Du er her: Forsiden › Folketinget › Udvalg og delegationer › Udvalgsmøder
I samarbejde med udvalgsformanden udarbejder Udvalgssekretariatet en skriftlig dagsorden for hvert udvalgsmøde. Dagsordenen omdeles til udvalgets medlemmer og stedfortrædere samt til partisekretariaterne og pressen. Dagsordenen udgives desuden på folketinget.dk på den relevante udvalgsside og i den centrale kalender under hovedmenupuktet Aktuelt. Her kan man også tegne abonnement på såvel udvalgsdagsordener som udvalgets dokumenter. Udvalgsdagsordenen indeholder henvisninger til relevante dokumenter m.v. Hvis der kommer nye dagsordenspunkter eller relevante dokumenter, omdeler udvalgssekretariatet en ny udgave af dagsordenen. Udvalgsdagsordener udsendes af og til med meget kort varsel før et udvalgsmøde.
Hvert udvalg har et fast mødelokale og et eller to faste ugentlige mødetidspunkter. De fleste udvalg holder et møde ugentligt i mødeperioder. Længden af udvalgsmøderne varierer meget fra udvalg til udvalg. Nogle varer en halv time, mens andre kan strække sig over flere timer. Forhandlingerne i lukkede møder er fortrolige og må f.eks. ikke refereres i pressen eller i Folketingssalen. Udvalget kan dog beslutte, at man kan informere offentligheden om forhandlingerne, og deltagerne (medlemmer, ministre, der har været i samråd, og deputationer, der har haft foretræde) kan efter fast praksis referere, hvad de selv har sagt under udvalgsmødet. Der bliver ikke (undtagen i Europaudvalget og i Udvalget for Forretningsordenen) taget referat, men der føres en fortrolig protokol, hvor udvalgets beslutninger indføres.
Senest opdateret: [23.11.2011]