Den her diskussion handler jo grundlæggende om i hvert fald to ting – med udgangspunkt i det samme.
Det samme udgangspunkt er, at vi for ikke ret lang tid siden blev præsenteret for nogle meget alvorlige anklager om, hvordan Tyrkiet håndterede sin grænse til Syrien – anklager om, at man ikke alene havde opbygget en 911 km lang og 3 m høj mur, lagt miner ud osv., men også skød på folk inde i Syrien og nægtede folk mulighed for at søge asyl.
Det er jo meget alvorlige anklager, som jeg går ud fra alle er i strid med den flygtningeaftale, der er indgået, for jeg går ikke ud fra, at EU indgår en flygtningeaftale med Tyrkiet, der handler om, at man kan bryde med fundamentale menneskerettigheder, nemlig retten til at søge asyl.
Det kan man vel ikke forestille sig, så derfor er det jo meget alvorlige anklager, og det er selvfølgelig også derfor, at denne diskussion er blevet rejst, altså for at vi kan få diskuteret de her meget alvorlige anklager og få diskuteret, hvad vi kan gøre ved det.
Der er så fremlagt ligesom to ben i det her.
Det ene er det, der hedder flygtningefaciliteten, som er en aftale indgået mellem EU og Tyrkiet, og hvor vi kan konstatere, at det grundlag, den må være indgået på, nemlig respekt for menneskerettigheder – altså, EU kan ikke indgå en aftale om, at Tyrkiet har ret til at forhindre syriske flygtninge i at søge asyl, det går jeg ud fra alle er enige om – er væk, så skal den suspenderes eller ophæves.
Det er ligesom den ene del af det.
Den anden del af det er, at EU gennem sin førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet har givet Tyrkiet store beløb, som bl.a.
er blevet brugt til, efter godkendelse i EU, at indkøbe pansrede mandskabsvogne og patruljefartøjer, som er lavet på en sådan måde, at de kan bevæbnes – det indgår ikke i aftalen, at de skulle bevæbnes – og som for en dels vedkommende er indgået på grænsen og måske, måske ikke har indgået i de her overgreb, som er blevet beskrevet.
Nu er en del af diskussionen jo så kommet til at handle om den del, der handlede om Tyrkietfaciliteten, og ikke om den del, der handlede om førtiltrædelsesbistanden.
Det kan man jo selvfølgelig vælge at prioritere, som man synes, men vi synes fra forslagsstillernes side, at det er lidt ærgerligt, at det er lige præcis det, der er blevet valgt.
For det vigtigste, altså det, der var udgangspunktet for det hele, var jo, at der kom en eller anden reaktion på det, vi har set ved grænsen.
Så kom hr.
Nick Hækkerup jo med en god idé, for han sagde, at egentlig burde forslagsstillerne jo trække forslaget og komme med et nyt, hvor det med flygtningefaciliteten var væk, men at det turde forslagsstillerne nok ikke, for der er noget med at tabe ansigt.
Vi taber gerne ansigt, hr.
Nick Hækkerup.
Så hermed skal jeg meddele, at det forslag til vedtagelse, som vi fremsatte tidligere, er trukket.
Det forslag er hermed trukket.
Til gengæld vil jeg på de samme forslagsstilleres vegne (ALT, EL og SF) godt fremsætte et andet:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget pålægger regeringen at arbejde for at suspendere den fremtidige udbetaling af midler stillet til rådighed i førtiltrædelsesbistand til Tyrkiet, indtil landet lever op til grundlæggende menneskerettighedsstandarder og efterlever Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols afgørelser vedrørende Tyrkiet.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 76).
Jeg kan jo ikke forestille mig, at nogen kan være imod det forslag.
I så fald vil jeg i hvert fald gerne høre det heroppefra, altså hvis nogen skulle have indvendinger imod det forslag.
Jeg forstår selvfølgelig godt det problem, man kan have, når man har siddet som hr.
Nick Hækkerup og andre og – selvfølgelig sammen med Udenrigsministeriet – formuleret en eller anden tekst, altså at man måske kan synes, det er lidt pinligt at skulle trække den tekst for at stemme på vores.
Man kan måske på en eller anden måde føle, at man taber ansigt.
Og det har jeg forståelse for – det er jo ikke alle, der er lige villige til at tabe ansigt.
Så okay, lad da være, at man insisterer på at stemme for sin egen tekst og ikke vil trække den tilbage, hvis bare man her går op og siger, at det indhold, der er i det forslag til vedtagelse, vi her har fremsat, kan man egentlig godt støtte, så finder vi nok en anden måde formelt at få det godkendt på.
For det er jo det, der er det centrale:
Skal det have nogen konsekvenser, at der sker de overtrædelser af menneskerettighederne i Tyrkiet, eller skal det ikke?
I går – og det har jeg nævnt – var der en meget interessant diskussion i Europa-Parlamentet.
Det var om et spørgsmål, der var stillet – af en socialdemokrat, tror jeg, eller en fra den socialdemokratiske og demokratiske gruppe.
Der var over 30 talere, og alle talere uden undtagelse var meget kritiske – fra alle politiske grupperinger fra det yderste højre til det yderste venstre – og budskabet var fuldstændig klart:
Når der kommer sådan nogle anklager, som er så alvorlige, så må der selvfølgelig laves en uafhængig undersøgelse af det.
Og jeg vil sige, at det svar, der kom fra kommissæren Hahn, ikke var et stærkt svar; det synes jeg ikke.
Kommissæren sagde, og nu er det i min primitive oversættelse, at der ikke var nogen beviser for, at de her pansrede mandskabsvogne var blevet misbrugt, og så tilføjede han:
Men jeg kan heller ikke udelukke det.
Jeg kan ikke udelukke det, sagde kommissæren.
Og så sagde han, at hvis nogen i Europa-Parlamentet – der er jo 751 medlemmer – ligger inde med beviser, må de endelig komme til os, for vi ser også alvorligt på sagen.
Ah, det er ikke stærkt, vel?
Det stærke er, at man nedsætter en uafhængig undersøgelse, og vores opfordring fra Enhedslistens side til regeringen er, at man i EU sammen med ligesindede lande arbejder for, at der kommer en uafhængig undersøgelse af den sag.