Mødet er åbnet.

I dag er der følgende anmeldelser:

Børne- og socialministeren (Mai Mercado):

Lovforslag nr. L 206 (Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. (Udvidelse af reglerne om optagelse i et bestemt botilbud uden samtykke m.v.)).

Sundhedsministeren (Karen Ellemann, fg.):

Lovforslag nr. L 207 (Forslag til lov om ændring af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien. (Oprettelse af særlige pladser på psykiatrisk afdeling)),

Lovforslag nr. L 208 (Forslag til lov om ændring af lov om en brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere. (Ændring af forsikringsvilkår for registrerede alternative behandlere m.v.)) og

Lovforslag nr. L 209 (Forslag til lov om forlængelse af økonomiprotokollatet for almen praksis).

Skatteministeren (Karsten Lauritzen):

Lovforslag nr. L 210 (Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven, lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love. (Udskydelse af indfasning af registreringsafgift på eldrevne køretøjer m.v., midlertidigt fradrag for batterikapacitet, forlængelse af ordning med lav afgift på el til opladning af eldrevne køretøjer og særlig ordning for elbusser, ændring af beregning af brændstofforbrug for gasdrevne biler og gasdrevne pluginhybridbiler og nedsættelse af afgift af metanol iblandet vand)).

Energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt):

Lovforslag nr. L 213 (Forslag til lov om ændring af lov om varmeforsyning, lov om elforsyning, lov om naturgasforsyning og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner. (Forhøjelse af procenten for modregning i den enkelte kommunes statstilskud ved overførsel af midler fra kommunale varmeforsyningsvirksomheder m.v).

Jens Joel (S), Mikkel Dencker (DF), Thomas Danielsen (V), Søren Egge Rasmussen (EL), Carsten Bach (LA), Christian Poll (ALT), Ida Auken (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Orla Østerby (KF):

Forespørgsel nr. F 56 (Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energipolitiske initiativer set i lyset af den energipolitiske redegørelse?).

Titlerne på de anmeldte sager vil fremgå af www.folketingstidende.dk. (jf. ovenfor).

Energi-, forsynings- og klimaministeren har meddelt mig, at han ønsker i henhold til forretningsordenens § 19, stk. 4, at give Folketinget en skriftlig

Energipolitisk redegørelse 2017.

(Redegørelse nr. R 14).

Eksemplarer vil blive omdelt, og redegørelsen vil fremgå af www.folketingstidende.dk.

Redegørelsen vil komme til forhandling den 23. maj 2017.

Jeg skal meddele, at det af hr. Lars Aslan Rasmussen (S) under nr. 2 opførte spørgsmål til justitsministeren (spørgsmål nr. S 1030) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren.

Jeg skal meddele, at det af Tilde Bork (DF) under nr. 7 opførte spørgsmål til erhvervsministeren (spørgsmål nr. S 1055) udgår af dagsordenen efter ønske fra spørgeren.

Så går vi i gang med det eneste punkt på dagsordenen, som er besvarelse af oversendte spørgsmål til ministrene.

Det første spørgsmål er til justitsministeren af Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Hvad mener ministeren om de mange tricktyverier, som især ældre medborgere udsættes for?

Værsgo til ministeren.

Tak. Nu er det jo ikke muligt for mig i den her sammenhæng med et mundtligt S-spørgsmål at trække oplysninger ind, så jeg vil sige, at jeg jo ikke ved, hvor stort omfanget er, og jeg ved ikke, hvor stort problemet er. Men uanset om det er stort eller lille, kan jeg i hvert fald tilkendegive min holdning til det. Min holdning er meget, meget klart, at alle borgere i det her land skal kunne færdes trygt, roligt og sikkert, og at man ikke skal udsættes for kriminalitet, uanset hvem man er. At tricktyve retter deres kriminalitet mod de allermest sårbare, finder jeg på alle måder er en uacceptabel og frastødende adfærd. Så det er noget, vi skal bekæmpe, alt det, vi kender til det. Omfanget af det har jeg desværre ikke mulighed for at sige noget om her i dag.

Værsgo. Så er det spørgeren, hr. Jeppe Jakobsen.

Tak for det. Jeg har valgt at sætte det her på dagsordenen i dag, fordi jeg ugentligt, når jeg læser landets aviser, falder over nye historier om især mange ældre medborgere, som bliver udsat for tricktyverier, oftest i eget hjem. Og så var det min tanke at spørge ind til det, når justitsministeren nu har udnævnt sig selv til tryghedsminister, og når man har en regering med en ældreminister, der turnerer rundt i landet og siger, at det er en regering, der prioriterer de ældres velbefindende højt. Og man må forstå på Det Konservative Folkeparti, at boligen er et særligt indsatsområde, og at der skal være tryghed omkring boligen. Så må netop tricktyverier i folks egen bolig vel nærmest være den største torn i øjet på regeringen, man kan forestille sig.

Alligevel oplever vi tit, at de her tricktyverier, hvis de overhovedet får en reaktion, oftest giver næsten er en løftet pegefinger over for borgerne fra politiet om, at man skal tænke sig om i de her situationer. Der er meget lidt indsats – sådan virker det i hvert fald – med hensyn til at komme efter dem, som faktisk har begået en udåd, nemlig har begået de her modbydelige tricktyverier mod folk i deres eget hjem. Derfor ville jeg jo høre, om regeringen havde nogen initiativer i støbeskeen til at sikre, at borgeren i sit eget hjem kan være tryg – andet end at komme med formanende ord. Altså, vil man faktisk komme efter dem, som er problemet? Og det er jo ikke de ældre, men det er de her tricktyve.

Værsgo til ministeren.

Jeg vil bare så frygtelig gerne have, at vi diskuterer sådan noget her på et oplyst grundlag. Det har vi vel begge en interesse i, så vi sådan set ved, hvor mange sager der er, og hvad vi så skal gøre ved dem, og hvem det egentlig er, der begår de her tyverier. For det jeg synes jeg er rigtig, rigtig vigtigt vi ved, når man skal sætte målrettet ind. Jeg er fuldstændig enig i alle de bemærkninger, der bliver sagt, om, hvem vi skal passe på i det her samfund.

Jeg synes også, at vi tager ved dem. Altså, strafferammen for tricktyveri eller for tyveri er i dag i udgangspunktet fængsel i op til 1 år og 6 måneder. Så man kan jo komme efter folk. Og hvis man så endda begår et tricktyveri hjemme hos nogen, skal man jo ikke gøre ret meget, før vi lige pludselig taler om røveri. Så jeg synes, det er en væsentlig diskussion, men jeg synes også, at strafferammen i hvert fald kan gå hårdt til dem, der ikke opfører sig ordentligt.

Værsgo til hr. Jeppe Jakobsen.

Noget af det, som er gennemgående i mange af de her historier om tricktyverier, er, at ofrene beskriver, at tricktyvene er østeuropæere. Det er jo sådan noget, der taler for, at vi skal have en skærpet indsats på det her område. Er det sådan, at regeringen måske kunne overveje at tage kontakt til sine ministerkolleger i østeuropæiske lande og sige, at de har et problem med deres borgere? De har frit lejde til at komme herop og forstyrre danskerne. Har man ikke tænkt sig at løfte en pegefinger nedad i systemet i Europa og sige, at der er et problem her, som stammer nede fra jer, og hvad har I tænkt jer at gøre ved det?

Værsgo til ministeren.

Jeg vil godt sige to ting til det. Rigspolitiet er allerede i gang med at lave sådan en ny samlet operativ strategi for politiets indsats mod omrejsende grupper. Nu er det tricktyveri her, men vi har også konstateret, at når det gælder indbrud, kan man også nogle steder i landet næsten se, hvem der lige har været forbi der. Det skal vi gøre noget ved, og det er også derfor, at vi selvfølgelig skal bruge de automatiske nummerpladescannere ved grænsen endnu mere.

Så skal vi selvfølgelig passe på med, hvad vi siger til andre lande. Men jeg har haft en drøftelse med mine rumænske kolleger på et tidspunkt, og jeg havde en drøftelse med den rumænske ambassadør her i Danmark i sidste uge, hvor vi talte om, at ja, vi anerkender, at der er masser af god arbejdskraft, der er her, og som opfører sig ordentligt – og dem, der ikke gør det, skal vi i fællesskab gøre noget ved, for de skal sådan set sættes bag tremmer.

Spørgeren.

Nu nævnte ministeren selv de automatiske nummerpladescannere, og det er jo en form for grænsekontrol. Nu har vi lige her for ganske nylig fået at vide fra Europa-Kommissionen, at nu har vi fået en sidste chance, og så skal vi af med vores grænsekontrol igen. Når vi nu ser den her grænseoverskridende kriminalitet, bekymrer det så ikke justitsministeren, at vi har et EU-system, der siger, at et af de værktøjer, vi har til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet med, vil EU-systemet fremadrettet forbyde os at opretholde?

Værsgo til ministeren.

Nu kommer vi, det erkender jeg, på en elegant måde meget godt uden om spørgsmålet, men vi får lejlighed til at diskutere det senere. Jeg har det sådan, at jeg synes, at den grænsekontrol, vi har haft i Danmark indtil nu, har været god. Det har været godt for Danmark. Det har været godt også med hensyn til de signaler, vi sender. Og jeg håber da, at det er noget, vi også kan blive ved med i fremtiden.

Tak for det. Så er spørgsmålet afsluttet.

Der er et nyt spørgsmål til justitsministeren af Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak, fru formand. Hvilke konkrete initiativer har ministeren undervejs for at forbedre arbejdsvilkårene og sikkerheden for de ansatte i landets fængsler, herunder konkrete tiltag for at nedbringe antallet af sygedage, normeringspolitik og udviklingen i antallet af overfald på de ansatte?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jeg er fuldstændig enig i er yderst relevant at få diskuteret. Jeg vil godt begynde med at sige, at de episoder, der har været omkring fængselsbetjente, der er blevet overfaldet, er fuldstændig uacceptable. Det er mangel på respekt for mennesker, der udfører en vigtig samfundsopgave, og det er også baggrunden for, at jeg tidligere på året nedsatte en taskforce, som skulle komme med initiativer til, hvad man kan gøre her og nu, altså på den korte bane, og så har vi jo en forhandling om en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen senere på året.

Taskforcens arbejde præsenterede vi i går, og det er mundet ud i 17 anbefalinger til at styrke sikkerheden for vores fængselsbetjente både her og nu og på sigt. Og på baggrund af taskforcens anbefalinger vil vi bl.a. igangsætte et projekt med bodycams på fængselsbetjente, altså så de indsatte ved, at de bliver filmet og alt bliver dokumenteret i de lukkede fængsler, hvor problemet jo er.

Vi vil også skærpe disciplinærstraffen, når indsatte overfuser eller i værste fald overfalder en ansat, og vi vil undersøge, om man målrettet kan kontrollere indsatte, som vi gør med visitationer, altså om vi kan gøre det mere effektivt og sikkert. Og så skal vi også se på, om medarbejdernes identitet kan beskyttes bedre i politirapporter og under retssager.

Desuden har Kriminalforsorgen i samarbejde med Fængselsforbundet samtidig lagt en plan for håndteringen af bemandingssituationen i fængslerne, så vi kan finde frem til nogle nye løsninger på den trængte personalesituation.

Jeg håber, de her tiltag samlet set kan være med til at nedbringe antallet af voldsepisoder og trusler mod ansatte i landets fængsler. Hver dag står de over for nogle af de mest hårdkogte kriminelle i Danmark, og der skylder vi dem de bedst mulige arbejdsvilkår og et trygt arbejdsmiljø.

Anbefalingerne er lige kommet, der er et godt samarbejde mellem Kriminalforsorgen og Fængselsforbundet, og nu skal vi så til at føre de her ting ud i livet.

Tak. Så er det spørgeren.

Tak for ministerens svar. Grunden til, at jeg stiller spørgsmålet, er jo bl.a. den tragiske sag, faktisk har der været to, i statsfængslet Østjylland. Det er ikke nogen ny situation, og jeg anerkender også, at det ikke er noget, der er opstået under den nuværende ministers embedsperiode. Men det gør jo ikke situationen mindre alvorlig.

Jeg er helt med på, at man kan nedsætte en taskforce og lave operative strategier, som ministeren også har været inde på i tidligere besvarelser. Men det ændrer jo ikke på, at hvis man kigger på den udvikling, der har været i forhold til især de lukkede fængsler, så kan man se, at der er flere udfordringer, som presser sig alvorligt på.

Vi kan jo se, at antallet af indsatte på de lukkede institutioner er steget, men antallet af uniformerede betjente er faktisk faldet ganske markant. Ministeren har jo selv givet et svar til Retsudvalget, hvor man kan se, at i perioden 2010-2016 er antallet af fængselsbetjente på landsplan faldet fra 605 til 505. Og i den samme periode er antallet af indsatte øget fra 671 til 692.

Mange af de indsatte har anden etnisk herkomst, og mange af dem taler ikke dansk, men taler bevidst andre sprog bag om ryggen på de ansatte. De overfalder sågar medarbejdere uden for arbejdstiden, som vi har set grove eksempler på, og vi står tilbage med en uholdbar situation, hvor flere og flere af dem, der er i aktiv tjeneste, som følge af sygefravær, der også har været eskalerende, ofte står helt alene med 10-15 hårdkogte kriminelle, altså hvor en enkelt medarbejder skal passe det enkelte afsnit.

Det er jo ikke særlig betryggende for de folk, der skal være der, men det er heller ikke særlig betryggende i forhold til at sikre en god personalerekruttering af nye medarbejdere, som ønsker at få en karriere inden for Kriminalforsorgen.

Derfor efterspørger vi i Dansk Folkeparti noget lidt mere præcist om, hvad det egentlig er regeringen har med. Vi er selvfølgelig helt med på, at de initiativer, som ministeren lægger op til, er fornuftige og forstandige. Men vi kommer ikke uden om også at tale om normeringen.

Værsgo.

Jeg er helt enig i, at det her ikke er en let løsning. Det kræver, at vi kigger lidt mere på problemet.

Nu er det sådan, at de her 17 anbefalinger i første omgang skal sættes i gang her og nu, altså så hurtigt, vi overhovedet kan. Derudover er Kriminalforsorgen sammen med Fængselsforbundet kommet med et oplæg til, hvad man kan gøre på bemandingssiden.

Det, vi gør i første omgang og her og nu, er alt lige fra at tage kontakt til pensionerede fængselsbetjente for at høre, om de kan tage nogle vagter, og så til tilkendegivelsen om, at man nu vil ansætte 140 nye fængselsbetjente i 2017.

Så der bliver sat en lang række ting i gang, men vi skal ikke negligere problemet, og det kommer jeg heller ikke til at gøre.

Værsgo, hr. Hans Kristian Skibby.

Tak. Jeg er helt med på det med de aftaler omkring ansættelser. Men ligesom inden for politiet kan vi jo se, at frafaldet ikke kun sker på grund af de ansattes alder. Det er også på grund af, at de simpelt hen vælger branchen fra. Vi kan godt honorere, at der findes penge til at uddanne endnu flere betjente f.eks., men hvad nytter det, hvis frafaldet hos dem, der er i aktiv tjeneste, eskalerer og bliver endnu værre? Så står vi jo tilbage med en uholdbar personalesituation, og det betyder så, at der måske vil være endnu flere, der går ind i den her sygefraværsstatistik, hvilket er meget uhensigtsmæssigt.

Værsgo, ministeren.

Det er jeg helt enig i, og det er også derfor, det er så vigtigt, at Kriminalforsorgen med den nye direktør, Thorkild Fogde, i spidsen har drøftet de her tiltag sammen med Kim Østerbye fra Fængselsforbundet, og at vi fra ministeriets side også er inde over det. Det her ligger mig meget sinde, og det er altså ikke i orden, hvad der foregår.

Vi skal selvfølgelig drøfte, hvordan fængslerne indrettes bedst muligt og mest moderne, så vi sikrer betjentene, og så skal vi selvfølgelig kigge på, hvordan vi hurtigst muligt gør arbejdsmiljøet bedre, så vi får bugt med sygefraværet og med, at folk finder andre jobs. Alt det er vi i fuld gang med at løse, for det skal løses. Det er jeg fuldstændig enig i.

Sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak. Det glæder mig, at ministeren er enig. Man må så håbe, at der også kan findes en fælles ramme for de ting, der skal til. Ministeren svarede meget præcist på det med sygefravær osv. Det er vi selvfølgelig glade for bliver taget op.

Men det ændrer bare ikke på, at vi kan se, at der er en del tilfælde, hvor det specielt på de her skæve vagter på vores lukkede institutioner er sådan, at Kriminalforsorgens målsætning ikke overholdes, altså hvor Kriminalforsorgen jo klart har sagt: Vi ønsker faktisk, at der skal være mindst to på arbejde ad gangen på det enkelte fængselsafsnit.

Vi kan jo se, at det på grund af sygefravær, og at man ikke kan rekruttere vikarer osv., desværre i mange, mange tilfælde ender med, at der kun er en, der står alene med op til 15 hårdkogte kriminelle. Og det er jo det, der gør sagen kompleks.

Værsgo for sidste svar.

Det er jeg enig i. Tiden tillader ikke, at jeg kommer nærmere ind på aftalerne omkring vagterne. Men jeg ved i hvert fald, at der er stor fokus på det, både fra Fængselsforbundet side og fra den nye ledelse i Kriminalforsorgen i forhold til, hvordan vi sikrer, at ingen skal gå utryg på arbejde, og hvordan vi sikrer, at der er den bemanding over for de hårdkogte kriminelle, som der skal være. For det skal der være, og jeg tager det her dybt seriøst. Det er også derfor, vi har nedsat taskforcen, og derfor har jeg også sagt: Kør med de her 17 initiativer, og så får vi jo nok i både Dansk Folkeparti og regeringen lejlighed til at diskutere det længere sigt, når vi skal lave en aftale om Kriminalforsorgens økonomi senere på året.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er til justitsministeren og det er af hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Værsgo for at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Hvornår regner regeringen med at afskaffe blasfemiparagraffen?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg vil tillade mig at gå ud fra, at spørgsmålet er stillet i lyset af den debat, vi netop har haft her i forbindelse med førstebehandlingen af Enhedslistens lovforslag i sidste uge. Det lovforslag går ud på at ophæve den såkaldte blasfemiparagraf i straffelovens § 140.

Som jeg var inde på under førstebehandlingen, og det kommer jeg nok ikke til at afvige ret meget fra i dag, har den her paragraf jo været genstand for megen debat i Folketinget i mange år, og det er selvfølgelig med god grund. Som jeg var inde på, at der ingen tvivl om, at regeringens holdning er, at hvis vi i dag ikke havde en blasfemiparagraf, skulle vi heller ikke have sådan en.

Når det er sagt, er det selvfølgelig vigtigt at holde fast i, at spørgsmålet om en ophævelse af den, jo ikke er enkel, og det redegjorde jeg for under førstebehandlingen. Der er fordele og ulemper ved at afskaffe paragraffen. Det er et kompliceret spørgsmål, som fortjener, at vi her i Folketinget tænker os om og afdækker alle de elementer, der skal afdækkes.

