Mødet er åbnet.

Der i dag følgende meddelelser:

Fra medlemmer af Folketinget Ane Halsboe-Jørgensen (S) og Rasmus Horn Langhoff (S), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at de fra og med den 1. juni 2018 atter kan give møde i Tinget.

Per Husteds (S) og Kasper Rougs (S) hverv som midlertidige medlemmer af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

Fra medlem af Folketinget Trine Bramsen (S), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at hun fra og med den 2. juni i 2018 atter kan give møde i Tinget.

Carsten Hansens (S) hverv som midlertidigt medlem af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

Fra medlem af Folketinget Finn Sørensen (EL), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at han fra og med den 4. juni 2018 atter kan give møde i Tinget.

Jette Gottliebs (EL) hverv som midlertidigt medlem af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

Fra medlem af Folketinget Lotte Rod (RV), der har orlov, har jeg modtaget meddelelse om, at hun fra og med den 1. august 2018 atter kan give møde i Tinget.

Marlene Borst Hansens (RV) hverv som midlertidigt medlem af Folketinget ophører fra nævnte dato at regne.

Så er der ikke flere af den slags.

Afslutningsdebatten i dag vil blive tolket på tegnsprog, således at døve kan følge debatten. Tegnsprogstolkningen kan ses direkte på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk, og efterfølgende on demand.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse ikke udsættes.

Vi skal have en begrundelse for denne forespørgsel, og jeg giver derfor ordet til fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Det er jo lige om at nyde de få sekunder, hvor man får lov at tale på vegne af hele Folketinget, af os alle sammen, når jeg hermed skal begrunde, hvorfor vi har indkaldt til forespørgslen.

Det er jo på det her tidspunkt af folketingsåret en stærk tradition, at vi gør status på det folketingsår, der er gået, og derfor stiller vi i fællesskab traditionen tro en forespørgsel til landets statsminister, hvor vi beder om en redegørelse for både den indenrigspolitiske og udenrigspolitiske situation, som Danmark står i.

Tak til fru Mette Frederiksen. Forespørgslen er hermed begrundet, og så er det sådan set statsministeren, der skal besvare denne forespørgsel, og dermed giver jeg ordet til statsministeren. Værsgo.

God morgen. Jeg synes, vi skal starte med nogle tal: 98, 150, 3.500, 9.200, 130.000 og 4 millioner. Er det bare nogle tal? Nej, det er nogle tal, der viser, at politik gør en forskel. 98: 98 er det antal kommuner, hvor beskæftigelsesfrekvensen er steget siden folketingsvalget. Det er også det antal kommuner, vi har i Danmark. 150: De seneste 2 år har regeringen givet økonomisk støtte til, at et areal, som svarer til 150 fodboldbaner om dagen, kan blive omlagt til økologisk brug. 3.500: Det er det antal asylansøgere, vi modtog i 2017. Det er det laveste antal i 9 år. Danmark er ikke længere en af EU's mest attraktive asyldestinationer. 9.200 – kroner, kunne man tilføje – er det velstandsløft, der har været i Danmark siden folketingsvalget, målt ud pr. indbygger. 130.000: Det er det antal private arbejdspladser, der er skabt i Danmark siden regeringsskiftet. 4 millioner: Ja, siden valget har regeringen tilført sundhedsvæsenet 4 mio. kr. ekstra om dagen. Politik gør en forskel.

Danmark er tilbage i topform. Det giver os mulighed for at forme fremtiden. Jeg ønsker et Danmark, der rækker ud efter mulighederne, giver de begejstrede medvind og de bekymrede nyt håb. Jeg vil leve i et land, hvor ældre ikke skal bekymre sig om, om der er hjælp, hvis de falder; hvor alle voksne, der kan, har et arbejde, forsørger sig og sine og er en del af fællesskabet; hvor unge kan udfolde deres talent; hvor forældre kan aflevere deres børn om morgenen i trygge rammer med ro i maven og smil på læben; og hvor alle børn, voksne og ældre har mulighed for et friere, et rigere og et tryggere liv.

Det kræver, at alle får en god start på livet. Jeg er grundlæggende optimist. Jeg glæder mig over, at langt de fleste danske børn og unge tager en uddannelse og klarer sig godt. Så meget desto mere trist er det, at det ikke gælder alle. Der er børn, der vokser op i familier uden overskud til omsorg, og som kæmper med et svært udgangspunkt. Derfor har regeringen gennemført en samlet indsats for børn og unge, som har det svært. Derfor har vi styrket landets dagtilbud med særlig fokus på de børn, som har flest udfordringer. Derfor har vi styrket folkeskolen med en skolepulje på 0,5 mia. kr., som går målrettet til skoler, som løfter fagligt svage elever. Derfor har vi forbedret overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse for de unge, som har brug for ekstra støtte, og ryddet op i uoverskuelige tilbud, en jungle af tilbud, som møder de unge. Derfor har vi styrket erhvervsuddannelserne, bl.a. med en trepartsaftale, som skal give flere praktikpladser, og ved hjælp af nye fordelsuddannelser og øget tilskyndelse for virksomhederne til at oprette praktikpladser.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke både arbejdsgivere og fagbevægelse, for det virker. Nu søger flere ind på en erhvervsuddannelse. Det kan vi være glade for, og det kan vi også være lidt stolte af, men det skal vi ikke stille os tilfreds med. Derfor har vi også fremlagt et bud på, hvordan vi får flere praktiske elementer i folkeskolen, så eleverne oplever, at undervisningen også peger frem mod en erhvervsuddannelse. Og derfor kan jeg i dag sige, at regeringen til efteråret vil komme med et nyt udspil til, hvordan vi får endnu flere unge til at søge og gennemføre en erhvervsuddannelse.

Danmark strutter af talent. Det ser jeg alle de steder, jeg kommer: i Odense, hvor jeg mødte børn på Syddansk Universitet, som går til robot i deres fritid; til DM i skills i Herning, hvor hundredvis af unge kæmpede om at blive Danmarks bedste inden for netop deres fag; på Holbæk By Skole, hvor dygtige og nysgerrige børn har kastet sig over naturvidenskab; og så sent som i mandags, hvor jeg havde besøg på Marienborg af 5. A fra Fjordlandskolen i Frederikssund, fordi deres dygtige lærer havde lovet dem en overraskelse, hvis de tog et ordentligt ryk i læsning, og det gjorde de.

Vi skal ikke kæmpe imod udviklingen. Vi skal omfavne den og forme den, samarbejde om at gribe mulighederne, for det er dem, vi skal leve af. Det er afsættet for Disruptionrådet, hvor regeringen lige nu samler de mange gode input fra virksomheder, fagbevægelse, iværksættere og forskere og mange flere. Det er baggrunden for den aftale om erhvervs- og iværksætterinitiativer, som vi har indgået sammen med Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, med 15 mia. kr. til bl.a. en stærkere iværksætter- og aktiekultur. Tak til begge partier, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, for at tage ansvar, når det gælder.

Det er målet med den nye teknologipagt, hvor regeringen, virksomheder og uddannelser i fællesskab vil løfte det digitale Danmark. Det er udgangspunktet for den nye aftale om deleøkonomi, som kan forbedre både miljøet, privatøkonomien og samfundsøkonomien. Og med aftalen får vi nu også styr på skattebetalingen, sådan at vi kan bruge moderne forretningsideer, når de vel at mærke formes efter den danske model.

Det er helt grundlæggende også udgangspunktet for de skattelettelser, vi har givet borgerne i Danmark, så det nu bedre kan betale sig at arbejde, bedre kan betale sig at drive virksomhed og bedre kan betale sig at blive iværksætter. For vi tror på danskerne. Vi tror på, at vi alle sammen har potentiale til mere, og at vi alle bliver rigere, når vi får flere muligheder. Derfor er det ikke et spørgsmål om enten velfærd eller skattelettelser, det er et både-og.

Fremgang er noget, vi skaber, og fremgang er en forudsætning for velfærd, og jeg ønsker en tryg kernevelfærd. Gratis uddannelse, gratis sygehuse, et socialt sikkerhedsnet og en værdig ældrepleje, det skal vi kunne levere. Derfor skal vi passe ordentligt på vores offentligt ansatte. Efter sommerferien vil regeringen fremlægge en sammenhængsreform, som bl.a. vil se på, hvordan vi får bedre ledere i det offentlige, og hvordan offentligt ansatte får mere frihed og bedre mulighed for at levere den kvalitet, som både danskerne og medarbejderne selv ønsker. Også her skal vi forløse potentialet. Samtidig synes jeg, at vi på den anden side af de offentlige overenskomster – et meget langt forløb, som ikke er afsluttet endnu; der er stadig afstemninger i gang – har brug for en dialog om, hvad forløbet kan give anledning til af overvejelser. Er systemet optimalt, som vi kender det i dag? Den refleksion tror jeg sådan set der er brug for hele vejen rundt.

En offentlig sektor er en forudsætning for, at borgerne kan få ordentlig velfærd. Der skal ikke kun være god hjælp til dem, som brækker et ben, men også til dem, som snubler i livet. Vi har pænt styr på det første, men jeg er bekymret for, om vi har styr på det sidste. Antallet af danskere med psykiske lidelser stiger. Det bekymrer mig. Stigningen er særlig stor blandt børn og unge. Det bekymrer mig dybt, og vi må spørge os selv om, hvad det er udtryk for – om det måske også er de rammer, vi tilbyder børnene, som har brug for en diagnose. Der findes ikke én enkelt løsning, og jeg tror heller ikke, at der findes flere enkle løsninger, men der skal være hjælp til dem, som mister grebet, og en tidligere og stærkere indsats, så problemerne ikke udvikler sig. Siden valget har vi løftet psykiatrien, så der i 2018 er godt 400 mio. kr. mere. Efter sommerferien kommer regeringen med en samlet plan, som skal styrke psykiatrien yderligere. Det har vi brug for.

Vi vil også komme med en samlet sundhedsreform. For godt et årti siden lavede vi den sidste sundhedsreform med frit valg, behandlingsgaranti og supersygehuse, og vi erstattede amterne med regioner. Den sundhedsreform har løftet sundhedsvæsenet enormt til nu at være i toptre i Europa ifølge en svensk tænketank. Nu er tiden ved at være kommet til den næste sundhedsreform for at løfte vores sundhedsvæsen yderligere og sætte retningen for de kommende 10 års forbedringer, og en af de væsentligste indsatser bliver at styrke det nære sundhedsvæsen.

Mange ting er blevet bedre. Siden jeg blev sundhedsminister i 2001, er der i gennemsnit ansat en ekstra læge og en ekstra sygeplejerske hver dag – undtagen om søndagen. I samme periode er middellevetiden steget med 4 år, og langt flere danskere overlever nu kræft. Det er godt. Nu skal vi tage det næste skridt. Nu skal vi forbedre forbindelsen mellem det store sygehus og det lokale lægehus, mellem det, der sker på de højtspecialiserede afdelinger, og det, der er tættest på borgerne, så patienterne ikke bliver tabt i systemet. For vi har et sundhedsvæsen som fungerer godt, man kan vel udtrykke det på den måde station for station, men det kniber stadig med at forbinde stationerne, og vi skal sikre, at ingen patienter bliver tabt; vi skal skabe et sundhedsvæsen, som hænger sammen.

I det hele taget skal vi sørge for, at ting hænger sammen. Jeg ønsker et Danmark i bedre balance – socialt, kulturelt og geografisk. I min nytårstale tog jeg hul på udfordringen med parallelsamfund. Vi ser jo heldigvis ikke de samme tilstande herhjemme, som man ser i visse andre europæiske lande, men vi har åbenlyse problemer.

Jeg har sagt det før, og jeg vil også gerne gentage det her i dag: De fleste med udenlandsk baggrund bidrager positivt til Danmark. Bliv ved med det! Men selv om flertallet gør det godt, er der for mange, som klarer sig skidt, og det er jo først og fremmest resultatet af fordums slappe udlændingepolitik, hvor der blev lukket flere ind, end man magtede at integrere, hvor der blev stillet for få krav. Det har regeringen rettet op på. Mange stramninger, styrket indsats i EU har fået tilstrømningen ned til det laveste, vi har set i 9 år. Betyder det, at vi ikke skal gøre mere? Nej, det betyder det ikke, for vi skal hele tiden holde øje med udviklingen, ligesom vi skal holde øje med nye tiltag i landene omkring os, for Danmark skal også i fremtiden have styr på asyltallet, og det er denne regering en garant for.

Samtidig skal vi udnytte de lave asyltal til at genoprette balancen i vores udsatte boligområder – områder, hvor unge tvinges til at gifte sig med en, de ikke elsker, hvor kvinder regnes for mindre værd end mænd, hvor alt for mange mennesker med de samme problemer er klumpet sammen. Regeringens mål er lysende klart: I 2030 skal Danmark være fri for ghettoer.

Vi har indgået en række brede aftaler: 21 initiativer bundet sammen på tværs af 8 ministerier. Det er godt. Nu skal det følges til dørs. Det kræver vedvarende fokus, og derfor kan jeg i dag offentliggøre navnene på de tre særlige repræsentanter, som på regeringens vegne skal sikre fremdrift og følge op over for kommunerne og over for boligorganisationerne, så vi når de mål, vi nu bredt har besluttet. Det bliver tidligere regionrådsformand og forhenværende formand for Danske Regioner Bent Hansen, tidligere direktør i Dansk Arbejdsgiverforening og forhenværende beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen og tidligere direktør i Dansk Industri og Børnefonden Bolette Christensen. Jeg er glad for, at alle tre har takket ja til at påtage sig denne betydningsfulde opgave, ligesom jeg er glad for opbakningen til regeringens strategi her i Folketinget. Den vil jeg gerne kvittere for. Tak for det.

Der er ikke én løsning. Der er mange, og en af de vigtigste er, at mennesker, der kommer til Danmark, skal forsørge sig selv, når de kan. De skal have et arbejde. De skal ikke klientgøres. De skal stå på egne ben. Det er baggrunden for, at regeringen har indgået en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter og en topartsaftale med kommunerne om bedre integration. Også her har vi faktisk rykket hegnspæle. Andelen af flygtninge, som er i job efter 3 år i Danmark, er steget fra hver femte til mere end hver tredje, og det glæder mig oprigtigt, for det har vi brug for. Tak til både kommunerne, virksomhederne og fagbevægelsen for at tage ansvar.

Men vi er ikke i mål. Det er baggrunden for, at jeg har inviteret til integrationstopmøde 2.0 på Marienborg på næste fredag, den 8. juni, hvor vi følger op der, hvor vi slap ved det første integrationstopmøde. Sammen med virksomheder, iværksættere, kommuner, fagbevægelse, eksperter og frivillige – en bred kreds – skal vi tage de næste skridt fremad, for vi skal have integrationen til at lykkes. Ellers risikerer vi, at lysten til at lukke verden ude, vokser, og det har vi ikke brug for.

Danmark skal være åbent for dem, som kan og vil, for det gør Danmark rigere. Hvis ikke vi formår at tiltrække dygtige udenlandske medarbejdere, risikerer vi, at Danmark sakker agterud. Derfor ærgrer det mig, at et flertal uden om regeringen har valgt at hæve grænsen i beløbsordningen og på andre måder bevidst gjort det så bøvlet som muligt for virksomhederne at anvende den. Derfor ærgrer det mig, at vi så sent som i går endnu en gang så et folketingsflertal, som var imod, hvad man ellers signalerede omvendt for måneder siden: at gøre det lidt enklere for folk, der har arbejdstilladelse i Danmark, også at bijobbe.

Det har vi ikke brug for. Vi har brug for det modsatte. Vi har brug for at holde arbejdsmarkedet åbent for dem, der kan og vil. Med regeringen og et folketingsflertal, regeringens parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti, som står vagt om, at vi ikke er åbne for dem, der ikke vil, så har vi også mulighed for at gøre det. Det vil regeringen adressere med et udspil om udenlandsk arbejdskraft, som er på trapperne. Der skal være en ordentlig balance.

Det gælder i øvrigt for hele Danmark, at der skal være en ordentlig balance. For mig er der ikke et Hovedstadsdanmark og et Udkantsdanmark. For mig er der ikke et blåt Danmark, et rødt Danmark, et grønt Danmark eller et gult Danmark. I min optik er der kun er et Danmark, et land, hvor vi vokser i fællesskab, og hvor fremgangen skal komme alle til gode.

Derfor har vi moderniseret planloven, så den giver yderkommunerne mere plads til at skabe udvikling og arbejdspladser og fremdrift. Derfor har vi sænket færgetaksterne, så det er billigere at komme til og fra danske øer. Derfor har vi udvidet motorveje, forhøjet fartgrænser og sænket taksterne over Storebælt, og derfor er vi ved at gennemføre den største udflytning af statslige arbejdspladser i nyere tid – i alt op mod 8.000 arbejdspladser ud af hovedstaden og ind i landet. Samtidig sætter vi gang i udviklingen af hovedstaden med et udvalg, som skal se på, hvordan vi styrker hovedstaden frem mod år 2030. For vi ønsker en reel balance, hvor vi løfter i flok, hvor alle får del i fremgangen, hvor vi styrker fællesskabet, og hvor vi har overskud til at glæde os på hinandens vegne.

Det sidste gælder hele kongeriget, også vores nordatlantiske familie. Jeg ønsker et rigsfællesskab, som er til gavn for befolkningen både på Færøerne, i Grønland og i Danmark. Tre lande, tre unikke lande, som deler historie, venskaber og familiebånd. Et fællesskab med plads til forskellighed, og hvor vi hjælper hinanden. Vi havde en endog meget grundig debat om rigsfællesskabet i fredags. Jeg vil ikke gentage pointerne her i dag, men sige tak for en god debat. I næste måned skal jeg mødes med lagmanden og landsstyreformanden til det årlige rigsmøde, denne gang på Færøerne. Jeg ser meget frem til et gensyn med øerne, storslåede og hjemlige på en og samme tid, og jeg ser ikke mindst frem til at drøfte de emner, som vi alle er optaget af.

Friere, rigere, tryggere. Det er vores mål for Danmark, og det er vores mål for kommende generationer. Det er blevet sagt, at den næste generation er den første, som for alvor vil opleve klimaforandringerne, og den sidste generation, som kan stoppe dem. Men det kan vi jo ikke vente på eller satse på. Vores generation er selv nødt til at handle, og det skal vi gøre. Jeg ønsker, at Danmark fortsat skal være et grønt foregangsland. Det tror jeg i virkeligheden at vi alle ønsker. Det er jo derfor, at vi de sidste mange år har indgået brede energiaftaler, som har løftet Danmark. I 13 ud af de 17 år, hvor mit eget parti har haft statsministerposten, men også i de mellemliggende 3 ½ år, hvor Socialdemokratiet havde den, har vi løftet Danmark og gjort Danmark grønt. Det glæder mig, ligesom jeg glæder mig over opbakningen til regeringens ambition, som er, at mindst 50 pct. af energiforbruget i 2030 skal komme fra vedvarende energi.

Hvorfor har vi sat det mål? Ja, det har vi jo, fordi vi ønsker at tage det næste vigtige skridt i den grønne omstilling, vise verden og måske særlig vise de store lande, at grøn omstilling er mulig. Hvordan gør vi så bedst det? Ja, det gør vi jo ikke ved at sige, at mere grøn energi kan betale sig. Det gør vi ved at vise det. Ved at gøre den grønne energi billigere og mere konkurrencedygtig. Derfor er vi kommet med et energiudspil, hvor vi både investerer i danmarkshistoriens største havvindmøllepark, afsætter yderligere 0,5 mia. kr. årligt fra år 2025 til mere havvind eller andre grønne løsninger og samtidig sænker elafgiften og elvarmeafgiften, gør det billigere at være dansker og mere attraktivt at bruge grøn strøm. For på den måde siger vi ikke kun, at det grønne kan betale sig. Vi viser det. Det er skelsættende, både herhjemme og i udlandet.

Derudover har vi taget initiativ til det, vi kalder P4G, Green Growth for the Global Goals – eller oversat til godt dansk: grøn vækst og verdensmål. Det er et initiativ, vi har sat i søen fra dansk side for at levere på FN's verdensmål og på klimaaftalen fra Paris, og efter sommerferien vil regeringen lancere en klimaplan, som skal trække i en endnu grønnere retning.

Jeg håber, at vi igen kan få en bred aftale om fremtidens energipolitik, for det har Danmark brug for. Jeg kan så forstå, at der er andre, som ikke vil bruge af råderummet til den grønne omstilling i energiforhandlingerne, men kun bruge råderummet på andre former for offentligt forbrug. Til det må jeg sige, at det er et synspunkt, som i mine øjne er helt uforeneligt med oppositionens påståede højere grønne ambitioner. Betyder det, at man vil slække på ambitionerne, fordi man ikke vil finansiere dem, eller betyder det, at man vil finde pengene et andet sted, og hvor er det så? Det ser jeg rigtig meget frem til at blive meget klogere på i dagens løb.

Regeringen ønsker et højt ambitionsniveau, og vi har lavet en bred politisk aftale, hvor vi har faset PSO'en ud, hvilket betyder, at den grønne omstilling nu skal prioriteres i finansloven på linje med alt muligt andet, men der er så nogen, der pludselig melder sig ud og siger, at det ikke skal prioriteres op, men åbenbart prioriteres ned. Jeg håber, at vi kan få en aftale inden sommerferien, for jeg synes, at den her sag er for vigtig til at blive ramt af politisk spilfægteri, og tiden er knap. Vores erhvervsliv, danskerne, omverdenen har brug for klar dansk besked. For Danmark kan gøre en forskel, hvis vi vil, og hvis vi står sammen.

Det gælder også ude i verden. Jeg ønsker et Danmark, hvor vi dropper forestillingen om, at vi altid selv ved bedst, er bedst og ikke behøver input udefra, altså det, der nogle gange måske næsten kan tendere til storhedsvanvid. Det klæder os ikke. Men det omvendte, mindreværdskomplekset, altså forestillingen om, at vi alligevel nok er for små til at gøre en forskel og derfor bare skal putte os, så længe vi kan, klæder os heller ikke. Vel skal vi ej putte os, for vi kan og skal trække Danmark i den rigtige retning, vi skal træde stien, specielt i en situation, hvor nogen begynder at træde ved siden af. Når andre viser underskud, skal vi vise overskud. Det gør vi ved at fastholde ulandsbistanden på 0,7 pct. som et af kun fem lande i verden, og det er i en tid, hvor andre skærer ned. Det har vi gjort som formand for Europarådet med en Københavnererklæring, hvor vi blandt andet slår fast, at ansvaret for at overholde menneskerettighederne ligger hos de enkelte lande, og hvor vi har fået igennem, at der vil blive slået hurtigere og hårdere ned på dem, som åbenlyst og systematisk ikke overholder menneskerettighederne.

Os kan man regne med. Vi, Danmark, gør en forskel, og det skal vi gøre i en verden, der forandrer sig. Det gælder et Rusland, som optræder mere og mere aggressivt, et Kina, der fylder stadig mere økonomisk og politisk, et Tyrkiet tæt på, som vender ryggen til europæiske værdier, et Mellemøsten, hvor konflikter og fattigdom sender mennesker på flugt, mod drømmen om et bedre liv, og et USA – drømmenes land – som nu drømmer om mindre frihandel, drømmer om mere af bare sig selv, færre internationale forpligtelser, flere sanktioner. Det er så sandelig og mildest talt nye tider, og spørgsmålet er derfor, hvor vi bedst varetager vores interesser.

For mig peger pilen ét sted hen: Europa! Vi er en lille åben økonomi, og omkring 60 pct. af vores vareeksport går til det indre marked, så Danmark har brug for Europa, og Europa har brug for Danmark, og det samme har resten af verden. Det handler om et stærkt Europa, som både har vilje og tyngde til at gå forrest og vise vejen – ja, undskyld mig, til at være den voksne i klassen. I 45 år har vi nydt godt af det europæiske fællesskab, og vi nærmer os et guldbryllup. I år fejrer vi sølvbryllup for det indre marked – det indre marked, som giver et LO-ægtepar i ejerbolig en direkte årlig merindtægt på 65.000 kr., og som hundredetusindvis af danske arbejdspladser er afhængig af. Alligevel har vi herhjemme en tendens til at gemme det europæiske af vejen og kun støve det af, når vi skal stemme ja eller nej til noget. Man kan spørge sig selv om, hvorfor vi sådan går og putter med det.

Samtidig har der sneget sig en eller anden myte ind i debatten: Hvorfor skal EU bestemme det? kan man høre nogen sige. Jeg vil gerne sige, at jeg bestemt ikke er enig i alt, hvad der kommer ud af EU's beslutningsproces, bestemt ikke, ligesom vi jo heller ikke er enige om alt her i Folketinget. Men vi skal passe på med ikke altid at komme til at give EU skylden, når noget ikke går vores vej. EU er ikke en stat og skal aldrig være det, hvis man spørger mig; EU er et samarbejde mellem selvstændige lande, som laver aftaler i fællesskab, og i et samarbejde mellem 28 lande er det et fælles ansvar at nå til kompromisser og træffe svære beslutninger – også på områder, hvor vi ikke ser ens på tingene. Lad os begynde at tale Danmark op, Europa op, lad os begynde lidt tydeligere at stå ved det kontinent og det samarbejde, vi er en del af, og diskutere Europa uden en folkeafstemning i horisonten. Det tror jeg vil være godt.

Danmark kan gøre en forskel, og vi gør en forskel. Det så jeg, da jeg for et par uger siden besøgte de danske soldater ved NATO’s styrke i Kosovo. Det er et område, hvor der, snart 20 år efter Europas seneste borgerkrig brød ud, stadig er brug for fredsbevarende styrker. Det leverer Danmark, og det kan vi godt være stolte af – det er jeg stolt af. Tak til vores udsendte i Kosovo, og tak til alle vores udsendte rundtomkring i verden, hvad enten de bærer uniform eller ej. I gør Danmark stolt.

Samtidig skal vi huske, at et friere, rigere og mere trygt Danmark ikke kommer af sig selv. Derfor har vi indgået et forsvarsforlig med et substantielt løft til forsvaret, derfor har vi lavet en strategi for cyber- og informationssikkerhed, og derfor har vi ikke kun danske soldater i Kosovo, men vi har også udstationeret danske soldater til NATO's fremskudte tilstedeværelse i Estland – dygtige folk, som jeg selv har haft fornøjelsen at besøge. Vi tager ansvar. Vi gør en forskel, og det skal vi blive ved med, for det er i vores egen interesse.

Friere, rigere og tryggere – det er historien om Danmark siden valget. Men det er ingen naturlov, for fremgangen kommer kun, hvis vi kæmper for den, og det gør regeringen dag for dag, og sammen med jer ønsker vi at forløse Danmarks fulde potentiale.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for det gode samarbejde i årets løb til alle partier her i salen. Fra åbningsdebatten i oktober til afslutningsdebatten i dag har vi indgået 57 politiske aftaler. Det svarer til mere end en om ugen, og langt, langt de fleste er indgået med et bredt flertal hen over midten. Politik gør en forskel. Vi har ikke altid det samme udgangspunkt, men sammen får vi Danmark fremad; det gælder herinde, og det gælder i hele Danmark.

Tak til statsministeren. Og skulle der have sneget sig et enkelt ønske om spørgsmål ind, så må det vente til senere på dagen. Vi går nemlig i gang med forhandlingen. Og det er ordføreren for forespørgerne, fru Mette Frederiksen, der får lov til at lægge ud. Værsgo.

Nå, da jeg skulle i gang med at skrive min tale til i dag og gøre status over endnu et folketingsår, kom jeg i tanker om en god historie: historien om Don Quixote. Der er sikkert mange, der kan huske navnet, men hvad er det nu lige, historien handler om?

Don Quixote er sådan en noget virkelighedsfjern adelsmand. Han har siddet i sit studerekammer og læst utrolig mange gode ridderromaner. Nu vil han så selv ud på eventyr. Hans tro væbner, Sancho, følger sådan lidt modvilligt med på sit æsel. Gang på gang forsøger han at tale Don Quixote fra sine mystiske indfald. På et tidspunkt, mens de rider af sted, får Don Quixote øje på 40 kæmper med arme så lange som vinger på en vindmølle, og han tænker, at nu skal slaget stå. Han sænker sin lanse og sætter i fuld galop mod fjenden. Med fuld brag ryger han ind i den første kæmpe og bliver fluks kastet ud af sadlen. Sancho er sådan set ikke så overrasket over Don Quixotes nederlag. Han har prøvet at advare ham om, at han nok ser syner; det er slet ikke kæmper, han forsøger at bekæmpe, det er vindmøller. Og se, det eneste, der er mere absurd end at slås imod vindmøller, fordi man tror, at de er kæmper, er at slås imod vindmøller, når man udmærket godt ved, at det er vindmøller, man slås imod.

I har selvfølgelig allerede gættet, hvorfor jeg er kommet i tanker om den her gode, gamle historie. Nu vil det selvfølgelig være lidt frækt at sammenligne statsministeren med Don Quixote, men statsministeren er slået til ridder, set på en hest op til flere gange og glad for at slås imod vindmøller, bogstavelig talt, desværre. Regeringen har nemlig tidligere forsøgt at aflyse de planlagte havvindmøller ved Vesterhavet. Ca. 6.000 arbejdspladser var i fare, den grønne omstilling ville blive sat tilbage, utrygheden begyndte at brede sig i dansk erhvervsliv. Var Danmark overhovedet et godt land at investere i? Sammen med SF og Det Radikale Venstre lykkedes det os at bevare de kystnære havvindmøller.

I det hele taget må man sige, at vi har brugt et folketingsår på at forhindre regeringen i at føre sin egen politik, og det er egentlig gået ret godt – ikke mindst takket være vores samarbejde med Dansk Folkeparti og med stærk opbakning fra vennerne i rød blok. Det kan lejerne i den almene boligsektor være glade for, det kan dem med de hårdeste job, dem, der er mest nedslidte på vores arbejdsmarked, være glade for. Den førte politik i Danmark er lige nu bedst, når regeringen kommer i mindretal. Og sådan må vi så arbejde i det nuværende Folketing. Det går for en stund, men det ville være bedre for Danmark, for sammenhængskraften, for vores velfærdssamfund, for de offentligt ansatte, for alle dem, der mangler uddannelse, for den grønne omstilling, om vi kunne få lov til at bruge vores mandater og vores tid på at udvikle Danmark i stedet for.

Miljø- og klimaforandringerne har allerede nu alvorlige konsekvenser. Og vi må lægge til grund, at de bliver værre endnu. Oversvømmelser nogle steder, tørke, sult, skovbrande – det er et stadig vildere og mere uforudsigeligt vejr. Hvert år dør mere end 3.000 danskere tidligt på grund af luftforurening, ikke mindst her i København. Der bliver færre og færre af de dyr, som vi synger om for vores børn, når vi synger godnatsange. Tag bare bestanden af lærker, som er halveret på 40 år. Haren er nu en truet dyreart i Danmark, og næsten 3 millioner fugle er forsvundet. Udviklingen vender ikke sig selv – det er vores opgave. Og vi skal give en bæredygtig verden videre til de næste generationer. Det er ikke kun det rigtige at gøre, det er også det klogeste at gøre. Markedet for grønne løsninger og nye teknologier kommer til at vokse eksplosivt i de kommende år. Fremtidens vækst og arbejdspladser bliver grønne, ja, sådan er det faktisk allerede i dag.

For at nå målene i klimaaftalen fra Paris skal verdens lande investere 90.000 mia. kr. over de næste 12 år – 40 gange Danmarks BNP. Danmark har i dag en førerposition, men vi taber den førerposition, hvis ikke vi her i Folketinget evner at opstille nye mål og nye visioner. Det er derfor, Socialdemokratiet har fremlagt et samlet klima- og miljøudspil. Jeg kan ikke nå at komme omkring alle de forskellige forslag, men jeg har tre nedslagspunkter.

For det første skal Danmark være uafhængig af fossile brændstoffer allerede i år 2045. Vi ønsker 500.000 grønne biler – el, brint og hybrid – en grøn forskningsmilliard og tre nye havvindmølleparker.

For det andet skal Danmark oprette en global, grøn fremtidsfond. Den fond skal finde svarene på de allerstørste og sværeste spørgsmål, de spørgsmål, hele verden spørger om. Hvordan brødføder vi en voksende verdensbefolkning uden at belaste vores klima? Og hvordan producerer vi nok grøn energi, til at væksten ikke ødelægger vores jordklode? Fremtidsfonden vil blive en af verdens største satsninger på bæredygtige løsninger.

For det tredje skal Danmark være renere og sundere. Vi foreslår en markant indsats imod plastikforurening, vi vil udfase dieselbilerne, vi vil have mere urørt skov i Danmark og 15 nye naturparker, hvor naturen kan få lov til at vokse vildt. Det er en stor opgave, vi står over for, og den kræver politisk vilje.

Udgangspunktet kunne være bedre, for regeringen har valgt at skære ned på energiforskningen, og da regeringen kom til, skrottede den målene om at udfase kul og reducere CO 2 -udledningen. Nu skal vi så forhandle et nyt energiforlig. For os Socialdemokrater handler energipolitik først og fremmest om at få mere ren energi. For regeringen handler energipolitik mest om at sænke elafgiften. Jeg håber selvfølgelig på, at vi kan få et bredt forlig på energiområdet med flere havmøller, renere biler, bygninger, hvor varmen ikke suser ud igennem utætte vinduer – med andre ord en anden politik end den, regeringen fører i dag.

Klima- og miljøpolitik handler om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Men det handler også om Danmarks sikkerhed og Danmarks tryghed. Historisk mange mennesker er på flugt – sådan vil det også være i fremtiden, også på grund af klimaforandringerne – fra krig, fra ufred og fra fattigdom. Der er ikke noget, der tyder på, at de store migrantstrømme vil aftage. Asylsystemet er de facto brudt sammen. Det kan ikke klare presset, det ved vi allerede. Vi ved også, at vi ikke kan hjælpe alle, hverken i Danmark eller i Europa, men vi skal stadig hjælpe flere ude i verden. Hvordan hjælper vi bedst?

Socialdemokratiet har fremlagt et udspil til en samlet udlændingepolitik. Vi foreslår bl.a., at Danmark skal oprette et modtagecenter uden for Europa. Asylansøgere, som søger asyl ved den danske grænse, skal sendes til et modtagecenter og have deres sag behandlet der. Til gengæld skal vi igen tage kvoteflygtninge fra FN.

Først var regeringen imod ideen, og så viste det sig, at regeringen allerede var i gang med at realisere noget, der ligner. Sammen med andre europæiske lande undersøgte regeringen, om de kunne etablere modtagecentre for asylansøgere i tredjelande. Siden den diskussion har vi ikke hørt noget fra regeringen; det er snart 4 måneder siden. Derfor stillede jeg et spørgsmål til statsministeren sidste onsdag sammen med hr. Kristian Thulesen Dahl. Desværre havde statsministeren ikke mulighed for at svare, og derfor spørger jeg i dag: Hvad er status for det arbejde? Indtil vi får det svar, skal vi have integrationen til at fungere bedre herhjemme. Derfor er jeg glad for de aftaler, vi har lavet, om at bekæmpe parallelsamfund i Danmark. Det er blot endnu et eksempel på, at udlændingepolitikken ligger fast.

Om senest et år er vi i valgkamp. Vi ved, at Venstre vil gøre, hvad de kan for at så tvivl om udlændingepolitikken. Og mon ikke vi ser en enkelt skræmmekampagne eller to. Lad mig derfor slutte af med i korthed at sige: Hvis danskerne betror os ansvaret, vil en ny socialdemokratisk ledet regering kunne gøre to ting: for det første fastholde den stramme udlændingepolitik forankret i et bredt flertal her i Folketinget og for det andet føre en mere retfærdig og en grønnere velfærdspolitik sammen med de partier, der ligesom os ønsker en ny retning for Danmark.

Så skal jeg have lov at læse et forslag til vedtagelse op fra Socialdemokratiet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen har skruet ned for Danmarks grønne ambitioner til skade for både klima, borgere og erhvervsliv. Folketinget pålægger regeringen at gå forrest i EU og føre en energi- og klima- og miljøpolitik, der understøtter Parisaftalen og FN's 17 verdensmål og derved bringer Danmark tilbage på et ambitiøst spor gennem brede politiske forlig.

Folketinget opfordrer regeringen til at ændre kurs, så Danmark igen kan blive en grøn stormagt. Det kræver bl.a. flere havvindmølleparker, et ambitiøst mål for energieffektivisering, udbredelse af elbiler, flere midler til energiforskning, omlægning af mindst halvdelen af al statsskov til urørt skov, øget bekæmpelse af plastikforurening, prioritering af rent drikkevand samt flere, store og sammenhængende naturområder, der understøtter biodiversitet.

Folketinget konstaterer, at den grønne omstilling har brug for ambitiøse og langsigtede rammebetingelser, så vi i fremtiden får flere grønne arbejdspladser i Danmark.

Folketinget pålægger desuden regeringen at mindske uligheden og bekæmpe fattigdom.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 70).

Tak til fru Mette Frederiksen.

Så har vi en lang liste af medlemmer, der kunne tænke sig at spørge den socialdemokratiske leder, og det tager jo tid. Der er afsat tre kvarter, og jeg vil bare nævne, at vi jo har nogle taletider her i Folketingssalen. Bare lige for at minde om det, er der 1 minut til første spørgsmål, og det næste er så det sværeste, nemlig at der kun er ½ minut til spørgsmål to. Det kan godt være, at det at prøve at overholde taletiderne fra min side fuldstændig er som at kæmpe mod vindmøller, men nu har jeg alligevel nævnt det.

Den første spørger er hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak. Det er jo altid trist at skulle starte efter sådan en formaning, men jeg skal alligevel forsøge at holde mig inden for den tildelte taletid.

Jeg synes selvfølgelig, og det kan jo ikke overraske nogen, at noget af det, som fru Mette Frederiksen var inde på, der er rigtig interessant, er det her synspunkt om at stoppe for muligheden for at kunne søge asyl direkte i Danmark, men i stedet for være forpligtet til at komme og få behandlet sin sag i givet fald i et center eksempelvis i Nordafrika. Jeg synes selvfølgelig i lighed med fru Mette Frederiksen, at det ville være interessant, at statsministeren også i løbet af dagen, måske når han forbereder sin svartale senere på dagen, kommer ind på lige præcis det spørgsmål.

Det, jeg godt kunne tænke mig forinden at høre fru Mette Frederiksen om, er selvfølgelig lidt mere om, hvordan Socialdemokratiet tænker sig, at det i praksis vil kunne laves, hvordan vi kan komme videre med det, og også, om man ikke, indtil det så i givet fald står klart, skulle starte med den ene del af det, nemlig det her med, at man så ikke har mulighed for, efter at man har transporteret sig igennem 6-7 sikre lande, at søge asyl i Danmark. For der kunne vi jo starte. Det kan vi selv styre, inden vi i givet fald måtte have en opbakning også fra andre lande til at have et center eksempelvis i Nordafrika, hvortil folk så kan henvises.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes jo, at det her er den eneste farbare vej for Europa. Det er i mine øjne aldeles uholdbart, at så mange mennesker sætter deres liv på spil, når de krydser Middelhavet, og inden da har mange krydset Saharaørkenen og er ad anden vej nået frem til det, der så er den forjættede kyst. Der er så mange liv, der går tabt, og der er så mange børn, der udsættes for overgreb, og kvinder ligeså, at man ikke længere kan påstå, det er humant at opretholde det flygtningesystem, vi har i dag. Derfor bliver vi nødt til så at sige at få flyttet Europas grænse fra at være nord for Middelhavet til at være syd for Middelhavet, så de flygtninge, der har et beskyttelsesbehov, bliver beskyttet, men at det er uden at skulle udsætte sig selv for den farefulde færd, som vi ser i dag.

Samtidig med det er det selvfølgelig også vigtigt for mig at understrege, at vi ikke kan blive ved med at modtage så mange mennesker i Europa, som vi har set igennem de seneste år, for integrationen kan ganske enkelt ikke følge med.

Hvordan gør vi så det her i praksis, og kan jeg nå at svare på det inden for den tilladte taletid? Det kan jeg nok ikke. Men jeg mener, at det må være muligt bl.a. i et samarbejde med FN, som allerede i dag driver også ret velfungerende flygtningelejre, at få etableret modtagecentre, som vi selvfølgelig har ansvaret for som land, hvor vi kan yde den beskyttelse, vi skal, til flygtninge, men altså uden at man så kan søge spontan asyl i Danmark.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det ville bestemt være at foretrække, og så er spørgsmålet jo, hvordan vi får det flyttet fra at være en diskussion til en reel handling. Det er jo klart, at det måske kan have lidt lange udsigter at få oprettet hele det her system sammen med andre, om det er via FN-systemet i givet fald, det ville være helt oplagt at gøre, men det kan godt have lidt tid i sig, før det er en realitet.

Vi har jo grænsekontrol nu, og det er noget, vi har haft et par år. Det er jo dejligt, og det håber jeg vi vil komme til at have fremover også, og man kan jo bruge den grænsekontrol til at stille sig selv det spørgsmål, om det er rimeligt, at man kan vandre op igennem hele Europa, igennem 6-7 sikre lande, hvor man ikke er forfulgt, og så have retten til at droppe ned i Danmark og sige: Så vil jeg i øvrigt gerne søge asyl i Danmark. Der kunne vi jo starte, der har vi jo en mulighed for at sige, at den mulighed bør ikke være til stede. Altså, man kommer jo ikke direkte fra et land, hvor man er forfulgt og dropper ned i Danmark. Man kommer jo igennem mange andre lande inden. Den del er der jo også i Socialdemokratiets udspil, nemlig at så skal man ikke længere have mulighed for at søge asyl direkte i Danmark, og jeg synes jo, at det er interessant, om vi kan arbejde videre med det spor, før vi måske om mange år har fået det andet system på plads.

Ordføreren.

Det vil jeg gerne være med til at diskutere. Derudover er der to ting. For det første glæder jeg mig også over, at vi har en velfungerende grænsekontrol, og for mig er det helt naturligt, at vi ved, hvem der kommer ind i Danmark, og hvilket ærinde man har, fordi der er en del af det kriminalitetsbillede, vi ser i dag, der har at gøre med folk, der kommer udefra – desværre.

For det andet kan jeg ikke forstå, at det her tager så lang tid. Det er jo ikke, fordi jeg påstår, at det er nemt, det kunne jeg ikke drømme om, men den diskussion, vi har, om flygtningesituationen i Danmark, har man jo også i andre europæiske lande, og for mig er det faktisk uforståeligt, at de europæiske ledere ikke for længst har sat sig sammen og fundet en vej at gå. Så er der dem, der vil sige: Er det helt urealistisk? Mon ikke også mange sagde det om den flygtningeaftale, der er indgået med Tyrkiet for få år tilbage, og som jo i dag er et meget, meget vigtigt instrument i, at vi overhovedet har styr på, hvem der kommer til Europa. Så jeg mener, at det her kan lade sig gøre. Jeg påstår ikke, at det er nemt, men det kan lade sig gøre. Det kræver et politisk lederskab, og det er selvfølgelig derfor, at jeg stiller spørgsmål til statsministeren i dag.

Tak, og så er det fru Britt Bager, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke fru Mette Frederiksen for en god tale, hvor der var flere ting, som vi i Venstre er enige i. Bl.a. at vi stadig væk skal være ambitiøse på klima- og miljødelen.

Når det så er sagt, er der selvfølgelig også nogle ting, der bekymrer mig dybt, bl.a. at vi i dag står foran to oppositioner. En opposition, der består af Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, og så en opposition, som består af Radikale Venstre og Alternativet. Og når fru Mette Frederiksen så står og forsikrer os om, at hun i fremtiden vil føre en stram udlændingepolitik, så er jeg alvorligt bekymret. Jeg er alvorligt bekymret for, at vi igen kan komme til at se, at en måske kommende regering – forhåbentlig sker det ikke – vil lempe på udlændingepolitikken 45 gange, ligesom den forrige regering gjorde.

Så hvordan kan fru Mette Frederiksen stå og give os en garanti for, at der stadig væk vil være en fast udlændingepolitik uden lempelser, såfremt Socialdemokratiet kommer til magten?

Ordføreren.

Altså, jeg har det jo sådan, at når vi samarbejder her i Folketinget, og det er vi heldigvis bedre til, end vores ry tilsiger – det synes jeg også statsministeren lige fik sagt til sidst – så må det jo være sådan, at partier selvfølgelig kan søge indflydelse. Men der er ikke et mindretal, der kan påtvinge flertallet deres holdninger. Og det har I jo – skulle jeg til at sige – i de borgerlige partier gjort jer jeres egne erfaringer med igennem de seneste år, og sådan må det også være på udlændingeområdet. Altså, den udlændingepolitik, der føres i dag, har opbakning fra omkring 75 pct. af mandaterne her i Folketinget, og i hvert fald det samme i befolkningen. Og jeg ser overhovedet ingen tegn på himlen på, at det skulle ændre sig efter næste folketingsvalg. Tværtimod tror jeg, at med de stadig enormt store problemer, der er på integrationen, og en meget, meget urolig verden, så vil danskerne også ved næste folketingsvalg give et ubetinget mandat til, at der føres en udlændingepolitik, hvor vi har styr på, hvor mange der kommer til Danmark, så vi faktisk også får dem integreret, der er her. Og sådan kommer det selvfølgelig også til at være efter næste valg.

Britt Bager.

Jeg er slet ikke bekymret for, hvor danskerne står i det her. Jeg er bekymret for, hvor Socialdemokratiet står. Jeg er bekymret for, at Socialdemokraterne lader sig overtale endnu engang af de fire partier, der er rundt om dem. Jeg står her med en artikel, hvor hr. Morten Østergaard siger: Vi skal have indflydelse på alle områder, også på udlændingepolitikken. Fru Mette Frederiksen står da med et kæmpe problem. Hvordan har fru Mette Frederiksen tænkt sig at løse det?

Værsgo.

Jeg synes egentlig, at svaret giver sig selv, fordi mandaternes logik er den eneste lov, der ikke kan ophæves på Christiansborg. Sådan er det i dag i Folketinget, og sådan bør det også være efter et folketingsvalg. Danskerne har talt klart, når det gælder udlændingeområdet, og jeg ligger i øvrigt fuldstændig på linje med danskerne i den her sag. Der er kommet for mange til Danmark med ikkevestlig baggrund, vi ikke har evnet at integrere. Vi ser i dag enormt store integrationsudfordringer med manglende sprogkundskaber, for høj arbejdsløshed, for høj kriminalitet og tilvækst af parallelsamfund. Der er ingen grund til at lempe udlændingepolitikken, når vi ikke engang har evnet at integrere dem, der er kommet hertil. Socialdemokratiets politik ligger fast. Danskerne må tale ved næste valg, og hvis der efter valget fortsat er et så massivt flertal bag udlændingepolitikken, som der er i dag – og det tror jeg der er, jeg kan ikke forestille mig andet – så er det den, der står fast. Og det er i øvrigt det, vi vil arbejde for.

Tak. Så er det fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og tak for en tale, som jeg er enig i dele af. Sådan må det jo være. Der er to aftaler, som jeg gerne vil have fru Mette Frederiksens kommentarer til.

Socialdemokraterne har jo sammen med regeringen og Dansk Folkeparti og nogle andre partier indgået flere aftaler, der handler om det, man nu kalder parallelsamfund, som før hed ghettoer, men i virkeligheden bare er udsatte boligområder. To af aftalerne handler om eller truer med måske at sende børnefamilier ud i yderligere fattigdom ved at tage børnechecken fra dem. Det er noget med tvang i daginstitutioner, eller hvis børnene har for meget fravær. Hvis man spørger eksperterne, hvis man spørger pædagogernes fagforening, BUPL, hvis man spørger Børns Vilkår, siger de alle sammen, at tvang ikke er vejen frem, at den ikke kommer til at gavne børnene, at det er dårligt for forældresamarbejdet, det er helt essentielt. Og i øvrigt får udsatte familier, som ikke evner at få deres børn i skole eller ikke sender deres børn i daginstitution, det i hvert fald ikke nemmere, hvis de får færre penge mellem hænderne.

Jeg synes egentlig også, at Socialdemokraterne plejer at sige, at vi ikke skal straffe børnene gennem forældrene, og bl.a. derfor har vi været enige om at være imod kontanthjælpsloftet, vi har kæmpet mod børnefattigdom, og nu står vi så med nogle aftaler her, hvor Socialdemokraterne straffer børnene gennem forældrene.

Ordføreren.

Jeg vil svare sådan, at jeg egentlig altid selv har været imod, at vi tager fra børnechecken, når forældre ikke lever op til deres forældreevne, for så vil jeg hellere have afdækket, hvorfor forældreevnen ikke er der. Og er den der ikke, er det sådan set – forstå mig ret – bedre at fjerne børnene fra familien, for der er nogle familier, der ikke formår at give deres børn de opvækstbetingelser, som de skal. Når vi nu alligevel ender med at lave den her aftale, og jeg synes, det er en god aftale, vi har lavet, er det, fordi udfordringerne i dag er så store, at vi er tvunget til at finde nye svar. Der er så mange, især drenge, med ikkevestlig baggrund, der forlader vores skole som det, man kalder funktionelle analfabeter; de kan ikke læse, skrive og regne, og en del af dem har så dårlige kundskaber, at de ikke kan gennemføre en ungdomsuddannelse. Når du står i dag som ung med ikkevestlig baggrund og uden at have basale færdigheder på plads, uden en ungdomsuddannelse, så får du et svært liv i Danmark, for kravene på arbejdsmarkedet er kun taget til. Derfor bliver vi nødt til at få det her vendt.

Der må jeg sige, at jeg tror, at noget af det, der er afgørende, er, at de mindste børn kommer i vuggestue, for vi kan se, at hvis barnet ikke kommer i vuggestue og ikke kommer i børnehave og starter i børnehaveklasse uden at kunne tale dansk og uden at have den begrebsverden, der ligger til grund for meget læring i det danske skolesystem, så er de så meget bagud på point, at du næsten kan skrive deres livshistorie på forhånd, og det vil jeg ikke være med til, for det er så uretfærdigt. Derfor skal vi have børnene i vuggestue og børnehave. Vi havde selv stillet et forslag om, at alle børn obligatorisk skal opskrives til vuggestue, men det kunne vi ikke få flertal for, så det her er den politiske aftale, vi har kunnet indgå, og jeg tror, den kommer til at virke for de børn.

Fru Pernille Skipper.

Jeg synes ærlig talt, det er en lille smule tyndt at håbe på, at det bare virker, og at man ikke kommer til at komme ud i at tage børnechecken fra nogle familier. For det første siger eksperterne, at det gør det formentlig ikke, og at det for øvrigt er en dårlig idé. For det andet svarer fru Mette Frederiksen ikke på, hvad konsekvenserne for de børn, som forældrene ikke sender i daginstitution, bliver, og hvor forældrene med de sociale problemer, de har, ikke formår at få børnene til at komme i skole, når børnechecken ryger. Så straffer man børnene gennem forældrene, og det har fru Mette Frederiksen altid været imod.

Jeg ved, at fru Mette Frederiksen godt ved, hvad konsekvenserne af bare 1 år i børnefattigdom er, for det er nemlig, at alle de chancer, som fru Mette Frederiksen står og taler om hun gerne vil give de her børn, bliver ringere. Bare 1 år i børnefattigdom, så er uddannelseschancerne ringere, så er livschancerne ringere. Men det er man så ude i at være villig til at risikere for noget, man tror virker, i modsætning til, hvad alle eksperter og børneorganisationer siger.

Ordføreren.

For det første har vi jo prøvet så ufattelig mange tiltag igennem de seneste 30 år, hvoraf nogle har virket, mens mange ikke har. Vi og jeg kan ikke blive ved med at se på, at vi sender det ene barn efter det andet med ikkevestlig baggrund i det her samfund ud i ingenting, fordi vi ikke evner at kompensere for de problemer, der er i hjemmet. Derfor bliver vi nødt til at sadle om. Det her kunne jo også betyde, at de forældre, der krampagtigt holder fast i enten en afstandstagen til det danske samfund for nogles vedkommende, massive sociale problemer for nogles vedkommende eller for andres vedkommende et ønske om, at mor skal være derhjemme med de mindste børn, får udfordret deres tankegang. Hvis der er tale om så massive sociale problemer, at forældrene ikke magter at følge barnet af sted, så skal der jo en social indsats til, og – om nødvendigt – at barnet slet ikke skal være i den familie.

Derfor bliver man også nødt til at spørge om, hvad alternativet er, for alternativet er ikke at fortsætte, som vi har gjort i mange år. De sociale uligheder i Danmark har fået en etnisk overligger, og min vurdering er, at vi har ganske få år til at få det rettet op.

Tak. Den næste er fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Tak for det. Og også tak fra Liberal Alliances side for en fin ordførertale. Der er jo i rød blok ret velkendte uenigheder, når det kommer til udlændingepolitikken, og derfor var det et fuldstændig relevant spørgsmål, som fru Britt Bager stillede, nemlig: Hvad kan man egentlig forvente sig af den udlændingepolitiske kurs, skulle Mette Frederiksen overtage regeringsmagten efter næste valg? Hvad kan man egentlig regne med? For der er jo velkendte uenigheder, så det synes jeg sådan set er et legitimt spørgsmål. Det svar, som fru Mette Frederiksen kom med, var sådan noget med mandaternes logik og det bredere samarbejde i Folketinget – og det tolker jeg betyder, at man agter at føre udlændingepolitikken med blå blok. Det må være det, det betyder. Jeg kan se, at formanden nikker.

Jeg skal bare forstå det helt rigtigt: Betyder det, at fru Mette Frederiksen har en aftale med Det Radikale Venstre, med Enhedslisten, med Alternativet om, at skulle fru Mette Frederiksen blive statsminister, så får de ingen indflydelse på udlændingepolitikken, for den fører man med blå blok?

Ordføreren.

Jamen det her er jo ikke et spørgsmål om, om partier kan søge indflydelse eller ej. Det kan alle partier i Folketinget. Indgår man i brede forhandlinger, plejer det at være sådan, at vi finder hinanden, men hvis ikke man har et ønske om at understøtte den førte udlændingepolitik, så tror jeg slet ikke, man går ind i forhandlingslokalet. Og ja, så må vi lave det hen over midten, nøjagtig som vi gør det i dag.

Når vi nu taler om uenigheder – for der er uenigheder på udlændingeområdet i rød blok, og jeg er glad for, at Socialdemokratiet står, hvor Socialdemokratiet står, for det er der, hvor danskerne er – vil jeg høre: Hvordan går det egentlig i blå blok? Er I enige om skattepolitikken? Er I enige om EU-politikken? Er I enige om den økonomiske politik?

Jamen det er da mageløst, at I to sidder og nikker – I er da uenige om senere tilbagetrækning, I er uenige om topskattelettelser, I er uenige om omprioriteringsbidraget.

Så ja, der er uenigheder i rød blok, og der er uenigheder i blå blok. Ergo kan et samarbejde hen over midten på nogle afgørende politikområder i hvert fald være en del af vejen frem.

Spørgeren.

Altså, jeg tolker ordførerens svar sådan, at vi skal være betrygget af, at i et eventuelt nyt rødt flertal er de andre røde partier fuldstændig på det rene med ikke at skulle have nogen indflydelse på udlændingepolitikken. Det bliver spændende at høre dem om det senere i dag, det får vi heldigvis lejlighed til.

Jeg vil gerne bruge mit andet spørgsmål til at spørge om noget helt andet, nemlig om fru Mette Frederiksens syn på de frie skoler, for der er kommet lidt kedelige meldinger, synes jeg og vi i Liberal Alliance, over det sidste års tid fra Socialdemokratiet, når det kommer til de frie skoler. Punkt 1: Man vil sænke koblingsprocenten – det vil sige, at det bliver dyrere for den enkelte familie at sende sit barn i friskole. Punkt 2: Man har en underlig målsætning om, at det kun skal være 10 pct. af skoleeleverne, som kan få lov at gå i en friskole, hvor det i dag er næsten 20 pct., som går der.

Så mit spørgsmål er egentlig: Hvem er de omkring 40.000 skoleelever, der i dag har valgt et alternativ til folkeskolen, har valgt en friskole – det kan der være mange gode grunde til – som så skal tvinges tilbage i folkeskolen? Hvem er det, som ikke skal have det frie valg?

Ordføreren.

Der er tre ting, jeg gerne sige om de frie skoler. For det første er det godt, at vi har dem – det er en del af den danske skoletradition.

For det andet bliver de nødt til at påtage sig et større socialt ansvar og integrationsansvar. Det er uholdbart, at vi i dag har folkeskoler, hvor 90 pct., op imod 100 pct., af børnene har ikkevestlig baggrund eller i hvert fald indvandrerbaggrund, og så har vi nogle fri- og privatskoler, hvor andelen af børn med minoritetsbaggrund er forsvindende lille. Jeg synes, at alle skoler i Danmark skal pålægges at tage et ansvar, så vi kan få integrationen til at fungere.

For det tredje har Liberal Alliance vundet en sejr ved at hæve det beløb, der gives til fri- og privatskoler, samtidig med at der føres en økonomisk politik, der mange steder sætter folkeskolen under pres. Det er selvfølgelig uholdbart. Det er selvfølgelig uholdbart, for det er fint, at familier kan vælge, men det er ikke fint at føre en politik, der bevidst undergraver folkeskolens muligheder for at være en god folkeskole, samtidig med at man favoriserer nogle andre skoler, og det har vi sagt fra over for. Det var de tre ting, jeg ville sige.

Tak. Næste spørger er fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det, og tak for en rigtig fin tale – en fin grøn tale. Vi er rigtig glade for i Alternativet, at Socialdemokraterne har valgt så stærkt et grønt fokus. Jeg håber også, at det er noget, vi kommer til at snakke rigtig meget om her i salen i dag. Derfor har jeg også et par grønne spørgsmål.

Fru Mette Frederiksen sagde, at Danmark har en førerposition, og at den skal vi bevare. Det er jo sådan, at vi er ved at miste den. Vi har faktisk allerede mistet den på nogle områder. Bl.a. er der i hvert fald fire lande i verden, Costa Rica, Frankrig, Belize og Irland, der allerede har forbudt national produktion af fossile brændsler. Det vil sige, at de simpelt hen har forbudt, at man må bore efter olie, både til havs og til lands, i deres lande. Det er jo noget af det, som vi godt kunne tænke os vi i Danmark også gjorde. Så hvor står Socialdemokratiet lige præcis der? Er Socialdemokratiet enige med os i Alternativet i, at vi i Danmark også skal hen til et fuldstændigt forbud mod produktion af olie, ikke kun til lands, som vi jo har, men også til havs?

Ordføreren.

Jeg tror, at vi er enige i rigtig meget, når det handler om den grønne omstilling: behovet for, at Danmark sætter sine ambitioner højere, at vi bruger vores mandater her i Folketinget til at tage de næste skridt, og at det haster. Vi har jo gjort det meget klart, at vi ønsker, at Danmark skal være uafhængigt af fossile brændstoffer i år 2045. Ved det fremrykker vi jo så tidspunktet 5 år i forhold til, hvad der har været målet tidligere. Det er det, vi vurderer kan lade sig gøre, når vi samtidig skal have alle tingene til at gå op i en højere enhed, herunder vores produktion i landet, vores erhvervsliv, som også er vigtigt i den grønne omstilling.

