Mogens Lykketofts tale ved 30 års jubilæum

Mogens Lykketofts tale 8.december 2011 ved receptionen i Landstingssalen i anledning af 30 års medlemskab og valget til Formand for Folketinget

Tak til dem, der er kommet og tak for det, der er sagt.

Netop i dag har jeg været valgt til Folketinget i 30 år.

Og for godt to måneder siden havde jeg den store glæde og ære at blive valgt enstemmigt til Tingets nye formand.

Det er kun de sidste par år, jeg har anet, at det kunne ende således. Efter valget i 2001 gav jeg Svend Auken min fulde støtte til, at han kunne blive Folketingets 1.næstformand, og vi regnede begge med at se Svend som Formand, når flertallet på ny skiftede.

Svends alt for tidlige død betød, at jeg overtog næstformandsposten og overtog dét perspektiv for det fremtidige virke, Svend havde haft.

Det er på én gang en trist baggrund og en ekstra inspiration.

Apropos inspiration så er det efter Svends forbillede, at vi har indbudt til reception i anledning af 30 år i Folketinget.

30 års receptioner ses sjældent. Men 30 år uafbrudt som MF’er er også ganske usædvanligt: Det er første gang i S-gruppen, siden vi fejrede netop Svend af samme grund i september 2001.

Den eneste af os, der nu er herinde, der har siddet længere – om end i to adskilte perioder – er Bertel Haarder. Gennemsnittet er kun nogle få år. Derfor har jeg nu haft omkring 1.000 kolleger i Folketinget!

Det er ikke så sandsynligt, at jeg – som Dronningen gør det i næste måned - når de 40 år i offentlig tjeneste.

Men det er forrygende at have været her i tre årtier. Det har været kamp. Opgør der blev taget, store sejre og store nederlag blev inkasseret. For mig er det ét liv, og mange liv; Skatteminister, udvalgsformand, ordfører, finansminister, udenrigsminister, partiformand, statsrevisor og nu altså Formand for Folketinget.

Det er utroligt spændende at have fat i samfundets grundmekanikker og skabe noget, der er nyt og bedre for mennesker. Som da jeg i min tid som finansminister bidrog til at 200.000 flere danskere kom i arbejdet, og der kom orden i statens finanser.


Da jeg talte i Jazz House oven på valgnederlaget for næsten 7 år siden, troede mange, at det var et halvt farvel til politik. Men sådan var det aldrig ment. Den politiske indsats er for mig en livsopgave.

Jeg vil aldrig holde op med at mene noget – heller ikke nu, da min hovedopgave er at varetage folkestyrets og alle kollegers interesse på tværs af partiskel.

Der tales i disse uger så meget om løftebrud. Men partier, der altid er i mindretal, kan ikke love, de kan kun drømme, håbe, ønske og kæmpe for. Jeg vil altid kæmpe for flere og bedre jobs, mere lige muligheder, og en varm hånd til dem, der fryser og lider: Et samfund, hvor mere er fælles, og mindre er privat og egoistisk.

Jeg er forbandet på de sidste dages debat om fattigdom. Vi har ikke, og vi skal ikke have et samfund, hvor man selv kan vælge at gå på dagpenge eller kontanthjælp. Men vi skal heller ikke have et socialt sikkerhedsnet, der ligger så lavt, så selv den usleste løn giver mere. Den, der aldrig har fået fodfæste eller som mister sit job, skal ikke trykkes ned i armod, men have et godt tilbud, han eller hun ikke kan afslå, om igen at komme i gang. Vi skal ikke få folk i arbejde ved at sænke mindstelønnen og de sociale ydelser, men ved at løfte menneskers kvalifikationer op til, at de kan få en anstændig løn.

Det er muligt at fastholde anstændig velfærd i nutidens åbne, rasende internationale konkurrencerace. Men det er en vældig udfordring.

Man kan ikke forstå, hvad der sker, og hvad der er muligt, hvis man ikke kender verden udenfor og lærer af den.

Mit politiske engagement startede med interessen for historien og for den internationale politik. Mit ene korte år som udenrigsminister gav mig heldigvis et afsæt til at beskæftige mig intenst med den globale politik. Jeg har i dag personligt enorm stor glæde af at deltage i ’Ellemann og Lykketoft’. Men den personlige glæde ved at få lov at beskæftige mig med verden blandes med stor sorg og uro over dén dårskab, hvormed denne verden regeres.

Finanskrise, eurokrise og gældsbyrde er resultatet af den uhellige alliance mellem grådig finanskapital, der havde købt sig fri af ordentlig regulering, og populistiske politikere, der lod spekulanterne boltre sig, mens de selv øgede udgifterne og udhulede indtægterne for at tækkes vælgerne ved næste valg.

Nu er der så et kor af de samme interesser, der sammen med mange økonomer fortæller os, at det eneste mulige svar på miseren er mekanisk nedskæring af velfærdssamfundet.

Men vi kan ikke på kort sigt skære og spare os til balance. Tværtimod risikerer vi med dén kurs, der er toneangivende i Europa lige nu, at grave hullet, vi er i, endnu dybere.

Vi skal samarbejde over grænserne - ja – men om at få flere i arbejde nu og få gælden ned hen ad vejen. Og vi skal hjælpe de svage økonomier med rygstød til at låne penge billigere, så de ikke lider rentedøden.

Det kan være vanskeligt at få det rimeligt velbjærgede flertal til at hjælpe dem, der er kommet i uføre: De jobløse hjemme. De gældsramte naboer i Europa. De ludfattige rundt i verden. Men verden er blevet udelelig. De andres ulykke vil stjæle af vores lykke.

Der er brug for politikere, der kan og vil fortælle denne sandhed. Ellers bliver det i ordets korrekte betydning dyrere at være dansker.

Der er brug for, at vi alle tænker mindre på næste valg og mere på kommende generationer og den hele klodes muligheder for overhovedet at overleve.

Der er brug for folkevalgte, der vil tale op til menneskers forhåbninger ikke ned til deres frygt og fordomme. Politikere, der fortæller ubesmykkede sandheder og kommer med barske, men fair løsninger.

Lad mig så slutte her – i en lidt mere optimistisk tone.

Jeg tror, efter mange års erfaring og kendskabet til mange gode politiske modspillere, stadig på det samarbejdende folkestyre og dets evne til igen at møde de reelle udfordringer.

Min opgave som Folketingsformand er - om muligt - at lette vejen for samarbejdet. Og forhåbentlig kunne bidrage til at løfte folkestyrets anseelse ved, at vi enes om nye og bedre arbejdsformer, så vi kan hjælpes ad med at løfte vores fælles anseelse som folkevalgte.

Jeg er ikke i tvivl om, at alle MF’ere ud fra hver deres holdninger og samfundssyn ønsker at gøre Danmark til et bedre sted at leve og virke.

Som Tingets formand vil jeg bidrage til, at Christiansborg for alle medlemmer af Folketinget og alle vore dygtige medarbejdere Folketinget bliver et endnu mere opløftende arbejdssted. Det er en forudsætning for et godt, grundigt og seriøst lovgivningsarbejde.

Dette hus skal være et forbillede, som vi med stolthed kan vise frem for gæster fra ind - og udland – og som vi kan rejse ud i verden og rose os af. Vi skal være en inspiration for dem, der rundt i verden kæmper for deres ret til en demokratisk fremtid.

Håber at I alle vil hjælpe mig.

Tak i hvert fald endnu engang for at I kom i dag.

Skål