gøre grønlænderne danske, slet ikke. Vi ønsker en stærk grønlandsk identitet og kultur og et fællesskab mellem ligeværdige folk i rigsfællesskabet.

I forhold til vedtagelsesteksten i dag vil jeg godt understrege, at grundloven selvfølgelig er gældende. Vi kan ikke vedtage noget, som er i modstrid med grundloven, og derfor kan Grønlands selvstændighed selvfølgelig kun opnås gennem også en proces her i Folketinget og formentlig også en grundlovsændring. Det er ikke sådan noget, man bare lige beslutter, og dagens vedtagelsestekst ændrer naturligvis ikke på de rammer, der er for det. Men fra Folketingets side har vi den holdning, at det ikke nytter at stå som stopklods for et ønske om grønlandsk selvstændighed. Det kommer der ikke noget som helst godt ud af, og det vil formentlig i øvrigt kun forstærke ønsket om selvstændighed.

Så med ønsket om fortsat godt og ligeværdigt og konstruktivt samarbejde mellem Danmark og Grønland vil jeg gerne sige tak for ordet.

Tak til hr. Rasmus Jarlov. Der er ingen korte bemærkninger, og så er det Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. At ville være herre i eget hus er for grønlændere en helt naturlig følge af den politiske udvikling, som vi har gennemgået i Grønland. Det grønlandske samfund har igennem årene fået en større og større rolle i styringen af egne anliggender. Dette er sikret i et tæt samarbejde og i enighed med et stort flertal her i Folketinget. Ønsket om selvstændighed er en følelse og en proces for det grønlandske folk, som det er det for mange andre folkeslag. Den følelse kan man ikke tæmme eller få til at forstumme ved at agere formynderisk, og de seneste par måneders debat om Grønland i Danmark har været præget af letkøbte populistiske udtalelser. Dansk Folkepartis melding om, at selvstyret i Grønland skal suspenderes, gavner ikke samarbejdet mellem Danmark og Grønland – faktisk tværtimod. Personligt tror jeg, at jo mere Dansk Folkeparti forsøger at sætte låg på et grønlandsk ønske om selvstændighed, jo stærkere bliver ønsket om selvstændighed, særlig hos de mest indædte selvstændighedsforkæmpere. Selvstændighed er målet for et flertal i den grønlandske befolkning, og det er vi nødt til at respektere.

Ligesom så mange andre drømmer jeg også om et selvstændigt Grønland engang ude i fremtiden. Vi er også mange, som er bekymrede for en forhastet og for en elitær selvstændighed. Med selvstændighed for enhver pris risikerer vi, at dem, der står på kanten af samfundet, vil falde ud over kanten. For Inuit Ataqatigiit er det afgørende, at vi har alle med, også de svageste i samfundet. Et socialt og økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund er målet, ikke bare et selvstændigt samfund, men et selvstændigt velfærdssamfund. Den demokratiske forståelse, respekten for menneskerettigheder og sikkerheden for den enkelte er noget af det fineste, som Grønland har lært af Danmark – så mange tak for det.

Inuit Ataqatigiit arbejder for en stærkere økonomi og et moderne grønlandsk samfund, hvor flere er i stand til at bidrage, hvor vi har et udsyn, og hvor vi har et konstruktivt samarbejde med vores samarbejdslande, herunder med Danmark. Personligt mener jeg, det er vigtigt, at vi lytter til Økonomisk Råd og til Nationalbanken, når de maner til forsigtighed i disse gode konjunkturer og minder om, at der er svære tider forud for Grønlands økonomi. I dag kan man sige, at vi er på rette vej, men at der stadig er lang vej endnu. Der er langt fra rig til fattig i det grønlandske samfund, vi har en økonomisk og en social ulighed i Grønland, som er på linje med den amerikanske ulighed. I Inuit Ataqatigiit arbejder vi aktivt for at skabe større lighed i det grønlandske samfund.

Vi har for mange børn, som mistrives, og som bor uden for deres eget hjem, og som koalitionsparti arbejder vi for en tryg barndom for alle børn og at sikre nogle stærkere familier, som tager ansvar. Alt for få gennemfører en folkeskoleuddannelse og læser videre, og derfor er det for Inuit Ataqatigiit vigtigt at arbejde for stærkere folkeskoler og at sikre, at flere færdiggør en uddannelse. Lykkes vi i Grønland med den nødvendige prioritering og med den forandring, som der er behov for, er der også banet vej hen imod større selvstændighed. Hvad vi gør i dag, har en kæmpe stor betydning for morgendagens Grønland.

En række centrale samfundsområder er stadig den dag i dag under dansk ansvar. Her er der en klar opgave for os i Folketinget: Sammen med Grønland skal vi styrke de 32 områder, som vi har ansvaret for, og vi skal øge standarden. Det er vores forpligtelse, og det er vores ansvar. Paradoksalt nok kan man snakke om, at et fællesskab kun kan bevares, ved at vi løsner tøjlerne. Et rigsfællesskab har kun sin berettigelse, hvis begge parter godkender præmisserne, og derfor er det afgørende, at de danske partier respekterer det grønlandske ønske om selvstændighed og ikke mindst giver ro til, at forfatningsdebatten og debatten derhjemme omkring selvstændighed først og fremmest tages i Grønland. Vi hverken kan eller skal spole tiden tilbage eller ansvaret tilbage. Mange tak. Inuit Ataqatigiit støtter vedtagelsesteksten, som er fremlagt af Socialdemokratiet.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen, en kort bemærkning.

Tak. Jeg synes jo, det er helt galt at kritisere Dansk Folkeparti for at advare imod en økonomisk kollaps på Grønland. Altså, jeg vil næsten sige, at hvis man tydeligt ser den kollaps forude, vil man næsten være en slyngel, hvis man ikke sagde det, og jeg kan berolige fru Aaja Chemnitz Larsen med, at jeg vil blive ved med at sige det, også med risiko for, at jeg bliver mindre og mindre populær på Grønland. Det skal jeg nok klare. Men jeg vil bare sige, at hvis det kommer til en selvstændighedsafstemning, vil jeg søreme være på Grønland i stor stil og sørge for, at der bliver indrykket en masse annoncer mod den, præcis som engelske politikere gjorde i forbindelse med den skotske afstemning. Det var forbilledligt. Selvfølgelig blandede de sig i det. Selvfølgelig rejste walisiske og engelske politikere op til Skotland og tordnede mod løsrivelse. Det samme vil vi selvfølgelig gøre, i tilfælde af at det ulykkelige skulle ske, nemlig at der en dag kommer en folkeafstemning. Jeg synes, det er vores pligt.

Jamen jeg vil da byde hr. Søren Espersen rigtig hjertelig velkommen til Grønland, hvis vi når dertil. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi giver ro til den her debat. Vi ved jo sådan set ikke, hvad udfaldet bliver af forfatningskommissionens arbejde, vi ved ikke, om det går den ene vej eller den anden vej. Der er jo tale om, at man vil kigge på det i forskellige tempi, og så er det selvfølgelig sådan, debatten skal foregå.

Fra Inuit Ataqatigiits side ser vi rigtig gerne, at der er større inddragelse af den grønlandske befolkning, og det handler jo ikke kun om, at man går ud og holder en masse borgermøder, det handler også om at komme ud og snakke med de unge, som i høj grad af fremtidens Grønland; det handler om at komme ud på gymnasierne; det handler om at inddrage f.eks. NAKUUSA, som er et børnerettighedstiltag, som man har sammen med UNICEF, hvor man prøver på at få de unge til også at komme med deres holdninger til selvstændighed i fremtiden: Hvad er det for en form, det skal have?

Men selvstændighed er ligesom kommet ind i den her diskussion, som egentlig i min option var sådan en økonomisk diskussion, men det er jo fint, og det hænger også sammen. Jeg har også selv sagt, at jeg var skuffet over, hvordan man i den grad talte om selvstændighed, når ikke man gik i gang med at løse landets problemer.

Jeg vil så sige, når vi nu taler om f.eks. den dansk-grønlandske investeringsfond – den har vi talt om i årevis – at statsministeren ved flere lejligheder har sagt, at vi gerne vil deltage i den, men det skal være på grønlandsk initiativ. Hvorfor sker det ikke? Hvorfor siger Grønland ikke: Lad os prøve at få sådan en investeringsfond – måske en nordisk investeringsfond, hvad ved jeg – for at sætte gang i julene? Hvad er det, der holder grønlandske politikere tilbage fra noget så soleklart rigtigt?

Ordføreren ved også udmærket, at jeg selv har været fortaler for, at netop Grønland og Danmark samarbejder om at lave en investeringsfond. Jeg har nævnt det gentagne gange her fra Folketingets talerstol. Jeg har også været i dialog med naalakkersuisut om, at det er Grønland, der er nødt til at trykke på knappen, hvis det er det, man gerne ønsker. Så jeg har jo gjort, hvad jeg kan, kan man sige, og der er forskellige meninger i Grønland, og det er der selvfølgelig også i et parti, når det handler om, hvordan man skal samarbejde.

