Åbne samråd med klimaministeren om CO2-udledning fra skibe, møde i FN's Søfartsorganisation (IMO) og skibes forurening med sod og svovl i Arktis
08.03.2010
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg har kaldt klimaminister Lykke Friis (V) i samråd om CO2-udledning fra skibe, det kommende møde i FN's Søfartsorganisation (IMO) og skibsbaseret udledning af sod og svovl i Arktis og ved Grønland. Samrådene er åbne for alle og finder sted onsdag den 17. marts 2010 i værelse 2-133 på Christiansborg. Det første samråd begynder kl. 7.45.
Miljø- og Planlægningsudvalget har bl.a. bedt ministeren oplyse, hvad regeringens strategi er for at reaktivere og intensivere processen med vedtagelse af bindende krav til nye og eksisterende skibes CO2-udledning. Herudover har udvalget bedt ministeren om at redegøre for regeringens forhandlingslinje ved det kommende møde i miljøkomitéen i FN's Søfartsorganisation (IMO) den 22. - 26. marts 2010. Endelig har udvalget spurgt ministeren, om regeringen agter at stille forslag om at reducere den skibsbaserede udledning af sod og svovl i Arktis og ved Grønland for at forsinke smeltningen af is
Samrådsspørgsmålene om krav til skibes CO2-udledning og mødet i miljøkomitéen i IMO (samrådsspørgsmål BP og BQ) er stillet efter ønske fra medlem af udvalget, Pia Olsen Dyhr (SF).
Samrådsspørgsmålet om skibes udledning af sod og svovl i Arktis og ved Grønland (samrådsspørgsmål BR) er stillet efter ønske fra medlem af udvalget, Ida Auken (SF).
Få mere information
Samrådet er åbent for alle, men der vil være et begrænset antal tilhørerpladser. Enkelte er forbeholdt pressen. De øvrige pladser går efter "først til mølle-princippet". For gæster, der kommer udefra, må der beregnes ekstra tid på grund af sikkerhedstjek ved besøgsindgangen.
Samrådet bliver sendt på Folketingets TV-kanal.
En CD med lydoptagelse af det åbne samråd kan senere fås i Folketingets Oplysning, tlf. 33 37 33 38.
Senest opdateret:
[19.03.2010]
Redaktør:
Klaus Andersen