Du er her: Forsiden › Folketinget › Christiansborg Slot › Slotsholmen
Gennem 800 år har Christiansborg Slot domineret Slotsholmen. Her boede kongerne, og her ligger i dag det danske parlament, Folketinget. I dag er øen kun omgivet af smalle kanaler, men i middelalderen lå øen et godt stykke fra land og det lille fiskerleje Havn, der mange hundrede år senere skulle blive Danmarks hovedstad, København. En stor del af Slotsholmen består af genopfyldning, og holmen ligger i dag på eller uden for den tidligere kystlinje. Det afsløres i nutidens bybillede af gadenavnene på Sjællandssiden af kanalerne: Ved Stranden og Gammel Strand. I dag er øen dog en naturlig del af København, for den har forbindelse til Sjælland via otte broer og til Amager via Knippelsbro. Christiansborg Slot udfylder en stor del af Slotsholmens areal. Her har Folketinget til huse foruden andre magtfulde institutioner som Statsministeriet og Højesteret. Til slottet hører også en kirke, Christiansborg Slotskirke, og flere museer. På Slotsholmen finder man også kulturinstitutioner som Det Kongelige Bibliotek og andre seværdigheder som Børsen. Og selv om Slotsholmen er en ø midt i det centrale København, har øen også sin egen fredfyldte, grønne have, som mange mennesker dagligt nyder at færdes i, nemlig Det Kongelige Biblioteks Have.
Senest opdateret: [27.09.2011]