I forhold til et økonomisk kollaps – det, vi i Grønland kalder dødens gab – er det jo noget, som rigtig mange af os har italesat. Vi har anerkendt, at vi er nødt til at kigge på økonomien og gøre den bedre, end den er i dag. Vi har valgt at være med til at tage ansvar. Jeg har valgt at opsige min orlov fra Inatsisartut for netop at gå med ind og være en kritisk konstruktiv stemme, som jeg også mener jeg er her i Folketinget, og det mener jeg også der i høj grad er behov for i Inatsisartut, og det er både i forhold til økonomien og i forhold til lufthavnene. Første gang jeg holdt en politisk tale, stod jeg foran 500 mennesker i hallen i Qaqortoq og udtalte mig kritisk om den planlagte lufthavn der, fordi pengene til den er penge, vi tager fra kollegier og fra boliger, og det er jo nogle ting, som vi ved der er behov for i det grønlandske samfund. Man kan ikke bruge pengene to gange, og derfor er vi nødt til netop at gøre den her nødvendige økonomiske prioritering, og det er vi mange der er fortalere for.

Så er det hr. Martin Lidegaard.

Jeg vil egentlig gerne starte med at anerkende fru Aaja Chemnitz Larsen som en af de grønlandske politikere, som jeg i hvert fald har stor respekt for, fordi hun både er balanceret i sin tilgang, men også tør tale om de udfordringer, der er, både i Grønland og i forholdet mellem Grønland og Danmark, på en, synes jeg, værdig og respektfuld måde.

Derfor vil jeg også gerne stille et rigtig svært spørgsmål til fru Aaja Chemnitz Larsen oven på den gode tale, hun har holdt. Der pågår altså nu en diskussion her i Folketinget om, hvad Danmark kunne gøre for ligesom konstruktivt at spille ind. Og jeg hører jo så til dem, der mener, at vi også godt kunne gøre mere fra dansk side. Hvordan tror fru Aaja Chemnitz Larsen at sådan en ny, konkret håndsrækning fra dansk side med nogle konkrete investeringsprojekter eller nogle konkrete initiativer, eller hvad ved jeg, ville blive modtaget i Grønland? Og er det muligt at pege på nogle områder, hvor man kunne formode at det ville blive modtaget mere positivt fra politisk side i Grønland, end andre områder?

Jeg mener, at det, der er behov for i både Grønland og Danmark, er brobyggere, og det er folk, som gerne vil være med til at fremme de ting, der fungerer godt, gøre endnu mere af det og være med til at sikre, at man ligesom mere progressivt sikrer et tættere samarbejde i forhold til bl.a. de her 32 områder, men også i forhold til netop at sikre en stærkere økonomi i det grønlandske samfund.

Jeg synes, en investeringsfond er helt oplagt at kigge på. Vi har foreslået en arktisk investeringsfond, hvor man kan kigge på, hvordan man kan være med til at tiltrække endnu flere investorer, sådan at man kan få skabt en stærkere økonomi i det grønlandske samfund. Det mener jeg er i både Danmarks interesse, men i høj grad også i Grønlands interesse. Så det er jo et meget konkret emne, man kunne kigge på.

Så tror jeg i forhold til den politiske proces at inddragelse er helt afgørende, altså at man får genoprettet tilliden imellem Grønland og Danmark. Og jeg er helt enig i det, som spørgeren tidligere var inde på, om, at vi jo har haft et landsråd tidligere, hvor vi fra Grønlands side har haft repræsentanter, men vi må bare erkende, at der på grund af den politiske historie, der har været, måske også i nyere tid, har været et knæk, kan man sige, i den tillid, som der er mellem Grønland og Danmark, også politisk. Og der er behov for nogle brobyggere, som er med til at sikre, at vi med konkrete tiltag og ved endnu større inddragelse og ved at løse tøjlerne har et godt samarbejde.

Hr. Martin Lidegaard.

Men så får jeg lyst til at stille et lidt ledende opfølgende spørgsmål. Jeg er helt enig i analysen, men altså, i forhold til den udvikling, vi ser i den grønlandske debat på det her område – og der er fru Aaja Chemnitz Larsen jo meget tættere på end os, der sidder her – er det så fru Aaja Chemnitz Larsens vurdering, at det er nu, at der måske er rum i grønlandsk politik? Det er jo helt rigtigt, at der også pågår en intens diskussion internt i Grønland, ligesom der gør i Danmark. Men spørgsmålet er, om vi har en situation nu, hvor der sådan set mere, end der har været i længere tid, er en åbning for måske at indlede det, man kunne kalde brobyggernes æra.

Det var jo, som ordføreren også selv var inde på, et meget ledende spørgsmål. Jeg tænker, at vi er inde i et valgår, i hvert fald i Grønland – der skal være valg til Inatsisartut her i november i år – og som regel skærpes tonen jo også op til et valg, men jeg synes, det er rigtig vigtigt at holde fast i de konstruktive repræsentanter for Grønland, som rigtig gerne vil et konstruktivt samarbejde, som er løsningsorienterede, og som netop er med til at sikre, at vi gør endnu mere af det. For jeg så rigtig gerne, at der var brobyggere på den ene side og på den anden side, men jeg oplever lidt, at når jeg forsøger at bygge bro til Danmark, har jeg lidt svært ved at finde ud af, hvem der egentlig er på den anden side, som også gerne vil være med til at bygge bro.

Jeg skrev en kronik til Politiken her for nylig for netop at understrege, at vi er nødt til at være brobyggere på begge sider, hvis vi gerne vil sikre, at der er et godt samarbejde. Og det tager egentlig udgangspunkt i en pragmatisk holdning om, at vi er et rigsfællesskab i dag, så lad os da prøve at få det bedste ud af det for begge parter.

Tak. Så er det hr. Magni Arge.

Tak for en god tale. Meget af det, vi har hørt diskuteret her, tager sit afsæt i, om jeg så må sige, forholdet mellem Danmark og Grønland, men ligger der ikke også store potentialer for en positiv erhvervsmæssig udvikling og en velfærdsmæssig udvikling i Grønland i form af de muligheder, der åbner sig i Arktis efterhånden, f.eks. et samarbejde imellem de vestnordiske lande?

Der er ingen tvivl om, at der er et stort potentiale i det vestnordiske samarbejde. Jeg mener også, at vi kan gøre endnu mere end det, vi gør i dag. Jeg tænker også, at når der bliver skabt vækst i Grønland, smitter det også positivt af på de samarbejdspartnere, vi har, og det er både inden for Vestnorden, men det er jo sådan set også i forhold til Danmark. I Grønland er der jo flere og flere, der snakker om, at vi er for få mennesker. Vi er jo verdens største ø, men med en meget lille befolkning. Derfor mangler vi også indimellem arbejdskraft. I Nuuk har vi f.eks. ingen arbejdsløshed. Dem, vi mangler, er de uddannede, de faglærte. Det understreger jo, at der er gang i en positiv udvikling i det grønlandske samfund, og hvis vi gerne vil have gang i endnu mere vækst i Grønland, er vi også nødt til at kigge på, hvordan vi kan sikre, at vi har de kompetencer, i samarbejde med samarbejdslandene.

Nu er det ofte sådan, at når man bor i et område med udfordrende terræn, så oplever man ikke altid den helt store forståelse i Danmark for, hvor store investeringer der skal til for at skabe en god infrastruktur. Her er det nemt i et land, som er fladt som en pandekage at bygge veje. Grønland er jo kæmpestort, og man har faktisk ikke udviklet infrastrukturen, hvad angår flyvepladser, igennem mange år. Så jeg går ud fra, at det også er en nødvendig investering, man diskuterer, for at modernisere tilgængeligheden i Grønland, når man diskuterer flyvepladser.

Det passer ikke helt, for vi havde nogle år tilbage en større investering i lufthavne, men det har så været nogle andre steder end de her tre lufthavne, man taler om i dag. Da jeg nævnte det her med, at lufthavnen i Qaqortoq er et politisk projekt, så er det, fordi det er en erkendelse af, at volumen er der ligesom ikke til at sikre, at man kan få nogle investorer udefra, som kan få deres penge igen, men at det er nogle penge, vi selv er nødt til at lægge på bordet. Jeg tror, at det er vigtigt, at man gør det med åbne øjne, når man går ind i nogle større økonomiske investeringer, og at man også ved, hvilke konsekvenser det har, når man træffer et valg. Så det er egentlig mere for at nuancere det her synspunkt omkring de her lufthavne. Der er også nogle kritiske røster, i forhold til om alt kan give pengene tilbage til investorerne.