Det er også derfor, at regeringen jo har sagt, at vi inden for den kommende tid henter erfaringer ind fra Norge og fra Holland, som for nylig har ophævet blasfemiparagraffen i deres nationale lovgivning. Det handler simpelt hen om at stå på det stærkest mulige fundament, og når den endelige beslutning så til sin tid skal træffes, er vi fuldt og helt oplyst.

Blasfemiparagraffen har været en del af dansk ret nu i mere end 150 år, og jeg mener, at det godt kan vente nogle få måneder endnu, inden vi tager endelig stilling til det her spørgsmål, og det er jo den position, som regeringen har, og det var den, jeg gjorde rede for i sidste uge.

Værsgo.

Tak for det, og tak for den besvarelse. Når jeg har valgt at tage spørgsmålet op, er det jo netop i lyset af den – synes jeg – gode debat, vi havde i sidste uge om det her spørgsmål. Et af de argumenter, som gik igen, og som faldt mig meget stærkt for brystet, var sikkerhedsargumentet, altså påstanden om, at hvis man kunne forestille sig, at et flertal i Folketinget havde en holdning om, at der skulle gøres op med den her paragraf, ville det de facto være lig med, at der var vanvittige mennesker ud i verden, som kunne finde på at gøre Danmark ondt, og det skulle man så bruge som argumentation for, at så skulle man i hvert fald ikke gøre det, eller så skulle man i hvert fald være meget varsom med at gøre det.

Det faldt mig for brystet, fordi det jo som et frit demokrati, Danmark og mange andre lande, er os, politikerne, flertallet, der træffer beslutningerne om, hvordan vores samfund skal indrettes, og så lægger vi os ikke fladt ned for alle mulige vanvittige mennesker ude i verden, der vil gøre os ondt, der vil slå civile uskyldige ihjel. Dem bekæmper vi; vi ligger ikke under for dem. Derfor faldt det mig meget for brystet, at lige præcis de argumenter fandt anvendelse.

Men hvis man nu skulle følge tankegangen lidt, vil jeg gerne spørge ministeren, om ministeren har nogen form for empiri, der tilsiger, at lande, der har en blasfemiparagraf, skulle være mindre udsat for repressalier. Har blasfemiparagraffen en egentlig præventiv effekt, hvis man kigger på empirien?

Værsgo til ministeren.

Det har jeg ikke på stående fod grundlag til at udtale mig om, men jeg vil alligevel godt lige udtale mig om det første, som spørgeren sagde. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi skiller det ad, for det er jo fair nok, at Center for Terroranalyse kan sige, at det her kan få nogle konsekvenser. Det kan det vel. Vi har jo set, hvad Muhammedtegningerne fik af konsekvenser. Det kan jo få nogle konsekvenser. Der, hvor jeg så er enig med spørgeren, er, at vi så må gøre op med os selv som medlemmer af parlamentet her, om det er et argument, vi vil bruge i diskussionen.

Jeg synes, at der er forskel på at sige, at nogle fagpersoner siger, at det kan få de her betydninger, og om vi så vil lægge det til grund for den beslutning, vi træffer til sin tid. Der synes jeg forskellen er. Det er jo fair nok at sige, at der kan være nogle udfordringer, men derfor kan vi jo godt vælge at sige, at det er muligt, at de udfordringer er der, men det er der ikke andre der skal bestemme. Altså, uanset de udfordringer ønsker vi at træffe den og den beslutning. Så det synes jeg skal være en politisk beslutning helt og holdent.

Tak, og så er det spørgeren.

Men det er der jo lige præcis ikke andre der skal bestemme. Det er jo lige præcis de 179, der sidder her i huset, der skal bestemme det, og det må være udgangspunktet, at det er de 179 her i huset, der træffer beslutningen. Så er jeg sådan set mindre interesseret i, hvad Center for Terroranalyse måtte mene om det her. Altså, jeg må bare konstatere, at dengang en vis avis tegnede Muhammedtegninger, havde jeg indtryk af, at vi havde et folkestyre, der stod last og brast og sagde, at ytringsfriheden er så fundamental en værdi her i Danmark, og at vi ikke går på kompromis med den. Så må vanvittige mennesker på den anden side af jordkloden te sig tosset, men det går vi ikke på kompromis med, for der er nogle værdier, som vi står vagt om, og nu skal jeg jo stille mit spørgsmål. Jeg vil gerne spørge ministeren ...

Det er faktisk for sent, og jeg vil anbefale, at man stiller spørgsmålet først. Så kan man komme med bemærkningerne bagefter.

Værsgo, ministeren.

I alle lovforslag får vi høringssvar, og man kan jo sige, at det her fra CTA også er et input til de høringssvar. Så er det jo de 179 medlemmer af dette parlament, Folketinget, der vedtager, hvad man lytter til, og hvad man ikke lytter til. Jeg er helt enig i, at det til enhver tid vil være os her i salen, der træffer den beslutning. Vi får jo indspark, og det synes jeg er fair nok, men det er selvfølgelig os, der træffer beslutningen – helt sikkert.

Værsgo, og så vil vi gerne have spørgsmålet.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om Søren Mosegaards afbrænding af Biblen i TV Avisen i 1997 medførte en øget sikkerhedstrussel, og i forlængelse af det, om vi ikke bare kan være ærlige om, at vi har et problem med islam i det her samfund. Altså, mig bekendt var det jo ikke, fordi kristne terrorister stod i kø for at udløse repressalier imod det danske frie samfund. Så er det ikke bare et problem, vi har med islam og den måde, den tilgang, man har til det her spørgsmål?

Værsgo, ministeren.

Jeg er sådan set fuldstændig enig med spørgeren i det, der er blevet sagt. Vi har en udfordring med den politiske islam, som bliver brugt helt grotesk i mange, mange sammenhænge. Jeg tror ikke, at jeg er i stand til at give andre svar, for jeg er sådan set enig med spørgeren.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet.

Der et nyt spørgsmål til justitsministeren af hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Værsgo med en oplæsning.

Hvad mener ministeren om ventetiderne for videoafhøring af børn?

Værsgo.

Jeg mener, det er noget skidt, at de ventetider ikke er blevet nedbragt til et acceptabelt niveau alle steder endnu, og det skal vi have sørget for. Jeg har bedt om at få en status for området fra politiet ved udgangen af april for at holde øje med, om udviklingen går den rette vej. Den status har jeg nu modtaget, og de tal viser, at det i nogle politikredse går den rigtige vej, men at der fortsat er kredse, hvor sagsbehandlingen er alt for lang. Jeg har en klar forventning om, at politiet tager det her alvorligt, og jeg har en klar forventning om, at man overholder de retningslinjer, der er om videoafhøring af børn, og derfor er jeg selvsagt ikke tilfreds med tallene alle steder i politiet. Så viser redegørelsen også, at man så i politikredsene har iværksat en række forskellige initiativer, der skal nedbringe sagsbehandlingstiden. Men jeg har det sådan, at nu må de så virke, og så vil jeg sammen med Rigspolitiet og Rigsadvokaten følge området særdeles tæt, så vi sikrer, at sagsbehandlingstiderne kommer ned på et acceptabelt niveau, for det, vi ser nogle steder i dag, er ikke acceptabelt.

Tak for det. Så er det spørgeren, hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for svaret. Lige præcis det her spørgsmål, det her område, synes jeg skal behandles med stor alvor af vores myndigheder, fordi det handler om børn, det handler om børn, der kan have set noget, have været udsat for noget og derfor har krav på en eller anden særlig form for beskyttelse, også i forhold til den smidighed og det system, man skal mødes med. Der har vi altså nogle tidsgrænser, nogle grænser, vi gerne vil overholde, netop for at de her børn kan komme videre i deres tilværelse, men vi ser bare nogle meget, meget store overskridelser af de her tidsgrænser i nogle politikredse, hvor børn altså skal vente i ugevis, nogle gange månedsvis, på at blive afhørt og kunne få sat et punktum og komme videre. Det skal vi bare tage ekstra alvorligt, netop fordi det her handler om børnene.

Det, jeg gerne ville høre om, er, ud over det, ministeren har sat i gang med den redegørelse, der skal komme fra landets politikredse, hvad vi så gør her og nu. Hvornår regner ministeren med at vi kan ramme noget, der ligner det, der egentlig var udgangspunktet, altså det, der egentlig skulle være tidsgrænsen, cirka en uges tid – hvornår regner ministeren med vi kan være på det niveau?

Tak for det. Så er det ministeren.

Ja, det håber jeg da sandelig på vi kommer inden alt for lang tid. Jeg kan ikke sætte en dato på, det ville være useriøst, hvis jeg gjorde det, for det kan jeg ikke. Men jeg er bare nødt til at sige, at jeg simpelt hen ikke tror, at jeg er i stand til at være uenig med spørgeren i det her. Det her er bare ikke godt nok. Jeg har så med glæde konstateret, at i nogle af de politikredse, hvor man simpelt hen ikke har gjort det godt nok, har man nu sat ekstra ressourcer af til at komme de her pukler til livs. Det er jo sådan noget, der skal til, og der tror jeg bare vi må anerkende, at det også er et ressourcespørgsmål.

Tak. Så er det spørgeren, hr. Peter Kofod Poulsen.

Det var heller ikke en dato, jeg efterlyste. Det var et spørgsmål om, om vi kunne regne med, at det blev i år, eller om vi skal regne med det i 2018, eller om det er 2019. Det kan også være et spørgsmål om, hvor mange ressourcer der så mangler, altså hvor mange årsværk der ville være tale om at tilføre, for at man kunne sørge for, at det her blev gennemført inden for de frister, som er besluttet.

Tak. Så er det ministeren.

Jeg har det sådan, at det her også handler om, at de enkelte kredse lige får sat sig ned og gjort det her på den rigtige måde, altså at man lige beslutter sig for, at nu skal det her simpelt hen være i orden. Det skal det være, og derfor har man i flere kredse nu taget initiativ til at samle det i én afdeling og gøre det mere effektivt. Jeg vil da personligt have den klare forventning, at det her har vi da løst, når vi kommer ud af 2017, for ellers synes jeg, det er for ringe.

Værsgo til spørgeren.

Det er jeg glad for at høre, altså at målsætningen er 2017. Jeg kan så sige, at vi regner med at tage det op igen, så snart vi får nogle tal, der viser, hvordan det så går, når vi er ved at være færdige med 2017. Jeg har sådan set ikke yderligere spørgsmål, men jeg vil bare sige, at jeg virkelig håber, det er noget, der bliver prioriteret, for det her er så vigtigt et område.

Tak for det. Så er det sidste besvarelse.

Skal vi så ikke i fællesskab håbe, at det ikke bliver nødvendigt at tage det op igen? For det her skal løses, og det er uacceptabelt, som det er foregået nogle steder indtil i dag.

Tak for det. Hermed er spørgsmålet afsluttet.

Det næste er til finansministeren af hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet.

Værsgo.

Tak, formand. Mener ministeren fortsat, at det er ensbetydende med besparelser på velfærden, hvis ikke pensionsalderen hæves, som det fremgår af ministerens udtalelser i Ugebrevet A4 den 3. marts, »For konsekvenserne af at sige nej til at hæve pensionsalderen er, at vi må skære ned på en lang række andre velfærdsområder«, set i lyset af at det fremgår af ministerens eget svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 266, at der vil være et overskud på de offentlige finanser, hvis det offentlige forbrug stiger med det demografiske pres?

Tak for det. Så er det finansministeren. Værsgo.

Ja, det er nemlig sådan, at det, der er lagt ind i de mellemfristede fremskrivninger og i perioden efter for at sikre, at man har et råderum, er en højere offentlig vækst end det, som spørgeren nævner her, nemlig 0,6 pct. Det betyder, at man må tage nogle initiativer, og hvis man skal have overskud på statens finanser, er man nødt til at gøre noget, der øger arbejdsudbuddet, der gør, at velstanden og velfærden i Danmark bliver større. Noget af det, der kan øge arbejdsudbuddet er, at vi, i takt med at vi lever længere, så også bliver længere tid på arbejdsmarkedet.

Det er der heldigvis mange danskere der frivilligt har gjort. Fra 2000 til 2014 er andelen af folkepensionister, der samtidig arbejder og får en lønindkomst, fordoblet. Det ligger godt i tråd med, at levealderen i Danmark er blevet længere og længere, og vi ønsker sådan set at sige, at i takt med at man lever længere, vil vi gerne have, at folk bliver længere tid på arbejdsmarkedet, for at sørge for, at balancen mellem den del af livet, man har på arbejdsmarkedet, og den del af livet, man har i pensionsalderen, forbliver nogenlunde den samme. Hvis det er tilfældet, vil væksten i Danmark være større, så vil velfærden være større, og det vil give mulighed for mere velfærd på grund af de skatteindtægter, der vil komme ind. Hvis ikke man gør det, hvis arbejdsudbuddet ikke vokser, ja, så betyder det det modsatte, altså mindre vækst, mindre velstand og dermed mindre velfærd.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men spørgsmålet går jo på, om ikke det er sådan, at der er et råderum, som situationen er i dag, med det yderligere arbejdsudbud, der kommer på grund af de reformer, der allerede er opslået – om der så ikke er et råderum ud over det, som vil være det demografiske træk. Det er jo det, der fremgår af ministerens eget svar.

Så lad os lige dvæle ganske kort ved råderummet. Der kom en ny opgørelse i sidste uge på baggrund af konvergensprogrammet. Råderummet er steget en lille smule frem mod 2025. Det er jo glædeligt nok. I går fik vi indgået en fælles boligskataftale. Det synes jeg godt vi kan være tilfredse med. Men selv når den er indgået, vil det jo være sådan, at der er et råderum i år 2025, som, hvis jeg umiddelbart kan lave hovedregning, vil ligge på omkring 37 mia. kr. Det vil være råderummet på det tidspunkt, hvis man ellers tager det, der ligger fra konvergensprogrammets beregninger, med. Det kan jo være, at ministeren kan bekræfte det, også af hensyn til den debat, der foregår i øjeblikket, om råderummet – jeg tror, det udtryk, som et medlem af Enhedslisten har brugt, er, at man bruger halvdelen af råderummet. Det kan jeg i hvert fald ikke genkende, vil jeg sige, i den boligskataftale.

Men tilbage til spørgsmålet. Altså, er det ikke sådan, at selv uden en hævelse af pensionsalderen, og hvis man gennemfører en forøget investering i velfærdssektoren svarende til det demografiske træk, så vil der i det tilfælde rent faktisk være et råderum? Der kan vi så diskutere: Skal det råderum bruges til yderligere velfærd eller, som jeg kan forestille mig at ministeren gerne vil, skal det bruges til skattelettelser? Men det må jo så være et prioriteringsspørgsmål.

Tak. Så er det ministeren. Værsgo.

Der var mange spørgsmål, men jeg skal prøve at nå dem. 1) Vi trækker 2,8 mia. kr. af råderummet i 2025 og ikke de ca. 20 mia. kr., som Enhedslisten render rundt og prøver at bilde danskerne ind. 2) Det er en rigtig god boligaftale, og det er jeg glad for. 3) Jo, der vil være et råderum, hvis man sænker væksten i den offentlige sektor til, at fremskrivningerne alene vil være det, som det demografiske træk byder.

Så spørgsmålet er jo sådan set – det kunne jeg godt tænke mig at spørge tilbage, hvis det havde været muligt, at man sådan kunne stille spørgsmål frem og tilbage – om det så er Socialdemokratiets politik, at man skal sænke væksten i den offentlige sektor til det, der svarer til det demografiske træk, når vi kommer ud over den planperiode, der er lagt fast, altså frem til 2020. Er det det? For så er det en ny økonomisk politik fra Socialdemokratiets side, og det vil jeg meget gerne høre om.

Værsgo.

Det overrasker mig faktisk, at finansministeren ikke har læst det udspil, som Socialdemokratiet kom med i august sidste år. Det er det, der hedder »Stol på Danmark«. Af det fremgår det meget klart og tydeligt, at vi som minimum vil leve op til det demografiske træk. Det er så i øvrigt dobbelt så højt, som regeringen lægger op til. Regeringen lægger op til en offentlig vækst på 0,3 pct. Derudover vil vi prioritere at tage af råderummet til at styrke velfærden. Vi vil i øvrigt også gerne lave væksttiltag og forskellige andre tiltag, som ministeren jo godt kender, såsom vores flaskehalsinitiativer og andre elementer. Men som minimum vil vi gå ind og prioritere ud fra det demografiske træk.

Tak. Værsgo til ministeren.

Men så er vi jo tilbage ved det samme igen. Altså, Socialdemokratiet har ikke et loft over, hvor meget den offentlige sektor skal øges, og så er spørgsmålet: Hvordan får man råd til det uden at komme i en situation, som alle økonomer er enige om vil komme, nemlig at vi kommer til at have en lang periode, hvor vi har underskud på statens budgetter, og hvor f.eks. de unge mennesker, der sidder på tilhørerpladserne og lytter til os nu, vil være dem, der skal betale for de regninger, der udskrives af det nuværende Folketing? Det synes jeg ikke er rimeligt. Jeg synes, det er rimeligt, hvis det til enhver tid siddende Folketing så at sige betaler sine egne regninger, og derfor ønsker jeg at have en stærkere økonomi. Jeg ønsker, at vi får udvidet arbejdsstyrken og får noget mere vækst og velstand og dermed får råd til noget mere velfærd.

Værsgo. Så er det spørgeren.

Men kan ministeren ikke bare bekræfte, at bl.a. de økonomiske vismænd peger på, at dansk økonomi er overholdbar? Vi er helt enige om, at der er en hængekøjeudfordring ude i horisonten. Jeg mener, at det er omkring 2035 eller 2040, at den er størst. Men i det store perspektiv er dansk økonomi overholdbar.

Så er det ministeren. Jeg kom vist til at sige, at det var ministeren før. Men det er ministeren nu. Værsgo.

Minister her og minister der. Hvis vi fortsætter med at rotere, ender vi alle sammen med at være ministre på et tidspunkt.

Sagen er jo den, at hvis man står og kigger langt ud i fremtiden til år totusinde og nogle og tres, vil der begynde at komme overskud på statsbudgettet igen, og hvis man så tror på, at man kan få nogle til at låne os penge i den mellemliggende periode ved at sige til dem, at de bare skal vente til 2060, for der har vi råd til at betale tilbage, og at det er, uden at de kræver en ekstra høj rente fra Danmark, så tror jeg, at man er meget, meget optimistisk. Sagen er, at vi er nødt til at stramme op, og det er i øvrigt også sådan, at tidligere overvismand Torben M. Andersen og Danske Banks cheføkonom, Las Olsen, siger det samme, nemlig at der er en problemstilling med den lange periode med underskud, som vi kan stå og kigge ind i, hvis ikke vi gør noget mere, og det ønsker regeringen at handle på.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål (spørgsmål nr. S 1086) er til erhvervsministeren af hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet.

Værsgo.

Tak, formand. Jeg læser spørgsmålet op. Det lyder: Hvad mener ministeren om anbefalingerne fra regeringens vækstteam for Det Blå Danmark?

Værsgo til ministeren.

