Du er her: Forsiden › Folketinget › Christiansborg Slot › Historien › Det første Christiansborg
I 1660 bliver Danmark et enevældigt kongerige, og kongerne finder nu Københavns Slot for lille til deres magt og vælde. I 1736 bliver slottet revet ned, og Christian VI bygger efter tegninger af Elias David Häusser i stedet det pompøse første Christiansborg: et firefløjet rokokopalads med ridebane, hofteater og slotskirke. Slottet rummer et hof på ca. 1.000 personer og er på daværende tidspunkt det største slot i Nordeuropa med sine 348 sale og gemakker.
Dronning Caroline Mathilde bliver i 1772 landsforvist til slottet Celle i Tyskland, hvor hun dør i en alder af 23 år.
I knap 50 år udfolder der sig et storslået hofliv på slottet. Det er f.eks. på Christiansborg Slot, at en af Danmarkshistoriens mest berømte kærlighedshistorier finder sted, nemlig trekantsdramaet mellem den gale konge, Christian VII, hans unge dronning, Caroline Mathilde, og hendes elsker, den ambitiøse livlæge Struensee.
Men i 1794 udbryder der brand i Christiansborgs hovedfløj. Bortset fra ridebaneanlægget med stalde, ridehus og hofteater er der kun sodsværtede murrester tilbage efter branden. Kongen flytter til Amalienborg, og mange ulykkelige begivenheder som Slaget på Reden i 1801, Københavns bombardement og tabet af flåden i 1807, statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge i 1814 betyder, at byggeriet af et nyt slot har lange udsigter.
Senest opdateret: [29.09.2011]
Slots- og Ejendomsstyrelsens hjemmeside om Christiansborg