Så for at gøre en lang historie kort: Det er det, der er vores mål. Jeg tror, at Alternativet gerne vil gøre det endnu tidligere. Det har vi ikke set et troværdigt svar på kan lade sig gøre, uden at det vil have en for stor omkostning i forhold til dansk erhvervsliv, men det er i hvert fald her, vi står.

Spørgeren.

Tak for det. En anden ting, som vi jo ved bidrager rigtig meget til CO 2 -udledningen, er kødproduktionen, og Danmark er et af de mest kødspisende lande i verden. Hvis vi overhovedet skal tage den grønne omstilling alvorligt, bliver vi altså også nødt til at kigge på det her område. Vi har foreslået bl.a. en klimaafgift på oksekød og kødløse dage eller grønne dage i offentlige institutioner, som jo også rammer forbrugerne.

Jeg tror, at vi på en eller anden måde også er der, hvor vi alle sammen bliver nødt til at sige: Ja, det er et politisk ansvar; det er også et forbrugeransvar at bidrage til den grønne omstilling, og det kan godt være, at vi alle sammen skal spise en bøf mindre. Bl.a. kunne det være en CO 2 -afgift, som også rammer forbrugerne, når man køber varer, som udleder meget CO 2 , når de bliver produceret. Hvor står Socialdemokraterne der? Er Socialdemokratiet enig med os i, at vi også bliver nødt til måske at turde tale om, at den enkelte forbruger også skal tage et ansvar for den grønne omstilling?

Ordføreren.

Ud over at det ville være utrolig pinefuldt for mit eget vedkommende at skulle undvære kød, og det er jo lettere for spørgeren, som er vegetar, at tage den her diskussion, må jeg sige, og det er selvfølgelig absolut det vigtigste, at jeg simpelt hen mener, at det her vil ramme alt, alt for socialt skævt. Hvis man sidder som enlig mor og er ved at skrive indkøbslisten og har tre drenge, der spiller fodbold, så kommer man altså langt på en omgang spaghettikødsovs, og det tror jeg er billedet i rigtig, rigtig mange familier. Det med at gøre helt almindelige dagligvarer dyrere rammer i mine øjne for socialt skævt. Så det mener jeg ikke er en farbar vej.

Men jeg mener, at vi skal tage ansvaret her. Jo, det er godt, at man slukker for vandet, når man børster tænder, og at man som forbruger tænker sig om. Det tror jeg egentlig de fleste danskere gerne vil, men det er et politisk ansvar, og det er der, vi kan rykke. Det er der, vi virkelig kan rykke, eksempelvis ved at få omlagt vores bilpark, så vi ikke kører rundt i diesel- og benzinbiler, men får flere grønne biler og får flere elbusser, får elektrificeret vores togbane, tager de næste store skridt. Det er der, vi for alvor rykker, og det håber jeg vi kan få et flertal for.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Jeg glæder mig altid til afslutningsdebatten, og jeg går sådan og gearer op til dagen, der kommer, og dagen efter kan man så gå en tur i Kvickly, og så undrer man sig over, at ingen ude i den virkelige verden rigtig har taget anfægtelse af, at man har siddet herinde i 12 timer og debatteret, så blodet springer. Nu har jeg lyttet til debatten her den første halve times tid, og så tænker jeg: Det er måske derfor. Altså, fru Mette Frederiksen siger, at det går bedst, når vi forhindrer regeringen i at føre sin politik, og alle spørgsmålene fra regeringsblokken er så: Hvordan kan man forhindre fru Mette Frederiksen eller det flertal, der måtte bringe hende til magten, i at føre sin politik efter et valg?

Imens står virkelighedens problemer så uløste tilbage. Derfor er jeg også nødt til at spørge om noget. Når fru Mette Frederiksen i starten af valgperioden til sit parti på sin kongres sagde, at nu skulle det være slut med »symbolpolitik, forslag om lejre i Kenya og straksopbremsninger«, og så i dag står vel stort set og siger til hr. Kristian Thulesen Dahl, at det er det, der nu er behov for, så er mit spørgsmål bare: Stopper det ved det? Vi så burkaforbuddet ved årets begyndelse. Det var også et DF-inspireret forslag, der blev overtaget. Er der flere holdningsskift på vej? Hvad med paradigmeskiftet, at flygtninge slet ikke skal integreres? Er det også noget, som Socialdemokratiet overvejer at overtage fra Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Jamen lad os prøve at tage udgangspunkt i virkeligheden, for der skete jo i virkeligheden det – både i den virkelige virkelighed og i virkeligheden – at der, fra jeg holdt den kongrestale til nu, kom mange flere mennesker til Europa, end noget land kunne integrere. De lande, der var størst i slaget – Tyskland, Sverige – står i dag med problemer, der er af en sådan karakter, at de knap nok selv kan se en udvej. Heldigvis var vi klogere i Danmark, fordi vi fik strammet op og fik ændret i noget af lovgivningen. Men der kan gå hul på det igen.

Vi har et Mellemøsten, der står i brand, og hvor der er et meget tungere konfliktmateriale end det, vi ser, og som er rimeligt i sig selv: Klimaforandringerne i Afrika, befolkningstilvæksten vil jo, i hvert fald så langt mit øje rækker, betyde, at tusinder, millioner af afrikanere vil forsøge at komme til Europa. Derfor er svaret, at vi bliver nødt til at lave lejre i nærområderne. Det er ikke symbolpolitik; det er et, synes jeg, ædrueligt bud på, hvordan vi langsigtet kan løse en flygtninge- og migrantkrise, som er kommet for at blive.

Burkasagen handler om ligestilling. Den handler om, at jeg aldrig vil understøtte et styre, en tankegang, en religion, der ønsker at fjerne det ene køn fra gadebilledet, og som ikke ønsker, at kvinden skal kunne leve sit liv på lige fod med alle andre. Det at udviske det ene køns identitet er så langt væk fra det, jeg tror på, vedrørende ligestilling og ligeværd. Vi har forsøgt at bekæmpe burkaen i Afghanistan. Nu er den kommet til Danmark, og selvfølgelig skal kvinder med ikkevestlig baggrund i Danmark kunne gå frit på danske gader.

Hr. Morten Østergaard.

Det er jo et uangribeligt synspunkt, som alle vel må dele. Det var bare sådan, at da Folketinget åbnede, var der mig bekendt kun ét parti, måske to, der gik ind for, at det så skulle klares med et forbud. Og inden åbningsdebatten var ovre, var det både Venstres og Socialdemokratiets synspunkt.

Jeg siger bare, at det vel ikke er svært at fortænke folk i, at de oplever, at der sker et holdningsskred. Nu spurgte jeg til paradigmeskiftet, og jeg fik vist ikke rigtig svar på det. Men kan fru Mette Frederiksen fortænke nogen i at føle, at Socialdemokratiet gerne vil komme til magten ved hjælp af stemmer fra resten af oppositionen og egentlig at føre en politik, der er inspireret af det parti, der har bragt den regering, vi har nu, til magten, og at folk derfor er efterladt uden en fornemmelse af, at de egentlig har et reelt valg?

Ordføreren.

Egentlig synes jeg, det er bemærkelsesværdigt, at det skal være problematisk, at man som politiker skifter holdning. Jeg blev selv valgt til Folketinget, da jeg var i starten af 20'erne. Der er gået snart 20 år. Selvfølgelig har jeg ændret holdning på nogle områder. Mig bekendt har spørgeren det også. For nylig var der vel en rejse ud i den virkelighed, der gælder i nogle af parallelsamfundene i Danmark. Jeg hørte også Det Radikale Venstre i den anledning skifte holdning til bandepakken, hvad jeg hilser utrolig velkommen, for der har politiet behov for nogle skrappere midler i forhold til den organiserede kriminalitet.

Ja, når det handler om udlændingepolitikken, er der i dag en bred enighed i Folketinget, heldigvis. Jeg håber, at den enighed ad åre vil omfavne endnu flere politiske partier, for jeg tror faktisk, det er vigtigt for et land, at der er en samklang mellem den førte politik og befolkningen. Der er vi kommet meget tættere på, end vi var tidligere. Men så er der jo også andre politikområder.

Jeg går ud fra, jeg håber, og jeg tillader mig egentlig også at lægge til grund, at den grønne tale, jeg holder i dag, ligger meget, meget tættere på Det Radikale Venstre end en påstået ny grøn profil hos en regering, der har gjort alt det modsatte de første 3 år af sin regeringstid.

Tak. Så er det hr. Jacob Mark. Værsgo.

I SF er vi lidt bekymrede over, at vi kan se, at der er flere børn og unge i det her land, der ikke har det godt. Vi kan se, at der er flere børn og unge i daginstitutionerne, i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne, der mistrives, og det er jo en stor debat, hvad vi gør ved det. Men noget af det, som vi i hvert fald ved presser børnene helt nede i vuggestue- og børnehavealderen, er, hvis de ikke kan få den omsorg, de har brug for. Det ved man simpelt hen presser børnene, hvis de ikke kan få den tid sammen med pædagogen, som de gerne vil have.

Der er lavet en undersøgelse af BUPL, som viser, at tre ud af fire pædagoger i gennemsnit står alene med 17 børn i løbet af en dag i ca. 56 minutter – 17 børn til én pædagog. Det har i hvert fald fået SF til at tænke, at vi er nødt til at indføre minimumsnormeringer, sikre, at der er pædagoger nok ude i landets daginstitutioner, så vores børn kan få den omsorg, som de har brug for. Hvad tænker Socialdemokratiet om det forslag?

Ordføreren.

Jeg tænker grundlæggende, at det er et utrolig sympatisk forslag, og jeg er en til en enig i det, spørgeren rejser her. Hvis ikke der er rum, faglighed og økonomi til relationsarbejdet voksen og barn imellem, er meget af alt det andet, vi taler om, en saga blot. Og det er præcis i barnets første år, at hele grundlaget for resten af dets liv i virkeligheden bliver lagt. Mange pædagoger løber for stærkt, og det har konsekvenser for børnene; det har konsekvenser for lydniveauet, det har konsekvenser for stressniveauet. Det har selvfølgelig også konsekvenser for børnenes afledte evne til at lære at koncentrere sig – tingene hænger sammen.

Så er spørgsmålet: Hvad for et virkemiddel tror vi så mest på? Er det minimumsnormeringer, som er noget, vi har diskuteret igennem mange år, eller er det grundlæggende at søge danskernes opbakning til at føre en økonomisk politik, hvor der er råd til at føre vores velfærdssamfund på en måde, så man i den enkelte kommune kan prioritere daginstitutioner? Og der hælder jeg til den sidste model.

Spørgeren.

Jeg er sådan set glad for, at vi deler erkendelsen af, at det er vigtigt, at der er pædagoger nok til børnene i daginstitutionerne. Men jeg tror ikke, det er nok bare at overlade det til økonomien og så håbe på forbedringer. For hvis man kigger på statistikkerne, kan man se, at der er blevet færre voksne til børnene over de sidste 30 år, og det er ikke bare i én kommune, det er i gennemsnit sådan i hele det danske land, at der simpelt hen er blevet færre voksne til børnene.

I folkeskolen har man jo et klasseloft. Det formoder jeg at Socialdemokratiet er enig i, og det har man jo, fordi man siger, at der simpelt hen er en grænse for, hvor mange elever der skal være til én lærer. Hvorfor kunne det så ikke give mening med en minimumsnormering, der på samme måde siger, at der simpelt hen er en grænse for, hvor mange børn der skal være til én pædagog, hvis man skal kunne nå hele vejen rundt?

Ordføreren.

Jamen igen vil jeg sige, at jeg synes, at spørgerens ord giver god mening, og jeg afviser ikke noget på forhånd. Jeg må samtidig sige, at vi jo i Socialdemokratiet går i rigtig, rigtig store overvejelser om, hvordan vi begynder at blande os lidt mindre fra Christiansborgs side i al detailledelse og -styring ude i den offentlige sektor. Altså, når man ser på den offentlige sektor i dag, er den jo styret på en måde, som snart ikke er helt begribelig, med et enormt bureaukrati og med utrolig mange lovfæstede krav og oven i det krav fæstet i den enkelte kommune. Og derfor leder jeg mere efter nogle metoder, hvor vi med den førte politik kan sikre, både indholdsmæssigt, men i særdeleshed økonomisk, at rammerne er til stede. Nu fik vi i Socialdemokratiet et ualmindelig godt kommunalvalg i november måned, og jeg vil garantere her fra talerstolen, at der ikke er en eneste af vores borgmestre – og der kom rigtig mange flere socialdemokratiske borgmestre ved valget – der har lyst til at skære ned på børneområdet, tværtimod. Og derfor tror jeg mere, det handler om, at der begynder at blive ført en politik her i huset – og det kniber med den her regering – der sikrer, at der er penge nok til velfærden.

Tak. Så er det hr. Rasmus Jarlov. Værsgo.

Tak for en god tale. Det er utrolig glædeligt, at Socialdemokratiet har fået en strammere udlændingepolitik, så vi ikke kommer til at tage imod lige så mange indvandrere, som bliver en byrde for det danske samfund både økonomisk og i forhold til ulighed, sociale problemer osv. Vi er også hos De Konservative rigtig glade for, at der har været det kursskifte.

I den anden ende af skalaen har vi i forhold til indvandring af kvalificeret arbejdskraft et håb om, at vi måske kunne lokke Socialdemokratiet med på at åbne op for, at der kommer noget mere af den højt kvalificerede arbejdskraft, som Danmark har så meget brug for. Vi har rekordhøj beskæftigelse i øjeblikket, og alle lige fra vismændene til virksomhederne siger, at vi har behov for mere arbejdskraft.

Det her med at tage højt kvalificeret arbejdskraft ind er jo ikke noget, der ligger statskassen til last på nogen som helst måde. Vi har omkring 6.000 mennesker på beløbsgrænsen, og ifølge Finansministeriet giver de et overskud til samfundet på ca. 1 mia. kr. om året, så det er altså en kæmpegevinst for dansk økonomi. Derfor har det jo ærgret os lidt, at Socialdemokratiet har været med til at sætte beløbsgrænsen op, så vi i mindre grad får den her store gevinst fra kvalificeret arbejdskraft. Er der nogen mulighed for en bevægelse hos Socialdemokratiet på det område, så vi kunne åbne lidt mere op i en tid, hvor vi er ved at have meget, meget lav arbejdsløshed, og hvor vi virkelig har behov for større bidrag fra udlandet?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet, som jeg faktisk opfatter som værende stillet med de allerbedste intentioner om at sikre, at den vækst, der heldigvis er ved at være godt i gang i dansk økonomi, kan få lov til at fortsætte. Og ja, vi vil komme til at se områder – og vi gør det faktisk allerede nu – hvor der mangler kvalificeret arbejdskraft. Spørgsmålet er så, hvad det bedste svar på det er.

Jeg vil jeg bare lige få en enkelt ting på plads inden den videre diskussion. Hvis du er en almindelig, velfungerende dansk virksomhed – og dem har vi jo rigtig mange af – og har behov for højt specialiseret arbejdskraft, så har du rigtig gode muligheder for at tiltrække den arbejdskraft i dag. Der er en fast track-ordning, som jeg i øvrigt selv indførte, da jeg var beskæftigelsesminister, der er en beløbsordning og forskellige andre ordninger, du kan benytte dig af.

Det, vi bl.a. sammen med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti siger, er, at vi ikke vil være med til at importere arbejdskraft udefra, som undergraver det danske arbejdsmarked. Og der, hvor jeg for alvor har min bekymring, er jo, hvis beløbsgrænsen ryger så langt ned, at den kommer til at omfatte helt almindeligt faglærte, fordi jeg også har det sådan som socialdemokrat, at det må være muligt i vores samfund at uddanne vores egne til at bestride de job, der er. Vi har rigtig mange ufaglærte danskere, som aldrig har fået en uddannelse. Hvis ikke vi sørger for, at de får en uddannelse, risikerer vi, at de ryger ud af arbejdsmarkedet, og jeg vil hellere bruge tid på og investere penge i dem end bare at gentage noget, vi har gjort tidligere.

Spørgeren.

Tak for svaret. Der er jo ikke ligefrem tale om social dumping med en beløbsgrænse som den, vi havde tidligere, på 375.000 kr. Det er jo over 30.000 kr. om måneden, hvilket er en ret høj løn, så det er jo ikke sådan, at man går ind og undergraver, og at lavtlønnede får frataget deres job med den ordning. Og antallet er jo altså ret begrænset – det er omkring 6.000, vi i øjeblikket har på den ordning.

Jeg tænker lidt, at hvis man ikke nu, i en situation, hvor vi har en rekordhøj beskæftigelse, og hvor der ifølge den seneste økonomiske redegørelse er udsigt til, at der bliver endnu højere beskæftigelse her i de kommende år, kan åbne lidt op for det, så vil man jo aldrig gøre det. Det ærgrer mig lidt, hvis Socialdemokratiet kategorisk kan sige, at de ikke kan bruge det redskab, som er så stor en gevinst for dansk økonomi, og som helt entydigt gavner alt det, som Socialdemokratiet vil med hensyn til velfærd og et rigere Danmark.

Ordføreren.

Jeg vil bare sådan for almindelig folkeoplysnings skyld berette om, at hver gang vi har forhandlet de her ordninger, var der, også da der var lavkonjunktur og arbejdsløshed, et stærkt ønske fra nogle af Folketingets partier om at udvide antallet af udenlandske arbejdstagere i Danmark. Så det er ikke kun en konjunkturdiskussion – jeg hørte det også, dengang vi havde høj arbejdsløshed herhjemme.

Så skal man altså huske på, at det, spørgeren og andre – også statsministeren, kan jeg forstå – beder om, jo er udenlandsk arbejdskraft fra tredjelande. Der er et helt åbent europæisk arbejdsmarked. Vi har vel, hvis jeg husker ret, omkring 20 millioner arbejdsløse europæere, og jeg tror, det er omkring en femtedel af dem, der har en videregående uddannelse af en eller anden art. Især i Sydeuropa er arbejdsløsheden stadig væk høj.

Jeg tænker, også belært af mange års erfaringer med integrationspolitikken i Danmark, at det er lettere at rekruttere arbejdskraft fra de sydeuropæiske lande til det danske arbejdsmarked, end det er at blive ved med at søge til Indien og Bangladesh – for det er tredjelande, vi taler om. På det europæiske arbejdsmarked kan man vandre frit, og vi kan så i øvrigt diskutere, om alt det, der foregår omkring arbejdskraftens fri bevægelighed, er klogt, men det er jo anden diskussion.

Tak. Den næste er fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for talen. Som ordføreren selv var inde på, er der jo valg om et års tid. I 2015 gik Inuit Ataqatigiit til valg på at være Grønlands frie stemme her i Folketinget. Vi vil gerne samarbejde bredt og på tværs af alle Folketingets partier. Nu kan det jo være sådan, at ordføreren ender med at blive statsminister efter et valg, og derfor vil jeg gerne sådan helt åbent og nysgerrigt spørge ind til Socialdemokratiets holdning til rigsfællesskabets fremtid. Hvordan vil ordføreren være med til at forny og videreudvikle rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Først og fremmest tak for spørgsmålet og tillykke med en veloverstået valgkamp i det grønlandske. Jeg holder utrolig meget af rigsfællesskabet, og det er det, der er vores udgangspunkt, når spørgeren spørger ind til vores holdning til rigsfællesskabet. Men jeg må også sige, at det jo er et rigsfællesskab, som ikke er skrevet i granit, og som heller ikke skal være det. Det er et foranderligt fællesskab, og det er præcis et fællesskab, synes jeg, mellem tre ligeværdige parter. Det er min tilgang til det her spørgsmål. Og det er tre ligeværdige parter, som kan have forskellige interesser, og som kan se forskelligt på rigsfællesskabet. Det skal rigsfællesskabet kunne håndtere og rumme.

Jeg lytter meget til ikke mindst diskussionen i det grønlandske samfund om, hvordan mange grønlændere ser landets egen fremtid, og har meget, meget stor forståelse for et yderligere ønske om at være sig selv. Det er jeg meget villig til at diskutere, men det er i den rækkefølge, at vores udgangspunkt er rigsfællesskabet, som vi kender det, og som vi holder af det, og så skal det selvfølgelig kunne rumme, at vi kan se forskelligt på det og tage diskussionen med det afsæt.

Spørgeren.

Mange tak for de kommentarer. Det er jo sådan, at jeg ved, at ordføreren også tidligere har udtalt sig i en bog, Martin Breums bog om det her med rigsfællesskabet. Jeg synes, det er vigtigt, at vi også bruger noget tid på at forny rigsfællesskabet og videreudvikle det for at kunne bevare det.

Inuit Ataqatigiit ønsker selvstændighed, men er også realistiske, i forhold til at det kommer til at tage lang tid, før vi når dertil. Derfor synes jeg også, der ligger en stor opgave i hele tiden at forny og være med til at sikre, at vi får nogle positive historier ind i stedet for kun nogle negative historier, som er bundet meget til historien. Så derfor handler det om at se fremad og se, hvordan man kan samarbejde fremadrettet om nogle positive historier. Det håber jeg at Socialdemokratiet vil være med til.

Ordføreren.

Det er endnu de klogeste ord, der er sagt, så jeg kan nøjes med at erklære mig enig.

Næste spørger er hr. Martin Henriksen. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil godt spørge lidt ind til udenlandsk arbejdskraft, som fru Mette Frederiksen også var inde på i et tidligere svar. Der er jo et rekordstort antal udlændinge, som arbejder i Danmark i dag, og jeg kan forstå, at regeringen vil have endnu flere udlændinge til Danmark for at arbejde, og den vil så komme med et udspil, som skal tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft. Mit spørgsmål er så, om Socialdemokratiet vil stå fast på de ting, som Socialdemokratiet har vedtaget sammen med bl.a. Dansk Folkeparti, bl.a. i forhold til greencardordningen og i forhold til beløbsordningen.

Ordføreren.

Det korte svar er ja. Og så synes jeg, vi skal dvæle en lille smule ved dette øjeblik i dagens debat, for det må være lidt ærgerligt for Venstres tropper, som jeg kan høre virkelig har sat alt ind i dag på at gøre uenigheden i rød blok på udlændingeområdet, som er velkendt for alle, til det store problem. Og hvor ender vi så nu? Der er ikke gået ret lang tid – halvanden time – og så har vi uenigheden i blå blok på udlændingeområdet for fuld udblæsning. Så står det nok nogenlunde lige, ikke?

De ønsker, Dansk Folkeparti har, hvad angår udenlandsk arbejdskraft, kræver et samarbejde med Socialdemokratiet, for der er stærke kræfter i blå blok, som ønsker at åbne mere op for det danske arbejdsmarked, end hvad klogt er. Derfor er jeg glad for samarbejdet her. For selvfølgelig skal det være muligt for Novo Nordisk, det skal være muligt for LEO Pharma, det skal være muligt for LEGO at hive højt specialiseret arbejdskraft ind til Danmark, men det skal foregå kontrolleret. Greencardordningen er ikke en god ordning. Den blev de facto en import af arbejdskraft, hvor mange endte med at lave ufaglært arbejde i Danmark fra tredjelande, og det har vi altså ikke behov for på det danske arbejdsmarked.

Så det korte svar var ja. Det længere svar var for at understrege, at uenighederne også er i blå blok, må man sige.

Spørgeren.

Det tror jeg de fleste har opdaget, uden at fru Mette Frederiksen nævner det. Men det går jo nok.

Tak for svaret. Jeg kvitterer. Det synes jeg, nok ikke overraskende, er et rigtig godt svar, for jeg synes, det er nogle meget fornuftige tiltag, som vi har lavet i fællesskab over for udenlandsk arbejdskraft.

Jeg kunne godt tænke mig at spørge videre den vej. Vi har beløbsordning, og vi har forskellige andre ordninger. Vil fru Mette Frederiksen og Socialdemokratiet være med på en ordning, som lægger et ekstra lag ind over det og gør, at virksomhederne kan lov til at hente arbejdskraften på de forskellige ordninger, der nu er, hvis de kan dokumentere, at de har forsøgt at finde arbejdskraften i Danmark først? Hvis virksomhederne f.eks. ønsker at hente en udenlandsk medarbejder ind på beløbsordningen, skal virksomheden dokumentere, at de rent faktisk har søgt efter arbejdskraften iblandt personer, som har en lovlig opholdstilladelse i Danmark. På den måde sikrer man, at den udenlandske arbejdskraft, der kommer, eksempelvis på beløbsordningen, kun er arbejdskraft, som vi rent faktisk har brug for.

Ordføreren.

Først en kommentar af lidt mere principiel karakter: Jeg tror, jeg efterhånden er nået dertil, at jeg synes, vi lovgiver for meget i Folketinget og med for stor en hast. Resten af samfundet har svært ved at følge med i de enormt mange ændringer, vi hele tiden foretager herinde. Vi har netop foretaget en ændring af beløbsordningen. Den synes jeg skal have lov til at arbejde.

Og så vil jeg måske bare lige tilføje en enkelt ting: Jeg ved fra samtaler med mange af de danske virksomheder, der i dag er blevet globale, altså har underafdelinger og produktioner i andre lande, at det er vigtigt for dem, eksempelvis ISS og andre, at de kan tage en medarbejder fra et andet land til hovedkontoret i Danmark for også at oplære vedkommende i den danske tradition, der er omkring virksomheden. Det er jeg bange for at man vil forhindre med lige præcis den der ændring. Men lad os holde fast i de forandringer, vi allerede har skabt. Jeg tror, de er gode.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tusind tak for det. Jeg vil gerne fortsætte den lange række af folk, der har rost fru Mette Frederiksens tale. Jeg vil gå så langt som til at sige, at det er den næstbedste tale, jeg har hørt fra Folketingets talerstol i dag. Det er dog noget.

Jeg synes også, det er rigtig fint, at man har fået lavet et forslag til vedtagelse, og at der er indtil flere partier, der er med. Man mangler godt nok Alternativet og Radikale Venstre, men nu er der kun et år til valget, så det kan jo nås endnu. Jeg kan forstå, at fru Mette Frederiksen simpelt hen ikke ved, hvem Alternativet er, for vi har flere gange hørt hende sige: Hvad er Alternativet? Der kan jeg så sige, at det jo er et politisk parti, der sidder dernede. Men Det Radikale Venstre er jeg helt sikker på at fru Mette Frederiksen kender, for dem har man nemlig tidligere været i regering med, og man ved også, hvordan de ligesom plejer at få en hel del at skulle have sagt, ganske ofte mere, end deres antal mandater tilsiger. Er det virkelig rigtigt, at Socialdemokratiet denne gang er lykkedes med at få Det Radikale Venstre helt med på, at de overhovedet ikke får noget at skulle have sagt i udlændingepolitikken, hvis fru Mette Frederiksen skulle blive statsminister?

Ordføreren.

Jeg tror, at De Radikale står lige præcis der, hvor De Radikale står, og det må De Radikale jo selv redegøre for. Men det er jo en interessant diskussion. For I kunne jo ikke blive enige i blå blok om skattepolitikken. Selv om Anders Samuelsen kravlede op i træer og fik stiger til hjælp og blev deroppe i utrolig lang tid, var det jo ikke sådan, at I blev enige om topskatten. For der var Dansk Folkeparti mere enige med os. Og nej, selvfølgelig skal der ikke gives kæmpestore topskattelettelser, når vi har et velfærdssamfund, der har behov for flere midler. Jeg tror, vi er oppe på nu, at det er cirka hver fjerde kræftpatient, der ikke får sin behandling til tiden. Hvad er det egentlig for en prioritering at blive ved med at tale om skattelettelser – statsministeren gjorde det også i dag – når vi har kræftpatienter i Danmark, der ikke får deres behandling til tiden? Var det ikke klogere, var det ikke bedre, var det ikke mere retfærdigt at bruge de penge på sundhedsområdet?

I kunne jo ikke blive enige om lejerne – ikke lejrene, det er heller ikke sikkert, I kan blive enige om det, men heller ikke om lejerne. Venstre, Liberal Alliance, De Konservative mente: Vi kan sagtens tage 13 mia. kr. fra Landsbyggefonden og landets lejere. Heldigvis sagde Dansk Folkeparti nej. Her var Dansk Folkeparti mere enige med os. I kan ikke blive enige om udenlandsk arbejdskraft. Der er uenigheder i blå blok, der er uenigheder i rød blok. Jeg tror, vi skal vænne os til det, venner.

Jeg synes ellers, jeg fylder godt i landskabet. Men når jeg rejser mig op, er det, fordi tiden er gået. Jeg vil nemlig ikke gerne forstyrre jer – jeg vil bare gerne signalere, at her er tidsrammen.

Spørgeren.

Det synes jeg var et rigtig, rigtig flot svar. Altså, øv bøv, I kan selv være uenige. Det siger jo meget.

Men jeg skal så forstå, at vi kan forvente træklatring i udlændingepolitikken osv., efter at fru Mette Frederiksen måtte blive statsminister. Det var sådan, jeg måtte forstå det svar eller forsøg på et svar, som jeg fik.

Ordføreren.

Jeg kan ikke redegøre for, hvad andre partier gør. Jeg kan redegøre for, hvad Socialdemokratiet gør. Og ja, vi har flyttet os på udlændingeområdet, og det er godt. Det er godt for Danmark. Jeg er faktisk meget enig i hr. Rasmus Jarlovs ord. For det er uholdbart at vedblive med at tage så mange mennesker til Danmark, at vi ikke kan integrere dem, der kommer her. Derfor er jeg faktisk ikke helt enig i det, statsministeren fik sagt før, om, at Danmark skal være åben for alle, der vil. For vi ønsker jo faktisk et loft over, hvor mange med ikkevestlig baggrund der kommer til Danmark. For for os er det ikke kun et spørgsmål om arbejdsmarked og uddannelse. For os er det også et spørgsmål om demokratiske værdier, sammenhængskraften, sproget, vores evne til at drive et samfund. Måske er spørgsmålet – nu rejser formanden sig op, så nu skal jeg stoppe – om der også er nogle muligheder i, at blokpolitikken er i opløsning, for jeg tror, det er det, vi kommer til at se og allerede har set.

Tusind tak til fru Mette Frederiksen for dagens indsats indtil nu. Og hjertelig velkommen til hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Tak for ordet. Og tak til statsministeren for talen her til morgen. Det er jo rigtigt, at det er en af de bedste, der er blevet holdt indtil nu i dag, det er fuldstændig godt set. Når jeg kigger tilbage på det folketingsår, som vi jo har afslutningsdebatten om, og lige skruer tiden tilbage til december måned, må jeg nok erkende, at vi havde noget af et lavpunkt. Vi kan lige så godt få det frem og få talt ud om tingene. Vi havde noget af et lavpunkt i forbindelse med vedtagelsen af finansloven, for regeringen kunne ikke rigtig blive enig med sig selv, om den skulle stemme for, men det lykkedes til sidst at få et flertal for finansloven for i år, og det er vi glade for, fordi finansloven for 2018 indeholder rigtig mange gode ting.

Omvendt, når jeg kigger på folketingsåret, der er gået, synes jeg, at der var et højdepunkt i sidste uge. Kronprinsen fyldte 50 år, og Danmark fejrede kronprinsen, og når jeg nævner det som et højdepunkt i folketingsåret, der er gået, er det jo, fordi det vidner om et fællesskab og en samhørighed i Danmark, som er vigtig. Hvis vi skal have et stærkt land også fremover, kræver det, at vi har nogle stærke symboler, vi kan stå sammen om. Der er kongehuset en meget, meget vigtigt institution, og fejringen af kronprinsen i den forgangne uge har vist, at danskerne bakker op, uanset om det er ved løb eller det er på Slotspladsen, hvor man flager og råber hurra, eller det er ved simpelt hen at følge med i fjernsynet eller på anden vis. Så der blev jeg stolt.

Sammenlagt, når man kigger over folketingsåret og tager det hele med, er det jo rigtigt, som statsministeren er inde på, at det går meget godt på mange områder, og jeg fik faktisk tanken, om ikke vi ville få en debat her i dag, hvor venstrefløjen ville glæde sig rigtig meget over de landvindinger, der er skabt. Altså, jeg tænker specielt på, at de partier, der støttede den tidligere regering før valget i 2015 og var kede af, må jeg gå ud fra, at der var minusvækst i kommunerne, eksempelvis færre penge til kernevelfærd, er glade for, at der igen, efter at Dansk Folkeparti er kommet ind i en afgørende central rolle i dansk politik, er vækst i kommunernes økonomi, så de har bedre mulighed for at levere ældrepleje osv., altså den kernevelfærd, som mange herinde jo er optaget af. Vi er gået fra minusvækst til vækst på ældreområdet, på sundhedsområdet, og der kommer flere politibetjente. Alt sammen er det ting, der er vigtige for os i Dansk Folkeparti.

Det 2 pct.s årlige sparekrav på sygehusene er søreme kommet væk nu. Det var ikke væk før 2015, det er nu kommet væk her i 2018. Det er nødvendigt, for de dygtige medarbejdere, vi har på vores sygehuse, fortjener anerkendelse og respekt, og det får de jo bl.a. ved, at vi laver et system, der regulerer deres økonomi på en meget bedre måde end det, man har kendt hidtil.

Så skal vi selvfølgelig videre, og jeg er enig med statsministeren i, at vi skal have lavet en sundhedsreform II. Vi skal kigge på, hvordan vi sikrer, at danskere bliver hjulpet så tæt på deres hjem som overhovedet muligt; hvordan vi sikrer, at sygehusene er et sted, man kommer i ganske kort tid, men at det er forebyggelsen, og det er genoptræningen efter en hospitalsindlæggelse, der jo er det afgørende, og at det finder sted i kommunerne tæt på, hvor borgeren bor.

I de kommende år bliver der nok at gøre og specielt i forhold til ældreområdet. Vi får en situation frem til 2025, hvor der vil være 80.000-100.000 flere ældre på 80 år og derover. Når de bliver så gamle, bliver mange af dem også ramt af demens, og det kræver, at vi har dygtige medarbejdere i vores ældrepleje, der kan håndtere hele den her opgave. Derfor har vi med finansloven jo også afsat midler til at kunne tiltrække flere til ældreplejen og i det hele taget gøre den afdeling af vores velfærdssamfund mere attraktiv for de dygtige unge, som vi får brug for i fremtiden til at hjælpe vores ældre.

Pensionisternes rådighedsbeløb i forhold til modregningsregler og lignende skal vi også kigge på. Det er en øvelse for os til efteråret. Vi har jo med skatteaftalen set på, hvordan det bedre kan betale sig at få folk i arbejde og ud i arbejdslivet, så de fortsætter med at arbejde og ikke får en for stærk modregning, når de så går på pension. Vi synes, der er et hængeparti i forhold til pensionisterne, altså dem, der er blevet pensionister, og dem skal vi huske at komme tilbage til i efteråret og sørge for, at de får forbedret deres vilkår.

Når det går bedre i Danmark, er det jo i høj grad på grund af de stramninger af udlændingepolitikken, som er gennemført de seneste par år. Nu har De Radikale været lidt i fokus her i dag, og det synes jeg jo er ganske udmærket, for De Radikale er jo på mange måder modsætningen til det, Dansk Folkeparti står for, og det, som et stort flertal her i Folketinget jo så har ytret i de seneste år. Da De Radikale svingede taktstokken, f.eks. i 2014, kom der 14.792 asylansøgere til Danmark. Nu er der gået et par år, hvor vi andre i højere grad har fået lov til at svinge taktstokken, og sidste år, som statsministeren nævnte, kom der så 3.500 asylansøgere – det er det laveste antal i 9 år, og der er fortsat et fald i år.

Det er en helt nødvendig udvikling for at sikre Danmark i fremtiden, og det betyder også, at de 45 lempelser, som Det Radikale Venstre, ja, jeg tror endda hr. Morten Østergaard selv benævnte som forbedringer, som De Radikale mente der var i udlændingepolitikken i 2011-2015, som altså var lempelser, så er afløst af næsten 100 stramninger nu.

Jeg vil gerne her fra Folketingets talerstol i dag sige, at når vi når nr. 100, giver vi kage. Der skal ikke være nogen smalle steder. Udlændinge- og integrationsministeren er selvfølgelig også velkommen og også andre af regeringens ministre. Hvis man ikke føler, det er fint at spise kage der, hvor man nu selv er, kan man komme til Dansk Folkeparti og få kage, når vi runder stramning nr. 100. Jeg tror, det sker inden for de kommende dage.

Men vi skal selvfølgelig også videre på udlændingeområdet. Vi skal sikre det paradigmeskifte, vi har diskuteret i løbet af folketingsåret. Paradigmeskiftet går jo i al korthed ud på, at når man kommer til Danmark og udgangspunktet er, at man kommer til Danmark for at være her midlertidigt, indtil man kan vende tilbage til sit hjemland, skal udgangspunktet også være, at man er her midlertidigt. Sådan er det ikke i dag. Hvis man kommer til Danmark og får asyl, er udgangspunktet altovervejende, at så er man her permanent. Det skal vi selvfølgelig have vendt om, så man reelt er her midlertidigt og bliver hjulpet hjem til sit hjemland og er med til at genopbygge det, når muligheden er for det.

Vi skal også have kigget på det med loft over familiesammenføringer. Det er noget, jeg har taget op i forskellige, jeg tror tre, spørgetimer siden januar her i Folketinget over for statsministeren. Tyskland indfører et loft over familiesammenføringer nu med virkning fra den 1. august. De siger 12.000 om året af dem, der er på midlertidigt ophold, under de vilkår, som vi også kender og har en flok af i Danmark – altså, der siger de simpelt hen, at de vil give familiesammenføring til 1.000 af dem om måneden. Hvis vi overfører det til danske forhold, er det sådan en 65-67 om måneden eller lignende, vi så kan have som loft. Men det er klart, at når Tyskland kan lave sådan et loft, er vi fra Dansk Folkepartis side selvfølgelig også interesserede i, at vi får indført sådan et loft her i Danmark. Og vi glæder os over, at statsministeren har lovet drøftelser om, hvordan vi kommer videre ad det spor.

Vi synes jo også, som fru Mette Frederiksen var inde på i sit ordførerindlæg, at det her med at lave centre i Nordafrika, altså at man stopper for muligheden for at søge direkte asyl i Danmark, er en fuldstændig rigtig tanke. Vi anerkender så også, at der selvfølgelig er et stykke vej fra den tanke, til at det rent faktisk er etableret, og har selvfølgelig meget fokus på, hvad vi så gør i den mellemliggende periode. Det her med, at man kan gå igennem seks-syv sikre lande og så pludselig komme til Danmark og så have en rettighed til at søge asyl i Danmark, er i vores øjne en absurditet. Vi forhandler indfødsret, altså statsborgerskab – under hvilke vilkår man kan få det – og jeg vil gerne sige i den forbindelse, at noget af det, der er vigtigt for Dansk Folkeparti, er, at vi får set på indførelsen af en karensperiode.

Regeringen er inde på, at der er nogle kriminelle gerninger, som, hvis man begår dem, forud for at man søger statsborgerskab, kan gøre, at man aldrig vil kunne få statsborgerskab. Det er selvfølgelig fuldstændig rigtig set, at man går den vej. På tilsvarende vis vil vi gerne have en situation, hvorefter man, hvis man så får statsborgerskabet, så er det betinget af, at man ikke i en efterfølgende periode begår de samme kriminelle gerninger. Så skal man have frataget statsborgerskabet igen, eksempelvis i op til 10 år efter man har fået statsborgerskabet. Det vil vi meget gerne have drøftet videre med regeringen og andre partier, der er interesserede i netop det, og finde ud af, hvordan vi juridisk kan få det sat sammen.

Jeg skal lige sige, at statsministeren jo har grund til glæde i dag. Jeg tænker selvfølgelig på, at Altinget i forgårs bragte en artikel om, at statsministerens chance for genvalg nu er større end tidligere. Det er godt nok paradoksalt, fordi regeringen ikke er kommet igennem hele sin politik, fordi Dansk Folkeparti og andre partier har sagt nej til pensionsreform, topskattelettelser, flere penge fra den almene sektor. Men jeg tænkte bare, at det jo måtte gøre statsministeren glad, at han på den måde er blevet hjulpet af Dansk Folkeparti. Så når kommentatorer og andre spørger, om Dansk Folkeparti egentlig er et rigtig støtteparti for regeringen, om vi nu er der for at hjælpe regeringen, så må svaret efter Altingets artikel jo være: Så absolut, vi er statsministerens bedste ven.

Så mit råd til statsministeren er selvfølgelig, at han så også i fremtiden lytter til Dansk Folkeparti. Så skal det nok gå statsministeren godt, både når det handler om en ordentlig velfærdspolitik, når det handler om en stram udlændingepolitik, men også når det handler om EU, hr. statsminister, hvor Venstre jo ser ud til at have genfundet den tidligere formands EU-sokker. Vi har brug for en kritisk sans over for EU, og der vil jeg bare sige, at det synes jeg egentlig også den sidste udvikling i Italien viser. Det er pudsigt, som man kan kritisere Ungarn, Polen og andre lande, hvis de går i en EU-kritisk retning. Hvis Italien er på vej i en EU-kritisk retning, sørger nogen et eller andet sted for, at de får lov til at prøve at vælge om, så de kan finde nogle mere EU-positive politikere.

Det kan vi komme tilbage til. Min tid er gået, og jeg skal bare afslutningsvis læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti:

Forslag til vedtagelse

»Det går økonomisk bedre end længe. Siden folketingsvalget er der truffet en lang række beslutninger, som trækker Danmark i den rigtige retning. Der er skabt omkring 130.000 flere private arbejdspladser, næsten 50.000 færre fuldtidspersoner er på offentlig forsørgelse. Der er positiv udvikling i alle regioner, men der skal fortsat tages initiativer for at sikre et Danmark i balance. Vi er optaget af at sikre et bedre klima og miljø til de kommende generationer. Der er gennemført helt nødvendige stramninger af udlændingepolitikken. Retningen skal fastholdes, så eksempelvis asyltallet holdes på et lavt niveau, herunder ved at sikre, at midlertidigt ophold også er midlertidigt. Folketinget ser frem til de bebudede drøftelser om initiativer i forlængelse af Tysklands loft over familiesammenføringer. Den positive udvikling betyder, at det har været muligt at løfte velfærden markant, bl.a. med flere læger og sygeplejersker i sundhedsvæsenet, et løft af ældreområdet og flere ressourcer til politiet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 71).

Tak for det. Så går vi over til spørgerne, og den første er fru Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.

Tak til ordføreren for talen. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til det her med statsborgerskab, som bliver nævnt. Jeg har det jo sådan, at det at opnå dansk indfødsret, dansk statsborgerskab, er et ualmindelig stort privilegium. Det kan aldrig være en rettighed, men det er noget, man gør sig fortjent til, og jeg ved, at det er noget, mange af dem, der kommer hertil, sætter utrolig højt. Det kan man jo mærke, når man står her på statsborgerskabsdagen. Det er mennesker, der er kommet hertil, som har lært vores sprog, er kommet ind i foreninger og har fået arbejde. Nej, hvor er de stolte og glade over det danske statsborgerskab!

Så er der jo også folk, der får statsborgerskab, som ikke svarer ret pænt tilbage på, at de har fået det statsborgerskab, og som eksempelvis begår kriminalitet, eller som ikke er enige i de grundlæggende demokratiske værdier, hvorpå vores lovgivning står. Derfor tror jeg jo, at den her tanke om en karensperiode eller det, som jeg selv vil kalde et betinget statsborgerskab – altså at man, hvis man lever op til kravene, kan nyde det privilegium at få dansk statsborgerskab, men at man, hvis man eksempelvis er involveret i kriminalitet efterfølgende, også kan miste det igen – vil give et yderligere incitament til at opføre sig ordentligt. Det er altid godt, men jeg synes også, der vil være noget ret og rimeligt deri, og derfor er mit spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl: Er det noget af det, vi kan stå sammen om i de aktuelle forhandlinger, hvad angår statsborgerskab, altså at sikre, at man eksempelvis i forbindelse med kriminalitet skal kunne miste sit statsborgerskab igen?

Ordføreren.

Ja, det kan vi helt bestemt, og jeg håber også, at debatten omkring det her vil vise, at regeringen vil gå meget aktivt ind i den her diskussion. For der er jo netop nu forhandlinger om de her ting, og man kan jo sige, at logikken også har det for sig. Hvis vi siger, at der er nogle ting, der betyder, at man ikke vil kunne få statsborgerskab, altså at man simpelt hen har mistet sin ret til at få tildelt et efterfølgende statsborgerskab, hvis man har begået bestemte former for kriminalitet, hvorfor skal man så kunne begå de samme former for kriminalitet efterfølgende og så beholde sit statsborgerskab?

Så er der en masse juridiske spidsfindigheder osv., men jeg synes jo, det må være muligt, hvis det ved tildelingen af statsborgerskab her i Folketinget står klart, at det er på den betingelse, at man ikke efterfølgende begår nogle af de her forskellige former af kriminalitet, for så mister man det, også efterfølgende at kunne tage et statsborgerskab fra folk igen. Der er ingen tvivl om, at retsfølelsen i befolkningen vil blive øget, hvis man laver sådan noget her. For man synes selvfølgelig, det er et misbrug af muligheden for statsborgerskab – som det jo er en gave at få, som fru Mette Frederiksen rigtigt siger – hvis man i virkeligheden kan træde på Danmark på den måde, at man, når man har fået det, så begynder at begive sig ud i bandekriminalitet eller andre alvorlige former for kriminalitet.

Spørgeren.

Så har jeg bare et spørgsmål om noget helt andet. Jeg synes jo, det er lykkedes – og det vil jeg også gerne kvittere for her – sammen med Dansk Folkeparti på mange afgørende områder at forhindre regeringen i at føre sin egen politik, og det er rigtig godt. For den politik, der lægges frem, er sjældent til gavn for hele Danmark, men ofte kun for nogle få. Vi kan bare tage et eksempel, og jeg ved godt, at jeg ofte bruger kræftområdet. Jeg er selv pårørende – og det er mange danskere jo – og jeg kan simpelt hen ikke forstå, når vi er i en situation, hvor rigtig mange kræftpatienter ikke får deres behandling til tiden, og vi ved, at det kan have alvorlige konsekvenser, at vi så har en regering, der bliver ved med at tale skattelettelser. Altså, var det der ikke naturligt, at vi fortsatte vores udmærkede samarbejde, så vi faktisk kunne sikre, at kræftpatienterne får deres behandling til tiden, i stedet for at vi bliver ved med igen og igen at høre om de skattelettelser, som der jo åbenlyst ikke er råd til, hvis vi skal sørge for et ordentligt velfærdssamfund?

Ordføreren.

Altså, det er fuldstændig afgørende for Dansk Folkeparti, at der er plads i vores økonomi til hele tiden at sikre bl.a. sundhedsområdet. Det er et af de allervigtigste områder i vores velfærdssamfund sammen med ældreområdet, og det er helt afgørende for os, at der er ressourcer til at styrke sundhedsområdet i fremtiden. Det er jo også derfor, vi har været så optaget af det indtil nu, som vi har, bl.a. det her 2-procentssparekrav hen over sygehusene, som gjorde, at de ansatte skulle løbe stadig hurtigere, også på en meget uigennemtænkt måde i mange situationer. Det har vi gjort op med og sagt, at man simpelt hen bliver nødt til at styre sygehusene på en anden måde, der giver mere respekt for de ansatte. Det er jo de ansatte, der leverer den hjælp til bl.a. vores kræftramte, som også er nødvendig for, at de kan tilrettelægge nogle forløb, som er helt præcis efter, hvad de sygdomsramte har behov for. Og det vil vi blive ved med, også i de situationer, hvor regeringen så er lidt ærgerlig over, at der ikke er så mange penge til skattelettelser, som den gerne vil have. Men vi vil fortsætte ad præcis det spor.

Fru Britt Bager.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil egentlig gerne kvittere for hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkepartis samarbejde, især det samarbejde, vi har haft om kontanthjælpsloftet og om integrationsydelsen. Var det ikke op til blå blok, havde vi jo ikke haft et loft over kontanthjælpen, og vi havde ikke haft en integrationsydelse, og jeg antager, at hr. Kristian Thulesen Dahl er enig med mig i, at det bidrager til, at vi får flere ud på arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg høre hr. Kristian Thulesen Dahl, om han deler min bekymring for, at færre kommer ud på arbejdsmarkedet, hvis den røde blok skulle komme til magten igen og rulle det her tilbage.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen har haft en effekt, i forhold til at flere er kommet ud på arbejdsmarkedet. Det har givet nogle et kærkomment skub i retning af arbejdsmarkedet. Så det vil jeg gerne kvittere for, og selvfølgelig er jeg nervøs for nogle af de ting, som er sket i løbet af de seneste år. Altså, vi ved i hvert fald, at der er en række partier herinde, der har været meget modstandere af de ting, og hvis de får magt, som de har agt, vil det jo blive rullet tilbage. Det er jo åbenlyst, og det er så spørgsmålet, om de får magt, som de har agt. Det må vi jo så også diskutere med danskerne frem til et folketingsvalg.

Jeg har så den tilføjelse, at det for mig jo også er vigtigt, at virksomhederne og også den offentlige sektor er åbne over for den del af vores ledige, som i første omgang har haft lidt sværere ved at gå ind og køre hundrede kilometer i timen, og der synes jeg somme tider, at den der diskussion om, at man bare kan løse tingene ved at hente mere udenlandsk arbejdskraft, er lidt betænkelig. For hvis virksomhederne – og vi har også diskuteret det i forhold til praktikpladser og lignende – også skal påtage sig det ansvar at få uddannet de mennesker, som ellers har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, så kræver det somme tider også, at vi lige trykker lidt på virksomhederne. Det er jo den balance, som vi synes der så skal være i det, og som vi jo selvfølgelig også ofte møder forståelse for fra regeringens side.

Spørgeren.

Tak for det svar. Nu vil jeg egentlig lige skifte emne og så tale lidt om det, som vi også har været meget fælles om, nemlig at sikre et Danmark i bedre balance. Det er jo noget, vi i Venstre er utrolig optaget af, og jeg kan høre, at det også er noget, der optager hr. Kristian Thulesen Dahl. Så derfor kunne jeg godt tænke mig at høre: Har ordføreren gjort sig konkrete tanker om, hvordan vi også fremadrettet kan sikre, at Danmark forbliver i bedre balance?

Ordføreren.

Jeg synes, det er en utrolig vigtig dagsorden, og jeg er glad for, at Venstres ordfører kommer ind på det i dag. Der har nok været nogle rundtomkring, der har tænkt, at en hovedstadskommission måske var udtryk for, om man nu havde opgivet tanken om et Danmark i balance, og så synes jeg, det er forfriskende, hvis vi bruger dagen i dag til at få bekræftet hinanden i, at det er en dagsorden, der fortsætter. For os handler det jo både om lige økonomiske muligheder rundtom i landet, altså at man eksempelvis kan levere en offentlig service i alle dele af landet, der er tilfredsstillende. Det kan ikke nytte noget, at man, når man bliver et ældre menneske, skal til at overveje, om man skal skifte kommune for eksempelvis at kunne få en ordentlig ældrepleje, eller at man, hvis man tænker på sine børns skolegang, skal tænke: Hvilken kommune skal jeg bosætte mig i, der har råd til at give en god skolegang? Der skal vi sikre at der er nogle lige muligheder. Så er der selvfølgelig en fortsat diskussion om statslige arbejdspladser, også i forhold til det medieforlig, vi skal indgå: Er der en balance i forhold til den mediedækning, der er i Danmark osv. osv.? Der er masser af områder, som vi logisk kan tage fat på dér.

Hr. Pelle Dragsted.

Her i går aftes meldte regeringen sådan lidt som en tyv om natten ud, at man ville komme med et nyt angreb på vores dagpengesystem og dermed jo på danskernes sociale tryghed. Det skal straffes hårdere, hvis man vælger at forlade sin arbejdsplads, f.eks. fordi der er urimelige vilkår. Selv om man f.eks. har betalt til sin a-kasse i årtier, skal man altså rammes af hårdere sanktioner og stå uden indkomst i længere tid.

Dansk Folkeparti har jo en lidt kedelig historie, når det kommer til forringelser af vores dagpengesystem, og derfor tror jeg måske, at mange danskere godt kan sidde derude og være bekymrede for, om vi skal se en gentagelse med nye forringelser af vores dagpengesystem. Men den bekymring kan ordføreren jo gøre til skamme ved klart at tilkendegive i dag, at Dansk Folkeparti ikke den her gang kommer til at medvirke til nye forringelser af dagpengesystemet.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. I efteråret 2015, altså kort tid efter det sidste folketingsvalg, var vi nogle, der satte os sammen, tog ansvaret og forligede os omkring hele dagpengediskussionen på en måde, der i virkeligheden lige siden har skabt ro omkring dagpengesystemet. Det har vi i Dansk Folkeparti syntes var godt, for dagpengesystemet er jo en del af, som hr. Pelle Dragsted er inde på, det her sikkerhedsnet, der skaber tryghed på arbejdsmarkedet, og er en del af den her berømmede flexicuritymodel i Danmark. Så vi synes, at den ro, der er omkring dagpengesystemet, som vi skabte i efteråret 2015, har været god. Den har vi ingen som helst ønske om skal forstyrres af, at der er nogle, der finder på ideer til, hvordan man så på forskellig vis kan lave om på dagpengesystemet.

Jeg tror også i forhold til det oplæg, der kom fra regeringen i går, at vores ordfører var meget hurtigt ude med en meget klar melding. Han mente helt bestemt, at det måtte være skrevet af nogle, der ikke selv havde stået i den situation, at de måske som ufaglærte pludselig blev ledige. Det kan vi jo tage en diskussion med beskæftigelsesministeren om på et tidspunkt. Men Dansk Folkepartis ordfører var jo meget klar i mælet i går omkring det her. Det synes jeg var helt på sin plads.

Så er det spørgeren.

Tak for det. Det tager jeg som en tilkendegivelse af, at det ikke er noget, Dansk Folkeparti kommer til at lægge stemmer til. Så håber vi det holder stik. Men når vi nu er i gang med at kaste den slags blik ud i fremtiden, kunne jeg godt tænke mig at drøfte arveafgiften. Det er jo et andet spørgsmål, hvor Dansk Folkeparti måske har været lidt vævende i deres udmeldinger. Kan vi få sådan en relativt klar melding i dag: Vil Dansk Folkeparti være med til f.eks. at sænke procenten på arveafgiften, selv om vi jo ved, at vi ved et sådant indgreb for det første vil blive finansieret af penge, som ellers skulle være brugt til velfærd, og at det for det andet har en meget ulighedsskabende profil, da det altså er de meget, meget rige danskere, der vil få den absolut største gevinst ud af et sådant indgreb?

Ordføreren.

Da jeg hørte den der diskussion omkring arveafgiften, lænede jeg mig tilbage i min stol ovre i Provianthuset, og så tænkte jeg: Er det virkelig det store problem, vi har i Danmark, at vi har arveafgiften indrettet, som den er? Og så nåede jeg frem til, at jeg simpelt hen ikke kunne få mig selv til at mene, at det skulle være et kæmpe stort problem, at arveafgiften er indrettet, som den er. Det betyder jo også, at de partier, der mener, at arveafgiften skal sættes ned, mere mener det ud fra en almindelig ideologisk holdning om, at vel alle skatter skal sættes ned. Vores ordfører besvarede det jo fint ved at sige, at det jo altid er sådan, når man snakker om at sænke skatter: Hvor kommer pengene fra, og hvordan er finansieringen? Det er jo klart, at når man så tager finansieringen fra eksempelvis det råderum, der skal bruges på ældrepleje, sygehuse osv., er Dansk Folkeparti vel efterhånden ret kendt for at sige fra og sige, at vi værner om, at der også skal være råd til, at vi har en ordentlig offentlig velfærd – også i fremtiden.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Der var en ting, som bekymrede mig for nogle måneder siden her i Folketingssalen, hvor Dansk Folkeparti havde et beslutningsforslag om at fratage friskoler, som havde over 50 pct. tosprogede, statstilskuddet. I den anledning bad ministeriet Justitsministeriet lave en vurdering af forslaget, og Justitsministeriets vurdering var, at det her beslutningsforslag rejser væsentlige spørgsmål i forhold til grundlovens § 70. Det anførte vi selvfølgelig over for ordføreren, og til det fik vi et svar tilbage om, at det jo er det samme som at sige, at der ikke er nogen problemer med det i forhold til grundloven – at det må man gerne.

Det bekymrer mig, at den tolkning af noget, der siger, at det rejser væsentlige spørgsmål i forhold til grundloven, åbenbart hos Dansk Folkeparti betyder, at det er okay – det skal vi ikke tage notits af. Så jeg har bare brug for at vide, om det er der, Dansk Folkeparti står, når vi får den vurdering fra Justitsministeriet om et hvilket som helst politisk forslag, at det rejser væsentlige spørgsmål i forhold til grundloven. Vil det sige, at DF mener, at det er der så ikke nogen grund til at tage yderligere notits af?

Ordføreren.

Hvad dygtige mennesker kommer til os med, også juristerne i Justitsministeriet, tager vi selvfølgelig dybt alvorligt. Samtidig må jeg også bare blankt erkende, at vi er politikere, og at vi er Folketinget, og at vi sætter loven her i landet. Når vi har en klar politisk holdning til et emne, skal vi selvfølgelig også være parate til at udfordre de jurister, der i givet fald tænder en advarselslampe.

Vi har jo også tidligere set, når der har været juridiske vurderinger af, hvad man kunne i forhold til internationale konventioner – altså ikke alene grundloven, men også internationale konventioner – at det jo over tid har rykket sig, hvad man egentlig mente man kunne. Da vi gik fra 1 til 3 år i forhold til, hvornår man kunne få familiesammenføring til Danmark, var udgangspunktet jo, at det kunne man ikke, og det blev til, at det kunne man nok godt. Højesteret har sagt, at det kunne man godt.

Det vidner vel om, at jura ikke er sådan noget med to streger under. Det er til løbende diskussion. Det er også derfor, at når der er retssager, er der en typisk en repræsentant for begge sider, og så kan de jo stå og duellere på juridisk viden, og så er der nogen, der på et eller andet tidspunkt må skære igennem og sige: Det her er den juridiske vurdering i den her konkrete situation. Sådan ville det også være, hvis der kom et stridsspørgsmål, som domstolene skulle finde ud af. Så ville de jo også ende med at skulle træffe sådan en afgørelse.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg vil bare til enhver tid anfægte, at en politisk holdning skulle trumfe vores grundlov.