Tak for det relevante spørgsmål. Vækstteamet fremlagde jo den 21. april sine anbefalinger for regeringen. Vækstteamet har leveret et solidt stykke arbejde og præsenteret regeringen for ambitiøse anbefalinger, der indeholder gode og konkrete forslag til, hvordan Danmark kan fastholde og udbygge sin maritime styrkeposition frem mod 2025. Jeg har den klare holdning, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at give Det Blå Danmark de bedst mulige vilkår, for det er en stor og vigtig sektor, som i høj grad bidrager til at skabe vækst og beskæftigelse i hele Danmark.

Den danske maritime sektor står for ca. 25 pct. af dansk eksport og er dermed Danmark største eksporterhverv. I 2015 stod søtransport alene for omkring 200 mia. kr. i eksportindtægter, dvs. godt 20 pct. af den samlede danske eksport. Det Blå Danmark beskæftiger mere end 60.000 personer, og det svarer til 2,2 pct. af den samlede beskæftigelse i Danmark. Tre fjerdedele heraf er for øvrigt bosat uden for hovedstadsområdet. Det Blå Danmark er således kendetegnet ved, at beskæftigelsen er fordelt over hele Danmark, og bidrager dermed til regeringens målsætning om at skabe vækst og udvikling i et sammenhængende Danmark.

Danmark er en stærk international spiller på det maritime område. Danmark er verdens 14.-største flagstat og verdens 8.-største operatør af tonnage. Danske rederier står dermed bag en stor del af den fragt af varer, som finder sted i verden. Globalt er den maritime sektor præget af en hård konkurrence samt udfordringer med overkapacitet og lave fragtrater. Fremadrettet vurderes den maritime sektor fortsat at have et vækstpotentiale i Danmark. Især forventes anvendelsen af havets ressourcer samt nye teknologier og digitalisering at have stort potentiale til at skabe nye forretningsmuligheder og effektivisere sektoren. Så alt i alt ser jeg store fremtidsmuligheder i det blå Danmark og synes, at anbefalingerne fra vækstteamet er brugbare i den henseende.

Så er det spørgeren.

Tak. Jeg vil indlede med at konstatere, at jeg er glad for, at regeringen har overtaget den røde erhvervspolitik, nemlig den måde, man arbejder på: Man nedsætter vækstteams for kloge folk, der har hånden på den såkaldte kogeplade derude i dagligdagen, til at levere input til os herinde på Christiansborg om, hvad det er, der skal til, for at de kan udvikle deres erhverv, og for at de kan klare sig i den internationale konkurrence. Det er jeg glad for at den nuværende regering har overtaget, fra dengang vi sad i regering.

Så har jeg også lagt mærke til, at før ministeren blev minister og var konservativ ordfører, skrev ministeren i Børsen, at nu skulle vi virkelig se at komme i gang og komme hurtigt ud af starthullerne i forhold til også at sikre Det Blå Danmark på bestemte områder. Nu sidder den tidligere ordfører så som minister og har fået de her flotte anbefalinger, som jeg er enig med ministeren i er nogle, der er med til at skabe grundlag for en god politik herindefra. Men jeg er spændt på at høre fra ministeren: Hvornår kommer vi til forhandlingsbordet? Hvornår sker der noget, sådan at vi kan komme i gang med at lave noget praktisk politik, der kan gavne sektoren Det Blå Danmark?

Tak. Og så er det ministeren.

Først vil jeg sige, at når der er nogle gode ideer, tager vi selvfølgelig imod dem, også ideen med vækstteams, som vi syntes var en rigtig god idé, og som den tidligere regering fandt på. Det fortsætter vi selvfølgelig med, for alt, hvad vi kan gøre for i fællesskab at give nogle gode vilkår for erhvervslivet, skal vi selvfølgelig gøre. Og det er en god idé med vækstteams.

Hvad er så udgangspunktet? Hvis vi skal sikre, at danske virksomheder får del i det fremtidige vækstpotentiale, så peger vækstteamet jo på, at vi skal have sikret attraktive, stabile og konkurrencedygtige rammevilkår, lidt ligesom hr. Thomas Jensen er inde på nu og her. Der er det vigtigt, at vi får sat nye teknologier og en digitalisering af Det Blå Danmark i fokus. Det er også vigtigt, at vi får udnyttet havets ressourcer, skriver vækstteamet – og det er dagsordener, som jeg er enig i. Jeg vil nu studere vækstteamets anbefalinger nærmere og på den baggrund også se på mulighederne for at forbedre vækstvilkårene for Det Blå Danmark med afsæt i de anbefalinger, som vækstteamet kommer med. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!)

Men jeg vil allerede nu gøre det klart, at jeg har en meget høj og klar ambition om at fastholde og udvikle Danmark som en maritim nation med en stor international betydning. Derfor (Formanden (Pia Kjærsgaard): Tak!) vil jeg fremlægge en ny vækstplan for Det Blå Danmark til efteråret.

Ja tak. Så er det spørgeren.

Tak. Jeg skal kvittere herfra ved at sige, at jeg ikke tror, man kan stikke en kile ind imellem regeringen og Socialdemokratiet, i forhold til at vi har den samme ambition om, at vi skal sikre Det Blå Danmark gode vækstmuligheder. Jeg vil også samtidig sige, at jeg ser meget frem til, at vi kommer frem til at mødes ved et forhandlingsbord, for der ligger jo i de her anbefalinger nogle ting, som vi har hørt på ikke bare nu her i anbefalingerne, men som også er blevet diskuteret forud for og sideløbende med vækstteamet – nogle ting, som det haster med at få truffet nogle beslutninger om, for at vi kan sikre, at arbejdspladserne bliver i Danmark. Derfor giver vi opbakning til det, så det kan gå hurtigt fra regeringens side. Socialdemokratiet er parate til at forhandle.

Tak. Så er det ministeren.

Det er jeg meget glad for. Sådan opfatter jeg også Socialdemokratiet – som et pragmatisk parti, som er interesseret i nogle gode vilkår. Min klare ambition er, at jeg fremlægger en vækststrategi til efteråret med afsæt i de anbefalinger, som vækstteamet kommer med, og dem skal vi selvfølgelig have studeret nærmere. For vi skal udnytte det store potentiale, vi har med Det Blå Danmark. Det er en fantastisk industri herhjemme. Det brander også Danmark på en helt utrolig flot måde, og jeg synes, vi kan være stolte af Det Blå Danmark. Derfor skal vi selvfølgelig sørge for, at branchen får de bedst mulige vilkår i Danmark.

Værsgo.

Ja, vi kommer det ikke meget nærmere i det her spørgsmål. Nu har jeg fået afklaret, at vi kommer til nogle forhandlinger til efteråret, og det ser jeg meget frem til. Jeg ser meget frem til regeringens udspil, så vi går videre til næste spørgsmål. Tak.

Tak for det. Så ved jeg ikke, om ministeren vil komme med en replik? Nej. Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Så er det næste spørgsmål til erhvervsministeren af hr. Thomas Jensen, Socialdemokratiet.

Værsgo for at læse spørgsmålet op.

Tak. Spørgsmålet lyder: Mener ministeren, at regeringen understøtter anbefalingerne fra regeringens vækstteam for Det Blå Danmark?

Ministeren, værsgo.

Som jeg også nævnte ved det sidste spørgsmål, mener jeg, at vækstteamet er kommet med et solidt og godt oplæg, som jo indeholder 11 hovedanbefalinger og 52 underanbefalinger. Det er alle anbefalinger, som skal bidrage til at fastholde og udvikle den danske maritime styrkeposition. Det vil være til gavn for både dansk økonomi og beskæftigelse. Med de anbefalinger i hånden har vi et godt udgangspunkt i det politiske system for at udarbejde og vedtage en ny vækstplan for Det Blå Danmark. Jeg vil bruge det som led i det arbejde, jeg har med at forberede en egentlig vækststrategi, som jeg præsenterer efter sommerferien.

Vi ønsker et stærkt erhvervsliv. Det har jeg sat mig i spidsen for at forkæle og gøre noget godt for. Det fremgår tydeligt af regeringsgrundlaget, ligesom det kommer til udtryk i regeringens daglige arbejde, at vi i regeringen prioriterer, at erhvervslivet har nogle gode vilkår. Regeringen arbejder allerede for at styrke Det Blå Danmark. Eksempelvis er regeringen i færd med at justere og afskaffe en række danske særkrav til danskflagede skibe, som vil bringe Danmark på niveau med konkurrerende søfartsnationer. Det vil give betydelige byrdelettelser, der skal gøre det mere attraktivt at have skibe under dansk flag.

Derudover er der igangsat en digitaliseringsindsats i Søfartsstyrelsen, og her skal en digitalisering af Dansk Internationalt Skibsregister, certifikater og beviser bringe dansk søfart ind i den digitale tidsalder. Det skal medvirke til at spare tid og penge for både virksomheder og myndigheder. Som annonceret vil regeringen som opfølgning på vækstteamets arbejde fremlægge en vækstplan for Det Blå Danmark til efteråret.

Tak. Så er det spørgeren, hr. Thomas Jensen.

Tak. Som sagt ligger det her spørgsmål lidt i forlængelse af det forrige. Igen vil jeg sige, at Socialdemokratiet ser meget positivt på de anbefalinger, der er kommet. Selvfølgelig skal de gennemarbejdes politisk, og vi skal se, hvad der er muligt. Er der nogle ting, der afføder nogle store omkostninger, som vi også kan finde finansiering til, er det også en opgave, vi skal se på herinde.

Men det, jeg er meget optaget af, er, at ministeren i sin tid som ordfører sagde det, der fremgår af dette citat fra Børsen fra oktober 2016:

»Tøver Danmark fortsat, så har vi ikke offshore-rederier, som kan samle væksten op ...«.

Derfor vil jeg også bare sende et signal til ministeren om, at det handler om, at vi kommer i gang og vi finder bred enighed om det her, så vi får de stabile rammevilkår, der kan sikre Det Blå Danmark. Det kan hive arbejdspladser hjem til Danmark, også i fremtiden. Tak.

Tak for det. Ministeren.

Det er jeg meget enig i. Det Blå Danmark sikrer arbejdspladser og valutaindtægter og er med til at finansiere vores velfærdssamfund i Danmark. Jeg vil altid være bannerfører for at sikre Det Blå Danmark bedst mulige vilkår.

Vi ser i regeringen nærmere på de anbefalinger, som vækstteamet har givet os, men jeg kan sige, at vi ser store perspektiver i brug af nye teknologier og digitalisering af Det Blå Danmark. Og som jeg har nævnt også i anvendelsen af havets ressourcer. Jeg er samtidig optaget af at sikre konkurrencedygtige vilkår for Det Blå Danmark. Vi skal også have sikret den nødvendige kompetenceudvikling, så erhvervet har adgang til de kompetencer, der skal til, for også i fremtiden at videreudvikle produkter og serviceydelser.

Derudover er markedsadgang central for det her store eksporterhverv. Det Blå Danmark er allerede stærkt til stede på det globale marked, men jeg ser et potentiale i yderligere at åbne døre via myndighedssamarbejde og markedsføring af danske løsninger.

Spørgeren, værsgo.

Tak. I forbindelse med de her to spørgsmål, der ligger meget tæt op ad hinanden, vil jeg faktisk godt stoppe spørgsmålene her, for vi har været rundt omkring det, der var vigtigt for mig at få svar på. Så tak til ministeren for besvarelsen.

Tak for det. Så er spørgsmålet afsluttet.

Det næste spørgsmål er til økonomi- og indenrigsministeren af hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Tak for det. Synes ministeren, at det er passende omgang med skatteborgernes penge, at kommunerne bruger 4,4 mia. kr. på leverandører med ejerskab i »verdens værste skattelylande«, jf. artiklen i bladet Kommunen, nr. 10, side 12?

Værsgo, ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Lad mig allerførst slå fast, at alle skal svare den skat, som de skal betale ifølge lovgivningen. Det håber jeg at vi alle sammen er enige om. At der så er tilfælde, hvor en virksomhed har en ejerstruktur sammen med en udenlandsk koncern, som ligger i et bestemt land, betyder ikke nødvendigvis, at der er tale om, at der betales en ukorrekt skat. Når der bliver betalt den korrekte skat, kan alle virksomheder som udgangspunkt lægge billet ind på de opgaver, som kommunerne udbyder.

Udbudsloven, som rettelig hører under erhvervsministeren, giver omvendt det offentlige mulighed for at udelukke virksomheder fra at være med i konkurrencen om offentlige opgaver, hvis virksomheden har overtrådt skattelovgivningen, ligesom der er regler for, at virksomheder kan udelukkes, hvis de ikke har overholdt skattereglerne, eller hvis de har gæld til det offentlige.

Når det gælder mulighederne for at lægge vægt på andre forhold, som f.eks. hvor virksomheden skattemæssigt hører til, så er det lidt sværere. Og det skyldes bl.a., at EU-reglerne på området indebærer, at de krav, som det offentlige stiller, skal være knyttet til det konkrete køb og ikke til virksomheden.

Tak. Så er det spørgeren.

Tak for svaret. Det var jo ganske glimrende. Det var desværre bare ikke helt svaret på det, jeg spurgte om, fordi jeg ville gerne høre ministeren, om han synes det er passende omgang med skatteborgernes penge. Altså, jeg er udmærket klar over, at der er en juridisk vinkel på det, som går på, at konstruktionerne kan være lovlige, og at skattetænkningen kan være lovlig, men det ændrer jo ikke ved, at der jo tilsyneladende har været for 4,4 mia. kr. eksempler på, at penge er havnet i skattelylande.

Synes ministeren, at det er passende omgang med skatteborgernes penge, at det er moralsk rigtigt?

Værsgo, ministeren.

Vi kender jo ikke alle eksemplerne konkret. Nu skal jeg lige se, om jeg kan finde det konkrete tal. Der stod i en artikel i Kommunen noget med, at det er 32 – så vidt jeg husker, ja – ud af de 1.000 største kommunale leverandør, der har ejerskab placeret i skattelylande. Hvordan det så forholder sig med den konkrete skattebetaling i de enkelte tilfælde kan jo være mere kompliceret end som så at finde ud af.

Det, vi har fokus på, er, hvad man kan gøre, for det er jo det, jeg som minister kan levere. Jeg kan jo ikke levere noget kun ved at komme med en moralsk tilkendegivelse; jeg kan levere noget, i forhold til hvad det er for en lovgivning og hvilke regler der er. Og der er det bare, jeg også er nødt til at henvise til, hvordan reglerne er, bl.a. i forhold til EU.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Det er muligt, at man ikke kan redde verden med moral, men det er da et godt sted at starte, tænker jeg. Og derfor kunne jeg jo godt stadig væk tænke mig at høre, om ministeren synes det er en god situation, vi står i nu. Er det en passende omgang med de penge, som hårdtarbejdende danskere leverer til SKAT? Nogle af pengene forsvinder så ud på Jersey eller andre lyssky bananrepublikøer og forsvinder simpelt hen ud af det danske system.

Det må ministeren da have en holdning til. Synes man, det er en god tilstand eller en knap så god tilstand? Og hvis ministeren så skulle mene, at det er en knap så god tilstand, så kunne jeg selvfølgelig godt tænke mig at høre, hvad man har tænkt sig at gøre fremadrettet for at få en bedre tilstand.

Tak. Ministeren.

Hvis der er nogen, der snyder, synes jeg, at det er moralsk forkert – ingen tvivl om det. Regeringen er i øvrigt i løbende dialog med Europa-Kommissionen om at forbedre mulighederne for at stille krav om skatteforhold i forbindelse med udbud. Der pågår også et arbejde i EU om at opstille en liste over ikkesamarbejdende skattejurisdiktioner, altså lande, der ikke samarbejder på skatteområdet.

Så hvis der er nogen, der snyder, er det selvfølgelig forkasteligt. Folk skal betale det, som de skal – det tror jeg at spørgeren og jeg kan være enige om. Så er der nogle begrænsninger fra EU's side, i forhold til hvad vi kan gøre. Vi arbejder på sagen for at se, om man kan gøre mere, end man kan i dag.

Værsgo.

Landets borgmestre har efterlyst nogle udvidede muligheder for at kunne fravælge leverandører. Jeg synes, at jeg så et sted, at der også er et arbejde i gang dér. Kan ministeren løfte lidt af sløret for, om det arbejde så gerne skulle føre til, at man i kommunerne har muligheder for at stille nogle ekstra krav eller simpelt hen fravælge de leverandører, man ikke bryder sig om?

Værsgo.

Jeg kan oplyse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, der varetager vejledningsopgaven omkring udbudsreglerne, inden sommerferien forventes at offentliggøre en vejledning om mulighederne for at stille krav på skatteområdet. Derudover er der, som jeg sagde før, den dialog, der er med Europa-Kommissionen, om at se på skatteforhold i forhold til udbud. Der er arbejdet i EU i forhold til at opstille en liste over ikkesamarbejdende skattelylande, og det arbejde forventes afsluttet inden udgangen af i år. Så det er de deadlines, jeg kan oplyse om.

Tak for det.

Det næste spørgsmål er til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Værsgo til at læse spørgsmålet op.

Tak, formand. Spørgsmålet er som lyder: Er ministeren enig i, at det muslimske tørklæde har politiske og sociale negative konsekvenser for samfundet?

Værsgo, ministeren.

Som jeg tidligere har sagt, er integration efter min mening ikke et spørgsmål om, at vi skal bøje os ind mod hinanden, og at man så mødes på midten. Når man kommer til Danmark, skal man tage det danske samfund til sig. Det betyder, at man skal tage de danske traditioner, normer og værdier til sig. Det er jo demokratiet, det er ytringsfriheden, religionsfriheden, men i høj grad også ligestillingen.

Jeg mener rent faktisk, at vi står over for en udfordring. Der er grupper i Danmark, som netop ikke mener, at piger og drenge, kvinder og mænd er lige meget værd, at piger ikke må gå alene på gaden, og at de ikke må opholde sig på steder uden opsyn af drenge og mænd. Og her er tørklædet efter min mening også et symbol på de holdninger.

Tørklædet er et udtryk for et kvindesyn, som ikke er foreneligt med ligestilling mellem kønnene. Tørklædet er derfor et symbol på de tendenser, som udfordrer vores sammenhængskraft i Danmark, og derfor bliver vi også efter min mening nødt til klart og tydeligt at sige, at når man kommer til Danmark, har man en forpligtelse til at tilpasse sig livet her.

Men jeg er også godt klar over, at der er en del, der tager tørklædet på som et politisk statement, et religiøst statement, for så har de gjort det frivilligt. Men jeg synes så også, man skal være meget opmærksom på og gøre helt klart, hvad tørklædet egentlig symboliserer, og det er nemlig, at piger og drenge, kvinder og mænd ikke er lige meget værd.

Spørgeren, værsgo.

Altså, når jeg stiller spørgsmålet, er det jo, fordi jeg faktisk mener, at diskussionen om tørklædet ofte kører af sporet, fordi man siger, at det drejer sig om religionsfrihed, og derfor vil man ikke gøre noget ved det. Men der, hvor jeg mener at det hører hjemme, er jo faktisk inden for den politiske kontekst, fordi jeg mener, tørklædet har nogle umådelig negative sociale konsekvenser for det danske samfund, som ikke skal undervurderes.