Så er det hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Mange tak til ordføreren. Jeg er glad for, at ordføreren taler om et konstruktivt samarbejde og om at bygge bro fra begge sider. En af de ting, som vi jo har talt meget om, er netop forslaget om en fælles investeringsfond. Jeg mener også, at ordføreren selv har rejst det over for statsministeren i flere af spørgetimerne med statsministeren, men det er, som om der ikke kommer så meget fra grønlandsk side. Fra dansk side har man sagt, at det selvfølgelig er noget, som man er meget åben over for at tale om. Men kan ordføreren måske uddybe det lidt? Hvad er reaktionerne fra grønlandsk side? Hvad tænker man i Grønland om selv at komme med et udspil?

Mange tak for spørgsmålet. Jeg har jo drøftet det med vores Finansministerium, det, der hedder Naalakkersuisoq for finanser, og der har man jo sådan set stillet sig ret åben over for det og ser det som en af de muligheder, der eventuelt kan være. Lige nu er man i gang med at afsøge, hvilke andre muligheder der også kan være.

Det er jo sådan, når vi snakker om større investeringer, at man selvfølgelig er nødt til at gøre op, hvad det er for nogle betingelser, der ligesom stilles af de forskellige investorer. Der er ingen, der sådan investerer for sine blå øjnes eller brune øjne skyld. Man gør det jo, fordi man gerne vil have et afkast. Og hvis man fra dansk side vælger at være med til at lave en investeringsfond, vil man højst sandsynligt også have nogle betingelser eller nogle kriterier, man ligesom vil stille op, så det er jo et samlet billede, som naalakkersuisut er i gang med at kigge på.

Tak. Jamen som jeg tror det var hr. Martin Lidegaard der sagde, er det her jo noget, som man har talt om meget, meget længe. Og de bekymringer, som ordføreren har, er nogle, som jeg tror man kunne løse bedre i en åben dialog med Danmark. Kan vi forvente, at der kommer et egentligt udspil fra Grønlands side? Hvor langt er man i processen?

Jeg tænker, at statsministeren måske i virkeligheden bedre kan svare på det. Jeg ved, at der er en løbende dialog med Finansministeriet, også om en eventuel investeringsfond. Så der er jo nogle ting i gang. Ja, nogle gange tager ting tid i politik, men jeg synes i hvert fald, det er et vigtigt fokus at have, fordi det kan være med til at styrke Grønlands økonomi.

Så er det hr. Henrik Brodersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren, og tak for den konstruktive indgangsvinkel til det med langstrakte perspektiver frem for her og nu-løsninger. Det kunne man ønske at andre også gjorde.

Den her debat er rejst på foranledning af Dansk Folkeparti, og der er flere, der har sagt: igen og igen og igen. Jeg kan love herfra, at det gør vi til stadighed, fordi det her ikke handler om Grønland og Grønlands politikere, men om den grønlandske befolkning. Den har vi en forpligtelse til at varetage, om man er i dette parlament eller i det grønlandske. Det synes jeg halter.

Vi har fået slået fast, at 55,7 pct. af Grønlands indtægter udredes af staten. Vi har fået slået fast, at ud over det er der et stort beløb til alle mulige andre ting: forsvar, beredskab, domstole, politi osv. Ud over det modtager Grønland et beløb på 217,8 mio. euro svarende til 1,6 mia. kr. Det er godt nok over en 6-årig periode, men det er noget i retning af 260 mio. kr. Hvis man tager alle de her beløb og lægger dem sammen, må det da være indlysende for alle, at Grønland rent teknisk set allerede nu er gået bankerot. Hvordan forholder ordføreren sig til det?

Mange tak. Jeg vil starte med at svare på det sidste spørgsmål først. Men inden da vil jeg gerne lige takke Dansk Folkeparti for engagementet og for at tage det her op. Jeg har jo nogle gange også i pressen i Grønland udtrykt et ønske om, at jeg gerne ser, at flere kommer på banen, fordi det er vigtigt også at understrege, at Dansk Folkeparti jo var det eneste parti, der stemte imod selvstyreloven her i Folketinget.

Det her med bloktilskuddet er jo ikke noget nyt. Det har vi sådan set vidst igennem længere tid.

At sige, at Grønland går bankerot allerede nu, synes jeg simpelt hen er en forsimpling af den virkelighed, som jeg oplever. Der er jo en politisk opbakning til den relation, som der er mellem Grønland og Danmark, til selvstyreloven, også selv om Dansk Folkeparti ikke har valgt at stemme for den. Så det passer jo ikke, at man går i retning af en økonomisk kollaps. Ja, på den længere bane er man nødt til at sikre, at man ikke kommer ind i dødens gab, og det er noget, man skal arbejde på allerede i dag, som jeg også var inde på i min ordførertale.

Jeg henholder mig bare til, at man har større udgifter, end man har indtægter, og at langt de fleste af de ting, der bliver gjort i Grønland, også investeringer, sker med de penge, der kommer udefra. De lån, der bliver optaget, er til meget, meget høje renter i forhold til resten af verden, men man får lånene. Hvorfor gør man det? Det er, fordi dem, der giver Grønland lånene, godt ved, at Grønland ikke får lov til at gå nedenom og hjem, så længe de er i samhørighed med Danmark. Det er den sikkerhed, som låntagerne har. Det synes jeg da bare man skal have med og være ærlig omkring og sige i debatten: Vi har simpelt hen ikke de midler, der skal til for at drive et selvstændigt land.

Alligevel kører man med 180 i timen, fordi det skal lykkes – helst om 3 år. Det synes jeg da er skræmmende.

Som jeg har sagt flere gange, er der jo mange meningsforskelle. Nu nævner ordføreren bl.a. noget, som kommer fra et helt andet parti, nogle helt andre meninger end dem, som jeg står for, og jeg tænker, at jeg ikke nødvendigvis skal stå og være fortaler for det ene eller det andet. Jeg siger bare, at jeg synes, det er vigtigt, at der er styr på økonomien, og det synes jeg sådan set der er, uanset om vi skal have selvstændighed på den lange bane eller hvad der nu engang skal ske. Der er ingen af os, der kender udfaldet af forfatningskommissionens arbejde. Jeg synes, det er vigtigt, at vi giver dem ro til at lave det arbejde. Og ja, så kan vi jo i mellemtiden her i Folketinget lave et kæmpestort stykke arbejde i forhold til de her 32 områder, og fra Grønlands side kan man jo lave et kæmpestort stykke arbejde i forhold til at styrke Grønlands økonomi, og det fokus ved jeg også er der. Og ja, det går måske ikke lige så stærkt, som vi gerne vil have det skal gå, men det fokus er der.

Så vil jeg gerne lige sige, at Grønland er verdens største ø. Vi er 56.000 mennesker, der bor der. Jeg er rigtig stolt af at komme fra Grønland og være en del af de 56.000 mennesker. Det kræver, at vi tager ansvar, og nogle gange må man kigge rundt og se, at det måske er mig, der skal tage ansvar denne gang, fordi sådan er det nu engang i Grønland, når vi er så få og vi bor så spredt. Det er ikke en nem løsning, vi har valgt, men det er nu engang den løsning, som vi har valgt i Grønland.

Med det siger vi tak til fru Aaja Chemnitz Larsen. Og den næste i rækken er fru Aleqa Hammond.

Jeg tænker og føler allerede som en borger fra et selvstændigt Grønland, og jeg er langtfra alene om det. Mine forældre voksede op i en tid, hvor alt vedrørende Grønland blev bestemt i Grønlandsministeriet her i København. Meget er heldigvis sket siden. Jeg selv var politisk aktiv, da selvstyret blev indført. Jeg er også overbevist om, at jeg kommer til at opleve indførelsen af selvstændighed.

Det politiske ønske om selvstændighed og løsrivelsen fra Danmark er meget stærkt. Det er en proces, som ikke kun drejer sig om økonomi og bloktilskud. Vejen mod selvstændighed er en proces, som vi alle er med til at styrke – lidt ligesom små bække, der samles til en stor brusende elv, som ikke lader sig stoppe. Processen ses i kunsten, i vores kunstnere, sangene fra vores musikere, opgaverne fra vores skoleelever, specialerne fra vores studerende, diskussionerne blandt befolkningen, overskrifterne i aviserne, interessen i udlandet og ikke mindst i vores politiske bestræbelser på en omstilling til en stærkere økonomi.

Vi er, Danmark og Grønland, meget forskellige fra hinanden. Vi har forskellige sprog, en anderledes etnicitet, hver vores historie og forskellige tilgange, hvad angår rigsfællesskabet. Vi har mange ting, der binder os sammen, men der er sandelig også mange ting, der skiller os ad.

