§ 20-spørgsmål S 2202 Om FVU undervisning.
Af Ole Vagn Christensen (S)
Til
Beskæftigelsesministeren
Inger Støjberg, Inger Støjberg (V)
14-05-2010
Samling:
2009-10
Status:
Besvaret, endeligt
Endeligt svar
Svar dato: 26-05-2010
Spm. nr. S 2202
8) Til beskæftigelsesministeren af:
Ole Vagn Christensen (S):
Finder ministeren det rimeligt, at afholdelsen af udgifterne til forberedende voksenundervisning for ledige overgår fra staten til kommunerne, når den ledige skal i aktivering og have udarbejdet en jobplan, hvorved kommunernes budgetter til aktivering belastes?
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Hr. Ole Vagn Christensen for oplæsning af spørgsmålet.
Ole Vagn Christensen (S):
Finder ministeren det rimeligt, at afholdelsen af udgifter til forberedende voksenundervisning for ledige overgår fra staten til kommunerne, når den ledige skal i aktivering og have udarbejdet en jobplan, hvorved kommunernes budgetter til aktivering belastes?
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det beskæftigelsesministeren.
Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Jeg finder det helt naturligt, at kommunerne skal finansiere den undervisning, som de giver til ledige som tilbud. Uddannelse som redskab i aktivering adskiller sig på den vis ikke fra de øvrige redskaber i indsatsen. Jeg synes, det er et sundt princip, at kommunerne er med til at finansiere uddannelse. Det hjælper til at sikre, at kommunerne har økonomisk interesse i at vurdere, om de tilbud, de giver, også medvirker til at få de ledige tilbage i job. Tilbuddene bliver ikke anvendt, blot fordi de er gratis for kommunen, men fordi det er et godt afsæt for at få den ledige tilbage på arbejdsmarkedet, og det synes jeg er et godt princip.
For visse grupper kan det dog give god mening at fravige princippet. Med aftalen om flere unge i uddannelse og job fra november måned afsatte regeringen en pulje på 25 mio. kr. hvert år i årene 2010-2013 til de unge. Puljen medvirker til en 100-procents-finansiering af netop læse-, skrive- og regnekurser til ledige under 30 år, som står uden uddannelse. Puljen skal ses i sammenhæng med, at dagpengemodtagere og kontanthjælps- og starthjælpsmodtagere under 30 år, som ikke har en ungdomsuddannelse, pr. 1. maj i år skal læse- og skrivetestes, hvis jobcentrene vurderer, at der er behov for det. Derudover har regeringen jo netop lanceret en pakke til bekæmpelse af langtidsledighed. I den indgår også, at ledige over 30 år uden en ungdomsuddannelse skal testes i basale kompetencer, hvis jobcentrene skønner, at der er behov for det.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det hr. Ole Vagn Christensen.
Ole Vagn Christensen (S):
Jeg kunne forstå, at det, som beskæftigelsesministeren sagde, er, at hun finder det helt naturligt, at man bruger de penge, som sådan set er afsat til at opkvalificere den ledige til at kunne klare sit job, på basal opkvalificering af f.eks. læse- og stavefærdigheder, og at den ledige, som har svage karakterer i læsning og stavning, altså må affinde sig med, at det er den måde, kommunerne og jobcentrene kan bruge midlerne på. Det har vel ikke været meningen med loven, at almindelig opkvalificering – altså, hvor den ledige har nogle basale tab fra sin folkeskole – skulle være afgørende for, at det så var det og ikke en videre kompetencegivende uddannelse, den ledige fik stillet til rådighed – fordi man har fået nogle forudsætninger.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det beskæftigelsesministeren
Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Altså, jeg må tilstå, at det ikke står mig helt lysende klart, hvad hr. Ole Vagn Christensen spurgte om her i anden omgang. Men det, jeg jo netop sagde i mit svar, var, at lige præcis læse-, skrive- og regnekurser bliver hundrede procent finansieret. Så nej, det går netop ikke fra jobcentrenes konto, for det er penge, der er blevet sendt med ud. Så jeg må sige, at jeg tror, der måske er kikset noget i kommunikationen her på en eller anden måde.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det hr. Ole Vagn Christensen.
