Europæisk parlamentarikermøde om EU's budgetramme, finanspagten og skat på finansielle transaktioner
14.03.2012
Finanspagten, skat på finansielle transaktioner og EU's flerårige budgetrammer er på dagsordenen, når Folketingets Finansudvalg og Skatteudvalg er værter ved en international konference på Christiansborg den 19-20. marts 2012. Konferencen foregår i Landstingssalen og er åben for pressen.
Konferencen er en blandt flere interparlamentariske konferencer, som Folketinget er vært for i forbindelse med det danske EU formandskab. Den ledes af formanden for Finansudvalget, Marianne Jelved (RV) og formanden for Skatteudvalget, Gitte Lillelund Bech (V). Deltagerne i konferencen er medlemmer fra de nationale parlamenter i EU's 27 medlemslande og de 6 kandidatlande samt fra Europaparlamentet. I programmet indgår oplæg fra bl.a. den danske økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (RV), EU's kommisær for beskatning og toldunion, Algirdas Šemeta og EU's kommissær for finansiel programmering og budget, Janusz Lewandowski. Hele programmet kan ses via linket til højre på siden.
Få mere information
Pressen har adgang til konferencen, men da der er et begrænset antal tilhørerpladser, er tilmelding nødvendig. Se kontaktinformation i boksen til højre på siden.Konferencen tv-transmitteres på Folketingets tv-kanal og på Folketingets web-TV, hvor den også vil kunne genses on-demand efter konferencen. Følg mødet direkte på web-tv på Folketingets formandsskab side precidency.dk/video via linket til højre på siden.
Det vil også være muligt at se billeder fra konferencen på precidency.dk/gallery via linket til højre på siden.
Senest opdateret:
[13.03.2012]
Redaktør:
Jesper Thinghuus