Selvstyreloven er en lov, som Danmark og Grønland i fællesskab har underskrevet – en lov, som begge lande kan være stolte af; en lov, som bygger på forståelse for Grønlands ønske om selvbestemmelse; en lov, der sætter rammerne for processen. Jeg er meget tilfreds med selvstyreloven, og jeg har bestemt ikke tænkt mig at støtte forslag, der på nogen måde vil rulle selvstyreloven tilbage, ej heller at støtte forslag, der vil sætte Grønland under administration, fordi man her i Danmark ikke er tilfreds med de tanker og handlinger, der bliver foretaget i Grønland. Sådan hænger verden ikke sammen.

Rigsfællesskabet er i forandring – en politisk forandring; en forandring, der kan ses også i økonomien; en forandring, der kan ses i dagsordenen både derhjemme og her i Danmark og også her i salen i dag. At Grønland ønsker at være herre i eget hus, løse vores egne problemer, skabe vores egen fremtid og komme stærkt ud af kolonitidens efterslæb er for mig en helt naturlig ting. Vi vil kæmpe os ud af de mange udfordringer, vi står over for i dag – problemer, som vi alle har været med til at skabe, og som vi alle er med til at løse; problemer, som ingen kan løbe fra, og problemer, som alle føler et medansvar for.

Den grønlandske økonomi har ændret sig meget, siden vi indførte hjemmestyret tilbage 1979. Vi var klar til næste skridt i 2009, hvor processtyring blev en realitet. Tiden er gået hurtigt – meget hurtigt – og ønskerne for vores egen fremtid ligeså.

Vi bemærker også, at vores ønske om selvstændighed ikke altid bliver modtaget med kyshånd og forståelse af fra dansk side, men i stedet møder kritik og skepsis. Det er også helt okay. Det skal der også være plads til. Vi har trods alt en selvstyrelov, som både Danmark og Grønland står sammen om. Enhver, der har forstået selvstyreloven, ved også, at man ikke kan indføre selvstændighed over natten. Der er aftaler mellem Danmark og Grønland, der skal følges – en lov, som kræver forståelse og respekt for prioritering og retning; en lov, der respekterer og anerkender det grønlandske folk som et folk i henhold til folkeretten og med retten til selvstændighed.

Danmark og Grønland har i fællesskab udformet selvstyreloven, en lov, som vi alle kan være stolte af. Det er de færreste steder i verden, at to nationer i fred og fordragelighed og gensidig respekt kan samarbejde om en løsrivelse. Det er best practice på verdensplan, som oprindelige folk rundtomkring i verden beundrer. Det kan vi være stolte over.

Økonomien er selvsagt en vigtig faktor i processen mod selvstændighed. Grønland skal selv finansiere sagsområder, som vi overtager fra Danmark – også i henhold til selvstyreaftalen. Derfor er det vigtigt, at økonomien er så flerstrenget som overhovedet muligt. Vores opgave er at hæve levestandarden for alle i samfundet, men også at finansiere sagsområder, som vi ønsker at hjemtage fra Danmark. Det er en proces, som hænger nøje sammen, og som vi til enhver tid skal gøre stærkere og mere mangfoldig. Grønland har i dag ansvaret for vores 200 sømils økonomiske zone, retten til undergrunden og retten til indtægterne fra vores levende og ikke levende ressourcer. Det kommer til at spille en vigtig rolle for økonomien og dermed selvstændighedsprocessen.

Jeg støtter vedtagelsesteksten, som blev læst op af fru Karen Gaardsted, og som Venstres hr. Marcus Knuth har stået i spidsen for. Tak.

Tak for det. Den første, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. Marcus Knuth.

Tak til ordføreren. Jeg er glad for, at ordføreren roser selvstyreloven og selvstyreaftalen. Jeg mener jo, at man, som situationen er i dag, på et eller andet plan kan sige, at Grønland har det bedste af begge verdener, altså en blanding af selvstændighed på visse områder og samtidig er man en del af et rigsfællesskab med støtte, både økonomisk, men også inden for forsvar og udenrigspolitik osv. Martin Lidegaard sagde, og nu er det anden gang, jeg fremhæver Martin Lidegaard, og det er mere tilfældigt, at et tættere samarbejde er nødvendigt, hvis man vil i retning af selvstændighed. Men jeg mener sådan set også, at et tættere samarbejde er nødvendigt, hvis man vil styrke rigsfællesskabet. Det er den retning, jeg gerne ser man går i. Men uagtet det mener jeg, at et tættere samarbejde er nødvendigt. Er ordføreren enig i det? Her tænker jeg også på områder såsom det danske sprog, hvor jeg synes at man kunne gøre mere for at fremme det. For hvis man er en ung person fra Grønland, der gerne vil videreuddanne sig, så er Danmark og det danske sprog og det danske uddannelsessystem en nødvendighed.

Jeg tror, at skal Grønland komme stærkt ud af det her fællesskab, som vi har i rigsfællesskabet, så er det lige så meget et dansk ansvar, som det er et grønlandsk. Vi har et fælles ansvar for at sikre, at vi lever op til de forpligtelser, vi har over for hinanden hver især. Hvad angår selvstændighed og vejen frem, mener vi, at uddannelse er en af vejene frem, og jeg synes også, at sprogkundskaber er lige så vigtigt som alt andet, som er vigtigt i samfundet. Dansk er sprog nr. 2 i Grønland og engelsk er sprog nr. 3, og jeg synes helt bestemt også, at vi skal være mere fremme i vores uddannelsessystem med hensyn til at sikre, at børnene sprogkundskaber er stærke nok til de behov, de har, og det, som de ønsker at føre ud i livet i fremtiden. Jeg tror også, at vi stadig væk kan have et meget stærkt rigsfællesskab, selv om Grønland arbejder sig i retning af selvstændighed. Hvem siger, at vores rigsfællesskab bliver svagere, fordi vi ønsker selvstændighed? Vi har en forpligtelse over for hinanden, specielt med 32 sagsområder, som er underlagt Danmark, til at sikre, at de kommer på et niveau, så de er på lige fod med, hvad det er i Danmark. Det fortjener rigsfællesskabet, og det fremmer også ligeværdighed. Det fremmer også en gensidig respekt for at sikre, at de vilkår, man gerne vil stå model til, også gælder for alle dele i riget.

Tak. Jeg vil sådan set bare kvittere med en bemærkning om, at jeg håber, at man fortsat vil fokusere på det danske. Uagtet om man går ind for selvstændighed eller ej, tror jeg altid at der vil være et meget, meget tæt bånd mellem Danmark og Grønland, også når det gælder uddannelse. Så at nedprioritere det danske sprog, uagtet om man vil den ene vej eller den anden vej, ser jeg som noget, der vil være rigtig, rigtig ærgerligt.

Jeg tror ikke, det ligger i at nedprioritere. Jeg tror, det ligger i, at man gør befolkningen opmærksom på, at fordi man arbejder sig i retning af selvstændighed, betyder det jo ikke, at vi ikke vil tale dansk. Det har jo ikke noget med det at gøre. Vi kan også rette henvendelse til danskerne og sige: Hvorfor taler I ikke flydende engelsk, selv om I har haft engelsk fra 1. klasse? Altså, selv om man bliver undervist i det, går det jo, hvis ikke man bruger det almindeligt i hverdagen, meget hurtigt i glemmebogen. Det ser vi også alle andre steder og i alle andre lande rundtomkring i verden, og det samme er det også med dansk hos os. Jeg begyndte først at tale mere dansk, efter at jeg var rejst hjemmefra, fordi jeg ikke havde mulighed for at praktisere det, og sådan tror jeg også det er hos mange familier. Til trods for, at man gerne vil være bedre til et sprog, er det jo heller ikke hver dag man har mulighed for at praktisere det, og det går jo i sidste ende også ud over uddannelsesniveauet for mange unges vedkommende. Så ja, det er vigtigt, men undervisningen skal være stærkere alle steder og ikke bare i de større byer.

Tak skal du have. Kan ordføreren sige noget om, hvordan hun ser at forholdet mellem Danmark og Grønland vil udvikle sig efter en grønlandsk selvstændighed?

Jeg tror, at selv når Grønland er blevet selvstændigt, vil Danmark også være Grønlands bedste ven i mange, mange år. De sidste 300 år, vi har haft i fællesskab med Danmark, er ikke bare noget, som man kan parkere til en anden side. Jeg tror, det er vigtigt med den kompetence, vi har fået bygget op, og jeg tror også, at det venskab, vi har bygget op med Danmark, både i forhold til diplomatiet, men også på det menneskelige plan, er af meget, meget stor betydning, og at vi kan bringe det med os, også efter at Grønland er blevet politisk uafhængigt og økonomisk uafhængigt. Jeg tror helt bestemt også, at den fælles historie, vi har med Danmark, kommer til at have en helt anden dynamisk betydning i vores politiske arbejde fremover, hvad angår økonomi, men også på udenrigspolitisk plan. Så jeg ser Grønland og Danmark stadig væk være hinandens bedste venner i mange, mange år, også efter at Grønland er blevet selvstændigt. Forholdet mellem os og Danmark vil bare ligge på et andet plan.