I alle mulige forhold, bl.a. i det forhold, at man ikke kan se folks ansigt – og jeg mener sådan set, at det er kendetegnende for et frit og åbent samfund, at man kan kigge folk i øjnene – har man jo problemer med niqab, og hvad de her forskellige hovedbeklædninger ellers hedder. Så derfor arbejder vi jo for at få forbudt tørklædet, og det gør vi også, navnlig fordi det har de her politiske konsekvenser for det danske samfund, som jeg mener vi simpelt hen bliver nødt til at gøre op med.

Der kunne jeg da godt tænke mig at vide, om ministeren måske er kommet os i møde, for jeg synes, det er alvorligt, og jeg synes, det bliver mere og mere alvorligt. Jeg synes jo også, at det her forhold at det danner mode, eller i hvert fald at det tager så meget til – også i de islamiske lande – faktisk kalder på en refleksion over, hvor alvorligt problemet er, og hvor alvorligt problemet kunne gå hen og blive.

Ministeren, værsgo.

Jeg tror, det er spørgeren bekendt, at jeg jo ikke mener, at man skal forbyde tørklædet. Men jeg vil sige, at jeg synes, det er helt afgørende, at vi tager en åben diskussion om, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol, og det er det i sin grundsubstans.

Jeg synes også, det er vigtigt at sige, at der jo helt sikkert også er – og det kan man så mene om, hvad man vil – en gruppe muslimske kvinder, der bærer tørklæde, netop som et politisk statement, som et religiøst statement. Men man skal bare være klar over, hvilke signaler det er, man så sender, når man tager tørklædet på. For tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol.

Spørgeren.

Tørklædet er så en del af det her shariakompleks med den her islamiske lovgivning, som jo går ind og snører menneskelivet ind i forbud, hvad der er rent, regler og alt muligt andet. Jeg mener sådan set, at man ved at tage det her tørklæde på tilkendegiver, at man faktisk ikke vil have noget at gøre med det danske samfund, og at man ønsker at leve i et parallelsamfund. Og jeg synes, at det er deri, de negative sociale konsekvenser er. Det er derfor, at jeg mener, at vi på et eller andet tidspunkt kommer til at gøre noget ved det, og jeg tror, at vi på et eller andet tidspunkt kommer til at forbyde det, for jeg synes, at den trend, der er i øjeblikket, og den måde, det breder sig på, er uhyrlig. Jeg synes, at det kræver et svar fra lovgivningsmagten.

Værsgo til ministeren.

Det kan jo nogle gange være lidt svært at diskutere med hr. Christian Langballe, for selv om der er ting, vi er uenige om, er vi nok meget enige om de store linjer. Men når det er sagt, tror jeg, at der, hvor vi ikke er enige, er i spørgsmålet om, om man skal lovgive imod tørklædet. Det mener jeg ikke at man skal og slet ikke, som det ser ud nu. Men jeg vil fastholde, at tørklædet er et kvindeundertrykkende symbol, og hvis man tager det på frivilligt, skal man også være klar over, hvilken symbolik tørklædet har.

Hr. Christian Langballe.

Grunden til, at jeg kan være svær at diskutere med, kunne jo være, at jeg har ret. Det er egentlig bare for at sige, at jeg kan se, hvordan det har udviklet sig i 1950'erne, 1960'erne og 1970'erne i de islamiske lande. Der kan man jo se at tørklædet er gået fra stort set at være fraværende, til at der er kommet en islamisk vækkelse, som gør, at tørklædet er blevet meget markant i bybilledet, også i de vestlige lande, i forhold til da jeg var dreng. Jeg boede som barn nogle år i Gellerupplanen, hvor der stort set ikke var et tørklæde, og hvis man tager derud i dag, kan man søreme se tørklæder. Derfor synes jeg bare, at det kalder på et svar fra lovgivningsmagten. Det er sådan set det, jeg efterlyser.

Ministeren for besvarelse.

Jeg tænker nu, at når det nogle gange er svært at diskutere med hr. Christian Langballe, er det, fordi det nogle gange er lidt svært at få den helt store uenighed frem. Det var egentlig mere det, jeg mente med det. Jeg tror, at der er mere, der samler, end der skiller. Men en de ting, der skiller, er jo så, om man skal lovgive imod tørklædet eller ej. Men jeg må sige, at vores syn på tørklædet og det, at det er et kvindeundertrykkende symbol, i hvert fald ikke skiller os ad.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet.

Det næste spørgsmål er til udlændinge- og integrationsministeren af hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Værsgo.

Tak, formand. Spørgsmålet lyder: Er ministeren enig i, at diverse integrationsprojekter gennem årene har slået fejl?

Værsgo til ministeren.

Jeg kan i hvert fald helt enkelt sige, at integrationen simpelt hen ikke har været god nok. Jeg har aldrig lagt skjul på, at det på ingen måder er acceptabelt, at så få indvandrere og efterkommere er i arbejde, og at så mange bliver fastholdt på offentlig forsørgelse. Jeg har heller aldrig lagt fingrene imellem, når det handler om kritik af parallelsamfund og social kontrol, som jeg synes er et ekstremt stort problem. Vi kan jo ikke ændre på fortiden, men vi kan tværtimod tage hånd om de problemer, som vi står med nu, og det mener jeg sådan set også at vi har gjort sammen langt hen ad vejen.

Jeg mener jo, at den bedste måde at få integrationen til at lykkes på, er at sikre, at de, der er kommet hertil, kommer ud på arbejdsmarkedet, og at vi så også er ærlige om at sige, at integrationen ikke handler om, at vi skal bøje os mod hinanden, og så mødes man på midten. Jeg mener, at man, når man kommer til Danmark, har en forpligtelse til at indrette sig, og at man har en forpligtelse til at tage det danske samfund til sig med de normer og værdier, vi nu engang har her, og så må man leve efter det. Noget af det, som jeg mener i høj grad har været med til at skubbe i den rigtige retning – og det håber jeg også vil vise sig, og vi kan allerede nu se tegn på det – er jo netop de meget, meget håndfaste krav, vi stiller, om, at man skal arbejde, med en meget lav integrationsydelse, der svarer til SU, med 225-timersreglen, der for mig at se er det bedste argument for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet, og et kontanthjælpsloft.

Men det gør det ikke alene. For man skal mere end bare arbejde. Man skal også tage landet til sig, og der mener jeg at vi med en helt anden stålsathed skal gå ind i den debat om forpligtelsen til netop at tage det danske værdisæt til sig. Vi har været alt for bange for at træde folk over tæerne og stille krav til de mennesker, der er kommet hertil, og det bliver nødt til at stoppe nu.

Så er det spørgeren.

Jeg vil godt igen prøve at skitsere – det har jeg gjort før – hvordan jeg ser på det. For nu har vi haft en masseindvandring, især siden 1983. Med den ulyksalige og frygtelige flygtningelov, som kom i 1983, har der jo været åbnet for sluserne, og nu har vi taget så utrolig mange mennesker ind, som ikke deler de forudsætninger, som vi har, som kulturelt set står et andet sted, og som er umådelig svære at integrere, også fordi den mængde er så stor, som den er, fra bl.a. Mellemøsten, for nu at sige det, ligesom det er. Altså, den islamiske indvandring er et kæmpe problem, og så er det i dag stadig væk, som om løsningen på det egentlig bare er at smøre nogle tandhjul i samfundets store maskineri, sådan at vi står der som sådan nogle værkmestre, der ligesom prøver at dreje lidt på det og siger, at det lykkes.

Jeg må bare sige, at jeg ikke mere tror på det. Jeg tror simpelt hen ikke på det. Jeg tror, at den danske stat og det danske samfund har påtaget sig en opgave, som de overhovedet ikke formår at løse, og det synes jeg måske så bare kunne være den virkelighedserkendelse og den sandhedserkendelse, som man på et eller andet tidspunkt politisk set kunne træde ind i, for så faktisk at kunne begynde at gøre noget, der er rigtigt, bl.a. at få lukket så massivt ned for den ikkevestlige indvandring, som man overhovedet kan.

Værsgo til ministeren.

Altså, jeg abonnerer ikke – hvilket jeg mener at venstrefløjen gør – på synspunktet om, at man bare skal smøre tandhjulene. Der skal andre tandhjul til, om man så må sige, for at få det maskineri til at køre, og der mener jeg jo sådan set, at vi har taget de første skridt til det, og det allerførste må jo netop være at få begrænset tilstrømningen. Det er jo derfor, vi har strammet så voldsomt op på udlændingeområdet, som vi har. Jeg behøver vel ikke at nævne 50 opstramninger, som vi har gennemført sammen, heriblandt jo netop det faktum, at det skal kunne betale sig at arbejde, at vi kræver, at folk forsørger sig selv, når de kommer hertil, og at vi også tør at kræve, at man skal tilegne sig sproget, og at man skal tage værdisættet til sig.

Tak. Så er det spørgeren.

Så er det jo bare, jeg spørger: Hvorfor egentlig foregive at kræve noget, som i langt de fleste tilfælde ikke kommer til at ske? Jeg er helt enig: Jeg tror sådan set også, at integrationen rent subjektivt er et spørgsmål om, at den enkelte vil integreres, og hvis den enkelte ikke vil integreres, tror jeg bare, det er spildte penge, der hældes ud i et stort, sort hul, og som ikke kommer til at betyde noget som helst.

Men der er bare noget, jeg synes er problematisk i hele den her diskussion, og vi vil gerne have flere stramninger. Vi er utålmodige, vi vil gerne have lukket de grænser mere, end de er i dag, og så vil vi faktisk også gerne nu kunne se, at man virkelig for alvor begynder at sende folk tilbage, at man får en hjemsendelsesstrategi fra dag et og begynder at sige: Kære venner, når I kommer hertil, så er det midlertidigt, og I skal hjem.

Det, som jeg har set, er, at folk bliver indvandrere fra dag et, og på et eller andet tidspunkt får de et statsborgerskab, og så er det bare sådan, som det kører, og så fortsætter og fortsætter det i en uendelighed.

Tak. Så er det ministeren.

Jeg er enig i, at hele flygtningebegrebet og -systemet jo ville bryde sammen, hvis ikke man bliver sendt hjem igen, når man ikke længere har brug for beskyttelse. Det er jo ligesom det, der er forudsætningen for, at man kan hjælpe flygtninge, og – tror jeg jo også bare man ærligt må sige – har lysten og viljen til at hjælpe, og sådan har det altid været. Når krigene først er slut, vender man som folkeslag hjem. Sådan har det også været, og det har danskerne også gjort tidligere. Og hvis flygtningesystemet ikke skal bryde sammen, må det nødvendigvis være sådan, at man bliver sendt hjem igen.

Tak for det. Det sidste spørgsmål.

Vi deler jo problemerne med resten af Europa og det der kompleks, der hedder EU-systemet, eller hvad man nu kalder det. Men jeg synes jo bare ikke, at der er nogen synderlig erkendelse af, at de flygtninge, der er kommet igennem tiderne, faktisk skal sendes hjem. Det er måske også det, der præger præsidentdebatten i Frankrig og forskellige andre steder, altså at man faktisk er begyndt at blive utålmodig, fordi man kan mærke, at de politikere, som hævdede, at de havde løsninger på problemerne, ikke har nogen løsninger. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge, om ministeren på europæisk og hjemligt plan vil arbejde på, at der laves hjemsendelsesstrategier, og at vi i langt større grad begynder at sende folk hjem.

Værsgo til ministeren.

Jeg kan sige, at jeg arbejder utrætteligt på at få sendt de mennesker hjem, der ikke længere har ret til at være her, og jeg kan også sige, at det på europæisk plan er en dagsorden, der faktisk kommer tydeligere og tydeligere frem, og det tror jeg er en erkendelse af nødvendigheden. Nogle gange skal man måske hen til nødvendigheden, førend politikere reagerer, for at være helt ærlig. Men jeg kan se, at det fylder mere og mere på den europæiske dagsorden, og det skal til stadighed også fylde mere på den hjemlige dagsorden.

Tak. Det var det sidste spørgsmål.

Så er der et spørgsmål til beskæftigelsesministeren af hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti, og der er en medspørger, hr. Ib Poulsen.

Værsgo for oplæsning.

Tak. Jeg læser spørgsmålet op: Hvordan vil ministeren sikre, at kommunerne bruger de rette sanktioner mod flygtninge og indvandrere, der ikke følger de krav, der bliver stillet til dem, når de er i praktik eller aktivering?

Ministeren.

Tak for det. Også tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne starte med at slå fuldstændig fast, at hvis man ikke møder op til f.eks. virksomhedspraktik uden rimelig grund, skal det naturligvis have konsekvenser. Sådan skal det være, uanset hvem det er, og det skal kommunerne sikre. For når man modtager en offentlig forsørgelsesydelse, skal man også stå til rådighed og gøre alt, hvad man kan, for at komme ind på arbejdsmarkedet, og når man kommer til Danmark og modtager en ydelse, skal man også stå til rådighed og leve op til de krav, der bliver stillet til en.

Derfor er det vigtigt, at kommunerne har fokus på området, prioriterer det og administrerer sanktionerne korrekt og konsekvent. Desværre viser en række praksisundersøgelser, at kommunerne laver for mange fejl, faktisk alt for mange fejl, når de giver sanktioner. Derfor har jeg også indskærpet over for landets kommuner senest her i marts måned, at der skal strammes op på området. Jeg følger området særdeles tæt. Sanktionsreglerne skal administreres korrekt, og det kan ikke understreges nok, heller ikke her i dag.

Derudover har jeg også bedt KL om at komme med forslag til, hvordan vi kan gøre reglerne mere enkle og lettere at administrere, så kommunerne derved får lettere ved at træffe afgørelser, for det må heller ikke være sådan, at det ikke får konsekvenser, hvis man f.eks. udebliver fra virksomhedspraktik, fordi reglerne er for komplicerede.

Derfor har jeg også klart meldt ud, at jeg er klar til at ændre reglerne, hvor målet er mere enkle regler, men uden at gå på kompromis med, at der skal gives sanktioner, hvis borgeren ikke står til rådighed.

Tak. Så er det hr. Bent Bøgsted.

Tak til ministeren. Jeg må indrømme, at jeg ikke synes, at det giver særlig meget, for når man ved, at reglerne er sådan, at hvis en kontanthjælpsmodtager, en, der er på integrationsydelse, ikke vil leve op til de krav, der bliver stillet fra kommunens side, så kan kommunen fratage ydelsen. Man kan se, at hvis det er en med dansk baggrund, der ikke lever op til kravene, vil kommunen ret hurtigt tage ydelsen fra vedkommende, men hvis det er en indvandrer eller flygtning, jamen så er man meget påpasselig. Bl.a. kan man høre i en udsendelse i tv, at en flygtning, der nægter at følge de regler, der er i den butik, han skal være i, bare går, og at han bagefter siger: Jamen der er ingen konsekvens, for de tager alligevel ikke ydelsen fra mig. Og man kan høre i nyhederne, at en integrationskonsulent, der har arbejdet for både Beskæftigelses- og Integrationsministeriet og i flere af landets kommuner, siger, at danskerne muligvis er nogle af de mest konfliktsky folk i verden. Når man taler om flygtninge, så har man en masse tanker og gode hensigter, men når man møder flygtningene face to face på et personligt plan, så trækker man sig tilbage, man tør ikke konfrontere flygtninge med den virkelighed, de befinder sig i. Det siger han.

Er det så ikke et spørgsmål om, at der måske er nogle, der ikke tør eller ikke vil følge op på de sanktionsregler, der er? For det, det drejer sig om her, er jo, at ministeren sikrer, at kommunerne bruger de sanktionsmidler, der er. Den her slags historier skulle vi slet ikke have. Der skulle ikke være nogen som helst, der kunne stå frem og sige: Jamen altså, jeg er da ligeglad, for de sanktionerer mig jo alligevel ikke. Spørgsmålet er, om den mand, der er stået frem og har sagt det, efter at han har været med i den udsendelse, er blevet sanktioneret efter udsendelsen eller ikke er blevet det. Det tror jeg faktisk ikke han er, for jeg tror alligevel ikke, sagsbehandlerne går ind og sanktionerer ham. Synes ministeren ikke, at det er et kæmpestort problem, hvis vi står i den situation, at det ikke medfører nogen sanktioner over for dem, der virkelig skal rammes, men at de over for den, der måske har misforstået det lidt, som f.eks. en dansk kontanthjælpsmodtager, er lynhurtige til at sanktionere?

Tak for det. Værsgo.

Jo, det synes jeg, for alle dem, der skal sanktioneres, skal have en sanktion, uanset hvem det er. Jeg har desværre ikke set udsendelsen i sit fulde omfang, jeg har kun set klip fra den, men det er da også stødende for mig, hvis det er sådan, at man ikke lever op til de forpligtelser, man har. Og derfor går jeg også ud fra, at man – med det signal, der er blevet sendt fra mig, senest den 24. marts, men nu også sendes her i dag – sanktionerer det. Hvad enten man er dansker eller en person med ikkevestlig baggrund, skal man selvfølgelig sanktioneres, hvis det er sådan, at man ikke vil møde op i forbindelse med f.eks. virksomhedspraktik, for det er aldeles uacceptabelt, at man ikke møder op. Det er jeg helt enig med hr. Bent Bøgsted i.

Tak. Værsgo.

Så langt lyder det jo godt, men til det om, at der bliver sendt et signal fra ministeren, vil jeg sige, at hvis ikke de følger op på det ude i kommunerne, så hjælper det jo ikke at sende et signal. Altså, det må jo være sådan, at man følger op på, om kommunerne sanktionerer de her personer, eller hvad de gør. Er det en forkert måde, man prøver at få integreret flygtninge og indvandrere på? Måske skulle de fra starten af have at vide: Hvis ikke du lever op til de krav, som vi har på arbejdsmarkedet, så har du måske valgt det forkerte land. Det vil sige, at man skal tilpasse sig det danske arbejdsmarked, at man ikke skal stille særkrav, og man skal selv gøre en indsats for at blive integreret, altså vise vilje og lyst til det; ellers skal man slet ikke være i Danmark.

Er det ikke sådan noget, de skal have at vide? Og skal vi ikke glemme alt det der med at være konfliktsky og sige: Hvis du vil være her og du har ret til at være her, har vi visse regler, der skal leves op til, og ellers kan du ikke være her i Danmark?

Tak. Ministeren.

Altså, først og fremmest anser jeg mig ikke for at være konfliktsky i forhold til den her diskussion. Og jeg ved også godt, at det nok ikke var det, hr. Bent Bøgsted hentydede til.

Det er nu engang et kommunalt ansvar at sanktionere, men det er klart, at jeg som minister også har en tilsynsforpligtelse, og det er jo det, Bent Bøgsted spørger til, altså hvordan vi så sikrer, at vi i højere grad sørger for, at de kommuner, der ikke lever op til at sanktionere, mærker en kærlig hånd fra beskæftigelsesministerens side. Jeg skal også nu overveje – også i forhold til det spørgsmål, der kommer lige om lidt, nemlig det efterfølgende spørgsmål – om der er behov for at gøre yderligere.