Jeg har et andet spørgsmål, jeg gerne vil stille. Nu har vi haft statsministeren oppe at tale om et helt Danmark, ét Danmark. Vi har haft fru Mette Frederiksen oppe at tale om et grønt Danmark. Og så kommer hr. Kristian Thulesen Dahl op og taler lidt om at fejre udlændingestramninger i en dem og os-retorik. I forhold til det grønne, som hr. Kristian Thulesen Dahl jo slet ikke kom ind på i sin tale, vil jeg høre, hvad Dansk Folkepartis visioner egentlig er for den grønne omstilling. Vi står over for et folketingsvalg. Vi ved, at det er et af de vigtige emner, som befolkningen også gerne vil have vi politisk tager stilling til. Så hvor står Dansk Folkeparti i forhold til behovet for, at vi politisk, måske radikalt, snart sætter ind for at styrke den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg skal lige først sige, at jeg ikke sagde, at en politisk holdning trumfer grundloven. Det sagde jeg faktisk ikke. Jeg sagde, at der er forskellige juridiske vurderinger over tid, og at man ikke kan sætte to streger under, hvad en juridisk vurdering nødvendigvis er. Det kan også flytte sig. Jeg troede egentlig, at den nuancering af debatten kunne man godt trænge igennem med i en folketingsdebat, men det var måske for ambitiøst at tro det.

I forhold til den grønne dagsorden: Jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, at Danmark er et land, der i stigende grad baserer sig på vedvarende energi. Det, vores aktie har været i hele den her debat, har været at sikre, at det sker nogenlunde i pagt med, at vi også ser andre lande gøre det – også fordi der selvfølgelig er en diskussion omkring omkostningerne. Det er jo præcis den diskussion, vi nu har i forbindelse med de forhandlinger, der er netop nu.

Vi synes, det er fint, at der kommer mere strøm fra f.eks. vindmøllesiden. Vi ser bare, at det i højere grad end nu skal være offshore, altså på havet, hvor det ikke generer danskerne, i stedet for at man bliver ved med at sætte de her meget, meget store industrivirksomheder, som en vindmølle jo er, op i folks baghaver og dermed generer folk. Så vi er helt med på den her dagsorden. Vi går aktivt ind i den, også i de forhandlinger, der finder sted nu, men vi har på den måde nogle mærkesager, som vi forsøger at forfægte.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, og det kan godt være, at der skal være plads til et smil på læben og sådan noget, men jeg har det på en eller anden måde alligevel lidt svært ved det der med, at der så skal spises kage, fordi man har talt et antal lovforslag, som i sidste ende handler om mennesker, som er i ulykke, på flugt fra humanitære katastrofer. For mig hænger det ikke rigtig sammen, men det er nok, som hr. Kristian Thulesen Dahl siger, en del af forskellen, at vi fejrer ikke andre menneskers ulykke. Sådan kan vi være forskellige.

Det, jeg måske synes er mere vigtigt at få afklaret her, er i forhold til europapolitikken, for Dansk Folkeparti har jo tidligere sagt eller lovet, at man vil sikre danskerne en afstemning om en tilknytning til EU, der svarer til den, som Storbritannien måtte forhandle sig frem til på et tidspunkt. Jeg oplever det sådan ... [Lydudfald] ... en sådan afstemning og hvornår omtrent?

Ordføreren.

Når vi er klar til at feje stramninger af udlændingepolitikken, er det, fordi vi synes, at det er nødvendige stramninger for at bevare det Danmark, vi holder af. Så det er simpelt hen et spørgsmål om, at hvis vi vil bevare vores fædreland og vi gerne vil have, at de værdier, som vi har fået lov til har været en del af vores opvækst, også er der for de kommende generationer, er det nødvendigt at passe på Danmark. Det kræver stramninger på udlændingeområdet, og jeg forstår godt, at hr. Morten Østergaard har svært ved at forstå det, for de der 45 lempelser i sidste valgperiode, som De Radikale stod fadder til, var jo forbedringer i hr. Morten Østergaards øjne. Der er jo lagt lidt ud for, hvad hr. Morten Østergaard vil kæmpe for i de kommende år, og sådan er det; sådan er de politiske holdninger forskellige.

Med hensyn til EU synes vi, at det er helt oplagt, når briterne har forhandlet deres aftale på plads omkring Brexit, at det vil være på sin plads, at danskerne får lejlighed til at blive spurgt om, i hvilken retning deres politikere, altså vi, skal arbejde, for det kunne for første gang give os muligheden for at få en folkeafstemning. Og statsministeren har i virkeligheden selv sagt, at vi skal have en europadebat – og det vil vi rigtig gerne – og få en debat om, i hvilken retning vi skal arbejde, i stedet for at det altid bliver en defensivt orienteret folkeafstemning, der handler om, at et flertal herinde vil have fjernet et forbehold, og så handler det om, om vi kan få fastholdt, at EU ikke skal bestemme mere. Tænk, hvis danskerne pludselig kunne få en diskussion om, hvilken retning det skal være, på baggrund af en aftale, som briterne har opnået med EU. Det kunne da være forfriskende. Det burde hr. Morten Østergaard da glæde sig over.

Spørgeren.

Når jeg spørger, er det, fordi Dansk Folkeparti jo var meget skuffede over statsministerens tale til Europadagen og den efterfølgende udtalelse fra forsvarsministeren. Jeg tror, at hr. Søren Espersen skiftede mellem at være massivt skuffet og være kæmpe skuffet, som var de udtryk, der kom frem. Men så blev hr. Søren Espersen spurgt om, om det havde nogen betydning for Dansk Folkepartis drømme om at kunne være i regering med Venstre efter et valg, at man har et noget andet synspunkt på EU og jo faktisk ønsker, at Danmark skal meldes ud og have en anden tilknytning til EU. Så siger hr. Søren Espersen: Nej, nej, fordi det fastlægges i Europaudvalget, og der må man jo bøje sig for det flertal, der er.

Så jeg skal bare forstå det, for det er sådan lidt et paradeforslag med sådan en afstemning. Det er ikke noget, man sådan rigtig mener, det er noget, man synes, men Dansk Folkeparti kan sagtens sidde i en regering og føre den europapolitik, som et flertal i Folketinget ønsker.

Ordføreren.

Nu står jeg ikke her ved en afslutningsdebat for et folketingsår og forhandler regeringsgrundlag. Det er noget, man tager efter et valg og kun, hvis vælgerne giver opbakning til, at man er i en situation, hvor det er relevant. Det er den ene ting af det.

Den anden ting er, at når vi er skuffede over forsvarsministerens og regeringens linje i forhold til EU-forbehold, handler det selvfølgelig om, at vi synes, at det altid er et spørgsmål om, at når der er gået lidt tid efter en EU-afstemning, en folkeafstemning om et forbehold, prøver man lige igen, og det kommer altid til at handle om, at man skal have et forbehold fjernet, så EU kan bestemme noget mere. Det er jo altid den her destruktive måde at forholde sig på, hvor befolkningen altid føler, at man kommer snigende, og nu skal man lige prøve at få det næste hug. Det har man forsøgt med euroen, det har man forsøgt med det retlige forbehold, og nu er der diskussioner om, at man vil forsøge sig med forsvarsforbeholdet. Jeg synes ikke, at det er en måde at drive EU-politikken videre på i et land, hvor man ved, at der er en stor del af danskerne, der er dybt skeptiske over for at tildele EU mere magt.

Hr. Jacob Mark.

Tak. Jeg deler sådan set hr. Kristian Thulesen Dahls synspunkt, med hensyn til at der er brug for stærke danske institutioner, og det kan være mange ting. En af de institutioner, vi har i Danmark, som jeg synes er stærk, er TV 2. TV 2 laver rigtig god public service, TV 2 er danskernes foretrukne kanal, TV 2 er en af de kanaler, der laver mest dansksproget tv, TV 2 når ud til hele Danmark i sit samarbejde med TV 2-regionerne, og derudover er TV 2 også en rigtig god forretning – synes jeg – for sådan nogle som os, fordi vi ikke betaler til TV 2, men til gengæld leverer de rigtig meget public service ud til danskerne hver evig eneste dag.

Regeringen vil jo gerne sælge TV 2, engang ville de sælge det hele, og nu vil de sælge noget af det, og det er jeg bekymret for, fordi jeg er bange for, at et salg vil betyde, at TV 2, som er danskernes foretrukne kanal, lige pludselig vil ryge på udenlandske hænder. Jeg har haft meget svært ved at lure, hvad Dansk Folkepartis position er i det spørgsmål. Engang var man for et salg. Hvad mener man om det i dag?

Ordføreren.

Jeg deler mange af de ting, som bliver nævnt her, som altså er positive ting om TV 2. Jeg tror også, at vi som land har gavn af, at vi har to store tv-stationer, som kan levere public service på nyhedssiden til danskerne. Så jeg hører bestemt til dem, der er tilhænger af, at TV 2 har en stærk position også fremover, også med hovedsæde i Odense, så det hele ikke nødvendigvis skal ligge i København. Vi er jo ikke sprunget ud og har sagt, at nu er det bare om at få solgt TV 2. Vi behandler det i de forhandlinger, der er, med den skepsis, der skal til, både i forhold til om det er godt at få en strategisk partner ind på kort sigt i forhold til at få udviklet TV 2 i fremtiden, men også i forhold til om der skal ligge nogen forpligtelse efterfølgende til, at TV 2 ryger på helt private hænder, som jo i givet fald ville kunne betyde, i den verden vi lever i, at det kan være folk udefra med andre hensigter i forhold til medievirksomhed, der så i givet fald ender som køber. Så de bekymringer, der bliver rejst her, har vi jo også, og dem bærer vi ind i forhandlingslokalet i den diskussion, der finder sted netop nu.

Spørgeren.

Det er jeg glad for. Grunden til, at jeg spørger, er jo, at Dansk Folkeparti engang har været for et salg af TV 2, det kan man simpelt hen læse. Der er faktisk en del partier, SF, Socialdemokratiet og flere andre partier på venstrefløjen, som har sagt, at det her synes vi er en dårlig idé af de årsager, jeg lige har listet op. Jeg ved jo, at hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti ikke har noget imod at trække tæppet væk under de planer, som regeringen fremlægger, som Dansk Folkeparti synes er dårlige. Så når vi nu – det lyder i hvert fald sådan – er enige om, at det er en rigtig dårlig idé at sælge TV 2, hvorfor er det så ikke bare, at hr. Kristian Thulesen Dahl fra talerstolen siger, at det skal vi ikke?

Ordføreren.

Jeg har udtrykt glæden over TV 2. Jeg har udtrykt skepsis over for en vej omkring salg, der kan betyde, at TV 2 ender på nogle hænder, som vi ikke bryder os om osv., og så er der jo forhandlinger. Når der er forhandlinger, der er lige nu, skal man vel et eller andet sted også lade de forhandlinger pågå. Der er jo partier, der deltager, spørgerens eget parti deltager, Socialdemokratiet deltager osv., og der har man jo også mulighed for at ende med at være deltager i et medieforlig og dermed også få indflydelse på ting, som bl.a. fremtiden for TV 2. Jeg håber da meget, at det kan lykkes at nå den situation.

Hr. Anders Johansson fra Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Og tak for en rigtig god tale. Jeg synes også, det er en af de allerbedste taler, der har været holdt i dag, så tak for det. En af de ting, som jeg gerne vil spørge lidt ind til, vedrører erhvervspolitikken. For et område, som vi har haft et rigtig godt samarbejde med Dansk Folkeparti om, er jo erhvervspolitikken, hvor vi bl.a. har lavet den her store erhvervs- og iværksætterpakke, hvor vi har lempet afgifter og skatter for erhvervslivet for 14,7 mia. kr.

En del af den aftale, vi lavede dengang, handlede om afgiftslempelser, bl.a. på de her varer, som er meget følsomme i forhold til grænsehandel. Jeg hørte, at hr. Kristian Thulesen Dahl i sin tale nævnte, at vi skal gøre lidt for pensionisterne her til efteråret, og så tænkte jeg straks, om det måske kunne være en idé at prøve at kigge på nogle flere afgiftslempelser i forhold til nogle af de grænsehandelsvarer, for det gavner jo også dansk erhvervsliv, det gavner pensionisten, som skal betale mindre for varerne nede i det lokale supermarked, osv. osv.

Kunne det i det hele taget være et spor at arbejde ud ad, altså at se på, om vi kunne få gjort noget mere ved de her varer, som er meget følsomme over for grænsehandel, så vi kunne skabe noget mere aktivitet i den danske detailhandel?

Ordføreren.

Det var elegant. Altså, det må jeg komplimentere. At få gjort en diskussion om, hvordan man kan gøre noget for pensionisterne og deres rådighedsbeløb, modregningsregler osv. til en debat om, at vi skal sænke afgifter på grænsehandelsfølsomme varer, fordi dem køber pensionisterne jo også, synes jeg var elegant; det vil jeg godt indrømme.

Jeg vil nok tro, det er godt at tage de diskussioner hver for sig. Når det kommer til bekæmpelse af grænsehandelen, står vi jo fuldstændig ved, at det har vi gjort i fortiden, og det ønsker vi også at have et meget stærkt fokus på i fremtiden. Og det virker, når vi tager nogle varegrupper ud, altså når vi siger, hvad det for nogle varegrupper, der primært trækker grænsehandelen, og så gør noget ved de afgifter. Det har vi kunnet se har haft en positiv effekt, i forhold til hvad der så handles i danske butikker, og det gavner dansk beskæftigelse osv. osv.

Så herfra et tilsagn om, at vi går videre ad den vej og i det gode samarbejde, der er, også med den pakke, der blev lavet med finansloven for 2018 – det var en af de grunde, der også var til, at det var godt, at vi fik den vedtaget der tilbage i december, altså fordi der var nogle gode ting omkring afgifter, som vi var enige om.

Spørgeren.

Jamen tak for det, det vil jeg gerne kvittere for. Det glæder mig, at vi kan prøve at kigge på, hvordan vi kan få lempet nogle af de afgifter. Jeg hørte også, at fru Mette Frederiksen sagde – og det er jo fuldstændig rigtigt – at de her afgifter på helt almindelige fødevarer er noget, der rammer socialt skævt, altså i forhold til det her med, om vi skulle til at have afgifter på kød.

Så det glæder mig i hvert fald, hvis vi kan arbejde videre ud ad et spor, hvor vi kan gøre det billigere at være dansker, altså ved at få lempet nogle af de her punktafgifter, der er på mange helt almindelige fødevarer. Nu har vi jo i hvert fald fået lempet en del, f.eks. nøddeafgiften, afgiften på regntøj, så måske vi skulle prøve at arbejde lidt videre i forhold til nogle af de andre afgifter, som vi har, sådan at vi kan få gjort det billigere at være dansker, men også få fastholdt noget handel i Danmark. Særlig Sønderjylland er jo hårdt ramt i forhold til grænsehandel.

Ordføreren.

Det har været et problem i rigtig mange år, og det vil jo også være et problem i de kommende år, men det der billede af, at så kan vi ikke gøre noget ved det, deler vi ikke. Altså, selvfølgelig kan vi gøre noget ved en kultur, der handler om, at man tror, man sparer en masse penge ved at køre over grænsen og købe ind, for der er jo også en del, der gør det, uden at de sparer det store, hvis nu de tæller alle omkostninger med.

Men det er klart, at jo flere gange vi er inde at kigge på bestemte varegrupper, med hensyn til hvilke der trækker grænsehandelen, og kan fortælle danskerne, at nu kan det i hvert fald ikke betale sig at køre efter den vare, jo mere grænsehandel fjerner vi også.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Jeg var egentlig glad for det svar, som hr. Kristian Thulesen Dahl gav tidligere vedrørende arveafgiften, men jeg har alligevel brug for en bekræftelse, for vi skal jo ikke længere tilbage end til finansloven for 2016, hvor Dansk Folkeparti lagde stemmer til, at man gik ind og lettede arveafgiften, hvad angik familieejede virksomheder. Der røg jo så en milliard kroner, som vi ellers kunne have brugt på velfærd. Derfor har jeg brug for at høre fra Dansk Folkepartis side i forbindelse med det, som Liberal Alliance og De Konservative har lagt frem, om Dansk Folkeparti forestiller sig at lægge stemmer til en yderligere lettelse af arveafgiften, eller om det er et fuldstændig lukket kapitel, for set gennem mine briller er det jo bare topskattelettelser i forklædning.

Ordføreren.

Jeg synes i virkeligheden, at der er en reel forskel på det, vi gjorde dengang, og det, der diskuteres nu. I de her familieejede virksomheder handler det jo også – uanset at man kan have en diskussion om, hvem der så får gavn af det – om, at man bevarer de virksomheder i Danmark og deres interesse i Danmark. Og der er jo en tendens til, at de her familieejede virksomheder faktisk også har bidraget meget til det danske samfund, også i de områder, hvor de er, om det er i Billundområdet, eller det er på Als osv. Det skal man også bare lige huske på.

Den næste diskussion, vi har her om arveafgift, handler så om, om vi skal ændre på de almindelige vilkår for, hvornår man betaler arveafgift. Det er der, hvor jeg også bare kan gentage det, som jeg sagde før, nemlig at når jeg lænede mig tilbage dernede i provianthuset i min kontorstol, så kunne jeg simpelt hen ikke få øje på, at det var et stort problem, at vi har den arveafgift, som vi har i dag. Jeg synes ikke, at der er grund til at ændre på den og bruge provenu på det, for det vil jo i givet fald være et provenu, som vi ellers kan sidde og bruge i en finanslov på at sikre vores pensionister, eller vi kan sikre bedre forhold inden for sundhedsvæsenet osv. Og der vil vi altså prioritere de midler frem for at sænke arveafgiften.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det glæder mig for så vidt, men der er sådan nogle sprækker i det, hvor jeg bliver bekymret for, om hr. hr. Kristian Thulesen Dahl i dag alligevel læner sig lidt for blødt tilbage i stolen ovre i provianthuset. Mener Dansk Folkeparti så, at det kan være sådan, at man får en del af de her arveafgiftslettelser igennem fra Konservative og Liberal Alliances side? Altså, når hr. Kristian Thulesen Dahl siger, at det ikke er noget stort problem, så hører jeg ikke hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at det ville være et problem at bruge pengene på den måde. Altså, en ting er, at det ikke er noget stort problem, at noget er indrettet på en bestemt måde, men der kan jo fremkomme ønsker fra regeringspartierne, som hr. Kristian Thulesen Dahl lader sig overbevise af i forhandlingslokalet, så pengene dermed ikke bliver brugt på sundhed og de ældre. Det er ellers er et stærkt ønske fra Socialdemokratiets side, og det er et stærkt ønske, at vi kan gøre det i fællesskab.

Ordføreren.

Men er det ikke altid sådan, også for Socialdemokratiet, at når man går ind i et forhandlingslokale, så skal man meddele danskerne, hvor det er, man står, og hvad det er, man går efter – og hvad ens holdning er. Og det har jeg klart givet udtryk for. Vi synes ikke, at der er grund til at sænke de almindelige arveafgifter og bruge penge på det. Der vil vi hellere bruge pengene på ældre, sundhed osv. Og så kan vi jo måles og vejes på de kompromiser, vi laver, om vi er kommet igennem med vores politik. Men er det ikke også sådan, Socialdemokratiet arbejder, altså at man i virkeligheden skal meddele sig meget tydeligt til befolkningen om, hvor det er, man står, når man går ind i forhandlingslokalet? Så kan man blive målt og vejet på, om man har levet op til det, man sagde, om man er lykkedes med det i forhandlingslokalet. Det er sådan, jeg altid har arbejdet politisk, og det er egentlig mit indtryk, at det er den måde, man kommer længst på herinde. Det kan vi se på andre partier, der måske har prøvet andre metoder til at fremme deres politiske synspunkter.

Det er jo sådan, at partierne stikker os en liste over, hvem de helst vil have prioriteret først, når formanden vi skal videregive ordet, men I skal lige huske, at dem, der vil have ordet, formelt set skal trykke sig ind alligevel, for ellers får man ikke ordet, selv om man er prioriteret nok så meget som partiformand.

Vi tager lige en socialdemokrat mere. Hr. Peter Hummelgaard Thomsen, værsgo.

Tak for det. Min bemærkning er i virkeligheden i forlængelse af en bemærkning fra fru Pernille Rosenkrantz-Theil, for hr. Kristian Thulesen Dahl har jo fuldstændig ret i, at det også er sådan, vi i Socialdemokratiet arbejder, altså prøver at opstille, hvad det egentlig er, vi gerne vil have ud af de her forhandlinger, og hvad vores position er. Og grunden til, at jeg så lige spørger uddybende, er, at det jo også er meget rart at vide, hvor det så er, hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti måske kunne give sig i forhold til det ønske, man har i hele regeringen om at lempe arveafgiften, som vi jo ved udelukkende kommer de rigeste til gavn og primært de mennesker, der bor i Nordsjælland; det kommer ikke dem, der bor i Vestsjælland eller i Sønderjylland osv., til gavn. Har hr. Kristian Thulesen Dahl noget overblik over, hvor der kunne handles? Altså, hvis der skulle handles i en forhandling, hvad skulle der til, for at hr. Kristian Thulesen Dahl medvirkede til en yderligere ulighedsskabende sænkelse af arveafgiften?

Ordføreren.

Altså, har vi i Dansk Folkeparti de seneste år haft for vane sådan at have indstillet os på forhånd på at skulle give os, eller har billedet været det modsatte, altså at vi nok har stået rimelig fast på vores synspunkter? Vi har jo taget nogle drabelige slag. Jeg nævnte hele decembersituationen i det folketingsår, vi nu bevæger os ud af, hvor der var noget drama, fordi vi stod fast på vores synspunkter.

Så vi er jo ikke tilbøjelige til før en forhandling at begynde at give os. Altså, vi har vores klare synspunkter, og vi lægger dem frem, også når der bliver spurgt om dem her i Folketingssalen – så ved man, præcis hvor vi står, også i spørgsmålet om, om vi bør sænke arveafgiften. Det synes vi ikke at vi behøver at bruge penge på. Vi vil gerne bruge pengene andre steder. Og så giver det mulighed for, når der er forhandlinger, at prøve at holde os op på det. Og det kan jo godt være, at det bliver med en vis succes – det er da i hvert fald min agt, inden vi går ind i forhandlingslokalet. Men i forhold til det der med på forhånd at have fortalt – godt nok i den her snævre kreds, så det bliver her og alt det der – præcis hvordan man forhandler, og hvordan man tilrettelægger det, og hvor man i givet fald er parat til at give sig, vil jeg sige: Skal vi ikke tage den tilbage til åbningsdebatten, og så kan vi jo fortsætte udvekslingen af synspunkter omkring det? Jeg synes, det er lige tidligt nok.

Spørgeren.

Det er sådan set også helt fair, og det vil jeg også gerne kvittere for, mest af alt fordi – hr. Kristian Thulesen Dahl nævnte det selv i sin ordførertale, og fru Mette Frederiksen nævnte det også i sin – at vi på en lang række punkter har haft et velfungerende velfærdsflertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og for det meste også Alternativet, som jo har forhindret en højere pensionsalder til mest skade for de nedslidte, har gjort fælles tiltag for at bekæmpe social dumping, lavet en fælles indsats mod, at man ikke lempede skatten i toppen yderligere, end hvad der var behov for, og vi har gjort, hvad vi kunne, for at investere i fælles velfærd. Det vil jeg sådan set gerne kvittere for, og det er også derfor, at vi er mange, der har haft behov for at høre hr. Kristian Thulesen Dahl sige, at der ikke er noget behov for at lempe arveafgiften for de mennesker i det her land, som har de allerallerhøjeste indkomster, og at der måske i højere grad er brug for i fællesskab at se på, hvordan vi kan finde nogle flere penge til at sørge for, at folk også oplever velfærdsforbedringer derude i hverdagen.

Ordføreren.

Jamen altså, det ser vi jo så ret ens på. Jeg mener, der er nogle oplagte områder i vores velfærdssamfund, hvor vi har brug for at optimere tingene, og jeg nævnte bl.a. ældreområdet. Hvis der kommer 80.000-100.000 flere ældre over 80 år i løbet af perioden frem til 2025, har vi i den grad brug for at sætte ind i forhold til at sikre, at vi har de rigtige folk i ældresektoren, der kan hjælpe alle de her mennesker, som får et behov for hjælp. Og det er ikke en given ting; det kommer ikke af sig selv. Så det er jo et stykke arbejde, der er sat i gang med den finanslov, der er nu – men der er også sat penge af. Sådan nogle ting skal der være penge til – vores sundhedssektor har jeg været inde på, flere politibetjente. Der er masser af opgaver, som vi har brug for at løse i vores velfærdssamfund, og som i vores øjne klart kommer før, at man tager en seriøs debat om at sænke arveafgiften.

Hr. René Gade.

Jeg vil gerne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl, om han ser det som et problem, at vi kunne lande i en situation, hvor Folketingets formand har en ægtefælle, der bliver formand for Statsrevisorerne. Er det for ordføreren et demokratisk problem; er det et problem for vores institutions habilitet?

Jeg er selv som gruppeformand i Alternativet blevet stillet spørgsmålet af en journalist for nylig. Og jeg synes, det er et svært spørgsmål, for jeg har et godt samarbejde med vores formand her i Folketinget. Jeg har aldrig hørt dårligt om ægtefællen, der kan blive formand for Statsrevisorerne. Men er der et problem; er det for tæt på? Det er jo et principielt spørgsmål, og det er meget aktuelt lige nu.

Så hvis vi ellers kan hæve os over det, er det ikke et spørgsmål om de personer, der er involveret, men et helt generelt og principielt spørgsmål, der faktisk er vigtigt at få svar på, synes jeg.

Ordføreren.

Altså, jeg mener ikke, der er et problem. Det er jo rigtigt, at jeg har været stillet det spørgsmål før, og derfor har jeg også haft lejlighed til at tænke over det. Så det er ikke bare noget, der kommer nu. Jeg synes faktisk ikke, der er noget principielt problem, og det er der flere årsager til.

Den ene er, at folketingsmedlemmer jo ikke kan være inhabile. Altså, vi folketingsmedlemmer må jo gerne forfægte de synspunkter, som vi måtte have, på vegne af de vælgere, vi nu er valgt af, og en landmand herinde må f.eks. gerne forfægte landbrugsinteresser. Altså, sådan er det. Så der er ikke tale om inhabilitet.

Den anden er, at Statsrevisoratet jo er Folketingets folk, der i virkeligheden skal undersøge regeringen. Så der er jo heller ikke noget problem i forhold til det. Så efter at have gennemgået det er vi nået frem til, at vi simpelt hen ikke kan se, at der er nogen principielle problemer i det overhovedet.

Hvis der er nogle, der gør det til et principielt problem, skyldes det måske andre ting, f.eks. at man netop ikke kan hæve sig over det. Så skyldes det måske netop, at man begynder at forholde sig til personerne frem for at forholde sig til det principielle i spørgsmålet.

Spørgeren.

Der kan jeg så lægge hovedet på blokken og sige, at jeg i hvert fald personligt intet har med de enkelte personer at gøre. Jeg har stor respekt for dem begge to, selv om det kun er den ene, jeg kender sådan personligt.

Men jeg synes bare ikke, at svaret er helt udtømmende, måske fordi jeg normalt ville anse både ordføreren og Dansk Folkeparti som nogle, der virkelig ville kigge en ekstra gang, hvis der sad en formand for Statsrevisorerne, der faktisk skal holde os herinde i ørerne, og var ægtefælle til formanden for vores institution. Det er for os i Alternativet et spørgsmål, som vi ikke har et klart svar på endnu.

Men som jeg husker det, var også Folketingets formand inde i debatten om, hvorvidt Statsrevisorerne skulle flyttes her fra institutionen eller ej. Og der tænker jeg, at det godt nok er tætte linjer. Og hvis ordføreren slet ikke ser noget principielt problem i det, er det jo bare sådan, det er.

Men altså, jeg synes ikke, debatten er slut endnu. Det er meget svært for mig at kommunikere ud, at det her er den måde, vi skulle bygge det op på, hvis vi fik chancen for at starte på ny. Så spørgsmålet til ordføreren er: Hvis ordføreren fik chancen for at bygge institutionen på ny, skulle det så være en ægtefælle, der var formand for Folketinget og formand for Statsrevisorerne?

Ordføreren.

Nej. Altså, jeg mener virkelig ikke, der er et problem – og jeg beskylder ikke spørgeren for at beskæftige sig med det her spørgsmål ud fra en interesse i forhold til personerne her. Nu har jeg selv siddet som formand for Finansudvalget i en 10-årsperiode, og man skal huske, at Finansudvalget jo er det udvalg herinde, der modtager Rigsrevisionens beretninger via Statsrevisorerne – det er dem, der oversender de her beretninger til Folketinget.

Statsrevisorerne og Rigsrevisionen er Folketingets instrument til at holde regeringen i ørerne. Altså, det er lidt påfaldende, at det nu nærmest lyder, som om Rigsrevisionen og Statsrevisorerne er sat i verden for at holde Folketinget i ørerne. Det er de altså ikke. Det er for at holde regeringen – den udøvende magt – i ørerne. Det er ministerierne, de går ud i og laver undersøgelser i forhold til at få afdækket eventuelle problemer. Så afleverer de jo beretningen til Folketinget, som så skal diskutere, hvad vi gør på baggrund af den viden, vi får fra de her beretninger.

Det er derfor, jeg ikke ser nogen interessekonflikt overhovedet i det her, selv om der er et folketingsmedlem, der har en ægtefælle, som er blandt Statsrevisorerne – eller for den sags skyld er formand for Statsrevisorerne, fordi man har en ordning om, at den længst siddende typisk beklæder formandsposten. Så derfor synes jeg ikke, der er noget principielt problem.

Så kan man have alle mulige andre dagsordener – det beskylder jeg ikke spørgeren for – men det er derfor, jeg når frem til det her svar. Nu håber jeg, at den her del af svaret har været mere fyldestgørende. Så jeg mener virkelig ikke, der er noget principielt problem i det her.

Og vi kan nå en enkelt mere i den her runde, og det bliver fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg vil gerne lige vende kort tilbage til diskussionen om arveafgift. Jeg synes jo egentlig, at ordføreren, Dansk Folkepartis formand, har svaret ret klart i dag, nemlig at det ikke er Dansk Folkepartis politik at bruge ret mange penge på at ville sænke arveafgiften. Det ville jo også være et beløb, der skulle gå fra råderummet, som Dansk Folkeparti også har sagt meget klart skal bruges til at fremtidssikre vores velfærd. Men jeg savner dog stadig væk en klokkeklar forsikring herinde – og vi vil jo meget gerne samarbejde med DF for at sikre den fremtidige velfærd – om, at der altså ikke i en politisk forhandling skal indgå en sænkelse af arveafgiften.

Ordføreren.

Fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at jeg skulle have sagt, at vi ikke vil bruge ret mange penge på at sænke arveafgiften – ikke bruge ret mange penge på at sænke arveafgiften. Jeg tror, jeg egentlig flere gange indtil nu har fået formuleret mig på den måde, at vi sådan set ikke på nogen måde agter at bruge nogen penge på at sænke arveafgiften. Det er slet ikke på vores liste over ting, vi synes er nødvendige at foretage os. Jeg kan love for, at der er så mange ting, der står før, på vores ønskeseddel, før man måtte komme ned på et punkt, der hedder at bruge penge på at sænke afgiften. Jeg har forklaret det på forskellige måder, og jeg håber, at alle tilstedeværende, der har ønsket at lytte med på den her debat, i hvert fald ved, hvor Dansk Folkeparti står i det her spørgsmål nu.

Så kan der jo pågå forhandlinger, og regeringen er i sin gode ret til at foreslå, lige hvad de vil, sådan har den jo gjort før, og det har den selvfølgelig også ret til i forhold til efterårets finanslov, og så ved man nu, hvor Dansk Folkeparti står i det her spørgsmål, og så vil man kunne se, hvordan det i givet fald skrider hen over scenen der i efteråret i forbindelse med finanslovsforhandlingerne. Men vi kommer med det budskab til regeringen, at vi skal bruge pengene på andre ting end at sænke arveafgiften.

Spørgeren.

Det er jeg også glad for hr. Thulesen Dahl slår fast. Hvis jeg formulerede mig lidt forkert, var det jo netop, fordi det ikke er så lang tid siden, de rigeste virksomhedsarvinger i det her land har fået nogle ret store skatterabatter i form af en lavere arveafgift. Men nu skal vi se fremad, som man siger, og det, jeg hører hr. Kristian Thulesen Dahl sige, er, at det ikke bliver med Dansk Folkepartis stemmer, at arveafgiften skal sænkes. Tak for det.

Ordføreren.

Og så vil jeg bare lige erindre om, som jeg også sagde tidligere, at jeg fuldstændig forstår den politiske diskussion også i forhold til de ændringer, der er foretaget i forhold til familieejede virksomheder. Jeg respekterer, at man har en anden holdning til det spørgsmål end den, der blev skabt aftale om tilbage i, jeg tror, det var 2016. Men jeg mener også, at det er en diskussion om noget andet end det, vi taler om nu, for nu taler vi om generel sænkelse af arveafgiften, mens vi dengang talte om, hvordan familieejede virksomheder kunne bestå i fremtiden, også i det danske samfund. Jeg mener faktisk også, at de tilfører meget til de områder af landet, hvor familieejede virksomheder er store, men den diskussion kan vi komme tilbage til, hvis spørgeren ønsker det.

Der er mange spændende spørgsmål, der ligger og venter på hr. Christian Thulesen Dahl, men der er desværre ikke tid til det. Tusind tak for i dag – eller i hvert fald for nu. (Christian Thulesen Dahl (DF) : Ja, jeg går ikke hjem endnu!) Og hjertelig velkommen til fru Britt Bager fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for ordet. Nu er det her jo min første afslutningsdebat som politisk ordfører, og jeg kan godt afsløre, at jeg har glædet mig rigtig meget til at stå her i dag og til at fortælle om alle de gode ting, Venstre har bidraget til. Jeg har glædet mig til at synliggøre nogle af de mange aftaler, vi har landet i fællesskab, og til at debattere de uenigheder, vi har som de ni forskellige partier, vi nu engang er. Jeg er særdeles glad for de aftaler, vi har været fælles om. Men det ville alligevel være en kende for kedeligt, hvis jeg brugte hele min taletid på det. Så det vil jeg undlade.

Når vi taler politik, taler vi ofte om farver: Man kan være blå eller rød. Nogle bliver kaldt sorte, nogle bliver kaldt lilla, og andre har forsøgt at tage patent på at være grønne. Vi kan sætte os sammen i forhandlinger og male med hele paletten og lave et forlig. Eller vi kan skilles i døren, fordi farverne ikke passer sammen. Sandheden er vel, at vi alle sammen indeholder forskellige farver, måske lige så mange farver som regnbuen, og den har jeg ladet mig inspirere af i dag.

Vi starter med farven rød. Rød var engang en farve, der symboliserede smældende faner, socialisme og solidaritet. I dag er det en farve, der symboliserer en blok i splittelse. De Radikale vil have kvoteflygtninge, det vil Socialdemokratiet ikke. Enhedslisten og Alternativet vil indføre en 30-timers arbejdsuge. Det vil De Radikale til gengæld ikke. Og Alternativet og SF vil fjerne kontanthjælpsloftet – det vil Socialdemokraterne ikke svare på om de vil. I det hele taget mangler vi en hel del svar. Skal skatte- og afgiftslettelserne rulles tilbage? Hvor mange gange skal udlændingepolitikken lempes? Og hvad skal der ske med integrationsydelsen, hvis de røde igen skulle komme til magten? Sådan kunne jeg blive ved: I rød blok skal man lede længe efter svar og længe efter den røde tråd.

Den næste farve er orange. Orange signalerer varme, og her kommer jeg til at tænke på vores økonomi. Det er en økonomi, som vi skal holde varm, uden at den bliver overophedet, for en stærk økonomi er vigtig. Den er grundlaget for vores velfærdssamfund. Derfor skal vi give det økonomiske opsving flyvehøjde og flyvelængde. Det gør man ved at føre en ansvarlig økonomisk politik, så der er styr på rigets finanser. Det gør man ved at gøre det mere attraktivt at yde en indsats, så flere går fra kontanthjælp til arbejde. Og det gør man ved at møde udlændinge med høje krav og helt klare forventninger. Alle de forskellige greb har regeringen taget, så Danmarks økonomi kan forblive varm uden at brænde på.

Det leder mig videre til farven gul, som er farven på gode tilbud og lave priser, og lave priser er der kommet flere af. Vi har nemlig gjort det billigere at være dansker. Det har vi gjort, samtidig med at vi har løftet velfærden, præcis som vi lovede før folketingsvalget i 2015. Vi har sænket registreringsafgiften flere gange, så eksempelvis en familiebil som en VW Passat er blevet 100.000 kr. billigere. Vi har sænket prisen på at krydse Storebælt og på færgebilletterne til øerne, så det er lettere at komme rundt i hele Danmark. Og vi har gjort boligjobordningen permanent, så vi giver de danske familier en ekstra håndsrækning i hverdagen. Og sidst, men ikke mindst, har vi givet danskere med små arbejdsindkomster en skattelettelse, så det bedre kan betale sig at arbejde.

Det er vi stolte af i Venstre, det er jeg stolt af, og jeg er særlig stolt af, at det har kunnet lade sig gøre, samtidig med at vi har investeret massivt i kernevelfærd. Vi har bevist, at politik ikke er sort-hvidt. Vi har bevist, at politik ikke er et enten-eller, vi har bevist, at flere penge til velfærd og gode, gule priser ikke er hinandens modsætninger. Når Venstre leder landet, er politik et både-og.

Regnbuens næste farve har jeg virkelig glædet mig til, det er nemlig grøn. Og er der noget, der kan få oppositionen op i det røde felt, er det, når det blå Venstre bekender kulør som et grønt parti. Det går rigtig godt med den grønne omstilling i Danmark. Det er en grøn omstilling, som Venstre har haft ansvaret for i 13 ud af de seneste 17 år. Andelen af grøn strøm er mere end tredoblet i den periode, og den overopfylder vores klimamål. Regeringen vil nu udbygge den indsats, og derfor er vi kommet med et ambitiøst klimaudspil. Vi investerer i danmarkshistoriens største havvindmøllepark, og vi anviser vejen til målet om mindst 50 pct. vedvarende energi i 2030.

Jeg ønsker, at Danmark skal være et grønt foregangsland, og jeg ønsker, at min søn skal vokse op i et land, hvor han fortsat kan drikke vand af hanen, bade i havet, rulle sig i sandet på stranden og gå en aftentur i skoven. Og jeg ønsker, at hans børn skal få de samme muligheder. Derfor skal vi fortsætte med at være ambitiøse, og vi skal fortsætte med at være det i fællesskab.

De sidste farver i regnbuen er blå og lilla, og jeg vil tillade mig at bruge ekstra tid på den blå og springe den lilla over. Blå er nemlig en stærk farve, som fortjener mere tid og anerkendelse end de andre farver. Det er farven på en blok af partier, som har leveret det ene resultat efter det andet. Før folketingsvalget i 2015 opsatte statsministeren fire pejlemærker. Dem er der leveret på hver og en.

Siden valget er der skabt omkring 130.000 private arbejdspladser. Vi har danmarksrekord i beskæftigelse, der er jobfremgang i hele landet, og dermed har vi leveret på pejlemærke nummer et: flere private arbejdspladser.

Siden valget er antallet af offentligt forsørgede faldet med 50.000, og siden vi indførte kontanthjælpsloftet, er antallet af personer på kontanthjælp faldet med 23.000. Dermed har vi også leveret på pejlemærke nummer to: At færre skal forsørges af det offentlige, og at flere skal forsørge sig selv.

Sundhedsområdet er løftet med 4,4 mia. kr. Politiet er styrket med 1,3 mia. kr. på den seneste finanslov. Kommunernes økonomiske ramme er løftet med 1½ mia. kr., ældreplejen er styrket flere gange, senest på finansloven for 2018, hvor der blev afsat 2,7 mia. kr. Daginstitutionerne er styrket med ½ mia. kr., vi har oprettet en skolepulje på ½ mia. kr., og dermed har vi leveret på pejlemærke nummer tre: en stærkere kernevelfærd.

Vi har også leveret på pejlemærke nummer fire, nemlig udlændingepolitikken. Vi har vedtaget 76 stramninger, og de stramninger har medvirket til, at Danmark har det laveste antal asylansøgere i 9 år. Det står i skærende kontrast til de 45 lempelser, som den tidligere regering lavede.

Som I nok kan høre, er jeg stolt af vores blå regerings resultater, og jeg forstår faktisk godt, hvis I røde dernede sidder og bliver helt grønne af misundelse. Og vi er slet ikke færdige med arbejdet. Vi har en række ambitiøse udspil på vej, og vi vil bl.a. præsentere en langsigtet plan for psykiatrien, en sammenhængsreform for den offentlige sektor og et nyt udspil, så endnu flere tager en erhvervsuddannelse. Og et nyt klimaudspil, så Danmark kan udbygge sin grønne førerposition.

Jeg har efterhånden været igennem hele farvespektret. Sidste del af valgperioden skal nok blive lige så farverig. Jeg glæder mig til at skabe flere resultater, og jeg glæder mig til at finde guldet for enden af regnbuen. Tak for ordet.

Selv tak. Så går vi over til spørgerne, og den første er hr. Nicolai Wammen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, og også tak til Venstres politiske ordfører for talen, og velkommen i forreste linje i forsvaret for regeringen. Det er ikke nogen nem opgave, men jeg ønsker held og lykke. Også tak for en farverig palet af holdninger til, hvordan verden ser ud. Der er to af de farver, som jeg er lidt optaget af, når det gælder regeringens politik. Venstre taler om det grønne, men har handlet sort. Og når vi kigger tilbage, kan vi se, at det under den her regering har været nogle år, hvor man har sat ambitionsniveauet ned på det grønne, hvor man var lige ved at opgive en havvindmøllepark, hvilket kunne have bragt tusindvis af arbejdspladser i fare. Så det er ikke nogen god historie, som Venstres ordfører skal forsvare bagudrettet.

Nu står vi så med energiforhandlinger, og der vil jeg bare i al stilfærdighed spørge Venstres ordfører: Når man lægger et energiudspil frem, hvorfor er det så, at mere end to tredjedele af de penge, man vil bruge, skal gå til afgifts- og skattelettelser og mindre end en tredjedel skal bruges til grønne initiativer? Hvor er den grønne førertrøje i det? Det vil jeg meget gerne høre Venstres ordførers svar på.

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at hr. Nicolai Wammen spørger ind til det grønne, og jeg vil gerne minde hr. Nicolai Wammen lidt om historien i forhold til det grønne område. Den er nemlig, at vi siden 1970'erne har indgået brede aftaler på det her område. Venstre har haft regeringsmagten i de seneste 13 ud af 17 år, så vi har været med i de aftaler, der er blevet lavet på det grønne område. Så vil jeg også gerne minde hr. Nicolai Wammen om, at vi overopfylder de klimamål, EU har sat; at vi overopfylder de mål, som den tidligere SR-regering satte for reduktion af CO 2 ; at vi overopfylder de mål, som den tidligere regering satte for vedvarende energi. Den aftale, som hr. Martin Lidegaard kaldte den mest ambitiøse aftale, overopfylder vi. Så jeg vil sige til hr. Nicolai Wammen, at Venstre så sandelig er et grønt parti.

Spørgeren.

Det er jo dejligt, at Venstre har den opfattelse af sig selv. Jeg tror ikke, den deles af så mange andre. Det energiudspil, der er kommet her senest, og hvor jeg spurgte til, hvorfor man vil bruge mere end to tredjedele af de penge, der er afsat, til afgiftslettelser i stedet for grønne tiltag – det fik jeg i øvrigt ikke noget svar på, men det håber jeg at ordføreren vil give sig tid til at svare på her i anden omgang – er jo et udspil, hvorom dansk erhvervsliv har været ude at sige: Vi risikerer at miste vores førerposition, hvis regeringens politik bliver gennemført. Det er et udspil, hvorom formanden for Klimarådet, som er nedsat for at rådgive regeringen, nemlig Peter Birch Sørensen, siger:

»Der er ikke det store klimaperspektiv i at sænke afgiften på det generelle elforbrug, faktisk kan det på kortere sigt være lidt problematisk.«

Fra alle sider kan man se, at det, regeringen har spillet ud med, er utilstrækkeligt. Vil Venstres ordfører ikke bare forklare stille og roligt, hvorfor Venstre som de eneste her har set lyset, når kritikken hagler ned over det, der er kommet?

Ordføreren.

Med det klimaudspil, vi har fremlagt, vil vi jo gerne have flere til at gå over til vedvarende energi, og det er ikke en ulempe, synes jeg, at vi samtidig kan sige til borgerne, at de får en lavere elregning. De to ting går hånd i hånd i Venstre. Det var jo også det, jeg redegjorde for i min ordførertale, nemlig at lempe dér, hvor det er sund fornuft at gøre det. At få folk til at gå over til at bruge mere vedvarende energi er da sund borgerlig politik. Det ene udelukker ikke det andet. Men jeg kunne da godt tænke mig at høre, hvad Socialdemokratiet vil på det her område. I har fremlagt et energiudspil. I har copy-pastet meget af det, vi har skrevet i vores. Kom nu til forhandlingsbordet, lad os nu lave en aftale, lad os være ambitiøse på Danmarks vegne frem for at lade det her føre til politisk splid.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Tak for en god og spændende kulørt tale, og velkommen til også herfra som politisk ordfører. Mit spørgsmål retter sig mod debatten om Danmark i balance. Det gør det, fordi mange danskere jo har syntes, at vi i de sidste par år har gjort en rigtig stor god gerning i forhold til at sørge for, at Danmark er kommet mere i balance end tidligere, og har måske også opfattelsen af, at det er sådan en dagsorden, som er årelang og ikke noget, man lige gør et par år, og så sadler man om. Derfor er der måske nogle, der kunne blive lidt forvirrede over en melding, der kom her for et par uger siden, om en hovedstadskommission, som gav indtrykket af, at nu ville regeringen satse mere på hovedstaden som det store vækstlokomotiv og dermed i virkeligheden komme til at glemme debatten om et Danmark i balance. Så jeg vil gerne høre, hvad ordførerens reaktion er på det, og hvordan vi skal tolke den position, der i hvert fald i Venstre er omkring det her nu.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg glæder mig jo over, at vi har været i stand til at udflytte så mange statslige arbejdspladser, som vi har, i den her regeringsperiode. Først udflyttede vi 3.900, nu er vi i gang med at udflytte 4.000, eller skal i gang med det i nærmeste fremtid. Og det er da sund fornuft. De statslige arbejdspladser er ikke kun Københavns, det er hele Danmarks. Så det er jeg meget, meget glad for. Og så vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, at jeg egentlig ikke tror, at han skal være så bekymret. For et stærkt Danmark kræver en stærk hovedstad, og en stærk hovedstad kræver et stærkt Danmark. Den balance skal vi sikre, og den balance har vi været med til at sikre, mens vi har haft regeringsmagten.

Tak. Så er det fru Pernille ... Undskyld. Værsgo.

Jeg må godt følge op ½ minut, er det ikke sådan? ( Fjerde næstformand (Leif Mikkelsen): Det går lige.) Det er bare lige for at sige, at for mig at se handler et Danmark i balance jo ikke om på nogen måde at underkende, at hele Danmark har gavn af, at vi har en velfungerende hovedstad. Selvfølgelig er det sådan. Men lige så vel som da hovedstaden havde problemer – helt tilbage i starten af 90'erne var der jo faktisk en periode, hvor hovedstaden var under administration fra Indenrigsministeriet på grund af økonomiske problemer, og der kom resten af Danmark selvfølgelig og hjalp hovedstaden – så handler det jo også om nu, når der er andre dele af Danmark, der ikke kører så stærkt som hovedstaden, at man i hovedstaden er parat til at give en hjælpende hånd til de andre områder i Danmark, hvor tingene måske ikke går helt så stærkt. Det er det, jeg taler om, når vi taler Danmark i balance – ikke én region mod en anden region. Det er klart. Hovedstaden buldrer jo derudad. Byggekranerne er over det hele, man bygger lejligheder på lejligheder – millionlejligheder rundtomkring, hvor man kan finde jord til det. Så der er vel ikke på den måde noget, der indikerer, at dampen er ved at gå af væksten i hovedstaden. Så et Danmark i balance handler vel om at fortsætte bestræbelsen på at sikre, at væksten og lysten til at bo er funderet i hele landet. Det er vel det, Danmark i balance handler om. Det er det for os i Dansk Folkeparti. Jeg håber også, det er det for Venstre.

Ordføreren.

Det kan jeg jo ikke være uenig med spørgeren i overhovedet. Vi har jo også gjort mange andre ting for at sikre et Danmark i balance. Lad mig bare nævne 16-punktsplanen på landbrugsområdet, liberaliseringen af planloven, og så har vi jo afsat 19,5 mia. kr. til at investere i infrastruktur. Vi har allerede nu brugt penge på at investere i udvidelsen af den østjyske motorvej, udvidelsen af motorvejen hen over Fyn. Vi har 19,5 mia. kr. mere. Det er lige præcis 19,5 mia. kr. mere end Socialdemokratiet. Så jeg forestiller mig da ikke, at vi stopper nu. Men selvfølgelig skal vi også have et København i balance. Det ene udelukker ikke det andet.

Så er det fru Pernille Skipper. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne fortsætte lidt, hvor andre har sluppet, for diskussionen går jo meget på, hvorvidt Venstre er et grønt parti, og ikke mindst om Danmark stadig væk er i førertrøjen, når det kommer til den grønne omstilling. Det står fru Britt Bager meget skarpt på. Men der er også 301 forskere, der siger noget andet. 301 forskere – det er jo vel at mærke en slat mennesker, for sige det mildt, som på en gang har samlet sig om ét debatindlæg, hvor de påpeger, at Danmark i virkeligheden ikke har særlig meget at prale af. For Danmark er stadig væk også et af de lande i verden, der sætter det allerstørste CO 2 -aftryk. Derfor synes jeg faktisk, det er lidt på sin plads at rette en fejl, som fru Britt Bager fik sagt før om, at Venstre eller regeringen skulle have fremlagt en klimaplan. Det er ikke en klimaplan, det er en energiplan. Der er nemlig ikke fastsat klimamål, og det er et kæmpe problem. For faktum er, at hvis resten af verden gjorde som Danmark, når det kom til vækst og forbrug, landbrug og transport, så ville vi være i endnu større problemer, end vi er lige nu – hvis man faktisk fulgte Danmarks eksempel.

Hovedpointen hos de her 301 forskere er nemlig, at vi bliver nødt til at tale om den der vækst. Vi bliver nødt til at sænke stigningen i forbruget, og vi bliver nødt til klart at prioritere, at væksten i forbrug kommer i anden række af hensyn til klimaet, hvis vi skal have en klode at give videre til vores børn og børnebørn. Så mit helt korte spørgsmål er: Er Venstre enig med de 301 forskere?

Ordføreren.

Det kan jeg jo meget nemt svare på: Det er vi ikke. Jeg er da også helt sikker på, at hvis jeg havde vidst, at spørgsmålet var kommet, kunne jeg have siddet og gravet forskere frem, der mente det modsatte. Sådan er det jo ofte med forskere og eksperter. Der kommer ét udsagn fra den ene side og ét udsagn fra den anden.

Og så vil jeg gerne have lov til at rette: Ja, jeg kom til at sige klimaudspil i stedet for energiudspil, og fru Pernille Skipper ved jo også godt, at vi kommer med vores klimaudspil på de ikkekvotebelagte sektorer efter sommerferien.

Men når nu fru Pernille Skipper siger, at vi ikke interesserer os for klima, hvad tror fru Pernille Skipper så grunden er til, at vi i vores energiudspil laver Danmarks største havvindmøllepark? Har fru Pernille Skipper overvejet det? Og kan fru Pernille Skipper forklare mig, hvorfor Danmark er blevet kåret til at have verdens bedste energisystem; hvorfor Danmark er blevet kåret til at få en grøn iværksætterpris? Er det ikke, fordi vi er i førertrøjen?

Fru Pernille Skipper.

Det kan jeg forklare rigtig kort: Det har primært noget at gøre med, hvad det tidligere flertal vedtog, før I kom til magten.

Der er ikke nogen tvivl om, at det energiudspil, I har fremlagt, sænker farten på udbygningen af den vedvarende energi. Og ja, I siger, I vil komme med et klimaudspil, men I vil ikke klart svare på, at I også kommer med et reelt klimamål.

Jeg synes, det, der er det fantastiske ved svaret på det egentlige spørgsmål – og spørgsmålet var, om Venstre er enig med 301 klimaforskere – er, at det er I ikke; forskning kan man bare afvise, det er bare lige meget. Konklusionen om, at kloden ikke kan holde til den voldsomme vækst, vil I slet ikke høre på. Altså, kan man bare vækste frit? Er der ingen begrænsning på forbruget i forhold til klimaet?

Tak. Ordføreren.

Nu har jeg godt nok ikke været så lang tid i Folketinget, men jeg har dog været her længe nok, eller kan min historie godt nok til at vide, at vi har siddet i regering de sidste 13 ud af 17 år. Så når fru Pernille Skipper påstår, at vi ikke har aktier i den førerposition, vi har i Danmark, så er det simpelt hen faktuelt forkert – faktuelt forkert . Det er simpelt hen ikke korrekt.

Vi overopfylder alle de mål, som var i den tidligere aftale; vi overopfylder den aftale, som hr. Martin Lidegaard kaldte for historiens mest ambitiøse. Så jo, vi er et grønt parti.

Jeg kan godt gentage, hvad jeg sagde lige før: Jeg anerkender simpelt hen ikke det, Pernille Skipper siger, om de 301 forskere.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror snart, vi har brug for at tage en debat i Folketinget om, om Danmark stadig væk har den gule førertrøje i det grønne. Det tror jeg nemlig vi meget hurtigt kan påvise at vi ikke længere har. Men det var sådan set ikke det, jeg ville spørge om.

Først et varmt velkommen også fra mig til Venstres nye politiske ordfører – velkommen i klubben. Det er ikke nødvendigvis sjovt at stå deroppe for første gang, det mærkede jeg sidste år. Så tak for en fin tale.

Nu sagde ordføreren, at i rød blok skal man lede længe efter svar – det var det, ordføreren sagde. Så kom jeg til at sidde at tænke på, at i blå blok skal man lede længe efter liberalismen, for det er jo sådan, at vi har set en indskrænkning i vores frihedsrettigheder hen over det seneste år. Hjemløse må ikke længere tigge på gaden; nu skal børn, der bor i særlige boligområder, tvinges i vuggestue; der er kommet et beklædningsforbud; og nogle mennesker må ikke engang selv bestemme, hvor de skal bo.

Hvordan kan Venstre som Danmarks liberale parti forsvare sådan en udvikling i forhold til danskernes frihedsrettigheder?

Ordføreren.

Jamen tak for et rigtig godt spørgsmål. Jeg tror, vi ser forskelligt på det at være liberal – eller det kan jeg jo høre at vi gør – for hos mig handler det her ikke om, at vi tvinger børn i en daginstitution. Det handler om, at vi hjælper dem bedre på vej i livet; at vi hjælper dem til at tale det danske sprog ordentligt og tilstrækkeligt, når de skal starte i folkeskolen. Og det handler om, at kvinder – for jeg går ud fra, at det, som ordføreren taler om, er maskeringsforbudet – ikke skal tvinges til at gå iklædt en sort dragt fra top til tå, og at kvinder også kan komme ud på arbejdsmarkedet, for ordføreren vil vel give mig ret i, at det trods alt er temmelig svært, hvis man er iklædt en burka eller en niqab.

Spørgeren.

Men hvem har givet os lov til at bestemme, hvad der er frihed for de familier, hvis børn nu skal gå i vuggestue, bare fordi vi tror, at det er det bedste for dem? Hvornår er det blevet sådan, at frihed handler om, at der er nogen, der skal bestemme, hvad andre skal gøre, og hvordan andre skal leve deres liv?

Jeg kan godt fortælle, hvad jeg forstår ved liberalisme – og så kan jeg spørge, hvad liberalisme er for ordføreren – og det er jo, at enhver har ret til den mest udstrakte grad af frihed, så længe den er forenelig med, at alle andre tildeles den samme grad af frihed . Det er jo lige præcis det, det handler om. Vi må gerne have frihed, så længe vi også giver den samme frihed til alle andre grupper i samfundet – og det gør vi jo ikke med de her nye regler og forbud, som netop går ud over nogle grupper i samfundet, mens vi andre har en større grad af frihed.

Er ordføreren ikke enig med mig i, at liberalismen handler om, at vi alle skal have den samme grad af frihed?

Ordføreren.

Det, vi er oppe imod her, er jo, at frihedsrettighederne i visse områder af vores land er sat ud af spillet. Vi taler om parallelsamfund, og i statsministerens nytårstale sagde statsministeren: Vi skal gøre op med de sorte pletter i Danmark. Det er jo derfor, vi fremlagde den her parallelsamfundsstrategi, der favner så bredt. Det er jo derfor, at vi ønsker at gøre op med det, der sker i parallelsamfundsområderne.

Så jeg tror, vi tolker det her med frihed en smule forskelligt. Vi har en ambition om, at vi skal løfte de områder, og vi mener, at vejen til at gøre det er ved at hjælpe børnene i daginstitutionerne og ved at hjælpe kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Jeg er godt klar over, at der er en politisk forskel på Alternativet og Venstre – det er bare sådan, det er.

Tak. Så er det Morten Østergaard. Værsgo.

Jeg synes da helt i forlængelse af det, at et godt liberalt princip også er, at man er lige for loven, at de samme regler gælder for mennesker i den samme situation, uanset hvem de er og vel også hvor de bor. Er det ikke korrekt, at på den måde, som man nu griber ind i forhold til børnehaveklassebørn, kan vi have børn gående på den samme skole – ja, vel i den samme klasse – som har nøjagtig de samme udfordringer med det danske sprog, men hvor der gælder ét sæt regler for dem, der bor et bestemt sted, og et andet sæt regler for nogle andre børn? Er det liberalt? Er det lige for loven? Er det ligeværd?

Ordføreren.

Jeg er optaget af at løse de problemer, der er ude i samfundet. Jeg er optaget af, at vi bliver bedre til at integrere. Og så bliver vi nødt til at reagere på, at der er sorte områder i Danmark, hvor integrationen ikke er lykkedes. Vi bliver nødt til at handle på det her, og det er jo også derfor, at vi faktisk nu har landet samtlige aftaler om parallelsamfund. Det er derfor, vi lagde sådan en ambitiøs plan frem, som gik på mange ben. Vi ønsker faktisk at gøre op med det her, og det troede jeg egentlig også hr. Morten Østergaard gjorde, efter at han havde haft to overnatninger ude i Gellerupparken.

Morten Østergaard.

Jo, men spørgsmålet er jo, fru Britt Bager, om man skal opgive sine liberale grundprincipper. Er det betingelsen for at få integration, at man skal opgive alle de principper, vi siger vi kæmper for i det her land: at vi er lige for loven, at vi har ligeværd, at vi hjælper dem, der har behov for det, uanset hvor i landet de bor, og at vi straffer folk ens, uanset hvor i landet de bor?

Jeg synes, det er skævt, og jeg forstår ikke, at man efter en i øvrigt fin og kulørt tale med mange farver på paletten, kan komme frem til at sige: Vi forsvarer vores ideer ved at opgive dem. For sandheden er jo, at virkeligheden bliver sådan, at der gælder særlige regler for beboere i særlige områder. Børn med de samme problemer i den samme klasse kan være underlagt helt forskellige vilkår afhængigt af deres forældres interesser, og det er så det, der skulle være den moderne blå liberalisme.