Hvad mener ordføreren om, at den danske udenrigsminister annullerede den samarbejdsaftale, som blev indgået imellem Grønland og Færøerne og Island her forleden?

Jeg er ikke enig i den danske udenrigspolitiske tilgang i den her sag. Jeg tror, at det vestnordiske samarbejde, som Grønland, Færøerne og Island har haft gennem mange år, har båret mange gode resultater med sig og fået styrket regionen. Frihandelsaftalen, Hoyvíkaftalen, mellem Island og Færøerne er jo også et godt eksempel på, hvordan to lande kan samarbejde fortrinligt på det plan. Men jeg synes også, at man i stedet for at man kritiserer den, skal have en tilgang, der siger, at man støtter op om de initiativer, der gør regionen i Vestnorden stærkere.

Tak til fru Aleqa Hammond. Der er ikke flere korte bemærkninger, så velkommen til hr. Magni Arge fra Færøerne, fra Tjóðveldi.

Tak, hr. formand. Jeg håber og tror på, at Grønland lykkes med sin rejse mod selvstændighed og en bæredygtig økonomi, selv om den kan blive lang og til tider også turbulent. Jeg er dybt fascineret af landet, og jeg glæder mig til at besøge Ilulissat i slutningen af måneden. Det er et af verdens smukkeste steder og derfor også en turistmagnet. Men ligesom hovedstaden Nuuk er den ikke tilgængelig for større, moderne fly, fordi landingsbanerne er for korte, så jeg forstår udmærket godt, hvorfor man i Grønland har diskuteret nye landingsbaner i årtier. Det er et kæmpestort land med enorme afstande og en spredt og fåtallig befolkning. Alle lande har brug for en ordentlig og effektiv infrastruktur, så selvfølgelig står moderniseringer og infrastruktur højt på prioriteringslisten, og de kommer til at koste mange penge. Det gjorde Storebæltsbroen og broen til Sverige også og også tunnellerne hjemme på Færøerne, men de har forvandlet infrastrukturen og tilgængeligheden i vores lande, og det har Grønland også brug for som basis for modernisering og effektivisering. Jeg håber, I finder en god og passende løsning for Grønland, og jeg har faktisk tro på, at der også findes interessenter, som vil være med til at finansiere og investere i infrastruktur i Arktis, som kan danne grundlag for ny udvikling de næste 50 eller 100 år.

Jeg ved, at man i Grønland kæmper med mange udfordringer på forskellige områder, og jeg har tillid til, at de grønlandske myndigheder tager nødvendige initiativer for at løse dem. Jeg synes også, det er okay, at man kan debattere dem her, men jeg tror ikke, der kommer meget godt ud af debatten, hvis udgangspunktet er en forespørgselsdebat præget af generaliseringer og senkoloniale fordomme. Det vil være meget mere gavnligt at tage afsæt i, hvilke muligheder der ligger for en bæredygtig udvikling af velfærden i Grønland, end at true med at skrue ned for det varme vand fra Danmark, hvis ikke man føjer sig og taler pænt til den gamle kolonimagt. F.eks. har vi set, at udviklingen af samarbejdet i Vestnorden kan bidrage en helt del til ny og bæredygtig udvikling i hele det vestnordiske område. Vi deler skæbne og udfordringer på en lang række områder og kan derfor med fordel skabe synergier gennem direkte samarbejde mellem hospitaler, uddannelsesinstitutioner, angående transport, turisme, infrastruktur, fiskeri og maritime industrier – for at nævne nogle. På Færøerne ser vi meget positivt på det voksende samarbejde mellem grønlandske og færøske myndigheder, institutioner og selskaber, som virkelig er til gavn for begge lande.

Jeg anerkender fuldt ud, at Danmark har en stor forpligtelse over for Grønland, og selvfølgelig skal den tages alvorligt, men den øverste magt i landet ligger hos det grønlandske folk, og derfor er det de grønlandske, demokratiske, konstitutionelle institutioner, der bærer det ultimative ansvar over for deres eget folk, og efter min opfattelse er viljen til selvstændighed netop den opdrift, der skal til for at udvikle en ansvarsfuld økonomisk og samfundsmæssig udvikling. Den vilje skal ikke stækkes, men tværtimod opmuntres, for den vil i længden drive samfundsudviklingen i en bæredygtig retning og skabe den bedste platform for et respektfuldt, ligeværdigt og konstruktivt samarbejde også med Danmark.

Jeg har derfor svært ved at forstå, hvordan forespørgerne kan få sig selv til at tale om at annullere det grønlandske selvstyre. Hvad vil man sætte ind i stedet? Et rent dansk formynderi som tilbage i kolonitiden? Hvilke perspektiver ligger der i det? Absolut ingenting. Men det er måske et udtryk for, at grundlæggende demokratiske og folkeretlige værdier er under pres overalt. Hvor Danmark før holdt fanen højt, da de baltiske lande blev selvstændige, og ufortrødent talte demokratiets sag, er man blevet mindre fast i stemmen. Vi har set det i Tibet, vi kommer nok til at høre om det senere i dag, når man skal diskutere en ny fiskeriordning med Vestsahara og EU. Vi har også set, at hele Vesteuropa har lukket deres øjne og ører for, at man i Catalonien har kriminaliseret den demokratiske selvstændighedsbevægelse, hvis politikere må betale for at udtrykke deres politiske overbevisninger med lange fængselsstraffe eller et liv i eksil. Det er en regulær trussel mod den vestlige opfattelse af demokrati og folkeret. At forespørgselsdebatten i dag egentlig har et afsæt i, at magtfaktorer i det politiske Danmark ønsker at true med suspension af det grønlandske selvstyre, er i min verden et opråb til alle, der hylder demokratiet, om at gå på barrikaderne for at forsvare demokratiet og folkeretten. Derfor ønsker jeg på vegne af Tjóðveldi at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det grønlandske folk er et folk i henhold til folkeretten med ret til selvbestemmelse, og at det grønlandske folk frit kan træffe beslutning om selvstændighed.

Folketinget henholder sig fuldt ud til Danmarks ratifikation af internationale konventioner og aftaler – herunder bl.a. De Forenede Nationers internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, hvor der i artikel 1 blandt andet er fastslået, at:

Alle folk har selvbestemmelsesret. I kraft af denne kan de frit bestemme deres politiske stilling og frit varetage deres egen økonomiske, sociale og kulturelle udvikling.

Alle folk kan til deres egne formål disponere frit over deres naturgivne rigdomskilder og ressourcer. Et folk må aldrig berøves sine eksistensmuligheder.

De i denne konvention deltagende stater, herunder sådanne som har ansvaret for forvaltningen af ikkeselvstyrende områder eller formynderskabsområder, skal medvirke til selvbestemmelsesrettens gennemførelse og respektere denne rettighed i overensstemmelse med bestemmelserne i De Forenede Nationers pagt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 29).

Tak. Og den første korte bemærkning er fra fru Aleqa Hammond.

Da Grønland igangsatte forfatningsarbejdet, tilbød Island deres hjælp, hvis nu Grønland havde behov for noget hjælp og input i forbindelse med udformningen af vores kommende forfatning. Da så vi også, da Island gjorde det, at der var reaktioner fra Danmark. Men jeg ser også den danske udenrigsminister blande sig i samarbejdet mellem Island og Færøerne. Det har vi også set. Hvad er ordførerens holdning til denne indgriben eller indblanding i vores egne relationer med vores partnere i region Vestnorden?

Jeg synes, det var en uheldig disponering, for vi har i høj grad brug for at udvikle et regionalt samarbejde ude i Nordatlanten og op mod Arktis. Og jeg ser det sådan, at vi efterhånden har udviklet nogle spidskompetencer og nogle færdigheder og også er lykkedes med at opbygge flere velfærdsmodeller på forskellige felter, som fungerer ude i vores region, hvis jeg kan sige det sådan. Og det er ofte bedre modeller, som man kan samarbejde om os imellem, og det er bedre end at overtage modeller, som man bruger nede i Kontinentaleuropa og Danmark. Så derfor er det utrolig vigtigt, at man har en adgang til at kunne samarbejde ude i Vestnorden, og at det respekteres, at man gør det.

Jeg mener ikke, at der lå så meget i den aftale, at man overhovedet behøvede at gå ind i sådan en kontrovers omkring det. Det handlede nok mere om, at man ville sætte foden ned og fortælle: Det er os, der har den udenrigspolitiske magt, og ikke jer.

Vi følger naturligvis med interesse og spænding Færøernes forfatningsarbejde, og hvordan man også inddrager befolkningen i hele arbejdet.

Jeg ved også, at ordføreren går stærkt ind for selvstændighed. Så jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvordan ser du relationerne mellem Danmark og Færøerne, efter Færøerne er blevet selvstændige?

