Du er her: Forsiden › Folketinget › Folketingets Administration › Job i Folketinget › Til jobansøgere
Du skal sende din ansøgning via folketinget.dk. Din ansøgning skal vedhæftes cv med oplysning om tidligere beskæftigelse og uddannelse, eventuelle udtalelser samt kopi af relevante eksamensbeviser.Vi vil sende en kvitteringsskrivelse senest dagen efter, at vi har modtaget din ansøgning.
Bedømmelsesudvalget sammensættes som hovedregel af: • medarbejderens fremtidige nærmeste chef, • en medarbejder fra enheden, • efter en konkret vurdering en repræsentant for Personalekontoret og • en tillidsrepræsentant eller en anden repræsentant for den personaleforening, som dækker den pågældende stilling. Desuden kan den relevante vicedirektør efter en konkret vurdering ønske at deltage i bedømmelsesudvalget, ligesom andre relevante personer kan deltage efter afgørelse af den ansættende chef. Bedømmelsesudvalget behandler altid alle ansøgninger fortroligt, og alle ansøgninger i systemet slettes automatisk efter 6 måneder.
Når ansøgningsfristen er udløbet, gennemgår den ansættende chef de indkomne ansøgninger med henblik på at udvælge et antal ansøgere til en ansættelsessamtale. Som hovedregel indkaldes ikke under 5 ansøgere til ansættelsessamtalen. Ved vikariater og andre midlertidige stillinger, hvor der typisk er et begrænset antal ansøgere, indkaldes som hovedregel ikke under 3 ansøgere. Samtalen vil som regel blive afholdt ca. 14 dage efter ansøgningsfristens udløb. En samtale vil typisk vare 30-45 min. - alt afhængig af stillingstypen.
Der vil under ansættelsessamtalen blive stillet dig både generelle og mere dybtgående spørgsmål, således at bedømmelsesudvalget får mulighed for en samlet vurdering af: • din ansøgning • dine faglige kompetencer, • dine personlige og sociale kompetencer som f.eks. bredde i fagligheden, fleksibilitet, samarbejdsevner, kompetence og evne til at påtage sig ansvar • din arbejdsmæssig og uddannelsesmæssig baggrund/erfaringer. For at sikre et fyldestgørende vurderingsgrundlag kan du blive spurgt om muligheden for, at vi kan indhente en reference hos din nuværende eller tidligere arbejdsgiver.
Efter at samtalerne er gennemført, indstiller den ansættende chef efter drøftelse i bedømmelsesudvalget til personalekontoret, hvem der skal ansættes i stillingen. Personalekontoret sørger for det videre forløb. Personalekontoret vil anmode dig om at indsende en privat straffeattest. Tiltrædelsestidspunktet fremgår altid af stillingsopslaget, men hvis du er bundet af et længere opsigelsesvarsel hos din arbejdsgiver, kan tiltrædelsestidspunktet efter aftale med den ansættende chef evt. udskydes. Ansøgere, der har været indkaldt til samtale, vil hurtigst muligt og senest 3 hverdage efter, at den udvalgte ansøger har accepteret, modtage et skriftligt afslag. Ansøgere, der ikke har været indkaldt til samtale, modtager skriftligt afslag hurtigst muligt og senest 1 uge efter beslutning om ansættelse. Alle ansøgere der har været til samtale, er velkommen til at kontakte den ansvarlige for samtalen, for at få en uddybende begrundelse for afslaget.
Foruden de almindelige ansættelsesretlige regler gælder der en række særlige vilkår for ansættelsen i Folketingets Administration. Generelt gælder følgende: • Medarbejdere i Folketingets Administration er forpligtet til at stå til rådighed, når Folketinget har behov for det, herunder også i weekenden. • Folketingets Administration har dispensation fra reglerne om hviletid og fridøgn. • Der består en pligt til at udføre overarbejde/merarbejde. • Arbejde på ubekvemme tidspunkter kan forekomme. • Der kan være knyttet rejseaktivitet i såvel ind- som udland til stillingen. • Der er for visse stillingers vedkommende pligt til at bære uniform, der vederlagsfrit udleveres af Folketinget. • Der kan stilles krav om, at medarbejdere lader sig sikkerhedsklassificere. • Arbejdsstandsning eller andre kampskridt kan ikke iværksættes. De særlige vilkår, der gælder for dig, vil fremgå af dit ansættelsesbrev.
Senest opdateret: [18.01.2011]Sideansvarlig: Martin Andersen