Ordføreren.

Vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i virkeligheden, og vi bliver nødt til at tage udgangspunkt i de problemer, der er, og vi bliver nødt til at finde nye løsninger på de problemer, vi ikke har løst, og det er det, vi gør her.

Så vil jeg bare spørge hr. Morten Østergaard: Hvad er det for nogen frihedsværdier, hr. Morten Østergaard synes lever i vores parallelsamfund? Er det ligeværd? Er det ligestilling? Er det tolerance? Jeg ser ikke de værdier gro, spire, blive respekteret i vores parallelsamfund. Det gør jeg bare ikke, og det er derfor, at vi sætter ind med nye planer, nye metoder simpelt hen for, at de områder er Danmark fri af i 2030.

Tak. Så er det fru Pia Olsen Dyhr. Værsgo.

Tak. Og velkommen til Venstres nye politiske ordfører. Jeg kan se, at vi deler kærligheden til grøn, og som Danmarks grønne parti vil jeg jo gerne spørge ind til det grønne – ikke klima, ikke energi, men hele naturområdet.

Nu nævnte ordføreren selv, at hun gerne så sin søn danse rundt i sandet og se naturen. Og når vi kigger på naturområdet, stikker regeringens landbrugspakke jo lidt i øjnene. Når ordføreren siger, at Venstre er meget grønne, bliver det lidt falsk markedsføring, når man kigger på landbrugspakken. For det, man reelt gør, er jo, at man tager 23.000 ha Natura 2000-områder ud og erstatter det med 5.000 ha. Og jeg tror, at selv ordførerens søn kan regne ud, at det bliver en mangel på 18.000 ha. Er det mere eller mindre natur? Er det mere eller mindre grønt?

Ordføreren.

Altså nu er min søn 3 år, så jeg er faktisk ikke helt sikker på, at han vil kunne lave det regnestykke alligevel.

Altså, da vi fik regeringsmagten, havde vi et landbrug, der blødte. Og det var jo derfor, vi besluttede os for at rette op på det. Det her skal jo være en balance mellem at sikre vores erhverv og samtidig sikre vores natur. Det er jo også derfor, vi har vedtaget en naturpakke, som sikrer bedre dyreliv, som sikrer bedre planteliv, og som investerer i friluftsliv i byerne.

Jeg har noteret mig, at SF ikke er helt tilfredse med den udbygning, der bliver lavet i forhold til Natura 2000. Jeg har noteret mig, at det er noget, fru Pia Olsen Dyhr går temmelig meget op i. Og jeg må også sige, at jeg er ret sikker på, at vores nye miljø- og fødevareminister kigger på lige præcis det her. Men jeg må også bare sige, at når jeg ser på nogle af de områder, som hører til Natura 2000, kan jeg se, at det altså ikke er områder, som bør høre til der. Vi har områder, hvor der står en gylletank. Altså, vi kan vel for hulen blive enige om, at en gylletank ikke er natur. Der skal jo også være balance i det her. Vi kan jo heller ikke have en række områder under Natura 2000, som virkelig ikke er natur.

Spørgeren.

Vi kan kigge på de områder, der er tale om. Det er bl.a. Tøndermarsken, og det er nogle af de hektar, man har valgt at tage ud. Det er områder, hvor viben jo yngler. Og som ordføreren sikkert ved, yngler viben kun en gang om året, og viben yngler på jorden. Og det vil sige, at hvis der bliver pløjet på den jord, får viben ingen unger. Hvad er konsekvensen af det? Ja, vi kan allerede se den. Vi har mistet ca. 55 pct. af viberne i Danmark – en fugl, som vi faktisk forbinder med Danmark. Det er en tilbagegang for biodiversiteten, det er en tilbagegang for naturen.

Det er jo derfor, jeg synes, at det er meget fair, at ordføreren siger: Vi skal afbalancere landbrug og natur, og her har vi valgt landbruget, og det vil sige, at her er vi mindre grønne, men vi er sådan set villige til at kigge på erstatningsnatur. Jeg hører næsten, at regeringen åbner op for flere hektar end de 5.000 ha, man har sagt tidligere. Er det 23.000 ha? Er det det, ordføreren lover på talerstolen i dag?

Ordføreren.

Bare lige for at korrigere fru Pia Olsen Dyhr: Jeg sagde ikke, at vi havde foretrukket landbruget – på ingen måder. Jeg siger, at det her er en balance mellem landbruget og naturen. Vi har jo også udlagt 13.300 ha skov til urørt skov for at sikre biodiversiteten, for at sikre et rigt planteliv, et rigt dyreliv, som jeg også kan høre fru Pia Olsen Dyhr går op i.

Jeg kan ikke stå her og garantere, hvad det ender med med Natura 2000-arealerne. Det kan jeg simpelt hen ikke. Men jeg kan love dig, at vores nye miljø- og fødevareminister har lovet at se på det, og han har lovet at finde en aftale, der er balanceret.

Tak. Så er det hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, og også fra min side velkommen til fru Britt Bager som politisk ordfører.

Jeg vil godt vende tilbage til den del af det grønne, der handler om energi. Jeg fulgte selvfølgelig også nøje med i den næsten Pia Raugske gennemgang af palettens farver og regnbuens farver. Jeg kan måske bedre lide Pia Raugs sang. Men ikke desto mindre er det, jeg synes er interessant, at hvis man sådan på den måde blander alle palettens farver sammen til én, bliver det jo desværre ikke grønt, men derimod brunt.

Når vi kommer til forhandlinger med regeringen – og vi møder jo altid op, når vi bliver inviteret – så er der næsten altid en skjult dagsorden, der handler om skattelettelser et eller andet sted. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide: Kan ordføreren ikke lige sige, hvad der egentlig er vigtigst for Venstre i forbindelse med energiudspillet? Er det vigtigste den store del, der handler om at fjerne nogle af de forskellige energiafgifter, eller er det vigtigste den lille del, altså det, der handler om de grønne investeringer i fremtiden?

Jeg vil bare lige sige, at man normalt sagtens kan høre den side af salen, men det kniber lige lidt nu. Så man skal lige tale lidt højere, hvis man vil regne med at få svar, og så man kan høre det herfra. Tak.

Jeg tror da, at vi bliver nødt til at lægge ud med et lille farvekursus, for det er faktisk sådan, vil jeg sige til hr. Benny Engelbrecht, at hvis man blander blå og grøn, får man den smukkeste turkis. Hvis man blander rød og grøn, får man en meget, meget mudret brun – meget mudret brun.

Hvis vi så lige skal gå videre med vores klima- og energiudspil, skal jeg indrømme, at jeg faktisk ikke hørte, præcis hvad det var, men jeg antager, at ordføreren spørger ind til finansieringen af vores nye energiudspil. Nej? Men det er så det, jeg svarer på, for jeg hørte simpelt hen ikke, hvad ordføreren sagde. Vi har jo fremlagt et energiudspil, hvor vi afsætter 15 mia. kr. til nye initiativer. Jeg synes, det er et meget ambitiøst udspil.

Jeg så også, at Socialdemokratiet fremlagde et udspil. Det synes jeg også er ambitiøst. Jeg synes faktisk, det er et rigtig godt udspil. Derfor undrer det mig også, at vi ikke kan sætte os ned og forhandle om en aftale på det her område. Det har vi tradition for i Danmark. Vi har tradition for store klimaaftaler, store aftaler, der sikrer, at vi også i fremtiden har et grønt Danmark. Det vil jeg bare opfordre Socialdemokratiet til: Kom nu ind til forhandlingsbordet, lad os nu endnu en gang vise, at vi står sammen om et grønt Danmark.

Spørgeren.

Jeg lover formanden, at jeg nok skal være lidt mere rock 'n roll-agtig, sådan at det klart og tydeligt fremgår, også for fru Britt Bager, hvad det er, jeg spørger om. Det, jeg spurgte om – for vi ved jo, at Venstre og regeringen ofte har skjulte skattelettelser med ind til forhandlingsbordet, og vi kommer altid til forhandlingsbordet, når vi bliver inviteret – var: Hvad er det vigtigste for Venstre? Er det den store del af energiudspillet, som handler om lettelser af afgifter, eller er det den lille del af udspillet – den, der handler om de vigtige grønne ambitioner?

Der er ingen tvivl om, at for Socialdemokratiet handler det selvfølgelig om, at et energiudspil skal være ambitiøst på den grønne fremtid.

Ordføreren.

Jamen jeg kan bare sige til hr. Benny Engelbrecht, at jeg da står ved, at vi sænker afgifterne i vores klima- og energiudspil. Det står jeg da fuldt og fast ved, for som jeg sagde i min tale, kan det her jo godt gå på to ben. Vi skal motivere flere til at bruge grøn energi, så det giver jo ganske god mening. Det giver ganske god mening at lempe de afgifter.

Det er jo i øvrigt også det, vismændene anbefaler. De anbefaler også, at vi lemper de afgifter. Men hvad er det, Socialdemokratiet vil? Hvad med Socialdemokratiets finansiering? Hvor vil I tage pengene fra til jeres store forkromede plan? Det mangler vi stadig væk svar på.

Tak. Vi bliver i samme side af salen. Det er hr. Jesper Petersen. Værsgo.

Tak. Jeg tror nu nok, at det er sagt mange gange, og Venstre burde jo selv vide det, at der er rigelige midler i den PSO-aftale, vi har lavet, til at lave et ambitiøst energiforlig, som faktisk vil bringe os meget længere end det, regeringen lægger op til. Fru Britt Bager måtte rette sig selv, i forhold til at det var et klimaudspil, regeringen havde fremlagt. Det var det nemlig ikke. Jeg kan godt hjælpe lidt på vej. Det er faktisk mest af alt et skatteudspil, man igen har fremlagt. Så det synes jeg at man skulle kalde det. Jeg formår at fremkalde lidt munterhed på talerstolen, men fru Britt Bager må vel erkende, at faktisk en meget, meget stor del af det udspil, der er lagt frem, slet ikke handler om klima, men om at nedsætte elafgifter. 4,5 mia. kr. alene til at sænke den generelle elafgift. Det er vi enige om, kan jeg se, for der bliver nikket.

Vil fru Britt Bager så ikke bare også bekræfte, at formanden for Klimarådet faktisk siger, at det rent klimamæssigt ikke er nogen særlig god idé. Så det er både dyrt – man vil tage det fra velfærdspengene – og formanden for Klimarådet siger, at det faktisk ikke er nogen særlig god idé rent klimamæssigt at gøre, som regeringen foreslår. Kan fru Britt Bager ikke bekræfte, at det er det, der er sagen her?

Ordføreren.

Men nu bliver jeg bare sådan lige pludselig i tvivl, om Socialdemokratiet ikke er indstillet på, at vi i langt højere grad skal overgå til vedvarende energi. Er Socialdemokratiet ikke indstillet på, at i 2030 skal mindst 50 pct. af danskerne være overgået til vedvarende energi? Synes Socialdemokratiet ikke, at det er en god idé, at vi laver et teknologineutralt udbud, hvor vi sidestiller sol og vind? Synes Socialdemokratiet ikke, at det er en god idé, at vi udbygger, så vi har danmarkshistoriens største havvindmøllepark? Eller er det eneste, Socialdemokratiet er interesseret i, hvor pengene skal komme fra? Jeg hører simpelt hen ikke et ambitiøst Socialdemokrati på det her område. Jeg hører et Socialdemokrati, der vil æde af råderummet og slække på ambitionerne.

Spørgeren.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde med den besvarelse fra fru Britt Bager. Vi må få den skrevet ud bagefter, fordi der er utrolig mange fejlslutninger og mærkværdige kommentarer i den besvarelse, som fru Britt Bager gav.

Lige før fik Socialdemokratiet ros for at være kommet med et meget ambitiøst udspil, der i øvrigt også indebærer tre havvindmølleparker, hvor regeringen foreslår en; som indebærer energispareindsats, hvor regeringen vil have den droppet; som indebærer væsentligt flere midler til energiforskning end der, hvor regeringen sætter ind, nemlig hvor man vil have færre midler. Så jo, det er et væsentlig mere ambitiøst udspil end det, regeringen lægger frem. Vi forhandler meget gerne, men vi vil forhandle klimapolitik. Vi vil ikke forhandle elafgiftslettelser, som er det, regeringen vil bruge penge på, ikke bare fra det, vi kan kalde det grønne råderum, men fra de penge, statsministeren selv har siddet ved en nytårstale, kigget danskerne ind i øjnene og lovet skulle gå til velfærd. Nu vil man bruge de penge på at sænke elafgiften i stedet for. Man har fremlagt et skatteudspil, man har færre ambitioner på nærmest samtlige punkter end det, vi har lagt frem. Og vi har styr på finansieringen på det grønne område. Fru Britt Bager har chancen nu for at rette op på de mange fejl, der blev givet i svaret for lidt siden.

Tak. Ordføreren.

Jeg ved simpelt hen ikke, hvordan der kan være fejl, når jeg stillede et spørgsmål. Jeg sluttede jo ikke noget som helst. Jeg spurgte, om Socialdemokratiet ville være med. Så jeg sluttede ikke noget som helst. Jeg stillede et åbent spørgsmål, som hr. Jesper Petersen havde mulighed for at svare på, og det gjorde han ikke.

Det er jo fuldstændig korrekt, at vi i vores energiudspil vil have en havvindmøllepark. Det er også fuldstændig korrekt, at Socialdemokratiet vil have tre. Forskellen er bare, at vi har sagt en frem til 2022, og at vi der vil tage stilling til, om der skal udbygges endnu mere. Det synes jeg da er god fornuft. Afvent og se, hvad der sker. Vi har sagt en frem til 2022. Det betyder jo ikke, at der ikke kommer flere havvindmølleparker – tværtimod. Og så ved hr. Jesper Petersen godt, at når det angår det klimapolitiske udspil på de ikkekvotebelagte sektorer, kommer det efter sommerferien. Så det kan jeg selvfølgelig ikke stå og løfte sløret for her.

Tak. Så er det fru Jette Gottlieb, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg vil skifte spor. Jeg vil gerne spørge Venstres ordfører om situationen på vores sygehuse. Ordføreren fremlagde en solstrålehistorie, men virkeligheden ude på sygehusene på afdelingerne er jo ganske anderledes, og vilkårene for de ansatte er jo ikke strålende. Vi ved alle sammen, at de ansatte efter årelange såkaldte effektiviseringer løber stærkere og stærkere. Jeg tror også, vi alle sammen ved, at når det handler om samspillet mellem mennesker og omsorg, er det at løbe stærkere ikke en kvalitet, nærmere det modsatte. Derfor er jeg dybt, dybt bekymret. Vi har lige været igennem et overenskomstforløb, hvor de offentligt ansatte var i en situation, der måtte vække til virkelig dyb eftertanke.

For nej, man kan nemlig ikke bruge den gyldne farve, når man beskriver situationen på sygehusene. Danske Regioner blev nødt til at undtage 292 hospitalsafdelinger fra nødberedskab, fordi det på mange afdelinger simpelt hen svarede til det normale fremmøde. For omkring en femtedel af dem var man slet ikke i stand til at stille det fornødne nødberedskab. Og ser man videre på hverdagen, er der også store problemer med overbelægning. På hver femte sygehusafdeling i marts, altså lige for nylig, var der alt for mange patienter til for få senge, og vi ved, det er veldokumenteret, at overbelægning ikke bare er ubehageligt, men det er også direkte livsfarligt. Jeg vil derfor spørge Venstres ordfører, om Venstre også ser nogle faresignaler her.

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet, og tak fordi vi skifter emne nu og taler om noget af det, der jo også er meget vigtigt for vores samfund, nemlig sundhedsvæsenet. Det er da væsentligt, at vi får det diskuteret, og det er også væsentligt, at vi får fremført, hvad der vil ske, både hvis Venstre beholder regeringsmagten, men så sandelig også hvis vi i Danmark skulle være så uheldige, at den skulle skifte.

Vi har i den tid, vi har haft regeringsmagten, styrket sundhedsvæsenet med 4,4 mia. kr. Vi har også som noget af det første, vi gjorde, da vi overtog regeringsmagten, lavet en akutpakke til 415 mio. kr. for netop at komme overbelægningen til livs, fordi man selvfølgelig ikke som syg – ja, heller ikke som pårørende – kan være tjent med, at der ligger patienter på gangene. Det var jo også det, fru Helle Thorning-Schmidt gik til valg på, nemlig at afskaffe at have patienter liggende på gangene. Vi har så gjort noget ved det. Vi har investeret 415 mio. kr. for at komme det her problem til livs.

Jeg er godt klar over, at opgaven ikke er fuldendt. Jeg er godt klar over, at der stadig væk er udfordringer derude. Men jeg må også bare sige, at regionerne også må se til hinanden. De dårlige regioner må se, hvad det er, de gode gør. Vi har lagt det her ud til regionerne, og de bliver også nødt til at påtage sig den opgave at planlægge det her bedre.

Spørgeren.

Jo, men det er jo sådan, at selv om der er bevilget ekstra penge, og det er der jo forsøgt ad mange omgange, så gælder det ikke pr. patient, og sagen er, at der bliver flere og flere patienter. Og det forekommer mig ikke, at der ligger nogen som helst forslag til løsning, når man kan se, at bare for et par måneder siden kunne man gøre op, at der stadig væk var alt, alt for mange på gangene, og når man stadig kan gøre op, at det ikke kan lade sig gøre at lave nødberedskab i en konfliktsituation, fordi de daglige bemandinger er så svage, som de er, fordi der simpelt hen ikke er personale nok. Og der mener jeg der må gøres en meget, meget større indsats, og det vil jeg spørge Venstre om hvad de så har tænkt sig at gøre ved. Efter at de har bevilget de mange penge, efter at de har løst alle problemerne, efter at de har bedt regionerne om at løse problemerne yderligere, hvad skal der så gøres? For problemerne er ikke løst.

Ordføreren.

Jamen jeg synes faktisk, at den her diskussion bliver nødt til at omhandle regionernes ansvar. For det kan jo ikke nytte noget, at vi sidder her i Folketinget og siger, at vi vil bestemme alt i regionerne. Vi har regionerne; det er deres ansvar. De dårlige regioner må kigge til de gode. Fire ud af fem af regionerne er ledet af Socialdemokratiet. Vi investerer massivt i vores sundhedsvæsen. Vi vil gerne komme det her problem til livs, men der er altså også et ledelsesansvar derude; der er en ledelse, der må træde i karakter.

Tak. Så er det fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg deltager gerne i jagten på guldet for enden af regnbuen. Men jeg vil gerne fortsætte lidt i samme spor, og jeg vil godt gå tilbage til 2015. Der var Venstre jo ude med et sundhedsudspil, og den nuværende statsminister sagde, at regionerne fik den her valgperiode til at bevise deres værd. Det er jo sådan i dag, at der flere steder i landet er lange ventelister, og bl.a. på høretabsbehandlingsområdet er der 123 ugers ventetid, altså over 2 år, på at få et høreapparat og få behandlet sit høretab. Et af Venstres syv mål var jo netop, at ventetiden på diagnose og behandling skulle nedbringes. Så jeg vil høre ordføreren, om ordføreren mener, at regionerne har levet op til deres ansvar, og om, hvad der så skal ske med regionerne efter et valg.

Ordføreren.

Det er jo en spændende diskussion, den her diskussion om regionerne, og den dukker op i tide og utide. Det er jo, fordi regionerne løfter så stort et ansvar, som de gør, så stort et område, som de gør, noget, der er vigtigt for os alle sammen. Altså, vi har i Venstre lige nu ingen aktuelle planer om at afskaffe regionerne, men jeg synes da, det er en spændende diskussion, og det er da også en, vi med jævne mellemrum skal sætte os ned og tage, og der vil jeg da også gerne indbyde Dansk Folkeparti til at komme ind i den diskussion og tage en snak om, hvad fremtiden er for regionerne. Men som det ser ud lige nu, har vi altså ingen planer om, at de skal afskaffes.

Spørgeren.

Så jeg skal forstå ordføreren sådan, at ordføreren er tilfreds med det, som regionerne leverer. Det var netop det, man satte et mål for. Man satte bl.a. syv mål for regionerne, hvis Venstre kom til regeringsmagten i den her valgperiode, og det gjorde de jo. Men vi har ventelister, og her i sidste uge, den 24. maj, var sundhedsministeren ude at skælde regionerne ud for, at de netop også svigtede de psykisk syge. Så derfor er det jo vigtige spørgsmål at stille. Mener Venstre, at regionerne lever op til deres ansvar? Og hvad skal der ske med regionerne efter et valg? Altså, der er gået 3 år, siden Venstre var ude at sige, at så måtte regionerne nedlægges, hvis de ikke levede op til deres ansvar.

Ordføreren.

Jamen altså, det her med behandlingstiden er jo et meget, meget relevant spørgsmål, og det er jo heldigvis noget, vi har leveret på. I 2001 var ventetiden på behandling 90 dage, i dag er den 43 dage. Altså, det er jo markant bedre, det må man bare sige. Dermed ikke sagt, at der ikke skal gøres mere, for selvfølgelig skal der gøres mere, men vi har jo også frataget regionerne produktivitetskravet. De skal jo også leve op til deres ansvar. Jeg synes da, der er mange ting, man kan gøre bedre derude - rigtig mange ting.

Men jeg må bare endnu en gang sige, at diskussionen om, hvorvidt regionerne skal nedlægges, synes jeg vi skal tage stille og roligt. Jeg kan ikke stå og sige her fra Folketingets talerstol, at det har Venstre tanker om.

Tak. Den sidste spørger til ordføreren for Venstre, fru Britt Bager, er hr. Christian Rabjerg Madsen. Værsgo.

Tak for det. At følge Venstre i debatten om det grønne er lidt som at se en utrolig lang udgave af 1980'er-klassikeren »Ud at køre med de skøre«; det sejler fra den ene side til den anden. Først bruger man 3 år på at skære ned på alt det grønne, og fem minutter i lukketid bliver man så enig med sig selv om, at man hellere må prøve at levere noget på det her område, og så iklæder man sig pludselig grønne klæder. Jeg tror godt, danskerne kan gennemskue, at det ikke er troværdigt. Men det er fair nok.

Hvis det pludselig er vigtigt for Venstre med det grønne, skulle vi så ikke prøve sammen at løfte den grønne forskning og ikke bare udfylde det hul, som Venstre har skabt med de massive besparelser på den grønne forskning siden 2015?

Ordføreren.

Tak for igen at bringe det grønne emne op. Altså, jeg synes jo også, forskning er vigtigt, og det synes vi helt generelt i Venstre. Vi lever jo også op til det krav, vi har procentuelt om, at skulle investere i forskning. Vi afsætter også med vores energiudspil, jeg mener faktisk, det er 580 mio. kr., til at investere i grøn forskning. Så selvfølgelig vil vi forskning, vil jeg sige til hr. Christian Rabjerg Madsen, og vi kan da godt stå her og konkurrere om, hvem der er mest grønne, og hvordan farverne bliver blandet. Men det, jeg er bekymret for, og det, jeg er optaget af, er, at vi får landet den her aftale, og at Danmark stadig væk efter næste folketingsvalg har lavet en bred aftale om det her. Det har vi gjort siden 1970'erne, og det skal vi selvfølgelig også gøre nu.

Spørgeren.

Jo, men det er bare ikke helt troværdigt, og det her er jo ikke nogen konkurrence. Der er jo en virkelighed, i forhold til om vi skaber fundamentet for de grønne arbejdspladser, som jeg tror vi deler ambitionen om at skabe. Regeringen vil afsætte 580 mio. kr. til den grønne forskning, og da vi forlod regeringsmagten i 2015, havde vi afsat over 800 mio. kr. til det samme område. Så man kan jo ikke prøve at overbevise danskerne om, at man på den ene side ønsker at være grøn og har ambitioner på det grønne område og på den anden side skære så massivt. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Ordføreren.

Vi kan jo godt stå her og hive enkelte parametre ud af aftaler; det er der jo ingen der bliver klogere af. Det her skal ses i en sammenhæng, og som jeg sagde lige før, lever vi op til alt det, den tidligere SR-regering satte af mål. Den aftale, hr. Martin Lidegaard kaldte den mest ambitiøse i historien, lever vi op til. Det er da ikke helt skidt. Så kom nu ind til bordet, og anvis, hvor I synes pengene skal komme fra.

Tak til Venstres politiske ordfører, fru Britt Bager. Så kan vi sige velkommen til fru Pernille Skipper, Enhedslisten. Værsgo.

Mange tak. For nylig fandt man en stor, flot hval inde ved vandkanten ved den norske kyst. Den var svømmet på grund, og kystvagten prøvede så flere gange at få den her hval til havs igen, men hvalen blev ved med at svømme ind igen af sig selv, og så lå den der i vandkanten og blev mere og mere afkræftet. Til sidst aflivede de hvalen, og da zoologerne så åbnede maven på den, fandt de ikke mindre end 30 plastikposer filtret sammen i maven på den her fine hval. Den havde bogstavelig talt ædt sig ihjel i vores affald. Mængden af affald, forurening og CO 2 -udledning, som vi mennesker står for, er godt i gang med at undergrave kloden, som vi kender den, fuldstændig, og hvis vi ikke i fællesskab får rettet kursen op, bliver den hvals mavesæk billedet på den arv, vi giver videre til vores børn og børnebørn. Det kan vi slet og ret ikke være bekendt.

Selv om regeringen her i dag frejdigt bliver ved med at påstå, at den er åh så grøn – jeg tror endda, man har kaldt sig den grønneste nogen sinde – og at vi også generelt i Danmark hele tiden bryster os af at være et foregangsland, så er det desværre ikke hele sandheden. For det første: Udbygningen af vedvarende energi er i praksis gået helt i stå. Regeringen blokerer for højere ambitioner i EU og har selv fremlagt et udspil, som sætter os bag i bussen, når det kommer til den grønne omstilling. For det andet: Der, hvor Danmark og den rige del af verden stadig væk sidder solidt i førersædet, er, når det kommer til aftrykket, vi sætter på kloden, og det er med vores forbrug, vores landbrug og vores transport.

Hvis alle andre i verden rent faktisk tog det bogstaveligt og gjorde, som vi gør, så ville vi have rigtig store problemer. Lige nu har vi også den varmeste maj nogen sinde, og forskerne er krystalklare: Vi skal inden for de næste ganske få år have vendt udviklingen, og de danske og internationale udledninger skal til at falde drastisk og ikke bare en lille smule. Det er nødvendigt, hvis det ikke skal have fatale konsekvenser for vores klode og for de kommende generationer, som skal bo her. Det betyder altså, at vi gør klogt i at blive ved med at diskutere den grønne omstilling, for det næste valg er det afgørende. Det er det næste valg, som skal være klimavalget.

Derfor er det også godt, at der er gået sådan en grøn konkurrence i gang herinde. Det handler stadig væk mest om at være dygtig til at genere mennesker på flugt fra krig og terror, men nu handler det så også om at være grønnest. Jeg vil sige, at særlig jeg og folk i min højde ikke rigtig har kunnet undgå at bemærke, hvor ivrige især Venstre har været efter at være en del af den her grønne konkurrence, for når man er ca. 1,65 m høj, har man klima- og energiministerens slips sådan lige i øjenhøjde, og det slips har været rigtig grønt på det seneste. Men han har ikke været den eneste. Jeg har bemærket, at lige deromkring, da udspillet kom, var alle sejl sat, og man havde simpelt hen slipsekoordineret i regeringen – og så ved vi, at man mener det, ikke? Jeg er lidt ked af, at det ikke har gentaget sig i dag. Det kommer, får jeg at vide af statsministeren. Der bliver slipsekoordineret igen senere med de grønne slips.

Men det kan jo ikke gøre det. Altså, det kan ikke gøre det at vifte med et slips og farve logoerne grønne. På sin vis minder statsministeren og holdet af ministre i virkeligheden om orkestret på Titanic. Båden tager vand ind, og hensynet til kortsigtede løsninger, skattelettelser og den her blinde økonomiske vækst betyder, at man snakker grønt – men man handler ikke grønt. Derfor er det også tydeligt, at vi har brug for en ny regering. Det er hos oppositionspartierne, man finder de rigtig høje ambitioner, og det er vi glade for. Som andre har bemærket, er det ikke altid, at vi er enige i blokken, men her har vi virkelig noget at stå sammen om. Det er også her, man finder de partier, der ligesom Enhedslisten insisterer på, at det ikke skal være underklassen, der skal betale gildet, mens de rigeste fortsætter med det høje forbrug og meget mere, end jorden kan holde til.

Heldigvis kan og skal den grønne omstilling gå hånd i hånd med en mere retfærdig fordeling af ressourcerne. Nu er det på tide, at vi tager et ansvar herinde, det er der mange der gør uden for Christiansborg, det skal vi også. Men vi mangler også at løfte ansvaret for de udsatte boligområder, og det skal ikke mindst handle om de mennesker, der bor der. Vi tager et lille skift, for i det her forår har de mennesker, der bor i udsatte boligområder, igen måttet lægge ryg til mangt og meget, for at partier herinde har kunnet få sig selv forrest i overskrifterne og er kommet til at virke handlekraftige. Det har ført til aftaler om stopprøver i 0. klasse, om tvangsmæssige læringsforløb om grundloven til børn, som knap har lært at gå og slet ikke kan sætte en sætning sammen endnu, og det har også ført til en aftale om, at udsatte familier skal trues med yderligere fattigdom i form af en frataget børnecheck, hvis børnene ikke møder i skole, samtidig med at de samme familier så kan læse i aviserne, at de skal være bekymrede for, om det er deres lejligheder, der skal rives ned eller sælges fra til private.

Egentlig går det faktisk fremad i de udsatte boligområder. Kriminaliteten rasler ned, uddannelsesniveauet stiger, og det er, fordi der er beboere, der engagerer sig, det er, fordi der er en stærk boligsocial indsats, heldigvis, og det skal vi fortsætte med. Men svaret fra regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF har været, at så har man ændret ghettokriterierne. Så er man helt sikre på, at man har noget at pege fingre ad igen en anden gang, selv om udviklingen egentlig er positiv med hensyn til kriminalitet og uddannelse. Og det vidner egentlig kun om, hvor lidt det handler om beboerne i de udsatte områder, og hvor meget det handler om Christiansborgs »lad os være hårdest ved udlændinge«-mediecirkus.

Der er problemer i de udsatte boligområder, men det er gennemgående for de aftaler, der er indgået, at problemer med arbejdsløshed, fattigdom og sprog ikke er det, man går i gang med egentlig at løse. Aftalerne opnår på en god dag at skubbe problemerne rundt og på en dårlig dag at forværre dem. De beboere, der har brug for hjælp, mødes af trusler og tvang. Hvis man gennemfører planerne om at rive lejligheder ned og sælge almene lejemål fra, så kan vi komme til at mangle op imod 11.000 familieboliger. Det er sådan set ministeriets egne tal. Men der er ikke et eneste af aftalepartierne, som har en plan for, hvor de mennesker, der i dag har deres hjem der, spiser deres aftensmad der, putter deres børn i de lejligheder, så skal bo henne. Og hvis man gennemfører forbuddet mod at lade mennesker på kontanthjælp flytte ind, ja, så er det endnu et angreb på mennesker, der er ramt af arbejdsløshed, sygdom, handicaps, som i årevis er blevet jagtet.

Men kære aftaleparter, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Venstre, SF, Liberal Alliance og Konservative, det er utroligt, men desværre nødvendigt, at vi påpeger det en gang til: Man rejser sig ikke fra sygesengen, man tryller ikke et handicap væk, fordi man bliver presset på pengepungen. Og mennesker ramt af arbejdsløshed, psykisk sygdom eller tunge sociale problemer, for den sags skyld, forsvinder altså ikke fra Danmarks territorium, fordi I river deres boliger ned. De skal også have et sted at bo, de skal også være her. Det er vanvittigt, at der er et behov for at sige det, men det er der. De skal også have et sted at bo, de skal også have lov at være her.

Jeg vil bruge mit allersidste minut på at sige, at det desværre er lidt af en tendens, at der nærmest ikke går en dag, hvor statsministeren ikke ligesom bruger chancen til at minde os alle sammen om, hvor godt det går for dansk økonomi. Her i morges var det heller ikke rigtig nogen ny pointe, der kom fra statsministeren, om, at Danmark er tilbage i topform, må vi forstå. Men uanset om vi er i topform eller i krise, så er der nogle arbejdsløse mennesker, der skal jages. Beskæftigelsesministeren har også i dag fremlagt endnu en pose med rigtig dårlige nyheder for arbejdsløse og især de arbejdsløse, som har en eller anden form for skavank, sygdom, et handicap, sociale problemer, der gør, at de ikke sådan bare lige kan tage et arbejde. Når der er krise og tusindvis af mennesker mister deres job, så skal de arbejdsløse betale med en kortere dagpengeperiode. Når det går godt, som nu, så skal de arbejdsløse også jages. De skal piskes af sted, og man skal nægtes trygheden i at vide, at man faktisk godt kan sige op uden at miste hus og hjem, hvis man arbejder under dårlige forhold. Det er, som om man ikke rigtig kan lade være i regeringen. Det er en eller anden form for tvangstanke, man ikke kan slippe.

Men, skal jeg sige som min allersidste sætning, vi kan faktisk gøre det anderledes. Der er råd, det er muligt at vælge at sikre et velfærdssamfund for de mange med tryghed og med grøn omstilling.

Det er der en række der gerne vil spørge lidt ind til. Vi lægger ud med hr. Torsten Schack Pedersen. Værsgo.

Tak for det. Enhedslisten har jo vedtaget nye parlamentariske principper: at man ikke vil garantere støtten til en socialdemokratisk ledet regering. Hvis der er ting, som Enhedslisten synes er for meget, så er man klar til at trække tæppet væk. Derfor synes jeg sådan set, det kunne være rart at få et klart svar på spørgsmålet:

Hvis fru Mette Frederiksens ord her i dag skal stå til troende, hvordan vil Enhedslisten så agere, hvis der måtte være et flertal, der peger på Mette Frederiksen efter næste valg, og en regering ledet af Mette Frederiksen fører en udlændingepolitik, som er i stik modsat retning end det, som Enhedslisten står for? Vil det være et af de elementer, som Enhedslisten vil kunne bruge til at trække tæppet væk under en eventuel socialdemokratisk ledet regering?

Ordføreren.

I Enhedslisten har vi rigtignok, som det bliver sagt, vedtaget nogle nye parlamentariske værktøjer, og de ligger så trygt og godt dernede i værktøjskassen helt uden at blive anvendt i hypotetiske situationer, men klar til at blive det i konkrete. Og så har jeg sådan set også svaret på det spørgsmål, som bliver stillet, og som der sikkert er flere der har forberedt sig på at stille på andre kringlede måder.

Vi kommer til at vurdere i konkrete situationer, hvornår de bliver anvendelige. Det kommer vi ikke til at foretage en hypotetisk vurdering af. Betyder det, at når vi har lavet de her nye parlamentariske værktøjer, skal vi bestemme alting under en forhåbentlig ny regering? Nej, det gør det ikke, men det betyder i al stilfærdighed, at vi regner med, at alle de partier, som lægger stemmer til en ny regering, også bliver hørt, og det gælder selvfølgelig også på udlændingeområdet. Vi skal ikke bestemme det hele, men selvfølgelig skal vi også høres.

Spørgeren.

Jo, men skal Enhedslisten mere end høres? Eller kræver Enhedslisten indflydelse? Og hvis Enhedslisten ikke får indflydelse, vil man så aktivere de nye parlamentariske principper?

Det er lidt interessant, når Socialdemokraternes formand taler om mandaternes logik og matematik, for det eneste, der har ændret sig siden folketingsvalget i 2011, hvor budskabet fra Socialdemokratiet var præcis det samme – at man ikke ville lempe udlændingepolitikken – og hvor mandaternes logik, som er det udtryk, den socialdemokratiske formand nu ynder at bruge, var præcis den samme, som den måtte være efter et valg, måtte flertallet skifte, er, at Enhedslisten har skiftet principper. Så hvor meget værdi tillægger Enhedslisten Socialdemokratiets formands udsagn om mandaternes logik, når det gælder udlændingepolitikken?

Ordføreren.

Enhedslisten har haft selvransagelse såvel som kritik at dele ud af efter den tidligere regering, og jeg tror ikke, at der er nogen, der er i tvivl om, hvad det var for en skattereform, der gjorde, at vi var meget oppe at skændes for at sige det, som det er. Der var lærerlockouten, hvor lærerne blev tromlet, og der var mange diskussionspunkter. Det gjorde, at vi vurderede, om vi skulle have nogen nye parlamentariske værktøjer klar i kassen. Ja, det skal vi.

Vi kan stille krav til en socialdemokratisk regering. Det kan også komme så langt ud og komme så langt væk, at vi vil trække tæppet væk. Betyder det, at Enhedslistens politik på udlændingeområdet, på uddannelse, på klima, på energi skal være fuldstændig gennemført en til anden? Nej, det gør det ikke. Hvornår de her værktøjer skal tages i anvendelse, vil ske efter en konkret vurdering i de konkrete situationer, men det er et signal om, at man kan komme så langt væk, at det kan blive nødvendigt, men samtidig, skal jeg huske at sige, er det et signal om, at vi selvfølgelig ikke forventer at få alting gennemført på alle punkter.

Tak. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Jeg tror, det var salige Svend Auken, der engang sagde om Det Radikale Venstre, at det at få hold på radikal politik var lige så svært som at sømme budding op på en væg. Jeg kom bare til at tænke på det nu, hvor fru Pernille Skipper skulle redegøre for de her nye parlamentariske principper. Jeg ved ikke, om der er nogen her i salen, der er i stand til at redegøre for, hvad de gik ud på. Magen til væveri skal man da lede længe efter. Og er der noget, Enhedslisten altid er ude efter i forhold til os andre, er det klare svar – nu skal vi virkelig kunne stå til ansvar og fortælle, præcis hvad det er, vi mener om alt muligt mellem himmel og jord. Men når det så kommer til, hvad det egentlig er for nogle parlamentariske principper, Enhedslisten bygger sit fremtidige arbejde på, svæver det godt nok i det uvisse. Det er noget med: selvransagelse, vi har haft en kritik, og der var en skattereform engang, og vi vil ikke afvise, at vi måske på et tidspunkt kunne finde på, hvis vi har støttet en regering, at trække tæppet væk under den igen. Er det det klareste svar, fru Pernille Skipper er i stand til at give i dag på det spørgsmål?

Ordføreren.

Undskyld, jeg tror simpelt hen, at hr. Kristian Thulesen Dahl også brugte det der billede med buddingen, sidste gang vi havde en debat. Det kunne være, hr. Kristian Thulesen Dahl lige skulle få opdateret repertoiret en lille smule. Svaret bliver det samme. Enhedslisten har meget klart sagt, at vi kan komme så langt væk, når vi lægger stemmer til et nyt flertal, at vi må spørge vælgerne igen. Gælder det på udlændingeområdet? Ja, det gør det også. Forventer vi at blive hørt på alle områder? Selvfølgelig gør vi det. Når vi lægger mandater til et flertal, forventer vi at blive hørt. Forventer vi, at der skal være total enighed om alle ting? Nej. Jeg tror, det er fuldstændig det samme som det forhold, der er ovre i den højre side af salen. Fuldstændig.

Spørgeren.

Jeg kan godt stille i udsigt, at jeg sandsynligvis vil komme til at bruge citatet igen. Det er et godt citat, og det bliver mere og mere rigtigt, efterhånden som jeg hører fru Pernille Skipper, for det er altså svært at finde hoved og hale i det her, og jeg tror, det er lige så svært, som hvis jeg skulle sømme budding op på en væg. Hvis vi nu tager udlændingeområdet som et eksempel. Det er jo et område, som rigtig mange danskere går op i, også i forbindelse med hvad der sker i fremtiden. Kan man forestille sig den situation, at Enhedslisten ikke får nogen lempelser igennem på udlændingeområdet og alligevel støtter en regering? For at tage det som et helt konkret eksempel: Kan man forestille sig, at der ikke kommer nogen lempelser – eller »forbedringer«, som De Radikales leder, hr. Morten Østergaard, plejer at sige – på udlændingeområdet og man så alligevel støtter en regering?

Ordføreren.

Jeg har en anden vending, jeg har brugt før. Min farfar havde sådan en vending, hvor han sagde, at man kunne være vil-døv. Det kunne være, at hr. Kristian Thulesen Dahl skulle tænke en lille smule over det. Svaret er, at jeg ikke kommer til at tage stilling til hypotetiske situationer. Det bliver en konkret vurdering i den konkrete situation. Sådan er politik. Jeg tror i øvrigt, at hr. Kristian Thulesen Dahl ville svare præcis det samme. Hr. Kristian Thulesen Dahl har måske en liste hjemme i sin skuffe over de præcise steder, hvor statsministeren kan forvente at blive væltet, hvis han træder over dem, men hr. Kristian Thulesen Dahl lægger den jo ikke frem, vel?

Tak. Så er det fru May-Britt Kattrup, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil skifte spor. Det er jo ingen hemmelighed, at der er nogle områder, hvor Enhedslisten og Liberal Alliance ikke er enige, men der er også nogle områder, hvor vi er enige. Et af dem er faktisk legalisering af cannabis, og så ville jeg høre ordføreren nu, hvor der blæser nye vinde i Socialdemokratiet med Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, som i sin nye bog plæderer for legalisering af cannabis, om ordføreren har haft tid til at tale med Socialdemokratiets Mette Frederiksen om de her nye vinde, den her nye fornuft, der i hvert fald er i nogle dele af Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Vi har sikkert haft tid til det, men vi har ikke vendt lige præcis det forslag konkret, altså jeg selv og formanden for Socialdemokraterne. Jeg har desværre haft tid til at se hr. Nicolai Wammen i fjernsynet reagere på det, og det var da lidt ærgerligt. Jeg vil så samtidig sige, at det er rigtigt, at Liberal Alliance og Enhedslisten faktisk har haft et samarbejde på det her i nogle år, en god sjat år, og jeg tror, at vi sammen skal se de udtalelser, som også er kommet fra dele af Socialdemokraterne, som et rigtig godt tegn på, at det blæser i den rigtige retning. Det gør det også internationalt, hvor man flere og flere steder er begyndt at lave kontrolleret hashsalg, så man kan få det væk fra de kriminelle bander. Flere stater i USA gør det, der er også lande i Europa, hvor man afkriminaliserer narkotika, og vi har herhjemme gode erfaringer med heroinordninger og fixerum. Altså, vi skal en anden vej på narkotikapolitikken, og det kommer vi også.

Jeg er faktisk tilbøjelig til at sige, hvis vi havde en hemmelig afstemning i Folketinget om det her, ville det blive indført. Det er bare et spørgsmål om tid.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier. Værsgo.

Tak for det, tak for en rigtig fin tale. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til noget af det grønne igen. Vi deler jo rigtig mange ambitioner på det grønne område. Nogle gange bliver det lidt stillet op, som at det enten kun er et politisk ansvar, eller også er det kun et personligt ansvar at bidrage til at begrænse klimaforandringerne, og et eller andet sted tror jeg bare ikke, vi kan se de to adskilt fra hinanden, for vi bliver nødt til på en eller anden måde at agere politisk og på en måde, sådan at man også som forbruger bliver hjulpet til at tage det ansvar. Og der kunne jeg godt tænke mig at spørge Enhedslisten, hvordan man ser på det, altså, om vi kan finde ud af at forene det her, og om vi kan komme omkring eller komme over det punkt, hvor vi bliver ved med at sige, at det kun er os politikere, der skal beslutte noget, og så kan forbrugerne ellers bare leve, som de plejer, eller er det på en eller anden måde for at se det i et større helhedsperspektiv?

Ordføreren.

Det er rigtigt nok, at det er her, vi står med et af dilemmaerne på den grønne omstilling. På den ene side er der mange, som skubber ansvaret fra sig politisk og fortæller, at det handler om, at forbrugerne skal stemme med fødderne, og hvad ved jeg, men omvendt er der nogle, som siger, at det slet ikke har noget med individets forbrug at gøre. Sandheden ligger jo et sted midtimellem.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi holder fast i, at Danmark er et af de rigeste lande i verden, og kloden er sådan set også rigtig, rigtig rig, men de goder, der er, er fordelt meget, meget ulige, og hvis man bliver ved med at insistere på, at især den øverste del af befolkningsgrupperne, både i Danmark og i resten af verden, skal blive rigere og rigere og ikke skal dele ud af det i højere grad, kan kloden ikke holde til det på sigt. Det er den ene ting. Så der er altså noget omfordeling i det her, som vi bliver nødt til at holde fast i det skal gå hånd i hånd med.

Samtidig skal vores forbrug omlægges, og vi kan gøre rigtig meget selv, som sådan set ikke mindsker vores levestandard, med genbrug og anderledes forbrug, og så skal vi altså også nudge herindefra, f.eks. fjerne momsen på økologiske fødevarer, for at komme i den retning og også give mennesker med ikke særlig mange penge en mulighed for at købe lidt sundere og grønnere.

Spørgeren.

Tak, og det er vi jo fuldstændig enige i. Jeg vil gerne bruge mit andet spørgsmål på noget andet. Det havde jeg ikke forberedt, men det var, fordi der i morges dukkede en mail op i min indbakke om, at Børnerådet har lavet en ny undersøgelse med overskriften: Samfundet nedbryder børn og unge med præstationspres og drukner dem i mistrivsel. Der er simpelt hen lavet en ny undersøgelse, der viser, at der i dag er rekordmange børn og unge, som simpelt hen mistrives. Der er så mange børn i skolealderen, der føler sig presset hver dag, og mange gør det også en gang imellem. Men der er 21 pct. af de unge i 8. klasse, der føler sig presset hver dag. Statsministeren sagde i sin tale i morges, at der også bliver afsat nogle flere penge til psykiatrien, og det er jo fint, men jeg tror bare, at det grundlæggende er nogle andre ting, der er galt med vores samfund, når der er så mange unge, der har det dårligt. Kan Enhedslisten ikke give sit bud på, hvad vi gør forkert her i Danmark, siden de her tal er noget, vi ser på en dag som i dag?

Ordføreren.

Jeg er jo sådan set enig i, at vi har store problemer i psykiatrien, men det er jo ikke forebyggelse. Altså, vi har et problem med stress og pres, især hos de unge piger, men vi må ikke glemme de unge drenge. Og jeg tror, at en stor del af roden til alt det her findes i vores uddannelsessystem. Det er fremdriftsreformer, det er karakterræs og regler om at gange karaktererne. Og jeg tror faktisk også, at det begynder at gå op for flere og flere, at man ikke kan blive ved med at presse unge mennesker til at have et evigt fokus på at være de bedste og løbe hurtigst og få det rigtige job og træffe de rigtige valg med det samme, uden at det også har en konsekvens for deres liv og deres sundhed og deres glæde. Så derfor tror jeg bare, jeg vil sende en venlig tanke til hr. Søren Pind, som har forladt Folketinget, men som sluttede af med at sende et lille svirp også til sit eget parti i den anledning.

Tak. Så er det hr. Morten Østergaard. Værsgo.

Jeg vil gerne tale med fru Pernille Skipper om råderummet. Altså den økonomi, der er tilvejebragt gennem beslutninger over tid, og som gør, at vi kan se frem til muligheder for at prioritere ting som øget velfærd og grøn omstilling, og hvad vi nu måtte finde ud af i de kommende år. Og det kan man jo forvisse sig om ved at kigge i de publikationer, der kommer fra regeringen, om, hvordan det nu ser ud. Og så har vi selvfølgelig den kendte politiske diskussion om, hvad der skal prioriteres højest.

Jeg tror, at vi på nogle stræk er enige om, at uddannelse og grøn omstilling er prioriteret for lavt nu og her. Men det, der er fælles for alle de fremskrivninger, er jo, at de baserer sig på, at der er mange, der kommer til Danmark for at arbejde. Altså at der er en tilgængelighed til udenlandsk arbejdskraft. Hvis ikke den udenlandske arbejdskraft var her, ville der heller ikke være det råderum. Og derfor er mit spørgsmål til fru Pernille Skipper:

Når Enhedslisten medvirker til at gøre det sværere at tiltrække udenlandsk arbejdskraft og vel har en skepsis over for den frie bevægelighed, er man så også opmærksomme på, at hvis man kom igennem med sin politik, ville det reducere adgangen til velfærd for danskerne, fordi råderummet så ville blive mindre?

Ordføreren.

Det mener jeg ikke er en korrekt konklusion. Det er fuldstændig rigtigt, at Enhedslisten har en vis skepsis over for, at man importerer udenlandsk arbejdskraft eller – lad mig sige det helt korrekt – lader virksomheder importere udenlandsk arbejdskraft uden om ordentlige, ordnede danske forhold. For det betyder løndumping og et pres på de løn- og arbejdsvilkår, vi har i Danmark, hvis det ikke sker under ordnede forhold. Det betyder ikke, at man ikke er velkommen i Danmark som arbejder. Det betyder bestemt heller ikke, at vi ikke også har brug for udenlandsk arbejdskraft inden for specifikke fag – måske også hvis man kommer til at mangle hænder i fremtiden. Vi har brug for det, men det skal være under ordnede forhold. Og det er derfor vi er skeptiske over for den frie bevægelighed, som hr. Morten Østergaard siger, fordi den for frie bevægelighed i høj grad og i mange tilfælde forhindrer os i at stille krav til de virksomheder, som har brug for udenlandsk arbejdskraft.

Spørgeren.

Jeg sad ellers her lige på kanten af stolen parat til at ryge op og sige: Yes, vi er enige. Jeg synes, det var så fornuftigt lige indtil sidst, hvor fru Pernille Skipper så alligevel får skabt tvivl om, hvad Enhedslisten egentlig mener. Det, jeg har brug for at høre, er, om der er en forståelse for, at de mere end 250.000 udlændinge, der er i Danmark, skaber velfærd via deres arbejde og deres skattebetaling, og at det derfor er sådan, at hvis det lykkes et flertal i Folketinget at gennemføre en politik, der reducerer tilgangen af udenlandsk arbejdskraft i de kommende år, så vil der være mindre velfærd.

Jeg er enig i, at det skal være på ordnede vilkår, men hvis man skærer spørgsmålet ind til benet: Hvis vi kunne sikre, at det altid foregik på overenskomstmæssige vilkår, var fru Pernille Skipper så klar til at få endnu mere velfærd ved at invitere endnu flere dygtige udlændinge til Danmark, som kan betale vores høje skat og bidrage til vores sygehuse, vores uddannelser og alt det gode, vi gerne vil, med den grønne omstilling?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg vil have mig frabedt, at man insinuerer, at vi i Enhedslisten ikke respekterer eller værdsætter mennesker fra andre lande, der arbejder i Danmark og betaler deres skat og deltager i samfundet. Der er for mange i det her rum, som ikke respekterer mennesker fra andre lande på rigtig, rigtig mange måder – Enhedslisten er ikke en af dem.

Der, hvor vi har en stor disrespekt, er for arbejdsgivere, som misbruger fattige mennesker i andre lande ved at importere dem til Danmark og få dem til at arbejde under ikkeordnede forhold her – og dermed ikke kun er til skade for de mennesker, der arbejder, men også for løn- og arbejdsvilkårene her i Danmark. Det har vi et problem med. Vores mål er at sikre ordnede forhold for alle, og så er vi faktisk fuldstændig ligeglade med, hvor de kommer fra.

Tak. Så er det SF og hr. Karsten Hønge. Værsgo.

Enhedslisten har jo gennem årene givet EU skylden for alverdens ulykker og ondskab. Det er lige fra triste finanslove med asociale nedskæringer til den beklagelige tilstand for ålegræs i Det Sydfynske Øhav og til den vigende hårgrænse blandt landets pensionister. Og når man nu tror på, at det er så rædselsfuldt, så er det jo klart, at man gerne vil ud af suppedasen, ud af EU. Det er jo ikke så mærkeligt.

Beruset og opstemt af, at englænderne vil forlade EU, foreslog Enhedslisten jo også, at vi skulle have en afstemning om forholdet til EU, og den skulle faktisk finde sted grundlovsdag i år, altså allerede i næste uge. Hvordan går det? Hvornår skal vi have den folkeafstemning efter Enhedslistens mening?

Ordføreren.

Forhåbentlig ikke i næste uge da. Enhedslisten vil gerne have en afstemning om det danske forhold til EU. Der er ikke i nærheden af at være et flertal for det lige nu, så det står jo ikke lige for. Og jeg er jo i øvrigt også glad for, at hr. Karsten Hønge meldte sig på banen, nu når jeg ikke kan se Holger K. Nielsen i salen, for det plejer tit at være mig og ham, der har den her lille EU-dans.

Enhedslisten ønsker et stærkt internationalt samarbejde. Vi ønsker et internationalt samarbejde, der sætter hensynet til miljø, mennesker, evnen til at håndtere klimaudfordringer og miljøproblemer og flygtninge i fællesskab forrest og over hensynet til markedet og den frie bevægelighed for virksomheder. Det er vores grundlæggende håb.

Kan man få det ved at ændre traktatgrundlaget og EU indefra? Og kan man derigennem også få et mere demokratisk internationalt samarbejde, ja, så arbejder vi for det, og så er vi med på den vogn. Det tror vi ikke på, og det er også derfor, vi gerne vil prøve at opbygge noget andet.

Jeg synes egentlig, at det ville klæde SF, at man ikke igen og igen snakker om, hvad Enhedslisten vil, men bruger tiden på at ændre EU indefra, som SF altid siger man kan, men ikke er lykkedes med.

Spørgeren.

Det er på mange måder måske et interessant svar, selv om jeg nu mest synes, at det var fyldt op med sniksnak. Måske kunne fru Pernille Skipper nu i anden omgang faktisk nærme sig at svare på det, jeg spørger om, nemlig hvornår vi skal have den her folkeafstemning. Jeg mener bare, at det jo kun er et år siden, man var meget opstemt over det, og at vi nu skulle have den her afstemning. Man havde oven i købet sat en dato på, og det skulle være i næste uge. Nu bliver til en gang snak om, at SF skal holde sig til sin egen politik.

Men det drejer sig altså om, at jeg stiller fru Pernille Skipper spørgsmål om, hvornår vi skal have afstemningen. Hvad er det, Enhedslisten vil? Det kan jo ikke nytte, at man annoncerer en afstemning og så bare trækker i land. Og den forklaring, som fru Pernille Skipper nu giver, nemlig at der ikke er flertal for det, afholder normalt ikke Enhedslisten fra at fremsætte beslutningsforslag, selv om man på forhånd ikke ved, om der er flertal for det. Det er ikke det, der er historien i Folketinget.

Så spørgsmålet er: Should we stay or should we go now?

Ordføreren.

Enhedslisten ønsker en afstemning om Danmarks forhold til EU. Det har vi sagt højt. Der er ikke flertal for det lige umiddelbart; det er ikke noget, der står lige for. Og svaret er jo, at sådan en afstemning kan man ikke som ét parti annoncere. Så så længe der ikke er flertal for det, kommer der ikke en afstemning. Hvornår skal vi have den? Når der er flertal for det.

Med disse ord afbryder jeg mødet, for at vi kan afholde den efterhånden længe ventede frokost.

Vi genoptager mødet kl. 13, og første spørger kl. 13 er hr. Orla Østerby. Fru Pernille Skipper skal selvfølgelig også være klar kl. 13.

Mødet er åbnet.

Vi går videre i forhandlingen af forespørgsel nr. F 37. Det er fru Christina Egelund, Liberal Alliance – eller hvordan er det? Nej, der er stadig spørgsmål til fru Pernille Skipper. Hr. Orla Østerby, Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Enhedslisten præsenterede i april 2018 en plan for, hvad de ville ændre i Danmark de første 100 dage, hvis man fik agt, som man havde magt. I noget af planen står der, at man vil afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen. Der står i teksten, at kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, integrationsydelsen og den særlige lave kontanthjælp for unge arbejdsløse afskaffes.

Nu kan jeg forstå på fru Pernille Skipper, at den nye parlamentariske værktøjskasse er opgraderet. Så skal jeg lige høre: Vil Enhedslistens støtte en rød regering, som ikke vil afskaffe kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen, som Enhedslisten skriver i 100-dagesplanen?

Fru Pernille Skipper.

Tak. Jeg tror, ordføreren kom til at bytte rundt og sige: hvis vi havde agt, som vi havde magt. Så ville Enhedslisten være et langt kedeligere parti, end vi er. Planen hedder »100 dage med Enhedslisten«, og den handler om, hvad vi ville gøre, hvis vi fik magt, som vi har agt, og så bliver det sjovt. Den viser nemlig, at vi kan komme rigtig, rigtig langt – at det er muligt og realiserbart at udbygge vores velfærdssamfund, være ordentlige ved mennesker på flugt og samtidig komme rigtig langt med den grønne omstilling og klimamålene.

Så er det rigtigt, at det, vi så har sagt vi ville gøre de første 100 dage, hvis vi havde magten, var at afskaffe nogle af de her urimelige fattigdomsydelser – nogle, som desværre er kommet til under den tidligere socialdemokratiske regering, nogle, som er kommet til under den her, og som primært handler om, ja, at jagte mennesker, som har mistet deres arbejde eller har en sygdom eller et handicap og dermed ikke fuldt kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Så bliver der igen spurgt til de her parlamentariske værktøjer, og som jeg sagde før: Hypotetiske situationer forholder de værktøjer sig ikke til. Det er nogle, vi kan bruge i konkrete situationer, hvis vi vurderer, at det er korrekt. Det er også fuldstændig rigtigt, at en ny regering, som støttet Enhedslisten ... jeg er løbet tør for tid.

Ja. Værsgo.

Jeg prøver lige en gang mere. Hvis Enhedslisten får magt, og det ser jo ud til, at det kunne blive sådan efter et valg, hvis vi skulle være så uheldige at få en rød regering, så tænker jeg, om vi kunne stå over for en situation, hvor vi ser Enhedslisten, som vi så dem under den sidste røde regering, hvor de var meget utilfredse med regeringen, men ikke tog konsekvensen, men alligevel var dem, som stemte for selv de allerværste tidsler. Og derfor spørger jeg bare endnu en gang: Vil Enhedslisten støtte en rød regering, som ikke vil afskaffe 225-timersreglen og integrationsydelsen? Vil man støtte en regering på de her områder, hvis det er sådan, at regeringen ikke afskaffer dem i overensstemmelse med jeres 100-dagesplan?

Værsgo.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at rette igen, og den her gang lidt mere alvorligt: Enhedslisten har ikke stemt for en eneste af de ting, som vi kritiserede den tidligere Thorningregering for. Ikke en af dem, som ordføreren kalder tidsler, blev gennemført med Enhedslistens stemmer. Alle de tidsler var noget, som højrefløjen i Folketingssalen lagde stemmer til. Det var skattereformer med topskattelettelser, det var lærerlockouten – alle de ting. Ikke én af de ting var med Enhedslistens stemmer. Og nej, jeg kan love dig for, at Enhedslisten heller ikke i fremtiden kommer til at lægge stemmer til sådan nogle ting. Det er der ikke nogen tvivl om.