Der var et portræt af en af de mest markante kvindelige politiske skikkelser på Færøerne forleden i fjernsynet, Andrea Árting. Hun var meget optaget af den sociale dimension, men hun sagde også, at uafhængigheden er en nødvendig del af den færøske politiske dagsorden. For vi har det, som alle mennesker har det: Vi vil gerne være herre i eget hus, men vi skal sandelig også være gode venner med vores naboer. Og det skal baseres på, at der er et ægte og et konstruktivt venskab, som det kommer til at bygge på. Men man er herre i eget hus, og det er på ligeværdige vilkår.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Tak til ordføreren for talen. Jeg synes, at det er rigtig positivt, at der også er engagement fra færøsk side. Jeg har en kort kommentar til vedtagelsesteksten, for ordføreren har jo valgt at lave sin egen vedtagelsestekst. Det handler netop om et fokus på det her med folkeretten. Så jeg vil gerne høre, om ordføreren måske kan udfolde lidt mere, hvad baggrunden er for det.

Så har jeg en kommentar fra Inuit Ataqatigiit om, at det er vigtigt for os, at man ligesom har sikret det her politiske flertal i Folketinget i forhold til selvfølgelig at fastholde, at vi har en selvstyrelov, og at vi ikke skal gå ind og suspendere. Det er jo resultatet af den diskussion, der har været i dag.

Så vil jeg også gerne spørge lidt ind til den proces, som Færøerne gennemgår. For den forfatningsafstemning, som skal foregå her i løbet af i år, er jo blevet italesat som et identitetspapir, altså at det i virkeligheden handler mere om identitet, og hvad det er for nogle værdier, man bygger sit samfund på.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre – hvis der bliver et flertal for den her forfatning – hvad det så helt konkret vil betyde for en færings hverdag, og hvordan man vil kunne mærke, at der er kommet en anden forfatning eller et andet grundlag. Tak.

Hvor mange minutter har jeg til at besvare de spørgsmål? ( Tredje næstformand (Christian Juhl): 1 minut). Okay. Vi gør det helt kort, så jeg kan huske alle de spørgsmål, jeg fik.

Til første spørgsmål må jeg sige, at jeg var udsat for en ualmindelig – hvad skal jeg sige – provokerende oplevelse den 1. oktober nede i Spanien, hvor man oplevede myndigheder, der brugte vold over for folk, der faktisk kun brugte deres ytringsfrihed ved at gå til valgurnene og aflevere en stemmeseddel. Derefter har man så fængslet de folk, som har brugt den demokratiske talerstol til at føre deres sag, og som mener, at selvstændighed for Catalonien er det rigtige for dem. Og man truer dem med fængsel på op til 30 år, og man truer dem faktisk ud af landet og i eksil. Og i hele Europa sidder man bare og lukker øjne og ører for det her.

Jeg spørger mig selv om, hvad det egentlig er, der er sket i forhold til de grundlæggende demokratiske værdier, som vi alle påberåber os. Er vi ved at glide i koblingen? Er det det samme, som jeg nu ser snige sig ind i den danske debat angående en suspension af det grønlandske selvstyre og den folkeretlige ret til at kunne tage beslutninger om sin egen fremtid og lade folket, der bor i landet, tage de beslutninger? Er det det næste, vi skal se? Derfor er det utrolig vigtigt, at netop sådan nogle forhold bliver klart og tydeligt udtrykt i en færøsk forfatning, altså at den øverste magt på Færøerne ligger hos det færøske folk, og at vi kan beslutte vores fremtid, men vi skal spørge folket på Færøerne først.

1 minut er meget kort tid. Værsgo til spørgeren.

Mange tak, og tak for svaret. Jeg vil bruge tiden til at stille det andet spørgsmål, for den proces, som foregår på Færøerne, er jo også ret interessant fra et grønlandsk perspektiv. For hvad kommer det til helt konkret at betyde for en færing i dagligdagen? Vil det gøre en forskel, eller er det mere et identitetspapir, et papir, der ligesom beskriver nogle værdier og en proces, som det færøske folk gennemgår? Tak.

Lad mig sige med det samme, at jeg ikke er hundrede procent sikker på, at jeg er helt opdateret, i forhold til hvor I er i den grønlandske proces. Men jeg kan sige, at hvad angår den færøske proces, er der ikke tale om et løsrivelsesdokument. Det har jeg også sagt før her fra talerstolen. Det er først og fremmest et identitetspapir, kan man sige, der redegør for, hvilke rettigheder vi har, der redegør for vores demokratiske institutioner, der redegør for vores selvbestemmelsesret, og der henviser til nogle generelle værdier, som man som folk har i sit eget land.

Jeg tror, at det er et meget vigtigt dokument for os, også for vores hverdag. Man kan sige, at den danske grundlov forholder sig til en dansk dagligdag og en dansk virkelighed, men den færøske virkelighed har en helt anden udformning i dag, for vi har påtaget os stort set al lovgivning på Færøerne og stort set alt økonomisk ansvar for vores velfærd. Vi har også brug for en sammenhængskraft, der kan aflæses hele vejen fra en forfatning til vores dagligdag. Det er altså en del af at styrke den sammenhængskraft i vores samfund, som vi skal bygge videre på.

Tusind tak til hr. Magni Arge. Der er ikke flere korte kommentarer. Vi går over til Sjúrður Skaale, også fra Færøerne, fra det færøske socialdemokrati. Værsgo.

Tak for det, formand. Jeg studsede lidt, da jeg først i december læste en artikel i Weekendavisen, der var meget kritisk over for diverse forhold i Grønland, både de sociale forhold og det, som vi omtalte som politisk korruption i Grønland. Artiklen konkluderede, at tiden nu var kommet til et dansk opgør med det grønlandske selvstyre. Der stod: at der er ingen juridiske aftaler, der kan frigøre den danske stat fra det politiske og det moralske ansvar, den har, for at beskytte sine borgere uanset fødested, altså, dansk fjernstyring af Grønland var det, der var løsningen på de problemer, som blev opremset. Forfatteren var noget så fint som en ph.d.-studerende ved Oxford University. Siden har, som det er blevet sagt, Thorkild Kjærgaard, professor, slået på tromme for det samme, og fra Dansk Folkepartis side har man erklæret, at grønlandske politikere ikke bare mangler evnen og viljen til at udvise det nødvendige ansvar, men at de også er fuldstændig ligeglade med virkeligheden.

Jeg synes, at det er godt, at Dansk Folkeparti viser det engagement, som man gør. Jeg synes, at det er en politisk pligt også at have meninger og fremsætte advarsler om det, som man ser som en stor fare, men jeg vil advare meget kraftigt imod den generalisering, som partiet gør sig skyldig i. F.eks. er en af de politikere, der falder ind under partiets beskrivelse af grønlandske politikere som uduelige og ligeglade, fru Asii Chemnitz Narup, som er borgmester i Nuuk og i Østgrønland. I en kronik i Politiken den 6. januar siger hun således – altså en politiker, som Dansk Folkeparti slår hånden af:

Jeg er enig med hr. Søren Espersen i, at en del af den politiske klasse i Grønland foregøgler befolkningen heroppe, at selvstændighed vil løse alle problemer. Der er masser af populisme, økonomisk uansvarlighed og letkøbte og helt urealistiske løsninger – i anførselstegn – på bordet, som jeg selv får grå hår i hovedet og tinnitus i ørerne af at skulle lytte til, men det berettiger jo ikke til at lancere endnu en uansvarlig, letkøbt og urealistisk løsning, når det gælder Grønlands selvstyre.

Siden henviser hun til nogle af de konkrete projekter, som hun er engageret i for at få en bedre økonomi og bedre sociale forhold i Grønland. Det drejer sig om turisme, forskning, uddannelse, energi, iværksætteri, fødevarer, kultur osv. Selv om hun anklager nogle af sine politiske kollegaer for populisme og uansvarlighed i debatten om selvstændighed, er hun ikke i tvivl om, at processen hen imod større selvstyre er både rigtig og nødvendig, og mod slutningen siger hun disse ord:

At suspendere selvstyret vil kaste rigsfællesskabet ud i en voldsom krise, sætte relationen under yderligere pres og skærpe retorikken.

Jeg er ikke i tvivl om, at hun har helt ret. Jeg mener, at det er uansvarligt og uden hensyntagen til økonomi osv. At tale om en løsrivelse fra Danmark inden for en kort årrække er uansvarligt, men at tale om at suspendere hjemmestyrets beføjelser er mindst lige så uansvarligt, hvis ikke mere. Det siger jeg af erfaring.

Vi kan godt lære lidt af historien, for det var jo således, at på Færøerne i 1980'erne var der en forfærdelig økonomisk uansvarlighed. Politikere forvandlede landskassen til en slags bank og gik på skatteydernes vegne ind i forskellige erhvervsprojekter med en enorm risiko for den almindelige borger. Dengang havde statsministeren et rådgivende udvalg vedrørende Færøerne, og dets årlige rapporter var meget dyster læsning. Men daværende statsminister, det var hr. Poul Schlüter, begrænsede sine bemærkninger at sige sådan noget som, at ja, det her ser jo ganske nedslående ud. Der var total berøringsangst, ingen turde sige noget, ingen turde endnu mindre gøre noget.

