Grundloven

Grundloven er Danmarks vigtigste lov. Alle andre love skal overholde grundloven.

Af de mere end 1.300 love, vi har i Danmark, er der én lov, der er hævet over alle de andre, nemlig grundloven.

Grundloven er Danmarks forfatning, dvs. den lov, der beskriver de grundlæggende regler for samfundet. Grundloven beskriver bl.a. den enkelte borgers rettigheder og pligter, f.eks. at der er ytringsfrihed, religionsfrihed og værnepligt.

I grundloven står der også, at den øverste magt i Danmark skal deles mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt.

Folketinget har den lovgivende magt. Det vil sige, at Folketinget vedtager alle de love, der skal gælde i Danmark. Regeringen har den udøvende magt og sørger for, at lovene bliver til virkelighed i samfundet. Det tredje ben i magtens tredeling er domstolene, der har den dømmende magt. Domstolene dømmer, om lovene overholdes.

I Danmark fejrer man hvert år grundlovens fødselsdag 5. juni. Men hvordan blev grundloven egentlig indført?

Fra 1660 til 1848 havde Danmark enevælde og i 1700-tallet begyndte modstanden mod enevældet at ulme rundt om i Europa. Befolkningerne stillede krav om, at folket skulle være med til at bestemme, hvordan deres land skulle styres, og flere steder blev monarkiet væltet og erstattet af en republik.

Efterhånden som den internationale udvikling tog fart, erkendte Kong Christian den Ottende, at Danmark også måtte have en fri forfatning. Da han døde, gjorde hans søn, Frederik den Syvende, arbejdet med forfatningen færdig.

Den Grundlovgivende Rigsforsamling

Forfatningen var en grundlov, som kongen selv var underlagt, og som skulle give frihed og lighed til folket. Den Grundlovgivende Rigsforsamling skulle udforme den endelige grundlov. Rigsforsamlingen bestod af 152 medlemmer, som blev valgt af kongen og folket. De vedtog en grundlov med 100 paragraffer, og den 5. juni 1849 underskrev Frederik den Syvende Danmarks første grundlov, Junigrundloven.

Vi siger, at Danmark gik fra enevælde til folkestyre med grundlovens indførelse i 1849, men Danmark fik reelt først demokrati i 1915, da også kvinderne fik stemmeret.

Grundloven deler magten i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. De tre magter er uafhængige af hinanden og kontrollerer samtidig hinanden.

Den lovgivende magt
Folketinget har den lovgivende magt. Det er kun Folketinget, der kan vedtage love og dermed bestemme, hvilke regler der skal gælde i landet. Folketinget har også en anden særlig vigtig opgave, nemlig at vedtage budgetter for Danmark. Og så kontrollerer Folketinget, hvordan regeringen fører lovene ud i livet.

Den udøvende magt
Regeringen har den udøvende magt. Det betyder, at det er regeringens opgave at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.

Den dømmende magt
Domstolene har den dømmende magt. Domstolene afgør, hvordan lovene skal fortolkes, og om folk har overtrådt de love, som Folketinget har vedtaget. Domstolene skal kun rette sig efter det, der står i loven. Folketinget eller regeringen kan ikke bestemme, hvad en dommer skal dømme. Dommerne kan heller ikke afskediges af Folketinget eller regeringen.

Magtbalancen
Den lovgivende og den udøvende magt, dvs. Folketinget og regeringen, afbalancerer hinanden på denne måde:

• Folketinget har magt til at vælte regeringen eller en minister. En minister skal gå af, hvis et flertal blandt Folketingets 179 medlemmer udtrykker mistillid til ham eller hende. Hvis det er statsministeren, som Folketinget udtrykker mistillid til, skal hele regeringen gå af, eller der skal udskrives folketingsvalg. Dette kaldes også for det parlamentariske princip.
  
  
•  Statsministeren kan til enhver tid opløse Folketinget og udskrive folketingsvalg. Hvis regeringen f.eks. har svært ved at få gennemført den ønskede lovgivning, kan statsministeren opløse Folketinget. Det kaldes også for opløsningsretten.
  
