Du er her: Forsiden › Folketinget › Christiansborg Slot › Indretningen
Christiansborg Slot er i store træk delt på midten med De Kongelige Repræsentationslokaler i den vestlige fløj og Folketingets lokaler i den østlige. De to fløje har hver sin indgang i henholdsvis Prins Jørgens Gård og Rigsdagsgården. Det skyldes, at det oprindelig var meningen, at kongefamilien skulle bo på slottet. Sådan blev det dog aldrig. Kongefamilien bor i dag på Amalienborg og anvender kun lokalerne på Christiansborg i forbindelse med nytårskure, gallamiddage, audienser osv. Folketinget råder derfor over hovedparten af slottet. Dog er Statsministeriet placeret i lokalerne over De Kongelige Repræsentationslokaler, som oprindelig skulle have været regentens private lejlighed.
Christiansborg har fem etager og en kælder. Hovedetagen er 1. sal, den kaldes også beletage, som er fransk og betyder ”smuk etage”. Beletagen er Christiansborgs fornemste etage, og her finder man de vigtigste rum, f.eks. Riddersalen i De Kongelige Repræsentationslokaler og Folketingssalen i ”folkets fløj”.
Christiansborg Slot rummer adskillige kunstværker både fra fortiden og nutiden. Rundt omkring på slottet hænger portrætter og abstrakte malerier side om side med statuer, skulpturer og kunstnerisk udførte møbler, der alle rummer en historie. Derfor arrangerer Folketinget ugentlige kunstomvisninger, der er meget populære.
Senest opdateret: [27.09.2011]