Partierne

 Et politisk parti kan påvirke udviklingen i samfundet enten ved at få valgt medlemmer i Folketinget, i kommunalbestyrelser eller i regionsråd. De kan også søge at påvirke udviklingen i samfundet uden for de folkevalgte organer, for eksempel ved at partiets medlemmer skriver indlæg i aviserne eller på andre måder forsøger at få partiets synspunkter frem i offentligheden.

Partierne er ikke nævnt i grundloven

Partierne er ikke nævnt i grundloven, for de var ikke dannet i 1849, da grundloven blev indført. Men grundloven nævner i paragraf 56, at folketingsmedlemmerne skal stå fast ved deres egen overbevisning, og at vælgerne ikke må diktere deres holdninger. Alligevel er det mest normale, at folketingsmedlemmerne følger partiets fælles fastlagte linje.

Alle kan som udgangspunkt melde sig ind i et politisk parti. Dog skal medlemmet overholde partiets vedtægter og være enig i partiets program og kun være medlem af ét parti ad gangen. Cirka 180.000 danskere er for øjeblikket medlem af et politisk parti.

Næsten alle partier har desuden en ungdomsafdeling. Her kan man øve sig i politik, hjælpe moderpartiet eller debattere med de ældre politikere. Mange toppolitikere er begyndt deres karriere i et ungdomsparti.

Med 1849-grundloven fik Danmark sit første demokratiske parlament, Rigsdagen, der bestod af Folketinget og Landstinget. I starten fandtes der ingen partier. I 1849 forventede man ikke, at folket skulle tilkendegive sin vilje gennem partier, men via enkelt-personer, der så blev valgt på grund af deres synspunkter og personlige egenskaber. Det var ikke alle, der kunne stille op til Rigsdagen. Kvinder var f.eks. udelukket. Det samme gjaldt ca. en fjerdedel af den mandlige befolkning over 30 år, primært tjenestefolk og modtagere af fattighjælp.

De første partier dannes

Efterhånden begyndte folketingsmedlemmer med de samme holdninger at danne klubber, hvor de mødtes og diskuterede. I starten var klubberne løst organiseret, men efterhånden fik de en fastere form. Klubberne udgjorde grundlaget for de partier, der blev dannet omkring 1870. Det Konservative Folkeparti (tidl. Højre) og Venstre (tidl. Det forenede Venstre) opstod begge som sådanne klubber i Rigsdagen, det vil sige som sammenslutninger af folketingsmænd, der allerede var valgt. I begyndelsen fungerede de to partier kun her. Først senere kom lokalafdelinger - i form af vælgerforeninger - til.

Socialdemokratiet blev, i modsætning til Højre og Det forenede Venstre, stiftet uden for Rigsdagen. Det skete i 1871. Partiet opbyggede fra starten en stærk partiorganisation. Hovedopgaven var i første omgang at skaffe så mange medlemmer som muligt. Det var først i løbet af 1880'erne, at partiet blev i stand til at vinde nogle få mandater i Folketinget.

Samfundsudviklingen i slutningen af 1800-tallet førte til en skarpere opdeling af samfundet. Fælles for de tre ovennævnte partier er, at de hver især var knyttet til en bestemt erhvervsgruppe eller klasse: Højre til godsejere og embedsmænd, Det forenede Venstre til bønderne og Socialdemokratiet til arbejderne. Både Det forenede Venstre og Socialdemokratiet var desuden del af en mere omfattende bevægelse, henholdsvis andels- og arbejderbevægelsen. Omkring 1920 spillede disse partier og bevægelser en afgørende rolle for organiseringen af det danske samfund.

Nye partier opstår

Nogle af de partier, som er dannet i 1900-tallet, er opstået ved, at en folketingsgruppe er blevet splittet. I 1905 udskilte Det Radikale Venstre sig fra Venstre. I 1959 blev Socialistisk Folkeparti dannet efter en splittelse i Danmarks Kommunistiske Parti. I 1967 opstod Venstresocialisterne som en udbrydergruppe fra Socialistisk Folkeparti, og i 1995 knækkede Fremskridtspartiet over i to dele. Udbryderne dannede Dansk Folkeparti.

I oktober 1999 meldte samtlige 4 folketingsmedlemmer af Fremskridtspartiet sig ud af partiet og valgte at forvalte deres mandater under gruppenavnet Frihed 2000. Frihed 2000 blev opløst i februar 2001.

I 2007 opstod Ny Alliance. Partiets stiftere var folketingsmedlemmer og europaparlamentsmedlemmer fra Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti. Partiet ændrede navn til Liberal Alliance den 28. august 2008.

Andre partier er blevet dannet ved, at en række mennesker har sluttet sig sammen, enten fordi de delte samme samfundsopfattelse eller i protest mod enkeltsager. En sådan sammenslutning stiftet uden for Folketinget har så efterfølgende prøvet at blive valgt ind i Tinget.

Enhedslisten startede oprindeligt som et valgteknisk samarbejde uden for Folketinget mellem Socialistisk Arbejderparti, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti, men har i dag udviklet sig til en egentlig medlemsorganisation uafhængigt af de partier, der tog initiativet .