  

Domstolene kan underkende de love, Folketinget vedtager, hvis de strider mod grundloven.

Dronningen – ingen reel magt
Grundloven er i sin nuværende form fra den 5. juni 1953. Men i sine hovedtræk går lovteksten helt tilbage til 1849. Det betyder, at noget af teksten ikke ikke forstås ordret. Grundloven siger f.eks., at kongen og Folketinget i fællesskab har magten til at lovgive. Sådan er det ikke i virkeligheden. Folketinget har eneretten til at vedtage love. Dronningen skal bare skrive lovene under. Der står også i grundloven, at kongen har den udøvende magt. I dag betyder det, at dronningen rent formelt udnævner ministrene i en regering. Hun har ingen indflydelse på, hvem der skal være minister. Det bestemmer statsministeren. Så i praksis står dronningen altså uden for magtens tredeling.

Ideen med tredelingen
Tredelingen af magten forhin­drer, at én person eller ét statsorgan alene har magten, hvilket kunne føre til magtmisbrug. Hvis kun én person havde magten, kunne han eller hun f.eks. selv bestemme, hvad der skulle stå i en lov, og hvad der skulle ske, hvis loven blev brudt. Magtens tredeling er derfor afgø­rende for, at et demokrati fungerer.

Hvor stammer ideen fra?
Ideen med tredelingen af magten stammer fra den franske filosof Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755). Han skrev i en bog i 1748, at den øverste magt burde fordeles over institutioner, der hver for sig er uafhængige og kontrollerer hinanden og dermed har en vigtig funktion i samfundet.

Montesquieus idé blev et forbillede ved udformning af næsten alle de frie forfatninger, der blev gennemført i det følgende århundrede. Også for den danske grundlovs § 3 om magtens tredeling.

"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tal at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres." (§ 77 i grundloven).

Man må sige din mening
Alle borgere kan udtrykke det, de vil. Man kan sige, skrive eller på anden måde udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også tage ansvaret for det, man siger eller skriver. Lovgivningen sætter nemlig nogle grænser for, hvad man kan tillade sig at sige eller skrive offentligt.

Hvis man f.eks. er meget grov og fornærmer et andet menneske offentligt, kan man risikere at blive stævnet i en såkaldt injuriesag. Og hvis man f.eks. skriver noget, der truer landets sikkerhed, kan man blive tiltalt ved domstolene og idømt straf.

Begrænsninger i ytringsfriheden
Selv om grundloven garanterer ytringsfrihed for alle, kan den i nogle situationer begrænses. Det gælder f.eks. for folk i fængsel. Myndighederne har lov til at indskrænke indsattes ytringsfrihed, hvis det er nødvendigt for sikkerhed og orden.

Forsvaret har også lov til at indskrænke soldaternes ytringsfrihed, hvis det sker af hensyn til orden og disciplin.

I princippet gælder ytringsfriheden naturligvis også offentligt ansatte. Men samtidig er f.eks. sagsbe­handleren på et socialkontor underlagt tavsheds­pligt. Tavshedspligten betyder bl.a., at sagsbehand­leren ikke må udtale sig om en række personoplysninger, han eller hun har fået gennem sit arbejde.

Censur
Grundloven beskytter mod ‘censur og andre forebyggende forholdsregler’. Forbuddet mod censur blev indført i 1849. Før den tid blev bøger og blade undersøgt af en af kongens embedsmænd, før de blev trykt. Han fjernede det, han ikke brød sig om, og først da kunne bøger og blade blive offentlig­gjort. Censurforbuddet betyder, at politiet først kan skride ind mod et blad eller en bog, når den er udkommet.

Myndighederne kan ikke forlange at gennemse et manuskript på forhånd. Alligevel kan man godt skride ind mod en udgivelse, før den er trykt, også uden at overtræde grundloven. Der kan nedlægges forbud mod en offentliggørelse, hvis man kan overbevise en dommer om, at den gør stor skade og er ulovlig. Det er op til dommeren at afgøre, om der skal nedlægges et såkaldt fogedforbud mod udgivelsen.

Teksten er uddrag fra Min grundlov, udgivet af Folketinget