Det er jeg sådan set åben over for at diskutere, men jeg har brug for at sige, at det ikke er mig, der sidder og driver alle landets kommuner; det er et kommunalt ansvar. Og så kan det godt være, at der er behov for, at vi skal gøre en særlig indsats over for de steder, over for de kommuner, som åbenbart ikke ønsker at sanktionere eller ikke sanktionerer i det omfang, de skal.

Tak for det. Og så skal man lige huske at sætte hr. eller fru foran, når man tiltaler hinanden herinde.

Så er det en medspørger, hr. Ib Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Ja, der er jo nogle, der hævder, det kræver en holdningsændring hos den enkelte flygtning at være med i de her praktikforløb. Jeg mener måske, det er en holdningsændring hos regeringen, der skal til, så man indser, at det ikke er den rigtige vej at gå. Men det er så en helt anden diskussion.

Det, jeg vil spørge ind til, ligger i forlængelse af hr. Bent Bøgsteds spørgsmål i forhold til kommunerne. Jeg synes, at der var lidt ansvarsforflygtigelse fra ministerens side i forhold til det, at kommunerne ikke sikrer, at man tager ydelsen fra dem, som ikke passer praktikperioden. Så jeg vil bare spørge ganske enkelt: Hvordan vil ministeren sikre, at man får sanktioneret de enkelte kommuner, som ikke påtager sig det ansvar og er konfliktsky i den her situation, altså som ikke lever op til det? For der er jo nogle kommuner, der godt kan leve op til det.

Tak. Så er det ministeren.

Ja, jeg skal beklage, hvis jeg ikke fik tiltalt hr. Bent Bøgsted ved den rigtige tiltaleform. Og så kan jeg sige til hr. Ib Poulsen, at det her ikke er udtryk for ansvarsforflygtigelse. Det, jeg giver udtryk for, er den politik, der nu engang er: at kommunerne har ansvaret for at sanktionere. Jeg mener ikke, at jeg kan sidde og afgøre enhver sag, og jeg skal ikke afgøre enhver sag. Jeg har en tilsynsforpligtelse, som jeg bestemt tager seriøst. Derfor overvejer jeg da også, hvad der kan gøres yderligere – i forhold til den udsendelse, som blev vist i sidste uge, og som jo desværre viser, at der er problemer på det her område. Og det følger jo op på det brev, jeg sendte den 24. marts, så vidt jeg husker, til landets kommuner i forhold til den redegørelse, der kom, om brugen af sanktioner.

Men jeg er helt villig til at diskutere, om der måtte være behov for yderligere. Og det gør jeg også gerne med Dansk Folkeparti, da Dansk Folkeparti jo som oftest også har gode forslag til regeringen, og dem er der kun grund til at lytte til.

Tak for det. Værsgo.

Tak. Jamen er det ikke korrekt, at det er regeringens stort opsatte forløb i forhold til at få flygtninge i arbejde fra dag et, der er hele omdrejningspunktet i det her, mens vi i Dansk Folkeparti ønsker, at når flygtninge kommer hertil, kan vi klæde dem på til, at de kan komme hjem og være med til at genopbygge deres land? Det er jo der, den store forskel er.

Det er så ikke lykkedes for regeringen. Det kan vi se i nogle statistikker, der viser, at der i 2010 var 10 pct. i arbejde efter 1½ år, og nu har regeringen haft en periode, og vi er i 2015 nede på 7 pct. Så det vil sige, at den indsats, regeringen har pålagt kommunerne, ikke virker. Og så er det bare, jeg spørger: Det her er regeringens idé, og de har lagt ansvaret ud til kommunerne, så er det ikke også regeringens ansvar at følge op på, om de kommuner, der ikke tager ydelserne fra den enkelte, lever op til det, som er intentionen i loven?

Tak. Så er det ministeren.

Altså, først og fremmest må jeg sige til hr. Ib Poulsen, at de tal, der bliver nævnt, ved jeg ikke hvor kommer fra, altså i forhold til hvor mange der er ude på det danske arbejdsmarked. Det her spørgsmål kredser jo også om det, som integrationsministeren har ansvaret for. Det er bl.a. integrationsministerens ansvar, som vi taler om nu, men det er jo regeringen som et samlet hele, der selvfølgelig skal løse problemet.

Jeg mener, at en god integration finder sted ved at komme ud på det danske arbejdsmarked, lære sproget, bidrage til det her samfund, hvis det er sådan, at man ikke kan vende tilbage til det land, som man f.eks. er flygtet fra. Og derfor synes jeg, det er en god idé, at man bidrager til det danske samfund.

Tak for det. Og så er vi tilbage ved hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Tak. Jeg skal lige høre, om ministeren mener, at man kan lave en god integration, hvis flygtninge/indvandrere ikke har forstået, hvordan de skal begå sig på det danske arbejdsmarked, og hvilke krav de har at leve op til på det danske arbejdsmarked.

I den udsendelse, vi så, var der en flygtning, der ikke ville tage kasketten af og så gik hjem. Jamen altså, havde det været ude på arbejdsmarkedet, var han blevet fyret omgående, og han var blevet sat i karantæne og havde ikke kunnet få dagpenge i 6 uger, hvis han var med i en a-kasse. Er det ikke det, der er problemet: at flygtninge overhovedet ikke har begreb om, hvordan de skal begå sig på det danske arbejdsmarked, og at det er den indsats, der mangler?

Værsgo til ministeren for det sidste svar.

Der er behov for, at landets kommuner bliver endnu bedre til at lave en effektiv integration. Der er stor forskel kommunerne imellem, både med hensyn til hvor god man er til at få flygtninge og indvandrere i arbejde, men ikke mindst også det tema, vi diskuterer her i dag, altså hvordan der bliver sanktioneret, hvis folk ikke lever op til de regler, der er gældende.

Jeg er helt åben over for, at der kan være behov for yderligere sanktioner, yderligere opstramninger – for man skal bidrage til samfundet, når man er i Danmark.

Tak for det. Spørgsmålet er afsluttet.

Det næste spørgsmål er til beskæftigelsesministeren af hr. Bent Bøgsted, Dansk Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Mener ministeren, at der kan være behov for nye sanktioner over for flygtninge og indvandrere, der ikke lever op til kravene, når de er i praktik eller aktivering?

Værsgo til ministeren.

Der er et meget klart behov, som jeg også svarede til det foregående spørgsmål, for, at kommunerne efterlever de regler, som allerede eksisterer. Og som jeg sagde før ved besvarelsen af spørgsmål S 1126, viser en række praksisundersøgelser på området, at kommunerne laver for mange fejl og ikke administrerer sanktionsreglerne korrekt. Det er netop også derfor, jeg har indskærpet over for landets kommuner, at der skal strammes op på området.

Yderligere har jeg jo også nævnt her i spørgetiden, at jeg har bedt KL om at komme med forslag til, hvordan reglerne kan forenkles. Jeg har en meget klar forventning om, at kommunerne vil opprioritere området, så vi får sikret, at sanktionsreglerne bliver administreret korrekt.

Derudover har vi jo sammen, altså regeringen og Dansk Folkeparti, indført bl.a. 225-timersreglen, som sikrer, at dem, der kan arbejde, også reelt står til rådighed. Og det ser ud til, at timereglen virker efter hensigten, at folk kommer i arbejde. I første omgang er det ikke afgørende, om de kommer i job i få eller mange timer om ugen. Det afgørende er, at de får en tilknytning til arbejdsmarkedet, og det gælder ikke mindst for flygtninge og indvandrere. Vi kunne hvert fald konstatere, at andelen, som arbejder ved siden af kontanthjælpen, var 25 pct. højere i september 2016 end i foråret 2016, altså lige før 225-timersreglen trådte i kraft. Det skyldes bl.a. gode konjunkturer, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at timekravet også spiller ind.

Derudover vil jeg jo gerne, som jeg svarede ved det tidligere spørgsmål, række hånden frem til et samarbejde i forhold til at se på, om der skal gøres yderligere på sanktionsområdet. Én ting er, at det er nødvendigt, at der bliver talt i mere klart sprog og også mere direkte i forhold til de kommuner, der ikke lever op til sanktionsreglerne. Men der kan også være behov for yderligere opstramninger, for jeg vil gerne understrege igen, at det, som vi så i den tv-udsendelse, der blev sendt i sidste uge, er helt uacceptabelt.

Tak. Så er det hr. Bent Bøgsted.

Tak. Problemet er sådan set, at mange af de flygtninge og indvandrere, som var med i udsendelsen, tilsyneladende ikke blev sanktioneret. De er tilsyneladende ligeglade med, hvad der bliver sagt fra deres sagsbehandleres side. Og hvorfor er de det? Jamen de får jo deres ydelse alligevel, og så kan de tage ud til det næste sted, hvor de heller ikke bliver sanktioneret. For de vil ikke indordne sig under de arbejdsregler, der er på det danske arbejdsmarked.

Det kan ikke hjælpe noget, at de kommer ud og siger: Jamen vi vil have særregler vedrørende påklædning, vi vil have særregler vedrørende bederum, vi vil have særregler vedrørende mad, og vi vil have særregler om mødetider, og hvem vi skal arbejde sammen med, og hvordan det skal være. Jeg tror egentlig, at når det gjaldt ham, der ikke ville tage kasketten af, så var et af hans største problemer, at det var en kvinde, der talte til ham. Jeg tror, at hvis det havde været ministeren eller mig selv, der havde stået over for ham, så havde han måske makket ret.

Det er bare den der holdningsændring, der skal til, hvis de skal ind på det danske arbejdsmarked. Ellers skal de jo ikke være her. Hvis ikke de fra starten af, inden de bliver sendt ud i en virksomhed, har en forståelse af, hvordan man skal begå sig, når man kommer ud i et job, så duer det jo ikke. Så hjælper det ikke noget som helst.

Der er en telefon, der ringer. Undskyld, formand. (Formanden (Pia Kjærsgaard): Det er helt i orden). Det forstyrrer lige lidt.

Formanden: Jamen vi skal bede om, at der i hvert fald ikke er forstyrrelser, og hvis man har en telefon oppe på tilhørerpladserne eller andre steder, så skal man stoppe den.

Værsgo.

Tak, formand. Men altså, det, det handler om, er, at vi måske skal gå i den retning at se lidt mere på, at de, inden de kommer ud på arbejdspladserne, har forstået, at det ikke kan hjælpe, at de kommer og stiller særkrav, og at der er visse regler, de skal indordne sig under. Det skal vi være sikre på. De skal have en forståelse af, at det kan være en kvinde, der er deres chef. Hvis det er en kvinde, der kommer ud, skal hun også have en forståelse af, at hvis det er en mand, der er chef, så har han en tilgang til tingene som dansker og ikke den samme tilgang, som hun har, og at der er visse regler.

De skal glemme alt om, hvad de kommer fra. De siger, de er flygtet fra et land, som de ikke kan være i. De siger, at de er flygtet fra et system, som de ikke bryder sig om. Mange af dem siger, at det er den religiøse undertrykkelse, de er flygtet fra, og alligevel har de taget den med herop og vil have den indpasset i danske forhold. Det er totalt uacceptabelt.

Er ministeren ikke enig i, at vi er nødt til at se på, hvordan vi får dem gjort klar til at komme ud i praktik, inden vi sender dem ud?

Tak. Ministeren.

Jamen altså, jeg har svært ved at opnå den store uenighed med hr. Bent Bøgsted i den længere redegørelse, der nu kom. Det er helt uacceptabelt, hvis man af en eller anden grund mener, at man f.eks. ikke skal tage imod en ordre fra en kvinde. Som jeg sagde, har jeg ikke set udsendelsen i sin fulde længde, men jeg er da helt åben over for at diskutere, om der er behov for at gøre yderligere. Det er også krænkende for mig at se. Når man er inviteret og er i Danmark, fordi der er et sted, man er flygtet fra, så skal man altså også bidrage til det her samfund, hvis man kan, og vi må prøve at diskutere, om der kan gøres yderligere. Det er jeg sådan set villig til at gøre, så jeg rækker hånden frem til den diskussion.

Værsgo, spørgeren.

Tak for det. Det er svært at være uenig med en minister, der egentlig erkender, at der er behov for ændringer. Som jeg har forstået ministerens tilgang til det, er ministeren klar til at holde et møde om, hvordan vi strammer op på de her regler og får ændret lovgivningen, og det skal ministeren have tak for – hvis jeg har forstået det rigtigt.

Tak. Ministeren.

Nu er det jo heldigvis sådan, at hr. Bent Bøgsted og jeg tilbringer rigtig, rigtig mange timer sammen hver eneste uge – undtagen indtil videre sommerferien, men det kan også være, det kommer. Jeg er helt enig i, at der er behov for, at vi ser på det her regelsæt, både i forhold til hvordan kommunerne gør det bedre og mere konsekvent, men også hvad der potentielt kan gøres i forhold til yderligere opstramning og præcisering, så man også som enkeltperson ved, hvordan og hvorledes man bliver sanktioneret. Og det var jo lige præcis det, som hr. Bent Bøgsted startede med at stille spørgsmål om.

Tak for det. Det er nu medspørgeren, hr. Ib Poulsen, Dansk Folkeparti. Hr. Bent Bøgsted kommer tilbage.

Tak for det. Ikke nok med at kommunerne ikke bliver sanktioneret af regeringen, men den enkelte flygtning bliver jo heller ikke sanktioneret, og jeg ved ikke, hvordan regeringen stiller sig til det. Jeg synes ikke, vi får et ordentligt svar. Der er det her stort opsatte system, hvor man vil, at flygtninge skal i arbejde fra dag et, men vi kan jo se, at beskæftigelsestallene skriger til himlen. Der er i hvert fald plads til forbedring.

Så jeg vil bare spørge regeringen, om man ikke synes, at det, man har leveret indtil nu, er en fiasko. Det er jo helt klart, at der er uenighed om, om vi i det hele taget skal have det her system, som vi nu har, men i og med at vi har det, er det også i Dansk Folkepartis interesse at se på, om regeringen lever op til det, den egentlig har stillet borgerne og kommunerne og flygtningene i udsigt. Og der er meget, der tyder på, at det ikke er tilfældet. Tak.

Ministeren.

Nu gik det jo ellers lige så godt. Der var en åben dør til hr. Bent Bøgsted, der blev løbet helt ind, og der var en håndsrækning til Dansk Folkeparti, og det skal man da nogle gange passe på med at give. Men jeg lever fuldt op til det, jeg har svaret hr. Bent Bøgsted. Jeg er helt villig til at drøfte det her, og jeg er også villig til at svare på det spørgsmål, der hedder:

Mener ministeren, at der kan være behov for nye sanktioner over for flygtninge og indvandrere, der ikke lever op til kravene, når de er i praktik eller aktivering?

Jeg er helt åben over for det. Måtte der være andre ting, vi skal drøfte ved samme lejlighed, så gør jeg også gerne det. Men jeg har den holdning, at det er afgørende, at man kommer ud og er en del af det danske arbejdsmarked for at være med til at bidrage i stedet for at sidde på passiv overførselsindkomst. Det synes jeg ikke vi kan acceptere.

Tak. Hr. Ib Poulsen.

Jamen når vi ser i udsendelsen, at Saleem dropper ud af det ene praktikforløb efter det andet, fordi man kan gøre det og det ikke har nogen konsekvenser, så har vi et system, som regeringen har stået fadder til, som ikke virker. Og det er jo det, vi spørger ind til. Man har sendt nogle breve til kommunerne om, at de skal stramme op osv., men vi kan ikke se, at der er sket nogen store ændringer derude, og det er bare det, vi spørger til.

Kan vi ikke få noget mere håndfast om, hvordan man vil tackle det her i forhold til at få flere aktiverede, end vi ser nu, og få den der laissez faire-tilgang, som flygtninge har til at komme i praktikforløb, stoppet.

Ministeren.

Det blev straks bedre i anden runde, og det skal man kvittere for.

Jo, der er behov for at se på, om der kan gøres mere, ikke mindst at sætte mere effektivt ind. Det er jeg sådan set villig til at diskutere, både i forhold til kommunernes sanktionsbestemmelser, men ikke mindst også i forhold til den enkelte. Hvad enten det er en dansker, eller det er en med ikkevestlig baggrund, synes jeg, det er helt afgørende, at der ikke accepteres en eller anden laissez faire-holdning, som hr. Ib Poulsen giver udtryk for. Det kommer jeg så til at tage initiativ til at drøfte med Dansk Folkeparti. Jeg mener heller ikke, at nogen af de eksempler, vi har set offentligt, er tilfredsstillende.

Tak for det. Så er det hovedspørgeren, hr. Bent Bøgsted. Værsgo.

Tak, formand. Jamen i Dansk Folkeparti tager vi selvfølgelig imod den udstrakte hånd. Lad os bare få et møde om, hvordan vi løser de her problemer. Året er langt, og som ministeren ved, har man som folketingsmedlem og minister ikke særlig lang ferie. Det er ikke noget med, at vi holder ferie i 3 måneder, som der er nogen der påstår, så vi kan sagtens arbejde, efter at møderne i Folketingssalen er sluttet. Så lad os få løst de her problemer hurtigst muligt, så folk i hvert fald kan få en fair behandling, som de kan forstå, også flygtninge og indvandrere, nemlig at der er konsekvenser, hvis ikke man samarbejder.

Tak. Det sidste svar fra ministeren.

Nu kan det næsten ikke blive smukkere, for det er jo sådan, kan jeg oplyse, at hr. Bent Bøgsted og jeg selv mødes i morgen tidlig kl. 7.15 til et møde, og der kommer vi til at drøfte den her problemstilling. For jeg er helt enig i, at der skal følges op på nogle af de eksempler, vi har set.

Jeg kan også bekræfte, at folketingsmedlemmer ikke holder ferie i 3 måneder. Det er hårdtarbejdende mennesker.

Tak for det.

Så er der et nyt spørgsmål, og det er til undervisningsministeren af hr. Daniel Toft Jakobsen, Socialdemokratiet.

Værsgo til en oplæsning.

Tak for det. Hvad er ministerens holdning til, at en gruppe unge fra Stevns og Faxe er blevet afvist optagelse på det tættest beliggende gymnasium med den begrundelse, at de bor for langt væk fra det pågældende gymnasium, og agter ministeren at ændre bekendtgørelsen om optagelse på de gymnasiale uddannelser, så unge fremadrettet ikke kan afvises optagelse på det tættest beliggende gymnasium med den begrundelse, at de bor for langt væk fra gymnasiet?

Ministeren.

Tak. Lad mig indledningsvis slå fast, at jeg som minister som udgangspunkt ikke kan forholde mig til de konkrete sager. Fordelingsudvalgene, derimod, fordeler eleverne ud fra kriterier fastsat i bekendtgørelsen, og der er visse muligheder for genbehandling og klage, hvis en ansøger er utilfreds med fordelingen.

Generelt er det min opfattelse, at der skal tages størst muligt hensyn til ansøgernes ønsker, og det er også det bærende hensyn i de gældende regler. Praksis viser også, at langt de fleste ansøgere optages på deres førsteprioritet, og at det er relativt få ansøgere, som bliver henvist til en institution, de ikke selv har ønsket.