Ole Vagn Christensen (S):
Det kan jeg love ministeren for at der ikke er. For det er jo sådan, at hvis man får en aktiveringsplan og man mangler disse forudsætninger, så er det det, midlerne bliver brugt til, og ikke til sådan set at give den fornødne kompetencegivende uddannelse. Jeg ved så godt, at der er mulighed for at gå ind tidligere, men jeg ved også, at når man bliver ledig, er man selvfølgelig interesseret i at undersøge, hvilke muligheder der er for at få et nyt arbejde, og derfor er der mange ledige, som altså ikke får den opkvalificering, inden de kommer under jobcentre og i aktivering. Det er her, min bekymring ligger.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det beskæftigelsesministeren.
Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Jeg vil sige, at med hensyn til læse-, skrive- og regnekurser behøver hr. Ole Vagn Christensen ikke være bekymret, for det er jo netop det, vi har opprioriteret. Med hensyn til ufaglærtes muligheder for at få en videregående uddannelse, også en længere videregående uddannelse, er mulighederne faktisk, vil jeg sige, exceptionelt gode, fordi det jo netop er sådan, at mennesker, der ikke har en uddannelse i forvejen, eller mennesker, der har en forældet uddannelse, er dem, der præcis er blevet opprioriteret, når det gælder uddannelse, netop med henblik på at komme videre på arbejdsmarkedet. Så jeg tror, at hr. Ole Vagn Christensen i dag på en eller anden måde bekymrer sig om et problem, der måske egentlig slet ikke forefindes.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det hr. Ole Vagn Christensen.
Ole Vagn Christensen (S):
Jeg tror, det forefindes, og jeg synes også selv, at ministeren var inde på, at problemet eksisterer. Man gør noget særligt for ledige under 30 år, og man gør også noget særligt for de langtidsledige, og det er sådan set det mellemrum, der ligger derimellem, vi står og taler om. Har man ikke fået forudsætningerne, inden man skal i gang med sin aktiveringsplan, så bruges altså i det øjeblik, det bliver lagt ind i jobplanen, ressourcerne fra kommunerne til at opkvalificere noget, som i virkeligheden ikke behøver at blive opkvalificeret, står ministeren her og siger, fordi man kan få det ad anden vej. Det er her jeg mener ministeren sådan set ikke helt har fat i, hvad det er, der foregår inden for hendes område.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Så er det beskæftigelsesministeren.
Beskæftigelsesministeren (Inger Støjberg):
Jeg tror ikke, jeg kan sige det ret meget klarere, end at jeg er fuldstændig uenig med hr. Ole Vagn Christensen. For lige præcis læse-, skrive- og regnekurser og -test er noget af det, som der bliver gjort allermest ud af på jobcentrene. Nu har vi taget særlige hensyn til de unge, og det synes jeg egentlig at hr. Ole Vagn Christensen skulle glæde sig over, måske især fordi hr. Ole Vagn Christensens eget parti var meget aktiv i den her sag, var meget aktiv i forhandlingerne, skrev under på den her aftale og derfor også er med i aftalen og har stemt for den i Folketingssalen. Derfor er det jo så egentlig lidt specielt i dag at skulle stå her og høre hr. Ole Vagn Christensen nærmest sådan skose den indsats, som der bliver gjort, men det er jo nok en nyskabelse i dansk politik. Men jeg kan i hvert fald sige, at lige præcis læse-, skrive- og regnefærdigheder er noget af det, som vi ved mange kæmper med, og især også mange ufaglærte kæmper med det, og derfor er det også noget af det, som der er blevet opprioriteret meget, og som til stadighed bliver prioriteret, og nu så sent som i den pakke, jeg har fremlagt om langtidsledighed.
Den fg. formand (Jens Vibjerg):
Tak. Tak til hr. Ole Vagn Christensen. Hermed er spørgsmålet sluttet.
Det næste spørgsmål er stillet til beskæftigelsesministeren af hr. Bjarne Laustsen.
Spørgsmål
Spørgsmålets ordlyd:
Finder ministeren det rimeligt, at afholdelsen af udgifterne til forberedende voksenundervisning for ledige overgår fra staten til kommunerne, når den ledige skal i aktivering og have udarbejdet en jobplan, hvorved kommunernes budgetter til aktivering belastes?
Skriftlig begrundelse:
Ingen