Får vi alt igennem under en ny regering? Nej, det gør vi ikke, men vi kommer aldrig til at lægge stemmer til sådan nogle ting.

Vi taler ikke direkte til hinanden.

Værsgo, hr. Rasmus Jarlov, Konservative Folkeparti.

Det var jo ikke helt det, spørgsmålet fra hr. Orla Østerby gik på. Spørgsmålet gik på, om Enhedslisten bare har tænkt sig at affinde sig med, at de bliver sat uden for indflydelse. Under den tidligere regering blev der lavet lettelse på lettelse på lettelse – altså den tidligere røde regering. Nu har vi fået en regering, hvor man, hvis man går ind på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, kan se sådan et strammometer, som måler, hvor mange gange vi har strammet udlændingepolitikken. Det har vi gjort 76 gange, og jeg kan afsløre, at vi ikke er færdige endnu. Vi har tænkt os at blive ved med at føre en meget stram udlændingepolitik.

Socialdemokraterne har i dag tilkendegivet, at det har de tænkt sig at støtte os i. Selv hvis de får magten, har de tænkt sig at føre udlændingepolitik uden om Enhedslisten sammen med os. Så det bliver ikke fru Pernille Skipper eller fru Zenia Stampe, der kommer til at føre udlændingepolitik. Det bliver Inger Støjberg, det bliver Marcus Knuth, Naser Khader, jeg selv og Martin Henriksen. Har Enhedslisten tænkt sig at acceptere det? Det synes jeg er vigtigt for vælgerne at vide.

For sådan at være helt korrekt benævner man jo ministre med ministertitlen.

Værsgo.

Det går godt. Om Enhedslisten har tænkt sig at finde sig i at blive sat uden for indflydelse: Når Enhedslisten har sagt, at vi bliver nødt til at lægge nogle nye parlamentariske værktøjer i værktøjskassen, er det jo, fordi man rigtig nok som ny regering siddende på Enhedslistens mandater kan komme så langt væk fra det, der burde være et fælles projekt, at vi bliver nødt til at sige, at så må vi spørge vælgerne. Hvornår det konkret er tilfældet, må man vurdere i den enkelte situation. Jeg tror, jeg har sagt i hvert fald en del gange fra talerstolen, også i dag: Hypoteserne kommer jeg ikke til at stå her og forholde mig til. Det bliver konkrete vurderinger i konkrete situationer.

Men det er klart, at det jo også er et budskab om, at alle, der lægger stemmer til et nyt flertal, skal høres, og det gælder også på udlændingeområdet. Betyder det, at en ny regering ikke må lave nogen aftaler med andre end os? Nej. Betyder det, at det bliver Enhedslistens 100-dagesplan, der bliver gennemført? Nej. Jeg ville ønske, det var sådan. Men det er jo altså desværre ikke virkeligheden.

Hr. Rasmus Jarlov.

Men når Enhedslisten ikke vil sætte nogen røde linjer op, er det jo også frikort til Socialdemokraterne til, at de kan lave udlændingepolitik sammen med os, lige så meget de vil. Det synes jeg er rigtig godt, for det er jo nødvendigt for Danmark, at vi fører en stram udlændingepolitik. Men jeg synes, det er synd, hvis man går til valg og så foregøgler vælgerne, at man kommer til at få indflydelse på udlændingepolitikken, når det helt tydeligt ikke bliver tilfældet. Tilfældet bliver, at Enhedslisten bliver sat ud på et sidespor. Så kan man stå og være utilfreds, man kan brokke sig, man kan sige alle de ukvemsord, man vil, om Socialdemokraterne, men der kommer ikke til at være nogen indflydelse på udlændingepolitikken. Det synes jeg bare man skal være ærlig om over for vælgerne i stedet for at foregive, at man kommer til at gøre en hel masse. Hvis ikke man vil erkende det, må man sige nu, at der er nogle røde linjer. Så må man fortælle, hvad det er, man ikke vil finde sig i, i stedet for bare at åbne op for, at de gør, som de vil.

Så er det fru Pernille Skipper.

Der er bestemt ikke tale om noget frikort. Lad mig sige det sådan her: Enhedslisten forventer, at en regering, vi støtter, er en regering, som har lyst til at føre politik sammen med os og sammen med de andre partier, der lægger stemmer til et flertal, og vi skal høres på alle områder, det er klart. Det betyder ikke, at vi kan bestemme alting eller forhindre dem i at lave aftaler med andre end os – desværre, havde jeg nær sagt, men sådan er virkeligheden. Og vi kommer til at kæmpe for at få en ordentlig og human udlændingepolitik gennemført tue for tue hele tiden, ingen tvivl om det. Det er sådan, det er.

Kan Socialdemokratiet og eventuelle regeringspartnere komme så langt ud også på udlændingeområdet, at vi siger, at de må finde sig et andet flertal, eller at man må spørge vælgerne igen? Ja, og det kan de også med hensyn til miljø og skattepolitik. Der er mange hypoteser, men jeg har simpelt hen ikke tænkt mig at forholde mig til dem, før de forhåbentlig ikke bliver til virkelighed.

Så er det hr. Martin Geertsen, Venstre.

Tak for det. Jeg vil prøve at slå endnu et søm i den nok så omtalte budding fra før frokostpausen med et spørgsmål på det udlændingepolitiske område. Andre har været andre veje omkring det her spørgsmål, så lad mig spørge helt specifikt: Har Enhedslisten indgået en aftale med Socialdemokratiet om, at Enhedslisten ikke får indflydelse på udlændingepolitikken under en regering ledet af fru Mette Frederiksen?

Værsgo til fru Pernille Skipper.

Nej.

Hr. Martin Geertsen.

Det er også derfor, at det bliver en lille smule interessant, hvad det så er, Enhedslisten egentlig havde tænkt sig at bruge de her mandater til, som man vel potentielt også kan risikere at få efter næste folketingsvalg.

Lad mig spørge på en anden måde: Har Enhedslisten fået en opfattelse hos Socialdemokratiet af, at Socialdemokratiet, for nu at nævne to specifikke eksempler, vil eliminere integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet?

Værsgo.

Nej, desværre ikke. Altså, jeg er med på, at Socialdemokratiet stemte imod kontanthjælpsloftet sammen med Enhedslisten, men vi har jo adskillige gange råbt op om, at vi gerne vil have et løfte om, at det rent faktisk bliver fjernet, og vi har også været rigtig kede af, at man har lavet et forslag om at sætte en form for ydelseskommission sammen i stedet for at sørge for at løfte mennesker ud af fattigdom, for det har de gudhjælpemig da godt nok brug for. Der er tusindvis af mennesker, herunder børn, der er endt i fattigdom, uden at det har haft en nævneværdig effekt med hensyn til at få folk i arbejde.

Herinde prøver vi at klare os uden Guds hjælp på en eller anden måde. Vi skal i hvert fald ikke påberåbe os de højere magter.

Så er det fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Mange tak, og tak til fru Pernille Skipper for en, synes jeg, rigtig god tale. Men jeg må indrømme, at der er noget i fru Pernille Skippers svar, som jeg simpelt hen ikke kan få til at passe med den fru Pernille Skipper, som jeg synes jeg kender, og den Enhedslisten, jeg kender, for i forhold til det her med, hvordan man vil søge indflydelse, hvor meget man vil søge indflydelse, skulle man komme i den situation, at man var parlamentarisk grundlag for en ny regering, virker det nærmest, som om det er en selvstændig pointe for fru Pernille Skipper at understrege, at man søreme ikke har tænkt sig at kræve indflydelse på noget som helst. Det er bare ikke sådan, jeg rigtig kender Enhedslisten, så mit spørgsmål er: Kan det virkelig passe, at Enhedslisten her i dag ved Folketingets afslutningsdebat gør en dyd ud af, nærmest som var man på Valium, at sige, at de ikke kommer til at kræve noget som helst af fru Mette Frederiksen?

Værsgo, ordføreren.

Jeg er rigtig ked af, at fru Christina Egelund har det på den måde, fordi pointen med overhovedet at tage den snak, vi har taget i vores parti, er jo netop at sige, at der er nogle erfaringer fra den tidligere regering, som vi ikke vil gentage. Jeg vil så også bare samtidig i al stilfærdighed sige, at vi ikke lever i en hule for os selv. Vi lærer også af andres fejl, og vi har set, hvad man kan rode sig ud i, hvis man f.eks. er parlamentarisk grundlag og hedder Liberal Alliance, og det lærer vi selvfølgelig også af.

Fru Christina Egelund.

Jeg er glad for at høre, at man trods alt lægger valiumen på hylden og har tænkt sig at søge indflydelse. Lad os så lade processen ligge, for det næste og det interessante er jo så selvfølgelig den politiske substans, og hvilke områder Enhedslisten vil søge indflydelse på og med hvilken politik. Altså, hvor er det substantielt, Enhedslisten gerne vil have en socialdemokratisk ledet regering hen?

Værsgo, fru Pernille Skipper.

Vi forventer, som jeg også har sagt et par gange, at når man lægger stemmer til et nyt flertal, bliver alle hørt svarende til de mandater, man kommer med. Det betyder selvfølgelig, at jo flere der stemmer på partier som Enhedslisten i en ny flertalskonstellation, jo mere kan vi trække i den retning. Substantielt er det jo primært klimaet. Vi ønsker en meget, meget ambitiøs klimapolitik, som faktisk formår at opfylde de målsætninger, der er, for at holde konsekvenserne for Jorden inden for det overskuelige. Dernæst er uligheden et enormt vigtigt emne for Enhedslisten, det at få velfærden og hensynet til de mange sat i højsædet. Og ja, vi skal også have indflydelse på udlændingepolitikken.

Så er det hr. Mads Fuglede, Venstre.

Jeg kan godt forstå, at man i Enhedslisten er ked af at tale om hypoteser. De er jo i sagens natur meget hypotetiske. Men så lad os gå til noget konkret. Denne regering har vedtaget 76 stramninger på udlændingeområdet. Er der en eneste af de stramninger, som Enhedslisten vil kæmpe for at bevare, hvis I skulle få den indflydelse, som I ønsker at få?

Værsgo.

Altså bevare dem? Det er noget andet; den havde jeg ikke lige set komme. Jeg må sige det sådan, at det kan jeg faktisk ikke sådan lige svare på på stående fod. Det kan godt være, at der er noget i den der liste, som man i blå blok kalder for stramninger, og som så ligesom kommer ind i et kagefejringsøjemed, som har en eller anden positiv effekt på f.eks. løndumping. Men jeg må umiddelbart sige, at der ikke er noget som helst i den tilgang, at man fejrer at genere mennesker på flugt fra krig og terror, som jeg synes er specielt positivt. Så nej, der er ikke noget, jeg kan nævne.

Hr. Mads Fuglede.

Er det rigtigt forstået, at Enhedslisten ikke ønsker at bevare nogen af de 76 stramninger, regeringen har fået indført på det udlændingepolitiske område? Er det den rigtige udlægning?

Værsgo.

Jamen undskyld, det er simpelt hen en liste, man selv har lavet. Jeg ved ikke, hvad de 76 stramninger dækker over. Det kan jeg simpelt hen ikke svare på. Hvad der bliver defineret som stramninger, om der er en eller to, som vi vil bevare, ved jeg ikke. Det kan godt være, at jeg har misset noget, men den der liste med de 76 stramninger har jeg simpelt hen ikke siddet og gennemgået. Jeg vil meget gerne gøre det. Men min umiddelbare reaktion er, at det kan jeg ikke forestille mig, men jeg kan da heller ikke fuldstændig afvise det. Jeg ved ikke, hvad det er for en liste. Det er nogle andres liste.

Hr. Carl Holst, Venstre.

Er der noget på den liste – i forlængelse af debatten med hr. Mads Fuglede – over stramninger, som fru Pernille Skipper tror at Socialdemokratiet vil kæmpe for at få fjernet? Og i forlængelse af det vil jeg høre, hvordan ordføreren for Enhedslisten har det med det faktum, at vi gang på gang i dag har oplevet fru Mette Frederiksen give udtryk for, at det i hvert fald ikke er på flygtninge- og udlændingepolitikken, at det røde parlamentariske grundlag – SF, Enhedslisten, Alternativet og ikke mindst Det Radikale Venstre – får indflydelse. Hvilke følelser vækker det hos det parlamentariske grundlag, som fru Pernille Skipper kommer fra?

Værsgo.

Det kilder ikke så meget i maven, nej, det gør det ikke. Altså, jeg har simpelt hen ikke set den der omtalte liste. Det kan godt være, at jeg har misset noget, at jeg burde have set den, at den har været omdelt i udvalgene, at jeg ikke har lavet mine lektier. Jeg har simpelt hen ikke set den liste, så derfor kan jeg ikke forholde mig til den.

Dernæst vil jeg, med hensyn til hvilke følelser det vækker hos os, sige: Prøv at høre, det, at Enhedslisten og Socialdemokratiet er uenige i udlændingepolitikken, er der vel forhåbentlig ikke nogen herinde, der er ved at falde ned af stolen over; det er der ikke. Vi er hamrende uenige. I Enhedslisten synes vi, det er fuldstændig langt ude at begynde at tale om at sende mennesker, som er flygtet fra Islamisk Stat, krig og terror, ud i lejre og være ligeglade med dem. Vi synes, man skal have lov til, når man er kommet hertil og har søgt beskyttelse, på flugt fra krig, at få sine børn i sikkerhed. Ja, det gør vi. Der er vi ikke enige med Socialdemokratiet, og vi kommer til at kæmpe med næb og kløer.

Det eneste, jeg kan sige, er bare: Jeg håber, at der er rigtig mange, der stemmer på os og partier, som er enige med os i det, sådan at vi kan få mere indflydelse på det.

Hr. Carl Holst.

Tak for det. Omkring listen vil jeg sige: Lad nu være med at forholde dig til en liste, som du måske kender eller ikke kender, men forhold dig til det faktum, at der ikke er en eneste af de stramninger, der er vedtaget siden 2015, som I vil kæmpe for at bevare, og at der ikke er en eneste af de stramninger, som Socialdemokratiet vil kæmpe for at få afskaffet. God fornøjelse med det parlamentariske grundlag. Jeg anerkender, at I er hamrende uenige. Vi ønsker bare at få boret ud, hvem der skal danne det parlamentariske grundlag for en kommende regering ledet af fru Mette Frederiksen.

Derfor har jeg et stilfærdigt spørgsmål: Vurderer Pernille Skipper, at de røde partier i dag er mere enige her et lille år før valget, end de var på tilsvarende tidspunkt, forud for at fru Helle Thorning-Schmidt blev statsminister?

Værsgo.

Der var mange spørgsmål i det der. Det ved jeg ikke. Altså, prøv at høre, jeg går ikke og laver lister, det lader jeg være op til jer andre at gøre. Jeg laver ikke lister over, hvor meget jeg enig med Socialdemokratiet, eller hvor meget jeg er uenig med Socialdemokratiet. Jeg kan også afsløre, at vi havde nogle såkaldte beefs med hr. Morten Østergaard under den tidligere regering og også med hans forgænger – det var heller ikke ligefrem kærlighed hele vejen igennem – og sådan vil det blive ved med at være.

Vi er uenige på mange punkter, og det går på kryds, og det går på tværs. Det, vi er enige om, er, at vi rigtig gerne vil have en anden statsminister, fordi vi gerne vil være grønnere og forhåbentlig også gerne være rødere. Og ja, i Enhedslisten kommer vi også til at kæmpe for, at vi bliver ordentligere ved mennesker, der kommer hertil på flugt fra krig og terror, for det synes vi ikke det nuværende flertal er.

Så er det fru Louise Schack Elholm, Venstre.

Tak. Jamen mange af spørgsmålene har jo dels kredset omkring udlændingepolitikken, dels omkring Enhedslistens parlamentariske principper. Og jeg har også prøvet på at kigge på de her parlamentariske principper. Det, jeg kan se, er, at man bruger eksemplet fra skattereformen som værende det, man ligesom ikke vil prøve at opleve igen.

Men grunden til, at mange jo her vælger at tage det op i forhold til udlændingepolitikken, er jo, at Socialdemokratiet så tydeligt prøver at signalere, at de har tænkt sig at køre udlændingepolitik uden om Enhedslisten. Så derfor synes jeg, det vil være rimeligt nok, at man forholder sig til, om man vil leve med at blive sat uden for indflydelse på et område, som jeg tror Enhedslisten vægter relativt højt, altså udlændingepolitikken. Kan man leve med helt at blive sat uden for indflydelse på et område, hvis man skal støtte en regering?

Værsgo.

Jeg siger bare igen, at Enhedslisten forventer, at alle partier, der lægger stemmer til et forhåbentlig nyt flertal, bliver hørt. Vi forventer at blive hørt på miljø, klima og natur, vi forventer at blive hørt på velfærd, vi forventer at blive hørt på sundhed, på daginstitutioner, på integration og på udlændingepolitik. Så vi forventer at blive hørt. Og vi forventer også, at de andre partier i blokken skal høres. Det er ligesom det, der er forudsætningen for, at man kan samarbejde.

Kan man forestille sig, at en ny regering kan komme så langt væk fra det, der burde være i hvert fald en fælles retning, selv om der ikke er enighed om alt, så vi er nødt til at sige, at man bliver nødt til at finde sig et andet parlamentarisk grundlag eller vi må spørge vælgerne igen? Ja, det kan man. Det kan man også i forhold til udlændingepolitikken. Men det er hypoteser. Og sker det i den konkrete situation, ved I hvad, så lover jeg, at I ikke bliver de første, der får det at vide, men at I nok skal opdage det. Undskyld, jeg må ikke tale direkte. Beklager, formand.

Fru Louise Schack Elholm.

Tak. Jamen altså, det lyder jo rigtig, rigtig fint. Men det bliver hele tiden pakket ind i de her vage formuleringer, altså sådan at så vil man gøre noget. Men det er jo ikke så konkret igen, hvad det så er, man vil gøre. Jeg ved godt, der bliver truet med forskellige ting, men det er ikke mere konkret end det. Og hvis man nu kigger tilbage på, hvad der skete, dengang skattereformen faktisk blev vedtaget under Helle Thorning-Schmidt, kan man se, at der også var mange trusler om alverdens ting, men der skete jo ikke rigtig noget. Så hvorfor er det, at vi skal tro mere på det denne gang? Er det, fordi det hedder noget andet, eller hvad ligger der i det?

Værsgo.

Jeg er simpelt hen bange for, at jeg er begyndt at tale sådan et eller andet andet sprog. For det er jo det, der er min pointe, altså at det ikke er konkret. For vi tager ikke stilling til hypotetiske situationer, der ikke har fundet sted. Vi tager stilling i de konkrete situationer, når de bliver til virkelighed. Og så skal vi nok formulere det vældig konkret, det kan jeg love for.

Men Enhedslisten siger i al stilfærdighed, at i et nyt flertal skal alle høres. Og ja, man kan som regering siddende på Enhedslistens mandater komme så langt væk, at man så må finde sig et andet parlamentarisk grundlag. I virkeligheden er det ikke specielt opsigtsvækkende. Sådan er det. Det er et nyt værktøj, vi har lagt i værktøjskassen. Og så forventer vi, at vi bliver hørt. Det er ikke konkret, og vi svarer ikke på hypotetiske spørgsmål.

Tak for det. Og så er tiden gået for Enhedslistens ordfører. Vi går videre til næste ordfører, som er fru Christina Egelund, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Jeg har en god kollega. I kender ham godt; han hedder Henrik Dahl. Og han er klog. Han har engang skrevet en bog, som hedder »Hvis din nabo var en bil«. Så bliver man inspireret, når man sådan står her og kigger ud på Folketingets medlemmer, på Folketingets partier: Hvad nu, hvis I var en bil?

Jeg kan i hvert fald få øje på en partybus med discokugle og høj musik, højt til loftet og nogle gange fuldstændig uden loft. Jeg kan også se en ellert, en danskproduceret original. Det var den i hvert fald, da den kom på gaden – altså original. Ellerten blev aldrig nogen succes, men det gjorde partiet. Siden er den blevet kopieret i mange versioner. Og så er der den gode gamle landbrugets ven, traktoren, som ikke længere rigtig har lyst til at være traktor, medmindre, selvfølgelig, at man kan være en grøn traktor.

Se, det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi i Liberal Alliance er glade for, at bilerne er blevet billigere. Hele tre gange har vi været med til at sænke registreringsafgiften, til trods for at mange mente, vi var vanvittige, da vi foreslog det første gang for snart mange år siden. Men med tiden modnes meget, også politiske dagsordener. For billigere biler giver borgerne større frihed, når de skal have hverdagens helt banale logistik til at hænge sammen.

Det fortæller mig, at politiske kampe er værd at tage, at det nytter noget, og at politik faktisk flytter noget; at holdninger, planer og gode argumenter er værd at bruge sit liv på. Det handler egentlig ret banalt om at påvirke og udvikle samfundet og vores dejlige land med mere frihed, med mere selvbestemmelse og med mere af det, som vi betragter som værdi.

Jeg har også noteret mig, at flere af vores forslag i Liberal Alliance så småt er ved at finde opbakning andre steder; at vi som parti er med til at modne væsentlige samfundsdebatter; at vi med vores 13 mandater flytter noget. Når jeg f.eks. hører den socialdemokratiske hr. Henrik Sass Larsen pludselig tale om legalisering af cannabis, bliver jeg glad. Når jeg hører samme hr. Henrik Sass Larsen tale om, at der bruges for mange ressourcer på unødvendigt papirhalløj i den offentlige sektor, bliver jeg også glad. For så hører jeg faktisk et ekko af det, som vi i Liberal Alliance har sagt i snart et årti.

Når jeg åbner Børsen og læser, at den tidligere socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon plæderer for at sænke bilafgifterne yderligere, er det jo lige før, at man bliver rørt – jeg bliver i hvert fald glad. For han har jo ret, og at både han og hr. Henrik Sass Larsen offentligt skulle plædere for Liberal Alliances politik, havde jeg faktisk ikke helt regnet med ville komme til at ske. Alle tre eksempler handler om sund fornuft, og alle tre eksempler er dagsordener, som vi i LA har sat, og som andre nu også bakker op om. Og tak for det.

Jeg vil egentlig gerne dvæle lidt ved det der med cannabis, for her er der behov for at gøre noget nyt. Lad os sammen tage et opgør med den forbudspolitik, som helt åbenlyst ikke virker, og som har så ødelæggende konsekvenser. For uanset hvor forbudt cannabis er, er der et stort, lukrativt illegalt marked, som vi i dag har overladt til samfundets allermest forråede kriminelle. Som magthavere må vi tage ansvar for, at det ikke er de kriminelle, som skal stå bag den handel, som åbenlyst eksisterer. Selv på Christiania har de tilsyneladende fået nok. Vi bør gøre noget her, som ikke bare er mere af det samme.

Nå, men jeg vil vende tilbage til det, som vi rent faktisk har gjort. Skridt for skridt sørgede den her regering og mit parti for, at Danmark gik i en mere liberal retning. Vi gør det i debatten, men vi gør det også med klare politiske resultater. Og jeg er glad for, at vi i Liberal Alliance er en del af en regering, hvor vi kan sige, at vi rent faktisk gør en forskel. Vi giver danskerne større frihed, vi giver dem retten til eget liv, vi giver dem mulighed for ikke bare at være et produktionsapparat for staten Danmark.

Vi har aftalt at få nedsat taksten over Storebælt; vi har givet de socialt udsatte en fremstrakt hånd til at få en fod inden for på arbejdsmarkedet med det sociale frikort; vi har øget tilskuddet til friskolerne, så forældrenes egenbetaling er blevet mindre; vi har taget et opgør med den rigide målstyring i folkeskolen; vi har gennemført en forsøgsordning med medicinsk cannabis; vi har nedsat forbrugsafgifter på øl, sodavand og vin; vi har fjernet nøddeafgiften; vi har afskaffet skatten på fri telefon og på internet; vi har afskaffet udligningsskatten på pensioner; og så har vi sænket skatten for helt almindelige danskere. Faktisk er skatter og afgifter blevet lettet med ca. 15 mia. kr.

Takket være arbejdsmarkedsreformer og skattereformer har vi sunde offentlige finanser. Beskæftigelsen er historisk høj, færre er på offentlig forsørgelse, og den private sektor vokser hurtigere end den offentlige sektor. Det er vigtigt, at vi tør fortsætte reformdagsordenen. Reformer er den bedste socialpolitik, når vi lykkes med at flytte mennesker fra et liv i lediggang til et liv i arbejde. Reformer skaber fremdrift, reformer flytter Danmark fremad, og reformer virker – punktum. Jeg vil gerne advare imod det, som vi hører fra nogle politiske kanter, altså at nu er behovet for reformer der ikke længere, vi kan sætte os i sofaen og betragte verden, væksten skal nok komme fuldstændig af sig selv; snip snap snude, så er de reformer ude-agtigt. Helt ærligt, det er jo ikke rigtigt, at vi bare kan læne os tilbage og vente på, at f.eks. arbejdsudbuddet fuldstændig stiger sig af selv, for det gør jo det ikke. Jeg savner faktisk Bjarne Corydon, når jeg hører den slags.

Man kan forestille sig to biler, som begge hedder Danmark. Den ene vil køre i garage, slukke lygterne og trække porten ned, tage en pause og gå i hi, mens de andre biler kører videre udenfor. Den anden bil kører lystigt fremad, den insisterer på at køre i reformsporet og følge med og helst overhale de andre biler. Det kan aldrig blive en farbar vej for et land at køre ind i garagen, og derfor er det vigtigt, at vi sammen holder reformsporet. Faktisk er det sådan, at skattetrykket er faldende. Det forventes i år at nærme sig det laveste niveau i 20 år, og det er også velfærd. Det er også velfærd, når borgere får lov til at beholde flere af deres egne penge.

Skattetrykket er stadig væk for højt. En høj skat hæmmer væksten og begrænser friheden. Sådan er det jo. Det er faktisk helt utroligt så kreative politikere i Danmark har været, når det handler om at beskatte alt muligt fra A til Z. Vi kunne begynde fra en ende: A for arveafgift, B for bundfradrag, C for CO 2 -afgift, D for dødsboskat, E for ejendomsværdiskat, F for fondsskat, G for grundskyld, H for hensættelsesafgift, I for indkomstskat eller I for iskonsumafgift og J for jubilæumsgratialeskat. Alfabetet er langt som en ond liste over dumme skatter, der flot slutter med Å for den skat, ålefiskerne må slippe, når de skal have sig et fisketegn, og Å for »åh«. For åh, hvilken bil er Liberal Alliance så egentlig? Jeg ved godt, at vi nok vil blive skudt i skoene, hvis fordommene sådan får frit løb, at vi er sådan en Porsche 911 Cabriolet, men det har vi slet ikke råd til. Det har Ekstra Bladet skrevet, og så må det jo være rigtigt. Så svaret må nærmere være, at vi er sådan en slags flot kassevogn. Den befinder sig godt på vejen, og den kan godt komme op i høj fart, men når den er kommet op i høj fart, så er den ikke supergod til at skifte retning. Tak for ordet.

Tak. Der er en lang række kommentarer og spørgsmål. Først hr. Morten Bødskov, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, formand. Det kan godt være, at jeg faldt lidt hen, men jeg må sige, at det vel var den af dagens taler, som indeholdt mindst om klimaet og de udfordringer, som alle andre ordførere har brugt hele dagen på at tale om. Det er vel meget rammende for Liberal Alliance, at når det handler om den grønne omstilling, kan det ligge på et meget, meget lille sted, og alt, som vi også kunne høre – det var lige fra alfabetet til meget andet – handler om skatte- og afgiftslettelser. Så hvorfor ikke bare sige det? Når andre i regeringen påstår, at det er danmarkshistoriens mest grønne regering, vi har, er det i hvert fald ikke en hjælpende hånd, der kommer fra Liberal Alliance.

Værsgo.

Jeg er sikker på, at hr. Morten Bødskov har opdaget, at Liberal Alliance er en del af en regering, som har fremlagt historiens mest ambitiøse energiplan, og at vi har bebudet, at der kommer en klimaplan på den anden side af sommerferien – det er jeg helt sikker på hr. Morten Bødskov har opdaget – og den politik står vi selvfølgelig på mål for. Når jeg så talte om noget andet i min tale, var det ikke, fordi jeg ikke synes, at klima, den grønne omstilling og en fornuftig energipolitik er vigtigt. Så er det sådan set, fordi jeg også synes, det andet er vigtigt. Sådan er politik jo. Det er ikke et enten-eller, men et både-og.

Når det kommer til klimapolitikken, er vi jo fuldstændig på det rene med, at der er udfordringer. Vi skal lægge os i selen for at mindske CO 2 -udledningen, og vi skal gøre det på en måde, hvor vi får mest mulig vedvarende og bæredygtig energi for pengene, fordi vi jo er, når det kommer til sådan nogle ting, et snusfornuftigt parti. Derfor er jeg egentlig glad for, at der i det udspil, som regeringen er kommet med, jo ud over ambitionsniveauet, som er højt, også er den del, som går ud på, at når vi skal investere i vedvarende teknologi og vedvarende energi, skal vi gøre det på en måde, hvor vi ikke i forvejen har udpeget, hvilken teknologi som er den rigtige – altså et teknologineutralt udbud. I alt for lang tid har vi i Folketinget bildt os ind, at det er os, der er eksperter på teknologi. Det er vi ikke, men det er os, der har ansvaret for at sætte rammerne for, at dem, der er eksperter, kan udfolde deres teknologier.

Er der en bemærkning til? Ja, værsgo.

Tak for det, formand. Jeg tror, vi alle sammen kan høre, at det med klimaet er svært at få ud over rampen, når man er politisk ordfører for Liberal Alliance.

Det er jo rigtig nok, at der er masser af skatte- og afgiftslettelser i den energiplan, som regeringen har fremlagt. Problemet for Liberal Alliance er jo bare, at hvis man gerne vil gøre noget godt for klimaet, hvorfor giver man så skatte- og afgiftslettelser, som med formanden for Klimarådets egne ord godt nok er skatte- og afgiftslettelser, men ikke er noget, der gavner klimaet? Er det ikke bare sagens kerne, at når det handler om Liberal Alliance og klimaet, er det en meget, meget svær sag? Det handler om skatte- og afgiftslettelser, og man har sågar ordførere, som er til stede i salen her i dag, som har betvivlet, at hovedparten af klimaforandringerne overhovedet er menneskeskabte.

Værsgo.

Men jeg synes ikke, det her er svært, og jeg betvivler ikke, at klimaforandringerne er menneskeskabte – bare for at få det fuldstændig slået fast.

Så er det rigtigt, at der i det udspil, som regeringen er kommet med, også er indlagt elafgiftslettelser. Det handler helt banalt om rimelighed, og det handler også om, at det skal være attraktivt at købe den grønne strøm. Når danskerne modtager deres elregning derhjemme, kan de se, hvor mange kilowatt-timer de har brugt, og hvad det koster, og vi er det land i Europa, hvor den største andel af prisen, vi betaler pr. kilowatt-time, udgøres af afgifter. Det kan man selvfølgelig godt synes er rimeligt. Det rammer socialt skævt, fordi energi, el, jo er noget, vi alle sammen bruger, og jo dyrere prisen er, jo flere afgifter vi lægger på den, desto hårdere rammer det sådan set dem, der sidst på måneden har færrest penge tilbage til sig selv at gøre godt med. Det er så åbenbart Socialdemokratiets politik. Det synes jeg vi skal tage et opgør med.

Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak, og tak til fru Christina Egelund for talen. Jeg var især glad for den del, der handlede om legalisering af cannabis. Det er jo et sted, hvor vi i Enhedslisten og Liberal Alliance er enige.

Et andet sted, hvor vi i hvert fald, kan man sige, plejede at være enige, er i spørgsmålet om retten til privatliv og retten til personlige oplysninger. Med den nye persondatalov er det blevet muligt for forvaltninger at dele oplysninger. Og regeringen har jo besluttet i sin såkaldte aftale om parallelsamfund, at det nu skal være muligt at dele oplysninger om borgere uden borgernes godkendelse – at dele oplysningerne og bruge dem til noget andet end det, de var indsamlet til. Der vil jeg bare gerne spørge fru Christina Egelund, om Liberal Alliance virkelig mener, at det kan være rigtigt, at staten på den måde skal lave et indgreb i borgernes privatliv.

Værsgo.

Men spørgeren glemmer jo en væsentlig del af det, som spørgeren remser op, netop at vi jo lige før, altså nærmest 2 minutter før, at den lov skulle vedtages, fik ført ind, at når der skal ske samkøring af registre til formål, som er uforenelige med det, som de oprindelig var indsamlet til, så er det jo ikke noget, en regering eller en minister bare kan gøre efter sit forgodtbefindende, så er det faktisk noget, som der skal være et flertal for i Folketinget. På den måde er der demokratiske kontrol også med den proces, og sådan må det jo være.

Der er det da klart, at når vi så bliver stillet over for de spørgsmål i Retsudvalget eller i andre relevante fagudvalg og en minister kommer og beder om retten til at samkøre registre, tror jeg da egentlig, at Liberal Alliance og Enhedslisten ofte vil se ens på, hvor langt man skal gå, hvor meget man skal tillade i de modsatrettede hensyn, som der jo er imellem på den ene side retten til privatliv, beskyttelse af ens private data, og på den anden side jo hensynet til også at have en effektiv offentlig sektor.

Fru Rosa Lund.

Så vil jeg bare gå lidt videre og spørge Liberal Alliance, hvor langt de er villige til at gå, for Liberal Alliance er jo sådan set en del af en regering, en del af en aftale, der handler om, at man for at beskytte eller kunne opspore socialt udsatte børn skal kunne dele data. Det, som vi i Enhedslisten endnu ikke har kunnet få svar på, er, hvad det er for nogle børnefamilier, det her drejer sig om, hvad det er for nogle børn, det her drejer sig om. Derfor vil jeg gerne høre Liberal Alliance: Hvor langt er I villige til at gå?

Værsgo.

Når det kommer til spørgsmålet om datasikkerhed, og hvad vi kan tillade, at offentlige myndigheder bruger vores data til – altså til hvilke formål – har vi i Liberal Alliance det fuldstændig principielle udgangspunkt, at de dataspor, vi hver især efterlader os, i takt med at vi lever vores liv mere og mere digitalt, i udgangspunktet er vores egne. Jeg vil gå så langt som til sige, at de er omfattet af den private ejendomsret. Det er vores . Det er så den ene side af det.

Så er der den anden side. Ved indsamling af data kan man f.eks. komme langt i forhold til forskning, og man kan også komme langt i det, som fru Rosa Lund spørger til, nemlig at hjælpe socialt udsatte familier. Så er det en politisk vurdering, hvad man så synes er et legitimt formål. Der synes jeg f.eks., at det er et legitimt formål at ville hjælpe udsatte børn. For hvis det system, vi har i dag, med indberetninger, altså så at sige manuelle indberetninger, fungerede, ville vi ikke have så mange børn, som vokser op under de dårlige vilkår, som det jo så desværre er tilfældet i Danmark. Derfor synes jeg, at der er behov for en indsats over for de børn.

Tak. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det, og tak til fru Christina Egelund for talen. Der var også elementer, jeg var glad for, nogle mere end andre. Noget af det, jeg var glad for, var, da fru Christina Egelund sagde, at vi skal have mere frihed, mere selvbestemmelse. Nogenlunde sammenfaldende med at Liberal Alliance havde siddet i regeringen i 1 år, nemlig i slutningen af 2017, udtalte Louise Holck, som er vicedirektør i Institut for Menneskerettigheder dette her, og jeg citerer:

»Men jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet så mange eksempler på, at grundlæggende frihedsrettigheder tilsidesættes, som det vi har set det seneste år.«

Louise Holck nævner jo så opholdsforbud, zoneforbud, lejrforbud, tildækningsforbud, og jeg kunne jo så supplere med de nye forbud, nemlig forbuddet mod at bo, hvor man vil, hvis man er på særlige overførselsindkomster, og nu også tvungen vuggestue til 1-årige i særlig udsatte boligområder. Hvordan kan Liberal Alliance stå på mål for en regering, som i den grad indskrænker vores frihedsrettigheder?

Værsgo.

Som liberal vågner jeg ikke hver morgen med et hedt ønske om at indføre et nyt forbud eller en ny tvangsforanstaltning et eller andet sted. Nu opremsede fru Carolina Magdalene Maier en række eksempler. I forhold til det sidste eksempel om det her med institutioner ville jeg da ønske, at vi ikke stod i en situation, hvor det var nødvendigt at tage sådan nogle midler i brug. Helt ærligt, det ville jeg. Men det er jo bare det, tilfældet er, for når det kommer til integration og til at gøre op med de lommer af parallelsamfund, som vi har i Danmark, er det jo sådan noget, vi har talt ufattelig meget om. Vi har snakket og snakket og snakket om det i efterhånden flere årtier. Vi har faktisk talt så meget om det, at tonen i sig selv på et tidspunkt blev et politisk issue. Så nej, i den ideelle verden vil jeg da helst leve i et samfund, hvor det ikke var nødvendigt, men jeg savner bare svar, også fra spørgerens parti, på, hvad man så gør. For vi kan heller ikke bare blive ved med at snakke og snakke og snakke og sidde i rundkreds og tale om, at det godt nok også er synd for de her børn, uden at vise vilje til at gøre noget ved det.

Værsgo til fru Carolina Magdalene Maier.

Jeg kan garantere for, at vi er kommet med rigtig mange forslag til, hvad vi kunne gøre i stedet for, bl.a. jo Socialdemokratiets gode forslag om obligatorisk opskrivning, men ikke obligatorisk indskrivning, altså at alle danske børn og ikke kun dem i særlig udsatte områder skal opskrives til vuggestue, når de bliver født. For vi har ikke prøvet alt muligt andet. Det er 500 børn om året, vi taler om, det er 500 familier om året, vi taler om. Vi har ikke prøvet at sætte os rundt om bordet i et forhandlingslokale og blive enige om at sige, at vi da skulle gå ud til de 500 familier med en virkelig målrettet opsøgende indsats og sige: Værsgo, her er der et tilbud til jer. Vi vil meget stærkt anbefale, at I tager det, for det er godt for jeres børn. Det ville jeg meget hellere gå med til. Så min pointe er bare, at vi ikke har prøvet alt muligt andet først. Man har grebet til tvang og forbud med det samme, og det er sådan set det, jeg anfægter.

Værsgo.

Men det er jo ikke rigtigt, at man ikke har prøvet andet først. Helt ærligt, hvis jeg kunne nummeret på, hvor mange forskellige integrationsprojekter, der har været forsøgt, både fra statens side, men også ud i kommunerne – altså, man har prøvet, og desværre er resultatet bare, at man ikke er lykkedes. Ville jeg ønske, vi stod i en anden situation, hvor det ikke var nødvendigt at tage de virkemidler i brug, som vi ved kommer til at virke? Ja, det ville jeg da ønske, men det er bare ikke der, vi er. Nogle gange må man også bare tage bestik af den virkelighed, som vi lever i.

Så vil jeg egentlig bare tilbage til det, som var spørgerens oprindelige pointe i forhold til det her med at være liberal. Jeg har noteret mig, at fru Carolina Magdalene Maier i de sidste par dage på Twitter har hævdet, at hun repræsenterer et liberalt parti. Der vil jeg bare sige, at det ikke er foreneligt med at være liberal, at man vil afskaffe den private ejendomsret og indføre tvungne kødfrie dage i den offentlige sektor osv. osv.

Ja tak! Vi skal prøve at overholde taletiden – nu lyder jeg snart som Jacob Haugaard. Men vi skal prøve at overholde taletiden, for ellers bliver det en meget, meget lang dag. Det gør det nok alligevel, men lad os prøve.

Så er det hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre.

Jeg ved ikke helt, hvordan man skulle tolke svaret til fru Carolina Magdalene Maier, for det blev sådan lidt, at i Liberal Alliance er man liberal, indtil man synes, at nu har man snakket nok, og så er værdierne ikke længere så vigtige – eller hvordan skulle det forstås? Altså, når det skal stå sin prøve i virkeligheden, er værdierne ikke så vigtige, at det gør noget. Så kan man godt lige indføre lidt tvang og lidt forbud hist og pist.

En af de problemstillinger, som jeg synes er åbenlyse på det område, men som er udeladt, er jo det med at få os til at mødes på kryds og tværs. Det lykkedes os at få en delaftale omkring daginstitutionerne, men hvad med skolerne, og hvad med gymnasierne, som endda var en del af regeringens udspil?

Altså, hvad er det, der gør, at vi fra undervisningsministerens side, som jo er fra Liberal Alliance, hele tiden møder en modstand eller en tøven over for det helt oplagte, nemlig at i stedet for at behandle folk forskelligt, afhængig af hvor de bor, så få folk til at mødes på kryds og tværs, sådan at vi ikke oplever, at dem, der ikke har dansk som modersmål, går på de samme skoler og de samme gymnasier – men at vi mødes, får tillid til hinanden, lærer af hinandens normer, sprog og kultur.

Det er da et godt liberalt synspunkt, at vi mødes som lige folk og behandles ligeværdigt, i stedet for at basere det på, hvad vores adresse er.

Værsgo.

Nogle gange er ord simpelt hen så taknemmelige. Det lyder jo fint, for det er da dejligt, at man så skal mødes på kryds og tværs med de forskelligheder, man har, og sætte sig sammen og sådan noget. Det er fuldstændig umuligt at være uenig i. Hvis man så dykker ned i det, der ligger bag det, hr. Morten Østergaard siger, så handler det jo om at ophæve det frie gymnasievalg, altså at gøre op med gymnasieelevernes rettighed til selv at bestemme, hvor de gerne vil gå i gymnasiet.

Så handler det om fordeling efter etnicitet. Altså, prøv lige at smage på det: fordeling efter etnicitet. Helt ærligt: Det er ikke sådan et samfund, jeg har lyst til at leve i. Derfor skal vi jo have en tilgang, hvor vi går ind på de gymnasier, hvor der er konkrete problemer, fordi der er gymnasier, hvor der er problemer, i stedet for at vi så laver et generelt opgør med det frie gymnasievalg. Lad os da løse problemerne dér, hvor de er, i stedet for over en bred kam at fratage alle danske gymnasieelevers ret til selv at bestemme, hvor de går i skole.

Hr. Morten Østergaard.

Ja, det må løbe koldt ned ad ryggen, når man tænker på, hvad det er for en politik, regeringen har båret frem. Liberal Alliances boligminister har jo fået et forlig, hvor man udråber bestemte områder til at være ghettoer, alene baseret på et af de mange kriterier, nemlig det kriterie, der handler om, hvorvidt flertallet af naboer har ikkevestlig baggrund, altså deres oprindelse. Så har man lavet særlige regler, der kun gælder for de områder, hvor det kriterie gælder, altså præcis det, som ordføreren her står og siger at man ikke kunne drømme om.

Så har man sagt til kontanthjælpsmodtagere, at de ikke må bestemme, hvor de skal bo. Deres frie valg til selv at bestemme, hvor de skal bo, har man indskrænket. Men i forhold til gymnasieelever vil jeg bare sige: Det er jo en illusion. Gymnasieelever har ikke frit gymnasievalg, de kan ikke selv bestemme, hvad for et gymnasium de kan komme ind på. De kan søge, men de er ikke garanteret plads – der skal fordeles alligevel.

Værsgo.

Men de to ting, som hr. Morten Østergaard forsøger at sidestille, kan jo ikke sidestilles, fordi pointen er lige præcis, at når vi går ind og definerer, hvad det er for nogle boligområder, hvor vi sætter ind med ghettoplanen, så er det jo lige præcis for sætte ind der, hvor problemet er. Det, som Morten Østergaard plæderer for, er jo et generelt opgør med det frie gymnasievalg i hele Danmark.

Jeg har det sådan, og det kan man jo så se forskelligt på, at jeg synes, vi skal løse de problemer, der er, i stedet for at indskrænke friheden for alle danskere og i hele landet. Og på en eller anden måde er det jo lidt mærkeligt, at hr. Morten Østergaard, hvis vi skal tilbage til den der sidestilling, synes, at det er helt forfærdeligt, at vi går ind og kigger på beboersammensætningen i de boligområder, hvor vi vil løse nogle problemer, men at det er helt fint at lave elevfordeling på baggrund af etnicitet. Jeg troede simpelt hen aldrig, at Det Radikale Venstre ville komme derud.

Tak. Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Tak til ordføreren for talen. Så kunne man jo sige, at hvis regeringen var en bil, var det måske en Volkswagen, der ser noget grønnere ud ved første øjekast, end den er, når den bliver testet igennem. Men det var faktisk ikke det spor, jeg ville forfølge, men det er sådan nogle spor, mine kollegaer også har været inde på, altså, Liberal Alliances rolle i regeringen og det, at regeringen skulle være blevet mere liberal, efter Liberal Alliance var kommet ind. Så vi har jo stadig væk en diskussion om nogle af ting, som mine kolleger også har spurgt ind til.

Vi har en regering, der helt tydeligt siger: Vi vil gerne dele borgernes data og oplysninger på kryds og tværs. Vi har en justitsminister, der efter 1½ år stadig væk ulovligt masseovervåger borgerne på trods af en EU-dom, der kom i december 2016, og som sagde, at det er ulovligt og strider imod grundlæggende frihedsrettigheder. Vi har flere folk, der er administrativt tilbageholdt, end vi havde under klimatopmødet i 2009. Der er altså en række områder, hvor vi plejede at være enige, indtil Liberal Alliance kom i regering, om, at der er nogle grundlæggende frihedsrettigheder, som bliver trådt under fode. Vil ordføreren ikke sige lidt om det og fortælle, hvad planen er for at få rettet op på det?

Tak. Og værsgo.

Tak. Altså, nu kommer spørgeren jo ind på rigtig mange komplekse emner, og det er jo rigtigt, at på nogle af de her områder er Liberal Alliance altså, når det kommer til retssikkerhed, når det kommer til databeskyttelse og retten til privatliv og alt det her, fuldstændig enige med SF. Men jeg vil bare sige, at når man deler de synspunkter, som vi gør, på de her områder – det er, når det gælder logning, det er, når det gælder offentlighedsloven, og det er, når det gælder fundamentale retsprincipper – så er det da bedre at have Liberal Alliance siddende inden for i en regering, hvor vi faktisk kan øve indflydelse, end det er at have dem siddende udenfor og bare snakke om det.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jamen er det det? Altså, er det substantielt anderledes, at Liberal Alliance sidder i regering? Regeringen lavede en aftale med Socialdemokraterne, det var rigtig godt, om, at Folketinget skal spørges, før man sammenkører, men intentionen i databeskyttelsesloven er stadig væk, at det ønsker man – det ønsker man – at gøre. Og vi har stadig væk ulovlig masseovervågning af borgerne i det her land, 1½ år efter at dommen er faldet. Og jeg tror ikke på, at ordførerens projekt med at sidde i regering, det store liberale frihedsprojekt, er, at registreringsafgiften skal være en lille smule lavere. Altså, det er i hvert fald et rimelig fattigt frihedsprojekt i min optik.

Værsgo.

Men så lad mig komme med et helt konkret eksempel. Lige præcis på det område, som ordføreren spørger ind til, har det gjort en forskel, at vi har siddet i regering, da det jo var op til national fortolkning, hvorvidt man ved brud på databeskyttelsesloven ville straffe offentlige myndigheder. Det har ligget mig og Liberal Alliance på sinde i årevis, at man selvfølgelig skal kunne det, fordi det er ekstremt krænkende for den enkelte borger, når det er offentlige myndigheder, som jo besidder nogle af de mest private og dermed også potentielt mest krænkende oplysninger om os. Det er jo op til national fortolkning, og det var et synspunkt, som vi bar ind i regeringen, og som blev skrevet ind i loven, og som jeg tror fru Lisbeth Bech Poulsen faktisk er glad for at vi gjorde. Og jeg vil vove den påstand, at havde vi ikke siddet i regering, var det ikke sket, at man nu kan komme efter offentlige myndigheder.

Tak. Så er det fru Christine Antorini, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg kan godt forstå, ordføreren synes, det er svært at balancere omkring det med at forklare, at man er liberal som i Liberal Alliance, for der sker jo ting, hvor man må tænke: Hold nu op, hvad sker der her? F.eks. synes Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, at det er totalt i orden, at staten skal til at være en pengemaskine, der bare kan hive millioner ud af kommunerne på grund af parkeringsafgifter. Det rammer bl.a. Frederiksberg Kommune, som skal aflevere 130 mio. kr. til indenrigs- og økonomiministeren, som vi kan forstå, og der må vi sige, at der er vi meget liberale, for vi kan godt forstå, at et af Liberal Alliances folketingsmedlemmer, som så også er rådmand i Frederiksberg Kommune, siger: Hvad i alverden er meningen med, at staten skal gå ind og tage parkeringsafgifter, der skal bruges til en parkeringsindsats i Frederiksberg Kommune. Det rammer også en række andre kommuner. Så hvad består det liberale i, altså at ministeren nu skal sørge for at cashe ind for kommunerne på parkeringsafgifter? Er det det, man forstår ved at være liberal i Liberal Alliance?

Værsgo.

Et eller andet sted er det jo ret fedt at stå her, mens alle mulige partier har ambitioner om, at det liberale skal fylde mere. For at få mere af det må I jo stemme på det, hvis man virkelig mener det og det ikke bare er drilleri.

Til det konkrete vil jeg sige, at det, som økonomi- og indenrigsministeren siger, er, at det, der foregår ude i kommunerne med, at man tjener penge, altså tjener penge på, at borgere parkerer deres biler på kommunens parkeringsarealer, skal stoppe. Det er sådan, at hvis man er borger i det her land og har en bil – det er der jo nogle, der har behov for, specielt hvis man bor uden for Metroens rækkevidde – afleverer man faktisk temmelig mange penge til statskassen i forvejen, for vi har rigtig høje afgifter på benzin og diesel, og vi har stadig væk høje registreringsafgifter. De har fået et nyk nedad, men de er stadig væk alt for høje. Så som bilist i Danmark bliver man i forvejen brandbeskattet, og så er det bare, vi siger, at det ikke er rimeligt, at kommunen, fordi man skal parkere, skal tjene penge på det.

Fru Christine Antorini.

Det er jo rigtig interessant at høre, at ordføreren bekræfter, at det så er i orden, at staten så i stedet for bliver en pengemaskine, der casher ind fra kommunerne. Nu havde vi to en mulighed for at drøfte det med, at man godt måtte stemme anderledes, og Liberal Alliance hylder, at der ikke skal være partidisciplin, for vælgerne kan godt lide, når man virkelig stemmer by heart, altså med hjertet, og her er der faktisk et folketingsmedlem og en rådmand fra Liberal Alliance, der har sagt, at det der ingen mening giver, for det betyder, at planlagte investeringer til gavn for trafikken og bilisterne i Frederiksberg ikke kan lade sig gøre.

Så vil jeg bare spørge, om det her frihedssyn, det her liberale syn, som Liberal Alliance også har her, som altså betyder, at fru Laura Lindahl kan stemme anderledes, gælder? Det betyder så i øvrigt, at vi andre får den gave, og så er flertallet væk for den omkring en halv milliard kroner, som man får cashet ind via den her såkaldte statslige nye pengemaskine, som Liberal Alliance vil indføre.

Værsgo.

Men der er ingen modstrid mellem det, som økonomi- og indenrigsministeren siger, og det, som jeg siger, og det, som fru Laura Lindahl siger. Vi er fuldstændig enige om, at kommunerne ikke skal være pengemaskiner på bilisternes bekostning. Punktum.

Så er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil godt lidt tilbage til de grønne ambitioner, som der jo ikke er mange af hos Christina Egelund og Liberal Alliance. Og det ser man også i det energiudspil, hvor man kan sige, at de fleste af pengene bliver brugt til skatte- og afgiftslettelser, og så er der lidt tilbage til det grønne. Et af de områder, hvor der ifølge erhvervslivet ikke er nok, er energibesparelsesområdet. Og det betyder, at der fra en række danske virksomheder, Grundfos, Danfoss, Rockwool, Velux, men også bredere end det i dansk industri, har været kritik af regeringens udspil. Og direktøren for Danfoss, Kim Fausing, sagde faktisk, at hvis det lave ambitionsniveau bliver udmøntet i den endelige aftale, vil Danmark miste sin internationale grønne styrkeposition.

Gør det indtryk på Liberal Alliance med sådan en kritik fra erhvervslivet?

Værsgo.

Hvis man har grønne ambitioner, er det egentlig en fornøjelse at overvære debatten i dag, for det er jo nærmest en konkurrence i at insistere på: Jeg er mest grøn, de er mest grønne, der er rigtig mange af os, der har grønne bluser og kjoler på, jeg har selv taget grønne sko på. Det er, som om grøn sniger sig ind i alle partier. Og det er jo rigtig godt, og man må bare på den baggrund konstatere, at man bredt i Folketing er enige om at have høje ambitioner på det her område.

Så kan jeg forstå – siden i går aftes – at man fra Socialdemokratiets side problematiserer finansieringen af den plan, som regeringen har lagt frem, og at man synes, det er forfærdeligt, at danskerne skal få lov til at slippe lidt billigere for deres el. Og det er jo bare sådan en politisk uenighed. Jeg synes ikke, det er rimeligt, at danskerne skal straffes med Europas højeste elafgifter. Det er jo sådan en politisk uenighed, og det må vi tage i forhandlingslokalet.

Hr. Jens Joel.

Ordføreren skulle måske svare på spørgsmålet i stedet for: Gør det indtryk på Liberal Alliance, når erhvervschefer i Danmark siger, at regeringens udspil ikke bevarer vores styrkeposition?

Værsgo.

Men vi bevarer i Danmark vores styrkeposition. Jeg er simpelt hen ikke enig i den påstand. Vi har sat en målsætning om andelen af vedvarende energi, som er den højeste i Europa, altså over det, som vi er forpligtet til i vores europæiske fællesskab. Og jeg er fuldstændig enig i, at vi skal være ambitiøse på det her område. Så jeg er simpelt hen ikke enig i påstanden, og derfor gør det selvfølgelig heller ikke indtryk.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Det her handler meget om Danmark og Danmark, og det er også fint; der er problemer nok at snakke om. Men forleden blev mere end 60 fredelige demonstranter dræbt og 200 såret. Hvis nu det havde været i Roskilde eller i Kruså, ville der have været politisk undtagelsestilstand, og måske ville justitsministeren og forsvarsministeren være blevet fyret. Men her var det i Gaza, og de, der blev dræbt, var palæstinensere. Kalder et så alvorligt overgreb på demokrati og menneskerettigheder ikke på en skarp reaktion fra den danske regering? Er tavshed i sådan en situation det rigtige svar?

Værsgo.

Men jeg oplever ikke, at vi har været tavse omkring det. Jeg tror, alle har været ude at tage afstand fra det, som er foregået, og som jeg forstår det, har man også opfordret til, at det bliver undersøgt, hvad det egentlig var, der skete, altså i hvilken grad Israel var involveret, og hvilken rolle Hamas spillede i det der. For selvfølgelig er det ikke i orden, at demonstranter bliver slået ihjel.

Hr. Christian Juhl.

Den danske udenrigsminister har ikke fordømt det, der er sket. Han beklagede, at situationen var eskaleret, men ville jo ikke tage stilling. Han afviste vores forslag om, at vi ville have en uvildig undersøgelse; Israel måtte undersøge sig selv, hvis nogen skulle undersøges. Er det et rigtigt svar i så alvorlig en situation, hvor menneskerettigheder og demokrati groft bliver overtrådt?

Værsgo.

Jeg ved ikke, hvori uenigheden i virkeligheden består. Udenrigsministeren har sagt, at den udvikling er beklagelig. Han opfordrede til, at man undersøger, hvad der er foregået, og hvem der stiller som hvilken part i det, der er foregået, og så længe vi ikke ved det, har jeg svært ved at se, at det så skal være os, der skal konkludere på det der. Jeg tror, at det, vi er enige om, er, at det, der er sket, selvfølgelig er dybt ulykkeligt.

Hr. Uffe Elbæk, Alternativet.

Mit spørgsmål kobler sig lidt op på den debat, der var før med Enhedslistens ordfører, hvor der var en række medlemmer fra Konservative og Venstre, som stillede det samme spørgsmål, nærmest retorisk, fire gang i træk, som alle sammen handlede om, hvordan man som støtteparti agerer i forhold til en given regering, i det her tilfælde med Enhedslisten i forhold til en måske kommende socialdemokratisk regering. Og nu har Liberal Alliance om nogen arbejdet med den problemstilling, hvordan man tackler en regering, man er mere eller mindre enig med. Så mit spørgsmål går egentlig på: Har fru Christina Egelund et godt råd til fru Pernille Skipper, sådan at hun bliver klædt bedre på til den situation, hun måske kommer i efter et givet valg?

Værsgo.

Tak, og således går vi over i sådan noget, der minder om politisk pædagogik, og det er jo dejligt. Ja, vi har – og det synes jeg også vi har sagt meget åbent – fra Liberal Alliances side bestemt begået vores processuelle fejl i tiden siden sidste valg, og det kan da tjene til inspiration for mange, som måtte befinde sig i lignende situationer. Jeg tror, at det råd, jeg vil give til andre partier, som måtte befinde sig enten som støtteparti til en regering eller i en regering, er, at det, det i virkeligheden handler om, jo er at stå fast på de synspunkter, man har, og kæmpe for dem, og selvfølgelig også på et eller andet tidspunkt anerkende, at der er andre, som har andre holdninger, og jo også være villig til at gå på kompromis. For det er jo sådan set det, ansvar handler om.

Hr. Uffe Elbæk.

Grunden til, at jeg spørger, er selvfølgelig, at der i hvert fald var flere af os, som syntes, at Liberal Alliance var i stand til at ophæve den politiske tyngdelov, da man var støtteparti, altså inden man selv gik ind i regeringen – nemlig ved både at støtte og samtidig være dybt kritiske. Det, der egentlig er mit principielle spørgsmål, er: Ser vi for øjeblikket et opbrud i den måde, blokkene agerer på, og den måde, partierne agerer på herinde i Folketingssalen?

Værsgo.

Altså, det tror jeg sådan set spørgeren har ret i at vi ser. Jeg vil så for mit eget vedkommende sige, at jeg f.eks. har nægtet at anerkende den præmis, at man som regeringsparti pludselig bliver sådan en ideologisk amputeret underlig størrelse, som ikke mener noget. Det synes jeg ikke man skal som regeringsparti, men så har andre andre temperamenter, og sådan må det jo være. Men det, at jeg f.eks. i min ordførertale i dag understregede behovet for en ny kurs for narkotikapolitikken, i forhold til legalisering af cannabis, synes jeg sådan set er et godt udtryk for en ny måde at være regeringsparti på – hvor man på den ene side tager ansvar og går på kompromis, men på den anden side jo også rejser nogle debatter.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti.

Tak til Liberal Alliances ordfører for en god tale. Noget af det, jeg har bemærket på det seneste, og som vi har noteret os i Dansk Folkeparti, er, at det ser ud, som om der er lidt ændrede toner – i hvert fald nogle steder i debatten – i forhold til EU-spørgsmålet. Og det kunne jeg da godt tænke mig høre hvad Liberal Alliance siger til.