Det er imidlertid hvert år sådan, at der er nogle gymnasier, der er meget søgte, og andre, der ikke er så søgte; derfor er der desværre også hvert år nogle ansøgere, som ikke kan få opfyldt deres ønsker.

Reglerne i bekendtgørelsen fastsætter kriterierne for, hvordan fordelingsudvalgene skal fordele ansøgerne i sådanne situationer. Det centrale fordelingskriterium er afstanden fra ansøgerens bopæl til uddannelsesstedet, men der er også muligheder for at lægge vægt på andre kriterier.

Eksempelvis kan ansøgere komme frem i køen, hvis de ikke på anden måde kan få plads på en institution inden for en rimelig transporttid fra deres bopæl. Denne mulighed kan bl.a. bruges til at imødekomme en ansøger, der har valgt at søge det nærmeste gymnasium som førsteprioritet, og hvor andre gymnasier ikke ligger inden for en rimelig transporttid fra bopælen. Der er også fokus på elevfordelingsreglerne på andre områder end afstandskriteriet.

Det er min hensigt at indføre nye regler på området inden næste års elevfordelingsproces, og her må vi se, om det er muligt at skabe mere fleksible regler, der kan løse nogle af ulemperne ved de nuværende regler, samtidig med at der opretholdes en rimelig gennemsigtighed i processen. En situation som den, der henvises til i spørgsmålet, vil indgå i dette arbejde.

Spørgeren.

Tak for svaret så langt. Jeg må indrømme, at da jeg blev kontaktet af en god partifælle nede fra Stevns- og Faxeområdet i sidste uge, blev jeg egentlig meget overrasket. Det er jo sådan nærmest grotesk, at man kan søge ind på det tættest beliggende gymnasium og så få at vide, at der kan man ikke komme ind, fordi man bor for langt væk fra gymnasiet.

Der er en af fædrene til en af de afviste elever, der i et af de lokale medier dernede siger: Det virker håbløst og fuldstændig ude i hampen at afvise ham – altså hans søn – på det her grundlag. Og jeg må sige, at jeg godt kan forstå, at man siger sådan.

Problemet er jo, sådan som jeg forstår det i hvert fald, bekendtgørelsen fra 2016 om optagelse på de gymnasiale uddannelser. I den står der, at et gymnasium først skal optage dem, der bor tættest på gymnasiet. Det betyder, at en ansøger, der f.eks. bor 15 minutter væk fra gymnasiet, altid vil komme foran i køen i forhold til en, der bor 45 minutter væk fra gymnasiet – også selv om den, der bor 15 minutter væk fra gymnasiet, måske har mange gymnasier tæt på og måske ikke engang har valgt det tættest beliggende gymnasium som førsteprioritet, mens den, der bor 45 minutter fra gymnasiet, lige præcis har valgt det, der ligger tættest på. Og det virker helt urimeligt.

Så derfor vil jeg takke ministeren for tilkendegivelsen af, at ministeren vil se på bekendtgørelsen og også drage de her erfaringer fra Faxe og Stevns ind i billedet. Men det hjælper jo så ikke dem, der er blevet ramt helt konkret i den her omgang, og derfor vil jeg spørge: Hvad vil ministeren gøre for de konkrete elever, som har fået den her efter min vurdering helt urimelige besked i forbindelse med optagelsen det her forår?

Ministeren.

Tak. Først vil jeg sige omkring afstandskriteriet, som spørgeren jo taler om her, at det giver nogle uhensigtsmæssigheder – det gør det. Min forventning er også, at vi skal til at revidere reglerne og også have kigget på afstandskriteriet. Det, jeg blot vil varsle, er, at næsten uagtet hvilke regler, vi laver, kan der være uhensigtsmæssigheder i reglerne.

Det er ikke nogen undskyldning. For de pågældende elever handler det helt konkret om en vigtig del af deres tid, nemlig de ungdomsår, hvor de går i gymnasiet. Så kan de sådan set ikke rigtig bruge det til noget, at det er svært at lave nogle regler, som rammer rigtigt alle steder i landet. Der er også et fordelingsudvalg her, som skal administrere reglerne til bedst mulig gavn for eleverne.

Spørgeren.

I forhold til at ændre bekendtgørelsen fremadrettet er det jo lidt teknisk. I dag er der jo et kriterium, der så at sige handler om, hvor langt gymnasiet har til de forskellige elever, der har søgt ind på det pågældende gymnasium. Jeg tænker, at man rimelig nemt kunne skrive noget ind om, at der også er et kriterium, der handler om, hvor langt dem, der har søgt ind på gymnasiet, har til det gymnasium og til andre gymnasier – altså ikke bare afstanden fra det gymnasium til dem, der har søgt ind, men også afstanden så at sige for den enkelte elev til de forskellige gymnasier, der ligger rundt omkring den enkelte elev. Det kunne man måske skrive ind, men det er selvfølgelig en lille smule teknisk.

Derudover vil jeg bare lige høre, om det er rigtigt forstået, at ministeren ikke vil gøre noget som helst for de konkrete elever, der er blevet ramt i den her omgang. Jeg synes, det er et rimeligt spørgsmål, for det er jo ministeriets bekendtgørelse, som har skabt mange af de her problemer. Derfor synes jeg ikke, at det er helt urimeligt at spørge ministeren, om ikke ministeren vil gøre noget for de konkrete elever, der er blevet ramt nu. Og det er jo ikke bare mig, der spørger om det – det er også kommunalbestyrelsen nede i Stevns, som kraftigt anmoder ministeren om at gå ind i den her sag og hjælpe de konkrete elever, som er kommet i klemme.

Ministeren.

For det første vil jeg sige, at det jo er sådan, at de elever, som har meget langt til et gymnasium, har mulighed for at komme ind. Hvis man har 1 times kørsel – så vidt jeg husker – jamen så er man kommet ind på gymnasiet. Så dem, vi taler om her, er nogle, der ligesom er blevet fanget i det slip, der er, imellem de her forskellige afstandskriterier, og det synes jeg er meget uheldigt.

Det er vigtigt at sige, at når man har de her fordelingsudvalg, er det jo også ud fra en betragtning om, at de skal sidde i det lokalområde med det kendskab, de har, og træffe beslutninger. Der kan jo også være sådan noget som transportmuligheder, der kan have en betydning, og ikke kun afstand. Det kan være svært inde fra et ministerie at vide præcis, hvad der er den rigtige beslutning.

Tak. Sidste spørgsmål.

Jeg forstår ministeren sådan, at ministeren ikke vil gå ind at hjælpe de her konkrete elever, men jeg synes alligevel ikke, at ministeren bekræfter det helt. Så jeg vil bare give ministeren endnu en chance for at forholde sig til de her konkrete elever, der er blevet ramt. Jeg håber jo meget, at ministeren – på samme måde som kommunalbestyrelsen nede i Stevns håber det – vil gå ind at hjælpe de konkrete elever. Så er der en chance for det?

Så vil jeg spørge ministeren: Hvordan ville ministeren selv have haft det, hvis hun boede i sådan et landdistriktsområde og havde søgt ind på det nærmeste gymnasium og så fik at vide, at hun ikke kunne komme ind, fordi hun boede for langt fra gymnasiet? Og hvad siger det måske også om regeringens politik i forhold til det med et Danmark i balance osv.?

Men først og fremmest igen: Er det virkelig rigtigt forstået, at ministeren ikke kan eller vil gøre noget som helst for de konkrete elever?

Ministeren.

Nu synes jeg måske, at vi arbejder os meget langt ud i tankerækken, for jeg har en helt konkret bekymring for elever, som har svært ved at nå frem til deres gymnasium, uanset hvor det er henne i landet. Samtidig er der en ansvarsfordeling i det her, som handler om, at vi har nogle fordelingsudvalg, som kender områderne konkret, og som varetager udmøntningen af bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen fastsættes i ministeriet, og det er de regler, der er omkring fordeling, som vi skal i gang med at forhandle efter sommeren, og der vil Socialdemokratiet også blive indkaldt. Der kommer vi også til at diskutere de store udfordringer, der er, med at lave nogle regler, som både løser problemer i byerne og i landdistrikterne. Det ser jeg frem til – det bliver enormt svært, men det bliver en fælles udfordring.

Og med det siger vi tak til såvel ministeren som spørgeren.

Så går vi videre med et spørgsmål til kulturministeren, og det er af hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Synes ministeren, at det er passende for en public service-kanal som DR at reklamere dels for halalslagtet kød, dels for en specifik halalslagterforretning, sådan som det foregik i udsendelsen »Spise med Price i København«, og finder ministeren, at det var fyldestgørende oplysning om halalkød ikke at oplyse om, at halalkød er forbundet med halalcertificeringsafgifter, der tilgår islamistiske organisationer?

Ministeren.

Mange tak for spørgsmålet. Det er jo den slags spørgsmål, der opstår med jævne mellemrum, fordi alle forholder sig til, hvad DR producerer og distribuerer til os danskere. Men jeg bliver nødt til at genopfriske og gentage det grundlæggende princip, der er i dansk mediepolitik, for det er jo sådan, at DR som public service-institution er og skal være en fri og uafhængig institution i forhold til det konkrete, når vi taler om relationen til statsmagten. Det fremgår af radio- og fjernsynsloven, at DR er en selvstændig offentlig institution, og det betyder, at det i det daglige altså er bestyrelsen for DR, der er DR's øverste ansvarlige ledelse, og at direktionen har det daglige ansvar – også for programmerne.

Det betyder altså, at Folketinget har det, som vi kalder for armslængde, i forhold til de konkrete programmer, og dermed er jeg så også som kulturminister ligesom andre kulturministre afskåret fra at blande mig i den konkrete programlægning og i de konkrete programmer i DR. Derfor kan jeg ikke, og jeg vil heller ikke, forholde mig til, hvorvidt det er passende for en public service-institution at referere til eller at bruge halalslagtet kød i et program. Det er noget, det vedrører ledelsen i DR at forholde sig til.

Der, hvor vi som politikere kan gå ind og regulere, er jo, når vi skal forhandle et nyt medieforlig, og når der skal laves en ny public service-kontrakt med DR. Det er jo noget, der ligger foran os, og det er så på det mere principielle og overordnede plan, at vi kan regulere der.

Spørgeren.

Med al respekt er det et af de slappeste svar, jeg har modtaget. Jeg er rigtig ked af, at ministeren hverken vil eller kan eller har lyst til at svare på det her spørgsmål. På den baggrund har jeg simpelt hen ikke flere spørgsmål.

Ministeren.

Tak for det. Jeg må så sige, at jeg er som kulturminister sådan set forpligtet til at overholde loven, og det agter jeg at blive ved med, også selv om Dansk Folkeparti er kritisk over for det.

Vi siger tak til spørgeren og tak til kulturministeren.

Dermed går vi videre til det næste spørgsmål, og det er til transport-, bygnings- og boligministeren af hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Mange tak, formand. Har ministeren planlagt at tage initiativ til en national handlingsplan på transportområdet, der kan skabe en sammenhængende og langsigtet trafikpolitik?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg mener, at vi inden for transportsektoren ser op til flere positive skridt i retning af et sammenhængende transportsystem. Et eksempel herpå er takstharmoniseringen, der med opbakning fra en bred kreds af partier er gennemført på Sjælland. Med Takst Sjælland har Movia, DSB og Metroselskabet i samarbejde udviklet et prissystem, der har afhjulpet den tidligere uigennemskuelige og ulogiske takstjungle.

Også vest for Storebælt er trafikselskaberne i dag i gang med at lægge sidste hånd på en takstreform, der vil gøre det enklere og mere trygt for kunderne at orientere sig i og bruge systemet.

Rejsekortet og Rejseplanen er andre eksempler på de mange gode projekter, som binder transportsystemerne sammen og i dag findes inden for sektorerne.

Skuer vi fremad mod en nær fremtid, er det internationalt udbredte koncept MaaS, Mobility as a Service, et godt billede på, hvordan den digitale og teknologiske udvikling kan bidrage til at sikre et sammenhængende transportsystem og et bedre mobilitetsudbud.

Med MaaS-konceptet bliver mobilitet en tjenesteydelse, hvor den enkeltes transportbehov opfyldes på tværs af offentlige og private transportformer. Jeg ser store perspektiver i denne nye digitale udvikling og dennes betydning for transportsektoren. Derfor er det også en udvikling, regeringen ønsker at fremme.

Regeringen ønsker jo en mere effektiv infrastruktur, som binder Danmark sammen. Det er en forudsætning for at kunne tiltrække virksomheder og skabe fremgang i hele Danmark. Der er altså i de seneste år igangsat mange nye transportprojekter, og der ligger flere gode projekter i pipelinen.

Det betyder også, at der er rift om investeringsråderummet. Det begrænsede råderum fremadrettet betyder, at vi skal være mere selektive med, hvad vi bruger pengene på. For mig betyder det, at vi skal prioritere projekterne efter, hvilke det bedst kan betale sig at gennemføre, og hvor samfundet bliver rigere af, at de gennemføres. Det var vidst, hvad jeg havde tid til at sige.

Tak. Spørgeren.

Mange tak til transportministeren for besvarelsen af det her spørgsmål. Og det er jo fuldstændig rigtigt, at i forhold til det med at sikre, at man som passager har en større sammenhæng i, hvad for nogle bl.a. kollektive trafikmuligheder man vælger, arbejder man i retning af noget mere sammenhængende.

Det er også rigtigt, at man i forhold til takstsystemet har taget et tiltag, der gør, at det er mere logisk sammenhængende end tidligere. I Nordjyllands Trafikselskab har man bl.a. lavet en ny form for rejseplan, som ikke bare tænker den kollektive trafik ind, men også begynder at tænke f.eks. taxakørsel, så det kan kædes sammen med den kollektive trafik. Så der sker rigtig meget på det her område; det har ministeren ret i.

Det, jeg sigter lidt til med mit spørgsmål, er mere det, ministeren var inde på sidst i sin besvarelse, nemlig det med en mere langsigtet infrastrukturpolitik. Det kunne man måske også have spurgt lidt mere specifikt ind til.

Ministeren nævner så, at der er en række begrænsninger, bl.a. at der er nogle rammer for, hvad vi kan gøre, og hvor mange penge der er. Og derfor er vi så nødt til at bruge de penge, der er, så hensigtsmæssigt som muligt. Men det, vi bl.a. hører fra en række kommuner, er, at de har brug for nogle mere tydelige og langsigtede sigtelinjer, som de kan lægge sig op ad, så de ved, hvad der ligesom kommer til at ske på det område.

Jeg står med Danske Kommuners nyhedsmagasin, som bringer en længere artikel om, at kommunerne efterlyser en national transportpolitik. Der er bl.a. viceborgmester på Frederiksberg, Morten Jung fra Det Konservative Folkeparti, og han giver udtryk for følgende:

Der er behov for at få lavet en sammenhængende trafikpolitik, som rækker langt ud i fremtiden. Det er en fragmenteret planlægning, der sker for den samlede kollektive trafik. Så opfordringen fra kommunerne til Christiansborg skal lyde: Lad os få taget det lange lys på og få skabt nogle rammer, som vi kan agere på som landspolitikere.

Det er det, jeg gerne vil have ministerens kommentarer på, altså hvordan vi får lavet den langsigtede infrastrukturplan.

Tak. Så er det ministeren.

Jamen det er jo et rigtig godt spørgsmål. Sagen er, at meget af vores kollektive trafik jo er noget, der er organiseret lokalt, især af de regionale trafikselskaber. Og så spiller DSB så ind over, og så har vi de private fjernbusser, vi har taxaerne, og på et tidspunkt få vi måske også nogle selvkørende biler, der henter og bringer os.

Jeg sætter meget stor lid til den udvikling, der sker, på det digitale område med apps og udvikling af digitale tjenester, som koordinerer tingene med hinanden. Det sker alle steder, også i forhold til godstransport osv., og jeg er helt sikker på, at det også kommer til persontransporten. Det er jo allerede kommet i stort omfang, men jeg tror, det vil komme endnu mere.

Nogle gange er det bare sådan, at vi politikere bare kan følge med og se, hvad der sker, mere end vi kan stille os foran. Selv om vi selvfølgelig gerne vil tage æren for udviklingen, så handler det bare om at hægte sig på en udvikling, der foregår i forvejen.

Spørgeren.

Ministeren bliver ved med ligesom at svare inden for rammen af, hvordan vi organiserer vores trafik. Det har jeg stor respekt for, men noget af spørgsmålet går altså også på investeringsplanlægning.

Altså når man sidder ude i kommunerne som Morten Jung, De Konservatives viceborgmester på Frederiksberg, kan vi se, at så efterlyses det, at man har nogle sigtelinjer i forhold til, hvad vi kan regne med bliver investeret over de næste 5, 10, 15, 20 år.

Et helt konkret eksempel på, at der ikke tænkes tilstrækkelig langt frem, så vi jo, da man anlagde den første udgave af metroen i København, hvor det bl.a. var sådan, at man i forhold den station, der er på Kongens Nytorv, ikke havde taget højde for, at der nu skal laves den her cityring. Så nu er man nødt til at lave en ny station på Kongens Nytorv.

Det er altså det her med, at når man planlægger noget, er man ikke tilstrækkelig god til at tage højde for, hvad den næste etape bliver. Kan ministeren komme lidt mere ind på den del af det?

Vi er inde i afdelingen for 30 sekunder.

Værsgo til ministeren.

Jeg kan forsøge. Og her må jeg sige, at når det handler om investeringer i den kollektive trafik, især på jernbaneområdet, så har de et meget højt niveau i de her år. To tredjedele af de penge, vi bruger til investeringer i infrastruktur på transportområdet, går til jernbanen, selv om 90 pct. af al persontransport foregår på vejene.

Derfor er det regeringens mål at fremskaffe en større pulje af midler, som kan bruges til investeringer på transportområdet. Vi prioriterer altså det, der står for tur, og det er vejene. Regeringen har foretaget et valg, og det er, at hvis vi får fremskaffet 1 mia. kr. eller 10 mia. kr., så er det vejene, der står for tur, og ikke den offentlige transport, ikke jernbanetransporten.

Men der foregår mange ting allerede, altså, der foretages investeringer i elektrificering osv., som regeringen støtter. Der kommer flere penge via bedre-billigere-forligskredsen, som regeringen meget gerne deltager i. Så noget foregår der.

Spørgeren.

Formanden har jo ret: Det er ganske svært at spørge kort om noget, der er langsigtet, men jeg skal gøre mit bedste.

Det, vi efterlyser, er jo nogle større ambitioner på det her område, og at man ikke bare sidder og siger: Vi gør lidt, og hvis vi bare kunne gøre det lidt anderledes, ville det måske være bedre osv.

Hvordan får vi langt lys på, som de efterspørger ude i kommunerne? Hvordan får vi lavet en investeringsplan, der varer 20-30 år, og hvordan får vi noget mere volumen i den investering? Hvordan tager vi det op med EU, at vi skal have lov at investere mere i vores fælles infrastruktur, end i dag?

Det klarer vi så på 30 sekunder nu.

