Du er her: Forsiden › Folketinget › Folketingets formand › Om Folketingets formand
Grundloven siger, at Folketinget skal have en formand, som vælges straks efter, at et nyvalgt Folketing er trådt sammen. Formandens opgave er at sørge for, at der er de bedste rammer for Folketingets arbejde. Formanden sikrer, at møderne i Folketingssalen foregår i god ro og orden, og at der er gode arbejdsforhold for folketingsmedlemmerne.
Folketingets formand er også den øverste chef for Folketingets Administration, som tæller cirka 400 ansatte. Administrationen består af en række forskellige afdelinger, der bl.a. sørger for, at Folketingets medlemmer kan koncentrere sig om deres arbejde. Administrationen tager sig af mange forskellige opgaver og har ansatte fra mange forskellige faggrupper, f.eks. rengøringspersonale, håndværkere, IT-medarbejdere, referenter, folketingsbetjente, kommunikationsmedarbejdere, kontorpersonale, sikkerhedsfolk, økonomer og jurister.
Folketingets formand udfører sit arbejde sammen med fire næstformænd. De udgør tilsammen Folketingets øverste ledelse, som hedder Præsidiet, og de leder på skift møderne i Folketingssalen. Den nuværende formand er Mogens Lykketoft fra Socialdemokraterne. Derudover er Bertel Haarder (Venstre), Søren Espersen (Dansk Folkeparti), Marianne Jelved (Det Radikale Venstre) og Holger K. Nielsen (Socialistisk Folkeparti) medlemmer af Præsidiet.
Præsidiet har også en del repræsentative opgaver dvs., at de repræsenterer Folketinget, når Folketinget får officielt besøg fra andre parlamenters formand, besøg fra præsidenter og andre besøg. Det er også Præsidiet, der tager imod den kongelige familie på Folketingets åbningsdag 1. tirsdag i oktober.
Senest opdateret: [06.12.2011]Sideansvarlig: Peter Krab
Folketingets formandTelefon: 3337 3008
Send en e-mail Pressekontakt Peter KrabPressesekretær Telefon: 3337 3451
Send en e-mail