Hvor står vi henne med Liberal Alliances holdning til EU-spørgsmålet? Nogle taler jo for mere EU – jeg har forstået det sådan, at det har Liberal Alliance ikke været specielt stor fortaler for; måske har partiet på nogle punkter været fortaler for mindre EU. Men det kunne da være interessant at høre, hvor Liberal Alliance som regeringsparti egentlig står.

Hvad kan vi forvente fra regeringen, hvor man jo også sidder på udenrigsministerposten, som det er i øjeblikket, i forhold til EU-spørgsmålet, som optager mange danskere?

Værsgo.

Tak for spørgsmålet. Og det mener jeg virkelig, for jeg synes, det er vigtigt, at vi diskuterer det europapolitiske. Jeg tror ikke, man kan gøre det op så enkelt som ved at sige, at det er enten mere eller mindre, og så er man på sådan en positiv-kritisk skala som parti.

Altså, vi er jo et liberalt parti, og det vil sige, at vi glæder os over den liberale politik, som man kan få igennem i Europa. Altså, når Europa trækker i liberal retning, klapper vi i hænderne og er rigtig glade og synes, det er rigtig fint. Når man i EU bliver for reguleringsivrig, er vi skeptiske og synes ikke, det er en god idé. På den måde er det jo ikke anderledes end det, der foregår her i parlamentet.

I forhold til sådan det mere brede spektrum er det klart, at man jo også i forhold til EU vil tage bestik af, hvordan det er, verden ser ud. Og jeg tror, at der i den tid, vi lever i, er behov for europæisk sammenhold, når der udenrigspolitisk er stærke kræfter, som ønsker at trække i en anden retning. Når USA sætter spørgsmålstegn ved frihandel, når Storbritannien melder sig ud af EU, når Putin og Rusland udfordrer europæisk sammenhold og jo forsøger at udfordre helt grundlæggende retsstatsprincipper, så er der behov for, at vi i Europa kigger hinanden i øjnene og bliver enige om, at der faktisk er nogle europæiske værdier, f.eks. frihandel, retssamfund og menneskerettigheder, som er værd at stå sammen om.

På den måde er europapolitikken jo selvfølgelig også dynamisk. Men vi er ikke og vi bliver aldrig et parti, som bare klapper i hænderne og synes, alt er fantastisk, fordi det kommer fra Bruxelles.

Værsgo, hr. Peter Skaarup.

Det var et forsøg på at svare, men jeg synes, det var lidt udflydende. Kan vi komme lidt nærmere et svar på, hvad den nye linje hos regeringen – det har vi også hørt under debatten i dag – betyder i forhold til Liberal Alliances synspunkter, når det gælder EU?

Altså, det var jo sådan, at Liberal Alliance anbefalede et nej ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015. Man havde den opfattelse, at vi netop ikke skulle have mere EU – det var der ikke brug for – og nu står vi så i en situation, hvor regeringen, som Liberal Alliance er en del af, i virkeligheden arbejder for mere EU. Er det rigtigt forstået, eller har jeg misforstået noget?

Værsgo.

Jamen så lad mig være fuldstændig konkret i forhold til nogle af de ting, vi jo tit har debatteret. Liberal Alliance er stadig væk imod euroen, Liberal Alliance er stadig væk imod bankunionen, Liberal Alliance er stadig væk imod at ophæve retsforbeholdet – i hvert fald i den form, som vi fik det præsenteret under folkeafstemningen i 2015.

Liberal Alliance mener stadig væk, at man skal styrke forsvarssamarbejdet i Europa. Og så har vi jo den linje, som vi egentlig har haft hele tiden, nemlig at vi er tilhængere af det europæiske samarbejde. Men vi synes ikke, man skal samarbejde bare for samarbejdets skyld; man skal samarbejde der, hvor det giver mening.

Der er nogle konkrete og alvorlige problemstillinger, som vi bliver nødt til at løse i fællesskab. Jeg tror, vi kan være enige om, at f.eks. det at få styr på migranttilstrømningen til Europa er en alvorlig dagsorden, hvor vi jo også godt kunne tænke os et mere handlekraftigt EU.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og også tak til ordføreren for talen og for den pudsige indledning om billige biler – altså billigere biler gjorde mig bekendt i hvert fald ikke ellerten bedre, men bare billigere.

Ældreplejen bliver også billigere og billigere, i takt med at flere og flere ældre skal deles om de samme ressourcer – faktisk så få, at der ikke er nok fast personale til at tage sig af de livsnødvendige opgaver. Mener Liberal Alliance, at ældreplejen har fået det bedre, siden Liberal Alliance kom i regering, eller er den bare blevet billigere?

Værsgo.

I den forstand, at man kan gøre det til et spørgsmål om kroner og øre, må man sige, at det går den rigtige vej i forhold til det, som blev efterladt os af den daværende regering. Der er ikke noget velfærdsområde, som er prioriteret mere af den her regering, end ældreområdet – sidst med finansloven for det her år, hvor det blev prioriteret med 2,7 mia. kr.

Så har vi en ældreminister, som løbende løser de konkrete problemer, der er - helt konkret nu i forhold til, hvordan man sørger for at få flere sosu-assistenter, så der også er de varme hænder, som vi alle sammen taler om er så utrolig vigtige. Det problem har hun sammen med undervisningsministeren sat sig i spidsen for at få løst.

Og så er der på den lidt bredere og mere værdiprægede dagsorden spørgsmålet om at turde sætte en værdidebat, når vi taler om ældreområdet. Vi har en ældreminister, som har - i hvert fald af de mennesker, jeg kender - den længste erfaring på området, og som ved, hvad hun taler om. Hun har sat demens på dagsordenen. Hun har turdet sætte noget så tabubelagt som vores sidste tid i verden, altså hvordan vi får en værdig død, på dagsordenen. Så det er jo begge dele: Det er både de værdipolitiske kampe, og så er det at løse de konkrete problemer hen ad vejen.

Værsgo, fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at ældreministeren sender nogle rigtig gode signaler i forhold til ældreplejen, men det er jo noget af en uriaspost, hvis det er sådan, at der ikke også følger penge med til rent faktisk at gøre noget ved et trængt ældreområde.

Ældre Sagen vurderer, at det er blevet meget sværere at få hjælp. De ansatte vurderer, at det er blevet sværere at få tid til at løse opgaven ordentligt, og forklarer, hvordan køreplaner i hjemmeplejen faktisk er dobbeltbookede for overhovedet at få enderne til at mødes. Og finansministeren, ikke mindst, vurderer også, at der skal bruges dobbelt så mange penge, som man har afsat, hvis man alene skal sikre status quo.

Hvordan i alverden skal ældreministeren få mulighed for at leve op til nogen af de løfter, hvis det er sådan, at Liberal Alliance ikke også prioriterer indsatsområdet?

Værsgo.

Men det er jo ikke rigtigt, at der bare bliver sendt signaler og givet løfter, for der er handlet på en række bomkonkrete områder. Som jeg sagde før, er ældreområdet faktisk det velfærdsområde, som vi i penge har prioriteret allerallerhøjst i den her regering.

Jeg vil bare nævne nogle andre fuldstændig konkrete resultater: udvidelse af frit valg på ældreområdet. Der laves en plejehjemsoversigt. Der er afsat en pulje på 60 mio. kr. i forhold til bedre støtte til pårørende. Vi har mere fokus på en værdig afslutning på livet. Det er også bakket op af 60 mio. kr. Der oprettes et Videnscenter for værdig ældrepleje. Vi har en kortlægning af de rekrutteringsudfordringer, som vi er ude for. Vi går ind for en øget bemanding på ældreområdet. Der er der afsat 500 mio. kr. Så der er jo en lang række af fuldstændig konkrete initiativer, som er besluttet, og som er i gang med at blive implementeret af ældreministeren.

Tak. Så er det hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet.

Først og fremmest tak til Liberal Alliance og fru Christina Egelund for en, synes jeg, flot og velholdt tale. Jeg lyttede særlig efter, da ordføreren startede med at rose sin meget kloge partifælle, hr. Henrik Dahl, og det var så i forhold til bogen »Hvis din nabo var en bil«, som ordføreren refererede til. Jeg troede lige kortvarigt, at det var hr. Henrik Dahls udtalelser fra dagbladet Børsen i går, hvor han jo udtalte, at han er parat til at droppe regeringens planer om at ændre, eller faktisk beskære ret voldsomt, Statens Uddannelsesstøtte. Hans begrundelse er ganske vist, at han tænker, det er for upopulært til at tage op i en valgkamp. Man kunne have håbet, at han var imod det, fordi det ville være skævt og asocialt og alverdens ting, men det er simpelt hen, fordi han er bange for at tabe valget på det. Men er det nu Liberal Alliances politik, at man alligevel ikke vil have en voldsom beskæring af Statens Uddannelsesstøtte?

Værsgo.

Tak, og især tak for rosen, selvfølgelig. Men Liberal Alliance er jo aldrig gået til valg på at skære i SU'en. Så det der med, at vi skulle have droppet nogle SU-planer, er simpelt hen ikke rigtigt. Vi er aldrig gået til valg på at skære i SU'en. Vi har nogle gange rejst debatten, om det er klogt, at man inden for det beløb, som vi nu i Danmark bruger på uddannelse, bruger en så forholdsmæssig stor andel af det beløb på forsørgelse kontra den andel, som man så kunne frigive til at investere i selve uddannelserne. Det synes jeg er en diskussion som er værd at tage, men Liberal Alliance er aldrig gået til valg på at skære i SU'en.

Værsgo.

Men Liberal Alliance er jo gået med i en regering, bl.a. med partiet Venstre, som har finansministerposten, og som jo også i går var ude og sige, at man fastholder planen. Altså, det, som landets tusindvis af unge studerende kan se frem til, er, at hvis det står til finansministeren, hr. Kristian Jensen, så vil han gå ud og skære meget voldsomt i statens uddannelsesstøtte, så det bliver meget sværere for de studerende at få tingene til at hænge sammen. Er Liberal Alliance på vej op i et nyt træ i den her sag? Altså at fordi der er valgkamp går I ud og siger: Arh, vi er ikke så meget for det alligevel? Hvad kan de studerende regne med? Bliver der skåret ned på SU'en, som finansministeren siger, eller bliver der ikke skåret ned på SU'en, som hr. Henrik Dahl var ude at love i Børsen i går?

Værsgo.

Liberal Alliance er ikke gået til valg på at skære i SU'en. Jeg ved ikke, hvor spørgeren har det fra. Det er vi ikke. Vi har aldrig fremsat konkrete forslag om at skære i SU'en. Det, som jeg synes, vi skal diskutere, er det, som jeg nævnte før, altså det med, hvor stor en del af det, vi bruger på uddannelse, vi skal bruge på forsørgelse. Der tror jeg der er noget at komme efter, og det synes jeg vi skal have en åben og fordomsfri diskussion om. Er det virkelig fornuftigt at bruge over halvdelen af uddannelsesbudgettet på forsørgelse? Det synes jeg fortjener en debat.

Jeg synes også, at det er fuldstændig vanvittigt, at vi har et system, hvor det er sådan, at hvis du, mens du studerer, har et job og tjener penge ved siden af, så skal du straffes, altså modregnes i din SU, fordi du er flittig eller er så heldig at have fået et studierelevant job. Det er da fuldstændig forkert, så det loft mener vi i Liberal Alliance skal fjernes. Men jeg tror, at der, hvor spørgeren vil hen, er spørgsmålet om, om regeringen kommer til at fremlægge planer om at skære i SU'en. Og der er det bestemt ikke mit indtryk, at regeringen har nogen konkrete planer om det.

Hr. Orla Hav, Socialdemokratiet.

Tak for det. Og tak til ordføreren for talen. Det var jo tydeligt, at ordføreren gik meget op i sin alfabetrække om alle de uhyrlige skatter, der er, og jeg har jo konstateret, at det seneste, man har sat på dagsordenen, er en interesse for at reducere arveafgiften, efter at man har været en tur rundt omkring de familieejede virksomheder og reduceret afgiften dér fra 15 til 5 pct. Det sker jo, på trods af at vismændene havde meldt ud, at det ville hæmme produktionen, fordi det skævvrider beskatningen af virksomhederne, hvilket efterfølgende er bekræftet af Finansministeriet, som siger, at det simpelt hen er uklogt.

Nå, nu ønsker LA så igen at pille ved arvebeskatningen. Og som minimum må borgerne jo have en forventning om, at Liberal Alliance så indvier borgerne i, hvordan det så er, man vil finansiere den lettelse af arveafgiften for de allermest velstående i det her samfund. Kunne ordføreren ikke afsløre det? Hvor er det, man vil hente pengene? Er det ældreplejen? Eller er det dagpengene eller SU'en, der skal finansiere en omgang mere til de allermest velhavende?

Værsgo.

Jeg vil gerne anfægte, når spørgeren siger, at vi vil sænke arveafgiften for de allermest velhavende. Det er simpelt hen en underlig myte, som har floreret i debatten i et stykke tid. Det bygger jo på den myte, at det kun er de velhavende mennesker, der dør i det her land. Det er simpelt hen ikke rigtigt – vi dør alle sammen, uanset hvor velhavende vi er.

Det er jo heller ikke rigtigt, at det kun er velhavende mennesker, som bliver ramt af afgiften. Det gør helt almindelige mennesker. De første 289.000 kr., man efterlader til sine børn, eller hvem det nu måtte være, er der en skattefritagelse for, men derudover bliver man ramt af en arveafgift. For mig at se er det her simpelt hen spørgsmål om rimelighed. Er det rimeligt, at fordi man dør og efterlader sine børn en mindre formue, så skal man flås i skat? Det er sådan en rimelighedsbetragtning.

Jeg savner et svar fra Socialdemokratiet på, om de synes, det er rimeligt, at fordi en fuldstændig almindelig familie efterlader sig et hus, som måske er 800.000-900.000 kr. værd, så skal deres børn flås i skat.

Hr. Orla Hav.

Jamen sandheden er jo, vil jeg sige til fru Christina Egelund, at i mere end halvdelen af de dødsboer, der er, er der ikke noget at beskatte. Så er det jo rigtigt, at man har lavet en progressiv ordning, for så vidt angår arveafgift. Er det et helt urimeligt princip i et samfund, hvor ganske store værdier bliver overdraget fra generation til generation, uden at den generation, der overtager det, i og for sig har rørt en finger – og med den ekstra krølle, at det oven i købet er ufornuftigt i forhold til produktionen? Er det et solidarisk princip? Og hvor er det, man vil hente pengene til at finansiere det, hvis man virkelig synes, det her er klogt?

Værsgo.

Altså, med hensyn til om det skulle være udtryk for et solidarisk princip, vil jeg sige, at jeg synes, at det modsatte er udtryk for sådan en politikergrådighed, som går ud på, at hver gang man kan se sit snit til at tage nogle penge fra mennesker, som har slidt og slæbt og i virkeligheden har gjort det, vi har bedt dem om, nemlig opsparet penge, afdraget på deres hus, haft en sund privatøkonomi, spinket og sparet, vedligeholdt deres hus og sørget for, at det havde en fornuftig værdi, så gør man det.

Når de så dør, kommer skattefar, kommer vi rendende og indkræver nogle af de penge. Og det gør jo faktisk også arvesager vanskelige.

Jeg bekymrer mig sådan set ikke for dem, som hr. Orla Hav italesætter meget, altså at de allermest velhavende, for de kan godt overkomme den her skat. Der, hvor det rammer rigtig hårdt, er hos de familier, hvor der måske er et hus eller et sommerhus, som skal gå videre til næste generation, og hvor den her afgift nogle gange gør det rigtig vanskeligt for de efterladte at overtage arven. For mig er det et spørgsmål om helt grundlæggende rimelighed.

Tak. Og så er der desværre ikke tid til flere spørgsmål til ordføreren. Den næste er fru Carolina Magdalene Maier.

Jeg skal igen bede om, at man over holder taletiden. Hvis man gør det, er der plads til flere, som gerne vil have ordet.

Tak for det. Der er sikkert flere, der forventer, at jeg nu kommer til at bruge hele min taletid på at kritisere regeringen og regeringens politik, og det kan man bestemt heller ikke fortænke nogen i, for der er sandt at sige meget, som man med rette kunne vælge at kritisere. Derfor var det også i første omgang sådan en tale, jeg havde tænkt mig at holde her i dag – sådan en tale, hvor jeg kritiserede regeringen for at føre en politik, som øger uligheden, som tager fra dem, der i forvejen har mindst, og giver til dem, der i forvejen har mest; måske med henvisning til forslaget om at nedsætte arveafgiften eller med en reference til dengang, man indførte fattigdomsreformerne.

Jeg havde selvfølgelig også tænkt mig at bruge en hel del tid på den manglende indsats for klima og miljø og natur, og måske ville jeg nævne nogle af konsekvenserne ved brugen af sprøjtegifte og gerne med lidt slet skjult nationalromantik, sådan at vi var sikre på, at også højrefløjen lyttede med. Det kunne være noget med at sige, at sangen fra de danske lærker og viber så småt er forstummet, at summende bier i blomsterbedene så småt er forsvundet, eller at det højt besungne danske grundvand efterhånden er fyldt med sprøjtegifte flere steder.

Det ville faktisk være noget nær en perfekt tale; måske var der endda blevet plads til nogle rosende toner til regeringen og Socialdemokratiet for de nye toner om havvindmølleparker, også selv om jeg selvfølgelig ville være nødsaget til at understrege, at der skam er brug for langt større ambitioner, hvis vi for alvor skal redde kloden og klimaet – men altså med en klar pointe om, at der godt kan komme store ting ud af små skridt, så længe de går i den rigtige retning.

Alt det havde jeg tænkt mig at sige i dag, men da jeg sad med den tale, fandt jeg ud af, hvor lidt jeg egentlig havde lyst til at holde den. For selv om kritikken rammer rigtigt, vil det stadig væk være den samme tale, som vi har holdt de sidste par år i Alternativet. Og mon ikke også resultatet ville være derefter, sådan at når jeg havde holdt min tale og kritiseret regeringen, ville jeg få de samme spørgsmål, som vi plejer at få. Nogle ville sikkert spørge til, hvem Alternativet peger på som næste statsminister. Andre ville måske udfritte mig om, hvor meget Alternativet mener at et par på kontanthjælp med to børn bør tjene om måneden – og hvor er hr. Jakob Ellemann-Jensen, når man taler om ham! Svarene ville sikkert være lige så forudsigelige som spørgsmålene, og ingen ville formentlig være blevet meget klogere, når vi var færdige, for vi har været der før.

Det fik mig til at tænke over, hvordan jeg kan holde en tale, som er en anderledes tale, som kan invitere til en anderledes samtale, en mere nysgerrig en af slagsen og en, hvor vi måske alle sammen kunne blive bare lidt klogere på hinanden. Derfor har jeg besluttet mig for at tale om noget, som jeg ved ligger os alle sammen rigtig meget på sinde, nemlig frihed – frihed for den enkelte, frihed for fællesskabet, frihed for vores kommende generationer, men også frihed for de liv og dyr og planter, som vi deler vores planet med.

Det er desværre sådan, at den dominerende forståelse af frihed i vores tid er frihed til forbrug, altså at frihed handler om retten til at forbruge, om retten til at eje, retten til at besidde. Du er, hvad du køber, fristes man næsten til at sige. Og dermed bliver økonomisk vækst og forbrug sådan en forudsætning for friheden. Problemet med den opfattelse er, at man antager, at vi alle sammen fødes lige og med lige muligheder. Det er en smuk tanke, men det er langtfra virkeligheden. Langtfra alle oplever, at de er frie til at forfølge deres drømme og leve det liv, de gerne vil. Mange føler sig ufri, låst – der, hvor de bor, der, hvor de arbejder, der, hvor de går i skole – af test og karakteræs i skolerne, af leantavler og effektiviseringskrav på arbejdspladserne, af rigide krav om fremdrift på uddannelserne, af håbløse ressourcekrav i jobcentrene. Mange oplever, at de løber hurtigere og hurtigere rundt i et hamsterhjul, men uden at komme nogen vegne.

De systemer og strukturer, som vi har opbygget, er på den måde med til at begrænse vores frihed. Det samme er den ulige fordeling af velstanden. I Danmark ejer 10 pct. af de rigeste mennesker cirka halvdelen af vores værdier. Og det viser meget godt, hvor forskellige betingelser vi har allerede fra fødslen. Spørgsmålet er, om vi kan være tilfredse med det. Kan vi virkelig være tilfredse med, at vi kun er frie, så længe vi har penge til at forbruge, og så længe vi spiller hver vores lille rolle i det store hamsterhjul? Ikke, hvis I spørger mig. Og derfor har jeg faktisk lyst til at diskutere, hvad frihed er, men i et bredere perspektiv. For Danmark har brug for en ny frihedsfortælling. Selvfølgelig skal vi alle sammen have stillet vores basale behov – økonomi er ikke uden betydning. Frihed er bare så meget mere end det. For hvad med friheden til og retten til at leve et værdigt liv, et meningsfyldt liv, til at deltage i demokratiske og meningsfulde fællesskaber, til at være sammen med familien, til det autentiske nærvær? Hvordan sikrer vi den frihed? Den frihed, som vi jo kan se at jagten på vækst og øget produktivitet og præstation ligefrem spænder ben for.

Det kræver et opgør med vækstbesættelsen, med vanetænkningen og med de systemer, vi har skabt over tid, og som vi har lænket os selv fast til. Faktisk tror jeg, at vi først for alvor kan føle os frie den dag, hvor vi tør bryde med de lænker, for kun sådan skaber vi plads til, at man kan være et helt menneske i ordets egentlige forstand. Og det handler frihed også om, i hvert fald for mig – om at leve i balance med krop og sind, både i arbejdslivet og i familielivet, om ikke at føle sig ensom, om at føle, at livet er rigt på mening, og om at indgå i systemer og relationer, som ikke fratager os vores værdighed, men hjælper os til at skabe mening med os selv, med fællesskabet.

Frihed handler om, at enhver har ret til den mest udstrakte grad af frihed, som er forenelig med, at andre har den samme frihed. Det sidste er særlig vigtigt for mig, altså pointen om, at frihed også handler om balancen mellem individ og fællesskab. For hvis vi skal sikre den balance, skal vi sikre stærke fællesskaber – stærke fællesskaber, som giver alle muligheder for at påvirke deres egen verden, både i samfundet, på jobbet og i skolen, men også stærke fællesskaber, som sikrer den enkeltes frihed med afsæt i de universelle frihedsrettigheder. Og her er der sandt for dyden noget at arbejde med. Det er nu blevet sådan i Danmark, at folk på bestemte overførselsindkomster ikke længere selv må bestemme, hvor de vil bo. Vi må ikke længere selv bestemme, hvordan vi klæder os. Hjemløse må ikke længere tigge på gaden, og personer, der bor bestemte steder, skal nu straffes hårdere end andre, og, som toppen af kransekagen, skal deres børn tilmed tvinges i vuggestue. Den udvikling er stærkt bekymrende, for hver gang de mange forbryder sig mod de fås frihed, forbryder vi os mod alles frihed. For er det ikke netop det universelle ved frihedsrettighederne, det, at de gælder for alle, der gør dem så smukke?

Et andet problem ved at koble frihed så tæt til økonomi og forbrug er, at man meget let glemmer hensynet til de kommende generationer, og at der i øvrigt er helt naturlige grænser for vækst og forbrug. Klimakrisen minder os dagligt om, at der er klare grænser for, hvor meget vi kan presse vores jordklode, og dermed også for, hvor meget vi mennesker kan praktisere vores egen frihed, uden at det går ud over naturen og livsgrundlaget på planeten. Det sidste er faktisk et kæmpeproblem, for hvad med naturens frihed? Hvorfor er vi ikke bedre til at sikre den? Vi mennesker er jo forbundet til naturen, vi lever af den, vi lever sammen med den hver eneste dag. Derfor kan vi ikke skade naturen uden også at skade os selv. Jeg føler mig f.eks. ikke fri i en verden, hvor der ikke længere er bier i blomsterbedet ude i min kolonihave, eller hvor der ikke længere er sanglærker uden for mit soveværelsvindue, eller hvor mine børn ikke længere kan komme løbende fra haven og ind i køkkenet og stikke hovedet ind under vandhanen og drikke rent og frisk dansk grundvand. Men det er altså der, vi er på vej hen; det er der, vi risikerer at ende, hvis vi fortsætter som nu.

Den positive historie er, at vi måske står ved et vendepunkt. Flere partier er jo nemlig begyndt at spille ud med konkrete visioner for den grønne omstilling. Ved Naturmødet i sidste uge stod hele oppositionen f.eks. samlet om en indsats mod plastik. Det lover godt for fremtiden, for det viser, at verden har ændret sig, i hvert fald siden vi kom i Folketinget i 2015, for dengang, kan jeg love jer for, var der ikke særlig mange, der gad at snakke om natur og klima og miljø. Det er der nu, og de nye toner får mig faktisk til at tænke på, om Folketinget måske endelig er klar til at tage de nødvendige skridt for at sikre livet på jorden.

I Alternativet mener vi faktisk, at vi i fremtidens Danmark én gang for alle bør slå fast, at naturens behov er vigtigere end ønsket om vækst, f.eks. ved at vi beslutter at lade olien blive i jorden. Eller hvad med, om vi gav naturen dens egne juridiske rettigheder? Det har man faktisk gjort andre steder i verden. Gangesfloden i Indien har fået sine egne rettigheder, i Ecuador anerkendes naturens rettigheder i landets forfatning, og i Pennsylvania i USA har man i flere byer gjort noget lignende, hvilket bl.a. har forhindret fracking. Spørgsmålet er, om vi er parat til at tage de samme midler i brug i Danmark, både for naturens skyld, men også for vores børns og børnebørns skyld – dem, som ligesom os gerne skulle nyde glæde af at lege i den fri natur og have rent vand i vandhanen og frisk luft på legepladsen.

Jeg ved ikke, om vi er der endnu, men det håber jeg, for jeg tror faktisk, at vores egen frihed er fuldstændig afhængig af, at vi sikrer naturens frihed.

På vegne af Radikale Venstre og Alternativet skal jeg læse følgende forslag til vedtagelse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at regeringen har forsømt at skabe reelle løsninger på virkelighedens udfordringer, både når det handler om integration, klima og uddannelse i hele Danmark.

I stedet har regeringen taget nye skridt væk fra de mest grundlæggende principper om lige ret og lige værd med det såkaldte »tildækningsforbud«, særlige regler i udvalgte områder, som ikke gælder i resten af Danmark, stopprøver i børnehaveklassen og forbud mod at bo, hvor du vil, hvis du er på kontanthjælp.

Folketinget opfordrer regeringen til at

- skabe blandede skoler og ungdomsuddannelser og styrke indsatsen for at få flere i job,

- reducere CO 2 -udledningen med mindst 60 pct. i 2030 gennem flere havvindmølleparker, mere energiforskning, flere el-biler og ambitiøs energieffektivisering,

- omlægge statsskov til urørt skov, bekæmpe plastikforurening og forurening i drikkevand samt skabe sammenhængende naturområder, der stopper tabet af biodiversitet,

- bekæmpe fattigdom og diskrimination i offentlige ydelser og

- investere i uddannelse.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 72).

Tak for det. Forslaget indgår i de videre forhandlinger.

Så er der en lang række kommentarer og spørgsmål. Først er det fru Britt Bager, Venstre. Værsgo.

Tak for en rigtig god tale. Vi har jo tidligere i dag haft lejlighed til at debattere frihed, og jeg bemærkede også, at ordføreren stillede et spørgsmål til Socialdemokratiets formand om det her med at indføre vegetarmad. Det, der sådan lige slår mig, er, om – og det er simpelt hen helt åbent spurgt, for jeg bliver nødt til lige at vide det – Alternativet er der, hvor man ønsker at lovgive om, hvorvidt danskerne selv skal lov til at bestemme, have frihed til at bestemme, om de vil spise kød eller ej, men at Alternativet ikke er villig til at lovgive, når det gælder børns ret til at være i et dagtilbud, børns ret til at lære dansk og børns ret til at blive integreret i Danmark.

Ordføreren.

Børns ret til at få del i dagtilbud fejler intet den dag i dag. Alle børn har den samme ret, nemlig retten til at blive optaget i et dagtilbud, hvis de vil. Man har som forældre også friheden til at vælge det fra. Man har frihed til faktisk bl.a. at undervise sit barn derhjemme, og man har også frihed til at vente med at sende sit barn i dagtilbud, hvis man vurderer, at det er det bedste, indtil barnet er ældre. Så det er jo ikke rigtigt, at børn ikke har ret til at komme i dagtilbud.

I forhold til det første spørgsmål: Nej, Alternativet vil ikke bestemme, hvad danskerne skal spise, og det er også en stråmand at formulere det på den måde. Men vi er ude at sige, at vi har et politisk ansvar for at sikre, at bl.a. kødproduktionen bliver mindsket, for vi ved, at kødproduktionen er noget, der bidrager rigtig, rigtig meget til klimaforandringerne. Så hvis vi som anstændige og ansvarlige politikere ikke greb fat dér, ville vi ikke være vores ansvar bevidst. Så vi bliver jo nødt til at gribe ind, hvor vi kan, og derfor foreslår vi, at man indfører grønne dage i offentlige institutioner. Det betyder ikke, at danskerne ikke selv må bestemme, hvad de vil spise rundt om middagsbordet.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Bare lige for at følge op på det før, vil jeg sige, at hvis vi nu tager udgangspunkt i det enkelte barn, så har et lillebitte barn jo ikke en reel mulighed for selv at have indflydelse på, om det skal i institution eller ej, hvis forældrene har besluttet noget andet.

Men nu vil jeg gerne spørge lidt ind til noget andet, og det er i forlængelse af fru Pernille Skippers erklæring om, at hun simpelt hen ikke har noget krav om at få indflydelse på udlændingepolitikken, hvis Socialdemokratiet skulle komme til magten efter et valg. Hvordan vil Alternativet bruge sin magt, sin indflydelse, som parlamentarisk grundlag? Har Alternativet planer om at stille krav i forhold til udlændingepolitikken?

Ordføreren, værsgo.

Jeg kommer ikke til at stå heroppe i dag – det kan jeg lige så godt sige en gang for alle – og definere ultimative krav fra Alternativet side. Vi går til de kommende forhandlinger, hvis det viser sig, at vi bliver inddraget i dem, var jeg lige ved at sige. Det er afhængigt af, hvordan valget falder ud, det er jo et spændende valg, vi står over for næste gang. Vi går altid til opgaven med en ambition om at påvirke den kommende regering til at føre en så grøn og demokratisk politik, som man overhovedet kan. Vi vil gerne have Danmark i en grønnere retning, i en mere demokratisk retning og i en mere lige retning. Det er det, vi kommer til at gå til forhandlingsbordet med.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Pelle Dragsted.

Tak, og tak for en som sædvanlig inspirerende tale. Vi er jo på mange planer meget enige i Alternativets visioner for den grønne omstilling, men et af de steder, hvor vi nogle gange har lidt debat, er jo det her med, hvordan man i forbindelse med en grøn omstilling også sikrer en social balance. Snakker vi f.eks. grønne afgifter, er der jo det problem, at de ofte vender den tunge ende nedad og f.eks. muliggør, at mennesker med høje indkomster fortsat kan have et højt forbrug af produkter, som er miljøskadelige – biler, og hvad det kan være – mens den almindelige lønmodtagerfamilie, der måske bor langt væk fra kollektiv trafik, kommer i problemer. Det var også noget, vi debatterede, da Alternativet kom med sit finanslovsforslag sidste år, tror jeg det var. Hvor står Alternativet i dag i forhold til at finde den balance, f.eks. i forbindelse med en afgiftsbelægning af forbrugsvarer af forskellig slags, som også almindelige mennesker har brug for og anvender?

Ordføreren.

Vi står der, hvor vi allerhelst ser at enhver klimapolitik er socialt progressiv, altså at vi selvfølgelig tilgodeser de grupper i samfundet, som er på de laveste ydelser, i forhold til de nødvendige klimatiltag. Nu nævner hr. Pelle Dragsted vores finanslovsforslag fra sidste år – der indførte vi bl.a. en fordobling af den grønne check, som, kan man sige, jo er et decideret højere fradrag til de laveste indkomster, netop for at kompensere for nogle af de klimatiltag, der er, og vi afskaffer kontanthjælpsloftet. Så vi har jo en del tiltag i forbindelse med finansloven, som samtidig giver et langt større råderum for de laveste indtægter. Så det er selvfølgelig noget, vi er meget bevidste om, og derfor går vi jo meget op i at sikre, når vi kommer med klimatiltag, som går ud over forbrugeren, at det bliver balanceret, så de ikke rammer socialt skævt.

Hr. Pelle Dragsted.

Tak for det. Men f.eks. i et helt konkret spørgsmål om sådan noget som afgifter på biler og brændstof og den slags ting er der jo stadig væk mange mennesker rundtomkring i landet, som simpelt hen ikke rigtig kan få hverdagen til at hænge sammen, og jeg synes i hvert fald, der er en udfordring, når man kigger på en afgiftsomlægning. Altså, hvis vi afgiftsfritager elbiler og alle biler er elbiler, så er der et provenu, der kommer til at mangle i statskassen. Så hvordan vil man på den ene side sikre en social balancering i den her omstilling, men på den anden side også sikre, at man ikke, om jeg så må sige, eroderer grundlaget for vores velfærdssamfund?

Ordføreren.

Altså, i forhold til trafikområdet er det jo et spørgsmål om at sikre en trafikal ligestilling, når vi går ind og laver trafikpolitik. Vi har stor forståelse for, at bor man ude på landet og er afhængig af at skulle have en bil for at komme frem og tilbage, så er man ikke stillet på samme måde, som hvis man bor inde midt i København og kan tage metroen, og det skal vi tage højde for, når vi laver vores trafikale politik, også i forhold til energieffektiviseringer og bidrag til den grønne omstilling. Så det er helt rigtigt set, og det er også noget, vi er meget opmærksomme på. Vi vil bestemt ikke tage friheden – apropos – fra den enkelte, i forhold til hvordan man også kan have en fleksibilitet i sin hverdag, samtidig med at man gerne skal bidrage til den grønne omstilling.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak for det. Og tak til ordføreren for at tale om frihed. Det er vi mange der sætter stor pris på, tror jeg. Talen kunne også have handlet om drømmen om det næste Danmark – eller drømme ne om det næste Danmark , som jeg måske ville have foretrukket det, for der er jo nok mange forskellige drømme om det næste Danmark. I hvert fald er Alternativets drøm om det næste Danmark noget anderledes end mine og Liberal Alliances drømme om det næste Danmark.

Alternativet drømmer nemlig om at afskaffe den grundlovssikrede private ejendomsret og skabe et samfund, hvor vi i fremtiden ikke længere kan eje jord, men kun leje jord. Alternativet har så også på det seneste kritiseret regeringen for at begrænse de liberale frihedsrettigheder, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Carolina Magdalene Maier, om ikke hun er enig i, at den private ejendomsret, som den er beskrevet i grundloven, faktisk er en liberal frihedsrettighed, og at Alternativets drøm jo så også på den måde vil begrænse den frihedsrettighed.

Ordføreren, værsgo.

Jeg skal først nuancere det og pointere, at vi sådan set ikke har foreslået at afskaffe ejendomsretten, men vi foreslår, at der bliver taget en debat om ejendomsretten. Så det er sådan set rigtigt nok.

Vi mener jo, at det, der er interessant ved det, er – og det hænger jo sammen med den forståelse af frihed, som jeg præsenterede – at friheden går dertil, hvor man begynder at træde på andres frihed, og det er f.eks. besiddelse af ejendomme jo et rigtig godt eksempel på. Og det er også et spørgsmål om, hvorvidt vi, når der f.eks. kommer store kapitalfonde til Danmark og alene for egen profit opkøber jord, som kunne bruges til fællesskabets bedste i Danmark, så ikke skal tage en nødvendig diskussion om, hvorvidt den måde, vi fordeler vores ejendom og jord på i Danmark, er retfærdig.

Det er sådan set det, vi lægger op til, men vi gør det meget i den optik, at der er nogle elementer på den her planet – ild, luft, jord og vand – som alle er fælles om, og som jo på en eller en måde er noget, som man ikke bare kan besidde, for så tager man det samtidig fra andre. Vi skal ikke længere væk end til Grønland, før man har en anden forståelse af ejendomsret. Så vi opfordrer bare til en nødvendig debat om, hvorvidt det er retfærdigt, at det er fordelt, som det er lige nu.

Hr. Carsten Bach.

Tak. I det regnskab mener jeg faktisk at Alternativet måske lidt overser, at en ret stor del af den danske velstand jo er skabt på baggrund af netop den private ejendomsret og det, at man som privatejer af jord eller virksomhed også får lov til at beholde frugten at det arbejde, man nu engang udfører – dog, kan man sige, trods alt efter en beskatning.

Vi som politikere plejer jo, når vi skal bruge finansiering til forskellige tiltag, at holde os til beskatning og ikke konfiskation og ekspropriation. Jeg går ud fra, at Alternativet jo, hvis man vil fratage jord, så også vil kompensere, og hvor skal pengene til det så komme fra?

Ordføreren, værsgo.

Altså, først vil jeg sige, at vi ikke har tænkt os at gå ud og begynde at fratage alle danskere deres jord. Men det, der jo er interessant, og som ordføreren også selv kommer ind på, er, at det jo efterhånden mere kan betale sig at eje, end det kan betale sig at arbejde, og den værdi, der ligger i at eje noget eller arve noget, apropos diskussionen om arveafgiften, er jo ikke noget, nogen har gjort sig fortjent til – det er noget, man er født til qua de livsbetingelser, man kommer ind i livet med. Derfor er det da nødvendigt at tage en debat om, hvorvidt det er retfærdigt, at det i dagens Danmark mere kan betale sig at eje, end det kan betale sig at arbejde.

Så er det hr. Morten Østergaard.

Også en tak fra mig for en flot tale. Jeg deler mange af de intentioner, som Alternativet gav udtryk for. I går markerede vi jo en mærkedag i Folketinget, nemlig hundredåret for ibrugtagning af lokalerne, men det var også en mærkedag for ligestillingen i Danmark, idet den markerede hundredåret for det først valg, hvor kvinderne kunne stemme, og hvor der blev valgt kvinder til Folketinget. Jeg synes jo, at ligestilling er en af de grundlæggende frihedsværdier, som er opnået over tid i Danmark, som måske har haft den største betydning, og som vi sætter allermest pris på.

Det, jeg gerne vil frem til, er, at når vi taler om frihed, var det, at kvinder trådte ind på arbejdsmarkedet og den økonomiske uafhængighed, der fulgte af det, en landvinding for friheden og for ligestillingen og i øvrigt for vores samfund, fordi vi blev rigere og kunne skabe velfærden. Mit spørgsmål er: Er det ikke også afgørende, at man så møder folk med høje forventninger, at der altså ikke er tale om friheden til at være i fred med sine egne udfordringer og få lov at gå derhjemme eller passe sig selv, men at vi i virkeligheden møder alle, der skal være i Danmark, med de samme forventninger om, at her er vi frie og lige, og at alle bidrager med det, de kan?

Ordføreren.

Det synes jeg er så fint formuleret, og det kan jeg jo kun være enig i. Når jeg siger det om friheden til at deltage i demokratiske fællesskaber, handler det jo også om, at frihed ikke nødvendigvis handler om, at vi tror, at folk gerne vil ligge hjemme på sofaen og nyde livet, men at der er en frihed i at være en del af et fællesskab, bl.a. et fællesskab, der kom med hele kvindebevægelsens demokratiske landvindinger. Frihed handler om at få lov til at være en del af et demokratisk fællesskab, at føle, at man har en værdi, og føle, at man er med til at bidrage til samfundet, men også at påvirke samfundet, i forhold til hvilken retning vi skal i.

Derfor synes jeg, det er et rigtig godt eksempel med ligestillingen. Vi er jo ikke i mål endnu. Jeg kunne nævne øremærket barsel som en af de ting, som vi i Alternativet peger på og vil komme til at gøre igen over de næste år, for det er et af de steder, hvor vi halter bagefter. Og så længe vi ikke tør sige, at kvinderne ikke er frie, når vi ikke vil øremærke noget af den her barsel eller give lige så mange rettigheder til mændene som til kvinderne, kommer vi til at have den her diskussion igen og igen. For frihed handler ikke kun om, at man skal forhandle sig til rette hjemme rundt om spisebordet. Det handler også om nogle strukturelle betingelser, som gør, at kvinder i dag ...

Hr. Morten Østergaard.

Jeg synes nemlig bare indimellem, at der er en tendens til, at vi kommer til at sænke forventningerne til måske særlig nye medborgere. Vi kan se det forskningsdokumenteret, at der i skolerne systematisk er lavere forventninger til elever, der har en tosprogsbaggrund. Der er også noget, der tyder på, at man på arbejdsmarkedet ikke møder folk med de samme forventninger eller måske de samme krav om at gøre, hvad de kan for at komme til at bidrage med det, de nu kan. Min pointe er egentlig bare, at jeg synes, at det næsten er det værste, man kan gøre ved folk. Det, der gør folk allermest ufrie, er, hvis man ikke har forventninger til dem, og hvis man ikke møder folk med de samme høje forventninger og dermed også krav til, at alle gør, hvad de kan.

Ordføreren, værsgo.

Jamen jeg er fuldstændig enig. Det er jo bl.a. også derfor, at vi, når vi får nye danskere til Danmark, skal have et job til dem fra dag et, så de kan gå ud og bidrage til samfundet. Jeg tror også, det er sådan en helt mærkelig tankegang, vi har haft i Danmark. Og det er jo en kritik af alle fløje i dansk politik, at man måske har haft sådan en forståelse: Nu skal du også lige tage det roligt lidt, og så finder vi et job til dig, og her i Danmark kan man godt gå på offentlig forsørgelse.

Det er jo ikke, fordi man ikke skal kunne det. Men jeg tror, der er mange, som kommer til et land som vores, som er vant til, at man arbejder. Det er simpelt hen en del af eksistensberettigelsen. Det er også derfor, vi kritiserer det her med, at man siger, at vi kun arbejder for pengenes skyld. Det er ikke rigtigt, for vi arbejder også for værdiens skyld og for meningens skyld for os selv.

Så er det hr. Jacob Mark.

Tak for talen, og tak for visionerne – som altid. Jeg kunne godt tænke mig at spørge til den danske folkeskole, som Alternativet jo gerne vil ændre på. Det vil jeg også selv, så det er jo lidt interessant at snakke om, hvad det så er, man vil ændre.

Jeg så, at Alternativet var ude med et forslag om, at man skulle erstatte fagene, ikke afskaffe fagene, men erstatte fagene historie, samfundsfag, fysik – alle de fag, som eleverne har i den danske folkeskole – med sådan nogle temaer, som var medborgerskab, klima og bæredygtighed, kunst og kultur og erkendelse. Derudover skulle man så ikke have nogen eksamener til at vurdere det. Min bekymring – hvis man spørger mig – ved at gøre det er sådan en gammel, klassisk akademisk tankegang. Min bekymring ved det er, hvordan man nogen sinde vil sikre, at de fagligt svage elever kan finde rundt i alt det her, når man lige pludselig afskaffer fagene og erstatter dem med det her andet. Og hvordan vil man sikre, at der bliver tid til fordybelse i de enkelte fag, når man skal have de her temaer?

Tak. Værsgo, ordfører.

Tak. Jeg tror, hr. Jacob Mark stillede det samme spørgsmål for et par år siden, så der findes svar på det skriftligt, tror jeg, et eller andet sted.

Det, som vi kom med i vores skoleudspil, var jo et spørgsmål om at lave nogle nye rammer for de eksisterende fag. Så det handler ikke om at erstatte fagene. Men vi lavede nogle nye rammer, som havde nogle nye overskrifter, bl.a. medborgerskab, hvorunder der var historie og samfundsfag, og vi havde klimafag, som har de naturvidenskabelige fag under sig. Så der er intet anderledes indholdsmæssigt i fagene i forhold til det, der findes allerede. Så har vi et forslag om et erkendelsesfag. Det er rigtig nok, det er lidt noget nyt, i forhold til at det er et specifikt dannelsesfag, som vi gerne ser indført i folkeskolen. Og så har vi opgraderet håndværksfagene og de kreative fag hele vejen op igennem folkeskolen. Så vi har i vores forslag lavet nogle ændringer, men sådan set ikke en erstatning. Det ikke sådan, at vi smider noget af det ud, der allerede er der.

I forhold til hvordan man skal praktisere det i hverdagen, har vi jo den helt grundlæggende holdning til det, at folkeskolerne i høj grad skal have meget mere selvstyre, i forhold til hvordan de underviser børnene inden for den overordnede rammelovgivning, som vi laver fra Folketingets side. Så lidt flere hænder væk fra politikernes side ude i folkeskolen.

Hr. Jacob Mark.

Jeg synes, det er en rigtig god idé at give skolerne mere frihed. Men når man erstatter fag, hvor der er plads til faglig fordybelse, med sådan nogle temaer, er jeg simpelt hen bare bange for, at de svageste elever ikke længere kan finde rundt i det. Jeg er også bange for, at den faglighed, man er nødt til at have i det enkelte fag, forsvinder, hvis det hele bliver sådan noget med tema.

Så er jeg også bare nødt til at spørge – for Alternativet kæmper jo, ligesom vi gør, for en kortere skoledag, og jeg tror, I vil have en markant kortere skoledag: Hvordan skal man både kunne have de klassiske fag, have nye temaer og have et nyt erkendelsensfag og så samtidig have markant kortere skoledage?

Ordføreren.

Jamen vi erstatter ikke fag med temaer. Så har ordføreren misforstået det. Vi erstatter ikke med temaer. Vi har puttet nogle nye beskrivelser ind over de fag, der findes allerede. Det er fuldstændig det samme indhold, fordybelsen er fuldstændig lige så mulig, som den er i dag. Der er intet, der er anderledes, i forhold til hvordan skolerne vil arbejde med samfundsfag eller geografi eller engelsk, eller hvad ved jeg. Vi putter nogle nye overskrifter på det.

I forhold til længden er det rigtigt, at vi i vores forslag går tilbage til den gamle skoledag – altså længden på den gamle skoleuge. Der har det jo været nødvendigt at foretage nogle ændringer. For vi kan jo ikke bare putte mere på. Så vi har trukket nogle af de ekstra timer, der er lagt i dansk og matematik, tilbage igen, så vi er tilbage ved, sådan som det var før folkeskolereformen.

Så er det fru Mette Abildgaard.

Tak for det, og tak til fru Carolina Magdalene Maier for en rigtig god ordførertale. Jeg tror generelt, at danskerne efterspørger, at vi bruger mere energi på at fortælle om, hvad vi vil hver især, end på at kritisere, hvad andre, man er uenig med, måtte gøre.

Det blev til en tale, som handlede meget om frihed. Det fik mig også til at tænke på grænserne for frihed, og det ledte mig videre til en artikel, som jeg læste i Jyllands-Posten for 2 dage siden. Det var en artikel, som havde overskriften »Ind, ud, ind, ud: Hvorfor bliver politiet egentlig ikke bare stående på Pusher Street?« Det tror jeg var et meget oplagt spørgsmål, som mange har overvejet. Hvorfor bliver politiet ikke bare stående på Pusher Street? Det gør de ifølge Københavns Politi ikke, fordi der har været 53 sager om vold siden årets start, og fordi der er en usædvanlig stor voldsparathed på Christiania. Det har jeg meget svært ved at acceptere. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren, hvad ordføreren har af forslag til, hvordan vi løser det her, og jeg vil lægge en præmis ind i spørgsmålet, nemlig at svaret ikke må være, at vi bare skal legalisere hash. Hvordan løser vi det her med respekt for det flertal, der er i vores demokrati, som har besluttet, at hash ikke skal være legalt? Hvordan løser vi så udfordringerne på Christiania?

Ordføreren.

Men man kan jo ikke stille et spørgsmål og så samtidig sige, hvad ordføreren ikke må svare. Det er godt nok en svær præmis at blive underlagt set heroppefra. Faktisk bevæger jeg mig meget igennem Christiania, fordi jeg bor på Christianshavn og har en kolonihave ovre på den anden side af Christiania. Så jeg kommer der rigtig meget og ser jo også det uhensigtsmæssige i Christiania, som det er i dag. Jeg ser jo også, hvordan boderne kommer op, 2 dage efter at de er blevet ryddet. Der er ikke nogen, der synes, at det er særlig rart.

Men jeg bliver også bare nødt til at forfægte, at vi fra politisk side er til stede i forhold til at sige: Det kan ikke være rigtigt; det kan vi ikke finde os i. Nej, det er rigtigt. Det vil jeg også mene; det er helt rigtigt. Jeg synes heller ikke, det kan være rigtigt. Men når vi så skal finde på løsningerne, kan det godt være, vi skal træde et skridt tilbage som politikere og sige: Lad os prøve nogle andre løsninger. Så kan det godt være, at vi taber ansigt, fordi det, vi prøver, f.eks. er at sige: Nu legaliserer vi det, sådan at vi tager ånden ud af det her marked.

Men vi ved jo, at det nok er den eneste potentielle løsning, som det ser ud lige nu. For vi har prøvet at bruge enorme ressourcer i Pusher Street. Vi bliver ved med at sende politiet derud, og der bliver ved med at være konfliktoptrapning. Vi kan ikke fortsætte i den samme rille, så vi bliver nødt til at turde prøve noget andet, også selv om det betyder, at vi skal gå tilbage i forhold til noget, som vi måske har besluttet tidligere.

Fru Mette Abildgaard.

Jeg har bare grundlæggende meget svært ved at acceptere, at der kan være steder i Danmark, hvor politiet ikke kan færdes, og hvor de ikke kan være i døgndrift, fordi der er usædvanlig stor voldsparathed. Man får kastet flækkede fliser i hovedet, når man er der. Der er så mange voldstilfælde.

Vi har jo besluttet her i Folketinget, at hash ikke skal være legalt; det er en demokratisk valgt forsamling, der har besluttet det. Er der andre steder i samfundet, man så bare med voldsparathed skal kunne true sig til at ændre lovgivningen? Det kunne jeg bare godt tænke mig at vide helt principielt.

Ordføreren.

Nej, jeg ser det ikke som en trussel til at ændre lovgivningen. Men det er jo også rigtigt nok, at selv om der i Folketinget lige nu ikke er et flertal for, at vi skal legalisere cannabis, så er der det jo i Københavns Kommune, som står med de daglige udfordringer. Så vi bliver måske også nødt til fra Folketingets side en gang imellem at kigge ud på den virkelighed, som ikke er vores, men som er kommunernes. Så hvis Københavns Kommune – og jo endda med Socialdemokratiet i spidsen – beder om, om de ikke godt kan få lov til at prøve et forsøg, hvor de legaliserer, for at komme det her til livs, så synes jeg egentlig, vi som folketingspolitikere bør kunne sige: Okay, så får I lov til at prøve det.

Så er det hr. Mads Fuglede.

Tak for ordet. Tak til fru Carolina Magdalene Maier for en spændende tale og også tak for en god debat, vi havde for nylig i P1, hvor vi under en lidt dramatisk overskrift om, at Sverige er tabt, diskuterede, om man skulle have svenske tilstande i udlændingepolitikken eller ej, og hvor fru Carolina Magdalene Maier slog til lyd for, at vi kunne lære meget af Sverige, når det handlede om udlændingepolitik. Er det stadig væk en holdning, man har i Alternativet?

Ordføreren.

Nu tror jeg, vi skal til at lytte det program igennem igen, for det var ikke det, jeg sagde. Det, jeg sagde, var, at det, vi kan lære af Sverige, er at holde fast i humanismen. Det betyder ikke, at vi skal adoptere Sveriges udlændingepolitik, for det synes jeg ikke. Men at man i Sverige har holdt fast i – kan man sige – den humanistiske moral, man har haft i forhold til at møde mennesker, som har det svært, kan vi godt lære noget af. For vi må jo altså sige, at vi i Danmark har haft nogle udlændingestramninger, hvoraf nogle givetvis er fornuftige nok, mens andre simpelt hen er gået over grænsen for, hvad vi anstændigvis kan tillade os som politikere, bl.a. at vi her i landet siger nej tak til kvoteflygtninge, altså dem, der har det allerværst. Så vi kan lære af Sveriges humanisme, men vi skal ikke adoptere deres udlændingepolitik.

Hr. Mads Fuglede.

Ja, i forhold de stramninger, der har været vedtaget her i Folketingssalen – 76 i alt – har I kun stemt for to af dem, så det må være en meget lille andel af dem. Så det er vel mere svenske tilstande, I ønsker i udlændingedebatten, end det, vi har nu. Det må vel være det, I går til forhandlinger med, hvis der skal være et regeringsgrundlag med jer som regeringsgrundlag.

Ordføreren.

Vi sætter ikke Danmark over for Sverige. Det er jo en falsk præmis at stille det op, som om vi enten skal have danske tilstande, eller vi skal have svenske tilstande. Der findes nogle andre løsninger, som vi har peget på. Vi har peget på, og vi bliver ved med at pege på, at vi presser på EU for at lave en solidarisk fordelingsnøgle, hvor de andre EU-lande også bidrager, og hvor man bidrager efter både evne og kapacitet, men også velstand i det land, man bor i. Så det er jo ikke, fordi der ikke er andre løsninger, og man skal ikke kun sætte det op, som om vi enten gør som Sverige eller vi gør som Danmark. Vi skal have humanismen med i alt det, vi gør på udlændingeområdet.

Så er det hr. Peter Skaarup.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at følge op på det spørgsmål, som hr. Mads Fuglede lige stillede, men hvor det måske kneb lidt med et sådan ret konkret svar fra ordførerens side. Så jeg vil prøve at hjælpe ordføreren frem til måske at svare lidt mere konkret på det.

Det, som jeg forstår at ordføreren og Alternativet siger, er, at vi kan lære af den svenske udlændingepolitik, fordi vores udlændingepolitik i Danmark skal være mere human. Sådan forstår jeg det i overskrifter. Der må ordføreren så korrekse mig, hvis jeg har misforstået det. Hvis den skal være det, hvor er det så, vi skal ændre vores udlændingepolitik – altså, i lempeligere retning, må jeg forstå?

Det var jo sådan under den tidligere regering, at hr. Morten Østergaard pralede med, at man fik lempet eller forbedret udlændingepolitikken på 45 områder. Er det sådan noget, Alternativet kunne tænke sig? For en række af de stramninger, der er blevet lavet under den her regering, har jo været et forsøg på at lukke nogle af de huller, der blev skabt under den tidligere regering. Så hvor er Alternativet egentlig henne, og hvad er det konkret, der ligger i, at vi skal lære af svenskerne?

Ordføreren.

Vi skal passe på ikke at komme med stråmænd her i Folketingssalen. Jeg har ikke sagt, at vi skal lære af eller adoptere den svenske udlændingepolitik. Men jeg har sagt, at den humanisme og den etiske fornemmelse for andre mennesker, man traditionelt og historisk har i Sverige, kan vi godt lære noget af. Vi synes jo, at der er blevet givet slip på den i Danmark.

Jeg kan godt sige igen, at vi skal have et bedre fordelingssystem gennem EU, i forhold til hvordan vi modtager folk til Danmark. Så det, det handler om, er jo, at når vi har taget imod nogle mennesker her, skal vi behandle dem ordentligt. Det betyder, at de selvfølgelig skal have ret til familiesammenføring. Vi kan ikke skille familier fra hinanden. Selvfølgelig skal man have en ordentlig behandling, når man er her. Man skal ikke placeres på en eller en ø, var jeg ved at sige, så børnene f.eks. ikke må gå i skole med de danske børn, hvis man er afvist asylansøger. Det er uanstændigt. Der er noget menneskelighed, som vi bliver nødt til at have med ind i det, i forhold til hvordan vi behandler de mennesker, der bor i vores samfund og opholder sig i vores samfund.

Vi ser historier om en mor, der bliver sendt ud af landet, og en 2 måneder gammel datter bliver efterladt herhjemme. Jeg har en historie fra Nordjylland, hvor Muhammed, som arbejder på slagteriet, bliver udsendt, fordi han lige præcis tjener lidt for lidt – og han bidrager til danske samfund, han er medlem af et dansk parti. Sådan noget er uværdigt for os.

Peter Skaarup.

Det er stadig væk lidt uklart for mig, hvad det så præcis er, vi skal ændre. Altså, vi skal tillade slagteriarbejderen at blive i Danmark – er det det, man skal forstå? Vi skal ikke placere nogen på en ø eller en øde ø, hvad vi jo ikke gør i dag. Hvor er det, vi ikke tager godt imod folk i dag, hjælper folk i nød i verden og også hjælper mange ude i verden med bistand lokalt? Hvor er det, vi gør det hele forkert? Jeg har svært ved at se det, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvori Alternativets politik består set i forhold til Det Radikale Venstre. Nogle gange kan det godt lyde, som om det er et ekko af Radikale Venstre, når man hører Alternativets politik fremlagt. Kan man fortælle lidt mere om, hvori Alternativets politik på udlændingeområdet består? Og hvad er det for nogle konkrete krav, man vil stille på det område, for at støtte Mette Frederiksen som statsminister?

Tak. Det har ordføreren så 30 sekunder til. Værsgo.

Det var 30 sekunder til et langt spørgsmål. Vi kommer ikke til at stille konkrete krav eller krav heroppefra i dag. Men det handler jo om, at vi skal stille job til rådighed fra dag et. Det var noget af det, hr. Morten Østergaard var inde på tidligere. Det handler jo bl.a. også om, at når vi bliver ved med at sige, at vi gerne vil have, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal kende de danske værdier, vores grundlov og vores demokratiske rettigheder, så kunne det være, vi skulle undervise dem på deres modersmål, så de forstår, hvad der bliver sagt. Der er en masse greb, som vi kan bruge for at sikre integrationen meget mere, også i forhold til den måde, vi i civilsamfundet håndterer det her på. Det handler om at blive en del af et fællesskab og føle, når man kommer herop til Danmark, at man er en del af det danske fællesskab. Og det bidrager den danske politik ikke til lige nu og slet ikke tonen i den danske politik.

Så er det fru Louise Schack Elholm. Værsgo.

Tak. Det er så den sidste afslutningsdebat inden næste folketingsvalg, og derfor er det jo naturligt nok også at kigge hen mod det næste folketingsvalg. Læser man Uffe Elbæks nyhedsbrev fra februar, kan man se, at der står, at Alternativet på ingen måde kan bakke op om Socialdemokratiets flygtningeudspil. Derfor er det jo rimeligt nok at stille det spørgsmål – nu var Alternativet heller ikke med i forslaget til vedtagelse sammen med Socialdemokraterne denne gang – om det er et punkt, der er så vigtigt for Alternativet, at det har betydning for, om man vil pege på Socialdemokratiet eller ej, altså om man kan se sig selv i den udlændingepolitik, der bliver ført.

Ordføreren.

