Du er her: Forsiden › Undervisning › Til læreren › Politiker for en Dag
Et minifolketingPolitiker for en Dag ligger i et ca. 300 m2 stort lokale under tårnet på Christiansborg. Centeret er indrettet som et højteknologisk minifolketing med Folketingssal, Vandrehal, bibliotek, udvalgsværelser, medlemskontorer og gruppeværelser. 46 computere og tre servere styrer spillet suppleret af en ansat i Folketinget, der er elevernes guide gennem hele spillet.
En dag med diskussioner og beslutningerEt besøg i Politiker for en Dag byder på flere udfordringer. Eleverne placeres i fire fiktive partier, der ikke har en bestemt ideologi. Eleverne tager i stedet udgangspunkt i deres egne holdninger og får derved mulighed for selv at skabe deres egen politik. Eleverne i disse fire partier udgør sammen med fem virtuelle partier 179 medlemmer af et fiktivt Folketing – uanset om der er 16 eller 28 elever i klassen.
Eleverne godkender et fiktivt folketingsvalg, og bagefter fordeler de gruppeformands- og ordførerposter i de enkelte partier. Eleverne tager stilling til i alt tre forslag og påvirkes undervejs i beslutningsprocessen af partifæller, vælgere, eksperter og interesseorganisationer. Også pressen har en rolle i spillet.
Der skal holdes taler og laves politiske aftalerEleverne holder ordførertaler i Folketingssalen og deltager i udvalgsmøder. Her har de en minister i samråd og modtager deputationer (f.eks. en gruppe bekymrede borgere). De indgår også aftaler med de fem virtuelle partier om ændringer af de enkelte forslag for at opnå flertal i Folketingssalen ved 3. behandling.
Rollespillet afsluttes med afstemninger i centerets Folketingssal. Her er det Folketingets formand, der virtuelt og på storskærm leder møderne i salen.
Senest opdateret: [06.01.2010]Sideansvarlig: Linda Kubasiak Johansen