Kristendemokraterne (tidl. Kristeligt Folkeparti) og Fremskridtspartiet opstod som reaktion på enkeltsager. I det første tilfælde var det især loven, der tillod salg af pornografiske billeder, og den friere adgang til abort, der var den udløsende faktor. I det sidste var det de høje skatter. Begge partier har efterfølgende formuleret en politik på de fleste af samfundslivets områder. Der er imidlertid også eksempler på partier, som kun har koncentreret sig om enkeltsager, f.eks. Pensionistpartiet og De Grønne. Endelig er der partier og lokale lister, som alene stiller op til kommunalvalgene.

For at kunne stille op til folketingsvalgene skal partierne enten sidde i Folketinget i forvejen eller have samlet et antal underskrifter, der svarer til 1/175 af de gyldige stemmer, der blev afgivet ved sidste valg.

Det er sin sag for nye partier at få de mange underskrifter i hus. Det er ikke nok at stille sig ud på gaden og få folk til at skrive under på en anmeldelsesblanket. Der kræves også en aktiv handling fra den, der underskriver. Når underskriften er godkendt på folkeregistret, sendes den tilbage til underskriveren, der så selv skal sørge for at videresende den til partiet.

Medlemmerne i de danske partier er enkeltpersoner, ikke erhvervsorganisationer, fagforeninger eller lignende. Til gengæld prøver hvert enkelt parti at hverve så mange medlemmer som muligt. Man taler derfor også om de danske partier som massepartier.

Partierne stiller som hovedregel ikke specielle betingelser til de mennesker, der ønsker at melde sig ind. Dog skal medlemmet overholde partiets vedtægter, være enig i og loyal over for partiets program samt kun være medlem af ét parti ad gangen.

Vælgerforeninger og lokalafdelinger

Alle medlemmer indgår i en lokalafdeling eller vælgerforening. Vælgerforeningerne er med til at udbrede partiets synspunkter i befolkningen, bl.a. ved at hverve nye medlemmer. Samtidig bakker foreningerne op bag partiets repræsentanter i såvel kommuner som Folketing. De store partier har lokalafdelinger i alle kommuner, de mindre i de enkelte regioner eller måske kun i visse dele af landet. Lokalafdelingerne udgør tilsammen partiets landsorganisation. Hvis partiet har repræsentanter i Folketinget, udgør disse en selvstændig gruppe, folketingsgruppen, som løbende holder møder om arbejdet i Folketinget.

Landsmødet - den øverste myndighed

Den øverste myndighed i partierne er landsmødet, hvor repræsentanter fra alle niveauer i partiet samles for at diskutere de overordnede politiske linier. Der er forskel på, hvor ofte disse møder holdes, typisk en gang hver andet år. Landsmødet vælger en hovedbestyrelse og eventuelt et forretningsudvalg, som tager sig af beslutningerne mellem landsmøderne.

I Socialdemokratiet kaldes den øverste myndighed for 'kongressen'. I Det Konservative Folkeparti 'landsråd'. Enhedslisten fortrækker navnet 'årsmøde'.

De fleste politiske partier arbejder på grundlag af et partiprogram. Man kan skelne mellem to typer: Principprogrammer og arbejdsprogrammer. Principprogrammet indeholder partiets overordnede og principielle holdninger. Arbejdsprogrammet er mere konkret og tjener som et arbejdsredskab i det daglige. Her beskrives partiets politiske planer for den nærmeste fremtid på en række samfundsområder.

Fastlæggelse af partiets holdninger

Principprogrammet vedtages af partiets øverste myndighed. Det sker som regel efter en omfattende debat på alle niveauer i partiet, det vil sige i lokalafdelinger, hovedbestyrelsen, partiledelsen og i folketingsgruppen. Nogle partier nedsætter et programudvalg, der laver et forslag til et nyt principprogram. Andre lader folketingsgruppen om det. Arbejdsprogrammerne bliver derimod ofte vedtaget af enten partiets hovedbestyrelse eller folketingsgruppe.

Det er forskelligt fra parti til parti, hvem der bestemmer partiets politik i Folketinget. I nogle partier er det folketingsgruppens medlemmer. I andre er det landsorganisationen og/eller hovedbestyrelsen. I Socialistisk Folkeparti bestemmer hovedbestyrelsen f.eks. over folketingsgruppen, mens det i Det Konservative Folkeparti er folketingsgruppen, der fastlægger politikken i Folketinget.

Afvigelser fra partiets linje

I grundlovens § 56 står der: "Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere." Ikke desto mindre forventes det, at folketingsmedlemmerne følger den linje, som partiet er blevet enig om. Partierne har forskellig praksis for, hvor store afvigelser fra partilinjen der bliver accepteret. Generelt kan man sige, at de fleste partier mener, at der skal være plads til individuelle tilkendegivelser, men at det samtidig sjældent tillades, at et medlem offentligt taler for opfattelser, der er helt anderledes end partiets.

I visse 'følsomme spørgsmål' stiller partierne dog deres medlemmer frit, dvs. at de ikke behøver at stemme ens, men kan følge deres overbevisning. Medlemmerne bliver dog ikke stillet frit, hvis det betyder, at regeringen så kommer i mindretal og derfor må gå af.