Når vi kommer så langt, at vi skal til at forhandle, vil det selvfølgelig være vigtigt for Alternativet at kunne se sig selv i alle de overordnede politiske områder i Danmark. Derudover kan jeg sådan set ikke sige så meget mere i dag, for det vil komme an på en konkret forhandling, det vil komme an på en konkret situation, i forhold til hvor vi står. Men selvfølgelig går vi til bordet med nogle ønsker og med nogle helt overordnede principielle holdninger til, hvordan vi mener man skal føre udlændingepolitik i Danmark. Og det er jo ikke nogen hemmelighed, at der står vi måske ikke supertæt på Socialdemokratiet. Men derfor går vi jo ikke ud i dag og siger, at det i hvert fald aldrig nogen sinde kan lade sig gøre. Jeg vil simpelt hen ikke stå på talerstolen i dag og gisne om, at det kan gå den ene eller den anden vej.

Fru Louise Schack Elholm.

Nej, jeg forstår godt, at man også skal have en videre dialog frem mod et folketingsvalg, men derfor er det nu stadig væk interessant, for er der for Alternativet overhovedet noget reelt alternativ til at pege på Mette Frederiksen som statsminister efter et valg? For én ting er, at man siger, at man vil stå fast, og at man vil have indflydelse på alle områder – og det forstår jeg godt at man gerne vil; det er jo politikeres ønske – men er der overhovedet noget alternativ for Alternativet, hvis man kan sige det sådan? Altså, er der overhovedet noget alternativ til at pege på Mette Frederiksen som statsminister? Kunne man måske finde på at pege på en helt tredje statsminister? For jeg tvivler selvfølgelig på, at Alternativet kunne finde på at pege på Venstre.

Ordføreren.

Det er da et interessant forslag. Men altså, det, vi allerallerhelst vil, er jo at snakke politik, når vi kommer til næste valg, og det samme håber jeg gælder for alle partier her i Folketinget. Lad os nu gå til det valg og tale politik og ikke personer. Og hvis vi kan komme ud over, at vi skal stå i sådan en præsidentvalgkamp, ligesom vi har gjort de sidste mange valg, så ville det da være en berigelse for dansk politik, altså at vi kan begynde at snakke politik og ikke så meget personer. Så vores helt klare tilgang til det er, at vi kommer ud og snakker politik, at vi kommer ud og peger på, hvad det er for et Danmark, Alternativet gerne vil, hvad det er for et næste Danmark, vi gerne vil, og derfra tager vi de videre forhandlinger.

Så er det hr. Øjvind Vilsholm. Værsgo.

Tak. Både Enhedslisten og Alternativet er jo tilhængere af, at vi får gjort Øresund til et internationalt beskyttet havområde. Hvordan stiller Alternativet sig til, at vi kigger på flere steder i Danmark, hvor man kan implementere beskyttede naturområder – altså områder, hvor man bl.a. indfører forbud mod at benytte bundtrawl?

Ordføreren.

Jamen Øresund er jo en helt særlig perle. Det tror jeg vi alle sammen kan blive enige om. Vi svømmer i den, og jeg dykker i den. Og selvfølgelig skal vi sikre fuld og permanent beskyttelse af Øresund, så meget som vi overhovedet kan. Der ved jeg – det blev diskuteret tidligere i den her samling, ved jeg, ikke af mig, men af vores ordfører – at vi er meget enige med Enhedslisten i, at vi skal sikre fuld og permanent beskyttelse til nogle af de her områder i Øresund. Jeg tror, at Danmarks Naturfredningsforening faktisk har udpeget otte områder, som kan naturbeskyttes, og det vil helt klart være det – det står også i vores eget naturudspil fra sidste år – vi arbejder for.

Spørgeren.

Det er jo i hvert fald rigtig godt. Og vi er måske også enige om – eller det regner jeg med vi er – at vi skal have mere beskyttet natur, både til havs og til lands. Men efter vores mening er det også vigtigt, at vi samtidig sikrer, at folk har adgang til naturen. Og Enhedslisten har jo tidligere foreslået, at man efter svensk forbillede indfører allemandsret i dansk natur, altså på land. Hvordan stiller Alternativet sig til det?

Ordføreren.

Vi synes, det kunne være meget interessant også at indføre sådan en model i Danmark, det vil vi bestemt ikke afvise. Jeg tror, at vi alle sammen har været inspireret af den svenske model, ikke? Man kommer til Sverige, og så oplever man lige pludselig – apropos frihed: Gud, her kan jeg få lov til at slå mit telt op, hvor jeg vil. For der er jo ret stramme regler for, hvad man må i de danske skove. Det kan godt være, at alle ikke ved, at man må cykle og gå på stierne, men faktisk ikke må gå ud i skovbunden. Altså, det gør vi sikkert alle sammen en gang imellem, fordi vi ikke ved det, men der er faktisk ret stramme regler i Danmark.

Så vi er meget positivt indstillet over for at kigge på den svenske model, altså i forhold til allemandsretten i Sverige.

Så er det fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Jeg synes, at fru Carolina Magdalene Maier siger nogle ting, som går i hver sin retning, og det kan være, at ordføreren kan hjælpe mig med at få lidt klarhed over det. For på den ene side får vi en lang og god tale om frihed – og det kan vi i Liberal Alliance kun tilslutte os, så det er jo dejligt – og på den anden side har man en meget varm drøm om at afskaffe den private ejendomsret. Hvordan hænger det sammen? Altså, er det frihed at tvinge folk til at skulle aflevere deres private ejendom? Det kan jeg ikke rigtig få til at hænge sammen.

Så svarede fru Carolina Magdalene Maier til hr. Carsten Bach tidligere: Nej, vi vil ikke tvinge folk til at afgive deres ejendom. Men hvordan skal det så foregå? Hvis man gerne vil afskaffe den private ejendomsret til jord og lade det hele overgå til staten og man ikke vil tvinge folk til at aflevere den, hvordan skal det så foregå? Altså, tror ordføreren, at danskerne står i kø for at aflevere deres ejendom, eller har Alternativet nogle hundrede milliarder kroner, som vi andre ikke kender til, eller hvad?

Ordføreren, værsgo.

Nej, så mange penge har vi ikke i Alternativet. Når vi bringer det her forslag frem, er det, fordi vi gerne vil have muligheden for at drøfte, om det egentlig er rigtigt, at der er den ejendomsret, der er i Danmark. Er det ikke på tide, at vi får en samtale om, om det egentlig er retfærdigt, at så få ejer så meget jord, men også om, at jorden er noget, som vi egentlig burde dele i fællesskabet, men det gør vi ikke i Danmark. Dermed ikke sagt, at vi kommer til at fremsætte et beslutningsforslag i næste samling om at afskaffe ejendomsretten. Men det, vi sådan kunne starte med at diskutere, var jo det her med, at når der f.eks. kommer udenlandske kapitalfonde og opkøber store grunde i Danmark for at skabe profit på dem til egen vinding, som de så måske endda hiver hjem til deres eget land, er det så den måde, vi skal bruge den danske jord på? Altså, det kunne jeg godt tænke mig at spørge tilbage til Liberal Alliance. Er det okay, at vi bruger vores fælles danske jord til, at udenlandske investorer kommer og opkøber den for at bygge boliger, som de så selv tjener penge på, eller bygger andre ting, hvor de så hiver profitten med ud, i stedet for at den jord kommer Danmark og fællesskabet til gode?

Fru May-Britt Kattrup.

Jamen nu lyder det, som om ordføreren ikke kun har fremsat et beslutningsforslag, men også har fået det vedtaget, når hun taler om vores fælles danske jord, for ejendomsretten er jo ikke afskaffet. Så mennesker, som har arbejdet hårdt og længe for at få råd til at købe noget jord, ejer den; det er altså deres jord. Og jeg fik ikke helt svar på, hvordan det, at man skal bede dem om at aflevere den, passer sammen med den her tale om frihed. Det forstår jeg stadig væk ikke. Og kan fru Carolina Magdalene Maier give nogle eksempler på lande, hvor man har frihed og velstand og velfærd, og hvor man ikke har privat ejendomsret?

Ordføreren, værsgo.

I vores eget rigsfællesskab har man jo i Grønland ikke privat ejendomsret. Det kan godt være, at man så ikke har velfærd og velstand i så høj grad, som vi har i Danmark – men det synes jeg nu nok. Jeg har lige været deroppe sidste år, og det er faktisk et meget skønt land. Og princippet, som de hylder i Grønland, netop fordi den grønlandske jord er så værdifuld for grønlænderne, er jo rigtig interessant rent principielt.

Og nej, vi kommer ikke til at gå ud og sige, at alle danskere skal aflevere deres jord. Men i forhold til jorder, der er til salg f.eks., lad os bare sige det, og hele tanken om, hvad vi skal gøre med de nye grunde, der kommer til rådighed hen ad vejen, kan man spørge: Skal de sælges til en udenlandsk kapitalfond, eller skulle de komme fællesskabet til gode?

Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel. Værsgo.

Tak. Jeg vil godt spørge lidt ind til arveafgiften. Alternativet præsenterede her i maj 38 forslag og ideer til, hvordan det næste Danmark bør se ud, og der skriver Alternativet, at der bør indføres en ny og mere progressiv arveafgift. I dag udgør den effektive arveafgiftssats op til 36,25 pct. Synes Alternativet, det er rimeligt, at pårørende skal beskattes hårdere, når deres familiemedlemmer dør?

Ordføreren.

Man kan jo spørge sig selv, om det er rimeligt, at den måde, vi fordeler velfærden på i Danmark, er ulige, afhængig af hvor meget man arver. Og det er jo sådan i Danmark, at de mest velstillede arver mest, og de mindst velstillede arver mindst, så derfor bidrager den arveafgift jo til den sociale ulighed.

Det, vi foreslår, er sådan set, at man hæver bunden, så det er jo ikke sådan, at vi bare gerne vil sætte fuld arveafgift på alle indkomstgrupper. Vi vil gerne hæve bunden helt op til 500.000 kr., så hvis man arver op til 500.000 kr., skal man ikke betale arveafgift. Hvis man arver fra 500.000 til 1 mio. kr., skal man betale den arveafgiftssats, vi kender i dag, og når man så kommer op over 1 mio. kr., skal man betale det dobbelte af den sats, der er i dag.

Så på den måde er det her jo ikke et spørgsmål om, at vi bare vil beskatte alle med en høj arveafgift, men at vi faktisk gerne vil gøre det progressivt, sådan at det kommer dem til gode, der faktisk arver mindst, og dem, der så arver rigtig meget – for de har næppe arbejdet sig til det; nogle af dem har, men der er også mange, der har arvet det, og hvor det er gået igennem flere generationer – skal så lige spytte lidt mere i fælleskassen.

Spørgeren.

Jeg kan se, at Alternativet også skriver: »Stiger uligheden fortsat, bør vi kontinuerligt justere afgiftssatsen.« Betyder det, at der så ikke er noget loft for, hvor høj arveafgiften skal være? Kan man i realiteten komme i en situation, hvor arveafgiften ifølge Alternativet vil være på 100 pct.?

Ordføreren.

Det kan jeg ikke sige hverken ja eller nej til i dag. Altså, jeg kan ikke stå her og gisne om, hvad der måtte være det fremtidige behov. Men det, jeg kan sige, er jo, at når vi kommer ud med det her forslag, er det grundlæggende set, fordi der er så skæv en fordeling af kapital – også af indkomst, men jo i meget, meget højere grad at kapital. Og det er et problem for vores samfund, at vi har den ulighed, som vi har. Som jeg nævnte i talen, er det 10 pct. af danskerne, som ejer halvdelen af vores værdier. Det er da ikke retfærdigt. På globalt plan er det jo meget, meget værre. Så det er simpelt hen et spørgsmål om at sætte ind i forhold til uligheden der, hvor vi ved at den er størst, og det er den altså bl.a. i forhold til arv.

Så er det hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. I Venstre er vi meget glade for og tilfredse med, at vi har fået strammet godt og grundigt op på udlændingepolitikken nu i den her regeringsperiode. Det er jo ingen hemmelighed, at Alternativet har gjort en stor dyd ud af at lægge afstand til det og har været imod det. Man har stort set ikke støttet noget af det. Nu kan jeg forstå på den del af debatten, der er foregået indtil nu, med Alternativets ordfører, at man stort set snakker sig væk fra at stille ultimative krav, hvis der skulle komme et flertal for et regeringsskifte.

Hvis man så kigger frem til en kommende finanslov og man så har den situation, at resten af partierne på venstrefløjen stiller krav om at få fjernet integrationsydelsen, så kommer Alternativet jo i en nøglerolle, hvor de ikke længere kan snakke udenom over for en formentlig socialdemokratisk finansminister. Vil Alternativet så sætte sin politiske kapital ind på at stille krav om, at integrationsydelsen skal fjernes, og sige, at ellers trækker man tæppet væk under, det bliver så ikke regeringen – men det vil man måske alligevel gøre – men så i hvert fald finansloven?

Ordføreren.

Nej, for jeg står ikke her og svarer på konkrete forhandlingsspørgsmål, som ligger ude i fremtiden. Igen er det også hypotetiske spørgsmål. Men jeg vil gerne svare på, hvad vi synes om integrationsydelsen. For i den finanslov, vi fremlagde sidste år og sådan set også forrige år, og som er gennemfinansieret til sidste krone og endda med et råderum, har vi jo finansieret at fjerne integrationsydelsen. Så der er jo ikke nogen tvivl om, at Alternativet gerne vil fjerne integrationsydelsen. Vi hjælper ikke folk ved at gøre dem fattigere. Vi hjælper ikke folk til at blive integreret i det danske samfund ved at gøre dem fattige. Så det er bestemt en politisk mærkesag for os, men når vi sidder i en konkret forhandling, tager vi bestik af situationen, og jeg kommer ikke til at stå på talerstolen i dag og sige ja eller nej til forhandlingsspørgsmål.

Hr. Erling Bonnesen.

Tak for det. Så er det lige så uklart som alle de øvrige svar, vi har fået på det her område. Alternativet er sådan set imod den opstramning, der er foregået, men man lever med den, for man kan sådan set ikke komme igennem med noget andet. Så har man jo sådan set solgt sit politiske projekt.

Ordføreren.

Alternativet vil til enhver tid kæmpe for Alternativets politik. Alternativets politik er at finde i vores eget partiprogram, og vi har den her finanslov, vi har fremsat sidste år, hvor vi helt konkret har finansieret de politiske forslag, som vi ville sætte i værk, hvis vi havde 90 mandater. Det får vi næppe. Men det er det, der er vores politik. Det er det, vi kommer til at arbejde for og hen imod, og hvordan vi gør det, må jo komme an på situationen.

Vi når endnu to spørgere. Det er hr. Christian Juhl og hr. Carl Holst. Det er først hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren startede med meget flot at sige, at der, især efter at Alternativet er kommet ind, bliver diskuteret mere grøn politik i Folketinget. Jeg har det sådan, at jeg har stor respekt for Alternativets grønne politik, men som 23-årig var jeg med til min første demonstration sammen med NOAH. Dengang handlede det om at sortere affald og den slags ting, og vores studiekreds handlede bl.a. om en bæredygtig verden med udgangspunkt i den gamle rapport »Grænser for vækst«. Dengang var vi unge benovede mennesker, der så op til de store, gamle kloge folk, der forklarede, hvilken koalitionskurs vi var på på den her klode. Siden da har jeg tænkt, at det altså ikke går at sige, at jeg er den mest grønne, for jeg rejser jo på ryggen af nogle gamle bevægelser, som i den grad har knoklet. Vi er nu nået til et punkt, hvor alle gerne vil være med til at snakke om miljø, men jeg synes, at vi skal snakke om det som noget, som en bevægelse har bragt frem til der, hvor det er nu, hvor vi snakker om det.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Tak for det. Nu kan jeg ikke lige finde min tale, men ellers ville jeg have læst op, hvad det var, jeg sagde, for der må ikke være nogen tvivl om, at Alternativet anerkender alle de andre partiers indsats i forhold til den grønne omstilling og til at tale om en grøn politik. Det, jeg sagde i min tale, var, at dengang vi kom i Folketinget i 2015, var der ikke særlig mange, der havde lyst til at tale om natur og miljø og klima. Dermed sagt, at det ikke var det, der var i hovedsædet for den politiske debat på det tidspunkt. Det er det så kommet siden. Det var bestemt ikke for at forsøge at tillægge os selv æren for at være dem, der har forandret det. Det var sådan set bare en konstatering af, at vi kan mærke en forskel i det politiske miljø og den politiske samtale.

Hr. Christian Juhl.

Tak. Jeg vil også gå lidt videre. Jeg vil især sige tak til de bevægelser, der uden for parlamentet i årtier har båret den her debat, nogle gange uden at få gennemslagskraft, men nu er det sådan, at næsten ingen partier tør lade være med at tale om det. Det synes jeg vi skal sige tak til alle aktivisterne for.

Jeg vil i det lys gerne høre, hvad årsagen er til, at Alternativet ikke vil være med på det hidtil mest grønne forslag til vedtagelse, der er lavet, og især med Socialdemokratiet den her gang, for vi var meget tæt på at kunne lave en enig udtalelse. Hvad er årsagen til, at Alternativet vælger den fra, når den er så grøn, som den er, og vælger selv at have en udtalelse?

Ordføreren, værsgo.

Der er intet i den vedtagelsestekst, den grønne vedtagelsestekst, hvis vi skal kalde den det, som Alternativet ikke er enig i, så det er bestemt ikke, fordi vi ikke er enige i den tekst, at vi ikke er med på den. Når vi har valgt at være med på en anden tekst sammen med Radikale, har det været, fordi der i den tekst – ud over et grønt fokus, som så fylder mindre – er en kritik af regeringens politiske satsninger særlig i forhold til det med at være lige og frie og ligeværdige mennesker. Det synes vi egentlig er ret relevant at kritisere ved afslutningen af et folketingsår, hvor vi har set en meget stor indskrænkning af frihedsrettighederne. Men hvis man kunne være med på to vedtagelsestekster, så var vi det.

Den sidste spørger er hr. Carl Holst. Værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for en velgennemtænkt tale. Jeg kan sige, at det er begrænset, hvilket fælles værdigrundlag vi hviler på i forhold til et politisk udgangspunkt. Men jeg synes, at jeg vil rose Alternativet for at være gode til at have nogle politiske debatoplæg. Jeg tror, at I er et af de partier, der forsøger at gøre opmærksom på jeres eksistens og holdning og værdigrundlag i form af debatoplæg, og det synes jeg I fortjener ros for. Måske kunne man ligesom anmode om, at andre partier lod sig inspirere af det, altså at man lagde frem, hvad man mente.

I et af jeres debatoplæg, »Et Sammenhængende Danmark«, opererer man med 38 forskellige forslag. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om man har lavet nogen beregninger eller gjort sig nogen overvejelser om, hvad de økonomiske konsekvenser er af de 38 forslag. Hvad vil det egentlig koste?

Ordføreren.

Det er et visionspapir, og det befinder sig på et niveau, hvor det ikke er noget, vi kommer til at realisere i morgen eller om 14 dage eller om 2 år for den sags skyld. Det er et visionspapir, som fremlægger, hvad det egentlig er for et Danmark, vi gerne vil have. Vi skal jo kun kigge ud ad vinduet. Jeg nævnte tidligere i salen i dag Børnerådets undersøgelse af, hvor mange børn der har det dårligt. Der er rigtig mange mennesker, der går rundt og har ondt i livet. Der er frygtelig mange mennesker i vores samfund, som føler sig ensomme. Og vi har en galopperende klimakrise. Så vi har simpelt hen set os nødsaget til at adressere nogle helt grundlæggende udfordringer i vores samfund, som vi mener er løbet af sporet, i forhold til hvad vi mennesker egentlig er skabt til. Vi er ikke skabt til at leve i det samfund, vi har derude lige nu. Det kan vi jo se, når vi kigger ud ad vinduet og ser, hvor mange mennesker der har det dårligt. Så det er det, som det papir adresserer. Det er på et visionsniveau, og derfor er det ikke finansieret, som var det et politisk katalog over, hvad vi ville realisere fra f.eks. i morgen og frem. Det ligger i vores finanslovsudspil, som til gengæld er gennemfinansieret.

Spørgeren.

Det er mange gode forslag, men ekstremt dyre forslag, hvis man tager alle 38 forslag sammen. Jeg siger det, fordi økonomisk bæredygtighed jo også er væsentligt, i forhold til hvad man hviler på for at kunne udfolde de visioner, man har.

Men så tager vi et andet emne. Alternativet mener, at man skal hæve ulandsbistanden til 5 pct. af bruttonationalproduktet. Mig bekendt vil det koste omkring 100 mia. kr. Hvor skal de penge komme fra?

Ordføreren.

Hvor er jeg glad for det spørgsmål, for nu får jeg endnu en gang lejlighed til at få sat nogle misforståelser på plads. De 5 pct. kommer fra en kronik eller et debatindlæg, som vores tidligere suppleant i Folketinget Anders Stjernholm skrev, hvori han retorisk spurgte: Kunne man forestille sig at hæve udviklingsbistanden f.eks. til 3 eller 5 pct., hvilket så er blevet fremlagt, som at nu synes Alternativet, at vi skal hæve udviklingsbistanden til 5 pct.? Det gør vi ikke, men vi synes heller ikke, at det er nok med de 0,7 pct.

I vores eget finanslovsforslag fra sidste år foreslog vi 1 pct. Det kan også godt være, at det er for lidt, men den dag, vi kommer med noget, skal vi nok sørge for at finansiere det. Men det er i hvert fald ikke nok, som det er nu, og slet ikke, fordi vi bruger så meget af det på dansk asylbehandling og ikke til hjælp i udlandet.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier. Tiden med spørgsmål er overstået, og vi går videre til hr. Morten Østergaard, Det Radikale Venstre.

»Integration handler ikke om hudfarve, ikke om religion. Det handler om at vælge Danmark til.« Citat slut, for et citat er det. Ordene er rigtige, ordene er vigtige, og de er statsministerens fra åbningstalen i oktober. 48 timer senere efter en ophedet åbningsdebat gik både statsministeren og fru Mette Frederiksen ind for et burkaforbud, ikke da debatten startede, men inden dagen var omme. To holdningsskift fra en statsminister og en, der gerne vil være det. Med afsæt i virkeligheden? Næh, med afsæt i det efterhånden klassiske christiansborgske spil om magten, der igen og igen tager sit omdrejningspunkt i minoriteter, det anderledes, det, som vores grundlæggende frihedsrettigheder egentlig skulle sikre retten til, nemlig at dele et land og et fællesskab uden at skulle være ens. Det er under pres, og her var åbningsdebatten jo kun et varsel.

Siden kom parallelsamfundspakken, der gør op med noget af det dyrebareste, vi har, nemlig lighed for loven. Uanset om du vil Danmark eller ej, skal du nu udsættes for særlige regler, hvis du bor i et udsat boligområde. Dobbelt straf, tvangsvuggestuer, stopprøver i børnehaveklassen. Ét sæt regler for bestemte adresser, ét for alle os andre. Det er symbolskruen uden ende.

Imens står danskernes problemer jo uløste hen. Jeg ville gerne i dag have givet ordet til nogle af dem, men de har jo ikke taleret her i Tinget. Men de danskere, som findes, og som føler sig overhørt af mig, at jer, af os herinde, og som jeg har mødt på min tur rundt i Danmark, har jeg derfor inviteret til at være med her ved afslutningsdebatten i dag. Det er nogle af dem, der bor i de udsatte boligområder, hvis hjem statsministeren kalder for huller i danmarkskortet. I Gellerup f.eks. mødte jeg Shadi, som er på tilhørerpladserne. Han undrede sig over, at hans forældre, der kom hertil i 1985 som flygtninge, har fået lov til at sidde hjemme i lejligheden og modtage penge, uden at der for alvor blev stillet modkrav. Shadi er frustreret og forundret over, at vi som samfund ikke har højere forventninger til hans forældre og andres forældre og deres generation og er sikker på, at det er forklaringen på, hvorfor det for alt for mange ikke er gået godt nok.

Så spørger jeg: Kære Folketing, hvorfor er det ikke her over for de mange som Shadis forældre, vi sætter ind? Et flertal er i det forgangne år enedes om, hvor kontanthjælpsmodtagere ikke må bo, men har ikke løftet en finger for at få dem i arbejde eller i uddannelse. I dag står jeg med Shadi, når jeg siger: Hold op med at lade mennesker gå alene hjemme med deres problemer i årevis. Det er der aldrig kommet noget godt ud af. Vi har brug for alle. Kan man ikke arbejde, kan man dygtiggøre sig, så man kommer tættere på det, hver dag, hele ugen, året rundt og aldrig på kontanthjælp i mere end 3 år. Hvorfor ikke?

Deroppe står også Brian. Brian er taget hertil fra Hanstholm, og han var engang enig med Dansk Folkeparti. Så ansatte han Ibrahim fra Aleppo. Brian er direktør på Famm Seafood, og Ibrahim er en af de første flygtninge, han ansatte til at skære fisk på helt almindelige vilkår uden en krone i støtte. På statsministerens opfordring tog Brian flygtningene i virksomhedspraktik. De, der kunne klare jobbet, fik det. Alle vandt, og Brian fik den kommunale integrationspris, endda overrakt af integrationsministeren i egen høje person. Men nu føler Brian sig til grin og provokeret, fordi Ibrahims kollega fra Somalia som den første på Famm Seafood skal sendes tilbage. Sagen er udsat, men risikoen er der stadig. I dag står jeg med Brian, når jeg siger: Hold nu op med at ødelægge virksomhedernes integrationsarbejde. Stop med at genere folk, der bidrager og klarer sig selv. Kære Folketing, lad nu flygtninge komme i arbejde fra første dag, og lad dem, der klarer sig selv og bidrager og viser, at de vil, blive i Danmark. Hvorfor ikke?

Endelig har vi også besøg af Anders. En kold februaraften sad jeg i stuen hos Anders' mor og far. De bor i et almindeligt boligkvarter lige uden for et af Danmarks mest udsatte boligområder. Med tungsind fortalt de mig historien om deres søn, Anders' bror, som gik i en dansk folkeskole, hvor flere og flere tosprogede var kommet til, og hvor færre og færre børn med dansk baggrund til sidst gik. Pludselig var deres søn den sidste med etnisk dansk baggrund i klassen. Alle, der kender mig og Radikale Venstre, ved, at jeg kun ønsker det bedste for vores tosprogede medborgere, for deres børn og for integrationen. Men når vi over år, og her bærer vi vel alle en del af ansvaret, har tilladt, at skoler bliver så opdelte, at de ikke afspejler det samfund, vi lever i, og mange derfor slet ikke har lyst til at sende deres børn derhen, så mister vi noget af det dyrebareste, vi har. Derfor er det, at jeg i dag står med Anders og hans familie og en masse af de tosprogede forældre, jeg har mødt på min vej, når jeg siger: Lad os komme de opdelte skoler til livs. Kære Folketing, i stedet for at lave særlige regler for særlige mennesker i særlige områder, så lad os lytte til forældrene, både dem, der er tosprogede, og dem, der har dansk som modersmål, og som ønsker en blandet sammensætning af børn i vuggestuer, børnehaver, skoler og gymnasier på tværs af sociale og kulturelle skel. Hvorfor ikke?

Et folketingsår er gået, men på Christiansborg har vi ikke løst de udfordringer, som Shadi og Brian og Anders og hans familie har peget på, tværtimod. Og hvordan var det, at vi nåede hertil? Ja, det startede jo, da vores to statsministerkandidater gav op og forfaldt til magten, resignerende, og kæmpede om, hvem der tør gå længst i retning af Dansk Folkeparti. Fortsætter vi ud ad den vej, bliver det måske ikke kun udenrigs- eller forsvarsordførerne for Dansk Folkeparti, som hylder Orbáns Ungarn eller ikke ser en fjende i Putins Rusland og ønsker Danmarks medlemskab af EU til afstemning. Det kan være, at det bliver den næste regering. Hvis vi fortsætter ad den vej, bliver det måske med en regering, der ligesom Dansk Folkeparti mener, at klimakampen er kampen mod vindmøller og vel dårligt anerkender, at klimaforandringerne er menneskeskabte, og som svigter kampen mod virkelighedens klimaforandringer, som vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved.

Fortsætter vi ad den vej, bliver det måske en regering, som opgiver målet om, at den næste generation skal uddannes bedre, end vi selv er, fordi pengene skal bruges på andre ting end vores børns opvækst, skole og uddannelse. Fortsætter vi ad den vej, bliver opsvinget næppe vekslet til nye muligheder for dem, der har mindst, men måske snarere en rodfæstet accept af fattigdom, når blot den primært rammer minoritetsgrupper, og en fortsat insisteren på at diktere, hvem der er dansk nok til at blive en del af vores fællesskab. For med Dansk Folkepartis vej får vi jo ledere, som graver grøfter, regerer med straf og tvang, og som elsker symbolpolitik designet til valgkamp frem for virkelighed, og det er jo lige nu den vej, alt for mange på Christiansborg løber.

Danskerne kan så vælge mellem to statsministerkandidater, der begge insisterer på, at staten skal bestemme, hvor du må bo, hvis du er kontanthjælpsmodtager; hvilket tøj, du må gå i; hvem du må forelske dig i, hvis dit familieliv skal være i Danmark. Stem på ham, der er statsminister, eller hende, der vil være det – forskellen er ens og i alt for høj grad Dansk Folkepartis vej.

Jeg synes, at danskerne fortjener et valg. Shadi, Brian, Anders og mange med dem hungrer efter en ny vej for Danmark, hvor vi finder rigtige løsninger på de virkelige problemer, hvor vi løser problemer sammen med dem, der handler om, og hvor vi kæmper for noget frem for mod nogen. Og jeg er ukuelig optimist, for selvfølgelig kan et af verdens bedste og grønneste velfærdssamfund skabe den forandring, som så mange higer efter. Hvorfor skulle vi ikke kunne det? Det er jo sådan, vi er blevet dem, vi er – ved ikke at bøje nakken for fremtiden, men ved at se den lige i øjnene og forme den efter vores fælles ønsker. Sådan kan vi gøre en forskel for dem, der har det sværere end os, og for dem, der kommer efter os.

Det kommer til at kræve bunker af kompromiser, og dem er vi altid klar til at indgå. Men først og fremmest tror jeg, at det kræver en vilje til et nyt lederskab, som bekæmper det, der splitter os, og som ikke får os til at lukke os om os selv; som sætter kampen mod klimaforandringerne først og forrest. Frem for at nøjes med det, vi skal, så skal vi sætte os for at opnå alt det, vi kan. 100 pct. grøn strøm og varme, 60 pct.s reduktion af CO 2 , 1.000.000 elbiler og et grønnere landbrug kunne nås inden 2030. Det skal være et lederskab, som insisterer på, at børns opvækst og uddannelse aldrig skal være offer for sparekniven; som skaber adgang til uddannelse i hele Danmark, og som vil dyrke børnenes forskellighed, kreativitet og kritiske tænkning frem for den ensrettende tvangstanke om test, trit og retning. Vi har brug for det fra første dag i vuggestuen til den sidste dag på skole eller uddannelse.

Det skal være et lederskab, som uforfalsket fastholder, at fælles problemer kræver fælles løsninger i Europa og globalt; som ikke svigter FN, men i stedet ønsker at opbygge kapaciteten til at afhjælpe katastrofer og skabe livsgrundlag der, hvorfra folk flygter i dag. Det skal være en solidarisk kamp mod klimaforandringerne på tværs af lande. Vi skal ikke beskytte os mod EU, men sætte retningen for samarbejdet, så det bliver grønnere, mere solidarisk og bedre til at løse de fælles problemer.

I bund og grund skal vi have et nyt lederskab for Danmark, som står fast ved, at vi er en nation af mennesker, som ikke er ens, men som fortjener samme rettigheder og samme muligheder. Kort sagt, ledere, der holder fast i dem, vi er, og aldrig sælger ud af de grundlæggende værdier.

Foreløbig tak til hr. Morten Østergaard. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jo tak, hold da op! Jeg skal lige ... puha, hr. Morten Østergaard, det var noget af en tale. Vi sad faktisk her på rækken og blev enige om, at hr. Morten Østergaard måtte have været inspireret af præsident Trump, for præsident Trump har jo også gjort det til en vane at holde taler, hvor han så beder folk om at rejse sig, når han sådan skal hylde nogen eller fremhæve nogen. Det må være der, hvor hr. Morten Østergaard måske har fundet sin inspiration.

Det, jeg kom til at tænke på, var, at hr. Morten Østergaard jo over tid har slået sig op på, at noget af det vigtigste, Det Radikale Venstre har stået for, hvis vi sådan kigger på den nyere tid, har været de her berømte 45 lempelser af udlændingepolitikken fra 2011 til 2015. Hr. Morten Østergaard har kaldt det 45 forbedringer, og det er jo næsten bare at løbe en åben dør ind, når jeg spørger hr. Morten Østergaard, om han stadig væk har det på den måde i forhold til lempelser af udlændingepolitikken, og om det er Det Radikale Venstres position – altså, når jeg siger åben dør, er det, fordi det kunne man næsten høre i talen – at det også er det, fremtiden skal bringe, når Det Radikale Venstre igen får storhed og magt, nemlig at man på tilsvarende vis får bragt lempelser ind i udlændingepolitikken.

Ordføreren.

Mon ikke det var et spørgsmål, der var forberedt inden talen? Nej, det var det ikke – men okay, lad gå, det er ellers blevet stillet tidligere i dag og i andre debatter måske også, og på den måde kører tingene lidt i ring herinde, og vi hygger os med det. Men ude i virkeligheden er folk jo uanfægtede. Altså, jeg tror grundlæggende, de er trætte af debatten om stram eller slap og antal lovændringer og kagespiseri, som vi forstod på hr. Kristian Thulesen Dahl tidligere ligesom er målet: Pyt med, hvad politikken betyder, nu skal man bare op og nå 100, så man kan få lov at dele kage ud, fordi man har lavet et trecifret antal ændringer af udlændingelovgivningen.

Jeg tror ikke på, det er vejen frem, og jeg tror, det splitter os mere, end det samler os, og derfor er mit bud, at det, jeg er optaget af, selvfølgelig er at få en bedre integration og lytte til nogle af de udfordringer, der er her, få flere i arbejde, få blandede skoler. Og det kræver selvfølgelig handling, som hverken kan løses med den ene eller den anden ændring af udlændingeloven.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Nej, det forholder sig stik modsat ude i virkeligheden. Folk er enormt optaget af, om vi taler om stramninger, eller vi taler om lempelser af udlændingepolitikken. Er der noget, der har defineret dansk politik og valgkampe osv. i årevis, er det da lige præcis det spørgsmål. Og jeg kunne da opfordre hr. Morten Østergaard til at komme lidt mere ud i virkeligheden, hvis han virkelig lever i den drøm, at danskerne derude er fuldstændig ligeglade med, om vi taler lempelser eller stramninger af udlændingepolitikken. Altså, om der kommer 14.000, 15.000 eller 20.000 til Danmark om året, eller der kommer 3.000, har jo kæmpestor betydning for, hvad det er for en integration, man kan lave for de mennesker, der kommer her til Danmark. Er hr. Morten Østergaard ikke enig i det?

Ordføreren, værsgo.

Men det er jo et helt andet spørgsmål. Det er ikke et spørgsmål, der handler om antal ændringer i udlændingeloven, når vi tæller op eller tæller ned eller tæller til siden. Det er et spørgsmål, der handler om, om vi har styr på, hvor mange flygtninge vi modtager, og det skal vi da have. Det skal vi have, men den eneste måde at få det på er da ved at få styr på situationen ved Middelhavet i samarbejde med de andre europæiske lande, ved at samarbejde med landene og forpligte os. Vi ved godt, at over tid er det flygtningestrømmene til Europa, der definerer, hvor mange flygtninge der kommer, men det var jo i 2006, der kom færrest asylansøgere til Danmark, så jeg kunne spørge hr. Kristian Thulesen Dahl: Skal vi rulle udlændingeloven tilbage til 2006?

Så er det hr. Pelle Dragsted.

Tak. Det er noget, jeg også var inde på tidligere i et spørgsmål til Dansk Folkeparti. Regeringen kom jo i går med et udspil på dagpengeområdet, hvor regeringen forestiller sig at man skal straffes hårdere, altså at danskerne fremover skal have et hårdere slag, når man selv siger sit arbejde op, f.eks. fordi man har en urimelig chef eller urimelige arbejdsforhold eller andet. Så skal man altså i karantæne i dagpengesystemet, uanset om man måske har betalt til det i årtier, dvs. mindre frihed for den enkelte til at kunne vælge det her fra.

Så mit spørgsmål – med Radikales historie i forhold til dagpengespørgsmålet in mente – er egentlig bare: Hvor står Radikale her? Er man klar til at springe på det her nye angreb på danskernes sociale tryghed, eller synes man, nok er nok, og at nu skal vi ikke længere ned ad den vej i forhold til at kunne bevare bare resterne af det flexicuritysystem, som vi har været stolte af?

Ordføreren.

Jeg vil starte der, hvor hr. Pelle Dragsted sluttede, nemlig med at sige, at det er helt afgørende, at alle mennesker i Danmark har en klar interesse i at forsikre sig mod ledighed og være medlem af en a-kasse, også selv om de måske føler, at de ikke lige står over for at skulle miste deres job. For det giver nogle rettigheder. Det er en god ordning, det er godt, man betaler til det, og det skal også give en tryghed, som gør, at man er interesseret i at gøre det.

Vi er ikke en del af dagpengeforligskredsen, fordi Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og regeringen jo aftalte at indføre et uddannelsesloft som betaling for den aftale, man lavede sidst, og det er måske derfor, vi kun kender til forslaget i overskriftsform. Men helt grundlæggende vil jeg sige, at jeg synes, det er dybt bekymrende, at vi står over for en situation, hvor vi risikerer at mangle arbejdskraft. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får alle til rådighed stående kræfter i arbejde, men jeg synes også, det er afgørende, at folk føler, det er værd at forsikre sig mod ledighed, fordi det giver nogle rettigheder, også hvis man vælger et jobskifte.

Hr. Pelle Dragsted.

Det synes jeg ikke var et helt klart svar, og det er selvfølgelig også i orden. Men det her udspil fra regeringen ligger på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside, hvor man kan læse det. Der er i øvrigt også fornuftige ting i det, det skal da siges, men de ting, der vedrører angrebet på dagpengemodtageres rettigheder, dvs. alle lønmodtagere, der er medlem af en a-kasses rettigheder, er altså hård kost. Det betyder, at sanktionerne, altså hvor længe man skal stå uden indkomst, f.eks. forlænges fra 3 til 6 uger, hvis man selv siger sit job op. Og der er også noget med ufaglærte og faglærte arbejdere, der skal tvinges til at tage endnu længere væk for at arbejde.

Men kunne jeg ikke få et lidt mere klart svar på spørgsmålet: Er Radikale parate til de her nye angreb på dagpengesystemet, som jo vil gøre, at der er en årsag mindre til at være medlem af en a-kasse?

Tak. Så er der svar på spørgsmålet.

Jamen det var egentlig det, jeg synes jeg svarede på – med forbehold for, at jeg ikke kender regeringens udspil og derfor heller ikke er blevet inviteret til drøftelser af det endnu, om det måtte komme – nemlig at jeg synes, det er vigtigt, at der er en kombination af rettigheder og pligter, og at det gøres på en måde i a-kassesystemet, hvor alle har en interesse i at være medlem af en a-kasse og også er trygge ved deres rettigheder i den situation, hvor de selv skulle vælge et andet job. Så jeg håber, det er svar nok til hr. Pelle Dragsted.

Men til gengæld vil jeg sige, at det også er et system, der er baseret på rettigheder og pligter, herunder rådighedsforpligtelse.

Tak. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen.

Forud for valget i 2011, som var det seneste valg, der førte en rød regering med sig, var budskabet fra Socialdemokratiet og SF, at her var »En Fair Løsning« og »Fair Forandring«, at det var en rød regerings skattepolitik, hverken mere eller mindre, og at der ikke kunne ændres et komma. Sådan gik det som bekendt ikke med De Radikales mellemkomst, og når det samme budskab nu lyder fra Socialdemokratiet om udlændingepolitikken, nemlig at der ikke skal ændres, at man ikke vil slække på den, til trods for at man er afhængig – måtte der være et flertal – af Det Radikale Venstres opbakning, så er jeg lidt interesseret i høre Det Radikale Venstre, om de har denne tilgang til og forståelse af Det Radikale Venstres mandaters vægtning, hvis det skulle forholde sig sådan. Og vil Det Radikale Venstre så acceptere, at Socialdemokratiet som en del af en socialdemokratisk ledet regering fører udlændingepolitik uden om Det Radikale Venstre?

Ordføreren.

Jamen der har jeg taget mit kom gratis ud af fængslet-kort med. Det var et, jeg fik tidligere af hr. Kristian Thulesen Dahl, da jeg stillede ham et spørgsmål om europapolitik under en kommende regering. Han sagde, og jeg citerer: Nu står jeg ikke her i Folketingssalen ved en afslutningsdebat og forhandler regeringsgrundlag. Det gør man efter et valg, og hvis vælgerne giver opbakning til det.

Men jeg kan da sige, som jeg har sagt før og gerne gentager i dag, at vi er kompromisets mestre, synes vi selv. Vi er altid villige til at søge kompromiser. Men det kræver, at man lytter til hinanden, og at man bøjer sig mod hinanden, og det vil vi jo forvente på alle områder fra en regering, vi skal støtte.

Torsten Schack Pedersen.

Så når det radikale folketingsmedlem fru Zenia Stampe skriver på Twitter: »Fair nok, at Mette F« – det må så være fru Mette Frederiksen – »vil basere sin udlændingepolitik på DF. Men så skulle hun måske spørge dem, om de vil være støtteparti for hende«; hvordan skal det så tolkes? Hvilken tyngde er der i det? Hvilken konsekvens vil Det Radikale Venstre tage af de udtalelser, som fru Mette Frederiksen er kommet med i dag?

Ordføreren.

Nej, det, som ligger i det udsagn, er en til en det samme, som jeg selv har sagt igen og igen, nemlig at hvis man vælger os fra og nogle andre til, fordi man vil basere sin regering på deres politik, så skal man jo spørge dem, om de vil bringe den regering til verden. Man kan ikke både vælge os fra og tage os med.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak for det, og tak for en fin ordførertale. Den radikale leder har for et par dage siden, for en uge siden måske, foreslået, at en tredjedel af det danske landbrugsareal skal tages ud af drift og omlægges til natur. I Liberal Alliance vil vi meget gerne omlægge en større del af statens areal til fri og vild natur, og så vil vi i øvrigt lade private lodsejere selv bestemme, hvordan de vil drive deres jord.

Det radikale forslag overbyder jo fuldstændig alle andre partiers naturpolitik, i hvert fald i forhold til antal hektar, der skal omlægges til natur. Man fristes til at sige, at det måske næsten er økonomisk uansvarligt, selv om det i hvert fald tidligere ellers har været en radikal dyd at være økonomisk ansvarlig. Jeg kan så forstå på hr. Morten Østergaard og De Radikale, at de frem mod 2030 vil bruge 1 mia. kr. på den her omlægning. Men hvis man ser på en tredjedel af landbrugsarealet, som er på 900.000 ha, så vil det svare til 90 mia. kr. i stedet for. Hvor er det, de penge skal komme fra?

Ordføreren.

Målet med omlægningen er ikke at nå det i 2030. Det er en plan, der skal gennemføres over længere tid. Der, hvor jeg kunne have lyst til at række hånden ud til Liberal Alliance, er jo egentlig mere med hensyn til at forsøge på at skabe et både moderne, progressivt, højteknologisk og bæredygtigt landbrug i Danmark i enhver forstand – økonomisk og miljømæssigt. Det er der, hvor vi har vores øjne rettet mod de mest sårbare landbrugsjorde og synes, at det ville være fornuftigt for miljøet, for udsigten til rent drikkevand, for kommende generationer, men også for de landmænd, der har de jorde, hvis man fandt en ordning, hvor man omlagde de jorde til natur, enten vild natur eller mere ekstensiv drift, eller hvad vi nu kunne gøre for at komme i retning af at sørge for, at det ikke var miljøet, der holdt for, og at de fik en højere grad af rentabilitet. For det er jo velkendt, at de her sårbare jorde ikke er de mest blomstrende forretninger og heller ikke er dem, hvor værdien er højst.

Hr. Carsten Bach.

Det er over en længere periode, siger hr. Morten Østergaard. Det kan man jo godt sige, hvis der er afsat 1 mia. kr. pr. årti sådan cirka. Sådan i hele træskolængder er vi med 90 mia. kr. ude i en 900-årsplan. Det er jo i hvert fald at have det lange lys på, kan man sige. Men har Det Radikale Venstre derudover tænkt på følgevirkningerne og omkostningerne for arbejdspladser i Danmark og følgeindustrien til den danske fødevaresektor?

Ordføreren.

Vores vision baserer sig jo ikke på, at der skal produceres færre fødevarer i Danmark. Tværtimod er målet jo at sikre, at den del af landbrugsjorden, som kan klare det, bliver dyrket højteknologisk og på en måde, som sikrer, at vi stadig væk er et land, der producerer fødevarer i højeste klasse, og at vores eksportindtægter ikke falder osv. Så det er slet ikke målet med det. Men det er jo lidt underligt, at hr. Carsten Bach ikke anerkender, at de her tanker udspringer direkte af Natur- og Landbrugskommissionens arbejde. Det har vi jo før diskuteret, når vi har diskuteret målrettet regulering, og det er i virkeligheden bare en videreførelse af de tanker, at man siger: Lad være at bruge den landbrugsjord, som er allermest sårbar for vores drikkevand. Og selvfølgelig skal man kompenseres for at holde op med det.

Hr. Jacob Mark.

Tak for det. Jeg har simpelt hen lyst til at sige noget om udlændingepolitik. Jeg blev så glad, da jeg så den store radikale annonce om, at nu skulle der ikke længere graves grøfter. Jeg har faktisk følt, at De Radikale var nogle af dem, der gravede de største grøfter i udlændingedebatten. Hver gang man prøvede at tale seriøst om problemerne, blev det blæst op, som om man enten brød menneskerettighederne, eller som om man var et ondt menneske. Så tænkte jeg, at nu kan vi endelig tage en seriøs debat, og hovsa, lige så snart man gik ind i en seriøs debat om udsatte boligområder, faldt De Radikale tilbage i grøften.

Jeg har lyst til at spørge: Hvad er det, der er problemet i at sætte ekstra penge af til de udsatte boligområder, hvor vi kan se, at der er højere kriminalitet, færre, der er uddannet, færre, der er i job, og hvor der samler sig en stor mængde mennesker, der har ikkevestlig herkomst? Mener hr. Morten Østergaard ikke, at det er et signal om, at der er noget, vi som samfund skal tage os af, når så mange mennesker, der har brug for ekstra hjælp, samler sig på så få steder?

Ordføreren.

Jamen hr. Jacob Mark, Radikale Venstre var jo med til at bevilge Landsbyggefonden mulighed for at afsætte 10 mia. kr. til at gennemføre helhedsplaner, der kan gøre de områder attraktive for andre at bo i. Så det spørgsmål er da underligt. Det vil vi gerne afsætte penge til. Jeg tror, at hr. Jacob Mark var ude og kalde noget af det, der er blevet gennemført, for DDR-politik. Jeg ved ikke, om det kvalificerer til at være sådan et medierende synspunkt eller udsagn.

For mig – og det var det, jeg prøvede at beskrive i min ordførertale i dag – er det billede, der tegner sig, at det, man kan mødes om herinde og enes om herinde, i stadig stigende grad bevæger sig væk fra det, der er de reelle problemer for folk, som bor i de udsatte områder. At de mangler et job, er der jo ikke nogen initiativer i forhold til, altså at skaffe folk, som går ledige, et job eller uddannelse. At vi gerne vil have – og det er vi jo enige om – blandede skoler og blandede gymnasier, er der ingen initiativer i forhold til. Det efterlader jo folk med en mærkelig fornemmelse af, at man på den ene side råber af dem, at de steder, de bor, er huller i danmarkskortet, og så på den anden side ikke vil tage problemerne alvorligt.

Hr. Jacob Mark.

I min optik er det ordføreren, der er med til at bidrage til, at folk føler, at vi råber af dem. Man kunne også have sagt, at vi godt ved, at de her initiativer faktisk er til for at hjælpe nogle af de folk, der kommer fra områder, der er udsatte. Radikale Venstre er jo ikke med i boligaftalen, og efter vi lavede boligaftalen, gik De Radikale med hr. Morten Østergaard ud og sagde, at nu var værdierne i Danmark i frit fald, fordi man havde et kriterie, der hed over 50 pct. med ikkevestlig herkomst. Det, som hr. Morten Østergaard glemte at fortælle, var, at da De Radikale var i regering, lavede man præcis det samme kriterie, var med i præcis den samme aftale. Så hvad er det, der gør, at da De Radikale var i regering, ville man gerne sætte ekstra midler af til de områder, men nu er det lige pludselig værdier i frit fald og nærmest antidemokratisk?

Ordføreren.

Jeg tror da virkelig, at hr. Jacob Mark skal tilbage og nærstudere de aftaler, som man har indgået. Den store forskel i den del af aftalen, som handlede om at definere lister, er, at ghettobegrebet nu er reserveret alene til områder, der lever op til kriteriet om, at et flertal af naboerne har ikkevestlig baggrund. De udsatte boligområder, altså dem, der har fået mulighed for at søge op til 10 mia. kr. i Landsbyggefonden til forbedringer, er en bred kreds af boligområder med en lang række kriterier, som på lange stræk minder om dem, vi havde, da vi selv sad i regering. Men SF har lavet en aftale, som reserverer ghettobegrebet alene til områder, som er udsatte, og hvor et flertal af naboerne har ikkevestlig baggrund, og ja, det synes jeg er et værdiskred.

Så er det hr. Naser Khader.

Efter at hr. Morten Østergaard har været en tur forbi et par ghettoer, har hr. Morten Østergaard fået en del åbenbaringer, bl.a. omkring indfødsret og statsborgerskab. Hr. Morten Østergaard var ude at foreslå, at hvis man består folkeskolens afgangsprøve, skal man automatisk have statsborgerskab. Det ville betyde, at bandelederen Shuaib Khan ville have fået statsborgerskab – han klarede sig godt i skolen tidligere. Er det det eneste kriterie, som Det Radikale Venstre kræver af de unge mennesker for at få statsborgerskab?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at hr. Naser Khader er her. Jeg mødte ham tidligere på dagen med en træningstaske i hånden, hvor han truede med at gå op og træne, når jeg skulle holde tale. Så det er jo dejligt at se dig her i salen.

Men tilbage til spørgsmålet. Vores forslag baserer sig på en lang række unge mennesker, og jeg er sikker på, at hr. Naser Khader også har mødt mange af dem – jeg ved endda, at nogle af dem har været forbi kontoret, fordi de også har besøgt mig efterfølgende. Og det handler om, at hvis man er født og opvokset i Danmark og aldrig har boet andre steder, mener jeg – i lighed med den politik, vi førte, da vi sad i regering sidst – at så skal man, hvis man klarer folkeskolens afgangsprøve, have det statsborgerskab, hvilket er det mest naturlige.

Så siger hr. Naser Khader: Jamen der er jo en bandeleder, der så i givet fald ville have været dansk statsborger. Det synes jeg bare på en eller anden måde taler for sig selv. Det betyder jo så, at man siger: Alle jer, som ikke er danske statsborgere, men er født og opvokset i Danmark, I kan ikke få statsborgerskab, fordi der er en bandeleder, der i givet fald ville have fået det. Det er, som om de alle sammen er under mistanke for at blive bandeledere, og er det ikke lige præcis det modsatte signal, vi har brug for, nemlig at det lønner sig at passe sin skole og lade være med at blive kriminel? Og det var det, der var kriteriet bag forslaget.

Hr. Naser Khader.

Det at få statsborgerskab i Danmark er jo ikke et retskrav, det er noget, som et flertal i Folketinget giver folk, der bidrager til Danmark, folk, der opfylder en masse krav, så man kan se forskel på dem, der bidrager og vil Danmark, og dem, der ikke vil Danmark. Og derfor er der en masse krav, der skal opfyldes. Men konsekvensen af det, som Det Radikale Venstre foreslår, er, at alle medlemmer af Hizb ut-Tahrir kan få statsborgerskab. Vil Det Radikale Venstre gerne give kalifattilhængere og antidemokrater statsborgerskab, selv om de klarer sig godt uddannelsesmæssigt?

Ordføreren.

Jeg har godt bemærket, at hr. Naser Khader i stadig stigende omfang gerne vil have lov til at føre sindelagskontrol med, hvad folk mener, som betingelse for statsborgerskab. Det, jeg taler om, er unge mennesker, som aldrig har prøvet at bo et andet sted end i Danmark, som er født og opvokset her, men som hele tiden i den politiske debat primært bliver associeret med det land, som deres forældre eller måske deres bedsteforældre kommer fra, og som ikke kan rejse ud på lejrskoler, eller hvad de nu vil, frit i verden som alle andre børn, og som hele tiden bliver mindet om: Det kan godt være, at I aldrig har boet andre steder, men rigtigt høre til gør I ikke. Og min tro er, at hvis man førte den politik, vi foreslår, så ville færre af dem ende som kalifattilhængere, og det er en del af formålet.

Så er det hr. Marcus Knuth.

Mange tak. I 2010 udtalte Helle Thorning-Schmidt – og jeg er sikker på, at hr. Morten Østergaard husker det – at hvis hun kom til magten, kunne hun ikke drømme om at gå over mod en mere lempelig udlændingepolitik, og at hvis Socialdemokratiet kom til magten, ville det ikke blive De Radikale, som skulle bestemme udlændingepolitikken. Hvad der så skete, husker hr. Morten Østergaard bedre end jeg. Det blev til 45 lempelser, som hr. Morten Østergaard stolt har berettet om.

Nu hører vi så Mette Frederiksen sige: Det skal ikke være De Radikale, det skal ikke være de andre røde partier, der bestemmer udlændingepolitikken, jeg vil fortsætte en stram udlændingepolitik. Det er jo fuldstændig et ekko af Helle Thorning-Schmidt i 2010. Hvad synes hr. Morten Østergaard selv om den troværdighed, der fremstår i Socialdemokratiet, når man siger A, men gør B? Og ville hr. Morten Østergaard stole på det, Mette Frederiksen siger, set i lyset af det, som Helle Thorning-Schmidt sagde?

Ordføreren.

Jeg lytter altid til, hvad fru Mette Frederiksen siger, og lægger altid til grund, at hun mener det, hun siger. Og det gjorde fru Helle Thorning-Schmidt jo angiveligt også dengang.

Men igen er det, der optager mig, de virkelige problemer. Vi kunne jo tage problemerne om udenlandsk arbejdskraft, som jeg forudser vil tage til hen mod næste valg. De er jo talt med i de 45 lempelser, altså de ændringer, vi lavede for at skabe bedre adgang for udenlandsk arbejdskraft under den forrige regering. Og derfor er det jo, hr. Marcus Knuth, at så mange bliver trætte af den diskussion, tror jeg – 45 lempelser under den sidste regering og 75 stramninger under den næste. Og når det når 100, giver hr. Kristian Thulesen Dahl kage. Skulle vi ikke løse nogle problemer i stedet for?

Hr. Marcus Knuth.

Jamen nu var det hverken udenlandsk arbejdskraft eller antallet af stramninger eller lempelser, jeg spurgte ind til. Det var troværdigheden ved Socialdemokratiet, og jeg håber, at vi kan holde os til det emne. Socialdemokratiet sagde i 2010: Vi går til valg på en stram udlændingepolitik, hvor vi holder De Radikale udenfor. Og det blev så til en lempelig udlændingepolitik anført af De Radikale. Hvad tror hr. Morten Østergaard at en helt almindelig dansker tænker, når han nu hører Mette Frederiksen sige præcis det samme, som Helle Thorning-Schmidt sagde i 2010?

Ordføreren.

Jamen jeg fascineres af den debat, og jeg kan også huske, at der under det seneste europaparlamentsvalg var en annonce fra Venstre, hvor man udelukkede nogen sinde at indføre grænsekontrol. Og det er vi da haft i noget tid nu. Er det den politiske diskussion, vi ligesom kan svinge os op til?

Jeg synes, det handler om, hvad det er for nogle problemer, der skal løses. Der er integrationsproblemer. Jeg mener heller ikke, at vi for alvor er bedre rustet til den næste flygtningekrise, end vi var til den sidste, for vi luller os selv i søvn herhjemme uden at anerkende, at det kræver aftaler med alle andre lande. Og nej, SRSF-regeringens udlændingepolitik var ikke dikteret af Radikale Venstre; det var et udtryk for et kompromis, som kan findes igen, hvis der er vilje til det.

Hr. Martin Geertsen.

Så vil jeg sådan set godt tage hr. Morten Østergaard lidt på ordet og tale om virkeligheden og de virkelige problemer. Hr. Morten Østergaard har jo været ude i virkeligheden lidt kortere tid, end jeg selv har været, op til nu, jeg har været der på fuld tid, og hr. Morten Østergaard har været der, ikke på lånt tid, men på lidt deltid ude i den virkelige virkelighed. Så lad os endelig diskutere de her virkelige problemer, der er derude.

Når hr. Morten Østergaard nu – og det er jo for at tage hr. Morten Østergaard på ordet i forhold til det, han nævnte i et tidligere indlæg – skal til forhandlinger med fru Mette Frederiksen om et kommende regeringsgrundlag, kan hr. Morten Østergaard så give et bud på, hvad der vil være, lad os bare sige de to væsentligste politiske pointer, som hr. Morten Østergaard vil have med til de forhandlinger med fru Mette Frederiksen på udlændingeområdet? Eller hvis jeg skulle sige det sådan lidt mere firkantet: Hvad er det for nogle lempelser, hr. Morten Østergaard kunne forestille sig at drøfte med fru Mette Frederiksen? Hvad vil hr. Morten Østergaard her forlange?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg tager lige det kom ud af fængslet gratis-kort, som jeg fik af hr. Kristian Thulesen Dahl, frem igen, for jeg citerer hr. Kristian Thulesen Dahl fra tidligere: Nu står jeg ikke her i Folketingssalen ved en afslutningsdebat og forhandler regeringsgrundlag; det gør man efter et valg, og kun hvis vælgerne giver opbakning til det.

Det, som jeg går til valg på – og det synes jeg at jeg gjorde klart i talen her – er, at man kan lede Danmark på en anden måde end det, vi ser, når både Venstre og Socialdemokratiet rækker ud efter Dansk Folkepartis vej i stadig stigende omfang, og det er jo ikke kun et spørgsmål om udlændingepolitik. Det er meget bredere end det. Men jeg vil da gerne understrege, at man kan kalde det en stramning eller en lempelse, jeg er ligeglad, bare skolerne bliver blandet, bare nogle flere folk kommer i arbejde, og bare vi får lavet nogle forpligtende aftaler med andre lande, så vi næste gang, der er en flygtningekrise, får vores del af ansvaret, altså ikke alle de andres dele af ansvaret, og vi heller ikke forsøger at tørre det af på andre lande, men at vi er bedre stillet. Så må hr. Martin Geertsen og Venstre kalde det, hvad de vil, og tælle det på den måde, de vil, og fejre det på den måde, de vil, bare det virker ude i virkeligheden.

Hr. Martin Geertsen.