I 1992 kollapsede så korthuset. Danmark måtte på banen, og det endte i næsten brutal kamp om penge og skyld og ansvar. Færøerne blev reelt sat under dansk administration. Mistilliden mellem Færøerne og Danmark blev total. Danmark blev sagsøgt af Færøerne. Det danske pres på færøske politikere og færøske erhvervsledere, den færøske befolkning som helhed, var generaliserende, nedladende og ikke så lidt grov. Der blev skrevet store rapporter både på Færøerne og i Danmark, hvor skylden for 1990'ernes katastrofe blev placeret både hos danske og færøske myndigheder.

I denne stemning blev der så afholdt valg til Lagtinget i 1998, og det nye landsstyre satte kurs mod løsrivelse. Det havde man selvfølgelig nogle bevæggrunde for, men en del af bevæggrunden tror jeg var et fravalg af Danmark i stedet for et tilvalg af en færøsk stat. Mistilliden var så stor, at man ville ud af forholdet.

Det var altså således, at der var økonomisk uansvarlighed på Færøerne, der var berøringsangst i Danmark, der var kommet ønske om at løsrive Færøerne fra Danmark, og der var kommet en dansk politik, der gik ud på at suspendere hjemmestyrets beføjelser – altså, fokus blev flyttet fra de konkrete forhold over til noget, der mindede mest om nationalisme, dansk og færøsk, Danmark mod Færøerne, og det endte helt galt.

Derfor vil jeg sige, at det er meget godt, at debatten bliver rejst, det er supergodt, men det er utrolig vigtigt, at man holder fokus på indhold, substans og konkrete forhold. Hvis det kommer dertil, at man blæser til den nationalistiske ild, er vi på livsfarlig kurs. Hvis det bliver grønlandsk nationalisme mod dansk nationalisme, mister vi fokus på det, det hele drejer sig om, nemlig befolkningens ve og vel, og så går det helt galt. Derfor vil jeg sige, at jeg hilser debatten velkommen, men både fra grønlandsk side og fra dansk side skal man være påpasselig med at blæse til nationalismens gløder. Tak.

Tak til hr. Sjúrður Skaale. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg har forstået, at hr. Søren Espersen ikke ønsker en afsluttende kommentar, så vi går over til statsministeren. Velkommen.

Tak for det. Jeg skal prøve at gøre det kort, for det har været en god debat med mange nuancer, men jo ikke en debat, der sådan set rykker ved det, jeg sagde i mit første indlæg, og det håber jeg står fuldstændig frisk i erindring hos alle. Hovedindholdet var jo det klare, at spørgsmålet om grønlandsk selvstændighed først som sidst er et grønlandsk spørgsmål. Det vil blive respekteret, hvis der er et sådant ønske. Det vil være et ønske, der bærer nogle konsekvenser i sig, hvad jeg også redegjorde for, ret detaljeret endda, nemlig hvad det er for et dansk bidrag der aktuelt er til Grønlands økonomi, og som jo over tid ikke vil være der, hvis man søger den fulde selvstændighed.

Der har været sagt mange ting. Jeg er meget enig i det, hr. Karsten Hønge sagde, som jo egentlig var sammenfattet i sætningen: Vi skulle måske løse problemerne i stedet for at opløse rigsfællesskabet. Det synes jeg siger det meget godt, og jeg deler sådan set den tilgang til tingene, som hr. Karsten Hønge og andre ordførere med ham har haft, nemlig at vi har fuld respekt for, at der i ethvert folk er en vision om selvstændighed, men at det bare er vigtigt, at der også er et fokus på realiteterne, altså hvor man er henne. Selvstændighed er jo ikke kun en juridisk proces eller et stykke papir, men i høj grad evnen til at være selvstændig, selvbåren, at kunne selv. Der er det i hvert fald åbenlyst at der er nogle udfordringer i den grønlandske økonomi, som mange også har været inde på.

Hr. Martin Lidegaard kastede sig ud i professionen ægteskabsrådgiver – og det skal jeg selvfølgelig passe på ikke kommer til at inspirere mig selv unødigt. Men jeg vil bare sige, at hvis man bliver i det der billede med et ægteskab, hvor den ene partner går rundt ikke bare med sig selv, men jo altså også i det åbne rum og leger med tanken om at forlade ægteskabet, så tror jeg da, min bedste rådgivning ville være at sige: Vi er nødt til at have klar tale. Vi er nødt til at være åbne. Vi er nødt til at finde ud af, hvad motiverne egentlig er, hvad ambitionen er. Det skal sådan set også bare være min bemærkning her i dag, og det er også en gentagelse af, hvad jeg har sagt ved mange tidligere lejligheder: Jeg håber først og fremmest, at man i Grønland vil drage omsorg for, at den debat, man har, foregår på et klart og oplyst grundlag.

Situationen aktuelt er altså den, at for hver gang der tages 2 kr. op af landskassen, kommer den ene krone fra det danske bloktilskud, hvortil kommer de opgaver, som endnu ikke er hjemtaget, og hvortil kommer de opgaver, som er rigsanliggender, og som i en fremtid med et selvstændigt Grønland skal løses i Grønland. Jeg håber, der kommer den klarhed ind i debatten, og vil så i øvrigt også udtrykke glæde over, hvilket jeg også har gjort før, at det fremgår af kommissoriet for Forfatningskommissionen, at der skal være den her dialog med og inddragelse af Justitsministeriet, hvis dele af forfatningen skal gælde, mens Grønland er en del af rigsfællesskabet.

Så vil jeg til den debat, der har været om dansk engagement i Grønland, sige, at ingen skal være i tvivl om, at jeg og min regering ønsker rigsfællesskabet. Og jeg selv bliver bekymret over nogle af de ting, jeg ser i det grønlandske samfund, med børn, der mistrives, med indkomstforskelle og uligheder, som ikke matcher det, vi kender i det danske samfund. Men jeg er også nødt til fuldt ud at respektere de rammer, vi har lagt ned omkring samarbejdet i selvstyreloven. De områder, der er taget hjem, er taget hjem etc.

Jeg har nu ad flere omgange både her fra Folketingets talerstol og på direkte møder med landsstyreformanden og i øvrigt også i grønlandske aviser forsøgt at signalere, at hvis der er et ønske i Grønland om et tættere samarbejde på områder, som egentlig er grønlandske anliggender, så står regeringen selvfølgelig åben over for det. Det gælder f.eks. konkret det, der også har fyldt i debatten her i dag, nemlig perspektiverne i at se på, om der kunne udvikles en dansk-grønlandsk – og i virkeligheden skulle det ikke nødvendigvis stoppe der, men altså med afsæt i Grønland og Danmark – erhvervsfond eller andet, der kunne understøtte en erhvervsudvikling i Grønland.

Jeg hørte godt, hvad hr. Martin Lidegaard sagde om, at man også kunne gå et skridt videre, men jeg må bare sige, at jeg som statsminister i Danmark over for et Grønland, som har nedsat en forfatningskommission, som nu udforsker enten et identitetspapir inden for rammerne af grundloven eller fuld selvstændighed, og som har hjemtaget områder, føler, at min initiativret stopper sådan cirka der, hvor jeg meget klart har sagt til Grønland, at der er en åben invitation. Jeg deler jo fuldt ud den undren, som jeg egentlig også har fornemmet hos nogle af ordførerne, over, at man ikke tager imod den hånd, der bliver rakt frem. Men det kan jeg så stå og undre mig over her. Meget mere kan jeg ikke.

Jeg tror, det skal være mine sammenfattende bemærkninger ved afslutningen af den her debat, som jeg i øvrigt vil hilse velkommen. Tak til Dansk Folkeparti for at have rejst den. Vi flytter ingenting ved at mørklægge eller tabuisere virkelige problemer. Jeg tror sådan set, at klarhed og åbenhed og transparens er vejen frem, og det går jo begge veje. Og jeg tror som sagt også, det vil være en grundregel i et partnerskab, hvor den ene overvejer en anden fremtid, at få fuld klarhed over, hvad motiverne er, hvad omstændighederne er, hvad vilkårene er, og hvad realismen er, og det synes jeg at den her debat også har understøttet. Så tak for debatten.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. Jeg vil også sige tak til statsministeren for hans kommentarer i forhold til det danske engagement i forhold til Grønland. Jeg synes jo, det er rigtig positivt, at vi netop kigger på, om vi eventuelt kan agere anderledes i forhold til at sikre en bedre relation på den korte bane. Det synes jeg hele tiden er vigtigt at holde for øje.