En vision, som ikke bakkes op af penge, er jo – måske med et lidt nedladende udtryk – et luftkastel. Og derfor synes jeg, at der skal penge til. Hvis regeringen f.eks. kan skaffe 10 mia. kr. eller 20 mia. kr. mere, så prioriterer vi vejene. Det kan godt være, at Socialdemokraterne mener, at de kan finde 10-20 mia. kr. yderligere og bruge dem på baneområdet eller anden kollektiv trafik. Men det kan regeringen ikke.

Vi siger, at vi kan finde et beløb, og det vil vi gerne bruge på vejene. Så det kan godt være, man har en vision her, men pengene mangler.

Spørgsmålet er afsluttet, og vi siger foreløbig tak til ministeren og spørgeren.

Man har åbenbart forudset, at tiden kunne blive begrænset, og derfor har man stillet et spørgsmål mere til samme minister og af samme spørger, og dermed får spørgeren ordet for oplæsning af spørgsmålet.

Værsgo.

Mange tak, formand. Hvilke muligheder ser ministeren i at tænde de kollektive elektroniske trafiktavler, der er blevet slukket af Vejdirektoratet, som følge af at direktoratet i 2016 mistede de 30 mio. kr. i årlige puljemidler, der hidtil har finansieret tavlerne?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Som vi drøftede på et møde i forligskredsen bag aftalen om en grøn transportpolitik i marts måned, og som det fremgik af det udleverede materiale på mødet, er den midlertidige driftsfinansiering til en række ITS-systemer fra den såkaldte ITS-pulje i regi af aftalen om en grøn transportpolitik udløbet. ITS-puljen er endvidere fuldt udmøntet – pengene er med andre ord brugt op. Set i lyset af den økonomiske situation har Vejdirektoratet gjort det, de nu engang må gøre i den situation. Vejdirektoratet har ud fra en samlet trafikfaglig og beredskabsmæssig vurdering prioriteret deres samlede ITS-portefølje. Det medfører, at de prioriterede systemer opretholdes, mens de ikkeprioriterede systemer slukkes. De prioriterede systemer er placeret steder, hvor Vejdirektoratet vurderer, at tavlerne er af særlig væsentlig betydning for sikkerheden. Det er ved udvalgte broer og tunneler, f.eks. ved Limfjordstunnelen.

På mødet i forligskredsen i marts blev vi enige om en midlertidig standbymodel for 2017 for de ikkeprioriterede systemer. Det betyder, at disse tavler slukkes. Disse systemer vil, som vi har drøftet i forligskredsen, blive taget ned ved årets udgang, medmindre der bliver tilført flere midler til området. Det er så dermed svaret på hr. Rasmus Prehns spørgsmål: Hvis der findes flere midler til området, kan de tændes igen og komme i drift igen.

Tak. Spørgeren.

Mange tak til ministeren for besvarelsen. Der er ikke nogen tvivl om, at vi har haft det her oppe i vores fælles forligskreds, hvor vi Socialdemokrater også er med. Så det her spørgsmål er ikke stillet for sådan at stå og kritisere ministeren og sige: Det er også ministerens ansvar og æh bæh buh. Vi har lige så meget ansvar fra socialdemokratisk side i forhold til at løfte det her.

Men når jeg tager det her spørgsmål med de trafiktavler op, er det jo, fordi det er et meget godt eksempel på det, vi diskuterede ved det forrige spørgsmål, nemlig det med det lange lys. Og her tænker jeg ikke på, at der er lys i tavlerne, men mere, at man er i stand til at planlægge ordentligt. Nu har vi faktisk nogle tavler sat op, som har den effekt, at de kan informere bilisterne, så de kan køre bedre og indrette sig bedre på trafikale vilkår osv. Pludselig løber pengene ud, og så er vi simpelt hen nødt til at tage de her tavler ned, selv om vi måske godt kunne sidde og være enige om, at det var smartere, at de fik lov at fortsætte.

Der er spørgsmålet så, minister: Hvad kan vi gøre, for at vi som transportpolitikere får friere rammer til at lave den langsigtede planlægning, der gør, at vi sådan set, hvis man kigger på det i en helhed, får mere for pengene og ikke skal lave det, som nogle i den her debat har kaldt for molboløsninger, og have nogle skilte hængende, som egentlig har tjent et godt formål, men som vi nu, fordi der er nogle penge, der er løbet ud, er nødt til at slukke for, og så kan de hænge der til ingen verdens nytte? Altså, kunne vi ikke få mere transport og trafik for pengene ved at få lov til at planlægge endnu mere langsigtet end det, vi gør i dag?

Ministeren.

Det er jo egentlig et godt eksempel på, hvordan frie rammer for transportpolitikere har ført til, at en ITS-pulje blev tømt. Før jeg blev minister, har der jo været drøftelser i den grønne forligskreds om, at man skulle bruge af pengene fra ITS-puljen til andre formål, og det har man så besluttet at gøre helt frit – med helt frie rammer har man besluttet at bruge pengene til andre formål, før jeg blev minister. Så det må man jo tage op med sig selv og med sine transportordførerkolleger fra dengang, hvor man besluttede, at pengene skulle bruges til noget andet.

Spørgeren.

Men sagen er jo her, at der faktisk er penge i den her pulje. Det er jo det, der gør, at folk synes, det er molboagtigt. De kan se, at der hænger nogle tavler deroppe, som førhen gav dem besked om at køre på en bestemt måde, så man fik en bedre trafikafvikling, end man ellers fik. Nu er pengene i den konkrete pulje så sluppet op, men ret beset har vi jo i den grønne forligskreds nogle penge stående, som vi, hvis vi måtte for Finansministeriet, kunne overføre nogle af til at få det her til at fortsætte eller udvikle det yderligere, så man kan få den her gode trafikafvikling fremadrettet.

Var det ikke oplagt, at man fik lov af Finansministeriet til at disponere lidt mere over de midler, der rent faktisk er på det her område, så vi kan lave den langsigtede planlægning, vi også talte om ved det forrige spørgsmål?

Ministeren.

Altså, den langsigtede planlægning og de beskeder, man får fra Finansministeriet, er jo, hvis jeg ikke husker helt forkert, nogle ting, der er blevet implementeret, mens der sad en socialdemokratisk finansminister ved navn Bjarne Corydon. Det er jo vores budgetlove, det er vores anlægslofter osv. Det er jo så et udtryk for, at Danmark gerne vil tilslutte sig EU's stabilitetspagt og leve op til de samme regler, som gælder for eurolandene, selv om Danmark ikke er medlem af euroen. Og for at gøre det har vi altså også forpligtet os på, at vi ikke må have underskud, der er for store, og det sætter så nogle grænser for, hvor meget vi kan låne også til infrastrukturinvesteringer. Det kan vi godt have en længere diskussion om og måske også se det formålstjenlige i at bløde op på, men det er jo så uden for min lønramme og også uden for hr. Rasmus Prehns lønramme.

Så er det sidste spørgsmål til spørgeren.

Tak til ministeren for den her repetition og historietime. Jeg kender udmærket til problematikken, det er inde på lystavlen, og det er endda også inde på trafiktavlen, tror jeg, altså den her viden. Jeg startede også med at sige, at vi også fra Socialdemokratiets side har et ansvar for det. Nu er der så gået en årrække, og vi kan se, at andre i EU begynder at tale om: Ja, det er meget godt at styre vores økonomi på den her måde, men det kan også blive for rigidt. Og det kan være, at vi sådan set i virkeligheden ved at have de her rigide rammer kommer til at spare os fattige eller kommer til at snyde os selv for nogle fordele, vi ville have, hvis vi havde lidt større fleksibilitet. Og der ved jeg godt, at det både er over ministerens lønramme og over min lønramme som transportordfører at diskutere, hvad der foregår i Finansministeriet. Men man kunne godt have den principielle drøftelse her i Folketingssalen, om ikke der kunne være perspektiv i, at man fik lov til at slippe lidt mere fri af det her, sådan at man ikke lukker ned for noget, der fungerer godt, fordi man er tvunget til det af nogle regler, og ikke fordi pengene mangler.

Jeg håber dog, at alle er tilfredse med deres lønramme.

Så er det ministeren.

Jamen jeg synes, det er helt rigtigt, at der er forskel på, om man stifter gæld i det offentlige til fordel for almindelig offentligt forbrug, løbende årlige udgifter, eller om det er til fordel for investeringer, der giver et afkast senere hen, f.eks. i form af en trafik, der flyder bedre. Det synes jeg er helt rigtigt, og det synes jeg godt man kan diskutere, altså at der skal gøres forskel på den slags ting i EU. Men det kræver jo så, at jeg kan overtale finansministeren til at forhandle på Danmarks vegne, og det kræver også, at hr. Rasmus Prehn kan overtale sin finansordfører eller sin partileder til, at det skal være Socialdemokraternes synspunkt. For indtil videre er vi jo bare en transportordfører og en transportminister, der står her og er enige om, at vores område bør tilgodeses af en anden lovgivning, men vi har ikke rygdækning til det fra dem, der er over os i regering og parti.

Så siger vi tak til spørgeren, men vi holder lidt på ministeren.

Det næste spørgsmål er også til transport-, bygnings- og boligministeren. Spørgeren er hr. Magnus Heunicke, Socialdemokratiet.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Vil ministeren i lighed med Tyskland, Frankrig og Belgien være med til at indføre bøder for chauffører, der afholder deres ugentlige 45 timers hvil i lastbilens førerhus?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Chaufførers hviletider er fastlagt i køre- og hviletidsforordningen. Efter køre- og hviletidsforordningen må de reducerede ugentlige hvil afholdes i førerhuset. Køre- og hviletidsforordningen siger derimod ikke noget om, hvorvidt de regulære ugentlige hvil må afholdes i førerhuset. Det er det regulære ugentlige hvil, der er på dagsordenen i dag. I Danmark fortolkes køre- og hviletidsforordningen således, at det regulære ugentlige hvil ikke må afholdes i køretøjet. Overtrædelse af dette kan derfor sanktioneres med bøde efter færdselsloven. Det er således allerede i dag strafbart, hvis en chauffør afholder sit regulære ugentlige hvil i køretøjet. Reglen er imidlertid meget vanskelig at håndhæve, da det i sagens natur kræver længere tids observation af køretøjet. I forlængelse af dette kan der peges på, at der heller ikke hidtil er ført sager ved domstolene om disse overtrædelser.

Det vil indførelse af skærpede sanktioner i form af højere bøder ikke ændre på. Bøderne i Tyskland er på op til 500 euro til chaufføren og 1.500 euro til virksomheden. Det svarer nogenlunde til det bødeniveau, der foreslås fastsat for de mest alvorlige overtrædelser af takografordningen i det køre- og hviletidslovforslag, vi for øjeblikket behandler her i Folketinget. Med lovforslaget foreslås det, at disse overtrædelser skal sanktioneres med 6.000 kr. til chaufføren og 12.000 kr. til virksomheden. Ved indførelse af sådanne skærpede sanktioner skal man være opmærksom på, at der p.t. verserer en sag ved EU-Domstolen om, hvorvidt det overhovedet er i strid med køre- og hviletidsforordningen at afholde det regulære ugentlige hvil i køretøjet.

Det er herudover forventningen, at Europa-Kommissionen ved sin forventede præsentation af vejpakken den 31. maj vil adressere problemstillingen. Regeringen vil i forhandlingerne om vejpakken arbejde for klarere og enklere regler på vejtransportområdet, som er lette at håndhæve. Det er også i tråd med positionen i vejtransportalliancen, hvor der arbejdes med flere forskellige løsningsmuligheder for at sikre balance mellem førernes arbejdsliv og privatliv. Det er således et område, der på europæisk plan er stor fokus på. Jeg har ikke problemer med at fastlægge et bødeniveau som i Tyskland, men et højere bødeniveau vil ikke ændre ved de vanskeligheder, der er forbundet med håndhævelse af forbuddet. Herudover er der risiko for, at EU-Domstolen kommer frem til, at det ikke er strid med køre- og hviletidsforordningen at afholde det regulære ugentlige hvil i køretøjet. I så fald vil nationalt fastsatte sanktioner være uden betydning. Tak for ordet.

Tak. Spørgeren.

Jeg vil sige tusind tak for det svar til ministeren. Jeg skal sige, at jeg ikke har noget ur på min pult. Jeg har et par minutter, ikke også?

Jeg skal nok hjælpe.

Tak, formand. Jeg vidste, jeg kan regne med formanden. Tak for svaret. Som jeg hører svaret, synes jeg, det er nuanceret og også en åbning for at se på tingene. Sagen er jo den, at i takt med at lande omkring os, lande syd for os fastsætter bødestørrelser på et niveau, der ligger væsentligt over Danmarks, og fordi, som ministeren redegjorde for, det er sparsomt, hvad der har været af sager – om nogen overhovedet – hvor det er blevet konstateret, at man har overnattet under det krævede ugentlige hvil på 45 timer, selv om det er ulovligt, i lastbilens førerhus – det er altså ikke mange sager, der har været af den slags, om nogen overhovedet – så kan man jo risikere, at der sker dette i Europa: Hvis der er højere bøder i Tyskland, i Frankrig, i Belgien osv., kan man risikere, at de lige kører over grænse og overnatter i Danmark, for man ved, at i Danmark er der ingen, der tjekker det. Og hvis der endelig var, er bøden så lav, så det ikke gør noget.

Mit opfølgende spørgsmål til ministeren er: Er man ikke bange for, at vi bliver en slags helle, hvor der ikke rigtig hersker nogen regler for arbejdsmiljø, når det drejer sig om det her? Hvis man tager en tur ud på de danske rastepladser, må man sige, at man virkelig skal kigge godt efter for at finde en dansk lastbil. Der er vel to-tre stykker pr. rasteplads, hvor der er dusinvis fra udlandet. Det er fint. Det er cabotage. Det må de gerne. Men de må ikke, hvis de overnatter under det ugentlige hvil. Ministeren står her og siger, at det faktisk sker. Så var det vel en idé at gøre noget ved det?

Ministeren.

Jeg har konstateret, at de har højere bødetakster i Tyskland på området, men jeg går ud fra, at tyskerne har de samme udfordringer med at håndhæve forbuddet mod at afholde det regulære ugentlige hvil i førerhuset, som vi har i Danmark. Der er blevet ført 0 sager i Danmark på det her område, til trods for at det allerede er forbudt, til trods for at der allerede gives bøder. Så svaret på spørgsmålet om, om jeg er bange for, at de udenlandske chauffører søger til Danmark for at holde deres regulære ugentlige hvil, fordi bødeniveauet er lavere end f.eks. i Tyskland, må være, at det tror jeg ikke, for jeg tror, at tyskerne har de samme problemer som i Danmark med at håndhæve det og uddele bøder på det her område. Så selv om bøderne er højere, gør det jo ingen forskel, hvis det ikke bliver håndhævet, og hvis bøderne ikke bliver uddelt.

Spørgeren.

Men det kan man jo undersøge. Det var da en idé at få det boret ud. Det er noget af det, vi har EU til. Hvis man kommer på rastepladser i Danmark, ser man, at det er helt entydigt, at der på trods af vores regler bliver overnattet i de her førerhuse. Det er ikke det, der er planen, det er ikke meningen, det er ikke lovligt, det er ikke reglerne. Det er heller ikke det, som skal være med til at sikre, at vi har et ordentligt arbejdsmarked. Ideen er, at de skal hjem til deres familie og holde weekend. De skal ikke sidde på danske rastepladser og overnatte og grille pølser på kølerhjelmen. De skal hjem til deres familie, og det sker altså overhovedet ikke i dag.

Jeg vil opfordre ministeren til at tage det her op med sine europæiske kollegaer. Jeg vil godt stille et skriftligt spørgsmål om, om man kan få kortlagt, undersøgt det her, for det er utrolig relevant, hvis der er lande, der har succes med det, som vi ikke magter i Danmark.

Ministeren.

Det er jeg enig med hr. Magnus Heunicke i. Derfor vil jeg også bede mit ministerium om at undersøge, om man i Tyskland i forlængelse af de højere bøder har fundet en mulighed for faktisk at håndhæve det forbud, der er på området, så bøderne kan blive uddelt.

Spørgeren.

Så har vi pludselig en spørger her, som er i væsentlig bedre humør, end da vi startede den debat, for det er det, formålet er. Ud over at udstille politiske uenigheder skal vi også prøve at se, om vi kan komme et skridt videre. Jeg synes, vi er nået et skridt videre. Så det arbejde vil jeg følge meget, meget nøje. Det synes jeg er en god idé. Ministeren nævnte også i sin første besvarelse det arbejde, der er med koordination med nogle lande i EU. Det er Danmark også med i, og ministeren prøver på Danmarks vegne at arbejde for mere klare regler på EU's side. Det er der i hvert fald også brug for på hele cabotageområdet. Er det her et særligt element, man har diskuteret i det regi?

Ministeren.

Det kan jeg ikke på stående fod huske, men jeg kan vende tilbage med at svar senere, hvis det ønskes.

Dermed siger vi tak til spørgeren. Det var ganske fint ramt med tiden.

Så beholder vi samme minister. Næste spørgsmål er til transport-, bygnings- og boligministeren af hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet.

Hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet, for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Tak, formand. Der er stadig ikke lys i lampen hernede, men vi må prøve at se, om ikke det går alligevel. Mener ministeren, at det er fornuftigt, at anlægget af en bro over rute 23 ved Knabstrupvej er projekteret i tredje etape af Kalundborgmotorvejen, når man samtidig i anden etape bruger 49 mio. kr. på en sidevej, som ingen funktion har, og hvor midlerne i stedet kunne bruges til østvendte ramper, hvis man fremrykkede byggeriet af broen over rute 23 til den planlagte anden etape, sådan som det er foreslået af Holbæk Kommune?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Udformningen af den anden etape følger anlægsloven, som blev vedtaget i Folketinget den 21. april 2015. Etableringen af en bro over rute 23 ved Knabstrup Møllebakke er ikke en del af anlægsloven. Derfor indgår den ikke i etableringen af anden etape. Broen er til gengæld en del af tredje etape af Kalundborgmotorvejen fra Regstrup til Kalundborg. Jeg er ikke bekendt med den konkrete sidevej til 49 mio. kr., hvorfor jeg ikke kan forholde mig til dens funktion. Dog må jeg hertil bemærke, at Holbæk Kommune tidligere over for mig har gjort opmærksom på en parallelvej i projektet, som de mente var overflødig. Vejdirektoratet oplyste i den forbindelse, at den pågældende vej har en relevant funktion, og at den desuden kun koster 10 mio. kr. Dermed er prisen for vejen hverken på højde med prisen for etableringen af broen over rute 23, som alene er estimeret til 34 mio. kr., eller østvendte ramper, som har et anslået anlægsoverslag på yderligere 20 mio. kr.