Jo, men jeg prøvede sådan set at spille lidt på hr. Morten Østergaards banehalvdel, om hr. Morten Østergaard vil. For jeg er sådan set enig i, at det der med at forhandle regeringsgrundlag og sådan noget gør man efter et valg. Men det er vel rimeligt nok, at vælgerne får et eller andet bud på, hvad der så er den radikale position, ud over at vi alle sammen skal blive bedre til at samtale med hinanden og forhandle lidt bredere og den slags. Så jeg spørger bare til: Hvad er Det Radikale Venstres position helt konkret politisk, når man skal mødes med fru Mette Frederiksen i et tårn, eller hvor det nu end måtte være henne?

Ordføreren, værsgo.

Ja, vi har jo tidligere fremlagt et bud på, hvad vi mener man bør gøre for at håndtere den næste flygtningekrise bedre og mere kontrolleret end den sidste. Vi har her i foråret fremlagt et integrationsudspil med en lang række ting, bl.a. et oplæg til en fuldstændig reformering af den måde, man håndterer kontanthjælp for langtidsledige på, og det er jo de ting, vi møder op med. Men ja, vi synes da, at Danmark skal tage ansvar for sin del af verdens flygtninge og genoptage kvoterne. De var fine nok til Foghregeringerne, og de var fine nok til Thorningregeringerne. Mon ikke også de bliver fine nok til den næste regering, for bare at tage et enkelt eksempel?

Fru Rosa Lund.

Tak, og tak til hr. Morten Østergaard for talen. Jeg kunne forstå ud fra hr. Morten Østergaards svar på hr. Jacob Marks spørgsmål, at der er nogle dele af den såkaldte aftale om parallelsamfund, som De Radikale er modstandere af. Jeg har også læst mig frem til, at De Radikale og hr. Morten Østergaard er modstandere af, at børn skal tvinges i vuggestue. Det er vi også i Enhedslisten, og derfor undrer det mig en lille smule, at hr. Morten Østergaard og De Radikale er med til at finansiere aftalen. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at hr. Morten Østergaard ville komme med en forklaring på.

Ordføreren.

Først og fremmest er hovedpointen i den aftale, vi er med i, der handler om økonomien, at man nu i de kommende år vil kunne investere 10 mia. kr. fra Landsbyggefonden i helhedsplaner i de udsatte boligområder. Det er det, der skal forvandle områder som Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken til steder, som ser helt anderledes ud, og som forhåbentlig er attraktive for langt flere, end tilfældet er i dag. Det har været vigtigt for os, og vi har været med i alle boligaftaler i de sidste mange år af samme grund.

Så er det rigtigt, at der også var noget, der handlede om at forhindre, at det blev det samme sted, man fandt penge til de initiativer, der nu skulle gennemføres, nemlig i Landsbyggefonden via ydelsesstøtten, det er sådan lidt teknisk, og der var det, at vi sagde – for vi vil også gerne bruge penge på integration – at vi gerne vil medvirke til, at man tager penge fra eksempelvis uforbrugte puljer på beskæftigelsesområdet. Nogle af pengene er så blevet brugt på måder, som vi ikke bryder os om. Sådan er livet jo, når man ikke kan finde flertal, men det betyder jo i hvert fald, at der er frigivet nogle penge, som kan anvendes på integration, hvis vi får et andet flertal.

Fru Rosa Lund, værsgo.

Skal jeg så forstå det sådan, at Det Radikale Venstre på en eller anden måde har købt noget, de ikke rigtig vidste hvad var? For det er jo ikke kun den del af det, der handler om dagtilbud, som hr. Morten Østergaard og Det Radikale Venstre har en kritik af, ligesom vi også har i Enhedslisten, men det er jo også den del, der handler om boliger og om alle mulige andre ting. Der står jo faktisk i finansieringsaftalen, at aftaleparterne skal søge satspuljekredsens opbakning til en finansiering af at indføre obligatoriske dagtilbud. Så det, jeg i virkeligheden beder om, er, at hr. Morten Østergaard kommer med en klar holdning til: Skal vi bruge penge på det her, eller skal vi ikke bruge penge på det her?

Ordføreren.

Det er jo rigtigt, at Radikale Venstre har en lang tradition for, at vi er villige til at være med til at øge råderummet, sådan at man kan investere i ting, som vi synes er vigtige – alt fra uddannelse til grøn omstilling – og indimellem, som f.eks. med de seneste par finanslove, er der jo nogle, der prioriterer på en måde, som vi synes er uheldig, selv om vi egentlig har været med til at skabe råderummet. I forhold til det konkrete her synes vi, det er en forkert måde at bruge penge på, og vi glæder os til forhandlingerne om satspuljen. For forudsætningen er jo som altid, at man skal være enige, ikke fordi nogen har veto, men fordi man skal være enige rundt om bordet, og det er jo så et bord, hvor Enhedslisten ikke sidder med. Så den kamp må man så fra Enhedslistens side kæmpe udefra.

Så er det hr. Orla Østerby.

Tak for det. Hvis vi skulle gå hen og få en socialdemokratisk mindretalsregering efter næste valg, vil jeg godt høre hr. Morten Østergaard, om Det Radikale Venstre vil være parlamentarisk grundlag, selv om Socialdemokratiet vil fortsætte det parløb, man har med DF i dag.

Ordføreren.

Det synes jeg egentlig jeg har svaret meget klart på. Det, vi ønsker, og det, jeg har forsøgt at tegne op i dag, er, at jeg mener, at danskerne fortjener et valg. Og når det kommer til en lang række afgørende punkter i dag, tror jeg, der er mange, der har svært ved at se forskellen. Så ja, vi vil gerne være parlamentarisk grundlag og medvirke til at bringe en regering til magten og tage del i regeringssamarbejdet, hvis vi kan blive enige om, at det ikke bare er en ny regering og en ny statsminister, men også en ny politik. Det er jo det, der bliver det springende punkt, og det handler ikke kun om udlændingepolitik.

Spørgeren.

Så vil jeg vende den rundt med de problemer, der også er ovre i røde blok: Kunne man forestille sig, at Radikale efter næste valg vil gå ind og bakke op om en borgerlig regering?

Ordføreren.

Vi har en regering, vi er i opposition til, som i et og alt baserer sig på Dansk Folkeparti, så jeg vil sige, at vi altid har haft tradition for at samarbejde med dem, der vil. Men der er jo en grund til, at vi er i opposition, og det er, at vi synes, at vi trænger til en ny politisk kurs for Danmark. Skulle den tanke indfinde sig i Venstre og Konservative, så er det jo bare om at give besked om det.

Hr. Jacob Jensen, Venstre.

I direkte forlængelse af det sidste spørgsmål: Nu lyttede jeg mig til i ordførertalen og også i svarene, at der ligesom var to statsministerkandidater. Den ene er den nuværende, og den anden er hende, der gerne vil være det, men at der var brug for en ny ledelse, og der var i øvrigt ikke så meget godt at sige om hverken den nuværende statsminister eller hende, der gerne vil være det. Kan man derudaf tolke, at der er en tredje statsministerkandidat – eventuelt den Radikale ordfører?

Ordføreren.

Nej, det skal man ikke tolke. Det, man skal tolke, er, at vi går til valg på at få ikke bare en ny regering og en ny statsminister, men også en ny politik, og at vi er bekymrede over, at det, som danskerne mødes med, i stadig stigende grad på en lang række afgørende områder er noget, der minder om hinanden og spejler sig i det, som Dansk Folkeparti ønsker. Og det er det, vi synes danskerne fortjener et valg imellem, og så må vi jo se, hvor stemmerne falder.

Spørgeren.

Det sidste er altid et godt udgangspunkt. Men der er brug for en ny ledelse, må man forstå, og af to onder vælger De Radikale så fru Mette Frederiksen. Så synes jeg, at det ville være rimeligt nok at spørge: Når man vælger fru Mette Frederiksen, hvad er det så, man forventer af fru Mette Frederiksen, når man nu kan lægge sine stemmer i hendes vægtskål som statsminister? Nu har vi talt meget om udlændingeproblematikken. Der må dog være bare et punkt, hvortil hr. Morten Østergaard siger, at lige det er det vigtigste punkt i udlændingespørgsmålet, hvor han vil sige til fru Mette Frederiksen: Skal vi lægge vores lod i din vægtskål som statsminister af de to onder, vi nu kan vælge imellem, så er det det her punkt, vi vil gå til forhandlingsbordet med som vores vigtigste krav.

Ordføreren.

Ja, nu kunne jeg jo citere hr. Kristian Thulesen Dahl en gang til, men det bliver næsten for træls. Derfor vil jeg i stedet for bare sige ganske klart, at det, jeg ønsker med det, jeg sagde i dag, og det, jeg kommer til at sige fremover, er, at jeg ønsker at sikre, at danskerne kan se, at der er et valg mellem retninger. Selv om de i stadig stigende grad har svært ved at se forskel på Venstre og Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, så er der et valg at træffe, og der er en mulighed. Det kræver bare, at man flytter sig efter den, og så må vi jo se, hvor det bærer hen.

Fru Kirsten Normann Andersen.

Tak for det. Når nu ordføreren siger, at ordføreren har været med i de sidste mange boligaftaler i ganske mange år, så undrer jeg mig over, om ordføreren også mener, at det faktisk går fantastisk. Ordføreren og jeg kommer begge to fra Aarhus og kender begge to til Gellerupområdet og har begge to fulgt processen, som jo i virkeligheden har været model for den boligaftale, der også er indgået nu. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at det ikke er mennesker, der er problemet, men at det måske i virkeligheden er et strukturelt problem, vi tænker på lige nu.

Jeg tænker på, om ordføreren gerne selv vil flytte ud i Gellerup, som Gellerup fungerer i dag, med familie og med børn, eller om ordføreren ville foretrække en af de andre lejligheder oppe i Trøjborg, som i øvrigt også er billigere, men ganske vist en lille smule ældre. Jeg tænker, at lige præcis området Gellerup jo netop har brug for ressourcestærke borgere. Vi har nemlig bare det problem, at i takt med at den socialpolitiske indsats lykkes, flytter folk derfra igen.

Så hvordan skaber man et attraktivt område, hvor mennesker faktisk har lyst til at bo, også ordføreren, også jeg. Det er jo i virkeligheden den udfordring, som vi står over for, og det kræver altså rigtige løsninger.

Ordføreren.

Jeg synes, det virkelig er et rigtig godt spørgsmål, som jeg er utrolig glad for at få, for det er lige det, det gør; det kræver rigtige løsninger. Den helhedsplan, der er for Gellerupområdet, synes jeg er en sådan rigtig løsning, og som jo ligesom andre kan få penge fra Landsbyggefonden til at blive gennemført. Der skal jo ikke bo færre mennesker i Gellerup, når man er færdig med at gennemføre helhedsplanen, jeg tror faktisk, at der skal bo væsentlig flere, men det vil blive i blandede boliger: ejerboliger, andelsboliger og almene boliger. Det tror jeg da er den lære, som alle har gjort, altså at det rent boligpolitisk var en fejl at lave de der meget store koncentrationer af almene boliger på samme sted i stedet for at lave den mangfoldighed, der kunne gøre, at det også var interessant for folk som mig, der gerne vil bo i f.eks. et rækkehus, jeg selv ejer. Derfor mener jeg da, at man er godt på vej.

Det, der byder mig imod, og det, som jeg kan mærke rammer både boligorganisationer og beboere hårdt, er, når området så samtidig skal udråbes til at være ghetto, fordi et flertal af beboerne har ikkevestlig baggrund. Jeg er faktisk ret sikker på, at det ikke virker hensigtsmæssigt i forhold til at få flere mennesker til at flytte til – særlig ikke, når man laver regler, der kun gælder for de områder.

Spørgeren.

Men boligaftalen handler jo netop om at løse de problemer, som ordføreren så også er enig i skal løses. Og så er det rigtigt, at overskriften i folkemunde er blevet »ghetto«. Jeg ville også gerne have haft et andet udtryk, men jeg er bare ikke så optaget af overskriften, jeg er optaget af indholdet. Men jeg synes, ordføreren stikker folk blår i øjnene, hvis det er sådan, at ordføreren bliver ved med at fastholde, at det alene handler om ikkevestlig baggrund, når det jo rent faktisk er sådan, at man ikke bliver udråbt til at bo i et ghettoområde, udelukkende fordi man har ikkevestlig baggrund. Der skal også andre kriterier til som f.eks. ingen uddannelse, intet arbejde, lav indtægt eller meget kriminalitet. Er ordføreren ikke enig i det?

Ordføreren.

Der er tale om to aftaler. Det drejer sig om en, som vi er med i, som handler om økonomien i forbindelse med Landsbyggefonden, og som kan gøre, at helhedsplanerne kan blive til virkelighed, og det drejer sig om en anden, som vi ikke er med i, fordi vi synes, det er gået fra ondt til værre. Jeg tror, vi har haft en fælles kritik af, at man brugte det der ghettobegreb i alle årene, men det har man så gjort alligevel, hvor man skulle opfylde en række kriterier for at komme på den liste, som så betød, at der var nogle særlige vilkår, herunder adgang til nogle særlige ressourcer.

Nu fungerer det på den måde, at der er de udsatte boligområder i bred forstand, som minder om den definition, vi havde tidligere, og så er der en liste, som er kun ghettoer, og for at komme på den liste skal boligområdet være udsat, hvor et flertal af beboerne har ikkevestlig baggrund. Det er det, der er vilkåret. Et boligområde kan ikke blive en ghetto, medmindre et flertal af beboerne har ikkevestlig baggrund.

Tak for det. Så tror jeg, vi skal give vores sønderjyske kollega en chance for at få ordet, nemlig hr. Carl Holst.

Tak for det. De Radikale har ved tidligere lejligheder været fortalere for, at indførelsen af integrationsydelsen var en fejl. Hvor står De Radikale henne i dag? Ordføreren lagde fint op til i sin udmærkede tale, at han var blevet klogere, og det har vi også oplevet. Studieture i ghettoer og andre ting har været et godt input, ved at man har fået lidt input fra den virkelige verden udenfor. Mit spørgsmål til hr. Morten Østergaard er: Er man stadig væk imod integrationsydelsen? Og i givet fald, hvor meget vil man hæve den, for at man synes, at den er i overensstemmelse med radikale værdier?

Ordføreren.

Det forslag til vedtagelse, som vi har præsenteret i dag, siger jo bl.a., at vi synes, at man skal gøre op med at diskriminere i ydelsessystemet. Jeg synes altid, at man skal diskutere, hvordan vi indretter vores kontanthjælpssystem, sådan at det på den ene side sikrer et stærkt socialt sikkerhedsnet og gode muligheder og på den anden side også sørger for, at der er et reelt incitament til dygtiggøre sig og søge i arbejde.

Det, jeg ikke bryder mig om, og det er et princip, er, at mennesker i samme situation ikke behandles ens. Der er ikke forskellige priser i supermarkedet, afhængigt af hvor længe man har været i Danmark. Man får heller ikke rabat på sin lejlighed eller noget andet, og derfor synes jeg, at forsørgelsesgrundlaget, det eksistensminimum, må være det samme, uanset hvem man er.

Derfor er det, vi har foreslået i stedet for, og som jeg undrer mig over regeringen ikke har grebet fat i, når man nu har været i gang med den her problemstilling, jo indsatsen. Som jeg også sagde i talen i dag, er forventningen, hvis man er på kontanthjælp i Danmark, at man skal være i gang med noget, og det er derfor, at vi siger, at ingen skal kunne være på kontanthjælp i mere end 3 år i Danmark, så skal der ske noget andet, for ellers sker det år ud og år ind. Har man ikke folkeskolens afgangsprøve, som er tilfældet for mange kontanthjælpsmodtagere i de udsatte boligområder, kunne man jo være aktiveret med det hver eneste dag, hver uge, hele året rundt, og det er der, jeg synes vi skal sætte ind, frem for at ramme folk på pengepungen.

Spørgeren.

Tak for ordførerens venlige forsøg på at svare uden at give mig og andre en fornemmelse af, hvad det så er, det skal være på. Men omkring det at differentiere ydelsesniveau er det vel lidt i overensstemmelse med det, man gjorde, da man i sin tid indførte ungeydelsen gældende for alle under en vis alder, men hvor man siger, at der lige pludselig er forskel på, om man har det ene årstal eller det andet årstal, selv om man er født lige efter hinanden. Lad det ligge.

Tror hr. Morten Østergaard, at en forøgelse af integrationsydelsen eller en afskaffelse af den, altså at forsørgelsesgrundlaget stiger for dem, der kommer til landet, vil hæmme eller fremme tilstrømningen af flygtninge til landet?

Ordføreren.

Så tak, der kom vi langt rundt. Ungeydelsen gælder for alle unge, uanset hvor længe de har været her, og det er derfor, at den ikke efter min opfattelse er diskriminerende. Det, der gør en forskel, tror jeg, for at folk kommer i gang, er, hvis de mødes med forventninger om det, og at vi lader ret og pligt følges ad, og det har vi gjort i for ringe grad. Hvis integrationsydelsen var løsningen, skulle starthjælpen jo have løst alle de problemer, vi har diskuteret til hudløshed i dag, i de år, den havde været der. Spiller det en rolle, hvad det er for et velfærdssamfund, man kommer til? Ja, det gør det givetvis. Derfor er det nok klogt at forpligte sig med andre lande på, hvordan man fordeler flygtninge, så det ikke bliver afgjort af tilfældigheder eller rygter om, hvilke velfærdssystemer der er.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Tak. Jeg har tidligere på dagen spurgt fru Mette Frederiksen, der er statsministerkandidat, om Det Radikale Venstre får nogen indflydelse på udlændingepolitikken, hvis fru Mette Frederiksen måtte danne en regering, og jeg fik nærmest det indtryk, at det skal Det Radikale Venstre ikke regne med. Derfor vil jeg nu spørge hr. Morten Østergaard, om man er indforstået med at pege på en statsminister fra Socialdemokratiet, så man altså ikke kan få indflydelse på et så væsentligt område, som udlændingepolitikken jo er.

Ordføreren.

Jeg har siddet og smilet lidt for mig selv hernede på stolen, for jeg synes, at der er så mange, der har givet vidnesbyrd om, at sådan forholder det sig nok ikke. Der er næsten ingen grænser for, hvor stor indflydelse vi vil få, og hvor stor indflydelse vi havde på det, som jeg opfattede som et kompromis mellem Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre i sin tid, da den seneste regering blev dannet. Det må vi forstå nærmest har ført til den største humanitære katastrofe siden anden verdenskrig og dermed de store flygtningekontingenter, vi har set siden da.

Det bliver en fjollet måde at diskutere på, og jeg tror ærlig talt, at vi var bedre hjulpet, hvis vi diskuterede, hvilken politik der kan føres, som bringer os et bedre sted hen, og hvor vi ikke behøver at give køb på vores grundlæggende værdier. Hvis vi forpligter os i forhold til andre lande, handler det ikke om at tørre ansvaret for de flygtninge, der kommer til Europa, af på vores naboer, men heller ikke at få ansvaret for mere end det, der tilkommer os. Det kunne vi gøre, hvis vi forpligtede os med andre lande. Så havde vi styr på, hvor mange flygtninge der kom. Jeg har ikke noget ønske om, at der skal komme mange flygtninge til Danmark. Jeg har et ønske om, at der er styr på situationen, og at vi samarbejder med andre lande om det.

Spørgeren.

Jeg hørte i hvert fald ikke noget svar på det spørgsmål, jeg stillede. Vil Det Radikale Venstre stille sig tilfreds med en regering, som man ikke kan påvirke på det udlændingepolitiske område, hvor jeg forstår, at der er vise nuancer – kan vi vist roligt kalde det – mellem Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet?

Ordføreren.

Som jeg nu har svaret igen og igen og også sagde i min tale, er det, vi sigter på, jo at give danskerne det valg, de fortjener, at man godt kan få løst de problemer, der er med flygtninge og integration, uden at give køb på værdierne, og det er jo det, som vi vil møde danskerne med ved det valg, der kommer, inden vi har afslutningsdebat igen. Så vil vi jo søge de kompromiser, der skal til, for at vi kan få en anden regering, som ikke bare har en ny statsminister, men også en ny retning, også en ny politisk retning for Danmark, hvor vi rent faktisk kommer tættere på at give folk den tryghed ved, at der er styr på alt fra flygtninge til integration. Og ja, det vil vi da have indflydelse på, ligesom vi vil have indflydelse på alle andre politiske områder. Det siger da sig selv, og sådan tror jeg også man har det i Venstre.

Hvis fru Karina Adsbøl er hurtig og kvik, kan hun lige nå at komme med det sidste spørgsmål (Morten Østergaard (RV): Det er hun altid).

Tak. Jeg skal nok gøre det hurtigt. Ordføreren siger, at danskerne fortjener et valg. Det kan jeg love ordføreren at der også kommer på et eller andet tidspunkt, så man kan tage det helt roligt. Så siger ordføreren også, at der er gennemført for mange udlændingestramninger, og det får mig til at stille et spørgsmål. For det er lidt svært at finde ud af, hvad ordføreren mener i sin tale. Anerkender ordføreren, at vi i dag har parallelsamfund? Anerkender ordføreren også, at der er mange, som må flygte fra negativ social kontrol? Vi har i dag to safehouses, hvor vi beskytter minoritetsunge, som netop flygter fra æreskonflikter, og mange af dem bliver sendt på genopdragelsesrejser. Det har vi også set i en række udsendelser i fjernsynet, og vi har også set »Moskeerne bag sløret«. Så når ordføreren står og siger alle de her ting fra talerstolen og står og skoser Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre for alt det, de har gjort på udlændingeområdet, hvad er det så, De Radikale vil?

Ordføreren.

Der er ikke et eneste af de problemer, som fru Karina Adsbøl nævner her, som jeg ikke anerkender eksistensen af. Det, der bare er mit indtryk efter at have talt med mange af dem, som lever med konsekvensen af de problemer, er, at de ikke føler, at det er Dansk Folkeparti, der kæmper deres sag. Det gør de ikke. Man kan jo også spørge sig selv: Hvis det var den medicin med løbende ændringer af udlændingelovgivningen, der skulle til, hvorfor er problemerne så ikke løst endnu? Det har da været Dansk Folkepartis eneste eller i hvert fald væsentligste mærkesag siden 2001. Man har kunnet få det stort set, som man vil have det, og har mødt op til hver eneste finanslov med undtagelse af de få år, hvor der var en socialdemokratisk ledet regering. Så har man sovet i timen, eller har Dansk Folkeparti overset problemerne? Hvad er der sket? Jeg tror, problemet er, at man jo ikke er optaget af at løse de menneskers problemer, for så var det nogle andre ting, der skulle til, og så skulle man komme dem i møde og prøve at lytte til dem. Det er det, jeg har gjort, og det har ført til nogle af de forslag, jeg har præsenteret i dag, om bl.a. blandede skoler, blandede daginstitutioner og blandede gymnasier – noget, som Dansk Folkeparti jo overhovedet ikke vil røre ved.

Spørgeren.

Nej, Dansk Folkeparti har ikke sovet i timen, bestemt ikke, og det kunne jeg også høre på ordførerens tale. For ordførerens tale var jo meget depressiv, og det lød meget, som om ordføreren var meget trist over, hvor meget Dansk Folkeparti har haft at skulle have sagt i forhold til udlændingestramninger. Så vi har bestemt ikke sovet i timen. Men det er bare lidt uklart, når De Radikale gerne vil noget andet. Vi vil jo gerne have en grænsekontrol, det vil De Radikale ikke. Jeg er sikker på, at de gerne vil have, at den ikke skal være der. Så derfor er det sådan lidt svært at finde ud af, hvad det er, De Radikale vil. Ordføreren sagde også, at De Radikale heller ikke har et stort ønske om, at der skulle komme mange flygtninge til Danmark. Men De Radikale står og snakker om en masse ting fra talerstolen, bl.a. om at man skal have et valg i forhold til statsministerposten. Så er det, fordi den radikale ordfører selv vil have statsministerposten?

Ordføreren.

Nej, det er ikke det, det handler om. Det, det handler om, er jo præcis det, jeg talte om, nemlig de problemer, der står uløste hen, og som hverken grænsekontrol eller alle de andre ting, som igennem to årtier har kendetegnet den politik, som Dansk Folkeparti har lagt stemmer til, har kunnet løse. Vi forstår, at her efter to årtier har vi stadig væk en enighed om, at Danmark er blevet mere og mere opdelt. Det har Dansk Folkeparti jo så ikke kunnet gøre noget ved i de 12-14 af de sidste 16 år, hvor man har haft magten. Min pointe er, at der skal noget andet og mere til end bare de der evindelige ændringer i udlændingelovgivningen. Det løser ikke problemerne med social kontrol, det giver hverken blandede boligområder eller skoler og institutioner, og derfor skal der nok noget andet og måske også nogle andre til.

Tusind tak til hr. Morten Østergaard for indsatsen. Hjertelig velkommen til fru Pia Olsen Dyhr fra Socialistisk Folkeparti.

SF er Danmarks grønne parti. Sådan har det været længe, men for nylig vågnede jeg op til en udfordring, nemlig udsigt til konkurrence fra helt uventet kant. Nu var det Venstre, der var de grønne. Hold da op, tænkte jeg. Efter at have halveret midlerne til energiforskning, forsøgt at sabotere udviklingen af havvind, indført en miljøskadelig landbrugspakke, ja, så var Venstre blevet grønne. Men det er jo en dejlig nyhed, og som socialist har jeg ikke noget imod at dele det at være grøn.

Desværre havde statsministeren ladet sig inspirere mere af komiske Ali end af salig hr. Svend Auken eller hr. Steen Gade. Han kunne lige så godt have sagt, at månen var lavet af grøn ost. For med det grønne Venstre i spidsen fremlagde regeringen fluks et energiudspil, hvor man lægger op til at bruge langt flere penge på at sætte afgifter og tariffer ned end på at udbygge vedvarende energi og fortsætte bestræbelserne på at spare på energien. Der er ikke engang garanti for, at vi når regeringens eget beskedne mål om 50 pct. vedvarende energi i 2030, når pengene prioriteres på den måde. Mere komisk Ali her end grønt Venstre, desværre.

Da der skulle gives mandat til, hvor meget vedvarende energi regeringen skulle arbejde for i EU, var resultatet på lige vis tilsvarende nedslående, nemlig blot 27 pct., mens Sverige og en række andre lande arbejder for 34-35 pct. Det sidste er faktisk samfundsøkonomisk fornuftigt, godt for klimaet og rigtig godt for dansk erhvervsliv. Ved festlige lejligheder kan statsministeren ellers godt underholde erhvervslivet og andre med vigtigheden af at presse på internationalt. Men der, hvor det virkelig sner, hvor det virkelig kunne gøre en forskel, sker der ingenting.

Vi kan altså gøre det meget bedre i Danmark, og vi kan gøre det for de penge, regeringen allerede har afsat i energiudspillet. Det drejer sig om at bruge dem rigtigt og klogt, og det er jeg sikker på vi kan. Og vi skal nedbringe vores klimaforurening dramatisk uden at kaste os ud i spekulationer om økonomisk nulvækst, som om det skulle hjælpe. Der er langt bedre løsninger, de er klar til brug, og det er ganske enkelt et spørgsmål om politisk vilje, om man er ægte grøn, for pengene er der jo.

Så kunne det være, at regeringen var blevet grøn på andre områder, for en anden stor grøn udfordring er jo, hvordan vi sikrer mere natur i Danmark. Mange partier spiller ud med grønne forslag. SF har lavet et naturudspil med Socialdemokratiet, og både De Radikale, Alternativet og Enhedslisten har stærke naturudspil. Jeg glæder mig over, at vi er rigtig mange om buddet. Men regeringen halter bagefter. Faktisk vil regeringen reducere de særlige beskyttelsesområder, Natura 2000-områder, med hele 23.000 ha, selv om Danmark i forvejen er det land i Europa, der har den mindste andel af de områder. Jeg forventer ikke, at den nye miljø- og fødevareminister – og velkommen til ham – i dag kan love, at Danmark selvfølgelig skal fastholde beskyttelsen af de sårbare naturområder. Men det kunne da være en god måde at sætte handling bag ministerens ord om at være mere miljø- end fødevareminister. Jeg håber vitterlig ikke, at miljø- og fødevareministeren bare har valgt en rolle som komiske Alis lillebror.

Så nej, Venstre er ikke for alvor blevet et grønt parti, og det er faktisk en stor skam, for vi har mere end før brug for grønne visioner, grønt håb. Det finder man stadig væk kun for alvor til venstre for midten. Vi har brug for en ny grøn kurs og en mere socialt ansvarlig politik. Og ja, jeg forventer jo ikke ligefrem, at Venstre udskifter deres logo til en rød farve.

De fattigdomsydelser, som Venstreregeringen genindførte, efter at den regering, SF havde været med i, fik dem afskaffet, betyder omkring en fordobling af antallet af fattige børn i Danmark. Børnefattigdom er rent ud sagt synd for børnene, og hvad værre er, så skader det dem resten af livet. Derfor er det helt afgørende for SF, at vi får afskaffet det kontanthjælpsloft, der skaber masser af fattigdom og meget, meget få jobs. I det hele taget vil vi give alle børn en god start i livet. Det drejer sig om flere besøg fra jordemoderen og sundhedsplejersker, så problemet fanges helt fra starten. Det drejer sig om bedre normeringer i vuggestuen og børnehaven, så pædagogerne har bedre tid til børnene, ikke mindst til at hjælpe de børn, der har en eller anden slags sociale problemer.

Alt det ville have rigtig stor betydning for vores fælles offentlige økonomi. Her ligger der store muligheder for reelt at øge arbejdsudbuddet og beskæftigelsen, men vel at mærke ved at give mange et godt liv, ikke et dårligere. Der er også positive afledte virkninger af en styrket indsats for arbejdsmiljøet, erhvervsuddannelser til flere, tilbud om gratis psykologhjælp og ikke mindst bedre skattekontrol. Det er de berømte dynamiske effekter, hvor Finansministeriet endnu tygger på den redegørelse, som SF sidste år tvang dem til, meget modvillige godt nok, men de blev tvunget til at love det.

For mig at se er det bare om at komme i gang. Det er dyrt, når vi ikke investerer i mennesker og velfærd. Men velfærd er selvfølgelig ikke bare et spørgsmål om, hvad der kan betale sig. Det er også en del af et godt liv, en del af det på mange måder gode samfund, som vi har. Derfor skal vi også sikre velfærden og det gode liv, også der, hvor det koster, simpelt hen fordi det er solidarisk, rimeligt og godt. Det gælder socialt udsatte, det gælder syge og ikke mindst de ældre. For frem til 2025 – der afslører jeg ingen hemmeligheder, for jeg ved, at vi alle sammen ved det – kommer der jo 150.000 flere ældre over 65 år. Det er dejligt, at vi lever længere, og mange vil også kunne klare sig selv, men andre får brug for mere hjælp. Vi skal sørge for, at de får en ordentlig hjemmepleje og gode plejehjem, og det er ikke gratis. Derfor har SF foreslået, at kommunerne skal tilføres ekstra penge, i takt med at antallet af ældre i kommunerne stiger, og det håber vi sådan set på at kunne samle bred opbakning til i Folketinget.

Det andet problem er, at udgangspunktet bare er for skrabet. Alt for mange ældre oplever, at der hele tiden kommer nye ansigter i deres hjem. Det skyldes pressede kommunale budgetter. SF ønsker, at der afsættes penge til, at alle kommuner kan udvikle det, man kalder faste teams i ældreplejen, så man kender den, der kommer ind ad døren.

Fra regeringen hører vi andre toner. Den store ulighed i formue blandt danskerne skal forstærkes ved at afskaffe arveafgiften. Berlingske kører kampagner og kalder arveafgift en straf. Undskyld mig, men det er altså patetisk. Skatter og afgifter er ikke straffe. Det er nødvendige bidrag for at finansiere vores fælles velfærd. Man kan mene, at de er for store eller for små, men straf er det altså ikke. Arveafgiften er sådan et bidrag. Den bidrager med cirka 4 mia. kr. om året, og det svarer til 10.000 ekstra hjemmehjælpere. Er det så et rimeligt bidrag? Ja, det synes jeg.

Tænk på to personer: Lucky og Not. Lucky arver måske 5 mio. kr., Not arver ingenting. De 5 mio. kr. svarer cirka til 20 års indtægt. Er det så ikke rimeligt, at Lucky bidrager med lidt ekstra til vores fælles velfærd? Fra den nuværende boafgift er bidraget på cirka 700.000 kr. Der er altså 4,3 mio. kr. tilbage. Det svarer måske til 17 års indtægter. Er det urimeligt og uretfærdigt, at Lucky bidrager lidt til fælleskassen? Nej, det synes jeg ikke, og især ikke, fordi dem, der arver store beløb, meget ofte er dem, der er velstillede i forvejen.

Det er klart, at hvis man stadig vil uddele et par milliarder kroner ekstra i skattelettelser hvert eneste år, så er der jo ikke penge nok til styrket velfærd. Det er faktisk det, regeringen indrømmer, når den lægger op til vækst i velfærdsudgifterne på kun ca. 0,3 pct. om året. Det er under det halve af, hvad der er brug for, hvis vi skal levere den samme service til vores børn og ældre. Det ser ud, som om der er et flertal i Folketinget, der mener, at de 0,3 pct. er lidt for lidt, men tingene skal hænge sammen økonomisk. Så vi kommer til at vælge mellem velfærd og flere skattelettelser. Det er let. Det valg er let for SF.

Der er også ønsket om flere penge til skattelettelser, der får regeringen til at foreslå at fjerne statens bidrag til huslejestøtten i den almene sektor. Det fik vi heldigvis forpurret. Vi endte med en lang række initiativer, som jeg synes giver god mening. Jeg nægter at lukke øjnene for de problemer, der er i en lang række boligområder, problemer, der hænger sammen med arbejdsløshed, sociale problemer, en fejlslagen boligpolitik, ringe sprogkundskaber og dårlig uddannelse, men også etnisk tilhørsforhold. Kan man tillade sig at sige det? Ja, det kan man altså. Ikke i form af generelle, fordomsfulde, hadefulde angreb på alle, der har en familiebaggrund i et ikkevestligt land, men en anerkendelse af, at der stadig er alt for mange steder, hvor der er uacceptabel social kontrol og vold og kvindeundertrykkelse. Det vil jeg ikke finde mig i. Der skal vi stå på de undertryktes side.

Lad mig afslutte med at slå fast, at jeg faktisk er optimist, i hvert fald i den forstand, at jeg tror på, at problemerne kan løses, både når det gælder klima og miljø, når det gælder velfærd, og når det gælder bedre integration. Dansk økonomi er stærk, og der er råd til både det grønne og det røde, hvis vi vil. For mig at se er der masser af håb. Det passer mig godt, for som sagt er SF Danmarks grønne parti, og håbets farve er grøn.

Tak for det. Så går vi over til spørgsmålene, og den første, der får ordet, er hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak for det. Og tak for talen. Det er jo altid dejligt at være optimistisk sådan en majdag med solskin og det hele, og jeg vil også give en kompliment for påklædningen, for der har jo her på det seneste været noget af et kapløb, en strid om at være grønnest, og jeg kan se, at finansministeren har taget et grønt slips på, og Venstres ordfører har også en del grønt på, men fru Pia Olsen Dyhr slår dem jo fuldstændig med en grøn heldragt. Hvis der var nogle andre, der havde gjort sig de samme overvejelser, er det måske meget godt, at det er fru Pia Olsen Dyhr, der holder sig til det.

Men når vi så er ved det der grønne, er det, jeg godt kunne tænke mig at høre i forhold til SF's optimistiske livssyn: Er fremtiden så ikke vedvarende energi ved hjælp af vindmøller på havet? Altså, skulle man ikke have det perspektiv nu, at det er der, fremtidens el skal produceres, og ikke ved, som man har gjort indtil nu, at stresse folk med store vindmøller i deres baghave? Vi hører jo en masse triste historier om, at man føler sig rigtig meget generet af de her store vindmøller, og hvis nu perspektivet er, at vi rent faktisk kan få den vedvarende energi, men få den fra vindmøller ude på havet, er det så ikke der, vi skal satse fremover?

Ordføreren.

Som sagt er jeg socialist, så jeg har ikke noget imod at dele med andre, men at iklæde sig grønt er ikke nok til at være grøn. Men hr. Kristian Thulesen Dahl er selvfølgelig velkommen til at iklæde sig et grønt jakkesæt, hvis det så betyder, at vi kan lave en energiaftale, der sikrer store ambitioner for havvind – der er jeg helt enig med Dansk Folkeparti. Og det er jo også sådan, at vi allerede nu kan se, at der er nulbud på havvind, hvilket betyder, at det højst sandsynligt ender med at blive en god forretning for den danske stat at lave havvindmølleparker.

Så er der spørgsmålet om sol og landvind, og der vil jeg da sige, at jeg ikke er døv over for de mange mennesker, der synes, det er udfordrende med en landvindmølle i deres baghave, men jeg mener fortsat, at vi skal udbygge med landvind. Jeg synes, at det, vi kan have med i vores overvejelser, er at bruge nogle af de steder, som jo ikke ligger direkte op til beboelse – det kan være langs motorveje, og det kan i virkeligheden også være i nogle af de korridorer, vi har lagt rundtomkring, altså at vi tænker en smule begavet, når vi udbygger med landvind. Men her er det jo også afgørende, at vi involverer kommunerne, så de i deres lokalplaner kan tænke landvind ind.

Spørgeren.

Tak. Altså, i forhold til det med korridorer og den slags ting har jeg bare forstået, at i forhold til vindmøller, der tidligere måske var 50 m, og som nu er 150 m, taler SF nu om vindmøller på op til 250 m, som skal have lov til at stå på land – 250 m høje møller. Og så taler man om korridorer og motorveje. Altså, i mit pastorat er der kommet en motorvej, hvor der nu er kommet ti møller, som er 150 m høje, og jeg kan love fru Pia Olsen Dyhr for, at de mennesker – det er ikke mig selv – i mit nabolag, der må leve med genen fra de møller i deres haver, ind i deres stuer osv., synes, at de møller er rigelig høje, og de har ikke grund til at tænke, at møllerne ligger ved en motorvej, og at de ikke generer dem, for det gør de.

Er det ikke på tide, at vi tager skridtet og siger: Vedvarende energi ja tak, vindmøllestrøm ja tak? Fremtiden er offshore – ude på havet med de her meget, meget høje vindmøller – og så at have et kæmpe perspektiv på det, store visioner for det, men at friholde folk fra den gene, det er, når man stiller de her store vindmøller op på land.

Ordføreren.

Det er helt afgørende, hvis vi skal nå vores mål med at være fossilfri i 2050, at vi også investerer i landvind. Det interessante med landvind er jo, at det er forudsætningen for, at vi kan udbygge på havet, for det er der, man udvikler vindmølleindustrien. Jeg må jo sige, at hvis vi ikke havde landvindmøller, tror jeg, vi ville komme til at opleve en fordyrelse af den vedvarende energi, hvilket jeg synes ville være ærgerligt, for vi er nødt til at sørge for, at den er totalt grøn. For det her skal gå hånd i hånd. Ud over at vi udbygger den vedvarende energi, skal vi jo samtidig også sørge for, at danskerne leverer på energibesparelser, for at vi når vores mål. Hvis vi ikke udbygger den vedvarende energi massivt nok, skal vi levere endnu mere på energibesparelser, og så kan vi i hvert fald slet ikke gøre det, regeringen lægger op til, med at sænke elafgiften, for så har vi jo ikke nok grøn strøm at levere, hvis vi også vil sikre klimaregnskabet.

Fru Britt Bager.

Tak for talen. Det er jo ofte sådan, at når man føler, man har patent på noget – i det her tilfælde det grønne – så er konkurrence skræmmende, og jeg ved ikke, om det er det, der har ramt fru Pia Olsen Dyhr, siden hun bruger så meget af sin taletid på at udlægge Venstres politik i stedet for at fortælle om, hvad det er, SF vil. Men nok om det.

Det, jeg egentlig gerne vil vide noget om, er det fordelingspolitiske. Jeg skal bare helt konkret høre SF's ordfører: Vil SF stille krav til en muligt kommende S-ledet regering om at afskaffe kontanthjælpsloftet?

Værsgo.

SF er altid frisk på konkurrence på det grønne, egentlig ville jeg blive glad, hvis I alle sammen overgik os, for så ville Danmark jo være et grønt land, så ville vi blive et foregangsland igen, og så ville vi være en stormagt, tror jeg, som et andet parti her i Folketinget siger det. Det er jeg kun frisk på. Jeg er faktisk lidt frisk på det her med konkurrencen, så bare kom an!

Omkring det her med at stille krav til en kommende socialdemokratisk ledet regering skal der ikke være nogen tvivl om, at SF ønsker kontanthjælpsloftet afskaffet.

Spørgeren.

Det var da et dejlig klart svar, og det vil jeg gerne rose ordføreren for. Det er nok det mest klare svar, vi har fået fra den talerstol i dag. Så mange, mange tak for det.

Hvad så, når vi kommer til integrationsydelsen? Er det også noget, SF vil have afskaffet? Og er det noget, SF vil stille krav om kommer til at ske?

Ordføreren.

SF synes, at alle fattigdomsydelserne har det meget, meget triste element i sig, at det jo gør folk fattige. Det får ikke folk i arbejde. Derfor er vi sådan set optaget af, at folk har en ordentlig ydelse og noget, de kan leve af. Så vi så egentlig gerne, at vi kiggede alle ydelserne igennem og sørgede for, at folk havde et ordentligt levegrundlag. Men vores krav er det, det har været hele tiden, og det har jeg sagt meget klart, nemlig at kontanthjælpsloftet skal væk.

Hr. Henning Hyllested.

SF har jo været med til at indgå en række aftaler om de såkaldte parallelsamfund. En af dem er bl.a., at man vil fjerne 11.000 almene familieboliger, og samtidig vil man også forbyde folk med de allerlaveste ydelser – kontanthjælp, integrationsydelse, uddannelseshjælp osv. – at flytte ind i nogle af de mest udsatte boligområder, vi har. Det kan man undre sig over. Det her er jo netop de boliger, som er billige familieboliger, som de her mennesker har råd til at bo i, og man må spørge helt åbent: Altså, hvor skal de mennesker så egentlig bo, hvis de ikke skal bo der, og hvis boligerne fjernes og de i øvrigt ikke må flytte ind? Hvor skal de mennesker så bo?

Jeg synes da, at et venstreorienteret parti, der mener, at sociale problemer i boligområderne skal løses med forbud mod indflytning og ved at fjerne billige boliger, må give anledning til undren.

Ordføreren.

For det første siger vi jo meget klart, at det er et strukturelt problem, vi har skabt her. Vi er simpelt hen nødt til at løse det. Jeg synes ikke, det er i orden, at vi i Danmark siger: Nå, men de fattige må bare klare sig selv; vi putter dem ud i nogle områder, de må bare leve for sig selv. Vi tror egentlig på, at det bedste for Danmark og for de mennesker, der i forvejen er socialt udsatte, er, at vi bor sammen, at vi bor blandet, at vi mødes i en fælles daginstitution, at vi mødes i folkeskolen, og det gør vi kun, hvis vi bor sammen. Det er vores grund til overhovedet at indgå i de her forhandlinger, nemlig at sikre sammenhængskraften i Danmark. Det mener jeg egentlig burde være enhver socialists opgave.

Når vi så kigger på det her helt konkret, tænker jeg lidt, om hr. Henning Hyllested kender til Aarhus. For det vil jo være sådan, at en kontanthjælpsmodtager i fremtiden ikke vil blive henvist til Gellerupparken, det er helt rigtigt, men måske vil blive henvist til Trøjborg, hvor boligerne er bedre, men hvor der også er en mere blandet boligmasse. Har vi ikke en interesse i det? Jo, det har vi da. Vi synes da ikke, at det kun er dem, der er socialt udsatte, der skal løfte de sociale problemer. Vi mener, at nogle af de mennesker i det her land, der er velstående, også skal være med til at løfte dem.

Spørgeren.

Nu har boligselskaberne jo altså gjort opmærksom på, at de ikke kan løse problemet. De har ikke de billige boliger, som de her mennesker har råd til at betale. Så det, man gør, er, at man kaster aben over til kommunerne, som i øvrigt giver udtryk for det samme, nemlig at de ikke har de boliger.

Hvad angår mange af vores boligområder, vil jeg gerne spørge: Er det overhovedet muligt at placere sådan nogle mennesker, som man snakker om, her, altså de mest udsatte mennesker? Jeg synes, det er mærkeligt, at et socialistisk parti udser sig en målgruppe af de allersvageste mennesker i det her land, de mest udsatte mennesker fra de mest udsatte boligområder, hvor de bor, og kaster sig over dem og siger: Der må I ikke flytte ind, og vi fjerner i øvrigt de billige boliger, som I har råd til at bo i. Og så forlader man sig på, at det kan kommunerne løse, selv om kommunerne og boligselskaberne siger, at det kan de ikke løse.

Ordføreren.

Jeg er selv født og opvokset i et socialt boligbyggeri. Jeg var rigtig heldig, kan man sige, fordi jeg boede i Vallensbæk i et rødt murstensbyggeri, hvor der boede folk fra alle mulige blandede sociale lag. Vi mødtes i folkeskolen, og det gjorde, at jeg havde nogle forbilleder, der var vigtige at se op til. Det, som hr. Henning Hyllested snakker om, er noget med at tro på, at de der mennesker er nogle særlige mennesker. Jo, jeg var en af dem, og jeg havde ikke lyst til at blive isoleret. Jeg havde ikke lyst til at være sådan væk fra de andre-agtig, være sådan gemt væk, som vi jo oplever folk bliver, når de er ude i de socialt udsatte områder.

Der siger vi meget klart, at vi ønsker, de skal bo et andet sted. Vi ønsker at være med til at bygge boliger andre steder, og en del af boligaftalen er også meget klart, at de penge, vi kommer til at tjene ved at sælge boliger fra, bruger vi til at nedbryde nogle af boligerne og til at bygge nye almene boliger. Jeg er da opmærksom på, at det her bliver en udfordring for nogle kommuner, og jeg forventer, når der skal forhandles KL-aftale, at de vil kræve, at der findes yderligere midler.

Fru May-Britt Kattrup.

Tak for det. Alle de her mange skattekroner, som SF gerne vil have til omfordeling, skal jo komme et eller andet sted fra, og det sted er det private erhvervsliv. Derfor har SF brug for vækst i det private erhvervsliv. Men det er sådan, at vi ser en stærkt stigende mangel på arbejdskraft: 25 pct. af virksomhederne inden for byggebranchen har oplevet produktionsbegrænsninger på grund af mangel på arbejdskraft, og 40 pct. af dansk industris medlemsvirksomheder har oplevet at måtte opgive at finde en kvalificeret medarbejder. Alligevel har S og SF sammen med DF sat beløbsgrænsen i beløbsordningen op og dermed gjort det sværere for rimelig højt betalte udlændinge at arbejde og betale skat i Danmark.

Ser SF ikke et behov for, at arbejdsgiverne kan have adgang til den arbejdskraft, de har brug for, og hvilke initiativer vil SF sætte i gang for det?

Ordføreren.

Jo, der er ingen tvivl om, at erhvervslivet har brug for kvalificeret arbejdskraft, og derfor synes jeg også, det er grotesk, at regeringen har valgt at spare på erhvervsuddannelserne. For er der noget, vi brug for, så er det 1) faglært arbejdskraft, at de unge får muligheden for at blive faglærte, og 2) at vi får ufaglærte gjort til faglærte, så de kan klare sig på fremtidens arbejdsmarked, og så erhvervslivet faktisk har kvalificeret arbejdskraft.

Spørgeren.

Jamen der er da ingen tvivl om, at uddannelse er vigtigt, det er vi helt enige om, men det kan absolut ikke løse problemet alene, så hvad med at få nogle skattereformer, nogle arbejdsmarkedsreformer og noget udenlandsk arbejdskraft? Kunne det være nogle initiativer, som SF kunne tilslutte sig?

Ordføreren.

Jeg synes for det første, det er interessant, at Liberal Alliance på den måde næsten negligerer, at uddannelse er vigtigt: Nå jo, det er vigtigt, men ... . Min pointe er, at det vil være altafgørende, at vi får gjort ufaglærte til faglærte. Vi har 60.000-70.000 ufaglærte, som kommer til at stå uden job i 2020. Hvorfor ikke opkvalificere dem til faglærte? Så vil de passe ind i de her job, og så er der ikke brug for at hente udenlandsk arbejdskraft. For det andet er det absurd at høre Liberal Alliance tale om, at uddannelse er vigtigt, samtidig med man sparer på erhvervsuddannelserne. Der kunne man jo starte.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Tak til ordføreren for den grønne tale, og tak til Danmarks grønne parti, som vi i dag har hørt SF kalder sig. Det er godt, der er kamp om den plads. Det er kun positivt. Men når SF nu er så grøn, kunne jeg godt tænke mig at spørge: Er det så ikke på tide, at vi stopper produktionen af alt fossilt brændsel i Danmark, herunder jo også den olie, vi hiver op af Nordsøen?

Ordføreren.

Jeg håber bestemt, vi kan indføre et forbud mod kul i Danmark inden 2030, som Alternativet, SF, Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Enhedslisten har skrevet en fælles kronik om vi ønsker. For man må sige, at kul jo er en af de største bidragsydere til vores CO 2 -udslip, og vi skal da erstatte det med vedvarende energi. Når det gælder udvinding af olie og gas i Nordsøen, må man sige, at selve udvindingen der er langt mere klimavenlig, end hvis vi i stedet for var nødt til at importere gas fra Rusland eller olie fra Mellemøsten. Der har man simpelt hen en meget mere effektiv produktion i Nordsøen. Dermed ikke sagt, at jeg synes, vi skal fortsætte og udvinde endnu mere, men det Tyrafelt, vi har, giver faktisk også penge i statskassen, så vi kan lave andre grønne ting.

Jeg synes, det er ærgerligt, at Alternativet ikke er med, for så kunne vi måske bruge endnu flere penge på grønne investeringer. Men jeg har noteret mig, at Alternativet generelt vælger positionen med ikke at være med, og at vi så tager det grønne slæb.

Spørgeren.

Jamen der er jo en helt klar grund til, at Alternativet ikke er med i Nordsøaftalen, og det er, at vi helt grundlæggende mener, at vi ikke skal hive olie op af jorden, hverken til lands eller til vands. Det er simpelt hen et helt ultimativt krav fra os eller en position, som vi står på, at vi ikke skal udvinde olie. Hvis vi vil den grønne omstilling, skal vi lade olien blive i jorden.

Men kan jeg forstå det sådan, at SF på et eller andet tidspunkt i fremtiden kan blive enige med os andre om, at vi skal lade olien blive i jorden? For det, der ligger i det, er jo, at så snart man sætter vækst forud for natur, nemlig ved at sige, at det er vigtigt, at vi får pengene i statskassen, så trumfer hensynet til væksten jo hensynet til naturen. Så kan vi få tippet den balance?

Ordføreren.

Ja, det kan vi, hvis vi sammen kan presse igennem, at i fremtiden kører vi ikke i benzinbiler eller i dieselbiler, for det er jo det, der er udfordringen. Hvis vi alene gjorde det, Alternativet foreslår, nemlig stopper for olien i morgen, vil jeg gætte på, at der også gælder: ingen olieimport i morgen og ingen benzinimport, og så vil vi have nogle udfordringer sådan rent mobilitetsmæssigt. For det er jo hykleri at sige, at vi ikke selv må producere olie, men at vi godt kan importere olie andre steder fra. Så jeg gætter på, at Alternativet vil den rå vare, nemlig ingen olie. Og hvis man vil det, er vi simpelt hen nødt til at få udbygget infrastrukturen til el – det mener jeg vi skal satse på – og desuden også få udviklet både el og andre former for ikkefossile biler, for det bliver sådan set det helt afgørende, hvis vi skal kunne levere på ingen olie.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg vil godt lige følge op på det der med, at der ligesom skulle være et valg, at enten ønsker man udenlandsk arbejdskraft, eller også ønsker man at prioritere uddannelse. Lige nu er vi jo i en situation, hvor der desværre bliver skåret ned på al uddannelse i Danmark med omprioriteringsbidraget. Vi er også i en situation, hvor der en lang række steder begynder at vise sig mangel på arbejdskraft. Virkeligheden er, at det hænger sammen modsat. Hvis man kan få folk til at komme til Danmark, fordi der er et job, så betaler de skat, så øger det vores velfærd og vores mulighed for at investere i de ting, vi gerne vil, uddannelse, grøn omstilling osv. Vi har en jobkortordning og andre ordninger, og hvis alle dem, der er her i dag, tog hjem, hvis den frie bevægelighed blev afskaffet og folk tog hjem, så ville vi ikke have noget råderum at prioritere velfærd ud fra. Derfor synes jeg, at det er en modstilling at lave, når det faktisk er sådan, at dem, der kommer hertil og bidrager med deres skat, bidrager til vores velfærd, og derfor burde vi jo ikke være bange for at invitere flere, så længe der er et job til dem.

Ordføreren.

Jeg synes også, at hr. Morten Østergaard har lidt mere sådan pondus bag det, hr. Morten Østergaard siger, for jeg ved, at Det Radikale Venstre jo ikke ønsker at skære på uddannelserne, men derimod opprioritere dem. Men jeg bliver nødt til at sige, at det jo allerede i dag er muligt for virksomhederne at få udenlandsk arbejdskraft. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan få udenlandsk arbejdskraft. Man kan jo bl.a. se, at der arbejder masser af polakker på vores byggepladser, der arbejder masser af tyskere og franskmænd osv. Så det der med at sige, at der slet ikke er udenlandsk arbejdskraft i Danmark, er jo simpelt hen ikke korrekt.

Det, vi taler om, er arbejdskraft fra tredjelande, og der tror jeg, at min bekymring og mit partis bekymring bl.a. handler om, at vi oplever ukrainere gå på f.eks. landbrugsbedrifter eller gartnerier eller i vores skove til en ufattelig lav løn. Det er det, vi ikke synes er rimeligt. Man skal simpelt hen ikke underbetale folk, sådan at andre mennesker i virkeligheden ikke kan få et arbejde, for så bliver der konkurrence på løn.

Spørgeren.

Så har jeg en fantastisk idé, som vi kan afhandle på de 30 sekunder, det tager at lave det opfølgende spørgsmål. Altså: Vi siger, at vi lemper reglerne for, at man kan få lov at hente folk ind på jobkort under forudsætning af, at man betaler overenskomstmæssig løn, og at man tager lærlinge ind og giver praktikpladser til folk, der er i en erhvervsuddannelse. Hvis man gør de to ting, så får vi penge ind, og de penge investerer vi i uddannelse. Så er den hjemme!

Ordføreren.

Uh, det er dejligt at opleve hr. Morten Østergaard så optimistisk! Men pointen er jo, at vi har en beløbsgrænse. Og grunden til, at vi har den her beløbsgrænse, er jo, at vi snakker om, at der er nogle job, hvor vi allerede i dag har folk, der ikke har arbejde. Hvorfor ikke bruge kræfterne på at uddanne dem, opkvalificere dem og andet, fra ufaglært til faglært? De vil kunne komme ind i de jobs. Og så er der jo beløbsgrænsen. Over den kan vi sagtens få dine smarte datateknikere et eller andet sted fra eller dine smarte medicinske forskere eller et eller andet. Det er jo sådan set muligt med den beløbsgrænse, der ligger. For os handler det jo om, at vi er bange for, at fokus forsvinder fra nogle af de mange mennesker, der er arbejdsløse i Danmark, at vi bruger kræfterne på, at de kan komme i arbejde.

Hr. Naser Khader.

Tak. Vi er i øjeblikket i gang med at forhandle en medieaftale. Jeg hører igen og igen, at SF er imod, at vi igangsætter en proces i retning af at sælge TV 2. Hvad er argumenterne imod at sælge TV 2? Det er jo sådan i dag, at Danmark nærmest er land nr. 2 efter Nordkorea, i forhold til at staten ejer så meget medievirksomhed, hvis man tager Danmarks Radio og TV 2 tilsammen. Hvad er argumenterne imod at starte en proces for at sælge TV 2?

Ordføreren.

Det er meget interessant, at et regeringsparti kalder det, der sker i Danmark, Nordkorea, det er alligevel sådan lidt voldsomt. Det mener jeg sådan set ikke det er. Jeg mener, det er vigtigt, at vi har public service i Danmark. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har to danske kanaler, som faktisk leverer noget for os danskere. Det skaber et nationalt fællesskab, og jeg har jo noteret mig, at hr. Naser Khader er meget optaget af det her med danskheden. Jeg er meget optaget af, at vi f.eks. har et fælles sprog, at vi udvikler programmer, som netop er på dansk, at vi har en national forståelsesramme. Så forstår jeg ikke hr. Naser Khaders begejstring for at sælge et af de virkemidler, vi har i public service. Det er jo i virkeligheden at give slip på noget af det og måske risikere, at vi får en meget trist udvikling på vores mediemarked.

Spørgeren.

Nu sammenligner jeg ikke Danmark med Nordkorea. Det, jeg siger er i forhold til at eje så meget medievirksomhed, altså Danmark er et land, hvor staten ejer næsten tre fjerdedele af medievirksomheden, og en af grundene til, at vi gerne vil igangsætte en proces for at sælge TV 2, er, at private også kan levere public service. Der er ingen, der siger, at når vi sælger TV 2, bliver TV 2 anderledes, end TV 2 er i dag. TV 2 Norge blev jo solgt til Egmont og blev ved med at levere public service. Jeg vil gerne have mere public service, meget mere. Det er godt for Danmark, at der bliver leveret public service, men det behøver ikke leveres af staten.

Ordføreren.

Det er lidt tankevækkende, at et af regeringens partier siger, at man gerne vil have mere public service, når det, man har lagt op til i medieforhandlingerne, er, at vi skal have mindre public service. Så håber jeg, at De Konservative i den grad vil lægge deres lod i den vægtskål sammen med SF, som siger, at det er vigtigt med public service. Det er vigtigt, at vi har gode børneprogrammer, det er vigtigt, vi har gode ungdomsprogrammer, for vi ved, at de unges medieforbrug er blevet voldsomt fragmenteret, og hvis vi gerne vil have dem til at have sådan en eller anden fælles forståelsesramme, skal vi sørge for god public service. Så der håber jeg da egentlig vi kan have en lille alliance, i forhold til at De Konservative og SF kan gå over og sige: Niksen biksen, ikke de besparelser, der ligger på bordet.

Fru Anni Matthiesen.

Tak, og tak for ordførertalen. Venstre har jo inden for de seneste uger indgået en række aftaler med en række partier om at bekæmpe parallelsamfundene og også sikre bedre integration. På børneområdet indgik vi jo to aftaler i mandags. SF var med i den ene, og det vil jeg gerne takke for, kvittere for, men jeg forstod ikke helt, hvorfor SF ikke ville være med i den anden aftale, som går ud på netop at give et obligatorisk læringstilbud til de 1-årige og på den måde sikre, at de bliver godt integreret her i landet og lærer sproget. Hvad var årsagen til, at SF ikke ville være med?

Ordføreren.