Så er jeg egentlig sådan lidt nysgerrig i forhold til det her med free association, for det er jo blevet nævnt fra nogle partier i Grønland som en mulighed, bl.a. har Siumut nævnt det tidligere. Hvis man sådan skal sætte det lidt på spidsen, kunne man sige, at man godt kunne udskifte labelen med selvstyret med free association og så lave en ny politisk aftale, hvor der er en større grad af selvstændighed, men hvor man sådan set har forskellige områder, som Danmark stadig væk varetager på vegne af Grønland. Det er ikke noget, som vi nødvendigvis fra Inuit Ataqatigiits side er fortalere for, men jeg synes, det er ret vigtigt at vide, hvor statsministeren står i det her spørgsmål, så derfor vil jeg rejse spørgsmålet videre til statsministeren. Mange tak.

Men det er jo på en eller måde et skalkeskjul for en debat om selvstændighed. Free association er jo en association mellem frie selvstændige stater. Så det er jo et perspektiv, der eventuelt kunne vise sig oven på en beslutning om selvstændighed. Så det er jo ikke noget, der rokker ved den diskussion, vi har haft her i dag, om, i hvilken grad Grønland er et økonomisk selvbærende samfund. (Der er en kort pause) .

Alle kigger næsten fortabt op på mig, som om jeg nu skulle sige noget mere, men jeg har sådan set sagt det, der skal siges om det. Det er jo et bud på en fremtidig relation efter en beslutning om, at Grønland er blevet selvstændig. Den beslutning om, at Grønland skal være selvstændig, er jo altså en beslutning, der skal initieres i Grønland, og hvor jeg bare siger, at jeg i virkeligheden mest af alt håber, at en debat om selvstændighed, uanset om relationen så bagefter er den ene eller den anden, er en debat, der foretages på et klart og oplyst grundlag, hvor man ikke kan komme uden om, at spørgsmål om økonomi også spiller en rolle. Og situationen er vel lige nu, for at skære det til, at enten må man acceptere et enormt velstandstab som fri og selvstændig nation, eller også er der i hvert fald en række beslutninger, der skal træffes om nogle ting, der skal ændre sig i realøkonomien, inden man kommer derhen og kan effektuere en sådan beslutning.

Statsministeren skal endelig ikke holde sig tilbage. Det er sådan, at formanden sætter pris på folk, der har mod til at tale kort.

Spørgeren.

Mange tak for svaret. Grunden til, jeg spørger, er egentlig også, at jeg tænker, at vi både i det grønlandske samfund, men sådan set også her i Folketinget kan have mange forskellige opfattelser af, hvad selvstændighed egentlig er, og det er den proces, jeg synes er enormt vigtig at få taget i Grønland. Som jeg hører statsministeren sige gentagne gange, er der behov for klar tale; der er behov for, at vi ved, hvad det er for et valg, vi tager, hvad det er for nogle konsekvenser, det har, når vi træffer de forskellige valg – hvad det er for nogle fravalg, vi tager, når vi træffer et valg. Det er jeg meget, meget enig i. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en fælles forståelse af, hvad selvstændighed egentlig er, for det tror jeg ikke, vi har i dag. Så det er sådan set mere en kommentar og et indspark i en debat, som jeg synes er vigtig at få drøftet. Mange tak.

Det hilser jeg meget velkommen. Når jeg svarer, som jeg gør, er det, fordi jeg tror, vi også skal passe på, at vi ikke bruger ord eller begreber eller andet, der ligesom skaber et indtryk af, at så er der en eller anden løsning, så man bare kan træffe en selvstændighedsbeslutning uden effekter. For uanset hvilken fremadrettet relation der skulle være mellem et fuldstændig selvstændigt Grønland og et selvstændigt Danmark, om det skulle være det, fru Aleqa Hammond kaldte et venskab, som jo bare er en uformel relation, eller om det var en mere formel relation i sådan en free association agreement, så kommer selvstændigheden jo først. Og i beslutningen om det, appellerer jeg bare til, at man er klar på, om forudsætningerne for det er til stede – og det er de selvfølgelig, hvis man er parat til at bære dem. Jeg må bare sige i forhold til den samlede danske offentlige økonomi, at hvis man lige nu og her flyttede opgaverne, der nu løses af Danmark, til Grønland, og dem, der fulgte af, at man ikke længere var i rigsfællesskabet, så snakker vi måske, hvad ved jeg, 40-60 pct. af det grønlandske BNP eller noget sådant, og det skal da med i diskussionen.

Ja, vi står over for store sociale problemer i Grønland. Vi står også over for skulle træffe meget store og svære beslutninger, således at grønlændere i fremtiden får et bedre liv, end vi selv har haft. Og derfor tror jeg også, det er utrolig vigtigt at sørge for, at debatten ikke kommer til at gå ud på: Løs nu problemerne først, og lad være med at opløse rigsfællesskabet. Jeg synes ikke, man kan sige tingene sådan. Jeg tror, det er utrolig vigtigt, at man tager diskussionen om selvstændighed for Grønland med en mere nuanceret tilgang. Jeg tror også, det er utrolig vigtigt, at man også udviser respekt for de tiltag, der bliver taget for at løse de problemstillinger, vi står over for i Grønland, og som ingen på nogen måde løber fra.

Når det er sagt, synes jeg, at eftersom Grønland arbejder i retning af selvstændighed og er i gang med at opløse rigsfællesskabet, at man så i stedet kan arbejde sig frem mod en anden form for fællesskab, også efter at Grønland er blevet selvstændigt. Ser statsministeren også det?

Men jeg håber da ikke, at man i Grønland arbejder frem mod en opløsning af rigsfællesskabet, og sådan har jeg heller ikke læst kommissoriet. Altså, jeg har læst kommissoriet som et åbent kommissorium, hvor det er lidt uklart, hvordan der prioriteres, men hvor der opereres i to spor: et spor med en forfatning, som skal gælde for et selvstændigt Grønland, altså fri af rigsfællesskabet; og et spor, der handler om en forfatning, der skal holdes inden for rammerne af rigsfællesskabet, hvilket jo i virkeligheden matcher den forfatningsproces, der er i gang på Færøerne, og hvor man måske i højere grad kan tale om – nu skal jeg passe på, hvordan jeg bruger ordene – et identifikationspapir. Og når jeg læser kommissoriet, er begge spor jo åbne.

Jeg respekterer fuldt ud, at der er en debat i Grønland, og den skal jeg ikke blande mig i ud over med det fromme ønske, at debatten foregår på så oplyst og klart og realistisk et grundlag som overhovedet muligt. Og så har jeg en forventning om – og det mener jeg også at jeg er blevet stillet i udsigt både skriftligt og på møder – at når man nærmer sig tidspunktet, hvor man skal konkludere den debat, og hvor man eventuelt skal ud i en folkeafstemning, så skal der være en dialog, fordi det er vigtigt, at vi ikke kommer ud i misforståelser. Og så siger det sig selv, at hvis man på det tidspunkt vælger det spor, der hedder at være fri af Danmark, fri af grundloven, fri af rigsfællesskabet, så er det jo også fri af bloktilskuddet. Så er det med hjemtagne opgaver for egne ressourcer, så er det med en forpligtelse til at finde en løsning på, hvordan de rigsopgaver, der er i dag, altså territorial håndhævelse og andet, så skal løses.

Ja, det er helt sikkert. I Grønland foregår der et forfatningsarbejde, men Grønland arbejder også i retning af selvstændighed. Det er naturligvis et meget stort mål, og det skaber også store følelser i rigsfællesskabet, følelser om gerne at ville beholde rigsfællesskabet, om familiebånd, relationer og deslige. Det kommer alt sammen op på overfladen. Det er også klar tale fra befolkningens side, at det her meget ofte drejer sig om følelser. Det er klar tale.

Når forfatningsarbejdet er færdigt og man fremkommer med sine anbefalinger på et oplyst og klart grundlag, hvordan tror statsministeren så at relationerne mellem Grønland og Danmark vil være til den tid?

Det kommer jo helt an på, hvad det er for et produkt, eller hvad det er for en konklusion, man er nået frem til. Mere kan jeg jo ikke sige om det. Jeg kan ikke både respektere, at der skal være en debat i Grønland om, hvad vej man vil gå, og så stå og forudkonkludere, hvordan jeg vil forholde mig til forskellige udfald. Altså, jeg må jo afvente, hvordan debatten konkluderes i Grønland.

Jeg forsøgte bare at kaste et lys ind over processen ved at sige nogle ting, nemlig at jeg ikke ønsker, at rigsfællesskabet opløses. Jeg står her i dag og tilbyder, hvad jeg også har gjort ved tidligere lejligheder, at jeg faktisk ud over det, der er Danmarks forpligtelser med den selvstyrelov, vi har vedtaget, og de områder, der er hjemtaget, er parat til at engagere regeringen i dialog og diskussioner om problemløsninger i Grønland, der rækker ud over det, vi egentlig juridisk er