Samtidig må jeg gøre opmærksom på, at vi i øjeblikket står med en investeringsudfordring, som bl.a. medfører, at vi ikke kan flytte midler fra et fremtidigt projekt til et igangværende projekt, som kommunen foreslår. Det er desuden vigtigt at huske på, at østvendte ramper ved Knabstrup Møllebakke ikke har været en del af VVM-undersøgelsen af hverken anden eller tredje etape af Kalundborgmotorvejen. Det er derfor Vejdirektoratets vurdering, at der vil være behov for en VVM-screening af ramperne, hvis man beslutter at etablere dem. Der er mange faktuelle detaljer i denne sag, så jeg vil gerne sørge for, at der bliver udarbejdet et faktuelt notat til hr. Kaare Dybvad om emnet.

Spørgeren.

Jeg skal takke for svaret, og det notat vil jeg da bede om. Jeg kan ikke lade være med at blive lidt forundret over oplysningen fra Vejdirektoratet, for vi har været til møde for over et år siden – halvandet år siden er det snart – i Knabstrubhallen, hvor den her sag blev diskuteret. Dengang oplyste de en pris på 49 mio. kr., og nu siger ministeren, at det er 10 mio. kr. Det er jo selvfølgelig en anden pris. Men samtidig må man også sige, at det, vi kommer til at stå med her, er en vejstrækning, som ligger for enden af en motorvej, altså den anden etape af Kalundborgmotorvejen, hvor folk officielt må køre 110 km/t., og sandsynligvis vil der være nogle, der kører en smule hurtigere. Så har du Knabstrup Møllebakke-Knabstrupvej-overkørslen over motorvejen, som altså skal være i niveau, og hvor der ikke bliver lavet en bro nu og her, og så har du lige på den anden side en tosporet vej, hvor man må køre 90 km/t.

Det udgør jo et trafiksikkerhedsmæssigt problem, at du har en krydsning, som bl.a. skal krydses af skolebørn, som skal fra den sydlige side af vejen og ind til Knabstrup for at gå i skole, og at du har folk, der kommer kørende med meget høj fart på et stykke, hvor man officielt skal sætte farten ned til 70 km/t. og så bagefter skal sætte farten op igen. Alene dér er der et trafiksikkerhedsmæssigt enormt problem, som ikke bliver reguleret nu, hvor man også kan spørge: Hvornår bliver den tredje etape vedtaget? Det er der jo ingen der ved. Det kan være, at der går 10 år; det kan være, at der går 5 år; det er jo ikke til at sige. Der synes jeg da det ville være fornuftigt, hvis ministeren sammen med Vejdirektoratet sagde: Kunne man ikke sløjfe den der parallelvej uden om Skamstrup, som er sat til at koste 10 mio. kr., når der alligevel ikke er nogen, der kommer til at bruge den, hvis man laver ramper på motorvejen? Kunne man ikke prøve at arbejde hurtigt og finde ud af, om det her kunne lade sig gøre, i stedet for at vi skal have en situation, hvor skolebørn skal krydse et sted hen over en tosporet vej, hvor folk sandsynligvis kommer til at køre 100 km/t.?

Ministeren.

Jamen vi har jo ikke ramper på motorvejen på det sted, så det »hvis«, som hr. Kaare Dybvad nævner, nemlig at man kunne sløjfe den parallelvej, hvis der var ramper på motorvejen på det sted, er jo et »hvis«, der ikke findes i den virkelige verden. Jeg kan bare konstatere, at hvis vi sløjfer parallelvejen, sparer vi kun 10 mio. kr., og det giver ikke de nødvendige midler til at anlægge hverken ramper eller bro, og vi kan ikke tage af de penge, der er budgetteret med ude i fremtiden i fase tre af Kalundborgmotorvejen, og bruge dem til forbrug i den nærmeste nutid i fase to. Det kan vi ikke.

Spørgeren.

Nu blev det med molboagtigt nævnt for lidt tid siden, og jeg skal ikke sige, at det alene er ministerens skyld, for det er det bestemt ikke, men det er jo molboagtigt. Holbæk Kommune har jo tidligere over for Vejdirektoratet givet udtryk for, at de f.eks. også kunne sløjfe den cykelbro, der skal være over Hanerupvej, og som står til en pris på 8-9 mio. kr., og de har sådan set forsøgt at være meget rimelige og har også sagt, at hvis vi får lavet den her bro nu med eller uden ramper, kan man faktisk køre 90 km/t. hele vejen indtil uden for Svebølle. Det vil sige, at nogle af de trængselsproblemer, som er på Kalundborgmotorvejen, på Skovvejen her, vil man faktisk allerede nu kunne løse. Og jeg synes da, at det et eller andet sted i folkestyrets ånd kunne være interessant, hvis ministeren kunne prøve at kigge på, om det her kunne lade sig gøre, altså om man kunne få den her løsning allerede nu, som, sådan som Holbæk Kommune flot har præsenteret det i Folketingets Transportudvalg for nylig.

Ministeren.

Det har jeg kigget på, og sagen er bare, at det vil føre til en meromkostning i fase 2, som der ikke er dækning for. Den meromkostning kan vi ikke finde penge til i fase 2. Der ligger nogle penge ude i fase 3, men det er altså på et senere tidspunkt, hvor der er mulighed for at bruge pengene.

Spørgeren.

Okay. Det er jo sådan, at når man sidder som folketingsrepræsentant for sådan et område og man skal hjem og forklare, hvordan vi gør det herinde, kunne man godt nogle gange lige bruge et argument mere end det, der har at gøre med nogle regnskabsoverførsler, eller at der ikke er lavet VVM. Jeg tror, der er meget få, hvad enten det er socialdemokrater eller LA-folk eller Venstrefolk i Holbæk Kommune, som kan forstå, hvordan det her ikke kan lade sig gøre, når det er en så åbenlyst bedre løsning for både trafiksikkerheden, men sådan set også for den trængselsudfordring, der er på Skovvejen i øjeblikket.

Ministeren.

Jeg tror, at folk over hele landet og også i og omkring Kalundborg kan forstå den problemstilling, at nogle gange har man først pengene til de ting, man gerne vil, når man kommer længere ud i fremtiden. Det tror jeg alle normale mennesker, som også inkluderer mig selv, kan forstå. Når vi har skullet spare op til ting, vi gerne ville have ude i fremtiden, kunne vi ikke bare bruge pengene her og nu, fordi vi først havde pengene ude i fremtiden. Jeg synes egentlig, det er en unødig komplicering af tingene, som hr. Kaare Dybvad der forsøger at lave.

Tak. Dermed er det spørgsmål besvaret.

Vi har et mere til samme minister, nemlig transport-, bygnings- og boligministeren, og det er også af samme spørger, nemlig hr. Kaare Dybvad, Socialdemokratiet.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt, at Slagelse Kommune ikke får den fulde støtte fra Landsbyggefonden til deres helhedsplan, der ellers har til formål at løfte kommunens fire udsatte boligområder?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Der er i den boligaftale, som Socialdemokratiet er med i, afsat en ramme i Landsbyggefonden på 465 mio. kr. om året i perioden 2015 til 2018 til boligsociale indsatser og huslejenedsættelser. Minimum halvdelen af pengene skal bruges til boligsociale indsatser i helhedsplaner, som skal løfte de udsatte boligområder. Målet med helhedsplanerne er at bryde den negative sociale arv, skabe bedre tryghed og fremme en entydig ledelse lokalt. Desuden er der i boligaftalen afsat en investeringsramme på 18 mia. kr. i Landsbyggefonden fra 2015 til 2020 til at støtte renoveringer, ligesom der er afsat en pulje på 160 mio. kr. om året til infrastrukturforandringer i samme periode.

Det er ganske store summer, som kommuner og boligorganisationer kan ansøge om for at løfte deres udsatte boligområder socialt og fysisk. Så store summer forpligter naturligvis kommuner og boligorganisationer til at sikre en koordineret organisering af indsatserne, men det fordrer også en ansøgningsprocedure, som sikrer en forsvarlig anvendelse af de mange penge i Landsbyggefonden. Det er Landsbyggefonden, som prioriterer midlerne efter de rammer, der er fastsat i udmøntningen af boligaftalen – det vil bl.a. sige i den lovgivning, som den daværende socialdemokratiske boligminister gennemførte. Her er en af forudsætningerne, at der bidrages til helhedsplanen med lokal medfinansiering på 25 pct., ligesom Landsbyggefonden kan engagere sig i processen med udarbejdelse af en helhedsplan, som har en kvalitet og et ambitionsniveau, der matcher de lokale udfordringer. Det er derfor overladt til Landsbyggefonden at tildele støtte til helhedsplanerne og at vurdere, hvor stor en støtte der gives til den enkelte kommune og boligorganisation til deres helhedsplaner.

Værsgo.

Jeg synes sådan set ikke, at ministeren svarer på spørgsmålet. For spørgsmålet var, om ministeren mener, at det var hensigtsmæssigt. Spørgsmålet var ikke, hvordan det bliver bevilget. Det er jeg udmærket klar over. Men er det hensigtsmæssigt, at vi står i en situation allerede nu, hvor Landsbyggefonden ikke har midler nok til at give tilskud til noget rimeligt i forhold til to af de områder, som er på regeringens liste over udsatte boligområder, nemlig Motalavej i Korsør og Ringparken i Slagelse, og derudover yderligere to områder, som har sociale udfordringer. Dem har man ikke råd til at give det tilsagn, som egentlig er meget rimeligt, og som ligger på de her 40 mio. kr. med en stor medfinansiering fra også Slagelse Kommune.

Grunden til at jeg spørger, om ministeren mener, at det er hensigtsmæssigt, er også, at ministeren jo har meldt ud, at nu skal der laves en ændring af Landsbyggefonden. Der skal bevilges nye penge til små, billige boliger i de store byer, som der står i regeringsgrundlaget, fra Landsbyggefonden, som jeg har forstået det. Og i den forbindelse kunne det være interessant at sige, at hvis der skal tages penge fra Landsbyggefonden til at lave det initiativ, hvor lidt kan man så regne med at få i f.eks. Slagelse Kommune?

Værsgo.

Det initiativ, vi har på dagsordenen for øjeblikket, med at få bygget små, billige boliger handler mere om kommunale incitamenter. Det er ikke på dagsordenen lige nu at se på, at små, billige boliger skal bygges med penge fra Landsbyggefonden. Det er ikke det, der er på dagsordenen.

Det er jo igen det her med pengene. Altså, der blev lavet en boligaftale under Carsten Hansen som boligminister, hvor man vurderede, at man kunne tage 18 mia. kr. til formålet i Landsbyggefonden. Man tog også penge til andre formål i Landsbyggefonden, og det var det, man vurderede som et holdbart beløb at tage fra Landsbyggefonden på det tidspunkt. Så konstaterer hr. Kaare Dybvad nu, at jamen der er nogle, der gerne vil have flere penge. Ja, men det betyder jo ikke, at vurderingen fra dengang om, hvad man holdbart kunne tage fra Landsbyggefonden, nødvendigvis var forkert. Alle kan jo bruge flere penge, men man foretager en vurdering af, hvad man kan tage fra Landsbyggefonden, og den vurdering er ikke nødvendigvis forkert.

Men nu kigger vi på Landsbyggefondens økonomi fremadrettet, også for at kunne lave en ny boligaftale i den her valgperiode. Og så kan man jo på det tidspunkt eventuelt prioritere flere midler til formålet, hvis man føler, at der er behov for det.

Spørgeren.

Ja, men jeg vil også gerne spørge, om ministerens parti har tilsluttet sig forliget om boligaftalen.

Ministeren.

Ja, bortset fra en mindre del, som også De Konservative står uden for.

Spørgeren.

Hvilken mindre del er der tale om der?

Ministeren.

Det var en meget lille, isoleret del, som handlede om nogle krav om praktikordninger, tror jeg, som De Konservative ikke var med i, og fordi der ikke er et regeringsparti, der var med i den aftale, er resten af regeringen heller ikke med i den del af aftalen.

Så siger vi tak til spørgeren.

Næste spørger er hr. Jan Johansen med et spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren, og man får meget nemt ved at overholde tiden, for nu virker uret igen.

Værsgo til spørgeren for oplæsning af spørgsmålet.

Ja, og det er jo sidste spørger, så det var godt, at det virkede lige til sidst.

Mener ministeren, at det er hensigtsmæssigt for integrationen, at mere end hver fjerde beboer i den almene boligsektor er indvandrer eller efterkommer, mens det kun er 8 pct. i den øvrige boligsektor, som LLO fremhæver i deres seneste medlemsblad?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Et afgørende formål med den almene boligsektor er at stille boliger til rådighed til priser, der er til at betale for boligsøgende med lav og almindelig indkomst uanset social status og herkomst. En stor del af indvandrere og efterkommere tilhører den del af befolkningen, som har en lav indkomst. Der er derfor ikke noget at sige til, at relativt mange indvandrere og efterkommere finder deres bolig i den almene boligsektor.

Når det er sagt, er den almene boligsektor også udfordret. Vi har almene boligområder, hvor andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere er meget høj, og hvor mange beboere har sociale problemer. Det gavner ikke integrationen. Derfor indgår andelen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere også som et af kriterierne i opgørelsen af ghettolisten, og det er regeringens mål at nedbringe antallet af udsatte boligområder, hvilket også vil sige antallet af boligområder med en stor koncentration af ikkevestlige indvandrere. Bl.a. derfor må kommuner heller ikke anvise boligsøgende med ikkevestlig baggrund til udsatte boligområder, og kommunerne må ikke placere flygtninge her.

Kommunerne har ytret ønske om at kunne inddrage private lejeboliger i den boligsociale indsats i større omfang. I det netop fremsatte lovforslag om frikommunenetværk indgår derfor et forslag om at udvide muligheden for aftaler om kommunal anvisningsret i private udlejningsejendomme. Det er forsøg, jeg støtter, og jeg vil følge forsøgene i frikommunerne nøje med henblik på at vurdere behovet for at justere reglerne på området. Det ændrer dog ikke på, at den almene boligsektors berettigelse er at stille boliger til rådighed for personer med lave indkomster, og bl.a. derfor bor der også mange med ikkevestlig baggrund i netop de almene boliger.

Spørgeren.

Tak til ministeren for svaret. Det er da rigtigt, at man ikke må indkvartere flygtninge i boliger, hvis de står på ghettolisten, og det er jo et rigtig godt initiativ, vi fik lavet i den lovgivning under den tidligere regering. Men jeg mener stadig væk, at det er et kæmpeproblem, når man har så mange indvandrere og efterkommere boende i boligområder, og det giver jo ghettolignende områder nogle steder.

Har ministeren andre planer end dem, ministeren lige har nævnt, for at komme problemet til livs? Har ministeren tænkt over, hvilke andre ting man kan gøre for netop at få flere ud i den private udlejningssektor? For det er jo kun 8 pct. med anden etnisk herkomst end dansk, der bor derude.

Ministeren.

Jeg tror, at vi her må sige, at de mest effektive redskaber ligger uden for boligpolitikken. Vi bruger nogle redskaber i boligpolitikken, og vi bruger dem godt, men der findes mere grundlæggende redskaber uden for boligpolitikken. Det handler om, hvor mange udlændinge med ikkevestlig baggrund der kommer til Danmark, hvor regeringen står for en stram, men retfærdig udlændinge- og flygtningepolitik, og så handler det i meget høj grad også om integration af ikkevestlige indvandrere på arbejdsmarkedet, altså at de skal i arbejde i stedet for at være på offentlig forsørgelse. Og der er der meget der kan gøres endnu, og det arbejder den her regering videre med.

Spørgeren.

Jeg kan konstatere, at i 2010 var der 59.019, der fik opholdstilladelse, og i 2015 var der 84.683, der fik opholdstilladelse. Så problemet bliver jo ikke mindre med årene. Det kan godt være, at der kommer færre ind nu, men vi har jo en stor stigning i antallet af folk med opholdstilladelse, og jeg kunne jo godt tænke mig, at vi kiggede på, hvordan vi egentlig fik flere over i den private udlejningssektor, hvor der ikke bor ret mange. Det kunne være godt, at vi fik det spredt, så vi ikke får parallelsamfund. For de tal, vi kender nu, er jo gennemsnitstal for hele den almennyttige sektor, men hvis vi går ud i bestemte områder, er det mange flere end hver fjerde med anden etnisk baggrund og efterkommere, der bor der. Så derfor er det jo et kæmpeproblem, som vi bør sætte os ned og kigge på, for ellers bliver det uholdbart på lang sigt, når vi ved, at der er kommet mange flere opholdstilladelser frem til 2015.

Ministeren.

Ja, der skete jo en stigning under hr. Jan Johansens tidligere socialdemokratisk ledede regering, og størstedelen af det mener jeg ikke skyldes den regering, det skyldes internationale forhold, flygtningekrise osv. Men noget af det skyldes, at hr. Jan Johansens regering lempede udlændingepolitikken i de år – bl.a. afskaffede man den daværende integrationsydelse og igen tilbød fuld kontanthjælp til folk, der kom hertil fra udlandet. Så det må hr. Jan Johansen tage op med sin egen regering.

Men i øvrigt vil jeg sige, at jeg er enig i, at vi skal prøve at inddrage den private sektor i løsningen af de boligsociale problemer. Men vi har privat ejendomsret i landet, og vi kan ikke beordre nogen til, at man skal udleje til folk med boligsociale problemer. Så vi må belønne den private sektor for at udleje til folk med boligsociale problemer, så private udlejere selv har lyst til at tage del i opgaven.

Sidste spørgsmål til spørgeren.

Jamen jeg vil bare gøre ministeren opmærksom på, at alle de tiltag, der er taget i forbindelse med flygtninge og indvandrere, er vi jo med i fremadrettet. Og det er rigtigt, at vi er løbet ind i virkeligheden, men vi ved jo godt, at det er antallet, der betyder noget, og derfor har vi arbejdet sammen om de her ting. Det var en anden situation, da vi sad i regering.

Men jeg vil stadig væk godt opfordre ministeren – jeg ved godt, at vi ikke kan tvinge nogen – til at arbejde på, at vi får spredt folk af fremmed herkomst mere i de store områder, så de ikke klumper sammen, for det giver jo ingen integration på sigt. Og det vil vi gerne være med til at arbejde for, det er hundrede procent sikkert.

Ministeren.

Men det vil jeg gerne forpligte mig på – det er i forvejen min politik at forsøge at gøre det. I det hele taget må vi sige, at selve ideen med, at man samler alle med boligsociale problemer i bestemte boligområder, som er en idé, der i høj grad er undfanget af Socialdemokratiet, har vist sig at spille fallit.

Dermed siger vi tak til spørgeren og ministeren.

Spørgetiden er slut.

I dag er der yderligere meddelelser.

Skatteministeren (Karsten Lauritzen):

Lovforslag nr. L 211 (Forslag til ejendomsvurderingsloven) og

Lovforslag nr. L 212 (Forslag til lov om ændring af skatteforvaltningsloven, lov om kommunal ejendomsskat, ejendomsværdiskatteloven og forskellige andre love.(Ny vurderingsankenævnsstruktur, regler om klagesagsbehandling for vurderingssager og ændringer som følge af en ny ejendomsvurderingslov m.v)).

Titler på de anmeldte sager vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Dermed er der ikke mere at foretage i dette møde.

Folketingets næste møde afholdes i morgen, torsdag den 4. maj 2017, kl. 10.00.

Jeg henviser til den dagsorden, der fremgår af Folketingets hjemmeside.